International kommentar

Occupy-bevægelserne er Jesu sande disciple

Jesu vrede over templets kræmmere blev affødt af vrede over selve systemet — men i modsætning til vore dages lejraktivister havde hans protest voldelig karakter
Debat
10. november 2011

De kirkelige kustoder i St. Pauls katedral ser i det mindste indtil videre ud til have at givet sig. I et næsten tegneserieagtigt forløb er kardinalkollegiets leder trådt tilbage, mens Occupy London-demonstranterne har fået lov til at opretholde deres teltlejr frem til 2012. Uanset dette kan domkirkens stab finde trøst i det faktum, at de demonstranter, som har slået sig ned ud for deres hellige bygning, benytter sig af purt ikke-voldelige metoder.

Helt i modsætning til deres eget guddommelige forbillede. For snarere end at belejre Jerusalems tempel med protestbannere iscenesatte Jesus sin protest inden for murerne — og den var absolut voldsom snarere end fredelig.

Opstandelsen

Den opstandelse, som Jesus Kristus skabte på dette det helligste af alle steder, da han uddrev kræmmerne og væltede deres borde, var formentlig i sig selv nok til at få ham henrettet. At slå til imod templet var at slå til imod selve jødedommens hjerte.

Den omrejsende opkomling af ydmyg herkomst udfordrede dermed ypperstepræsternes myndighed på mest direkte vis. Selv nogle af hans kammerater har sandsynligvis set hans forbløffende trodsige handling som intet mindre end helligbrøde.

Vi får ikke at vide, om datidens uropoliti (tempelvagterne) slæbte ham væk derfra med magt, men de ville helt sikkert have følt sig fuldt berettiget til at gøre det. Givet er, at nogle medlemmer af herskende jødiske har søgt sig et påskud for at lukke munden på denne populistiske oprører.

De var bange for, at han i den stærkt anspændte atmosfære under den jødiske påske (der mindes udvandringen fra Egypten, red.) skulle udløse en opstand, der ville nedkalde Romerrigets fulde imperialistiske magt over de ulykkelige jøders hoveder. Hvis præsterne virkelig ledte efter en undskyldning for at gøre det af med ham, synes Jesus således selv at have leveret den til dem på et fad.

For ikke længe efter dette stykke politisk teater var han død. Og ikke blot død, men korsfæstet — bemærk her, at korsfæstelse var en straf, romerne hovedsageligt forbeholdt for politiske forbrydelser: Man blev fastnaglet til offentlig fremvisning som en advarsel til andre potentielle oprørere.

Ikke antikommerciel

Hvad havde Jesus så mod kræmmerne? Grunden kan ikke have været, at han var modstander af kommercielle transaktioner i sig selv. Faktisk synes han at have haft sin egen pengemand, Judas Iskariot, om end denne skulle vise sig at være af den slags, der ikke giver bogholderfaget noget godt ry.

Ej heller kan han have ment, at religion slet ikke må trækkes med så prosaiske anliggender. 'Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er' er ikke en erklæring om, at politik er én ting og religion en anden. Enhver jøde, der var bekendt med skriften, ville da også have vidst, at de ting, 'som er Guds', omfatter retfærdighed, medfølelse, at byde fremmede velkommen og at beskytte de fattige imod de riges vold.

Nej, det var det system, som kræmmerne var en del af, der sandsynligvis vakte Jesu Kristi indignation. Kræmmerne var i templet, fordi folk kom hertil for at ofre, og for at gøre dette måtte de i princippet medbringe et lam eller et par duer med sig hjemmefra. Dette kunne imidlertid indebære, at de måtte slæbe deres dyr over ofte ganske store afstand og det kun for ved ankomsten at risikere at få dem afvist som acceptable ofre.

Templets præster havde det nemlig med at opdage skønhedsfejl eller urenheder ved dem. Altså var det en mere sikker satsning at købe et dyr på stedet, men dertil var det nødvendigt at veksle sin lokale valuta til Jerusalems møntfod. Og her stod kræmmerne klar.

Jesus på linje med Marx

Den opfattelse vandt imidlertid indpas, at dette ikke var noget af en parodi på at yde sande ofre. For den gave, man tilbød, var i grunden ikke rigtig ens egen eller havde i det mindste kun været det i kort tid. Det var i stedet nødvendigt at give Gud noget, der var en del ens personlige liv, ikke noget, man tog ned fra en butikshylde.

Ligesom farisæerne, med hvem han havde mere til fælles end de fleste kristne bryder sig om at tænke, synes Jesus at have været af denne opfattelse. Han mente, at en gave på en eller anden måde må være et intimt udtryk for giveren, og at templesystemet nedbrød denne vitale forpligtelse. Hele processen var blevet automatiseret og upersonliggjort.

I så henseende lå Jesus så ganske på linje med en senere jødisk profet, Karl Marx, hvis begreb om fremmedgørelse indebærer netop et sådant brud mellem produktet og producenten. Under kapitalistiske betingelser, tænkte Marx sig, ophørte mænd og kvinder med at se sig selv afspejlet i deres hænders arbejde.

Jesus var ikke anti-kapitalist, lige så lidt som Dante var darwinist. Men han var parat til at risikere at gå i døden for at forsvare, hvad han så som en autentisk form for 'at give' imod et system, der forarmer denne akt. Som sådan ville han helt sikkert have forstået, hvad de mennesker, som for øjeblikket ryster af kulde ud for St. Pauls, er ude på.

For også de har jo formået at hensætte en herskende kaste i en tilstand af en uhellig panik. Og for så vidt må de regnes til hans disciple, uanset hvor meget nogle af dem — af forståelige grunde — måtte foragte organiseret religion.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her