Kronik

Mexicos fremtid ligger på bunden af afgrunden

Mexico er et af verdens farligste lande for journalister. Narkokarteller, militær, politi og politikere står bag et stigende antal drab og overgreb på skribenter og forfattere. Men de kæmper imod — fra bunden af afgrunden
Mexicanere slutter op om aktivist og digter Javier Sicilias protest mod den eskalerende vold i deres land. Her tænder de lys for at mindes ofrene.

Mexicanere slutter op om aktivist og digter Javier Sicilias protest mod den eskalerende vold i deres land. Her tænder de lys for at mindes ofrene.

LUIS RAMON BARRON TINAJERO

Debat
2. november 2011

»Fremtiden har vi sænket i den afgrund, der åbner sig hver dag.«

Så sort ser den mexicanske digter José Emilio Pacheco på sit land i et nyt digt. Det er skrevet som en reaktion på den eskalerende vold, der især er taget til siden præsident Felipe Calderón i december 2006 erklærede Mexicos narkokarteller krig. Calderón lovede eftertrykkeligt, at nu skulle volden have en ende.

Men indsættelsen af flere end 50.000 soldater med tungt udstyr og moderne våben har kun gjort ondt værre. Fra december 2006 til juni i år har 50.490 mennesker ifølge ugeavisen Zeta mistet livet i grænsebyen Tijuana som følge af konflikten mellem narkokartellerne indbyrdes og mellem kartellerne og militæret og politiet.

Tallet er baseret på myndighedernes opgørelser, der er behæftet med nogen usikkerhed, bl.a. fordi ofrene for hærens og politikorpsenes egne overgreb ikke er medtaget.

Ifølge Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission CIDH, som besøgte Mexico i september, blev 15.273 mennesker dræbt som følge af narkokrigen og anden kriminel aktivitet alene i 2010. Langtfra alle overgreb fra hæren og politiet mod fattige bønder — ofte indianske — aktivister, strejkende arbejdere og andre synes medtaget her.

Anholdelser og tortur

Mens de fleste udenlandske medier ukritisk gengiver de officielle versioner om, at langt størstedelen af drabene skyldes kartellerne og den såkaldt organiserede kriminalitet, giver menneskeretsorganisationer og lokale medier et noget andet billede.

Mexicos førende ugemagasin, Proceso, har således ofte berettet om vilkårlige anholdelser af folk, som intet har med narko eller kriminalitet at gøre. Nogle steder risikerer bl.a. unge mennesker, at blive tilbageholdt på gaden, visiteret, udplyndret, lagt i håndjern, med bind for øjnene smidt op i et militærkøretøj, ført til et ukendt sted, torteret, og efter nogle dages indespærring bragt for en offentlig anklager og sigtet for besiddelse af stoffer, eventuelt våben.

De heldige, som ikke mister livet og forsvinder, kommer for en dommer og får en lang dom. Og hæren og politiet kan føje en pågrebet narkoforbryder mere til deres statistik over pågrebne narkofolk.

Ifølge CIDH har den officielle menneskeretskommission CNDH i Mexico de senere år modtaget flere end 5.000 anmeldelser om forsvundne personer, »uden at medregne det store antal forsvundne personer der ikke bliver anmeldt«, skriver CIDH og udtrykker dyb bekymring, fordi antallet af anmeldelser om forsvundne personer er voksende.

For Straffedomstolen

Flere end 20.000 personer har skrevet under på en henvendelse til Den Internationale Straffedomstol i Haag. Her anmelder de Mexicos regering og kartellerne for forbrydelser mod menneskeheden.

Mexicos regering har blankt afvist, at krigen mod kartellerne kan kategoriseres som krigsforbrydelse og forbrydelse mod menneskeheden, og understreger, at bekæmpelsen af kartellerne holder sig strikt inden for gældende retsprincipper.

»I vort land er samfundet ikke offer for en autoritær regering eller systematiske overgreb fra de væbnede styrkers side,« hedder det i en erklæring fra Udenrigsministeriet.

Selvom regeringen således affejer de mange, der forsøger at råbe omverdenen op om de overgreb, der finder sted i Mexico, kan den ikke skjule, at landet ikke kan siges at være en velfungerende retsstat, og at der finder mange mord og forsvindinger sted, som er militærets og politiets ansvar. Alene det, at CIDH på linje med mexicanske og udenlandske menneskerets- og ytringsfrihedsorganisationer udtrykker dyb bekymring over forholdene, burde få præsident Calderón og hans regering til at tage de 20.000 underskrifter alvorligt.

Mange mexicanere lever efterhånden i konstant frygt for, at de og deres familie bliver de næste ofre for volden fra kartellerne, militæret, politiet eller de utallige kriminelle bander, der udfylder en del af det magttomrum, som konflikten har skabt.

Sidste digt

Mange er imidlertid ved at overvinde frygten. Det viser de fredsmarcher og protester, som digteren og journalisten Javier Sicilia satte i gang i foråret i vrede og fortvivlelse over, at hans søn Juanelo sammen med seks kammerater blev brutalt myrdet i byen Cuernavaca i marts i år.

»Nos tienen hasta la madre«(Vi har fået nok af jer!) lød hans vredesråb til myndigheder og forbrydere, da han satte de første protester i gang. Det er foreløbig blevet til flere fredsmarcher og protestmøder med hundredtusinder af deltagere.

Sicilia skrev i sin fortvivlelse og vrede et digt, som han læste ved et møde den 2. april. Da oplæsningen var slut, sagde han: »Verden er ikke længere værdig til ordet, dette er mit sidste digt, jeg kan ikke digte mere ... poesien findes ikke længere i mig.«

Kort efter midnat den 6. januar i år fandt forbipasserende et blodigt kvindelig på gaden i centrum af den store, nordlige grænseby Ciudad Juárez. Venstre hånd var skåret af og en plastikpose trukket over hovedet. Først fire dage senere blev hun identificeret som den 37-årige digter og menneskeretsaktivist Susana Chávez Castillo.

Hun nød stor respekt især blandt kvinderne i byen, der siden 1990'erne er blevet berygtet for de mange uefterforskede mord på især unge kvinder, og for gennem de seneste fem år at være verdens farligste by.

Susana Chávez var nemlig en ledende stemme i protesterne mod volden, overgrebene og mordene i millionbyen, som de senere år har oplevet en masseflugt. Op mod 300.000 mennesker skal have forladt byen og dens vold — som narkokartellerne, militæret, politiet og småbander deles om at udøve.

Og Susana digtede. Hendes digte handlede om den virkelighed, hun levede i, og som hun var engageret i at forandre. Hendes digte er lige så grumme, som den virkelighed hun levede i.

Politiet anholdt hurtigt tre unge mænd for mordet og fik dem tiltalt. Ifølge politiet skal Susana Chávez have slået følge med dem på en druktur, der skal have endt hjemme hos en af dem, hvor hun så skal være blevet dræbt. Den historie tror ingen på. Ingen kvinde i Ciudad Juárez slår følge med tre ukendte mænd for at gå på druktur. Og slet ikke Susana Chávez, der kendte risikoen efter mange år som frontfigur i kampen for menneskerettigheder.

Global protestkampagne

Sagen er typisk for retstilstanden i Mexico. Susana Chávez var en kendt skikkelse, så myndighederne vidste, at der ville komme et stærkt pres fra ind- og udland for at få opklaret mordet og stillet de skyldige for retten. Derfor greb man til den gammelkendte metode med at pågribe nogle tilfældige personer, forhøre dem, sigte dem og rejse tiltale mod dem. Hokuspokus, endnu et resultat i kampen mod voldskriminaliteten.

Men resultatet er en endnu større utryghed i befolkningen. Den underbygges af, at journalister er blevet et stadig vigtigere mål for såvel karteller som myndigheder.

Alene fra december 2006 da præsident Calderón tiltrådte og erklærede kartellerne krig til september i år, er 35 forfattere og skrivende journalister blevet dræbt og otte forsvundet ifølge International PEN.

Regner man alle dræbte og forsvundne journalister i perioden med, kommer tallet op omkring 60. Det gør Mexico til et af de farligste lande at arbejde i som journalist.

Mange journalister bliver desuden truet og angrebet. Det har skabt en atmosfære af usikkerhed mange steder i landet. Ikke kun hvor narkokrigen raser, men også hvor lokale politiske konflikter spidser til. Mange medier og journalister vælger selvcensuren, andre rejser bort. Flere journalister har søgt asyl i USA og Canada.

Men journalisterne vil heller ikke bøje nakken. Derfor har journalister og forfattere flere steder i Mexico tilsluttet sig PEN's internationale kampagne på De Dødes Dag den 2. november. Her vil man mindes de afdøde kolleger og protestere mod mordene og forsvindingerne med de traditionelle altre og ofrendas, gaver til de afdøde.

 

Jens Lohmann er journalist og forfatter specialiseret i latinamerikanske forhold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Når man læser dette - og hører om Mexico i det hele taget - , kommer man til at: - er dette land et demokrati? Men det er det jo. Hvorfor i alverden vælger de så ikke nogle politikere, der kan dreje samfundet i en ny retning?

Niels-Holger Nielsen

Irrationaliteten trives i Imperiets baggård.

Mon ikke mexico snart bliver annekteret af usa og israel. De kan jo tydeligvis ikke styre deres eget land og usa's narkoefterspørgsel samtidig. Eller byg en mur, det pynter sådan i landskabet.