Revolutioner vokser sjældent ud af geværløb

Et af de mest slående træk ved revolutionsåret 2011 er protesternes ikke-voldelige karakter. Afstandtagen til vold har været kendetegnede for protester fra Egypten og Tunesien til den verdensomspændende Besæt-bevægelse. Skønt særligt konfrontatoriske og voldsparate ledere har provokeret enkelte bevægelser til modvold — især i Libyen, Yemen, og nu også i Syrien — har langt de fleste af 2011’s oprørere i vid udstrækning afstået fra at lade næverne tale, selv når de er blevet mødt med uhørt brutalitet.

Det understreger en tendens, der har udviklet sig over de seneste tre årtier. I bogen, Why Civilian Resistance Works, som jeg har skrevet sammen med Maria Stephan, dokumenterer vi, at ikke-voldelige modstandsbevægelser har været i kraftig vækst siden 1980, mens væbnede oprørsbevægelser har faldende tilslutning.

Hvorfor vælger flere mennesker ikke-voldelig modstand frem for væbnet kamp? Svaret ligger lige for: fordi ikke-vold virker. Fra 1900 til 2006 kan vi konstatere, at kampagner, der har bygget på ikke-voldelige metoder, har haft succes i dobbelt så mange tilfælde som de, der greb til vold.

Hovedårsagen er, at ikke-voldelige kampagner i reglen får større folkelig deltagelse end væbnede grupper — den gennemsnitlige ikke-voldelige kampagne samler fire gange så mange tilhængere som den gennemsnitlige voldelige opstand — og dette giver en række fordele.

Mobiliseringen af et større antal mennesker giver kampagnen mere kreativitet, hvilket igen gør bevægelserne mere fleksible, innovative og modstandsdygtige over for regimeundertrykkelse. Desuden giver massedeltagelse bevægelserne mulighed for at udnytte eksisterende relationer med grupper, der traditionelt støtter regimet såsom den økonomiske elite, bureaukratiet, erhvervseliten, sikkerhedsstyrkerne, medieeliten og andre ’støttesøjler’.

Disse søjler, som regimet er afhængig af for at bevare magten, er sammensat af medborgere, der i mange tilfælde nærer blandede følelser ved at arbejde for regimets beståen. I takt med at regimets legitimitet svinder, og civile begynder at slutte op om masseaktioner imod det, kan folk fra samfundets bærende søjler i stigende grad genkende venner, naboer, familie og medarbejdere i bevægelsen. Over tid kan det forstærke deres ambivalens i forhold til at adlyde regimet. I sidste ende kan loyaliteten forsvinde helt, så regimets overlevelse bliver umulig.

Spred indsatsen

Selv om ikke-voldelige kampagner har højere succesrate end voldelige, er det ikke altid, at de lykkes. Den prodemokratiske bevægelse i Kina blev knækket af den berygtede Tiananmen-massakre i 1989. Et lignende udfald så man i Burma året før.

I bogen Unarmed Insurrections viser sociologen Kurt Schock, at nogle ikke-voldelige bevægelser mislykkes, fordi de forlader sig for meget på én bestemt aktionsmetode såsom protestdemonstrationer eller massemøder, der koncentrerer store grupper af mennesker i afgrænsede offentlige rum. I Burma, f.eks. var offentlige demonstrationer kendetegnende for den fejlslagne prodemokratiske kampagne i 1988. Overdreven afhængighed af metoder, som samler folk på offentlige pladser, gør simpelthen deltagerne mere sårbare over for regimeundertrykkelse. Hertil kommer, at taktikken bliver forudsigelig, så regimet bedre bliver i stand til at omgå bevægelsen og leve videre. Dermed mister bevægelsen sin evne til at forstyrre.

Kampagner, der supplerer en koncentrationstaktik med en spredningstaktik såsom strejker, udeblivelser, eller ’go slow’-demonstrationer, er bedre i stand til at påføre regimet omkostninger og gøre undertrykkelsen uholdbar.

Under den iranske revolution i 1978-79 vekslede de ubevæbnede civile mellem protester, demonstrationer og strejker. Når oliearbejdere gik i strejke, der truede med at lamme Irans økonomi, tvang sikkerhedsstyrkerne dem tilbage til raffinaderierne, men her gik de blot over til at arbejde for halv kraft for siden at masseudvandre. I sådanne tilfælde fordrer en vedholdende regimeundertrykkelse en massiv koordination af ressourcer, indsats, beslutsomhed og sammenhold — alle faktorer, der kan svækkes under indtryk af bevægelsens voksende støtte og det intensiverede pres på diktatorens pengepung. I det iranske tilfælde førte oliestrejken til regimets kollaps inden for uger. En lignende metodepluralisme — koncentration, spredning og afveksling mellem civile masseprotester og arbejdsnedlæggelser — blev udfoldet i Tunesien og Egypten i år.

Tålmod er en dyd

Det tager i gennemsnit 2,5 år, før en ikke-voldelig kampagne lykkes. Desværre når nogle af dem at slå om i væbnet kamp, før succesen kan realiseres. Som forskeren Theodore Roszak har sagt: »Folk forsøger sig med ikke-vold i en uge, og når det så ikke virker, går de tilbage til vold, som ikke har virket i århundreder.«

Det er nu ikke helt sandt, at voldelige oprør ikke kan få succes. Kina, Algeriet, Rusland, Cuba og Vietnam er oplagte eksempler. Fra 1900 til 2006 lykkedes voldelige opstande i omkring 25 procent af alle tilfælde. Det er dog langt fra gode odds. Og valget af voldelig kamp udløser ofte en række negative resultater for samfundet som helhed.

For det første kommer civile ofte i krydsild. Det kan resultere i meget høje civile tab. Tag f.eks. den seneste libyske opstand: Officielle rapporter anslog antallet af dræbte til at være omkring 20.000, mens oprørslederne selv mener, at tallet er 50.000. Selv om vi ikke kan vide, hvor mange mennesker der ville være døde, hvis libyske civile havde anført en vedvarende ikke-voldelig modstand mod Muammar Gaddafi, falder det i øjnene, at antallet af dræbte civile under det NATO-støttede voldelige oprør var langt højere end under nogen af de andre af Det Arabiske Forårs revolutioner.

I Syrien, hvor Bashar al-Assad har stået for en meget kompromisløs oprørsbekæmpelse, skønnes der at være lidt over 3.500 civile dødsofre. Det er bestemt et højt tal, men intet i sammenligning med tabstallet i Libyen. Det kan heller ikke sammenlignes med de 40.000, som skønnes dræbt under Hama-massakren i 1982, hvor Hafez al-Assads regime var oppe imod et væbnet islamistisk oprør. Tendensen er med andre ord, at væbnet kamp resulterer i langt flere civile dødsofre end civil modstand — selv når den ikke-voldelige bevægelse bekæmpes skånselsløst.

Ustoppelig vold

Hvis en voldeligt opstand lykkes, er det langt fra en garanti for, at volden ophører. Tværtimod. De, der kommer til magten ved vold, vil ofte møde fortsat voldelig modstand fra dem, de har afsat, og det øger risikoen for fornyet civil konflikt. Efter den russiske revolution blev Lenin omgående mødt af en voldelig kontrarevolution. Det endte i en borgerkrig, der kostede ni millioner menneskeliv. Den algeriske revolution blev ligeledes tumultagtig med ny vold mod det sejrende FLN fra politiske rivaler.

Samtidig bruger de, der kommer til magten gennem vold, ofte vold imod deres egne samfund. Mao Zedong, f.eks. anførte en af de mest voldelige revolutioner i det 20. århundred. Men hans berømte ordsprog om, at ’politisk magt vokser ud af et geværløb’, viste sig også at være hans strategi for at herske. Op mod 30 millioner mennesker døde under hans styre på grund af regimevold eller undertrykkelse i form af statsfremkaldt hungersnød. Og som bekendt regerede Stalin, arvtager til den leninistiske revolution, med en jernnæve, der efterlod 20 millioner døde.

Omvendt gælder det, at selv lande, der har oplevet fejlslagne ikke-voldelige oprør, klarer sig bedre end dem, der har været gennem voldelige oprør. 41 procent af de lande, hvor ikke-voldelige kampagner fandt sted, var demokratier fem år efter afslutningen på konflikten — det samme gælder kun fire procent af de lande, der har oplevet væbnede oprør. Der er vigtige undtagelser, såsom Irans revolution, men de er sjældne. Langt de fleste civile modstandskampagner bliver fulgt op af forbedrede sociale og politiske resultater.

Dyr vold

Det er sikkert rigtigt, at ikke-voldelig modstand i nogle tilfælde ikke fungerer. At vælte Saddam Hussein i Irak ved hjælp af civil modstand var utænkeligt. Men vigtigere er, at voldelig revolution også var umulig i Irak — det viste en række katastrofale shiitiske og kurdiske opstande i 1991 tydeligt. Hvis voldelig opstand forsøges i sådanne tilfælde, vil den oftere resultere i højere civile tab, end hvis man benytter ikke-voldelig modstand. Det anslås, at mellem 100.000 og 180.000 shiaer og kurdere døde, da Saddam iværksatte repressalier mod kombattanter og civile. Med andre ord: I tilfælde, hvor ikke-voldelig modstand er umulig, er der al mulig grund til tro, at også voldelig modstand er umulig.

Udfaldene af mange af de verserende konflikter fra revolutionsåret 2011 tegner fortsat usikre. Vi ved ikke, om Bashar al-Assad vil falde, eller om han i givet fald vil miste sit liv i processen. Vi ved at teltene i Zuccotti Park er væk, men vi kender ikke Besæt-bevægelsens skæbne. Vi ved ikke, om ikke-voldelig modstand vil sejre. Men historiens eksempler taler for sig selv. Selv når ikke-voldelig modstand ikke ser ud til at virke, står det klar, at når folk vælger voldelig revolution, risikerer de at gøre deres situation meget, meget værre.

Erica Chenoweth er forsker i terrorisme og opstand ved Wesleyan University.

Oversat af Niels Ivar Larsen