Klumme

En mærket dag

Betragtninger ti år efter et regeringsskifte
Anders Fogh Rasmussen (V) præsenterede sin første regering den 27. november 2001.

Anders Fogh Rasmussen (V) præsenterede sin første regering den 27. november 2001.

Keld Navntoft

Debat
26. november 2011

Søndag den 27. er det ti år siden Venstres Anders Fogh Rasmussen efter valget den 20. november 2001 dannede sin første regering med de konservative som partner og med fast støtte i Dansk Folkeparti. I magt- og realpolitisk forstand var konstruktionen en succes og holdt til valget i september i år. De konservative mistede som bekendt ved den lejlighed broderparten af vælgerne, og VKO-flertallet var brudt.

VK-regeringen, eller rettere VKO eftersom Dansk Folkeparti var med i alle vigtige beslutninger og i høj grad havde Fogh Rasmussens bevågenhed på det værdipolitiske overdrev, indledte i 2001 en usædvanlig periode i dansk parlamentarisk historie. Danmark havde helt klart fået en regering der regerede, og en opposition der var magtesløs. En benhård blokpolitik var vilkårene. Lovene kom i byger varslet som kontrakter med danskerne i hver nytårstale fra Marienborg eller fra podiet på Venstres landsmøder, hvor førstemanden gik omkring i skjorteærmer og mikrofon og udlagde teksten. Samtlige finanslove kørte regeringen igennem med Dansk Folkeparti, der som modydelser fik værdipolitiske gevinster på fremmedlovgivningen og symbolske nationalromantiske projekter. Det hele foregik planlagt og kontant efter førstemandens drejebog. Få, om nogen i regeringskredsen kunne, ville eller turde give udtryk for afvigende holdninger. Det gled som smurt i amerikansk olie.

VK-regeringens og i særdeleshed støttepartiets holdning og retorik kostede Danmarks navn og rygte — ifølge det udenlandske pressekorps en kølig konstatering. Alt har sin pris. En af VK-regeringens mere bemærkelsesværdige bestræbelser var at søge befolkningen delt i dem der var for og dem der var imod. Med Fogh Rasmussens yndede udtryk skiltes fårene fra bukkene, mens det gik ufatteligt, skattestop og -lettelser var ufinansierede og dekonstruktionen af velfærdssamfundet tog fart.

De seneste års barske opvågnen har pillet Fogh ned af piedestalen. Som det fremgår af betingelserne i jernindustrien lagde VKO i den strenge mands regi sporene til den økonomiske nedtur. Likvideringen af en lang række civilisatoriske samfundsindretninger, sociale ordninger og den humane tradition i dansk retspolitik og fremmedlovgivning begynder nu så småt at møde bredere modstand.

Brød traditioner

Det er for tidligt at gøre regnebrættet for VKO 2001-2011 endeligt op. Historikere kommer til at bruge mange kræfter på at udforske periodens særegenhed. I sig selv tankevækkende at regeringens chef var Fogh Rasmussen, så markant anderledes i form og indhold end det gamle højskole- og borgmestervenstre, og som med åben pande brød traditionen for et samvirkende folke- styre. Den traditionelle rolle som hele landets statsminister, den de fleste i embedet søger at leve op til, var heller ikke just Fogh Rasmussens kop the. Rollen var ham fremmed, forurettelsen og den indre vrede for stor. Værd at bemærke er også den kreative bogføring og grove vildledning af Folketinget. Jens Otto Krag sagde i sin tid — og hentydede ikke til folks privatliv — at der ikke måtte kunne sættes en plet på en dansk minister — og tilføjede: allermindst på statsministeren.

For første gang siden 1901 indtog en så belastet politiker 100 år senere statsministerstolen, hvilket allerede anviste en ny praksis og en anden politisk moral end hidtil. Flertallet helligede midlerne, kan man sige. En ganske stor håndfuld ministre gik endog meget langt i bestræbelserne på at gennemtvinge regeringens ønsker og ideer. Landets finansminister administrerede som beskæftigelsesminister direkte ulovligt, og flere på hinanden følgende integrationsministre synes at have begået åbenbare konventionsbrud samt med tilsyneladende overlæg vildledt Folketinget. Mange kritisable forhold under VK er tidligere trukket frem. Nogle blev til skandaler som lækagesagen i Forsvarsministeriet, hvor ministeren fandt det klogest at fortrække; andre blev fejet ind under gulvtæppet, hvor et flertal bestemte at de lå trygt og godt. Senest har det vist sig at skatteministeren i den sidste VK-regering kan have haft noget for i Helle Thornings mands skattesag, hvilket har medført den kedelige situation at den nye skatteminister har beordret en undersøgelse af forholdene under forgængeren. Et usædvanligt og ganske farligt skridt som kan skabe uoverskuelig præcedens.

Huller i bunden

Sagt på en anden måde har VKO-regeringernes forvaltning ikke alene rokket båden, men også slået huller i bunden. Den demokratiske kultur er sart og beror i høj grad på aktørernes adfærd i et system af mere eller mindre stiltiende, mere eller mindre uskrevne aftaler. Der er noget man gør, og noget man ikke gør. Gør man alligevel det man ikke gør, kan det fremprovokere mod- foranstaltninger der yderligere undergraver kulturen og tilliden og i sidste ende svækker demokratiet. I den forstand er det tankevækkende at et borgerligt styre oven i købet med et sikkert flertal og med stærk betoning af de nationale værdier, herunder må man forestille sig de demokratiske organer og den demokratiske kultur, har været parat til at strække reglerne langt ud over deres naturlige elasticitet.

Den flertalsunderstregende forvaltning, hvor der ikke har været noget at komme efter, ganske enkelt fordi flertallet bestemte at det var der ikke, har mildt sagt ændret vilkårene i dansk politik. Tidligere var numre i den pågældende størrelsesorden den absolutte und- tagelse. At disse sager er svulmet ud over alle bredder og har efterladt ordet skandale som inflationsramt, skyldes bortset fra de borgerlige VK-regeringspolitikeres og DF’s egenartede moral også embedskorpsets udvikling. Værkets sikre stige fra ansættelse til forfremmelse og til pension var det gamle tjenestemands- systems indre mekanik, som ikke just indbød til den store dynamiske udfoldelse. Nu sker karrieren i ryk. Det er der mange gode grunde til; det gamle system blokerede som antydet ofte for talentet og begavelsen og belønnede lige så tit forsigtigheden og middelmålet. Spørgsmålet er imidlertid om karriere- embedsmandssystemet har fået den rette fernis, og om ikke den praksis der nu er knæsat snarere kommer til at minde om et politisk statssekretærsystem uden rigtigt at være det. Den stærke pressemedarbejder — og her skal man ikke se spøgelser ved højlys dag og tro at alting ligner en tv-serie — men den stærke spindoktor kan i givet fald komme til at fungere som konkurrent til de ledende embedsfolk og dermed presse disse over i politisk eller polemisk frem for faglig rådgivning. Hvis man kan skelne.

Vi skal videre

Er man tilbøjelig til det pessimistiske, kan man godt bekymre sig over at de sidste ti års adfærd i regeringskontorerne ikke rejser en mere højrøstet debat blandt politikerne selv. De ti år er som viftet bort, nu skal vi videre. Det gik ganske stærkt for den nye regering at aflyse behovet for en kommissionsundersøgelsesreform. Men om ikke andet kunne debatten om hvordan en sådan eventuelt skulle se ud i det mindste fremtvinge en registrering og definition af sager egnede til kommissionsundersøgelse. Materialet er som anført stort.

Nu drukner alle tilløb til en tilbundsgående diskussion om VKO’s adfærd og konsekvenserne for dansk folkestyre i Ole Sohns dumme fortid, hvis følger for det danske samfund jo er forholdsvis overskuelige.

Men den sag er ligesom nemmere at tage stilling til i land og folk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Aage Jeppesen

"Det gik ganske stærkt for den nye regering at aflyse behovet for en kommissionsundersøgelsesreform. Men om ikke andet kunne debatten om hvordan en sådan eventuelt skulle se ud i det mindste fremtvinge en registrering og definition af sager egnede til kommissionsundersøgelse."

Det fremmer ikke demokratiet at lette adgangen til at nedsætte kommissionsdomstole eller undersøgelseskommissioner for på et juridisk grundlag at afgøre uoverensstemmelser som i deres natur er politiske.

Jeg tilslutter mig det grundsyn, at de mange og voksende antal sager - og iværksættelsen af undersøgelserne af dem - må ses som udtryk for, at det traditionelle politiske ministeransvar med vedtagelse af mistillidsvotum til ministeren er blevet svækket og ikke fungerer med den effektivitet, der tidligere var tilfældet. De mange sager er i bund og grund udtryk for politiske konflikter.

Disse konflikter er med kravene om dommerundersøgelser, kommissionsdomstole og undersøgelsesretter på urimelig måde blevet iklædt en retlig dragt og blevet forskudt til afgørelse i et retligt forum, frem for fra først af at blive afgjort i det politiske forum, hvor de retteligt hørte hjemme.

Principielt er for mig klart, at i et ægte og velfungerende demokrati må den nødvendige interpretation af grundloven først og fremmest ske i den politiske proces, fordi kun således bevares den basale politiske ligeværdighed, som er demokratiets fundament.

Det må være parlamentet, som politisk står til ansvar for resten af befolkningen, der foretager den nærmere udlægning (og tilpasning) af, hvad grundloven kræver under den stadige samfundsmæssige udvikling. Såfremt en domstol under de vilkår skal foretage en juridisk prøvelse af parlamentets vedtagelser, så bør den altså være relativt passiv og ikke forsøge at påtvinge samfundet sin egen fortolkning af, hvad grundloven kræver, i stedet for at bøje sig for parlamentets fortolkning. For parlamentet står til politisk ansvar for sin fortolkning; det gør domstolen ikke.

Og hvis domstolen da tvinger sin egen fortolkning igennem, så bryder den med selve den elementære politiske ligeværdighed - og dermed også med det demokrati - som det var meningen, at den skulle vogte. I et ægte demokrati skal det først og fremmest være parlamentet, der - i dialog med folket selv - fører an i den successive historiske ændring af interpretationen af kravene i grundloven; og er der en juridisk prøvelse, så skal domstolen følge efter som en relativt passiv størrelse i den proces.

Disse principielle betragtninger må da også føre til, at en regering er yderst tilbageholdende med at anvende den politiske magt til at binde den afgående regerings ministre ind i kaskader af dommerundersøgelser, kommissionsdomstole og undersøgelsesretter for at lamme den politisk og placere et retligt ansvar som i sin essens beror på politiske uoverensstemmelser.

Hvis dette bliver normen så er det til stor skade for demokratiet, så jeg vil opfordre til at alle politiske magthavere udviser stor forsigtighed og ikke lader sig beruse af at have erobret den politiske magt for en periode. Overdreven politisk forfølgelse hvor der forsøges placeret et retligt ansvar på de afgående ministre vil ramme dem selv når de afgår efter princippet om tit for tat. Hvis ikke hensynet til demokratiet kan føre til den krævede tilbageholdenhed så burde den gengældelse der venter forude kunne føre til selvbesindelse.

Således er jeg lodret uenig i de synspunkter og argumenter Georg Metz her fremfører.

Regeringen har rigtig nok aflyst reformer af kommissionsundersøgelser. Det ville jeg nok også have gjort med den obstruktive fremtoning V, O, LA og K har haft siden valget.

Det kræver jo ansvarlighed at få ansvar. Det evner oppositionen åbenlyst ikke. Jeg overhørte et møde i beskæftigelsesudvalget. Mage til destruktiv debat som den blandt andre Inger Støjberg og Joakim B. Olesen leverede, skal man heldigvis lede meget meget længe efter.

Jeg håber inderligt de lærer det. Det tager nok mange år, men de er forhåbentlig i opposition længe længe længe længe

Jeps Jan, i et voldsomt teoretisk oplyst demokrati kunne Folketinget passe på sig selv, overvåget af tilsvarende oplyste vælgere. Det nuværende nedblændede pøbelvælde er blot et indskrænket monarki, der spilder tiden på personfnidder og slagsmål om meningsløs symbollovgivning. Uden ringeste vaklen vil disse ægte demokrater vedtage en ny kommunistlov, en Tvindlov, en angrebskrig og så videre - samt blive genvalgt på det, og så er alt jo tilgivet og i orden. Selv længes jeg ikke efter en ny Grundlov, men et nyt folk.

Jan Aage Jeppesen

Ja, Tom, derved ligner du de hedengangne ledere i folkedemokratierne. De længtes heller ikke efter et demokratisk system, men et nyt folk. ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Anders Fogh Rasmussens politik gennem alle årene som statsminister, for den systematisk fornedrelse og dehumanisering af rigets befolkning. Alt han foretog sig, bidrog til fornedringen og splittelsen.

Kunne man få det folk tilbage, der fandtes for 10 år siden, ville det være et udmærket alternativ til et nyt folk. I praksis må man håbe, at nogen af de tillærte unoder kan mindskes.

Ruben Michelsen

Metz har de seneste 10 år høvlet løs på regeringen, men d. 15. september 2011 skiftede han taktik. Nu høvler han løs på den tidligere regering. Det kan han sikkert få sin sidste tid til at går med.

Jep. Det var godt, Metz, at du kom herover og gik en tur i vores gader.
Her er det s%# smæk for skillingen. Ord der sidder lige i skabet.

Og Ruben Michelsen: Hvad er det du vil fortælle os?

@ Jan Aage Jeppesen
At læse Metz:
Jeg tror ikke så forfærdelig mange er uenige med dig. Jeg hæfter mig ved, at der i Metz' udmelding ligger den erkendelse, at den benhårde blokpolitik har betydet, at elementer, som vi hidtil har forstået som 'danske' elementer i det repræsentative politiske demokrati - f.eks. mindretalsbeskyttelse - med Fogh's blok-forstening mistede deres gennemslagskraft.
Det er allertydeligst ved, at det med Fogh's VKO-regering var slut med rummelighed, overbærenhed, beskedenhed, tolerance osv. Det, som Metz kalder en skillen fårene fra bukkene i Fogh's terminologi.
Denne latterlige efterplapren som også George W Bush var inde på - enhver der ikke er med os er imod os. Er også ord vi kunne finde i Mao's lille røde, og Fogh's virkeliggørelse af dem er meget mere hånd i handske med Mao's metodik end nogen af os ønsker at se i ørerne.

Ruben Michelsen

Lars Dahl.
Jeg vil ikke fortælle eller belære nogen noget.
Jeg synes blot det er kvalmende, at Georg Hetz ikke kan skrive noget uden at nævne AFR eller LLR.

Om så han skulle anmelde en opera, eller skrive om vejret, skulle han nok få flettet en sviner ind mod de to nævnte.

Lene Timmermann

Ved du hvad, Ruben Michelsen?
Jeg tror, at Georg Metz - i lighed med mig og mange andre - er dybt chokeret over at det gik så hurtigt og nemt for VOK at slå dybe revner i det danske samfund - ikke kun økonomisk, men også mentalt.
"Liberale" kalder V sig, men de har virket i stik modsat retning for alle andre end deres egne kumpaner. Vi har meget mere kontrol, overvågning og overadministration end før deres regimente satte ind. Egeninteresse er nu det fremherskende motiv i stedet for solidaritet.

Godt at vi har den velformulerede Metz til at sætte ord på denne ulykkelige transformation. Der er ikke mange andre, der gør - eller tør - det i den danske medieverden, så kraftigt domineret af "blå" bloks interesser som den er.

Nyrups sidste år var vores eneste egentligt hjemmebrændte erfaring med 'fascisme', når man ser tilbage på det 20ende århundrede. Heldigvis blev det ikke til mere end svinesnak, bogbrænding, en næsten nuttet rigsdagsbrand i form af en bette ikke-eksisterende 'øde' ø, en fløjophamrende 'præsident-valgmodeller', og jubelhyldester til liberalismen.
Med venligste anseelse af nostaliske drømme om Thylejre og Morten Korch, så er det ikke der man skal lægge sin nostalgi efter noget 'gammelt danmark' med bilfrie solbeskinnede søndage i bare tæer.

@Ruben Mikkelsen
Du fortæller, at det er kvalmende, at Metz fletter en sviner ind mod AFR. (LLR er ikke nævnt i denne klumme.)
Fortæl mig: Hvad er Metz' sviner mod Afr i denne klumme?
Hvis du ikke kan fortælle mig det, hvad jeg tvivler på, så er du jo bare selv ude i et svinsk ærinde, og det var derfor jeg spurgte dig: Hvad er det, du vil fortælle os? Hvad er det?

rettelse af myself:

Beklager - 'bog-iturivning'.
Sorry Poul, du er jo en velmenende fyr som lægger initial-symbolnavn til nogle udviklinger jeg forfølger langt ind i h..., men ret skal være ret.
Og ham den rødhårede journalist hvad-var-det-nu-han-hed synes jo det var en fed ide.
Men man var målløs ^^.

Allan Nørgaard Andersen

Det er måske i anledningen af mærkedagen, at Metz denne gang undlader at påpege at når den borgerlige regering ret uforstyrret kunne gennemtrumfe sin politik i næsten 10 år, så skyldtes det mest af alt en bovlam opposition.

På forskellig vis mente oppostionspartierne at der var mest perspektiv i at flygte fra egne ideologiske og politiske positioner, for at indynde sig hos flest mulige af modpartens vælgere.

Det nytter ikke at venstre side af det politiske spektrum bliver ved med at jamre over at den borgerlige regering førte sin erklærede politik med et demokratisk flertal i ryggen. Uanset hvor lurvet det ofte foregik for at tækkes DF.

Det er meget værre hvis vi snart skal til at jamre over at SRSF-regeringen har de samme borgerlige mærkevarer på hylderne, camoufleret med lidt vinduespynt lånt hos EL.

De ti års borgerlige regering har tydelig demonstreret , at det ikke kun var fordums vilde indfødte , som var til fals for glasperler.

Ruben Michelsen

Lars Dahl.

"Så la`da væær"

Sådan sagde en god ven til mig, da vi snakkede pressehetz og jeg fortalte ham, at jeg får røde knopper af at læse Georg Metz ensidige gentagelser.

(Han har nok set Live fra Bremen)

Jamen, svarede jeg, jeg kan godt lide at læse Information, ikke fordi jeg er enig i alt, men der er da mange gode artikler og indlæg.

Så læs dem og spring Metz over, sagde han.
Tja, dette råd vil jeg nok tænke nærmere over.

Lene Timmermann.
Du mener, at GM er "dybt chokeret" over VKO´s politik, og hvad den har gjort ved danskerne.

Jeg tror, at det eneste der kan gøre GM dybt chokeret, det er hvis den månedlige check udebliver.
(Det var ikke pænt skrevet, men jeg kan være lige så perfid som GM når det slår mig)

Som jeg har skrevet flere gange tidligere, har jeg aldrig stemt på VKO - heller ikke ved sidste valg.
Pressen skal altid være kritisk over for magthaverne, uanset hvad farve magthaverne har.
Pressen bør tilstræbe at være objektiv, fordomsfri, og upartisk.
Metz er det modsatte.

Anders Reinholdt

Sagen er et vidnesbyrd om, at McCarthys spøgelse stadig huserer - og intet andet. Hvordan forsvarer man sig mod spøgelser?

Lene Timmermann

Jeg ved ikke, Ruben Michelsen, om din bemærkning kl. 14.45 om GM´s motiver ikke er "pænt skrevet", eller om du er "perfid", som du selv siger. Mit første indtryk var bare "øjensynlig løbet tør for argumenter".

Men dernæst tænker jeg at din bemærkning (selv om den slet Ikke er blandt de værste;) egentlig bare afspejler debatniveauet i tiden som den udfolder sig i medierne - især tabloidpressen og mange steder på nettet, og til en vis grad på tv .

Mange personer (herunder også politikere og journalister) giver alle de negative følelser frit løb - bitterhed, misundelse osv. Nærmest som om man afpersonificerer den anden/de andre og blot er deltager i et spil, hvor man - helten, individet - skal besejre modstanderne.

Det giver vist ikke gode udsigter for et samfund med plads til os alle...

Lars Dahl
.
Pressen skal altid være kritisk over for magthaverne, uanset hvad farve magthaverne har.
Pressen bør tilstræbe at være objektiv, fordomsfri, og upartisk.
Metz er det modsatte.

Men hvor ialverden var kritikken af magthaverne i VKO tiden?
Metz er da den eneste der har forholdt sig kritisk til Fogh og Co.!!
Og jeg kan godt garantere dig for, at han har ytret sig på vegne af mange, mange danskere!!
Hele den borgerlige presse har været dikkende lammehaler og langt fra objektive og sobre!!

Ruben Michelsen

Lene Timmermann.
Du har sgu nok ret. Jeg vil tænke over det fremover.

Mette Hansen.
Som du kan se af mit indlæg er jeg ikke ude og synge en sang for VKO.
Du kan også se, at jeg går ind for, at pressen er kritisk over for magthaverne.
Men GM går ikke efter bolden. Han går direkte efter manden.
Sådan noget giver i sportsverdenen gule og røde kort. Og udvisning og karantæne.
Det er sgu da godt gjort, at der er mere diciplin og fairnes i sportsverdenen, end i samfundet i øvrigt.

@Ruben: Jamen når nu 'sagen' er 'manden'?
Det drejer sig om magtbrynde i den tidligere regering udøvet af denne regerings medlemmer
Så hvordan skelne 'sagen' fra 'manden'?
GM har de sidste 10 år udgjort en 'enmandshær' mod den tidligere regerings magtmisbrug - det undskylder rigeligt hans 'ensidighed'
Logrende ukritik journalistik har vi nok af