Læsetid: 5 min.

Individualiseringen er 00'ernes virkelige værdikamp

Når unge bebrejder sig selv for deres nederlag, er det et billede på den generelle mentalitetsændring, samfundet har gennemgået i sidste årti. Her spillede opsving og øget individualisering en stor rolle. Men krisen er godt i gang med at ændre de unges indstilling, mener kultursociolog
9. november 2011

Som i 'fattigfirserne' står vi i dag i en stor økonomisk krise. Dengang piercede unge sig selv som symbol på, at de følte sig voldtaget af samfundet. I dag giver de sig selv skylden for, at de ikke føler sig tilstrækkelige. Hvorfor og hvornår skete det skifte?, spurgte vi Klaus Rasborg, kultursociolog på RUC.

»Helt grundlæggende, skyldes det den individualiseringstendens, som sociologer har talt om i mange år. At vi i stigende grad løsrives fra de sociale fællesskaber, så det nu er op til os selv at skabe vores egne livsforløb, normer, værdier og karriere. Vi bliver mere ansvarlige for vores egen succes, men det betyder samtidig også, at vi i stigende grad bliver ansvarlige for vores egen fiasko. I takt med den stigende individualiseringstendens bliver det set som et udtryk for personlig utilstrækkelighed, når det går mindre godt. Jeg er overbevist om, at konjunkturerne har meget at sige for den her udvikling. Da vi for nogle år tilbage havde en periode med høj vækst og gang i økonomien, kunne man høre unge mennesker kalde solidaritet gammeldags. De forbandt det med gamle mænd med røde seler. Det var ikke overraskende i en periode, hvor det eksempelvis var meget lettere at få job. Den periode understøtter samfundets øgede individualisering.«

»Men nu hvor de økonomiske udsigter er ændret, og arbejdsløsheden stiger, tror jeg, at vi i årene fremover vil se en tendens i den anden retning — unge vil fjerne sig fra den tanke, at hvis man bliver arbejdsløs, kan man blot finde et nyt job, og hvis man er utilstrækkelig, er det ens egen skyld. Det bliver tydeligt for den unge, at det ikke kun er et individuelt problem, at han bliver arbejdsløs, når nu også en stor del af hans venner bliver det. Men lige nu er vi i en mellemperiode, hvor konsekvenserne af en nedtursperiode slår igennem, inden samfundets indstilling har fulgt med.«

Taberfølelsen spreder sig

— Er opfattelsen af, at det er ens egen skyld, hvis man ikke er tilstrækkelig, noget der har vundet indpas i en større del af samfundet end blot hos de unge?

»Ja, og det er måske i virkeligheden 00'ernes vigtigste kulturkamp. At samfundets borgere nu føler, at de skal skal stå alene med ansvaret, fremfor at skyde skylden på samfundet, hvis de ikke har succes i livet. Et godt eksempel er de arbejdsløse. Her er den udbredte opfattelse i dag, at det er ens egen skyld, hvis man ikke har et job. Og det er heller ikke kun de unge, men alle danskere, der vender fagforeningerne og a-kasserne ryggen i stor stil i disse år. Men man kan nok sige, at den generelle tendens i samfundet slår allertydeligst igennem blandt unge, der ofte er ekstreme pejlemærker for den samfundstendens, der er herskende.«

De stærkes paradis

— Kan det ikke også være positivt, at unge nu føler sig nødsaget til at tage ansvar for deres eget liv, udvikling og succes?

»Jo, og man kan heller ikke trække modsætningen så skarpt op, at enten gør man sig til offer, eller også er man individualistisk og navlebeskuende. Det er nødvendigt at differentiere mellem forskellige grupper af unge. Blandt de ressourcestærke unge kan individualiseringen være positiv. De befinder sig som fisk i vandet i et samfund med øget fokus på individets ansvar. De statskundskabsstuderende på RUC, som jeg omgås, har det givetvis fint med den enorme valgfrihed og de mange udfoldelsesmuligheder i det senmoderne samfund.«

»Omvendt er andre grupper af mere sårbare og udsatte unge, som har det meget svært ved en valgfrihed, som i højere grad bliver til et valgpres. Der er masser af forskning, som viser, at valgfriheden bliver en enorm belastning for mange unge, der slet ikke kan håndtere den.«

»Reformen af erhvervsskolerne fra 2005 er et godt eksempel. Nu skulle eleverne selv sammensætte og tilrettelægge deres uddannelse, vælge fag osv. — og det falder mange af erhvervsskolernes elever totalt igennem på. Så jo, for nogle unge kan valgfriheden være en styrke og en fordel — men der er mindst lige så mange tabere i det individualiseringsspil der udspiller sig i alle dele af de unges hverdag.«

— Er det ikke et bedre udgangspunkt at opfatte sig selv som årsagen til ens utilstrækkelighed, end at skyde skylden på det omkringliggende samfund? Det er vel lettere at ændre sig selv end alle andre?

»Det kan man sige, og det lyder også smart nok. Men faktum er, at det blot skaber en endnu større følelse af magtesløshed hos den unge, når man ser sig selv som skyld i problemet, uden man føler, der er noget at gøre ved det. Den konklusion, mener jeg klart, at der er forskningsmæssigt belæg for.«

»Hos en ung og ressourcesvag i aktivering kan individualiseringsfriheden slå om i et socialt pres, hvor man måske reagerer ved at melde sig ud af samfundet. Det kan nærmest blive en evig torturproces, hvis man giver sig selv skylden for noget, man ikke er i stand til selv at ændre.«

Amalie-generationen

Ifølge Klaus Rasborg, er det ikke kun konjunkturerne, der spiller en afgørende rolle for, at unges mentalitet har bevæget sig fra offermentalitet til øget selvbebrejdelse:

»Medierne spiller en enorm rolle. Det er så at sige dem, der har skabt 'se mig, jeg vil på'-generationen, hvor målet er at komme i MTV eller i X-factor og blive anerkendt på baggrund af sin optræden, næsten ligegyldigt hvad anledningen er.«

»De realityprogrammer lærer unge, at du overlever ved at lyve og manipulere og stikke knive i ryggen på hinanden. Det er jo en form for ydmygelses-tv. Har man ikke tilstrækkeligt mange knive at stikke i ryggen, er straffen, at man bliver stemt ud og ekskluderet fra det sociale fællesskab. Det paradoksale er, at de unge handler på de her strategiske måder for at blive i det eftertragtede fællesskab. For at forblive i fællesskabet lærer de, at man må gøre en masse, der sætter en op imod fællesskabet. Det viser meget godt det paradoksale forhold, som sociologer også har peget på.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tendensen til individualisering af problemer og til selvbebrejdelser må være tydelig for alle, der har med dagens unge at gøre. De økonomiske konjunkturer og medierne nævnes som mulige faktorer, men efter min mening er den helt store synder vores folkeskole. Den mærkelige men udbredte kombination af skolens tilpasning til diverse konkurrenceparametre, fokus på den enkelte elevs fagligt-sociale udvikling og endelig ”ansvar for egen læring” som herskende pædagogik har eleverne som de store tabere, og det uafhængigt af deres boglige evner.

For det første skal skolerne helst præstere gode resultater i de nationale tests og i konkurrence med hinanden, og det pres videreføres — gennem lærerne — til eleverne. For det andet udvider den fagligt-sociale fokus præstationsområdet til elevens hele person. Og for det tredje gør ”ansvar for egen læring” de opnåede testresultater og den fagligt-sociale udvikling til elevens helt eget ansvar.

Alt dette bliver tydeligt til de såkaldte skole-hjem-samtaler, som i min erfaring har udviklet sig til lærernes opremsning af testresultater, suppleret med en evaluering af elevens personlighed og opførsel, mundende ud i at den stakkels elev helst selv skal formulere de rigtige udsagn om, hvad han/hun bør blive bedre til og nok skal gøre sig umage med. Det er et forfærdeligt og helt urimeligt pres at sætte eleverne under – endda helt fra de små klasser – og det kan da ikke undre, at mange børn vender problemerne mod sig selv og får selvtillidsproblemer! Som forældrer kan man prøve at protestere mod denne praksis og at beskytte og bekræfte sine børn, men det er et helt system, man er oppe imod, og de fleste lærere synes forlængst at have internaliseret systemet. Pædagogiske overvejelser og hensyn er tilsyneladende helt forsvundet fra den præstations- og målingsfikserede folkeskole. Det er slemt nok, at den slags skole langt fra fremmer fagligheden, men det værste er, at den risikerer at knuse de børn, den har i sin varetægt

Jens Overgaard Bjerre

Hvor tids skolelærere, tv-folket, har et overordentligt stort ansvar. De viser kun livet fra deres egen horisont, den højere middelklasses.

Arbejderklassen er overhovedet ikke repræsenteret. Man kender den ikke i tv.

Fagbevægelsen har en anden del af ansvaret.

Hvorfor laver de ikke deres egen tv-kanal, hvor almindelige menneskers liv og arbejde vises. Det er en gåde at de vedbliver med at ligge på næsen for den nuværende journalistik.

Den er og bliver ikke neutral og upartisk.

Lise Lotte Rahbek

Jeg havde ikke tænkt på det med reality-programmernes signaler.
Det er da i grunden nogle væmmelige værdier at formidle videre til de unge. At det er sådan man gebærder sig for at blive en 'vinder'.
:-/