Kommentar

Vi er på vej mod G-nul

De globale problemer tårner sig op. Men ingen synes at have magt eller vilje til at løse dem
2. november 2011

Det er hårde tider for optimister som mig. De fire kulturer, som jeg hvert år opsøger — USA, Europa, Mellemøsten og Kina — har alle svære og måske uoverkommelige problemer. Verden er af lave.

Underskuddene og arbejdsløsheden i USA er daglig kost i medierne. Der har været store underskud før, men aldrig af de dimensioner, vi nu ser på både budget og betalingsbalance. Der er god grund til bekymring, og den bliver endnu større af, at der mangler politisk vilje til at forbedre situationen.

Man kunne kun være optimist, da Obama blev valgt i 2008. Han skabte håb. Men svaghederne er blevet tydeligere. Man kunne have håbet, at han, i stedet for konstant at tænke på genvalg i 2012, ville fremstå som den stærke leder og risikere sit politiske liv for de nødvendige forandringer. Det ville f.eks. være forfriskende, om han havde bakket op om palæstinensisk medlemskab af FN. Alle ved, at det ville give problemer med den stærke jødiske lobby, men det ville samtidig styrke Amerika kolossalt i Mellemøsten.

Det er jo min kæphest at fremhæve kulturens indflydelse på udviklingen i alle fire områder. Min største bekymring for USA's fremtid, ligger netop her. Det er, som om hele nationen har mistet gejsten. Den typiske amerikanske vitalitet, selvtillid og gåpåmod har fået et knæk. Tilliden til, at vores børn får det bedre end os selv, er for første gang i Amerikas historie forsvundet. På godt og ondt har USA mistet sin lyst til at styre verden.

Usolidariske europæere

I Europa er det også de økonomiske problemer med euroen og den sydeuropæiske gæld som hovedpunkter, der har mediernes største interesse. Men politisk og militært kan Europa heller ikke fremstå så stærkt, som man kunne håbe. Ingen kender navnet på den europæiske præsident, og den prisværdige indsats i Libyen blev hæmmet af, at det europæiske beredskab ikke var så godt som forventet. Uden amerikansk støtte var det næppe lykkedes.

Det ville også være godt at se alle 27 EU medlemmer stemme for palæstinensisk medlemskab af FN, men heller ikke her er europæerne enige.

Selv om eurolandene præsterer redningspakker i milliardklassen, mangler troen på Europa ude i befolkningerne. Kampen mellem union og nationalstat bliver vundet af nationalstaten. Tyskere vil ikke være grækere. Grækerne ikke tyskere. Danskere vil kun være danskere. Europæerne mangler solidaritet. EU svækkes, og dermed er det umuligt at forestille sig Europa som den ønskværdige stærke mægler på det verdenspolitiske plan.

Utålmodigt Mellemøsten

Det Arabiske Forår er blevet til efterår. Der er stadig håb for demokrati i Tunesien og Egypten, mens det har lange udsigter for Libyen, Yemen og Syrien. De gamle kongedømmer i Marokko, Bahrain, Jordan og Saudi-Arabien udviser heller ikke de store forandringer.

Man kan selvfølgelig kun være glad for, at det her og der ser ud til, at der bliver indført et demokrati, der ligner vores. Men det, de arabiske befolkninger først og fremmest ønsker, er en højere levestandard. Der er imidlertid ikke nogen særlig grund til at tro, at det økonomisk vil gå bedre i fremtiden. Egypten oplevede sin største økonomiske vækst, lige inden Mubarak styret faldt. Om et års tid vil egypterne spørge sig selv, om de har det bedre end før revolutionen. Man kan frygte, at svaret bliver nej.

Revolutioner tager tid, men tålmodigheden er ikke stor i den moderne, globale verden. Vi er blevet så vant til, at kommunikation foregår med lysets hastighed, at vi har svært ved at tolerere, at politiske og økonomiske reformer tager tid.

Kulturelt ville det være godt, om de nye arabiske regimer indfører en form for tyrkisk, sekulær islam, der skarpt adskiller religion og politik. Men det er der heller ikke de store udsigter til. Meldingerne fra Tunesien og Egypten peger i den modsatte retning. I begge lande har religiøse kræfter i øvrigt foreslået at forbyde bikinier på strandene og alkohol på hotellerne. Det skal nok få turistindtægterne, der er Egyptens største indtægtskilde, til at styrtdykke. De unge på Tahrirpladsen var ikke fundamentalistiske muslimer, men moderne mennesker, der ønskede frihed, arbejde og bedre undervisning. De ser nu ud til at blive skubbet til side af mere fundamentalistiske kræfter, ligesom det skete for de unge i Iran i 1979.

Det mørkner i Kina

Sammenlignet med USA, Europa og Mellemøsten har Kina det stadig fint. Væksten er høj, men der er mørke skyer i horisonten. Inflationen er kraftigt stigende. Det officielle tal er 6,5 pct., men i Kina er den slags statistik ikke alt for troværdig. Jeg oplever, at priserne på fødevarer er gået op med mindst 25 pct. Og fødevarer er mere fundamentale end biler og ejendomme for ikke bare den fattige del af befolkningen, men også for den lavere middelklasse. Utilfredsheden er stigende. Uligheden mellem land og by, og mellem rig og fattig bliver større. Partiet er begyndt at frygte social uro.

Statsminister Wen Jiabao, der tillige er nummer tre i partiet, taler frit og frejdigt om nødvendigheden af politisk reform. I begyndelsen blev han modsagt af nummer to, Wu Bangguo, som er formand for Kongressen. Men nu mødes Wen med larmende tavshed og får næppe nogen opbakning til sine ideer, før han går af til næste år.

Kina har sin styrke i sin 'både og'-kultur. Man kan både være kapitalist og kommunist, blikkenslager og bager på samme tid. Det giver en politisk og økonomisk fleksibilitet, der langt overgår, hvad man finder i USA, Europa og Mellemøsten. Men spørgsmålet er, om det er nok til at afværge en stigende social uro.

Verden er af lave, og ingen synes at have vilje og kræfter til at få den på rette køl. I gamle dage havde vi de stærkes G7 klub, som blev udvidet til G8 med Rusland. Da krisen kom, steg antallet af medlemmer til G20. Men på det sidste er man begyndt at forestille sig et G3 med kun USA, EU og Kina som medlemmer, et G2 uden EU, eller sågar lidt nostalgisk et G1 med kun den skrantende supermagt USA. Situationen forekommer mig snarere at være et G-nul. Ingen vil længere tage føringen, når det gælder om at løse globale problemer.

 

Sven Burmester er forfatter og udforsker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Verden har aldrig været rigere, Europa har ingen krige på kontinentet, Mellemøsten står overfor de bedste muligheder for at etablere folkelige regimer, der er ingen supermagter på randen af atomkrig.

Samme verden, andet perspektiv.

Kina vil om 100 år blive prist for sin fremsynede politik mht. befolkningstilvækst, når alle har glemt at det ikke var helt demokratisk.

Men verden er ikke af lave. Grækenland går måske konkurs, men det medfører ikke massedød. Verden gik af lave i 1914 og 1939, og det var tæt på i 1962.

Hvis Kina angriber Taiwan, USA splittes af borgerkrig, EU falder fra hinanden, mv. så går verden nok af lave....

Med venlig hilsen
Lennart

@ Lennart Kampmann

Når dette matador-spil af en global økonomi, dvs. pyramidespillet hvor kun toppen tjener 'rigtige' penge og hele møgbunken vælter, når fidusen (gælden) ikke kan spredes længere ud kommer 3. verdenskrig.

Denne gang er det dog ikke kun økonomi og global drepression som står på spil, men også knaphed på ressourcer.

'Peak oil' og 'peak gas' vil få katastrofale konsekvenser indenfor to generationer, og inden det kommer så vidt vil der blive ryddet op i jordens befolning af NWO.

Enten 3. verdenskrig eller fingeret angreb fra det ydre rum...?? Jo, den er god nok - det er de to muligheder der foreligger.

Fortsat god onsdag, mvh.

John Jørgensen

Det ser slet ikke så sort ud,
Aktuelt er græsrødderne i DK gået med i arbejdet med at få en anstændig, også for natur og miljø, -finanslov op at stå,
Det kan kun gå fremad!

Lennart Kampmann,

i 1912 havde verden heller aldrig været rigere og datidens økonomi var nok betydelig mere "reel" end det nuværende globale pyramideboblespil, men den gik af lave alligevel!

Og det kun et par årtier siden, at ihvertfald en stor del af verden gik af (sin) lave, ikke så langt fra os!

Lennart Kampmann

@ Nic Pedersen

Det er jo også det jeg skriver, når jeg nævner de scenarier der kan få den til at gå af lave......

Pointen med indlægget er jo at artiklen er et perspektiv, der let kan modstilles.

med venlig hilsen
Lennart

Verden har virkelig store problemer,og for mange gamle tanker i kisten,som i nyere tid ikke løser verdens problemer! ( Gamle rtoriker løser intet)!

Det første verden bør forholde sig til,er at skrotte gamle retorikker( tankegange set i forhold til fortiden)!

Det første skrit til at komme videre er ikke at se i forhold til fortidens skeletter ,da de ikke løste noget for verden?

Da vi er indgået i et Globaliseret samfund,bør vi forholde os til mere end blot kulturelle forskelle,og respektere at der er forskelle,også trosmesigt er verden fatalt bagud,i RESPEKT FOR FORSKELLIGHEDER!
RESPEKTEN FOR MENNESKEVERDIER,ER DET BASALE,FOR AT KOMME NOGEN VEGNE,OG DERMED FUNDERE VERDEN PÅ MENNESKELIGHED,OG FORHOLDE SIG TIL DET?

FORTRINSVIS FORHOLDER VI OS TIL VERDINORMER PENGE ALENE,UDEN AT FORSTÅ AT MENNESKELIGHED,MORAL POLITIK ER UD AF SAMME STYKKE FOR DER SKAL VÆRE EN FREMTID!

SATSEDE VERDEN PÅ FREDELIGE MIDLER,OG BRUGTE MIDLERNE SOM I DAG BRUGES PÅ PÅTVUNGENDE DEMOKRATISKE REGERINGSFORMER,ELLER ANDRE REGIMERS TVANGSFORMER, PÅ FREDELIGE FORDRAGELIGE FREMMELSE AF SAMVITKE PÅ VERDENSPLAN VILLE DE ENORME SUMMER DER BRUGES PÅ KRIGE,BRUGES PÅ FREDELIGE FREMMENDE UDVIKLINGER?

MAGTEN, HAR EN ENORM BAGSIDE,DA DET ER GAMMELT TANKEGODS?

SATSEDE MAN PÅ FRED,OG BRUGTE DE ENORME SUMMER PÅ AT UDVUKLLE VERDEN MED MORAL ETIK,RESPEGT VAR DER BREGADE FOR ALLE! ( RESTEN ER GAMLE RETORIKKER,UDEN FRAMTID,OG VERDEN ER FANGET AF GAMLE TANKEGANGE,UDEN MÅL,UDEN FREMTID FOR EFTERKOMMERNE?

ER VERDEN BLEVET KLÅGERE SIDEN BÅDE FØRSTE,OG ANDEN VERDENSKRIG,BURDE DE BEVISE AT DE ER SÅ FORSTANDIGE/KLÅGE AT DE KUNNE LØSE VERDENS PROBLEMER,DA DET ER ENKELT! RESPEKT,MORAL! SATSE PÅ FRED OG BRUGE DE MIDLER DER BRUGES PÅ KRIGE PÅ FRED.

Maj-Britt Kent Hansen

Sven Burmester er forfatter og udforsker, står der under artiklen.

Udforsker!

Kan man være udforsker? Eller er det snarere korrekturen, der svigter igen?

@Maj-Britt

Man kan vel kalde sig, hvad man vil, hvis det ikke er en beskyttet titel!? ;-)

Men jeg undrede mig nu også lidt. Sven Burmester er vel i det store og hele mest kendt for at have være vicedirektør for Verdensbanken.

Maj-Britt Kent Hansen

@Nic

Ja, men ville forsker så ikke være mere oplagt? Hvis han vel at mærke er det, hvad jeg ikke mener er tilfældet.

Men som du rigtigt skriver, så er han kendt for at have være ansat i Verdensbanken - og for at have skrevet nogle bøger.

Niels-Holger Nielsen

Burmester, Ritt Bjerregaards ideologiske alter ego, er langt ude. Byt ham ud med Ørstrøm-Møller. Det kan gøres kvit og frit uden at de røde får for meget magt over avisen. Til gengæld bliver der noget at tage stilling til.