Kommentar

Sex med en handlet kvinde er en kærlig hilsen til misbruget

Hvis vi skal kvindehandel til livs, skal prostitutionskunderne gøres bevidste om, hvad det er for et grufuldt system, de understøtter, når de køber sex
Debat
22. november 2011

22-årige Joy bliver mødt af politiet en kold vinterdag på Vesterbro, hvor hun prostituerer sig. Hun er uden personlige papirer og har ikke opholdstilladelse i Danmark. Joy virker ulykkelig og apatisk, men hun nægter, at hun er et offer for menneskehandel.

Efter mange samtaler med en socialarbejder i Center mod Menneskehandel viser det sig dog, at Joy er handlet til prostitution. Hun kommer fra en meget fattig familie i Nigeria. Hendes far er syg og kan ikke arbejde, og der er mange børn i familien, der skal have mad hver dag.

Joys tragiske historie bgynder helt tilbage i hendes landsby i Nigeria. Her mødte hun en, som lovede hende et godt job i Europa. Et job, der vil kunne hjælpe både hende selv og familien, og hun indvilgede derfor i at rejse mod nord.

Undervejs blev hun voldtaget, så hun kunne lære at være sammen med kunder. Joy fik også at vide, at hun nu skyldte 10.000 euro til bagmanden. Hun endte i København på Vesterbros gader, hvor bagmændene tvang hende til at prostituere sig.

Stop købeglæden

Joys skæbne er blot en af de mange tragiske historier, der gemmer sig under det verdensomspændende fænomen menneskehandel. I sidste uge skabte vi med kampagnen Ud med bagmændene — stop menneskehandel opmærksomhed omkring kvinder som Joy, der er handlet til prostitution.

Kampagnen har haft til formål at informere særligt unge mænd i Danmark om de handlede kvinders slavelignende vilkår — og om de bagmænd, der tjener styrtende på at udnytte kvinderne på den mest kyniske måde.

Det er helt uforståeligt, at så mange mænd køber kvinder, der er handlet til prostitution. Mange af kvinderne bliver udsat for vold og voldtægt. De sættes fast i en gældsfælde, og bliver slidt ned både psykisk og fysisk. Men selv om mange mænd kender til kvindernes uhyggelige skæbne, vælger de alligevel at købe dem.

Derfor er det helt nødvendigt at få de mænd, der køber sex hos kvinderne — eller overvejer at gør det — til at tænke sig om en ekstra gang.

De skal forstå, at de kan være medskyldige i at holde en umenneskelig kriminalitet i live, når de køber sex. Kan vi ændre deres holdning til de handlede kvinder, kan vi mindske den efterspørgsel, som i bund og grund holder menneskehandlen i live.

Komplekst problem

Kampagner og information, der skal skabe en holdningsændring, er selvfølgelig ikke nok. Menneskehandel er et komplekst fænomen. Fattige mennesker, der drømmer om et bedre liv, er lette ofre for kriminelle bagmænd, der lokker med løfter om en bedre tilværelse for kvinderne og deres familier.

Bagmændene skaber en lukrativ forretning ved at udnytte sårbare mennesker, men deres kriminelle forretning er helt afhængig af de mennesker, der efterspørger seksuelle ydelser af kvinderne.

Det er hverken simple årsager eller simple løsninger, men vi har pligt til at reagere og forsøge at ændre tingenes tilstand, når menneskers grundlæggende rettigheder krænkes på den allergroveste måde. Det er indlysende, at handel med mennesker er helt og holdent uacceptabelt.

En af måderne, vi kan komme problemet til livs, er som sagt ved at forebygge og mindske efterspørgslen her i Danmark. Den forgangne uges kampagne er blot et led i den indsats.

Vi er blandt andet også nødt til at have mere viden om de mænd, der køber sex, for at kunne målrette indsatsen endnu bedre i fremtiden. Derfor skal vi have kortlagt prostitutionsefterspørgslen i Danmark. På den baggrund og med inspiration fra andre lande om, hvordan man kommunikerer effektivt til potentielle kunder, skal vi fortsætte med oplysningsinitiativer særligt målrettet unge.

Sæt ind lokalt

Men forebyggelsen skal ikke kun ske i forhold til efterspørgslen i Danmark. Det er afgørende, at den også sker dér, hvor de mennesker, der handles, kommer fra.

Regeringen vil styrke dansk udviklingspolitik, og hovedformålet er netop at bekæmpe den fattigdom, der er en af grundene til, at kvinder er lette ofre for menneskehandlere.

Kvinders rettigheder og muligheder er en helt central del af det mål, og regeringen vil derfor støtte kampen for kvinders rettigheder i flere af de lande, hvor handlede kvinder typisk kommer fra. Når vi vil arbejde for kvinders rettigheder, er det ud fra et ønske om at hjælpe de handlede kvinder til selv at kunne gøre krav på deres rettigheder.

Både for at undgå, at de udsættes for menneskehandel — men også for at hjælpe de kvinder, der desværre har været handlet.

Kvinderne skal hjælpes med at genetablere en tilværelse, når de kommer hjem. Danmark støtter eksempelvis et projekt gennem FN’s Befolkningsfond i Nigeria, hvor ofrene for menneskehandel får hjælp og penge til at komme på fode igen — ligesom de kan bo på krisecentre, hvor de får hjælp til at kunne vende tilbage til et almindeligt liv.

Regeringen vil, som der står beskrevet i regeringsgrundlaget, sætte hårdt ind over for menneskehandel. Vi vil forebygge, og vi vil tilbyde ofrene bedre beskyttelse i Danmark.

Vi skal gøre vores allerbedste for, at der bliver færre skæbner som Joys, og når ulykken alligevel indtræffer, skal vi give kvinderne den støtte og hjælp, de har brug for.

 

Manu Sareen er ligestillings- og kirkeminister, (R) Christian Friis Bach er udviklingsminister, (R)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fint med kampagner og en handlet kvinde er en for meget.

Men hvorfor tager man hele tiden udgangspunkt i handlede Kvinder i prostitution hvorfor ikke med indrage dem der er i rengøring, landbrug og som bygnings arbejdere.

Endelig så ville det måske også være på sin plads at indvie os i hvor stort problemet er, er det 1 10 1000 om året ?

Inger Sundsvald

Jeg ser frem til at der virkelig bliver gjort noget, og jeg vil gerne oplyses om præcis hvad man har tænkt sig, både m.h.t. oplysning og jagt på bagmænd.

Inger Sundsvald

Hvad? Hvornår er man begyndt at voldtage og tvinge ”dem der er i rengøring, landbrug og som bygnings arbejdere” til noget mod deres vilje?

Lise Østerberg Bahr

Ærlig talt, den diskussion burde for længst være færdig.

KVINDEHANDEL = MENNESKEHANDEL = PROSTITUTION = UDNYTTELSE AF
MENNESKER !!

FORBYD DET DOG !!!

@Inger: tvang kan være så mange ting: Man kan være i en økonomisk situation der gør at man er 'tvunget' ud i et arbejdsforhold mod sin vilje
Det gælder ikke kun prostituerede

Marianne Mandoe

@ Ole Falstoff.

Men selv en svær økonomisk situation resulterer ikke i at du bliver kaldt ind i banken, holdt i et baglokale og voldtaget indtil du har betalt din gæld af.

At så meget som at forsøge at sætte ligehedstegn mellem at være tvunget i et almindeligt job pga. økonomiske besværligheder, og så det at være en sexslave der bliver solgt til voldtægt efter voldtægt (og det ER voldtægt uanset at de lader som om det er OK) er en syg tankegang.

Troels Ken Pedersen

Der er faktisk en stigende tendens med folk som bliver handlet, ofte på tværs af landegrænser, og sat til hårdt, beskidt og/eller farligt tvangsarbejde. Det være sig husarbejde, renovation mm. Der var en stor sag med kinesiske slavearbejdere i England, der samlede muslinger under ret kummerlige og farlige forhold.

Det er fint med fokus på sex-tvangsarbejde, men det er ikke the only game in town.

Lise Østerberg Bahr

Pivåbne grænser forhindrer jo også at Forvaltningerne i landene - ved - hvem der er HVOR !!

Inger Sundsvald

Selvfølgelig er det ikke det, Troels, men hvis der er en artikel om Cheminovas forurening, så er det jo ikke en pligt samtidig at gøre opmærksom på svineriet fra landbruget.

Den bagatellisering er forstemmende.

Lise Østerberg Bahr

Når nu der bliver gravet den ene MISbrugssag frem efter den anden, viser det sig så bare, at al slags MISbrug - blot er 1000 gange værre end man forestiller sig !!

Frem med ikke bare en lille grydeske - find BULLDOZERE frem og GRAV - DIG !!

Anders Andresen

Politiets undersøgelse fra 05-06 viste at der er mellem 25-125 kvinder som lever i Danmark under vilkår som her beskrevet. Det er altså ikke noget stort problem (selvom det er umenneskeligt for de få involverede).

Derimod er der mange kvinder som frivilligt indgår en aftale om at blive fragtet til et vestligt land for at arbejde som prostitueret (som de i forvejen gør i hjemlandet), hvorved de så kan tjene væsentligt mere og sende penge hjem til familien.

Og referencen til landbrug og rengøring m.m. er relevant fordi man mener at antallet af traffickede personer, både mænd og kvinder, som lever under slavelignende forhold i Danmark er mange gange større, men at disse arbejder i "anstændige" brancher.

Så dem der sætter lighedstegn mellem trafficking og prostitution tager altså grueligt fejl - og man får ind imellem fornemmelsen af at det handler mere om at man væmmes ved det seksuelle aspekt af prostitution, og at trafficking så bare bliver den belejlige løftestang man skal bruge for at kræve prostitutionen forbudt.

Jeg har ikke referencerne længere - det er et par år siden jeg researchede det, men Wikipedia har nogle referencer under Kvindehandel.

Inger Sundsvald

Der er ikke noget der kommer mig mindre ved, end hvad nogen kan sidde og få på fornemmelsen om mine og andres motiver.

Lise Østerberg Bahr

@Anders Andresen.

Jeg registrerer en LULLEN sig til RO omkring dit fund af et totalt nedgradet tal af handlede kvinder - hvad der svarer til en 4 skoleklasser på en skolegang - mon der er spillet terning om dette tal ?

Politiet har selv været skåret hist og her, masser af gange og mon de overhovet kan bruge en REGNEmaskine der - jeg har hørt et tal 10.000 for nogle år siden fra Folketingets Talerstole ! Det må kunne verificeres af en politiker !

Lise Østerberg Bahr

¨@Anders Andresen.

Jeg vil vædde på, at du ikke mener det vil være rart for dig, hvis din mor eller din datter eller hendes kusine var prostitueret - vel ?

En prostitueret - so what - aner man der tænkes, det tager ca. 15 min hos en af disse - hvis HUN er heldig - mon ikke ?? såå - PYT hvad - lidt menneskelig "FRIVILLIG" tvang ?? måske der skulle lidt penge til mad og eller husleje på bordet hos hende - og eskallerer det derfra - med sprut og stoffer - fordi det ikke er til at holde ud at sælge sig selv - mon ikke ?? nå jo der er jo nogle der fortæller det modsatte - mon JEG tror ikke på den historie !

Både voldtægt og kidnapning ER forbudt og har været det længe!
Så gør dog noget ved forbryderne under den gældende lov i stedet for at flæbe og kriminalisere uskadelige mennesker, som VKO, der i deres visdom kriminaliserede alle indehavere af en hobbykniv istedet for at gå efter knivstikkere!

Lise Østerberg Bahr

I en Statistik omkring - Prostituierte- i Tyskland stod skrevet at der i Tyskland dengang i 2003 var 400.000 prostituerede og bl.a. illegale,

Dagligt modtog 1,2 MILL. mænd til "Service"-ydelser = de 10 % var illegalt handlede kvinder - og der lagges 12,5 MIA. EURO i kassen.

(I Tyskland blev prostitution legaliseret).

(4.000 prostituerede fungerer alene i Hamburg området)

Endvidere:
60 % er Migrant (prostituerede)
10 % er illegale handlede prostituerede = det er jo 40.000 !!!

I Danmark er vi 5 mill. i Tyskland er der 60 mill. så regn selv forskellen ud.

Hvor mange kondomer sælges der forresten i DK - det kunne man jo spørge Danmarks Statistik om - men de bruges måske som TIVOLI - balloner - og så er der dem der ingen bruger !!

SVENSKE kvinder/hustruer - og hele familier - ville sikkert blive meget glade hvis vi i DK gjorde prostitution forbudt, for så fik de nemlig ikke så mange kønssygdomme derovre som deres mænd p.t. slæber med hjem fra Danmark.

Hvor mange danske mænd mon dagligt går til en prostitueret el. en handlet illegal prostitueret ?

Hvor mange mon disse 75 - 125 kan "klare" dagligt jeg går ud fra du mener i hele Danmark ?

Lise Østerberg Bahr

@Anders Andresen:

Undskyld der stod "kun" 25 - 125 stk. illegale prostituerede = handlede kvinder i dit indlæg !

Der er på verdens plan langt flere handlede mænd og børn kvinderne er den mindste gruppe, og de prostituerede er den allermindste gruppe.
Men der er en politisk vind i Danmark som vil gøre alle udenlandske prostituerede til handlede kvinder, hvilket det intet belæg findes for at påstå.

Inger Sundsvald

Og logikken er så, at fordi der på verdensplan er langt flere handlede mænd og børn, så kan vi godt klappe i ang. handlede kvinder her i landet?

Det er mig en kilde til stadig undren, hvorfor der altid er mænd, der føler sig kaldet til at nedjustere prostitutionens andel af menneskehandlen.

Men Thomas, Anders og andre - i denne sammenhæng er det ikke godt nok at henvise til ikke nærmere definerede 4 år gamle artikler på wikipedia.

Her er nogle nye tal fra en troværdig kilde:

http://www.ud-med-bagmaendene.dk/kort-om-menneskehandel/se-tallene-bag-s...

I ovenstående link til servicestyrelsen kan man bl. finde den seneste rapport over antal identificerede handlede mennesker til Danmark i perioden 2007 - september 2011.

Der er 174 piger/kvinder, 3 drenge/mænd og 4 transkønnede, ialt 183 mennesker.

Langt størstedelen er handlet til sexindustrien.
På verdensplan er det ca. 43%, der er handlet til seksuel udnyttelse, mens 32% er handlet til ikke-seksuel økonomisk udnyttelse. De sidste 25% er handlet til begge dele.

Troels Ken Pedersen

OK, ved genlæsning kan jeg godt se at "hvad med mændene (/arbejderne)!?!" i denne sammenhæng er afsporing, fordi dette initiativ handler om handel til sex, og handel til andre formål ikke på nogen måde afhjælper handel til sex.

Det er så i lidt bredere perspektiv problematisk, at ikke-seksuelt slaveri i den grad bliver usynliggjort af fokusset på sex, og jeg er ikke overbevist om at jagten på kommerciel sex af enhver slags er nogen god strategi til rent faktisk at hjælpe folk, men ifbm. dette initiativ er afsporing af debatten i alt fald ikke gavnligt.

Det er naivt og rosenrødt at tro på, at forbud mod prostitution vil komme problemet med trafficking til livs. Et forbud vil blot svare til at lukke øjnene for problemet, frem for at gøre noget ved det. Derimod synes jeg det er et fantastisk initiativ af den nye ligestillingsminister at se problemet i øjnene, pille ved tabuet – uanset om folk kan lide det, eller ej – og belemre offentligheden med en kampagne. Mænd er ikke udyr – og jeg er overbevist om, at mere fyldestgørende information om de handlede kvinders tilstand og forhold, vil forhindre mange sexkøb.

Og så er jeg bare led og ked af den sammenligning der er mellem trafficking og prostitution. Og ja, gisp – det siger jeg som kvinde. Der er kvinder, der er ofre – dem som Joy, der bliver voldtaget og sat på Skelbækgade. Så er der de kvinder, som helt frivilligt lader sig prostituere. Disse kvinder er på ingen måde ofre, så lad os lade være med at behandle dem som sådan – som det kommer til at ske, ved et forbud mod erhvervet.

Cecilie, hvad er det for en sammenligning mellem trafficking og prostitution, du er led og ked af?

Servicestyrelsens tal?

For det første er det utrolig svært, for ikke at sige umuligt, at opstøve gyldige tal om omfanget, da der er tale om kriminalitet - hvilket sitet og undersøgelsen også gør opmærksom på.

For det andet er min pointe blot, at man ved at forbyde prostitution - og dermed gør alle kvinder til ofre - rammer en masse andre prostituerede, der ikke er handlede, og derfor ikke fortjener at blive ynket.

Det er ikke forbud, der er vejen frem.

Jeg ved ikke, hvorfor du tror, at der ikke er sammenhæng mellem trafficking og prostitution (og at den i DK er nærmest 1:1 - altså at langt de fleste handles til prostitution).

Hvis ikke, du vil anerkende de mangelfulde tal, der er på området, er det jo bare påstand mod påstand, og så kommer vi jo ikke videre?

Okay, lad mig omformulere mig - selvfølgelig er der er en sammenhæng mellem trafficking og prostituition. Kvinder, der tager penge for sex, er prostituerede, uanset om det er frivilligt eller ej, og mange af de trafficking-eksempler der finder sted, har med sex-ydelser at gøre. Og nej, jeg vil absolut ikke anerkende det tal - fra 2007 til og med september 2011 er der identificeret 183 ofre for menneskehandel - der er tale om et langt højere tal!

Lad mig i stedet sige: Jeg er led af ked af den sammenligning der er mellem seksuel human trafficking og frivillig prostitution, for det er ikke alle prostituerede kvinder, der er ofre, ligesom Lise Østerberg tidligere satte parantes i mellem:

KVINDEHANDEL = MENNESKEHANDEL = PROSTITUTION = UDNYTTELSE AF
MENNESKER !!

FORBYD DET DOG !!!

Det er alt for sort/hvidt at opdele det sådan.

Troels Ken Pedersen

Æh, nej, trafficking og prostitution er ikke 1:1, for så skulle alle prostituerede også være handlede, og det er meget langt fra tilfældet. Og det er jo her, forbudshunden ligger begravet.

Og lige for dokumentationens skyld, SFI-rapporten:
http://www.sfi.dk/resultater-4726.aspx?Action=1&NewsId=3013&PID=9422

For øvrigt er det tvivlsomt, at menneskehandel i DK kun skulle være til prostitution, uanset at prostitution har en fremtrædende plads i menneskehandlen:
http://www.centermodmenneskehandel.dk/sporgsmal-og-svar/handles-menneske...

Troels, work with me here;

jeg skrev "at langt de fleste handlede mennesker i DK er handlet til prostitution".

Dvs. alle (næsten) handlede er i prostitution - ikke at alle prostituerede er handlede.

Jeg synes altså, I skyder gråspurve med kanoner. Jeg tror ikke, at S, SF og Ø vil påstå at de støtter et forbud mod prostitution, fordi alle prostituerede er handlede eller tvungne. Jeg tror, man må betragte det mere nuanceret, og man kan jo godt være offer for noget, man har valgt frivilligt - fx at drikke eller ryge sig ihjel. Når langt de fleste prostituerede giver udtryk for, at de ønsker at stoppe, så synes jeg, det er værd at lytte til.

Troels Ken Pedersen

Nanna,

Du skrev 1:1. Hvilket er noget af en tilsnigelse, jf. Center Mod Menneskehandel. Fremherskende er sgu ikke 1:1, og du fik dermed lige frakendt hus- og bygningsarbejds-slaver deres eksistens.

Jeg tvivler stærkt på at forbud mod sexkøb rent faktisk er den bedste måde at hjælpe. Og at "langt de fleste prostituerede giver udtryk for, at de ønsker at stoppe" er i alt fald ikke, hvad SFI fandt ud af, det gælder kun for de gadeprostituerede, som ikke er den største gruppe. Klinik- og escort-prostituerede grupper angav ønske om at stoppe på under 50%

Troels Ken Pedersen

At lave kampagner for at oplyse kunderne om, hvad det egtl. er de laver, er jeg IKKE imod! Det skal bare ikke være løgn og manipulation i den gode sags tjeneste. Som sådan synes jeg fint om kampagnen!

Bare lige for en god ordens skyld.

Jeg mener derimod, at et forbud mod prostitution er at betragte emnet særdeles unuanceret. Flere vælger erhvervet som en sidste udvej - men at 'langt de fleste' har det på den måde, er et usagligt argument for, at alle har det sådan, som du antyder, at alle prostituerede har.

Vi kan ikke lukke øjnene for, hvor stor en branche der er tale om, og hvor mange kunder der køber ydelser hver dag - et marked, som garanteret (jeg ved det ikke) kun er blevet større i Danmark, efter nordmændenes og svenskernes forbud.

Jeg har stor nok tiltro til kvinders intellekt og egen rådevilje på den måde, at de selv kan stoppe, hvis de havde lyst til det - lad os nu stoppe med at gøre kvinder til stakler.

Nanna hvor finder du belæg for dine udsagn og her tænker jeg på “at langt de fleste handlede mennesker i DK er handlet til prostitution”

Derudover så vil jeg gerne høre din definition af et handlet menneske.

I cafe, restaurations og rengørings branchen er det ofte forekommende at man kan møde mennesker der har betalt en formue for at komme hertil og nu på ekstremt usle vilkår arbejder deres gæld af og naturligvis bliver denne metode også brugt i prostitutions branchen.

Der er tale om folk der desperart flygter fra sult, krig og hungersnød og har et spinkelt håb om at forbedre overlevelses mulighederne for dem selv og deres familie.

Det kan lyde absurd at nogen skulle ønske at gå og trække på Istedgade og få lov til at beholde en brøkdel af pengene selv eller have et usselt rengøringsjob og knap have et sted at sove og leve på eksistensminimum men i stedet for at sammenligne det med din egen priviligerede situation så skal du sammenligne det med med at være prostitueret i Lagos hvor betalingen er lige så ringe men hvor reglen er ubeskyttet sex med personer med stor chance for Hiv smitte og rengøringsjobs der slet ikke er der så der kan man bare dø af sult.

Jeg siger ikke at vi skal se igennem fingre med disse ting men at lade som om at vi gør det gode ved at forhindre disse mennesker i at gøre et desperart forsøg på at forbedre deres egen og deres families levevilkår er vist en forenkling der ikke holder vand.

Der er lige blevet afsløret en bagmand der opererede i det københavnske cafe miljø og har importeret over 20 Indere på vanvittige kontrakter og naturligvis skal han straffes.

Forleden dag var det en afrikaner der arbejdede med rengøring hos DSB også på en kontrakt der stillede ham ekstremt ringe.

Men vejen frem er ikke at forbyde Cafeer, DSB og Prostitution, tværtimod. Alle erfaringer fra dengang prostitution var helt forbudt og også erfaringer fra Sverige samt naturligvis erfaringer fra narkomarkedet viser jo at forbud kun fører til mere uigennemsigtighed og dermed stilles de allersvageste endnu ringere end de er i dag.

Derudover står vi tilbage med det moralske dilemma at hver gang vi afslører en person der arbejder på helt urimelige vilkår ja så får det som resultat at vedkommende sendes tilbage til en tilværelse hvor mulighederne for at overleve er om muligt endnu værre.

Jeg påstår ikke at jeg har svaret på problemet men min påstand er at det ikke er enkelt at gøre det rette og forbud løser absolut ingen ting tværtimod vil det bare skabe flere problemer.

Jeg lagde et link d. 22/11 kl. 20.28 til kampagnen "Ud med bagmændene". Det er på baggrund af det, jeg skriver,

“at langt de fleste handlede mennesker i DK er handlet til prostitution”. Jeg har ikke problematiseret de ministerielle tal eller definitioner på menneskehandel. Jeg har heller ikke udtalt mig om omfanget af frivillig udnyttelse (underbetaling), så jeg ved ikke, hvorfor du vil diskutere det med mig.

Du har ret mht. SFI-rapporten, det er ca. 1/3 af de indendørsprostituerede, der overvejer at stoppe, mod 94% af de gadeprostituerede (s.242). På samme side (242) står, at det kan være meget svært at stoppe, og det er den slags udsagn der gør, at jeg melder pas på den liberalistiske vogn.

Jeg har den holdning, at hvis tilstrækkeligt mange mennesker tager skade af det, vil jeg gerne være med til at forbyde prostitution, selv om det forhindrer nogle i at tjene penge på at dyrke sex.

Jeg synes, det er enormt gratis (og priviligeret) at slynge ud, at man ikke må begrænse nogens frihed bare fordi andre får ødelagt deres liv af det.

Men hensyn til erfaringerne fra Sverige, kender jeg ikke til nogen dårlige erfaringer, og jeg tror heller ikke, du kan dokumentere din påstand.

Robert N Gjeertsen

På dette link kan man læse Rigsadvokatens løbende opdaterede oversigt over DOMFÆLDELSER for 'menneskehandel' eller 'trafficking' eller hvad man nu har lyst til at kalde det..

http://www.rigsadvokaten.dk/media/Domspraksis_-_overtradelse_af_stfl.___...

Af disse tal er det mere end svært at finde belæg for påstandene om at 'masser' af danske mænd køber 'handlede' kvinder . Faktisk virker det som et oppustet problem der mest er skabt for at tjene vise små-borgerlige feministers agenda .. Og selvfølgelig deres medløbere, de såkaldt 'mandlige feminister' .

Robert N Gjeertsen

Nanna Kinch :
'Jeg har den holdning, at hvis tilstrækkeligt mange mennesker tager skade af det, vil jeg gerne være med til at forbyde..'

Prøv lige at tænke den igennem tak ..

Gælder det så også øl ? chokolade ? ski-ferier ??

@Robert: Principielt ja, det gælder også øl, chokolade og skiferier.

Mht. øl synes jeg dog, at sporene fra forbudstiden skræmmer så meget, at jeg ikke tror på, det er principielt muligt at sluse øl ud af kulturen her i Danmark (og ja, jeg ville da også savne det). Men når det er forbudt at sælge stoffer i Danmark, er det vel også fordi tilstrækkeligt mange tager skade af det-?

Det er ikke mit indtryk at chokolade og skiferier er de helt store problemer, men på den anden side har man jo i mange lande vurderet at salmiaklakrids er for giftigt til at være lovligt, og det er vel en lignende logik?

Robert N Gjeertsen

@Nanna :
OK ..
Hvad får dig så til at tro at man kan sluse prostitution ud af kulturen ? Der er jo masser der har prøvet de sidste 5-6000 år og om så straffen er en tur på bålet har det ikke hjulpet synderligt ?

'Men når det er forbudt at sælge stoffer i Danmark, er det vel også fordi tilstrækkeligt mange tager skade af det-?'
Ja det skulle man jo tro, ikke ?
Sjovt nok viser forskningen bare nærmest det modsatte, jo mere nul-tolerance et samfund har, jo flere misbrugere dør. Der er også noget der tyder på at folk vælger hårdere stoffer i lande hvor man alligevel ikke skelner.
Rent bortset fra at der sælges MASSER af lovlige stoffer hver eneste dag, de kaldes bare 'medicin' og der er MASSER af folk der tager skade eller dør af misbrug af lovlige stoffer .

Robert N Gjeertsen

Jeg bliver lige nød til at grine lidt af dem der tror Sverige 'har løst problemet' .. HAHAHAHAHA !!
De har heller ikke noget racist/indvandrer problem, vel ?

Her er en af de skrækkelige sexkunder.

http://go.tv2.dk/morgentv/id-45774398.html

Og her er en af dem, der er 100% frivilligt prostitueret

http://www.socialpaedagogen.dk/da/Arkiv/2007/05-2007/Prostitution%20Jeg%...

En helt ægte og almindelig blog:

http://sexarbejderen.blogspot.com/2011/09/jeg-gr-det-af-lyst.html

Susanne Møller:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=-35nBkspRJI&nored...

Hun siger på et tidspunkt, at nægtelsen af, at der findes lykkelige prostituerede, minder om nutidens svar på heksejagt. Det synes jeg, er meget rammende.

Her er lidt om hvordan vi behandler sexarbejdere.

http://youtu.be/cHJyFXTnBJI

Inger Sundsvald

Man kan absolut ikke udelukke at ”Den Lykkelige Luder” findes, og at lykketilstanden er vedblivende langt op i årene. Der er også en mulighed for at den prostituerede, inden hun/han går på pension, har fået sparet så meget op, at den tredje alder er behageligt sikret.

Man kan heller ikke helt udelukke at fortidens hekse var i ledtog med Den Onde selv, og at udryddelsen på bålet muligvis har sparet os for meget nu til dags.

Det har naturligvis ikke noget at gøre med sex med en handlet kvinde, som enhver jo kan kende på lang afstand og derfor afholder sig fra.

Hvad kendetegner en handlet kvinde?

Sikke dog en afsporing.

Jeg er naturligvis imod prostitution, da du aldrig vil kunne sikre dig, at det ikke er organiseret voldtægt. Jeg har aldrig købt nogen, og fraråder andre at gøre det, men så er det heller ikke værre.

Det er da langt, langt værre, at mænd og kvinder fornedres med fysisk arbejde og dårlig betaling i en grad, så de vælger prostitution, hvis de kan.

Joy og alle hendes medsøstre valgte jo netop at blive ludere, fordi hun er stort set værdiløs som arbejdskraft, både i Nigeria og i Danmark. Som flere undersøgelser viser, så stiger selvværdet for Joy og de andre, der har et valg, og som kan skaffe sig en bedre tilværelse end som lønslave.

Det tragiske er, at langt de fleste mænd og kvinder ikke har den valgmulighed, selvom deres situation er lige så grusom som Joys var.

Hvor er det pinligt, at en velmenende socialarbejder kunne fremtrylle en historie "efter mange samtaler". Historien gør ikke Joys situation hverken mere eller mindre grusom, men den gør hende lidt mere utroværdig.

Og hvor er det ynkeligt at forsøge at "hjælpe kvinderne igang" i den situation, som de jo netop har fravalgt.

Hvad med at "hjælpe mændene i landsbyen igang", så Joy kan arbejde som luder i for folk, der i det mindste taler hendes eget sprog? Det er jo stort set lige så moralsk afsporet...

Ja, prostitution er ulækkert, så vilkårene for lønarbejdere må i sandhed være grusomme.

Kynisk set er det spild af tid at "hjælpe" Joy, der allerede har investeret i en rejse og sprogkundskaber.

Det giver meget mere mening at øge uddannelsen og engelskkundskaberne og mindstelønnen for de mænd og kvinder, der blev tilbage i landsbyen.

Joy flytter vel tilbage helt af sig selv, hvis hun ikke kan blive gift og få opholdstilladelse inden sidste udløbsdato for hendes karriere.

Som immigrant (sproglig flygtning) ved jeg af personlig erfaring, at det er endnu sværere at flytte tilbage end at flytte ud.

Lise Østerberg Bahr

UFATTELIGT at det (SEX) skal/kan - gøres til genstand for forretning overhovedet !

Det er i det hele taget ufatteligt, at SEX - og SEX på den måde - sammen med en type, der blot yder gentag på gentag på gentag - bevægelse/forretning - overhovedet kan være noget man har LYST TIL ??

MAN ER SUNKET meget lavt ned, hvis det skal være såå almindeligt som Talstatistikkerne fortæller at det er, at være prostitutionsafhængig.

FY FOR POKKER !!!

Hvis man er i ægteskab/parforhold/med og uden børn:
SMITTER konen hjemme også med alverdens sex-relaterede sygdomme - hvad med børnene - skal de også have KYS ved hjemkomsten ?

Hvad mon deres tarv er i dette spil ??

STYR DOG JERES LYSTER - lav noget fornuftigt/dyrk sport/TÆNK PÅ NOGET ANDET - undgå at se (dirty) porno - GÅ / spadser/ GØR rent/ besøg jeres mor og far eller bedsteforældre - gå i byenfor dem - BARE gør noget - for at slippe den fælde i sidder i ? (SMUK er den IKKE)

GÅ dog i AFHÆNGIGHEDSTERAPI - det er jo jeres (de sex-prostitueredes hjerner der fejler noget !

Lise Østerberg Bahr

rettelse til sidste linie:
Det er jo jeres (de sex-prostitueredAfhængiges) hjerner ....

Lise Østerberg Bahr at noget er ufatteligt for dig fortæller vel egentligt kun noget om din mangel på empati og generelle evne til at forstå og sætte sig ind i andres livsvilkår.