Kronik

Det er ikke længere samfundets skyld

'Det er mig, den er gal med. Jeg må tage mig sammen'. Sådan reagerer unge, når de møder modgang. Offermentaliteten er væk. Troen på det individuelle ansvar råder. For de skrøbeligste er resultatet destruktiv selvbebrejdelse
Unge føler, at de selv har ansvar for at skabe det gode liv. Er de ensomme eller udenfor, er det deres egen skyld

Unge føler, at de selv har ansvar for at skabe det gode liv. Er de ensomme eller udenfor, er det deres egen skyld

Kåre Viemose

9. november 2011

Glem alt om offermentalitet. Nutidens unge bebrejder sig selv, når de ikke kan håndtere ungdomslivets udfordringer. Selv når de har alle odds imod sig, skyder de sjældent skylden på forældrene eller samfundet, når de får nederlag og knubs. 'Det er mig selv, den er gal med, og nu må jeg også tage mig sammen,' lyder det i stedet fra nutidens unge.

Man kan næppe have noget imod, at de unge forsøger at tage ansvar for sig selv og deres liv, men for unge, der mistrives, kan ansvarsfølelsen nemt tage overhånd og blive til en destruktiv kraft.

Disse unge bebrejder ofte sig selv, at de ikke er i stand til at håndtere ansvaret. De føler sig utilstrækkelige og skamfulde. Konsekvensen er, at deres mistrivsel vokser, mens deres evne til at tage ansvar for sig selv og deres liv paradoksalt nok forringes.

Det fremgår af undersøgelsen Når det er svært at være ung i DK — unges beretninger om mistrivsel og ungdomsliv, som Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet netop har publiceret. Undersøgelsen, der er lavet i samarbejde med Egmont Fonden, giver et sjældent indblik i nogle af de skygger, som nutidens dyrkelse af individet og vinderen kaster over unge, hvis liv præges af mistrivsel.

Undersøgelsen bygger på dybdegående interviews med 33 unge mellem 15 og 24 år. De befinder sig alle i en gråzone, hvor de på den ene side har problemer, hvis omfang og intensitet bør give anledning til bekymring, men på den anden side har deres problemer ikke en sådan karakter, at hele deres liv domineres af mistrivsel.

De 33 unge, der blev udvalgt fra en stor spørgeskemaundersøgelse om unges trivsel og mistrivsel, som Center for Ungdomsforskning offentliggjorde tidligere i år, fortæller i interviewene om deres erfaringer med mobning, ensomhed, selvskade, at sulte sig selv, kaste op og en række andre mistrivselsrelaterede fænomener.

De unge har dog ikke en diagnosticeret psykisk lidelse, de er alle under uddannelse eller i arbejde, og der er langt fra tale om socialt marginaliserede unge. Det er m.a.o. unge, som de fleste forældre, skolelærere, pædagoger, gymnasielærere, studievejledere og andre voksne, der dagligt omgås unge, vil kunne nikke genkendende til.

Designer i eget liv

I undersøgelsen møder vi bl.a. 15-årige Ester, der fortæller om sin ensomhed. Ester begrunder den med, at hun er »meget indadvendt«. Selv om hendes interview afslører, at hun i årevis har været udsat for systematisk mobning og eksklusion af sine klassekammerater, placerer hun ikke problemet hos dem, læreren eller skolen. Det er derimod hende selv, den er gal med.

Ester mener derfor også, at vejen ud af ensomheden er at lave om på sig selv. Hun har således truffet en beslutning om at arbejde målrettet på at »blive mere udadvendt.«

Vi møder også 17-årige Sanne, der jævnligt kaster op efter måltiderne. Sanne har fortalt sin mor om sine opkastninger, men lægger samtidig vægt på, at det er hendes helt eget ansvar at få bugt med problemet. Hun har derfor indskærpet over for sin mor, at hun »ikke skal gøre noget ved det. Jeg skal nok selv få det ordnet.«

Interviewene peger på, at Ester, Sanne og de øvrige unge i undersøgelsen i vid udstrækning anskuer sig selv gennem en individualistisk prisme. Når de fortæller om sig selv, maler de et billede af sig selv som frie individer, der dybest set har mulighed for at skabe sig den tilværelse, som de allerhelst vil have. Det handler blot om at træffe de rigtige valg i den uendelige strøm af muligheder, som ungdomslivet i det senmoderne samfund ser ud til at byde på.

Alene med ansvaret

For nogle unge kan denne forestilling givetvis være forbundet med en svimlende følelse af at have stor frihed og kontrol. Men for unge, der befinder sig i en gråzone, fremstår det snarere som et ubærligt ansvar.

Når vi spørger dem, hvad der aktuelt er den største udfordring for dem, svarer de typisk, at de har svært ved at overskue alle de valg, de skal træffe for at kunne skabe sig selv og deres liv. Især uddannelsesvalget opleves som et enormt pres for de unge, og interviewene er fulde af beretninger om langvarige kriser, som mange af dem oplever i forbindelse med uddannelsesvalget.

Når vi så spørger dem, hvad der har påvirket deres uddannelsesvalg, refererer de sjældent til faktorer uden for sig selv. Kun enkelte af dem giver udtryk for, at de har ladet sig inspirere af forældrene — i stedet henviser de til egenskaber og interesser, som de selv er bærere af.

De unge oplever altså ikke bare et ansvar for at udforme sig selv og deres liv, men betragter også sig selv som det primære referencepunkt for denne udformning.

Man kan sige, at de unge ser det som deres opgave at bygge sig selv og deres liv op, samtidig med at de oplever, at de selv skal udgøre det fundament, som byggeriet skal hvile på. De skal m.a.o. have fundet ud af, hvem de er, inden de kan gå i gang med at skabe sig selv.

Det har de færreste unge. De unge i undersøgelsen kobler da også deres mistrivsel med en følelse af at være utilstrækkelige eller forkerte. Det ses bl.a. hos de unge, der har erfaringer med selvskadende adfærd — som 25-årige Brian, der i flere år bankede sine hænder til blods, fordi han »ikke var god nok« eller havde »fejlet«.

Det perfekte er normen

Følelsen af utilstrækkelighed og forkerthed afføder ikke nødvendigvis selvskadende adfærd, hvor man straffer sig selv, men den kan føre til en lang række andre handlinger, der går ud på at sanktionere og regulere sig selv. Flere af de unge fortæller eksempelvis, at de iscenesætter sig selv i et stærkt forskønnet lys, når de er sammen med andre unge — de forventer nemlig ikke, at de vil kunne sætte sig ind i, hvad det vil sige at føle sig utilstrækkelig eller forkert.

Forestillingen om, at andre unge lever et ungdomsliv, som er noget nær perfekt, går igen i de interviewede unges beretninger. Det perfekte ungdomsliv fremstilles som det gængse, som normen, og selv om de unge ikke oplever, at de selv kan leve op til denne norm, sætter de sjældent spørgsmålstegn ved den.

Farvel til Jante

Bruger man interviewene med de 33 unge som et pejlemærke for nogle bredere tendenser, ser janteloven ud til at være stærkt på tilbagetog blandt nutidens unge. Selv om de interviewede ikke nødvendigvis har høje tanker om sig selv, har de kun få reservationer over for de unge, der stikker ud og får succes. Man ser ikke længere skævt til en vinder.

Samtidig maler interviewene et billede af ungdomskulturen som en benhård konkurrencekultur, hvor man til stedse må være på dupperne for at kunne gøre sig gældende. Interviewene indicerer, at de unge oplever sig selv som deltagere i et individuelt udskillelsesløb, hvor man pinedød skal først over målstregen for at undgå at blive en taber, for i konkurrencen er der kun tabere og vindere, og ingen vil være en taber.

Man kan se enkelte tegn på, at de interviewede unge forsøger at tegne konturerne af et alternativt billede af ungdommen, der kan udfordre den individualistiske og konkurrenceprægede ungdomskultur, de både føler sig som en del af og ser ud til at være fanget i.

Flere af de unge taler således om, at de ville ønske, at de indgik i nogle venskaber, hvor de blev accepteret, som de er, og hvor de kunne afklæde sig den forskønnende selviscenesættelse, de ifører sig, når de deltager i det sociale liv med andre unge.

Enkelte af de unge fortæller, at de rent faktisk indgår i sådanne venskaber, og de ser ud til at have karakter af en slags frizoner, hvor man kan puste ud og være sig selv. De venskaber beskrives som solidariske og forpligtende sociale relationer, hvor man er særligt opmærksom og støttende over for hinanden i de perioder, hvor en af parterne har ondt i livet.

Shh, mor bliver bare trist

Andre unge beretter om voksne, der har gjort en forskel på et kritisk tidspunkt i deres liv. Flere af disse beretninger handler om en lærer, en vejleder og en anden voksen på deres uddannelse, som har observeret adfærdsændringer hos dem og tager kontakt for at forhøre sig om deres trivsel. Andre gange handler det om en faster, en farmor eller et andet familiemedlem, der tager affære.

Disse voksne har af egen kraft engageret sig i de unge, der sjældent selv tager kontakt, fordi de betragter det som deres eget ansvar at håndtere ungdomslivets udfordringer. Til gengæld glemmer de unge aldrig den voksne, der trådte til på det rigtige tidspunkt og løftede noget af ansvaret fra deres skuldre.

Det er sjældent, at de unge beskriver deres forældre som sådanne voksne. De fleste af de unge beretter, at deres forhold til forældrene er præget af ligeværdighed og intimitet — og det sætter de tydeligvis pris på.

Samtidig synes det intime og ligeværdige forhold at have givet dem et så stort indblik i forældrenes svagheder, begrænsninger, følelser osv., at mange af de unge vægrer sig ved at bruge dem som støtter og ressourcer, når de har brug for det. Flere af de unge giver således udtryk for, at de undlader at delagtiggøre forældrene i deres mistrivsel, fordi de er bange for, at forældrene ikke kan overskue det, bliver kede af det osv.

Mens de unges relation til andre unge synes at være præget af for stor afstand, synes relationen til forældrene at være præget af en mangel på afstand, men konsekvensen er paradoksalt nok den samme: At de unge oplever, at de står alene med ansvaret for at skabe sig selv og deres liv.

Samlet peger undersøgelsen på, at denne oplevelse står stærkt blandt de unge i gråzonen, og at der ligger en stor samfundsopgave i at styrke de solidariske og forpligtende sociale relationer omkring de unge, for de har brug for nogen at dele ansvaret med.

 

Niels Ulrik Sørensen og Jens Christian Nielsen er begge forskere ved Center for Ungdomsforskning, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tror det er meget forskelligt fra unge mænd og til unge kvinder.

Jeg har kontakt med mange kvinder og mænd fra omkring 16 års alderen og op, og hvis der er ét træk, der adskiller kønnene, så er det troen på sig selv. Den er langt oftere svag hos de kvindelige ansøgere på trods af objektivt gode forudsætninger.

Michael Borregaard

Tror de fleste mennesker har set Good Will Hunting - i den sidste ende handler det korrekt som artiklen referer til, at der er en person der træder til, og siger det er ikke din skyld. For, for mange unge samt voksne som endnu ikke er diagnosticeret eksisterer der en mistrivsel, en trivsel de ikke selv er herre over.

Alle mennesker store som små har både et BIS (behavior inhibitor system) og BAS (behavoir aktivator system), og de fungerer uafhængigt af hinanden. Koncentrationsbesvær kan eksempelvis være sammenhængende med høj sensitivitet. Er man sensitiv, har man som oftest et aktivt BIS (behavoir inhibitor system), som gør, at man naturligt er opmærksom på, hvad der foregår og får det bedste ud af ting. Man er forsigtig og velovervejet. Sensitiviteten samt koncentrationsbesværet er indlejret i nervesystemet, hvilket indebærer, at det er vigtigt, at overstimulering forebygges. Dette gælder også for disse personer som artiklen omhandler.

Særligt sensitive mennesker fungerer bedst, når de husker, at de har talenter og udtrykker dem. Så føler de sig mindre forkerte og mindre specielle. De trives især godt inden for områder som kunst, design, forskning, undervisning, formidling, metodeudvikling, religion, spiritualitet eller arbejde med sundhed og omsorg. Mange særligt sensitive trives også med at være selvstændige, fordi det giver mere frirum til at være alene og planlægge dagsskemaet på en måde, der forebygger overstimulation.

Eller, vi er gud ske takke lov ikke alle ens, eller som forskning omkring DNA har konkluderet gennem de sidste år, kan mishandling forandre genet der koder for receptoren for DNA - dette såvel under graviditeten som under opvæksten. Netop af denne grund, er medinicering som oftest unødvendig, tror dog ikke medicinindustrien er enige i denne diagnose, det er jo ikke længe siden, vi kunne læse at, repræsentanter for ADHD var ude at oplyse om denne tilstand på skolerne.

mvh.

Trist, at det er så svært at få det overblik, at man indser, at samfundet er indrettet på en måde, der tilfredsstiller nogen, men bestemt ikke alle. Og hvis der er noget, vi må kræve af samfundet - vores samfund - er det, at der netop skal være plads til alle. At give sig selv skylden for problemerne er at underlægge sig nogle strukturer, som man i stedet for burde anfægte legitimiteten og hensigtsmæssigheden af. At andre skal bestemme rammerne for den enkeltes udfoldelse burde være en forestilling, vi forlængst har kasseret.

Peter Hansen:

Du vil ikke arbejde og bidrage til samfundet, men du vil gerne have at samfundet dækker dine behov i fuld grad, hvem har du tænkt skal betale for dine fantasifostre?

Jens Overgaard Bjerre

Hvis man har været så heldig at opvokse i en familie med økonomiske og sociale styrker, så er ens chancer langt større end hvis det modsatte er tilfældet.

Man kan selvfølgelig også skyde eller gasse alle dem som "ikke bidrager til samfundet".

Det er jo den holdning som vinder frem.

Men hvem fanden nasser ikke på samfundet? Bonden, læreren, journalisten, reklamemanden osv., alle får de bistand fra staten.

Og omvendt, Jens Overgaard Bjerre - det er vist de færreste, der ikke bidrager til samfundet.
Stig Rasmussen, du tager fuldstændig fejl - i modsætning til mange, der ytrer sig, ønsker jeg ubetinget at bidrage til samfundet (og gør det) - uafhængigt af, hvordan samfundet på et givet tidspunkt ønsker at lønne mig. Som så mange andre akademikere i min generation, veksler arbejde med ledighed, men uden de store pauser i mit arbejdsliv har jeg vedvarende beskæftiget mig med de samme opgaver indenfor mit fag. Beskæftigelse er en politisk beslutning, har jeg udfra mit eget eksempel kunnet slutte, for opgaverne er der til at blive løst, uanset om jobbet er der eller ej. Og det er for mig den eneste form for holdning til at bidrage til samfundet, der giver mening: at få løst de opgaver, der ligger, uden at behøve at opfinde nye for at beskæftige folk. Alt det væsentlige for mennesker og menneskehed opstår alligevel som en sideeffekt af det at leve.

randi christiansen

At fornægte den sociale arv, er at leve i en fantasiverden - tænk selv videre. En planetar neoliberalistisk økonomi hvor ressourserne ikke indregnes i ligningen : Kapital + Arbejde (ref. professor Herman Daly/ "Sustainability & the Scale of the Economy " om Økologisk Økonomi, den danske økonom Inge Røpke o.a.) - fører til social- og miljøubalance - og uundgåeligt til de stakkels unge menneskers ensomhed, rådvildhed og fortabthed. Hvor er det synd og sikke et spild...

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"Trist, at det er så svært at få det overblik, at man indser, at samfundet er indrettet på en måde, der tilfredsstiller nogen, men bestemt ikke alle."

Hvilke "nogen" tilfredsstiller samfundsindretningen? Hvilke "nogen" er glade og tilfredse (lykkelige) over indretningen, og lykkelige i deres egen eksistens meningsfuldhed under de vilkår "samfundsindretningen" udgør?

Jeg tror ikke der er "nogen". Ikke en eneste (selvom der er mange der givetvis på fremture med påstande om det modsatte.

Derimod formoder jeg at der (heldigvis) er mange mennesker der på trods af samfundsindretningen, formår at være glade og tilfredse, og leve deres tilværelse på meningsfuld vis. En meningsfuldhed, der dog i mange tilfælde er betinget af at bære mentale skyklapper, og ignorere den udbredte galskab og vanvid i f.eks. hvordan miljø, ressourcer, energi og mennesker tilgås.