På kommunekontorerne synes der at være enighed om, at børn med særlige behov helst skal blive i folkeskolen. Så undgår man nemlig at betale dyrt for specialskoletilbud. Samtidig kan kommunaldirektører lune sig ved tanken om at leve op til menneskeretserklæringer, der kræver, at almindelige skoler inkluderer børn med særlige uddannelsesmæssige behov.
Men selv om inklusion er blevet et modeord, som er svært at være imod, er der alt mulig grund til at være på vagt. Med inklusion følger nemlig også eksklusionen, påpeger professor Niels Åkerstrøm Andersen fra Copenhagen Business School, der har forsket i styring af den offentlige sektor. For når en elev med særlige behov hives ind i folkeskolen, er det langt fra sikkert, at eleven oplever det som en velkomst med åbne arme.
»I dag har vi lavet en opdeling mellem de problemfrie normale og alle risikobørnene. Det er fordi, vores krav om normalitet er stigende. Det er også, fordi vi ikke alene forventer, at eleven tager imod undervisning, men også at vedkommende tager ansvar for egen læring. Det ansvar er jo efterhånden et ret komplekst form for ansvar, som for den enkelte kan opleves som svært at honorere,« siger han og uddyber:
»Inklusion og eksklusion er sjældent et spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet er med eller ej. Det er derimod et spørgsmål om, i hvilket omfang man er det. I folkeskolen vil man på den ene side inkludere flere elever, men på den anden side øges inklusionskriterierne, og de kan være meget svære at afkode,« siger Niels Åkerstrøm Andersen, der sammen med adjunkt Hanne Knudsen, DPU, er i gang med et forskningsprojekt om hyperansvarlighed i velfærdsstaten.
Monstre i skolen
Når skoleledere og lærere i inklusionens navn lukker elever med særlige behov ind bag skolens mure, skaber de dermed samtidig grundlaget for en anden slags eksklusion.
De siger 'kom nu og vær' med', men samtidig udtrykker de ifølge Niels Åkerstrøm Andersen: 'du kan kun være med, hvis du er udenfor'.
Det er eleven, der skal påtage sig ansvaret for at leve op til skolens krav. Han eller hun kan ikke blot komme og kræve forandringer af skolesystemet.
Problemerne opstår, når eleven ikke vil eller kan være med på denne logik, og derfor tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved den.
»Når skolen inviterer til at tage ansvar for egen læring, og eleven svarer 'jeg har mere brug for en anden slags undervisning, og jeg synes i øvrigt din undervisning er skod', så blander eleven sig pludselig i systemet og bliver i den forstand et slags monster,« siger Niels Åkerstrøm Andersen og tilføjer:
»På den ene side vil skolerne inkludere eleverne med særlige behov. På den anden side øges inklusionskriterierne, da man forventes at være ambitiøs. Det bliver meget mere komplekst at være elev på en skole, der lægger vægt på inklusion. For her kan eleven ikke bare læne sig tilbage, men har også pligt til at se på sig selv med systemets blik: er jeg nu ansvarlig nok? Elever forventes simpelthen til at betragte sig selv ud fra dette pædagogiske blik.«
Stigende krav
Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen er spillet om inklusionen i folkeskolen blot et delelement i en større tendens, der peger mod en forandring i samfundets rollefordeling: systemet vil gerne inkludere personer, men det kan kun ske, hvis de iagttager sig selv igennem systemets briller og retter ind.
Den klassisk måde at forstå rollefordelingen på har været at skelne mellem præstations- og publikumsroller. Præstationsrollen kunne man træde ind i, hvis man havde en særlig uddannelse og derfor blev anset for at besidde en særlig dømmekraft, der gjorde, at man kunne forventes at handle på en hensigtsmæssig måde. Publikumsrollen var derimod mere begrænset. Her skulle man ikke handle, men observere.
Op igennem moderniteten har lærere haft præstationsrollen, elever har været tildelt rollen som publikum. Samme rollefordeling har man haft mellem politiker og vælger, læge og patient, socialrådgiver og klient, producent og forbruger. I dag sker der imidlertid en individualisering af publikumsrollen: borgeren skal ikke bare være borger, men aktiv medborger. På samme måde skal eleven ikke blot sidde på bagerste række og spille spil på sin iPhone, men være aktivt med til at forme læringssituationen.
I folkeskolens tilfælde risikerer det at skabe spændingsfyldte forventninger, mener Niels Åkerstrøm Andersen.»Med den type publikumsrolle betragter man på den ene side eleverne som hele mennesker — som individer. På den anden side afstår man fra netop det. Det er individualiseringens bagside: I stedet for at hylde individet bliver det individuelle særpræg pludselig et problem, hvis barnet ikke betragter sig selv på samme måde, som skolen betragter barnet,« siger han og uddyber:
»Individualiseringen fortrænger altså ikke massegørrelse, men lever sammen med den. Tager vi individualisering for pålydende, bygger vi for mange illusioner op og bliver enormt skuffede, når de ikke indfris. Derfor må vi forlige os med de modsætninger, vi har bygget ind i det system, vi laver.«
For skolerne betyder det, at de må tage ansvar for den nye magt, de udøver. De skal anerkende, at når de prøver at vejlede og inkludere elever, producerer de også en mængde af forventninger, eleverne ikke nødvendigvis kan leve op til. De skaber med andre ord eksklusionsprocesser, lyder det fra Niels Åkerstrøm Andersen. Skolerne skal med andre ord erkende, at ambitionerne for elevernes formåen er vokset til et historisk niveau, lyder Niels Åkerstrøm Andersens råd. Den erkendelse er forudsætningen for overhovedet at kunne forklare, hvorfor specialundervisningsbehovet er steget så eksplosivt. Samtidig kan man kun løse problemerne, hvis man placerer ansvaret det rigtige sted, mener han:
»Man fortæller forfaldshistorier om, at familien har svigtet sin rolle, når børnene viser sig at have brug for specialundervisning. Det, man ikke opdager, er, at blikket på børnene og familien ændrer sig, og at det faktisk er ambitionerne, der er blevet større.«
Inklusion handler ikke om, at nogle elever skal ind i klassen, men, at det forhindres, at de ryger ud.
Gennem de seneste tyve år er der blevet mindre plads eller rum (pædagogisk praksis) til såkaldt urolige eller særlige elever. De udskilles til mere og mere specielle foranstaltninger.
Inklusion handler dybest set om hvorfor at et stigende antal børn ekskluderes fra den klasse de hører til. Retten er skolegang i lokalområdet.
Tidens trend er undervisningsdifferentiering - konsekvensen er udskillelsen af flere og flere elever.
En vellykket undervisning og inklusion er lig med om eleven magter det faglige-det sociale og det personlige.
Falder leven igennem på det faglige, så kan inklusion stadig lykkes hvis eleven magter det sociale og det personlige(f.eks.motivation og modenhed)
Falder eleven igennem på det sociale er inklusion meget vanskelig og falder eleven igennem på det personlige så ligeså.
Har eleven det svært på hele linien, så er det nærmest umuligt.
Det kan være dyrt for mange parter at forsøge inkludering af elever der ville profitere mere af special-tilbud !
PS til undervisningsdifferenciering.
Kun de færreste skoler magter egentlig undervisningsdifferenciering og forfalder i stedet til elev-differenciering.
Undervisningsdifferenciering er lig at tilpasse undervisngen den enkelte elev i klassesammenhæng.
Elevdifferenciering er mere, at elever på nogenlunde samme niveau sættes sammen i gruppesammenhæng.
Skulle nogen være interesseret i uddybning af ovennævnte så forefindes en EVA-rapport på nettet, om præcis dette.
Det kan godt være at inklusion handler om at beholde de svære børn i klasserne.
Nu kender jeg dog selv et eksempel, hvor en hel specialklasse, med børn der har ret store problemer, nu alle skal gøres parate til normale klasser på deres "respektive" skoler.
Man skal ikke male fanden på væggen, men i de her tilfælde spår jeg katastrofe for dem alle.
Ihvertfald hvis klasserne er på de her 24-28 elever, med en enkelt lære.
Det syntes jeg er rigtig synd.
Inklusion af disse typer betyder også eksklusion af alle dem, som blot vil sidde på deres flade og lære noget...... måske vi en gang imellem også skulle tænke lidt på det store flertal, som godt kan indordne sig i stedet for altid at fokusere på de utilpassede....
@Helle
Man er imponeret over, hvordan du og dine har fundet paradis på jord uden skyggen af problemer :o) hmmmm
Marie Poulsen
Problemet er jo ret ofte, at 'disse typer' (hvad du så end mener det er for nogle børn?) jo også er helt almindelige børn som evner at tænke udenfor systemets konformitet. Skal de bare rette ind for at rette ind eller kan vi rent faktisk lære noget af dem?
Ja Marie, det er nemlig sådan man lærer :
Sid på din flade, hold kæft og hør efter .
En gang om året tester man så om du har været en dydig pige og kan huske hvad der blev sagt ..
En artikel fuld af dyb indsigt. Jeg er fuld af beundring for sætninger som denne:
»Når skolen inviterer til at tage ansvar for egen læring, og eleven svarer ‘jeg har mere brug for en anden slags undervisning, og jeg synes i øvrigt din undervisning er skod’, så blander eleven sig pludselig i systemet og bliver i den forstand et slags monster,« siger Niels Åkerstrøm Andersen.
Til alle kommentatorer. Læs den igen og igen. Jeg synes kommentarerne alt for meget forsøger at udbasunere egne holdninger og fordomme, uden noget forsøg på at reflektere over den indsigt, der er præsenteret.
Ja, jeg synes også det er svært. Men her er der noget, jeg - og sikker mange - bør lære os af f.eks. Niels Å Andersen.
Lars Dahl
Hvilke indsigter og refleksioner gør du dig? Og hvad er det du mener vi bør lære os af Niels Å. Andersen? :o)
@ Gunvor Trinderup
Nu tænker jeg, at det var tydeligt, hvad jeg f.eks. mente, vi kunne lære af skribenten.
Men ok.
Lad os tage Michael Rasmussen, der skriver: "Inklusion handler ikke om, at nogle elever skal ind i klassen, men, at det forhindres, at de ryger ud."
Rasmussen har formentlig nogle idealforestillinger om hvordan vi skal holde alle elever indespærret i samme rum. Og her tager Niels Åkerstrøm Andersen jo fat på fænomenet helt uden om en idealistisk positivisme, ikke. Han forklarer hvordan det er - sådan som han har undersøgt det.
Men det er som om i en eller anden forestillingsverden som vi deler, der reduceres Niels Åkerstrøm Andersens indsigt, som kommer af konkrete empiriske undersøgelser til kort over for vores drømme om verden.
Jeg anbefaler Richard Sennett (2008) "The Craftsman", måske især sidste del, og Matthew Crawford 2009, der siger: "The repairman has to begin each job by getting outside his own head and noticing things..." (s. 17) Han peger med Sennett på, at der findes andre standarder en komsumerismen. (17) Begge gør op med Hannah Arendt's afstandtagen fra manuelt arbejde (Animal laborans). Jeg opfatter dem i tråd med Peter Høilund, der i "Social Retfærdighed" (2006) med - efter min mening - succes angriber positivismens idealisme overfor en situationsforankret konkret fænomenologisk social forståelse (afsnittene omkring Bornemann den unge (ca. s. 87). Og det er dét jeg ser blænde igennem Niels Åkerstrøm Andersen's bidrag her. Og det andet er, at vi tonser derudaf i vores egen idealforståelse af hvordan alting skulle være hvis vi kunne indrette verden. Og hvad der absolut er noget skidt fordi det ikke er som i vores idealverden.
Og det er blevet dagsaktuelt i f.eks. ankalgerne mod den nye regering for løftebrud. Blot fordi to af partierne har måttet sande (har måttet sande), at der ikke var flertal for de slagargumenter, som de gik til valg på - således at de både tabte og vandt på een gang.
Dén lære, synes jeg er vigtig - også når det drejer sig om at vi kan finde veje til at tage vare på at flest muligt i skolen lærer mest muligt, frem for at vi sludrer rundt i tomme idealer som inklusion og eksklusion helt uden forbindelse til Eva og Williams læreproces.
Og her synes jeg Niels Åkerstrøm Andersen's bidrag giver os et løft. Synes jeg.
NÅ - undskyld for slåfejlene
Det er med inklusion som med Balders død: specialbørnene bliver kun en del af 'de levendes rige' igen, hvis alle græder for dem. Hvis bare en mistelten eller en enkelt snæversynet forælder i klassen har tørre øjne, så falder det hele sammen.
Jeg mener at folkeskolen skal være rummelig.
Men mener samtidig at folkeskolen ikke kan rumme alle.
Dermed ikke sagt at nogle aldrig vil kunne deltage i almindelig folkeskoleundervisning, men derimod at der skal gøres et stykke arbejde forud. Et barn er aldrig et problem, men kan være i problemer !
Begrebet "barnets tarv" er højt profileret her til lands; Men der er ikke nødvendigvis barnets tarv at kalde det for normaltfungerende og undervisningsparat og sende det hen i folkeskolen, til alle de andre.
I nogle tilfælde er det IKKE barnets tarv at forklæde besparelser/nedskæringer med et plus-ord som "Rummelighed"
Det er ikke mange dagen siden jeg faktisk selv debaterede dette emne i en anden debattråd. Jeg tillader mig at gentage mit indlæg her ( http://videnskab.dk/kultur-samfund/hoj-intelligens-giver-ikke-automatisk... )
Tager forskningen højde for indavl i lærestanden?
Det individuelle er naturligvis ubegribelig fremmed i en systematisk sammenhæng der ideelt kun tjener et eneste formål; at bestå gennem sammenligning og kvalifikation. Et individuelt svar falder derfor helt uden for et systems rammer.
Dette har jeg, og sikker også mange andre erfaret, for min del op gennem 70 og 80ernes folkeskole, men senest også på K.V.U.C. for ganske nyelig.
Således kan man i det danske uddannelses point system meget nemt falde helt igennem og blive erklæret for dumpet, dersom ens svar f.eks i en mundtlig eksame, ganske enkelt er individuelt, og derfor uden for sensor og lærerens forstand. De tror at de repræsentere systemet og når det ikke længere består vil det kollapse. Det kan de ikke tillade, så de går i selvforsvarsmode - og dumper i stedet for at lytte intresseret på studenten. De er ikke interesserede!
Det der tillader dette fald, er en slags magelig dovenskab der dækker over den akademiske indavl i lærestanden og uddannelserne, og det har ledt til det generelle fald i dannelse her i landet. Det ikke alene tillader meget snyd, overalt, men også at den generelle interesse i viden, forskning og udvikling er ved at forstene her i landet.
Det er blevet meningsløst at søge mening, en diskvalifikation, alt imens systemet samtidig er blevet styrket mere og mere. Bemidlingen af uddannelse og forskning er systematisk blevet kuppet af sin egen elite - systemryttere, folk uden genuin mod, evne og interesse i at studere.
Dette har vi gennem årtier set gennemsyre hele systemet, fra folkeskolen til proffesor standen, og selv på minister niveau (skamstøtten penkowa-sagen, der gjorde danmark til grin i resten af verden).
Min diagnose var ultrasanselig, stilheden selv, sagtmodighed og ærlighed. Jeg var en person uden albuer der ikke forstod sig på hverken stræben, selvhævden eller hævn, eller nogen anden for motiv. Jeg var glad og tilfreds med den virkelighed jeg mødte, men som desværre var betydelig vigtigere for den lille sælunge jeg var.
Prisen for at være mig blev høj - rigtig høj.
De første og sidste der moppede mig i min skoletid var lærere.
Det hele startedede på den "frie" skole Bernadotten. Der blev jeg smidt ud i børnehaveklassen, men fik dog lov til at gå om. Så blev jeg smidt ud af 1 kl. og blev pladseret på Bispebjerg børnepsykiatriske afd. Der lærte jeg at stjæle og stikke af. 9 mnd. senere kom jeg så i 2 kl. på en almindelig skole i det indre Kbh. der gik jeg i 5 måneder. Efter jul startede jeg påny i endnu en skole, denne gang ude på landet i en lille købstad. Nu lærte jeg dog endelig noget fagligt. Da jeg nåede komfimationsalderen, 4 et halvt år senere modsatte jeg mig denne indvielse (jeg var heller ikke døbt) Det medførte efter mange lede strabadser at jeg blev bortvist fra mit hjem. Min religionslære havde pålagt mig et urimelig press: at al ballade der blev lavet i skolen, skulle jeg forhindre eller opklare, ellers skulle jeg bære hele ansvaret for ulykkerne. Jeg kunne ikke deltage i det mere og ud røg jeg ganske enkelt, på røv og albuer. Tilbage i det indre Kbh. gik jeg vel i skole en måneds tid, hvor jeg var daglig prugleknap for div. lærere, jeg pjekkede stort set hele 7 kl. og der kulsejlede min skole tid.
Senere efter nogle år på gaden og i ungeren, fuskede jeg mig tilbage i noget skole (!), og løg mig siden ind på et privat gymnasium - penge er som bekendt vigtigere end pensum.
I undrer jer nok, hvorfor i al verden jeg fortæller jer dette, men sagen er den: Jeg var aldrig - ALDRIG en ballademager, jeg var aldeles ikke ubegavet eller fusket men jeg var et yderst socialt og medfølelese væsen.
Ps. Beklager det noget rodede og ikke mindst følelsesladede indlæg, men jeg er altså ikke helt tryk ved at udlevere personlige erindringer og det var måske i virkeligheden nok ikke nødvendigt.
Men jeg er sikker på at der er rigtig mange der tror vi i danmark har er frit og rummeligt skolevæsen, der evner at styrke og danne dets kommende generationer. Det har vi ikke.
Pps.
Bær venligst over med mine slå, taste og stavefejl ;)
En af mine veninders datter på 15 år (hun går i 9.) havde foreslået sin klasse, at de skulle lave en kampagne i stil med Occupy Wall Street fordi de var trætte af der ikke var tid til ordentlig gennemgang af stoffet, ikke var mulighed for hjælp til opgaver, og ikke var tid til andre end de usamarbejdsvillige elever, der skulle tysses på, argumenteres med, forhandles med og så videre.
"Vi er de 87%, der vil lære noget. Hvorfor er det de 13% der tager 90% af tiden og mulighederne i skolen?"
Tjaah, jeg ved det ikke, men hun var i hvert fald sur. Jeg måtte jo så fortælle hende, at sådan var det også i min tid (for 20 år siden), men at det blev bedre for mit vedkommende i gymnasiet. Men hvad kan hun bruge det til? Ikke ret meget.
Jeg synes som nævnt, at Niels Åkerstrøm Andersen er inde på det meste af det Line Trasborg peger på:
Han skriver i slutningen:
"Skolerne skal med andre ord erkende, at ambitionerne for elevernes formåen er vokset til et historisk niveau, lyder Niels Åkerstrøm Andersens råd. Den erkendelse er forudsætningen for overhovedet at kunne forklare, hvorfor specialundervisningsbehovet er steget så eksplosivt. Samtidig kan man kun løse problemerne, hvis man placerer ansvaret det rigtige sted, mener han:
»Man fortæller forfaldshistorier om, at familien har svigtet sin rolle, når børnene viser sig at have brug for specialundervisning. Det, man ikke opdager, er, at blikket på børnene og familien ændrer sig, og at det faktisk er ambitionerne, der er blevet større.«
"Vær dig selv og udtryk dig selv - på vore præmisser".....fristes jeg til at mene er forventningerne til børn, når de starter i en skole.
En gang var forventningerne til børn mere enkle: "Sid stille og hold kæft". Det var nemt at se hvornår man ikke levede op til kravene, afregningen faldt "kontant". Man gik ikke så højt op i om alle børn lærte noget, endsige udviklede deres potentialer, bare de forholdt sig i ro.
Nogle børn har af den ene eller anden grund rigtigt nemt ved at afkode og aflæse de voksnes forventninger og bliver som udgangspunkt kaldt "normale".
Andre børn har af den ene eller anden grund umådeligt svært ved, eller kan slet ikke, overskue den komplekse virkelighed og de krav der stilles, i en ganske almindelig skole i dag.
De kan med besvær eller slet ikke afkode eller aflæse, hverken de voksnes forventninger eller andre børns signaler og har brug for hjælp og vejledning.
Jo mere komplekst vores samfund og dermed skolerne bliver, og i den forbindelse også de krav til de sociale og intellektuelle færdigheder der stilles, desto sværere bliver det for disse børn at orientere sig og "rette ind" -fordi de har brug for hjælp til hvordan de skal gøre det. Når de ikke får den hjælp bliver de dømt, urolige, utilpassede, uopdragne, ADHD og hvad har vi ellers kan finde på........og ekskluderet. Måske går vi i virkeligheden stadig væk ikke så højt på i om de lærer noget, bare de forholder sig i ro?
Derfor er det en hovedløs modsætning, på den ene side at forlange, at skolerne skal inkludere disse børn på en venlig måde og omstille og udvikle sin praksis til at kunne hjælpe disse sidste børn med at få hverdagen til at fungere på en måde så børnene faktisk får noget ud af det.
På den anden side, enten tilføres der, ikke nye ressourcer til skolerne eller også skæres der ligefrem ressourcer. Mindre og mindre tid til den enkelte elev.
Dertil forringes læreruddannelserne løbende.
Nogle er dømt til at blive SortePer i dette spil, -Gæt selv hvem.
Jeg kan bekymre mig over den positive modtagelse Åkerstrøm Andersen modtager. Hans manglende indsigt i folkeskolen, camoufleres med dybsindige fabuleringer om at inklusion ekskluderer. Træd ind i folkeskolen, og oplev en verden meget langt fra mediernes lemminge opfattelse af en skole i afgrunden. Tusindvis af lærere inkluderer allerede elever der havner på specialskole, hvis vi ikke passer på. For forældre, psykologer og enkelte meget faglige lærere forsøger at gøre det der jo "er bedst for dem selv".
Nej, inklusion er ikke noget nyt, det har skolen gjort i mange år. Nu skal vi bare fremhæve de lærere der allerede inkluderer og kompetenceudvikle dem der ekskluderer.
Jeg har en søn med særlige behov. Jeg er, set i lyset af ovenstående artikel og den generelle udvikling i folkeskolen - ikke at forveksle med folkets skole - meget glad for, min søn fik mulighed for at komme på en specialskole, hvor de ganske særlige behov, han have, blev tilgodeset - han blev nemlig SET for det hele menneske, han var... og er...
En klog mand (endnu en af slagsen) har engang sagt:
" I et samfund, hvor middelmådighed er standarden, har både tabere og vindere et problem." ...
Når man er nået op over de fyrre og blevet lidt mindre stejl i sin tankegang, går det op for én, at skolen mest af alt er erfaring, som man deler, både med faktiske klassekammerater og gamle lærere, men også med folk i samme generation - omend vi sjældent bliver helt enige, oplevelsen er jo individuel, men dog alligevel fælles og derfor diskutérbar.
Spørgsmålet er, hvad man skal lære i skolen for at kunne fungere i verden - og dér er det af største vigtighed, at mangfoldigheden bliver så fremtrædende som muligt. Det er et stadigt større problem i Danmark - det var slet ikke et problem i min barn- og ungdom, - at et lille land som vores også udfylder et meget kortere spektrum på variationsskalaen; det er godt, når vi taler om fraværet af massemordere, men skidt når det handler om udviklingen af tolerance og det at passe sin egen næringsvej i stedet for at gå så meget op i andre på en ikke-empatisk måde.
Som jeg opfatter grundskolen er det et produkt af et religiøst samfunds tænkning; at ersttae den enkeltes erkendelse med et idealt forbillede, skabt af en række idoler, altså blev konsekvensen med grundskolen noget med at sigte imod et efterliv, at fremkalde i den enkelte elev en forestilling om at noget hinsides, en anden og mere virkelig realitet hvorfor overlevelsen i skolen nødvendigvis måtte fremstå som den prøvelse og pinsel der netop må til for at fremdrive et sådan postulat. Skolen var for min del noget der skulle overståes. Jeg begyndte min egen nedtælling i 2 kl. helt bokstaveligt.
En nyttig borger er en afhængig forbruger. Uddannelses systemet er gearet til at skabe disse og ikke til at drage erfaring og viden ud af livets ellers nok så bemærkelsesværdige udfoldelse.