Læserbrev

Sæt kunsten fri af systemet

17. november 2011

Per Arnoldis frustration over arbejdet i Statens Kunstråd er forståelig: Bureaukratiet og embedsmandsstyret har taget overhånd i et system, der er sat i verden for at styrke kunsten, ikke for at drukne den i papirarbejde og strategiske hensyn. Derfor bør ministeren bruge den afgåede Kunstrådsformands kritik til at tænke kunststøtten helt forfra.

Vil kulturministeren bremse bureaukratiet i systemet, kan han nedlægge Statens Kunstråd og i stedet etablere selvstændige, uafhængige fagråd i form af henholdsvis Billedkunstråd, Musikråd, Litteraturråd og Teaterråd, som har kompetence til at prioritere egne midler, og hvor kunstnere er formænd.

De tværkunstneriske projekter, som i dag har dårlige vilkår i Statens Kunstråd, kunne få en selvstændig pulje, så den kunst, der overskrider traditionelle faggrænser ligeledes understøttes og udvikles.

Men kunststøtten skal afspejle kunsten i al sin mangfoldighed, ikke snævres ind i centrale puljer. Derfor skal frie arbejdslegater og produktionsstøtte stadig holdes adskilt i et nyt kunststøttesystem.

Mens der altså kan være ræson i at nedlægge Kunstrådet, bør kulturministeren være opmærksom på, hvor vigtigt det er at værne om de velfungerende aspekter af det nuværende kunststøttesystem. Et af de allervigtigste er den dialog, der i dag foregår mellem kunstnere og politikere i repræsentantskaberne for Statens Kunstråd og Statens Kunstfond.

Et brydningspunkt

Repræsentantskaberne er det eneste formelle sted i dansk kunstliv, hvor kunstnere og politikere jævnligt kan udveksle viden om kunstens vilkår og drøfte aktuel kunstpolitik. Den dialog er helt afgørende for at sikre fagligheden, kvaliteten og demokratiet i kunststøtten — og bør videreføres i et nyt system.

Per Arnoldis utidige sortie fra Statens Kunstråd viser desværre, at de faglige kompetencer og den praktiske indsigt, som kunstnerne besidder, får sværere og sværere ved at trænge igennem den administrative og politiske maskine, som kunststøtten er i dag.

Kunstnerne er ved at blive kørt ud på et sidespor i forhold til embedsmændene. Det er et bekymrende kulturpolitisk skred.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu