Vi er på vej mod G-nul

Det er hårde tider for optimister som mig. De fire kulturer, som jeg hvert år opsøger — USA, Europa, Mellemøsten og Kina — har alle svære og måske uoverkommelige problemer. Verden er af lave.

Underskuddene og arbejdsløsheden i USA er daglig kost i medierne. Der har været store underskud før, men aldrig af de dimensioner, vi nu ser på både budget og betalingsbalance. Der er god grund til bekymring, og den bliver endnu større af, at der mangler politisk vilje til at forbedre situationen.

Man kunne kun være optimist, da Obama blev valgt i 2008. Han skabte håb. Men svaghederne er blevet tydeligere. Man kunne have håbet, at han, i stedet for konstant at tænke på genvalg i 2012, ville fremstå som den stærke leder og risikere sit politiske liv for de nødvendige forandringer. Det ville f.eks. være forfriskende, om han havde bakket op om palæstinensisk medlemskab af FN. Alle ved, at det ville give problemer med den stærke jødiske lobby, men det ville samtidig styrke Amerika kolossalt i Mellemøsten.

Det er jo min kæphest at fremhæve kulturens indflydelse på udviklingen i alle fire områder. Min største bekymring for USA's fremtid, ligger netop her. Det er, som om hele nationen har mistet gejsten. Den typiske amerikanske vitalitet, selvtillid og gåpåmod har fået et knæk. Tilliden til, at vores børn får det bedre end os selv, er for første gang i Amerikas historie forsvundet. På godt og ondt har USA mistet sin lyst til at styre verden.

Usolidariske europæere

I Europa er det også de økonomiske problemer med euroen og den sydeuropæiske gæld som hovedpunkter, der har mediernes største interesse. Men politisk og militært kan Europa heller ikke fremstå så stærkt, som man kunne håbe. Ingen kender navnet på den europæiske præsident, og den prisværdige indsats i Libyen blev hæmmet af, at det europæiske beredskab ikke var så godt som forventet. Uden amerikansk støtte var det næppe lykkedes.

Det ville også være godt at se alle 27 EU medlemmer stemme for palæstinensisk medlemskab af FN, men heller ikke her er europæerne enige.

Selv om eurolandene præsterer redningspakker i milliardklassen, mangler troen på Europa ude i befolkningerne. Kampen mellem union og nationalstat bliver vundet af nationalstaten. Tyskere vil ikke være grækere. Grækerne ikke tyskere. Danskere vil kun være danskere. Europæerne mangler solidaritet. EU svækkes, og dermed er det umuligt at forestille sig Europa som den ønskværdige stærke mægler på det verdenspolitiske plan.

Utålmodigt Mellemøsten

Det Arabiske Forår er blevet til efterår. Der er stadig håb for demokrati i Tunesien og Egypten, mens det har lange udsigter for Libyen, Yemen og Syrien. De gamle kongedømmer i Marokko, Bahrain, Jordan og Saudi-Arabien udviser heller ikke de store forandringer.

Man kan selvfølgelig kun være glad for, at det her og der ser ud til, at der bliver indført et demokrati, der ligner vores. Men det, de arabiske befolkninger først og fremmest ønsker, er en højere levestandard. Der er imidlertid ikke nogen særlig grund til at tro, at det økonomisk vil gå bedre i fremtiden. Egypten oplevede sin største økonomiske vækst, lige inden Mubarak styret faldt. Om et års tid vil egypterne spørge sig selv, om de har det bedre end før revolutionen. Man kan frygte, at svaret bliver nej.

Revolutioner tager tid, men tålmodigheden er ikke stor i den moderne, globale verden. Vi er blevet så vant til, at kommunikation foregår med lysets hastighed, at vi har svært ved at tolerere, at politiske og økonomiske reformer tager tid.

Kulturelt ville det være godt, om de nye arabiske regimer indfører en form for tyrkisk, sekulær islam, der skarpt adskiller religion og politik. Men det er der heller ikke de store udsigter til. Meldingerne fra Tunesien og Egypten peger i den modsatte retning. I begge lande har religiøse kræfter i øvrigt foreslået at forbyde bikinier på strandene og alkohol på hotellerne. Det skal nok få turistindtægterne, der er Egyptens største indtægtskilde, til at styrtdykke. De unge på Tahrirpladsen var ikke fundamentalistiske muslimer, men moderne mennesker, der ønskede frihed, arbejde og bedre undervisning. De ser nu ud til at blive skubbet til side af mere fundamentalistiske kræfter, ligesom det skete for de unge i Iran i 1979.

Det mørkner i Kina

Sammenlignet med USA, Europa og Mellemøsten har Kina det stadig fint. Væksten er høj, men der er mørke skyer i horisonten. Inflationen er kraftigt stigende. Det officielle tal er 6,5 pct., men i Kina er den slags statistik ikke alt for troværdig. Jeg oplever, at priserne på fødevarer er gået op med mindst 25 pct. Og fødevarer er mere fundamentale end biler og ejendomme for ikke bare den fattige del af befolkningen, men også for den lavere middelklasse. Utilfredsheden er stigende. Uligheden mellem land og by, og mellem rig og fattig bliver større. Partiet er begyndt at frygte social uro.

Statsminister Wen Jiabao, der tillige er nummer tre i partiet, taler frit og frejdigt om nødvendigheden af politisk reform. I begyndelsen blev han modsagt af nummer to, Wu Bangguo, som er formand for Kongressen. Men nu mødes Wen med larmende tavshed og får næppe nogen opbakning til sine ideer, før han går af til næste år.

Kina har sin styrke i sin 'både og'-kultur. Man kan både være kapitalist og kommunist, blikkenslager og bager på samme tid. Det giver en politisk og økonomisk fleksibilitet, der langt overgår, hvad man finder i USA, Europa og Mellemøsten. Men spørgsmålet er, om det er nok til at afværge en stigende social uro.

Verden er af lave, og ingen synes at have vilje og kræfter til at få den på rette køl. I gamle dage havde vi de stærkes G7 klub, som blev udvidet til G8 med Rusland. Da krisen kom, steg antallet af medlemmer til G20. Men på det sidste er man begyndt at forestille sig et G3 med kun USA, EU og Kina som medlemmer, et G2 uden EU, eller sågar lidt nostalgisk et G1 med kun den skrantende supermagt USA. Situationen forekommer mig snarere at være et G-nul. Ingen vil længere tage føringen, når det gælder om at løse globale problemer.

Sven Burmester er forfatter og udforsker