Kulturstof kan sagtens være mere end hovedløs reklame

Jeg tilhører den generation af journalister, for hvem definitionen på en nyhed blev givet af den britiske bladkonge lord Northcliffe: »En nyhed er et eller andet, som en eller anden af en eller anden grund helst ikke ser offentliggjort. Resten er reklame.«

Den definition har jeg levet rimelig godt med i de mange år, jeg fortrinsvis beskæftigede mig med politiske, økonomi og sociale emner. Kultur og sport har befundet sig i reservater, hvor definitionen ikke trængte så stærkt igennem, som det vi reportere overlegent kaldte »nyhederne«.

I de senere år er jeg gledet over i dokumentar- og kulturjournalistikken, men de gamle dyder — nogle vil kalde dem fordomme — hænger vel ved. Derfor har jeg med interesse bemærket, at et af de nye satsningsområder i DR og TV 2 er 'kulturnyheder'. TV 2 News er allerede i gang med et ugentligt magasin og et dagligt nyhedsprogram.

Min interesse for tendensen skyldes, at vi på tv ikke har set mange eksempler på, at deciderede kulturnyheder tiltrækker seere i et omfang, som berettiger de licenskroner, der bruges på dem.

Kultur på nyhedsformel

Over alt anmeldes og foromtales bøger, koncerter og maleriudstillinger i et væk. Kulturelle emner behandles i stigende omfang og på stadig flere platforme. Danmarks Radio leverer ikke mindst i radioen en kulturdækning, som er second to none. Producere, instruktører, forfattere og spillere interviewes. Uden at have tjekket statistikkerne vil jeg tro, at medierne næppe nogensinde tidligere har leveret så mange kulturtilbud. Mens jeg har været i DR, har vi åbnet og lukket Premiere(som blev erstattet af TVTVTV) og vi har lavet en hel del til DR K og nu en ekstra serie om at læse bøger på DR 2 — men vi har aldrig taget skridtet med aktualitet og nyheder på tv.

Indtil TV 2's nye satsning er alle veget tilbage for en så massiv, nyhedsorienteret tv-satsning, der nu tales om.

Jeg tror, at det kan lade sig gøre. Men let bliver det ikke. Det afgørende er et bredt, men ikke grænseløst kulturbegreb og klare nyhedskriterier.

Opgaven, som ligger foran os, er, at nyhedskriterier er andet og meget mere end en nyhedsdefinition. De omfatter blandet andet en række etiske regler for indsamlingen og præsentationen af nyheden, som pladsen ikke tillader, at jeg kommer nærmere ind på.

Men lad mig som et indspark til diskussionen vende tilbage til Lord Northcliffes definition og give en par eksempler på, hvor den med rette burde anvendes, når det gælder kulturstoffet.

Her skal man være opmærksom på vendingerne » ... helst ikke ser offentliggjort« og »Resten er reklame.« Hvad det første angår, er der i massemediet tv et stort behov for at få belyst forhold, som »en eller anden, af en eller anden grund helst ikke ser offentliggjort.« Hvad reklamen angår, skal man være opmærksom på, at Northcliffe ikke udelukkede reklamen. Han bad bare om, at journalister med åbne øjne erkendte, når den blev leveret.

Godt sovset ind

Problemet er imidlertid, at stat, fonde, fagforeninger, forlag, redaktioner, anmeldere og kunstnere efterhånden er blevet sovset godt og grundigt ind i et indbyrdes afhængighedsforhold, som ikke nødvendigvis er til gavn for udviklingen af et bredt, levende og dynamisk kulturliv. Systemet kan i hvert fald godt trænge til en grundig journalistisk behandling i tv, og gerne med Northcliffes bemærkning in mente.

Ingen kan bebrejde forlagene, at de gerne vil promovere og sælge deres bøger. Forfattere, der føler sig mishandlet, er vi vant til at høre om, men de kommercielle, etiske og kvalitetsmæssige vurderinger, der ligger til grund for kritikken, er for så vidt jeg kan se, ikke genstand for en tilstrækkelig grundig, kritisk og kontinuerlig behandling som en kulturnyheds-dækning kunne levere. Der kan være god brug for en journalistisk dækning af anmelderne, deres motiver og dermed deres prioriteringer. Hvis foromtaler, anmeldelser og ikke mindst den rækkefølge, de kommer i, ikke betød noget, kunne det være ligegyldigt, men sådan er det ikke.

Masser af historier

Og der er mange andre vinkler at tage fat på. F.eks. spørgsmålet om københavneriet. Eller hvad med kulturjournalisternes eget ståsted? I nærværende avis læste jeg for nylig, at Adrian Hughes havde et »gammeldags« kultursyn. Virkelig? Det stod i en artikel, der handlede om, hvem der har magten i dansk kulturliv. Det kunne jeg godt lave et interessant indslag om — og det ville bygge på lord Northcliffes nyhedskriterier.

Der ligger, selvfølgelig, også enorme mængder af godt nyhedsstof gemt i en kritisk dækning af kulturstøtten, altså hvem der får hvor mange skattekroner og til hvad.

Og hvad med at tage fat i den måde medierne selv formidler kulturnyheder? Hvordan de håndterer det pres, som de måtte blive eller er udsat for?

Radio 24/7 har fået millioner, men har allerede problemer med at få tingene til at hænge sammen økonomisk — det er da en historie, der er værd at skrive. Eller hvad med historier om, at de sociale medier spiller en stadig større rolle i kulturformidlingen? Og hvad med biblioteksstøtten, etc. etc.?

En sidste pointe: Vi ser pt. en udvikling på globalt plan, som fortæller os, at grænserne for kulturdækning har udvidet sig eller måske er helt udvisket. Viden om historien spiller også en voksende rolle. Man er ringe stillet, hvis man ikke er klar over, at Occupy Wall Street-bevægelsen er inspireret af Det Arabiske Forår, og at den amerikanske Teaparty-bevægelse har rødder i et politisk parti, som i midten af 1800-tallet kaldte sig Know Nothing, og som betingelse for medlemskab krævede, at man skulle være mand, af anglo-saxisk oprindelse, over 21, protestant og hade paven. Kulturnyheder er på alle måder mere grænseoverskridende, end tidligere. Det skal satsningen på tv-kulturnyheder tage højde for. Det vil koste. Held og lykke med det.

Frank Esmann er forfatter og journalist.