Kronik

Det libyske oprør fandt ikke sted

Medierne og politikerne har gjort en stor indsats for at overbevise os om, at krigen i Libyen var en folkelig opstand, en kamp mellem det gode og det onde, tyrannerne og de revolutionære, regimet og frihedskæmperne. Problemet er bare, at billedet på Vestens tv-skærme var langt fra situationen på landjorden
Folket mod Gadaffi – sådan lød overskrifterne, da oprøret i Libyen begyndte at ulme. Men burde de i stedet have lydt NATO mod Gadaffi?

Folket mod Gadaffi – sådan lød overskrifterne, da oprøret i Libyen begyndte at ulme. Men burde de i stedet have lydt NATO mod Gadaffi?

Maurizio Gambarini

10. november 2011

Kan en krig foregå i nyhederne på tv, men ikke på landjorden? Umiddelbart lyder det usandsynligt. Medierne videreformidler jo bare hændelser på jorden. Alligevel er der god grund til at tro, at den netop overståede 'civile opstand' i Libyen aldrig fandt sted.ß

Jeg ved, påstanden synes kontroversiel, men faktisk er Gadaffis kamp med oprørene ikke den første krig, der primært er blevet udkæmpet på tv-skærmene. Under de historiske begivenheder, vi i daglig tale benævner Golfkrigen, skrev den franske filosof Jean Baudrillard et essay med titlen Golfkrigen fandt ikke sted. Baudrillards pointe var, at den FN-autoriserede mission i Den Persiske Golf ikke var en rigtig krig, selv om den blev portrætteret som en. De handlinger, man normalt forbinder med en krig, fandt aldrig sted. Konflikten blev i stedet overvåget på kort og radar, den amerikansk ledede koalition var aldrig udsat for reel fare, ligesom der ikke på noget tidspunkt var tvivl om dens endelige sejr.

Baudrillard kaldte det en »aseksuel kirurgisk krig, et spørgsmål om krigsmageri hvori fjenden kun fremtræder som et computeriseret mål.« Som han provokerende bemærkede, var det mere sikkert for amerikanske soldater at gå i krig end at blive hjemme i USA, for ifølge statistikken ville flere dø i den amerikanske trafik end i Operation Desert Storm. Meget tyder på, at man kan drage akkurat de samme konklusioner om de seneste måneders hændelser i Libyen.

Usikker information

Medierne og politikerne har gjort en stor indsats for at overbevise os om, at den libyske situation i realiteten er en borgerkrig, en folkelig opstand og en kamp mellem det gode og det onde, tyrannerne og de revolutionære, regimet og frihedskæmperne. Men holder disse påstande vand?

Libyen blev genstand for international bevågenhed, da det blev rapporteret, at Gaddafi havde rettet massive luftangreb mod sin egen befolkning. Disse handlinger blev præsenteret som fakta, som det internationale samfund var nødt til at handle på. Den verdensomspændende nyhed om Gaddafis brutale og uhæmmede brug af luftskyts mod fredelige demonstranter resulterede i en flyveforbudszone over Libyen. Således påbegyndte den vestlige intervention.

Men mens medierne ivrigt spredte nyheden om en massakre, glemte de helt at videreformidle en række kommentarer, som den amerikanske forsvarsminister Robert Gates og forsvarschef admiral Mike McMullen gav om situationen i Libyen ved en pressebriefing den 1. marts.

»Har I beviser for, at han (Gadaffi) rent faktisk har angrebet sit eget folk fra luften? Der har været rapporter, men har I fået dem bekræftet af uafhængige kilder?« blev forsvarsministeren spurgt.

»Vi had set rapporter, men vi har ikke fået dem bekræftet,« svarer Gates. Og McMullen følger op med ordene »Jeg har overhovedet ikke set nogen bekræftelse.«

Det, der senere er blevet kaldt 'mediekrigen' af både libyere og journalister, var begyndt. Modstridende informationer synes at have karakteriseret konflikten lige siden.

Intet forår i Libyen

Den libyske konflikt blev fra begyndelsen koblet sammen med Det Arabiske Forår. Den var en naturlig konsekvens og identisk med bevægelserne i Tunesien og Egypten, hed det sig. Det udsagn er imidlertid tvivlsomt på to punkter. For det første var hovedparten af de tunesiske og egyptiske demonstranter fredelige. De libyske oprørere iværksatte derimod deres kampagne for at vælte Gaddafi ved at angribe og brænde regeringsbygninger og gribe til våben — f.eks. stjal de tunge våben fra militærlagre. Det gør det meget svært at forsvare, at denne såkaldte folkelige opstand nogensinde var helt civil. For det andet er de folkelige bevægelser i Tunesien og Egypten blevet identificeret som båret af socioøkonomiske forhold som arbejdsløshed, stigende madpriser og fattigdom. I Libyen havde borgerne adgang til et bredt udvalg af velfærdsydelser, herunder gratis uddannelse og sygdomsbehandling. Indtægten pr. indbygger og den gennemsnitlige levealder er blandt de højeste på kontinentet. Sammenligningen med Det Arabiske Forår, som medier og regeringer har foretaget, er mildest talt vildledende.

Den tvivlsomme portrættering af begivenhederne stopper ikke der. Lad mig blot nævne et par andre vildledende mediehistorier. F.eks. påstod pålidelige vestlige efterretningsrapporter, at Gaddafi var flygtet til Venezuela. Han blev også beskyldt for at bombe Mizdas havn. Det viser sig nu, at intet indikerede, at Gaddafi havde forladt eller havde planer om at forlade Libyen, og Mizda har ikke en havn.

Efter Rwanda og Liberia, for blot at nævne et par regionale hændelser, skulle man tro, at der ikke ville være tvivl om, hvorvidt en borgerkrig i virkeligheden finder sted. Men informationer fra Libyen var netop kendetegnet ved at være, mildest talt, modstridende. Således dukkede Gaddafis søn, Saif-al Islam, pludselig op i en skare af støtter, hvis antal klart kunne matche dem, som oprørerne kunne mønstre, selv om han skulle have været fanget, besejret og under oprørernes varetægt. Den Internationale Straffedomstol havde endda udstedt en officiel erklæring om, at den var ved at arrangere hans overførsel til domstolen. Men der sad han altså i en pansret, hvid limousine og hævdede, at alle beskyldningerne var en del af en mediekrig.

Nato mod Gadaffi

På samme måde blev den afsluttende oprørskampagne for at overtage Sirte omtalt som et afgørende og klassisk krigsopgør — høj pistolføring og urban krigsførelse. Men ud over de såkaldte lommer af modstand var der dog dårligt nogen kamp — måske fordi NATO allerede havde banet vejen.

Selv om situationen altså var til at overskue, blev der den 20. oktober inden for blot ni timer rapporteret om, at Gaddafi var ved at samle 12.000 stammekrigere til at generobre landet, og at han lå i et cementrør, såret og forsvarsløs i sine sidste timer.

Mens medierne og regeringer fokuserede på oprørene og den civile opstand og reducerede konflikten til et tv-show og et kort med pile pegende fra Benghazi til Tripoli i bedste helte/skurkefacon, overså man, at krigen i virkeligheden stod mellem Gaddafi og NATO-koalitionen.

NATO havde imidlertid et stort problem: Folk på landjorden er ikke sådan at snyde. Derfor smed NATO tusindvis af flyvesedler ned, med budskabet om, at Gaddafi-tilhængere ligeså vel kunne give op. De ville aldrig kunne matche NATO's overlegne luftstyrke. Krig, som vi kender krig, fandt aldrig sted. Det var bare et spørgsmål om tid, før Gaddafi faldt. Som under Golfkrigen var de vestlige soldater aldrig i reel fare. Men hvad er formålet med denne fremstilling af konflikten som en krig mellem det gode og det onde? Svaret skal findes i Vestens stadig mindre indflydelse i verden.

Efter invasionerne i Irak og Afghanistan, menneskerettighedsovertrædelserne i krigen mod terror og den såkaldt frie verdens aftagende finansielle magt, har de europæiske regeringer og USA haft et ønske om at minde deres befolkninger om, at de stadig er verdens retmæssige myndighed. Hvis ikke det er vestens rolle og identitet, hvad er så?

Libyenkrigen var et nemt og hurtigt bevis på Vestens styrke, og de vestlige befolkninger fik et eventyr om diktatorer, menneskerettigheder, voldtægt, borgerkrig, revolution og bekymrede vestlige ledere. Gaddafi var det oplagte mål — en leder uden venner og uden mulighed for at udløse en storkonflikt.

Tilbage står, at grænserne for Sikkerhedsrådet og NATO's beføjelser er blevet udvidet, og Vestens genopfundne selvforståelse kan betyde, at det årti, vi troede, ville blive karakteriseret ved Afrikas stigende indflydelse i verden, i stedet bliver erstattet med fornyet vestlig tilstedeværelse i Afrika.

 

Jonas Thomsen Sekyere studerer jura og international politik på Københavns Universitet. Han er derudover skribent på det London-baserede magasin Think Africa Press.

Kronikken er en bearbejdet version af en artikel bragt af Think Africa Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hanne Christensen: "Krigene betales af folket - DK´s Libyen”indsats” kostede 1/2 milliard kr."

Helt enig!

Det der er sensationelt er at det for mig og dig som dansker kun har kostet os en slidt 100-kroneseddel, at udrydde en fæl diktator.

En kejser for en hund!

Vi kan ikke få armene ned.

Det viser vel at det fra et økonomisk synspunkt trods alt var hel rigtig set at overdrage operationen til NATO. Prisen er yderst konkurrencedygtig og effektiviteten har jo indiskutabelt været uovertruffen.

Det må da gi' noget street-credit til drengene. hvem skulle kunne have gjort det bedre?

Ny artikel af Franklin Lamb om rædselsherredømmet i Natos Libyen:

Terror and revenge engulfs Nato´s Libya:

http://crimsonsatellite.wordpress.com/2011/11/11/terror-and-revenge-engu...

Kl. 20 dansk tid er der livestreaming af et møde i London - med en Sirte-bo, Lizzie Phelan m. fl. - om medieensretningen:

http://www.ustream.tv/channel/libya-the-manufacturing-of-consent

http://www.mathaba.net/news/?x=629364?rss

Mange links på:

http://globalciviliansforpeace.com

"Du mener dog, at det kun er..."(bla, bla, bla og selvsving)

Nej! Og iøvrigt er det jo irrelevant.

"Historisk set mener du nok også..."(bla bla bla og selvsving)

Nej! Men iøvrigt er det jo li'som irrelevant, ikk?.

"Når du nu mener det.....(bla, bla, bla selvsving)"

Kør nu forsigtigt på din tur ud i selvsvinget :-)

Det overstående var naturligvis svar på Leopold Galickis indlæg, som helt irrelevant blandede andre medier ind i diskussionen

jasper skrev.-

(bla, bla, bla og selvsving)
(bla, bla, bla og selvsving)
(bla, bla, bla og selvsving)

det er da vuggestuesprog.!

jeg troede jo bare "som den ældre folkepensionist jeg er", at det var sådan i unge fra handelshøjskolen talte.!

uvenligst fra kl.-

og-i øvrigt Jaesper L.!

du er sat til at forplumre debatten på denne side.!

det du kommer med er som en gammel gramofonplade med hak i.!

jeg vil hermed bede Moderatoren om at udelukke dig, og mig med.! inden jeg bliver virkelig grov.!-

kl.-

Sandheden i denne sag ligger nok et sted midt imellem de forskellige opfattelser. Jeg er dog mest tilbøjelig til at hælde til artiklens forfatters forklaring. Hanne har også en pointe ved at pege på den kujonagtige pøbelhenrettelse af obersten. Det er nogle forfærdelige videoer I henviser til. Jeg faldt over et par billeder i én af dem som klart afslører det er menneskets barbariske og mest primitive instikter der kom frem i dette organiserede mop - jeg har lagt billedet ind på min profil - det er da pøbel når den er værst.

Jeg glemte at skrive at det er obersten der må stå moden til denne nedværdigelse. Man må da håbe for de forskellige landes overhoveder, at det går dem ligeså.

Hele debatten er jo utroværdig.

Når man får sine nyheder fra Russia Today, kan man sgu' ikke samtidigt seriøst gå op i om mainstream-medier er utroværdige. Det er jo også irrelevant. Så jeg har svært ved at se hvorfor mainstream-medierne skal tillægges så stor betydning. Folk burde være mere kritiske.

Det særlige mht. oprøret og NATO-aktionen i Libyen, er jo at mainstream-medierne ingen betydning har haft. overhovedet.

Mainstream-medierne er nogenlunde lige så troværdige som "en skør verden". Og dermed også lige så irrelevante.

Når f.eks. danske medier rejser til det befriede Tripoli, skal de ud og finde tunneler i Gadaffi's førerbunker. Det er sgu da 100% Irrelevant.

Det er ganske typisk at vestlige medier bruger livstilskriterier fremfor nyhedskriterier. Mht. taktisk og strategegisk nyhedsreportage har man derimod intet at byde på.

Til sammenligning kan man her se Zeina Khodr stå på taget af tripoli-postcenteret og udpege alle gadaffi's positioner, så vores drenge kunne udslette dem kort efter.

http://www.youtube.com/watch?v=2SpUpabAeMA

Det er reportage af denne art vi har brug for. Taktisk og strategisk relevant.

De vestlige medier er derimod ligegyldige. Antagelserne at de har haft betydning bunder jo ikke i andet end ønsketænkning. Medierne kan lyve lige så meget som de vil. Det har ingen betydning.

Medierne er ligegyldige fordi vi brugte nettet. Revolutionen i Libyen er gennemført. Gadaffi er væk. Arbejdet er gennemført med stor succes.

Mainstream-medierne er ganske simpelt forældede. Det samme er denne debat.

Nu vi er i gang med at diskutere medierne, så lad os huske at internettet ikke er meget bedre i disse dage. Facebook er forlængst blevet til en platform for lobbyisme og politiske agenda; og folk med penge i ryggen inficerer med jævne mellemrum internet fora og chats, for at udtale sig negativt eller positivt om diverse lovtiltag. Et glimrende eksempel på dette er astroturfing:

http://www.monbiot.com/2011/02/23/robot-wars/

Det lyder usandsynligt, men jeg kan fortælle at jeg selv har været vidne til dette. Der er store 'tilsyneladende' græsrødsbevægelser, som ikke på nogen måde er startet organisk, men istedet er blevet skubbet igang af organisationer og firmaer med politiske interesser.

Lad mig give et eksempel: Ingen gider at hoppe ind i en protest gruppe, hvis der kun er 1-10 medlemmer. Derfor opretter disse organisationer en gruppe, og får 500 kontoer (Computere), til at tilmelde sig den, og skrive en masse forud-bestemt propagonda. Så vil folk gerne være med; fordi de kan se at der er en masse andre som også vil være med.

Jeg var med min kæreste nede og se en flash mob mod det, at tale i mobiltelefon i offentligt rum. Der var mange tilmeldte til at starte med, men pludselig forsvandt næsten alle, så der kun var 30 i gruppen. Men folk tog så derned, og gik rundt og snakkede ind i bananer: Hvilket selvfølgeligt er en meget sjov aktivisme.

Men da jeg så senere på ugen så Netto ud af vinduet, lagde jeg mærke til at de havde fået et nyt banner som var hængt op, af en dame som snakkede i en banan - præcis ligesom protesten. Forskellige interessegrupper gør alt hvad de kan for at gøre sig bemærkede; vi lever i øjeblikket i et teknokrati, fordi sider som Facebook og Google har monopol på, hvad det er vi ser først, og hvor meget af det vi bør lægge mærke til.

Det munder ud i dette: Kontrollerer du befolkningen, så har du magten. Og der er mange der slås for denne kontrol i øjeblikket: hvis vi ikke bliver opmærksom på, hvilke tricks de har i posen, så kan vi ikke forsvare os imod dem.

Information bør lave et tema om dette.

astroturfing/trolls.-

de folk der gerne vil kontrolerer os har vist penge nok
se bare her.-

http://costofwar.com/en/

og her er ikke inregnet udgifterne til cyberwar, som
er astronomiske både i usa og også nu i eu.!

og det kan gøres på klods.!

http://www.economist.com/content/global_debt_clock

vi må nok erkende at de har råd til både eje nettet og pressen.!

dette mærkelige år, alle de mærkelige "uprise", har været kendetegnet af følgende.-

det har næsten været umuligt at finde kritik af krigene, hverken på youtube eller google, dog ses den i pressen.-

der, i pressen, er kritikken voldsomt og hadefuldt imødegået af horter af, astroturfing trolls, der er genkendelige ved den gentagne retorik som også fremføres på DR tv og globalt tv.!

hvor er den lille dreng fra kejserens nye klæder, har de købt ham, eller er han humanitært bombet til døde.?

venligst. kl.-

Hanne Christensen

Hvis du vil se kritik af krigen mod Libyen, kan du prøve Algeria ISP, Allain Jules, Voltaire net, Libya SOS blogspot, Lizzie Phelan og Leonor Massanet. M.h.t. Videoer er der YT 108 Morris.
Flere er på fransk - men man kan så prøve oversæt.

Det har altid været sådan. Lande har altid draget i krig pga. ressourcer og territorier, sjældent fordi de havde noble hensigter. Vi bliver bare holdt for nar, så vi lykkeligt kan fortsætte vores arbejde, i den tro at vores 'demokrati' er lykkeligt og fint.

Leopold Galicki

Jesper Lykkeberg giver et eksempel på den gode og rigtige journalistik:

”Til sammenligning kan man her se Zeina Khodr stå på taget af tripoli-postcenteret og udpege alle gadaffi’s positioner, så vores drenge kunne udslette dem kort efter.

http://www.youtube.com/watch?v=2SpUpabAeMA

Det er reportage af denne art vi har brug for. Taktisk og strategisk relevant.”

Kaleb Larsen har udnævnt J. Lykkeberg til Jesper von Clausevitz. Det gør mig sentimental; i 1830 fik Clausewitz en stilling som inspektør af artilleriet i Breslau, og snart blev han nomineret til Stabschef ved det man dengang kaldte Observation Armé . Alt dette med Clausewitz foregik i Breslau og omegnen, og jeg selv er født i Breslau (Wroclaw i dag).

Det ovennævnte citat af Jesper von Clausevitz må da give potte hos en arbejdsgiver som NATO. Hvad med stillingsbetegnelsen Chef for Observationsenheden for nye mulige bombemål?

Hanne Christensen

Her et af anklageskrifterne sendt til ICC i Hague.

Google: Will the ICC act, indictment against NATO.

Hvis ICC ikke handler på dette - såååå

det var lige det jeg nævnte, om undertrykkelse af kritik.!

Twitter.- censurerer occupywallstreet

http://rt.com/news/twitter-ows-protest-censorship-

samme Twitter, som hjælper alle uprise i det arabiske efterår, og nu også skal bane vejen for et uprise i Iran.!

hvem ejer Twitter, banken “JPMorgan Chase & Co”
har lige købt for $400 millioner i Twitter, !!!

hvem ejer så de andre medier ?-vel nok også de 1% der ejer kloden.!

dansk censur

http://beep.tv2.dk/entry.php/id-397523.html

venligst. kl.-

Ole Kofod Larsen

ha, jeg elsker, når debatttører uden forudsætninger herfor leger skrivebordsgeneraler med konspiratorisk indsigt. Det er så svært for nogen at føle sig vigtige uden :)

Jørn Stjerneklar

@Martin Kaarup

Jeg var ikke tilstede fra oprørets start. Men havde den store oplevelse at interviewe Fatih Terbil som er jurist, menneskerettighedsaktivist og var medlem af Revolutionsrådet i Benghazi. En meget karismatisk person, eftertænksom, og en mand der havde mærket Gadaffis ånd og hånd på sin krop mange gange. Hans arrestation den 16. eller 17. februar, du må ikke hænge mig op på datoer her, da interviewet ligger på et bånd i arkivet, var det der udløste oprøret i Benghazi. Selveste Abdullah Al-Senussi, chefen for den berygtede og frygtede libyske efterretningstjeneste, mente at Terbil var en så vigtig mand, at han selv opsøgte ham i fængslet efter arrestationen og tilbød ham en tur til Tripoli. Så kan du selv gætte, hvad det ville have betydet. Så kom oprøret.
Jeg har set mange privatejede aviser her på kontinentet i både demokratiske og knap så demokratiske lande. Også i Benghazi, de væltede frem under oprøret. Fælles for langt de fleste er, at de har en dagsorden, som for det meste drejer sig om bestemte politiske partier, stammer mv. Kvaliteten af journalisterne er mildest talt ringe og langt under, hvad du finder i den gule presse i Danmark. Ud over at korruption spiller en kæmperollede i de pågældende journalisters indtægtsmuligheder.
Jeg ved af bitter erfaring, at alle krige koster menneskeliv. Jeg har desværre været i alt for mange af slagsen til at kunne give et entydigt billede af “the good guys” kontra “the bad guys”. Jeg har set tusindvis af ofre for krige. Hørt på dem, snakket med dem, lugtet dem og trøstet dem. Sågar prøvet at redde en enkelt fra døden.
Hvad jeg har svært ved at forstå er, at folk i f.eks. Danmark synes det er for dårligt at vi ikke greb ind i Rwanda, men når vi så griber ind i Libyen, så er det sgu også for dårligt. Konspirationsteorier er ikke min stærke side, så jeg frikender lige for tiden NATO og deres samarbejdspartnere i Libyenkrigen. Indtil andet kommer frem, måske, om 30-50 år.
Jeg er ikke belastet af skoling. Selvlært fotograf, journalist og filmmand, men jeg læser en helvedes masse. Og kender absolut til Noam Chomsky. Vi er ikke per definition uvidende som journalister.

Kærlig hilsen
Jørn Stjerneklar

Sider