De omfattende demonstrationer og protestbevægelser rundt omkring i verden har vakt betydelig offentlig opmærksomhed. Af gode grunde. I den arabiske verden har der været tale om egentlige oprør, hvad man jo ikke kan sige, når det gælder Europa og USA. Men en vis uro synes at brede sig blandt ’iagttagerne’, som man siger. Måske også hos magthaverne?
’Hvorfor eksploderer oprøret nu?’, spørger de. Det kan man så spekulere over. Men det er ikke et spørgsmål, der kommer indefra, fra oprøret og de demonstrerende selv.
Lad os i stedet spørge lidt anderledes. Hvad er det, der er i bevægelse? Hvad er det, der begynder aftegne sig i disse manifestationer? Er der noget, der binder dem sammen på tværs af deres meget forskellige samfundsmæssige kontekster og betingelser?
Hvis vi vil prøve at besvare de spørgsmål, er det vigtigt, at vi ser dem i et større historisk perspektiv. Selvfølgelig relaterer de sig — i hvert fald i USA og Europa — til kapitalismens tilspidsede krise, men de kan ikke bare forstås i forhold til den. De skal snarere ses som del af en understrøm i den moderne historie, der er langt mere konstant og omfattende, end man ofte gør sig klart.
1983 udgav Robert Jungk bogen Menneskeskælv. Den rummede en 33 sider lang »kronologi over uroen« i ét år, 1982. År for år kunne man gøre det samme. Spændvidden er enorm. I den ene ende finder vi beretninger, der slipper ud fra Kina og fortæller om vedvarende og udbredt uro de sidste mange år, undertiden oprørslignende. I den anden ende ser vi omfattende studenterprotester over hele Europa.
I hvert fald siden 1960’erne har der været en uophørlig uro i verden. Ind imellem fortætter det sig til store protester, bevægelser, måske opstande. Jungk kaldte det »menneskeskælv«, rystelser af samme kraft som jordskælv, umulige at forudsige, dog ikke tilfældige, men relateret til mere grundlæggende bevægelser. Ikke et naturfænomen, men udtryk for menneskers bevidste protest og modstand.
Som regel har disse protester forskellige, konkrete anliggender, kun undtagelsesvist en fælles som ved de verdensomspændende protester op til invasionen i Irak. Men selv om målene og formerne er vidt forskellige, er der også noget, der binder dem sammen — potentielt i hvert fald. Noget som man kan knytte håb til.
Det er et ønske om at leve på en anden måde, om et menneskeligt liv. »Vi vil leve, overleve: det er for lidt«, som det hed i en italiensk kampsang i 1970’erne. Det var det politiske omdrejningspunkt for hele oprøret i 1960’erne og 1970’erne, ikke en ’livsstilsspecialitet’ for hippierne, som man åbenbart gerne vil se det i dag.
Ønsket var et udtryk for en forventningshorisont, der rakte langt videre end til dem, der tog del i oprøret. Dengang som i dag var det primært unge, der offentligt og personligt legemliggjorde denne forventning, men det betyder ikke, at den kan reduceres til et ungdomsfænomen. Den har en langt mere fundamental kulturel forankring. I det perspektiv kan vi også se de aktuelle bevægelser.
Hinsides politik
For de fleste er det ubegribeligt, at Besæt Wall Street-bevægelsen ikke har formuleret nogen konkrete krav. En politisk bevægelse uden krav? Hvordan skal man så kunne forhandle med dem? Hvordan skulle de kunne opnå noget, når de ikke stiller krav?
Men i deres måde at være offentligt til stede på, viser de på hverdagslivets niveau et konkret alternativ til det, Wall Street repræsenterer. Bevægelsen er i selve sin form et overlegent moralsk argument, der ikke kan forhandles og relativeres. Deri ligger også en politisk opfordring og et krav. Besæt Wall Street betyder: Noget andet må sættes i stedet for dette. »Ægte demokrati nu,« siger los indignados i Madrid. »Vi kræver en etisk revolution«.
Det kan der ikke forhandles om. Men der kan forhandles om hvordan og om de konkrete former og skridt. Men det er ikke ’bevægelsen’, der skal gøre det. Den skal ikke feticheres til et politisk subjekt. Det ville være den fascistiske vej: bevægelsen, il movimento, som agerende masse, hvor de enkelte individer er ligegyldige — i den højere sags tjeneste.
I de nuværende protestbevægelser ser vi noget helt andet. Protesterne antager en social form, der netop foregriber en anden måde at leve på. Tahrirpladsen i Kairo, Puerta del Sol i Madrid, Zuccotti Park i New York — det er ikke tilfældigt, vi lærer protestbevægelserne at kende som pladser. Heri ligger der mere end blot navngivning til mediebrug. Overalt har demonstranterne — for en tid — slået sig ned på disse pladser og forvandlet dem til menneskelige levesteder, kendetegnet ved »civil ulydighed og social omsorg på samme tid«, som Mikkel Thelle skriver om Zuccoti Park (Information 28. oktober).
Her opstår der nye former for offentlighed — en modpraksis til de neoliberale privatiseringsstrategiers nedbrydning af egentligt offentlige steder i byrummet. Frie, selvregulerede former for offentlighed: Det er på én gang effektive protestformer, yderligere rekrutteringsgrundlag for bevægelserne og begyndelser til en modmagt. Derfor bliver de ryddet med magt, og derfor dukker de op igen.
I juni talte jeg med en ph.d.-studerende fra Kairo. Hun fortalte om noget tilsvarende hos dem. Om bevægelsen som begyndelsen på en civilisering af hverdagslivet. Om selvorganiseringer i hverdagen, om kvindernes centrale rolle i protesterne. Om myndighedernes angst for frie offentligheder. Det svarer til, hvad studerende, der besøgte universitetsbesættelserne i Barcelona, forløbere for de store demonstrationer, har fortalt.
Således peger disse bevægelser ikke narcissistisk på sig selv som bevægelser, men tilbage mod hverdagslivet, og dermed på alle menneskers forhåbninger.
Ønsket om en ændring af hverdagslivet, af vores liv hver dag, det er, hvad de stræber mod og springer ud af. »Jeg vil ikke have en ny iPhone. Jeg vil have et nyt liv.« En anden måde at leve på.
Det er, i nye former, også den politiske kerne i de aktuelle protestbevægelser. Det rækker ud over traditionelle forståelser af politik. Det er det universelle potentiale, der kan forbinde dem på tværs af deres forskellige konkrete situationer og mål.
Og det forsvinder ikke bare, når den aktuelle protestsammenhæng ebber ud. Det gør det ikke, fordi det ikke er opstået med protesterne som sådan, men er den jordbund, de vokser frem af. ’Vi går langsomt, fordi vejen er lang.’
Mod en anden økonomi
Verden over er der masser af begyndelser til En anden måde at leve på. Det omfatter også andre måder at arbejde og producere på, en anden økonomi. Og det er måske det vigtigste. Nye former for offentlighed er ikke nok. En omlægning af samfundene i retning af bæredygtighed forudsætter, at mennesker selv tager ansvar for deres arbejde. Ikke bare for arbejdsforholdene, men også for det, de skaber. De dominerende ledelses- og managementstrategiers primære funktion er at forhindre det. I vores samfund støder de hver dag sammen med de arbejdendes bestræbelser på at lave et godt stykke arbejde. Det sker f.eks. i velfærdsinstitutionerne, hvor de ansatte i stigende grad bliver tvunget ud i et kulturhykleri: de må ikke kritisere institutionerne, men må gøre gode miner til slet spil, samtidig med at de alligevel prøver at gøre deres arbejde godt nok. Et sådant kulturhykleri undergraver samfundsmoralen — præcis som vi så det i de kommunistiske stater i deres stagnationsperiode.
Bestræbelserne på at ændre tingenes tilstand udgør en understrøm i hverdagen. Samtidig er der ved overfladen egentlige forsøg på at skabe en anden økonomi, herhjemme godt nok i det små, men dog åbninger mod alternativer med en større rækkevidde. Hvis udsynet er vidt nok, får også de små begyndelser en anden horisont. Det er en sådan anden samfundsmæssig horisont, der markerer den indre sammenhæng mellem protestbevægelserne og udgør deres politiske potentiale.
En radikal reformpolitik
Protestbevægelserne i sig selv er ikke det vigtigste. Men ’alternativerne’ skal heller ikke idealiseres. En anden verden opstår ikke bare gennem en mangedobling og koordinering af dem. Et politisk svar er ikke hjulpet af en abstrakt snak om »en helt ny demokratisk konstitueringsproces« (Hardt og Negri, Information 28. oktober). Det må bevæge sig i et andet spændingsfelt: Omfattende udvekslinger på græsrodsniveau, også på tværs af kontinenterne, er af afgørende betydning.
Men samtidig må man lokalt, regionalt, arbejde for at skabe nye politiske konstellationer, hvor alternative eksperimenter kan spille sammen med og blive understøttet af en reformlovgivning, der overhovedet kan gøre bæredygtige forandringer mulige på et samfundsmæssigt niveau.
Det kræver læreprocesser på begge sider, men det er muligt. Jeg kalder det radikal reformpolitik. Det kan vi alle bidrage til med de forskellige udgangspunkter og begrænsede muligheder, vi nu har. »Skal man angribe samfundsstrukturerne udefra eller indefra?«, spørger Information mig, da jeg blev opfordret til at skrive denne kronik. Svaret er ja.
Birger Steen Nielsen er aktionsforsker og professor i Uddannelsesforskning på RUC. Til december udgiver han artiklen ’ Vinden blæser på spørgsmål og svar. Om kritisk humanisme og universitetets opgave i dag’ i Social Kritik/128. Til januar kommer bogen ’Pædagogisk faglighed i daginstitutioner’ på Frydenlund.
Kronikserie: Oprør
Det Arabiske Forår, ungdomsoprør i Spanien, vrede masser i London, Besæt Wall Street i USA. Oprøret breder sig, og de demonstrerende kræver et nyt samfund. Hvorfor eksploderer oprøret netop nu? Hvad skal der til for, at råbet bliver hørt, så oprøret ikke ender som en fuser? Hvad kan vi lære af tidligere oprør? De spørgsmål sætter danske og udenlandske eksperter og oprørere fokus på i Informations kronikserie.
Seneste artikler
Oprør uden opbakning
5. december 2011En bølge af sociale protester skyller over Europa. Forrest i kampen går en politiseret ungdomsgeneration, der mangler arbejde og savner demokratisk indflydelse. Men hvor er de etablerede organisationer og fagforeninger?Danskerne har indledt et stille oprør
24. november 2011Landet over er vi er begyndt at udvikle nye fællesskabsbaserede svar på krisen, men vi mangler fortsat en proces, der kan sikre, at deres potentiale udfoldes tilstrækkeligt hurtigt. Og her er det traditionelle politiske system ikke til megen hjælp — snarere tværtimodRevolutioner vokser sjældent ud af geværløb
19. november 20112011’s oprør har været forbløffende ikke-voldelige. Og det kan vise sig at være første skridt til sejr for de protesterende. Historien viser nemlig, at ikke-voldelige protester er mere end dobbelt så effektive som voldelige
Ja, det er et godt spørgsmål. En af grundende til at det er et godt spørgsmål kan ses her:
http://www.thedailyshow.com/watch/wed-november-16-2011/occupy-wall-stree...
Verdensøkonomien kontrolleres af 147 multinationale banker, og de demokratiske, politiske systemer har fuldstændig mistet enhver styring og kontrol. Det er problemet i en nøddeskal. Læs Robin Engelhardts tankevækkende artikel i Ingeniøren Det nye oligarki sidder på verdensøkonomien.
Lars Højholt, det første grundlæggende er at begynde at stille større krav til produktion - den skal være indlysende nyttig uden at skade mere, end den gavner, og den skal levere svar på nogle af de problemer, der tårner sig op. Den skal såvidt muligt være automatiseret, og den skal ihvertfald ikke være fysisk nedbrydende. - Og så skal den først og fremmest have et videre formål end at indfri lokale ønsker om 'vækst', den skal foregå i samarbejde med resten af verden, til fælles fordel.
Det virker dårligt, at anvende sin arbejdslogin,/(den lille grafik før navnet;) i kommentar felterne, når det ikke er kommentarer henvendt til artiklen som skrives, men henvendt til læserne....
kunne du/Information ikke indsætte dem under artikelteksten og før kommentarne?
Synes det er fint, at ansatte ved Information,deltager i kommentarne, så længe kommentarne tager sit udgangspunkt i artiklen, eller til kommentar som andre har skrevet.
@Lars Højholt: Nu kender du pludselig ikke din plads mere, som skal være længere nede i tråden, nemlig der, hvor den tynder ud og trænger til en saltvandsindsprøjtning. Jeg kan fx godt læse artiklen og kommentere den uden en hr. lærers omsorg.
Forummet er et hårdt sted med kontante afregninger, men de skal til gengæld også være korrekte og retfærdige. Enhver lægger sig selv blot her.
Interessant artikel.
"»Skal man angribe samfundsstrukturerne udefra eller indefra?«, spørger Information mig, da jeg blev opfordret til at skrive denne kronik. Svaret er ja".
Så fint svaret, og så ligger der en hel masse i det, der kan give anledning til en ny artikel.
Jeg arbejder mest i bunden, går til møder, stiller gode spørgsmål, lader være med at holde modforedrag og ævle løs. Det er nærmest et folkeopdragelsesprojekt, vi skal igennem. Mange møder er dræbende, fordi folk ikke har en finfølelse over for det spindelvæv, der går under navnet demokrati.
Ka`man det - æ bæ ??
Alle ska´da ha en "Din konto" som staten kan kontrollere - ikke - æ bæ - og bestemme - om de vil sende et slow-brev til dig, (mens postkasserne - der nu lige skal have en flytte-tuttelut-tur - inden de helt skal nedlægges) - eller om den vil sende dig en e-meddelelse ?
Hvad mon der sker, hvis alle de snart gamle medborgere i DK ikke VIL have disse elektroniske hjælpemidler i deres livs efterår, og i stedet bruge tiden til noget de synes er fornuftigt ?
Joo, og det var vist en rigtig Anders And historie !
@Michael Skaarup og @Niels-Simon Larsen
Tak for jeres kommentarer og kritik. I må selvfølgelig alle debattere frit og mine kommentarer er ikke et forsøg på at diktere debatten i en retning, som I ikke mener den bør tage. Men Birger Steen Nielsens indlæg rejser en kritik og nogle spørgsmål, som går igen i tidligere indlæg og artikler om emnet, ligesom vi løbende debatterer omfanget og karakteren af occupy-bevægelsen på redaktionen. Derfor er min hensigt ganske simpelt at høre jeres fortolkning af begivenhederne, og de konsekvenser I tror de vil få på længere sigt - ikke mindst til inspiration i vores daglige arbejde med at dække området. Vi får heldigvis enormt mange kvalificerede kommentarer, ideer og erfaringer fra jer læsere, og dem vil vi gerne bringe lidt tættere på redaktionen.
Jeg synes, at det er FANTASTISK, at en redaktionel medarbejder deltager aktivt!
Så længe få bestemmer over mange, er der mange som ønsker andet.
Det er ganske usædvanligt, at avisens medarbejdere indleder debatten om artiklerne. Og det virker altså helt forkert.
To strøtanker - ikke til et manifest for et nyt liv, men til andre måder at møde verden på:
1. Hver gang du køber noget, du indser, du intet behov har for, skal du i stedet for at sige "Just doing my little bit to save the economy", sige "Just doing my little bit to destroy the world"
Det har haft en forbrugsnedsættende effekt på mig.
2. Smid det værste postmoderne tanke-vraggods overbord: Hvis nogen prøver på at overbevise dig om noget, er de uskyldige indtil andet er bevist. At forsøge at overbevise nogen om noget er langt fra altid og nødvendigvis en totalitær handling, der kun handler om hvem, der dominerer - det er ofte et udtryk for respekt: "Jeg har den her idé (nulvækst, omfordeling, eller hvad det nu er) som jeg tror vil være god for det menneskelige fællesskab, og at du derfor vil sætte pris på den".
Med andre ord: Antag, når du taler med folk, at de mener, hvad de siger, og ikke kynisk dækker over noget andet. Det gør, at du kan opnå en egentlig meningsudveksling, og det tvinger begge parter til faktisk at prøve at nå frem til en eller anden konsensus, eller alternativt en fortsat uenighed, men med den forskel, at begge parter nu ser, at modparten egentlig også har det fælles gode i tankerne.
Det er en taktik, som er svær for dem, der er trænet i hykleri, fordi den er uvant for dem - pludselig bliver det, de siger, taget bogstaveligt og alvorligt... modparten stiller sig ikke tilfreds med en hurtig konklusion: 'du er hykler, det er meningsløst at tale med dig', men går ind i samtalen og udfordrer indholdet i det man siger
Jeg vil have, jeg vil have, jeg vil have......! Skal vi alene vente på politikerne, så når vi det ikke! Vi må SELV gå igang med et kursskifte. Sideløbende med, at du undersøger og finder ud af den store sammenhæng og nødvendigheden af den store OMSTILLING, så må du derfor SELV gå igang med kapacitetsopbygning af bl.a. nye bæredygtige fællesskaber. Så stop flæberiet og kom igang med at udvikle lokale robuste fællesskaber (fødevarer, energi mv.). Vi har brug også for dig, hvis omstillingen og på sigt et systemskifte skal lykkes. Og du og dine venner vil få masser af ny livsmod sammen med de nye fællesskaber.
Det er en meget brugbar strategi, Anders Sybrandt Hansen. Selv går jeg som hovedregel ud fra, at folk har valgt at beskæftige sig med det, de har lyst til - medmindre der er åbenlyst tale om nød.
Det tager forbløffende mange højst fortydeligt op!
"Det er ganske usædvanligt, at avisens medarbejdere indleder debatten om artiklerne. Og det virker altså helt forkert."
Der bliver sådan en varieté-stemning over debatterne; vi venter på Clement som kan snitte kejserens klæder til for os. Derpå kan vi atter tale og skryde i dertil indrettede, diskursive båse.
"Hvis I er enige i dette, hvordan formulerer I så et manifest for “et nyt liv”?"
Ved at undlade noget sådant.
"Hvad er de bærende værdier og principper i dette manifest?"
Det er de handlinger, som udgår fra modviljen mod at 'manifestere' sig. Især værdier har det med at forsvinde når man begynder at italesætte dem. Bl.a. derfor leder og søger så mange virksomheder, samfund og grupper efter værdier. Mens de helt glemmer at deres søgen faktisk afspejler værdierne.
Jeg har et blødt punkt for Lars Højholt. Han går ind til tigrene, en gang, to gange og tredje gang får han en klo.
Det er ikke journalisterne, jeg som debattør har brug for, men forfatterne af artiklerne (henholdsvis de interviewede).
Det vil være noget epokegørende nyt, hvis nogle stillede op til tæsk/ros. Der ville blive mindre sandkasse over debatterne, og jeg tror ligefrem, at det ville få nogle til at læse deres indlæg igennem, inden de trykkede på SEND.
Nå, ikk'?
Med hensyn til indholdet i artiklen:
Hvad vil de egentlig, de protesterende? Vil de virkelig en anden måde at leve på? Man kan godt blive lidt skeptisk, når man ser på Spanien, hvor Los Indignados sommeren igennem har holdt kæmpe demonstrationer og fyldt Plaza del Sol i Madrid., og når så valget kommer, så vælger de gud hjælpe mig Partido Popula, der vil styrke de rige og finanskapitalen, og lade de almindelige og de fattige (de 99%) betale. Var det det, de ville?
Niels Johan Juhl-Nielsen
Jeg er enig med dig, men der er mange forskellige måder at kæmpe på; alt efter den enkeltes temperament, talenter, muligheder, erkendelsesniveau, overskud og determinering. Du peger på noget, som er meget vigtigt i kampen for en ny verden: umiddelbart engagement i samvirket med andre mennesker, resten af naturen og konkret vekselvirkning med materien, livskilderne. Vil du ikke give mig ret i, at kampen vokser igennem kamp på mange planer, som hverken udelukker hinanden eller kan undvære hinanden?
God kam!
Lang kronik, der egentlig bare siger det samme som kritikerne af OWS (et al): Protesten er uden formål.
Peter Jensen
"Især værdier har det med at forsvinde når man begynder at italesætte dem."
Rigtigt og forkert. Nogle værdier bliver mere manifeste, når de italesættes. Behøver jeg at give eksempler. Du får et: Afskaffelsen af efterlønnen. Efterlønnen er det mest kreative, som kapitalismen nogen sinde har fundet på. En tid, hvor man endnu er ved sine sansers fulde brug og hvor man kan få afløb for den empati og erkendelse, som ikke blev efterspurgt, da man var trækdyr. Efterlønnen kunne være blevet den periode i folks liv, hvor de på en gang kunne udnytte deres potentiale for at være samfundsmæssige og tage en afsked med tilværelsen, hvor de havde fået lov at sætte et personligt og erfaret aftryk på fremtiden. Rygterne siger, at de kun er interesseret i golf og villaer ved middelhavet, så italesættelse betaler sig, men for hvem, og hvem har magt til at italesættelse.
Italesættelse af krig mod diverse akser af ondskab virker tilsyneladende fint. Mener du, at vi skal give afkald på italesættelse, fordi den kolde kalkulation altid overtager udlægningen? Findes der ikke en guerilla-kind-of-italesættelse? At OWS ikke italesætter deres krav til omvekslelig mønt, er en taktik, som kan vise sig at have langtrækkende betydning, men før eller siden må den italesættes. Kampen om virkeligheden og kampen om overlevelse vil før eller senere kræve italesættelse. Byg styrken op imens, og vær ikke bange for personlig italesættelse. Kaos kræver af dig, at du når dit medmenneske både igennem italesættelse og igennem handling.
Ned med kapitalismen!
Line Trasborg
Jeg er så glad for at høre din mening. Du behøver ikke at uddybe.
Ned med kapitalismen! Hørt!
Omstillingen vil i første omgang kræve, at befolkningerne indser konsekvenserne af deres forbrug og deraf lærer at forfølge andre idealer i tilværelsen - som nøjsomhed? Min erfaring er den simple, at det kræver et niveau af både selvsikkerhed og modenhed at identificere sin lyst til JegTelefoner, snesevis af bukser, skærme i det evindelige etc. som slet(hvis lysten er bestandig). Folk er usikre; de er bange for anonymiteten ved at leve et liv i nøjsomhed. Folk må simpelthen opnå en mere subtil erkendelse af menneskeheden og vor færden på denne, ja sårbare planet har det vist sig. Det kræver oplysning, oplysning, oplysning.
Balance i tingene er at samarbejde; ubalance er at konkurrere.
Og nu vil jeg så sætte mig foran husets fladskærm med en kop kaffe i hånden - produceret i Nicaragua -og se Top Gear. Og ja, forlegne væk i hykleri...
@ BIRGER STEEN NIELSEN
En kompliment til dig for en artikel med substans og mange spørgsmål og -
@Lars Højholt
imponerende at du åbner fænomenet med et par spørgsmål og inviterer læserne.
Eksistens er bevidsthed om en verden. Vision er skabelse af næste verden. Vi er visionære og derfor skabere.
Bevægelsen, som du nævner, er virkning, virkning, forandring og den forandring, der nu sker, er flytning fra en verden til en helt anden.
Uanset hvad vi - med vilje - ellers anser hele verden for, består den af energi formet som en bølge uden substans andet end i tanken.
Dette 'flow' er det, der bevæger os.
Tanken og dermed mennesket er fortrolig med flowet, og deri hviler 'tillid' til det ukendte, der bliver næste verden om lidt.
Erkender man disse elementære fakta, er det indlysende at den verden vi ser 'går af lave', absolut blot vil svinde ind til intet.
Den ny verden eksisterer ikke på forhånd, så Jeres efterlysning af, hvad folk ønsker, bliver ikke besvaret.
En ny verden er en nu-verden. Og hvorfor det? Fordi den skabes af universets kaosenergi formet af mennesket og først deri ses.
Kan det nu være rigtigt, hvad jeg her beskriver?
Bevægelsen er vejen til næste eksistensniveau. Det er en bevidsthedsmanifestation, som springer ud og kaster nye frø, hvorefter blomsten( den gamle verden ) visner og falder. Hvilket der er tydelige tegn på.
Så dit (Lars Højholt) manifest består af vision, kreativitet og tillid båret af kosmisk kaosenergi.
Samfundsstrukturerne angribes ikke, men forlades, da vi har nyt at tage os til.
Som en debattør bemærkede til en anden: "Vi skal af med skidtet". Skidtet er der nu, men om kort tid er det væk.
Også til Lars Højholt,
som på egne og sine kollegers vegne bad om inspiration fra ’Den Mindst Ringes’ debattører, men derved kom til at formulere sig i en ’os/jer’ modstilling, fik ’tæsk’ og vel derfor nu har slettet sit ’optaktsindlæg’, :-):
’Occupy’-bevægelserne og den måde de spreder sig på er vel bl.a. også et udtryk for en voksende selvbevidst ’planetarisering’, det vil sige en ’bevidstheds udvidelse’, af ’den unge generations’ verdens oplevelse, formidlet bl.a. af kommunikationsmidlernes udvikling, i en vis modsætning til ’den ældre generations’ oplevelse af ’verden’, der med alderen og på grund af de accelererende ’kriser’ world-wide er blevet gjort, og også gør sig selv, :-), mere ’snæversynede og indskrænkede’ bl.a. for manges vedkommende af samme kommunikationsmidlers evindelige underholdnings ’pladren’.
Denne ’planetarisering af den ungdommelige bevidsthed’ er dog endnu så vag og uafklaret i sin forståelse af, hvorledes man kan modarbejde de monetære magtcentre, der har overskredet de nationalstatslige afgrænsninger og samtidigt i stigende grad er ved at underlægge sig ’den frie forskning’, for bl.a. at kunne beherske de unges ’planetariserede bevidsthedsformer’, mens de overleverede politiske institutioner endnu enten er fastlåste indenfor disse nationalstatslige afgrænsninger eller uden tilstrækkelig offentlig gennemsigtighed.
Med hensyn til det sidstnævnte går skellet mellem kommunikationsmidlernes ’oplysning’ eller ’formørkelse’ også ned gennem journalistikkens informations filtrering, således som denne kommer til udtryk gennem de ’redaktionelles linjers’ udvælgelser af, om hvad og hvordan det er ’relevant’ at informere.
Både den nationale begrænsning og den utilstrækkelige gennemskuelighed af de fundamentale globalt omfattende beslutningsprocesser medfører, udover en undergravende korrumpering af de overleverede politiske institutioner, at disse sættes ude af stand til at kunne mobilisere de nødvendige modspil til den derved frigjorte monetærøkonomiske profitmaksimerings skalten og valten med menneskeskæbner og biosfæriske livsbetingelser.
Måske kunne Occupy bevægelserne, som planetariserede/planetariserende græsrodsbevægelser medvirke til at opbygge transnationale institutioner, der iblandt transnationale informations kanaler, :-), hvor de kunne formidle og koordinere sig i forhold til hinanden, så de kunne supplere det gamle 70’er-slogan om at ”tænke globalt og handle lokalt” med dets omvending, nemlig at ”tænke lokalt og handle globalt” eller udtrykt på en anden måde:
’mig, dig og vores iphones’, :-).
Med venlig hilsen
--Cold, Cold Feeling--
den fornemmelse man tit får lige inden en alvolig sygdom bryder ud, det det mærkes i alle de gigtsvage knogler at noget grimt er på vej.!
i dette mærkelige år, med alle de mærkelige uprises, først de Orkestrated uprises, og senere det vestlige, moske uforudsete reaktioner.!
hvad får besætterne på de vestlige pladser til at tro, at de frie markeds kræfter kan gøres demokratiske, - der er ikke demokrati i himlen.!
underforstået, heller ikke i de riges himmel, der er magt/penge.!
og sikke nogen sjove penge,-verdens virtuelle penge pengetank/boble er 10 gange større end hele verdens samlede inkomst.!
oprøret begynder hvor de "nyfattige", som før var medspekulanter/midelklasse,nu står der hvor de fleste af verdens befolkning har været hele tiden.!
er dette et oprør, der ikke kan slås ned.?-næppe alle oprør i verden også det Socialistiske, er slået ned, på trods af at moske mere end 100 milioner er døde i de gamle århundreder, i kamp for et bedre liv.!
her i vores lille reservat i information, aner man et håb om noget 1968 Itsi Bitsi lignende, kunne være en af vejene.!
oprøret dengang, fandt sted i en tilsyneladende uendelig højkonjunktur.! nu er vi det modsatte sted.!
det er både interesante og skræmmende scenarier, man kan forestille sig, især i usa.!
Libertarian/Tea Party der ikke vil dele med nogen og endog vil kæmpe for det, set imod nær ved 50 milioner fattige borgere, og moske snart flere der gerne vil have del i rigdommen, der er nok ikke meget Flower power i vente, de fleste har rigtige våben.!
vores fælles jord ejes af 1%, som også ejer medierne, og magten.!
skullel vi tage vores 99% tilbage, vil det jo nærmest være at nationaliserer, en forrygt Socialistisk ide.!
hvad det end bliver, må man håbe det beste, må deres gud være med dem.!
kl.-
"Libertarian/Tea Party der ikke vil dele med nogen og endog vil kæmpe for det, set imod nær ved 50 milioner fattige borgere, og moske snart flere der gerne vil have del i rigdommen, der er nok ikke meget Flower power i vente, de fleste har rigtige våben.!"
Ja, det er bevæbnede befolkningsgrupperinger. Helt enormt skræmmende. Synes det er rystende når man er i New York og ser udsendelser fra Tea Party højborgene, der er våben i samtlige stuer og i de fleste biler. Flere af dem går endda stolt rundt bevæbnet overalt med "Carrying Permits" (altså ikke i New York, men hvor udsendelserne sendes fra, ofte stater syd og midt).
Længe leve protestbevægelserne og demokratiets sande håndhævere!
Kaleb Larsen, det er ikke rigtigt, at vi er et helt andet sted end en højkonjunktur - der er langt mindre nød i verden end dengang, objektivt set, og der er langt bedre mulighed for at dække behovene hos verdens masser, hvis det altså ikke var for den ulige fordeling. Men den kan man ændre på.
Emil Jennings har en pudsig afslutningsbemærkning i sit indlæg: "Og nu vil jeg så sætte mig foran husets fladskærm med en kop kaffe i hånden - produceret i Nicaragua -og se Top Gear. Og ja, forlegne væk i hykleri…"
Man kan vel sige, at meninger og holdninger skal modnes i den enkelte før den bliver til handling.
Mens du drikker din kaffe kan det være du filosoferer videre og finder en ny vinkel, en ny måde, at starte den forandring der kan afstedkomme kapitalisternes endeligt.
Handling er i den sidste ende vigtigt, men det gælder om at få sig selv med. Jeg tror ikke lykken er at smide ét tankegods overbord, for derefter blindt, ved pludselig indskydelse eller indigneret protest, at adoptere et andet.
Peter Hansen siger.-
"hvis det altså ikke var for den ulige fordeling. Men den kan man ændre på."
hvem skal ændre dem der skal ændre på det.?
venligst. kl.-
Den samme absurde teaterforestilling opføres igen og igen i nye forklædninger på teaterbåden, alt imedens båden er læk og synker!!