Læsetid 6 min.

Langt mere end egosex

Bollerum, knuste hjerter og vild gruppesex. Det er de billeder, der opstår, når snakken falder på åbne forhold. Men i virkeligheden hører forestillingerne 70’ernes impulsstyrede enerådige seksualitet til. I dag er åbne forhold ofte vejen til både kærlighed og oprigtighed i parforholdet
Der er ingen retningslinjer, der dikterer det perfekte åbne parforhold. Det, der virker for et par, er måske helt udelukket for et andet, og derfor er det også generelt sådan, at de par, kronikøren har interviewet i forbindelse med sin bog, alle har talt om deres individuelle ønsker og grænser for derefter at nå et kompromis – hvis der da ikke var enighed fra begyndelsen.

Der er ingen retningslinjer, der dikterer det perfekte åbne parforhold. Det, der virker for et par, er måske helt udelukket for et andet, og derfor er det også generelt sådan, at de par, kronikøren har interviewet i forbindelse med sin bog, alle har talt om deres individuelle ønsker og grænser for derefter at nå et kompromis – hvis der da ikke var enighed fra begyndelsen.

Jon Nordstrøm
23. november 2011
Delt 13 gange

Emnet ’åbne forhold’ er ren samtaledynamit. Det ved jeg, fordi jeg for nylig udgav en bog på Gyldendal — Kærlighedskontrakten — åbenhed og troskab i parforholdet. Bogen er skrevet til de potentielt utro, og heri siger jeg, at det er bedre at være ærlig omkring sin potentielle lyst til andre end at lyve om den og måske være sin partner utro. Også hvis man er gift og har børn sammen.

De fleste danskere tager ikke åbne forhold alvorligt som mulig samlivsform. At det skulle kunne lade sig gøre at være i et fast forhold med én, som man elsker, og samtidig have andre sexpartnere på en ansvarlig måde er en påstand, som rører ved mange menneskers fundamentale forestillinger om kærlighed. Se blot de lange og ganske agiterede kommentarspor under artiklerne om min bog, der ligger på især Ekstra Bladets og Kristeligt Dagblads hjemmesider.

Hvad er det, de her mennesker er sådan i oprør over? Deres egne, uddaterede associationer. Når man siger ’åbne forhold’, starter det nemlig for mange mennesker en film inde i hovedet, som handler om gruppesex, knuste hjerter, bollerum og børn som ufrivillige tilskuere. Men den film hører altså hjemme i 1970’erne.

Min påstand er, at det for en del af de mennesker, der kastede sig ud i åbne forhold dengang, gik lige lovlig stærkt og foregik forholdsvis ureflekteret.

Grundtanken om at slippe det seksuelle monopol på partneren er fællesnævner for dengang og nu. Men tiderne er skiftet og med dem både aktørerne og afsættet.

Ingen fast opskrift

Jeg har i forbindelse med bogen interviewet en række mennesker ganske indgående, der lever i åbne forhold i dagens Danmark. Og det åbne parforhold anno 2011 ser grangiveligt ud som en extended version, en opgradering, som kræver mere, men også tilbyder sine deltagere mere end ’i gamle dage’: Den seksuelle åbenhed, man tidligere kendte, var primært fokuseret på fornøjelse for den enkelte (eller i gruppen!) og ofte enerådig og impulsstyret. I dag satser man i de åbne parforhold, som jeg kender til, på både bæredygtighed og det enkelte menneskes ansvar. I første omgang over for sig selv. Dernæst over for den primære partner og eventuelt fælles børn, og endelig medansvaret for alle andre mennesker, man involverer sig med.

For nu at begynde ved et punkt, der ligger mange på sinde. Børnene. Går det ud over dem? Samtlige gifte par, jeg har interviewet, holder deres børn adskilt fra deres seksuelle udfoldelser.

Det betyder ikke, at forældrene skjuler deres ståsted. Men ’Åbne Mor’ og ’Åbne Far’ dyrker hverken sex eller debatterer andre partnere foran deres børn. Ingen nye ansigter ved morgenbordet, ingen fremmede i ægtesengen, ingen ’hov, der ligger mor og boller med en ukendt mand’.

Desuden er de par, der formår at leve åbent, ultra-dedikerede til hinanden. De er ikke på vej væk fra forholdet, men fortæller, at de trods 10-20 års samliv grundlæggende stadig føler sig inspirerede i hinandens selskab. Essentielt er det også, at parrene ikke altid er ’lige åbne’. De opererer efter en form for termostat, hvor graden af interaktion med andre afpasses efter parforholdets tilstand. Er der grus i maskineriet, trækkes ressourcerne som hovedregel hjem, og parforholdet bringes på ret køl, før den seksuelle åbenhed genoptages. Og endelig, så gør mennesker i åbne forhold ikke bare, ’som det passer dem’. Fælles for alle par, jeg har talt med, er, at de er blevet enige om at løsne det seksuelle monopol og har sat nogle andre aftaler i stedet. Det moderne åbne forhold er altså både nøje italesat og ofte ret minutiøst tilrettelagt, så begge partner ved præcis, hvad de har at indrette sig efter. Typisk findes spilleregler for både frekvens, diskretion, kommunikation, etisk opførsel over for tredjeparten og ikke mindst sikker sex.

Så hvori består egentlig friheden? Først og fremmest i at være fri for at lyve. Fri for at lade som om, at ingen andre end ens faste partner appellerer til en.

Der er ingen fast opskrift på et funktionelt, åbent forhold. Et åbent forhold er lige præcis det, som du og din partner bliver enige om indbyrdes.

For ét par består åbenheden måske i, at parret trækker nye mennesker ind i deres fælles elskov i ny og næ. Et andet par lander på, at alle former for sex med andre er okay, på nær samleje, som de kun har med hinanden. Et tredje par enes om, at udenomssex er i orden på forretningsrejser og kurser, men ikke nær hjemmet.

For et fjerde par betyder det en aftale om, at man kan gøre, som man vil, så længe den anden ikke behøver at høre om det. Et femte par vælger, at manden kan dyrke S/M, som konen ikke tænder på, med en anden, fast elskerinde — og lever derudover monogamt sammen. Et sjette par enes om, at hun gerne må have en kvindekæreste ved siden af, men ingen mænd, og lever derudover monogamt ...

Vores egne normer?

Gennemgående er, at parterne har taget snakken og besluttet sig sammen, enten i enighed fra start eller som et kompromis, og at begge er ærlige. Derudover er der ingen retningslinjer for, hvad der skal indgå i et åbent forhold. Ikke engang symmetri, at begge parter ’må det samme’, er et must.

Og hvorfor er det så lige, at I, Informations læsere, skal vide alt det her? Ét er, at de mennesker, som lever i åbne forhold, med høj sandsynlighed læser netop denne avis — de er nemlig primært højtuddannede, lever i eller omkring større byer og er interesserede i kultur, politik og socialstof. Men det er vel ingen grund til, at jeg ikke bare passer mit eget jordbærbed og lader jer andre passe jeres?

Her en måned efter min bogudgivelse har jeg imidlertid mødt rigtig mange, der mener, at de ved, hvad jeg er ude på. Men, kan jeg så overraske dem med: Faktisk har jeg ingen mission om at omvende verden. Mit mål er ikke, at alle skal slå soveværelsesdørene op og smide tøjet. Jeg vil bare gerne slå et slag for, at alle mennesker har ret til selv at definere, hvad kærlighed og troskab er for dem — og til at skabe sig et liv i overensstemmelse hermed.

Er man lykkelig i sin monogame tosomhed, så er man heldig og skal blive ved med dét. Det er ikke ’bedre’ at leve i et åbent forhold end at leve i et traditionelt forhold. Men det er muligvis rarere at leve i et åbent forhold, hvis man reelt har svært med at indordne sig under det traditionelle forholds præmisser. Hver anden af os oplever at være vores partner utro eller bliver selv gået bag om ryggen på, fanget i et samliv, der synes kun at have to spor: Enten monogami og sex med den samme hele livet eller løgn og utroskab. Men for den, der er parat til at tage sit forhold op til revision og tør binde an med at skifte rammen ud, er der mange flere veje at gå. Men det kræver, man er modig og parat til at ryste parforholdsposen.

For at træffe de bedst mulige valg skal vi kende både vores muligheder og vores inderste ønsker. Det gør vi ikke, før vi begynder at turde tænke og tale frit også om sex og kærlighed. Først må vi hver især undersøge, om vores normer er egne eller adopterede.

Derpå må vi vove at lægge vores fund og ønsker frem for vores partner. Hvad enten livet derpå fortsætter som før, eller en helt ny kærlighedskontrakt opstår herfra, håber jeg , at mange vil gøre sig overvejelser. Det er, i mine øjne, at tage sit parforhold, kærligheden og livet alvorligt.

 

Sara Skaarup er cand. kom og sexolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Gram

tjae, men det er og var vel mere:
stat og samfund, som burde og bør forandres,

11.
Den gamle materialismes standpunkt er det "borgerlige" samfund; den nye materialismes standpunkt er det menneskelige samfund eller den samfundsdannende menneskehed.

12.
Hippieren har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den

13
så også hippierne må prøve igen og vedblive til det er lykkes.

( lidt parafraser fra karl marx, skrifter,
karl marx som nu vist er forskånet for at kunne læse disse parafraser, hvad jeg vist også kan være lykkelig for )

Brugerbillede for Kenneth Krabat

Åbenhed er det bedste. Jeg siger det på denne måde, fordi dét er essensen i enhver relation. Det betyder ikke "afdækning af alle sandheder og al fakta" og ingen kan således i "åbenhedens navn" afkræve en partner alle sandheder og al fakta som definition på "åbenhed". Åbenhed betyder "at leve med sin frygt". "At turde sin frygt".

Det er her et menneske kan leve i frihed - frihed til at handle på behov og impulser og med konsekvenserne af sine handlinger, og frihed fra forestillinger om andres evner til at gennemtvinge repressalier, dom og straf. "Jeg keder mig sammen med dig seksuelt" behøver ikke betyde et ophør af forholdet. Sådan åbenhed kan, såfremt det udsiges uden trusler om konsekvenser, hvis tingene ikke ændrer sig... løsne op for uitalesatte spændinger, som måske holder et par fast i handlemønstre, de ikke kan bryde ud af - måske nødvendigt trygt for nogle, men ulideligt kedeligt for andre. "Jeg mangler noget..." kan være begyndelsen på en samtale med partneren, som skaber et samværsrum med frisk ilt og højere til loftet. Men hele tiden med fokus på, at det ikke er partneren, der skal opfylde behovet - heller ikke ved at "give tilladelse" til udlevelse af behov.

Som med enhver anden sund interaktion handler det om at blive på sin egen banehalvdel og derfra indleve sig i sin partners følelser og behov. Ikke styrte i partnerens arme, når han/hun bliver bange for at miste, men turde forblive hos sig selv og sige: "ok, jeg anerkender at min elskede bliver bange. Hvordan kan jeg støtte min elskede i at udholde sin egen frygt?

Det kan jeg ved at være deltagende, forstående, og hele tiden klar over, hvad det er jeg selv behøver, så jeg ikke fortaber mig i hans/hendes frygt".

At blive hos sig selv er det moderne menneskes største udfordring. Og er, som overskriften på kronikken her siger det, ikke et spørgsmål om ego - ikke en manifestation af Ego, dvs. beskyttelse og JEG JEG JEG - men om at være tro mod sit eget inderste indre og turde være åben omkring det. Fortælle det. Også være sin frygt tro - fordi den jo bare er gamle mekanismer, der blindt fortsætter med at forsvare én på samme måde som altid - og sige sin frygt tak: "Tak for, at du passer på mig, men jeg kan godt klare det her lige nu. Jeg ønsker nemlig noget andet end sådan, som det altid har været. Jeg ønsker at træde frem med den, der er inderst inde, MIG, og være mere åben og jeg ønsk at tage risikoen ved at stå ved den åbenhed, så kære frygt, gamle ven... vent lidt. Lad mig forsøge noget nyt, inden du frelser mig".

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Der er skrevet kilometer af hyldemeter af bøger om sex. De løser ikke problemerne for et forhold, som ikke fungerer. Man brækker sig bare til sidst. Folk må jo gøre som de vil bare det ikke truer det hellige middelklasse ægteskab.

Brugerbillede for Kenneth Krabat

Om end Sara præsenterer sin kronik under titlen "langt mindre end egosex", vil jeg vove den påstand, at der ikke findes nogen bøger om sex.

Derimod findes mange mere eller mindre vellykkede bøger om, hvordan man forholder sig til det faktum, at man kan blive hhv. ulykkelig og lykkelig, utilfredsstillet og tilfredsstillet, af kødeligt samvær.

Det er ikke bøger om sex. Sex er nemt nok. Det er dét, der omgiver det, som er svært.

Brugerbillede for Erika Grann

Hvis man orienterer sig ud fra kommentarer hos Kristeligt Dagblad og Ekstrabladet overrasker det mig ikke, man kan blive forbavset over tilbagemeldingerne.

Funktionelle forhold fungerer fordi de er forhold mellem to jævnbyrdige og lige respekterede individer. Tillid, respekt og åbenhed. Kan man ikke give det, og er det ikke det man får i sit forhold går man glip af meget i sit (korte) liv.

Brugerbillede for Karsten Aaen

For at komme med en kommentar i relation til artiklen:

Hvad mon kvinden i forholdet ville sige hvis manden insisterede på at have en mande-kæreste? Eller have mandlige kærester/elskere ved siden af? Her vil cirka 90% af kvinderne nok stå af, vil jeg tro/mene....

Derudover kan man gøre som man vil...

Eller sagt på en anden måde:
Her hvor julefrokosterne nærmer sig er det måske en god idé at få defineret hvor ens grænse for utroskab går.....

For det er vel i bund og grund det som denne artikel handler om...

Brugerbillede for Viggo Okholm

Seksualitet er både en gave og en forbandelse helt afhængigt af hvor man står i sit liv.
Vi ejer ikke hinandens følelser begær og behov, men kærligheden består altså af totalt nærvær og her er seksualforenelsen i bedste fald det stærkeste som mennesker kan opleve,vel at mærke hvis gensidigheden er tilstede.
Men begær er lidelse fordi den slutter og enhver form for luykke ender også i lidelse fordi den er flygtig..

Men i et hvert parforhold vil behovene sjældent være samtidige og lige stærke og her må ærligheden jo så stå sin prøve, nemlig given sig selv evt. til den hvor behovet er størst netop fordi kærligheden er til stede og på samme vis udsætte behov og ønsker omkring begær fordi kærligheden til modparten er så stærk at ønsket om tilfredsstillelse er mindre væsentligt, hvis modparten ikke kan.

Brugerbillede for René Munk Andersen
René Munk Andersen

Jeg forstår helt grundlæggende ikke den der idé om at det ideelle er at være sammen med en partner så længe som muligt. Så gør man alt muligt for a t "få gnisten tilbage" og aftaler alle mulige regler for grad af åbenhed. Men skal man bare ikke indse at det der med en enkelt partner hele livet er en illusion? For rigtig mange, jeg selv for eksempel, ville et 50 års ægteskab ikke fungere under nogen omstændigheder, hverken åbent eller lukket. Og jeg tror der er mange der har det som mig. Man er forelsket/elsker et andet menneske i en periode, en årrække måske, og så glider det ud. Personligt har jeg ingen trang til andre kvinder mens jeg stadig elsker hende jeg er sammen med, og når man så ikke elsker hinanden længere "på den der måde", måske bare er venner i stedet, er der så nogen grund til at keep up appearances og stadig være i et forhold? Seriel monogami er nemlig også en ganske god mulighed, som i hvert fald fungerer for mig, så hvorfor dette unødige fokus på at skulle holde sammen så længe som overhovedet muligt?