Kronik

Den kastrerede folkekirke

I sin iver efter at tækkes alle har den danske folkekirke udvandet sig selv, og det eneste, der reelt kan redde den, rent åndeligt, er en adskillelse fra staten
Den danske folkekirke har i dag meget lidt med religion at gøre. 
 Der er givet køb på for meget i forsøget på at favne bredt, 
 og det har skadet kirken, mener kronikøren.

Den danske folkekirke har i dag meget lidt med religion at gøre.
Der er givet køb på for meget i forsøget på at favne bredt,
og det har skadet kirken, mener kronikøren.

Bjarke Ørsted

1. december 2011

I 1999 skrev sognepræst Bent Feldbæk kirke- og danmarkshistorie, da han som den første og eneste præst blev dømt til ikke længere at måtte praktisere i den danske folkekirke.

Balladen begyndte, da han i pinsen 1983 meddelte sin biskop, at han ikke længere agtede at følge dåbsritualet efter den standardiserede praksis i statskirken. I stedet for at døbe ’i’ Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, havde Feldbæk draget den teologiske konklusion, at det ikke var ham som præst, der kunne optage det lille barn i den kristne tro. Dette måtte være noget, individet selv opsøgte, for kun på den måde kunne troen blive levende og personlig for den enkelte. Han kunne godt døbe ’til’ treenigheden, men så måtte det være op til den modne kristne at gøre arbejdet færdigt senere.

Vi springer nogle ganske få år frem i tid. Nærmere bestemt til 2005, hvor en lignende præsteret blev planlagt, for at dømme den nu hero-stratisk berømte Thorkild Grosbøll. Sagen fik dog et andet forløb, hvor Grosbøll kunne blive i kirken, under opsyn fra biskop Jan Lindhardt. Grosbølls brøde var, at han ikke troede på Gud eller for den sags skyld det andet »tomme snak om mirakler og evigt liv«, som han selv beskrev det.

Konklusionen er sådan set ligetil og udtrykker i sin essens folkekirkens raison d’etre og ditto tragedie. Præsten, der forlangte reel guds-tro af sin menighed, fik anvist døren, præsten, der ikke forlangte det fjerneste af nogen, kunne få lov til at blive. Årsagen er, at i den danske folkekirke er ingen dybest set interesseret i at udfordre nogen som helst — og allernødigst medlemmerne — for kun således tror kirken, at den kan gøre sig håb om at fortsætte sin eksistens som traditionsfællesskab og kulturhus; ved at pille Gud ud af ligningen.

Religion eller kultur?

Den danske folkekirke bliver igen og igen genstand for religionssociologisk granskning her og i udlandet. For hvordan kan man have en kristen kirke, hvor Gud spiller så minimal en rolle, og hvor kun cirka halvdelen af medlemmerne faktisk tror på ’noget’ guddommeligt, og hvor kun 25 procent af danskerne tror, at Jesus er Guds søn (en ret essentiel del af kristendommen). Skandaløst? Næppe for de én ud af 12 præster, som slet ikke mener, det er vigtigt at tro på Gud for at være kristen. Så længe man bare husker at betale.

Og tro endelig ikke, at noget af det overstående får ret mange af de resterende 11 teologer og præster til at rykke uroligt i sædet. De ved det ganske udmærket, og de fleste er bedøvende ligeglade med situationen. For den danske folkekirke har nemlig fundet en elegant balance af statssubsidieret religiøsitet, der ikke er så religiøs, at det gør noget. Ja, faktisk viser undersøgelser foretaget af etnologen Ina Rosen, at danskere i høj grad, og meget effektivt, netop opdeler imellem deres kristendom og religiøsitet. De mener nærmest ikke, at deres kirke er en rigtig religion, men snarere et kulturelt tilhørsforhold. Og igen, så længe de betaler, så går det nok også.

På sin blog i Berlingske jublede sognepræst Kathrine Lilleør i år over, at en ny undersøgelse viste, at danskerne ikke længere var så af- visende over for kristendommen, som man skulle tro. Flere var nemlig begyndt at tro på en »åndelig kraft« fremfor den mere klassiske gud, og samtidig droppede de troen på det mere dogmatiske i kristendommen.

Lilleør kunne næsten ikke få armene ned. Det vigtigste var, at tilhængerskaren var øget, at det så alligevel ikke kunne ses på det stødt faldende medlems- og dåbstal og den nærmest dramatiske øgning af udmeldelserne, var sagen lidt uvedkommende. Folk havde forstået, at kristendommen ikke gav nogen form for begrænsninger og ikke ønskede nogen særlig konkret gudstro af nogen, og at varen nu solgte bedre, fordi den forefandtes i en lidt billigere og mere udvandet version, var i den sammenhæng af mindre betydning.

Det skal altså være let at være medlem af kirken. Til gengæld skal det være svært at komme ud. Da VKO-regeringen i sommer meldte ud, at det skulle blive lettere at melde sig ud af folkekirken (blandt andet ved at gøre det digitalt, så der bare var tale om et enkelt klik med musen), væltede kritikken ind fra præsterne. De så det som et angreb på hele institutionen. Ingen af dem forklarede særlig overbevisende, hvorfor det skulle være mere besværligt at melde sig ud af folkekirken end at melde sine unger ud af børnehaven. Måske fordi svaret også her var alt for pinligt: Man kunne risikere, at folk faktisk tog deres tro op til genvurdering, vejede den op over for kirkeskatten, fandt den for let og opsagde samarbejdet — fordi det var så enkelt.

Åndelig dovenskab

Inden længe skal vi have homoseksuelle vielser i folkekirken. Kirken skal følge med tiden, og skønt der stadig står, at det er en synd i Biblen, så har folkekirken efterhånden vænnet sig til at sælge ud af alt andet, så et forbud fra eller til kan efterhånden næppe gøre nogen forskel.

For den danske folkekirke har uendelig lidt med en egentlig religion at gøre. Foretagenet ligner mere og mere en intellektuel klub af ceremoniledere, der varetager et uhyre kompliceret filosofisk idéhistorisk apparat, som ingen af religionens tilhængere i øvrigt har nogen jordisk chance for at forstå mere end en flig af.

Den største fornærmelse fra den ny ateismes side har således altid været, at man tillod sig at sammenligne den lutheranske protestantisme med al mulig anden religion eller åndemaneri. Det var ganske enkelt et slag mod de universitetsuddannede embedsmænds forfængelighed. De kunne slet ikke genkende billedet af deres folkekirke som en rigtig religion. Og deri har de ret. Men i virkeligheden er det en skam, for på den måde er folkekirken reelt et stykke falsk markedsføring, hvor manualen ikke skal tages seriøst, ordene intet konkret betyder, salmerne blot er ord, der rimer, og Fadervor svarer til en børneremse (ja, det var faktisk det argument, der blev brugt af skoleledere, der for et par år siden skulle forsvare, at deres elever bad Fadervor i forbindelse med morgensamlingen i den sekulære danske folkeskole).

På den måde udvikler statskirken også en art åndelig dovenskab. Ingen bliver nødt til at tage aktivt stilling til sin tro eller mangel på samme, for der er ingenting at tage stilling til. Man kan alligevel få det, som man vil have det.

Det er en bredt accepteret religionssociologisk pointe, at netop monopolkirkerne på det europæiske kontinent lige så stille suger ilten ud af den stærke tro, og således er staten mere end nogen anden skyld i den åndelige deroute, som den danske folkekirke dyrker som sin eksistensberettigelse.

Man dyrker ’den lille tro’, som det med en velkendte eufemisme hedder inden for det småpinlige selskab, hvor brandudsalget på hylderne har været så enormt, at de få præster, der måtte være tilbage, og som tager evangeliet seriøst, til tider udsættes for så megen kollegial mobning, at de ofte skamfuldt må klappe i igen.

Gud vs. samfund

Folkekirken er for alle, fordi den intet kræver. Og det er netop det fine ved den, hævder en hoben konservative tænkere i disse år. For så er den rummelig og kan derfor samle hele nationen. Ingen kan slå sig på en tro uden kanter. Det er dog yderst tvivlsomt, om ret mange af dem reelt selv tror, for normalt består lovprisningen af institutionen i en henvisning til kirkens stabiliserende karakter, skabelse af sammenhængskraft og rollen som bolværk imod Islam — ikke dens åndelige kvaliteter.

Således er folkekirkens ydmygelse i virkeligheden total, når kirken her af sine egne tilhængere reduceres til noget rent instrumentelt. Nøjagtig samme hypotese er i øvrigt velkendt fra den strukturfunktionalistiske, og overvejende venstreorienterede, religionssociologi fra Emile Durkheim og frem: Kirken har intet med gud at gøre, men alt med samfundet.

Den danske folkekirke har sejret ad helvede til. I sin iver efter at tækkes alle har den udvandet sig selv, og det eneste, der reelt kan red- de den, rent åndeligt, er faktisk en adskillelse fra den stat, der gang på gang har anmodet den om at skrotte princip på princip, således at alle statens skatteborgere til sidst kunne føle sig hjemme der.

Og præsterne, de kan græde krokodilletårer hele vejen ned til kirkebøssen. For hvilken gejstlig med øje for sin egen privatøkonomi tør reelt sige det, som det er?

 

Dennis Nørmark er antropolog og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Så sandt, så sandt, men der sker ingen ændringer, før et endnu større antal er sivet ud af kirken. Det, er det eneste, man ikke kan sidde overhørig.

Tænk hvis folkekirken gik tilbage til tidligere tiders bogstavelige opfattelse af troen og forlangte, ikke alene at alle præster skulle følge en strikt line, men også at sognebørnene skulle møde op til messe mindst 1 gang månedligt, ellers er det ud af foreningen.

Det ville nok hurtigt tvinge poltikerne til at få adskilt stat og kirke og herefter kirken til at finde kollekt-bøsserne frem !

;-)

Nå spøg til side og med ateistisk hilsen.

kunne de dog ikke bare vente med at gå i kirke, til efter jordelivets ophør,

( hvor de kristne jo oven i købet ( iflg. deres egen tro ) vil blive mødt af, mildest talt, langt mere kvalificeret personale, især mht. de anligender )

og så her, i jordelivet, bare nøjes med at leve og virke?

Dennis Nørmark er en ateist som intet aner om kirken, bl.a. aner han intet om Grosbøll-sagen andet end han hvad synes at have læst sig til. Grosbøll tror på Gud, blot ikke på den måde som f.eks. Langballe, Krarup og Kjærsgaard tror på Gud. For Grossbøll sker mødet med Gud igennem Jesus; det er i den manifestation af det guddommelige (af Gud), at vi møder Gud - igennem Jesus. Gennem Jesus Kristi virke og gang på jord har vi set gud, kun derigennem manisterer Gud sig for os.

Grossbøll mener nemlig at vi i Jesu liv og virke på Gud ser Gud. Og dette aner Nørmark intet om...

http://www.information.dk/286607#comment-465768
mange, også nogle præster, lader jo ofte ( og nu vel endnu oftere ) som om de er kritiske mod capitalister, og bekymrer sig om de "små" mennesker's , også jordelivs, bedre og bedre velbefindende,
og det er egentlig klogt, af de mange og de præster, at lade som om de mener det.

klogt, bla. fordi der er så mange, mange af de "små" mennesker.

"For hvilken gejstlig med øje for sin egen privatøkonomi tør reelt sige det, som det er?"

Forståeligt. Grundlovens § 68 overtrædes jo, fordi en stor del af deres løn komme fra skattepenge fra alle, incl de 20%, der ikke er medlemmer.

Det har jeg skrevet læserbrev om to gange til Kristeligt Dagblad, som af ukendte grunde ikke har bragt brevene. Man kan kun gisne.

Jan Aage Jeppesen

Leo Nygaard -

Da jeg som udmeldt af Folkekirken for flere årtier siden - før der fandtes udmeldelsesblanketter - klagede over brud på Grl. § 68 til Kirkeministeriet, fik jeg følgende korte lakoniske svar: Skattespørgsmål henhører ikke under Kirkeministeriet, men under Skatteministeriets ressortområde.

Helt uden humor er de trods alt ikke i Kirkeministeriet.

Jan Aage jeppesen
Så kan vi jo spørge biskopperne, om de agter at fortsætte med at modtage almisser og være hælere af skatteministeriete tyvegods, og endda medvirke til grundlovsbrud.