Læsetid: 5 min.

Pædagoger skal levere kærlighed

Kan man kræve af offentligt ansatte pædagoger, at de ikke alene skaber gode rammer for udsatte børn, men også giver dem kærlighed? Selvfølgelig kan man det, lyder det fra formanden for Socialpædagogernes Landsforbund. Men det kræver, at systemet giver pædagogerne mulighed for det
Debat
16. november 2011

Der skal kærlighed og omsorg til for at få børn til at vokse. Masser af kærlighed og omsorg. Men i dagens kronik hævder formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, at det er tilfældigt, om udsatte børn får dækket disse behov. Ofte er den opgave overladt til ildsjæle, der tilfældigt krydser barnets vej. Man kan ikke regne med, at velfærdssystemet leverer den nødvendige indsats.

Spørgsmålet er imidlertid, om man overhovedet kan kræve, at et offentligt system, som bygger på lønarbejdskraft, giver kærlighed?

Ifølge Benny Andersen, forbundsformand for Socialpædagogernes Landsforbund, er det ikke noget prolem.

»Systemet kan give børnene kærlighed i form af smil, åbenhed og tillid. Og det har de brug for. Når man taler om kærlighed, er det rigtig, rigtig vigtigt, at børnene møder voksne, som har nogle redskaber og kompetencer til at gøre noget ved deres problemer. Det er klart, at vi aldrig kan erstatte en mor og en far, men det er vores pligt at møde dem med kærlighed.«

— Jeg arbejder som journalist. Man kan kræve af mig, at jeg skriver artikler, men man kan ikke kræve, at jeg elsker min avis og mine læsere. Socialpædagog er også et arbejde. Kan man kræve, at de elsker deres klienter?

»Når man arbejder inden for det her område, skal man ville de børn. Man skal have hjertet og engagementet med. Som fagperson skal man være den, der kan være forskellen i deres liv. Det er den chance, de får, når nu deres mor og far ikke er i stand til at være mor og far. Så det ligger som en del af vores socialpædagogiske faglighed at møde dem med tillid, åbenhed og involvering — og at have ambitioner på deres vegne.«

Brud har fatale følger

— Men er I gode nok til at lægge alt det engagement i rollen som socialpædagoger?

»Ja. Men det er noget, som vi alle sammen hele tiden skal tænke over og arbejde med. Hver dag må man spørge sig selv, hvad det er for en relation, man har, og hvad skal der komme ud af den,« siger han.

Benny Andersen understreger, at den ønskede relation bedst næres, hvis man sikrer en rød tråd i børnenes behandlingsforløb.

»Vi ved, at brud i anbringelsen har fatale følger. Noget af det, der giver flest brud i anbringelsen, er unødvendige skift. De her børn og voksne har ikke brug for en voksen, men for voksne, som har redskaber til at hjælpe dem — og som vil dem ubetinget. Og som vel at mærke får lov af systemet til at være dem, de kan bruge, når de har brug for det.«

— Fungerer systemet godt nok til, at man kan sikre det?

»Nej, ikke alle steder. Jeg tror, at man kunne organisere indsatsen på en anden måde. Hvis man så at sige skabte én indgang, ville de forskellige tilbud være i stand til at rumme børnene i de forskellige faser, de er i. Der er forskel på små børns behov, lidt ældre børns behov og endnu ældre børns behov. Mange oplever, at systemerne ikke er i stand til at rumme dem, men det kunne en mere samlet indsats ændre på.«

— Hvordan?

»Kommunerne burde bruge døgninstitutionerne, som en slags ressourcecentre med forskellige fagligheder. Hvorfor ikke samle indsatsen et sted, hvor man både har bosted, behandlingsmulighed og samtidig et sted, som skolen eller dagsinstitutionen kan kontakte, hvis der opstår problemer, spørger han.

Ingen universel tilgang

— I familiepleje opstår et mere ’autentisk’ familieforhold, og den professionelle distance minimeres. Så kan man ikke i højere grad sikre børnene den nødvendige kærlighed ved i højere grad at benytte den type tilbud?

»Jeg er meget betænkelig ved at sige, at man skal bruge noget mere end andet. Det afgørende er, at man ser børnene som forskellige individer. Derfor vil jeg gerne advare imod den der universelle tilgang, hvor man siger, at familiepleje er det eneste rigtige, fordi der er trygge rammer.«

»Vi må fastholde, at der er behov for forskellige tiltag. Nogle plejefamilier er gode til visse typer børn, mens andre er gode til andre typer børn. Familieplejernes vilkår i dag er så usikre, at der i sidste ende er en meget stor risiko for, at børnene ikke får den kontinuitet og den røde tråd, som de så meget har brug for.«

— Men hvordan kan systemet sikre kontinuitet og rød tråd på et konkret plan?

»Det kunne vi, hvis nu lavede døgninstitutionen til et rum, hvor familier og børn, der udsættes for svigt, kommer — og samtidig får etableret en kontakt; én socialpædagog, som kan være den røde tråd i forhold til kommunernes øvrige systemer; sagsbehandlerne. Tilbuddene skal være så rummelige, at familier og børn ikke oplever skift inden for systemerne,« siger Benny Andersen og pointerer, at det egentlig var det, der var meningen med kommunalreformen.

Den gode historie

— Lisbeth Zornig Andersen hævder, at det ofte er tilfældighedernes spil, der afgør, om et barn kan få den rette hjælp. Det kræver, at barnet møder en ildsjæl. Hvad kan man gøre for at afhjælpe denne tilfældighedernes råden?

»I Danmark mangler vi i høj grad forskning på området. Forskning vil kunne eliminere mange af disse tilfældigheder,« siger Benny Andersen og forklarer, at vi er kommet i en situation, hvor ansvaret for valg af indsats er blevet decentraliseret til 98 forskellige kommuner.

Samtidig mener Benny Andersen, at ansvaret for indsatsen burde ligge på et nationalt niveau. Det er her den socialpolitiske diskussion om økonomi og finansieringsmodeller hører hjemme.

Men vi behøver ikke sidde og vente på, at forskningsresultaterne tikker ind, og det nationale niveau styrkes, mener Benny Andersen:

»Vi kan faktisk godt handle på nogle ting. Vi kan have meget konkret fokus på, hvordan vi møder de her drenge og piger, og vi kan organisere tilbuddene på en anden måde.«

— Men hvis I kan gøre så meget, hvorfor gør I det så ikke i dag?

»Det foregår skam også langt de fleste steder, men man skal altid reflektere over sin faglighed og sin indsats. Det vigtigste er, at vi hele tiden er dynamiske i den måde, vi tænker vores indsats på. Det bør vi alle sammen stoppe op og tænke over en gang imellem.«

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her