Myter om barnløse stortrives

Folk, der ikke kan få børn, er altid blevet mødt af myter og fordomme. Især den kvindelige del af barnløsheden har været udsat for samfundets undrende og fordomsfulde blik.

Vi skal ikke længere tilbage end slut 1970’erne for at finde videnskabelig litteratur om med psykosociale forklaringer som, at kvinder der ikke kunne få børn havde et uafklaret forhold til deres egen mor og var uafklaret i forhold til en potentiel karriere/familie konflikt. Gentagne spontane aborter blev forklaret med, at kvinderne endnu ikke var klar til at være mødre — aborten var dermed en reaktion fra den uforberedte livmoders side.

I dag vil de fleste nok trække på smilebåndet af den slags argumenter, der synes at være hentet fra Tyttebærmajas almanak. Ikke desto mindre skorter det ikke just på folkelige myter og fordomme om barnløshed. Myter der i sidste ende kan få stor indflydelse på, hvilken behandling vi vælger at tilbyde de barnløse.

En af de mest gængse myter blev for nylig serveret af Informations Tina Splidsboel (5. november). »Skal staten virkelig bøde for mine egoår?«, spurgte hun. Hun har selv med åbne øjne har udskudt at få børn til et tidspunkt, hvor hun ved, at hendes frugtbarhed vil være nedsat. Derfor mener hun ikke, at staten bør stille skattefinansieret fertilitetsbehandling til rådighed for at forløse hendes familiedrømme.

Problemet er ikke Tina Splidsboels holdning. Problemet er, at hun er bærer af en række moderne myter om ufrivilligt barnløse. I hendes tekst bliver barnløshed et selvforskyldt problem. Samtidig får hun insinueret, at kvinder med aldersbetinget nedsat frugtbarhed let kan få et barn, hvis de går i fertilitetsbehandling. Og sidst men ikke mindst fremstilles brugerbetaling på fertilitetsbehandling som en ansvarlig samfundsøkonomisk tilgang i en økonomisk krisetid.

Ingen af de tre påstande er korrekte. Ydermere er det vigtigt at understrege, at vi også før den nuværende lovgivning havde en ganske restriktiv adgang til offentlig fertilitetsbehandling. Et par kunne maksimalt få tre behandlinger og kun til barn nummer et. Kvinder, der var fyldt 40 år, havde ikke adgang til offentlig fertilitetsbehandling. Området har altså altid været velreguleret. Der har aldrig været en gavebod.

Ikke selvforskyldt

Tina Splidsboel er langt fra den eneste, der abonnerer på myten om, at barnløshed er selvforskyldt. Faktisk er det den forestilling, der hyppigst kommer frem i den offentlige debat om barnløshed og fertilitetsbehandling.

Og det er da også korrekt, at forhold som stigende alder, overvægt og rygning er risikofaktorer for nedsat frugtbarhed.

Men risikofaktorerne er sjældent den primære årsag til barnløsheden. Nationale opgørelser viser, at omkring 90 pct. af alle fertilitetsbehandlinger i Danmark skyldes en reproduktiv sygdom. Det drejer sig om en lang række tilstande hos både kvinden og manden, herunder tidligere underlivsbetændelser, polycystisk ovarie-syndrom (PCOS), endometriose (forekomst af væv fra livmoderslimhinde i f.eks. bughule og æggeledere), følger efter kirurgiske indgreb ved f.eks. sprængt blindtarm, betændelsestilstande i tarmen samt svært nedsat sædkvalitet.

Derudover behandles fertilitetspatienter med en lang række konkurrerende lidelser, hvor fertiliteten er nedsat som konsekvens af deres grundsygdom — det gælder ikke mindst for patienter, der er helbredt for kræft. Oven i dette kommer så en negativ effekt af livsstilsfaktorer som f.eks. overvægt og rygning.

Ufrivilligt barnløse er ikke en særlig gruppe. Forskning viser, at ufrivilligt barnløse par i gennemsnit begynder at prøve på at få børn, når de er på samme alder, som de par, der ikke har en reproduktiv sygdom. De har også samme sundhedsadfærd med hensyn til overvægt og rygning som de par, der får børn uden at have problemer med nedsat frugtbarhed. Fordi noget er en risikofaktor i forhold til ufrivillig barnløshed, er det altså ikke nødvendigvis årsagen til barnløsheden.

Ufrivillig barnløshed er ikke selvforskyldt, og der er meget lidt de ufrivilligt barnløse kan gøre for at forøge deres frugtbarhed — udover at rygere kan holde op med at ryge og overvægtige kan tabe sig.

Mange opfatter fertilitetsbehandling som den sikre vej til at blive forældre, hvis det viser sig, at man har en reproduktiv sygdom. Men også her har vi at gøre med en myte. Selv om vi i Danmark har adgang til fertilitetsbehandling af meget høj kvalitet med en høj succesrate både i det offentlige og i det private sundhedsvæsen, lykkes det ikke alle at blive forældre efter fertilitetsbehandling.

Studier, hvor man igennem fem år fulgte mere end 1.300 par i fertilitetsbehandling, viser, at hvis kvinden var yngre end 35 år, da fertilitetsbehandlingen begyndte, opnåede tre ud af fire at få mindst et levendefødt barn. Men hvis kvinden var 35 år eller ældre, opnåede kun godt halvdelen at blive forældre.

Med andre ord: Selv med en fertilitetsbehandling af høj kvalitet opnår ca. 30 pct. ikke et få levendefødt barn. Behandlingerne kan med andre ord ikke kompensere for de biologiske konsekvenser af stigende alder. Når aldersdebatten kobles sammen med fertilitetsdebatten opstår der altså ikke alene fordomme om barnløse, men også falske forventninger.

Lommerne er tomme

Men hvad så med argumentet om, at vi ikke har råd til skattefinansieret fertilitetsbehandling? Selv om vi befinder os midt i en krisetid, holder det argument heller ikke.

I gennemsnit bidrager alle individer over et livsforløb med en nettoindtægt til staten i form af skatter og afgifter. Sundhedsøkonomiske beregninger baseret på danske tal viser, at over et livsforløb bidrager hvert enkelt menneske i gennemsnit med en nettoindtægt til samfundet i form af skattebidrag mm, når udgifter til børnehave, skole og uddannelse, sygdomsbehandling (herunder fertilitetsbehandling) og pension er fratrukket.

Et barn født efter fertilitetsbehandling, hvor moren var under 40 år, da behandlingen blev gennemført, vil som voksen 50-årig have bidraget med en nettoindtægt til staten på 1,15 millioner kroner. Hvis moren var 40 år eller ældre ville udgifterne til fertilitetsbehandling have været noget højere, da graviditetssandsynligheden er lavere med stigende kvindealder, og det voksne barn vil som 50-årig have bidraget med en netto-indtægt til staten på 1,04 millioner kroner.

Indførelsen af brugerbetaling på fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen i januar 2010 har medført et 25 pct. fald i antallet af fertilitetsbehandlinger på landsbasis. Konsekvensen er, at der fødes omkring 1.000 færre børn i 2011. Dette betyder, at staten over en 50-årig periode må påregne et betydeligt indtægtstab pga. de udeblevne fødsler.

Demografisk bombe

Igennem de seneste 40 år, har vi i Danmark født færre børn end det antal, der skal til for at opretholde en befolkning i balance. Dette betyder, at vi aldrig tidligere har haft så mange personer over 65 år og så lavt et antal personer i den fertile og den arbejdsduelige alder.

De fleste andre EU-lande slås med tilsvarende problemer. Derfor har EU-parlamentet længe haft fokus på den demografiske udvikling og arbejder med en lang række tiltag, der skal bringe demografien i balance. Her er det værd at bemærke, at Parlamentet betragter reproduktiv sygdom (infertilitet) som et samfundsmæssigt problem, og ser fertilitetsbehandling som en del af den mangefacetterede løsning på de demografiske udfordringer med aldrende befolkninger. EU har således i 2008 opfordret alle medlemslandene til at sikre, at par har ret til universel adgang til fertilitetsbehandling.

Der er altså både menneskelige, etiske, samfundsmæssige såvel som samfundsøkonomisk vægtige grunde til at sikre adgang til offentlig finansieret behandling af reproduktiv sygdom, således at så mange som muligt kan få de børn, de ønsker sig — også selv om det for nogle betyder at vejen måske går forbi en fertilitetsklinik.

Lone Schmidt er lektor, dr.med., ph.d. ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet Anja Pinborg er overlæge, dr.med. ved Fertilitetsklinikken Rigshospitalet og formand for Nordisk Fertilitetsselskab Karin Erb er laboratorieleder, Fertilitetsklinikken på Odense Universitetshospital og formand for Dansk Fertilitetsselskab Søren Ziebe er klinikchef, dr.med. ved Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet