Kronik

Spareøvelse forklædt som inklusion

Det skulle være så godt at integrere problembørnene i folkeskolernes normalklasser — de svage bliver en del af fællesskabet, og samfundet bliver mere rummeligt. Men hvis der ikke investeres i at gøre skolerne i stand til at håndtere børn med særlige behov, risikerer vi, at de ressourcestærke vender folkeskolen ryggen
De ressourcestærke elever vil tage flugten, hvis svage forsøges integreret i folkeskolen, uden at der følger ressourcer med til at løfte opgaven.

De ressourcestærke elever vil tage flugten, hvis svage forsøges integreret i folkeskolen, uden at der følger ressourcer med til at løfte opgaven.

Sofie Amalie Klougart

8. november 2011

Siden midten af 1990'erne har udgifterne og henvisningsfrekvensen til specialundervisningsområdet været støt stigende. Det har sprængt kommunale budgetter landet over.

Alene i perioden 1995-2008 er specialundervisningens andel vokset fra 6 pct. til 12 pct. af de samlede udgifter til folkeskolen. I samme periode er udgifterne til den pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR), der bl.a. står for udrednings- og diagnosearbejde, steget fra 0,72 milliarder kroner til 1,15 milliarder kroner — altså en stigning på hele 59 pct.

Og tendensen ser ud til at fortsætte.

I en kriseplaget kommuneøkonomi, præget af budgetoverskridelser og krav om nulvækst, er det ikke mærkeligt, at specialundervisningsområdet får stigende opmærksomhed. På den ene side rejser det spørgsmålet om, hvordan fremtidens specialundervisning skal finansieres. På den anden side leder det til overvejelser om, hvordan en hensigtsmæssig fordeling af udgifter mellem normal- og specialområdet bør se ud.

Fra et økonomisk perspektiv er der bred enighed om, at den nuværende udvikling ikke kan fortsætte. Vi er så at sige blevet for dygtige til at diagnosticere børn og udvikle specialpædagogiske tilbud, der passer til deres særlige behov. Den økonomiske løsning må være, at børn — diagnoser og udredninger til trods — i højere grad bliver i den almene folkeskole. Heldigvis for regnedrengene findes der en politisk løsning på problemet. Den hedder inklusion.

For barnets skyld

1994 rejste delegerede fra Danmark og 91 andre lande til et FN-møde i Spanien for at skrive under på den såkaldte Salamanca-erklæring. Målet med erklæringen er at fremme inklusion ved, at børn og unge med særlige uddannelsesmæssige behov skal have adgang til almindelige skoler. Her skal man imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn.

Hensynet i erklæringen er altså ikke økonomisk — man er i stedet optaget af barnets behov og ret til at være en del af lokalsamfundets fællesskab.

Det lyder det ikke som en dårlig idé set i lyset af, at mange specialskolebørn landet over dagligt bruger timer i taxa for at komme frem og tilbage mellem skole og hjem og dertil bor langt fra deres legekammerater. Salamanca-erklæringen er altså bl.a. et forsøg på at undgå at udskille børn med særlige behov.

Og der er flere vigtige demokratiske elementer knyttet til inklusionstanken. F.eks. kan den stigende henvisningsfrekvens tolkes som, at vores opfattelse af normalitet bliver stadigt mere snæver. Hvis andelen af 'normale' elever skrumper, skyldes det måske, at vores normalitetsbegreb ikke er særligt mangfoldigt og rummeligt. Man kan spørge sig selv, om demokratiet ikke styrkes, hvis børn vokser op i et samfund, hvor forskellighed ikke ses som en hindring for fællesskabet.

Det lyder som enhver politikers våde drøm, at besparelser rimer på menneskerettigheder. Tidligere har forholdet mellem økonomi og faglighed været et nulsumspil — enten valgte man besparelser eller faglighed. Nu er det imidlertid blevet et plussumsspil: inklusion muliggør besparelser og højner fagligheden både for det enkelte barn, der bliver en del af et fællesskab, og for fællesskabet, der bliver mere mangfoldigt.

Økonomien spænder ben

Alligevel er det ikke så let. I kølvandet på Salamanca-erklæringen har utallige politiske visioner og programmer haft lidet held til at ændre den eksisterende henvisningspraksis.

Et af problemerne er, at selv om inklusion måske er mulig, er der ingen garanti for, at det automatisk medfører besparelser. Og selv om kommuner er gavmilde til at investere i forskellige former for efteruddannelse af lærerne, er det sjældent nok. Ofte behøves ekstra midler til f.eks. at etablere særlige fysiske rammer, til støttelærere og til løbende coaching og til ekstra mødetid til lærerne ved vanskelige enkeltsager.

I mit igangværende ph.d.-projekt har jeg studeret en folkeskole, der deltog i et kommunalt inklusionsprojekt med blandede erfaringer. Projektet bestod primært i efteruddannelse af skolens lærere, som blev introduceret til inklusionsvenlige pædagogikker. Skolens pædagogiske leder udtrykte problematikken på følgende vis: »Idealet er ingen uenige i. Problemet er, at man siger, at man skal inkludere, uden at der gives ressourcer. Men vores system har jo sine begrænsninger.«

Den kommunale inklusionsindsats involverede ikke bevillingen af øgede midler til at sikre fagligheden lokalt på skolen, der i forvejen var forgældet. På grund af den dårlige økonomi blev skolens specialuddannede ressourcepersoner brugt til almindelig undervisning og kunne derfor ikke indgå som rådgivende instans ved enkeltsager.

I en af klasserne skabte en inkluderet elev med særlige behov så megen uro, at to børn skiftede til en anden skole, hvilket også kostede skolen på økonomien.

Jeg interviewede også skolens tillidsmand. Han forklarede, at inklusionsprojektet havde givet anledning til bekymringer og modstand blandt lærerpersonalet, fordi det i deres øjne først og fremmest var en undskyldning for at lukke specialskoler og spare penge. Denne frygt er ikke ubegrundet, når vi ser på aktuelle forslag om at lukke hver anden specialskole.

Det skal nævnes, at nogle kommuner eksperimenterer med øget økonomisk støtte til inkluderende skoler. Dog er det for tidligt at sige, hvorvidt folkeskolen får de nødvendige ressourcer til at realisere inklusionsidealet på en ordentlig måde.

Stærke på flugt

Det værste scenarie er, at vi i stedet for reel inklusion får formel inklusion, hvor elever med særlige behov måske er at finde i almenskolen, men ikke modtager den nødvendige støtte. Det går både ud over både deres og deres klassekammeraters trivsel og læring.

Hvis ikke der investeres tilstrækkeligt i inklusion på skolen vil inklusionsøvelsen ende som en kortsigtet besparelse. Dermed risikerer vi ikke bare barnets tarv, men folkeskolen som et demokratisk grundelement.

Det skal ikke meget til, før ressourcestærke forældre flytter deres børn til andre (privat) skoler. Det viste de mange skolesammenlægninger med al tydelighed.

Hvis nogle skoler oplever stigninger i antallet af elever med særlige behov uden ekstra ressourcer til at støtte op om såvel det enkelte barn som fællesskabet, risikerer vi, at tendensen til at fravælge nogle folkeskoler forstærkes.

Samtidigt pynter inklusion sjældent på karaktergennemsnittet. Som en skoleleder forklarede, er det lave karaktergennemsnit på hendes skole et succestegn — for det illustrerede, hvor mange elever med særlige behov, de inkluderede. Derfor er det også positivt, at den nye regering har sløjfet planer om ranglister. Offentliggørelse af karaktergennemsnit øger nemlig risikoen for, at forældre vælger skoler fra med høj inklusionsrate. I så fald ville udskillelsen fortsætte, blot i andre klæder end special- og normalskoler.

 

Helene Ratner er ph.d.-studerende ved Center for Skoleledelse, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Rasmussen

Inklusion handler ikke om, at nogle elever skal ind i klassen, men, at det forhindres, at de ryger ud.

Gennem de seneste tyve år er der blevet mindre plads eller rum (pædagogisk praksis) til såkaldt urolige eller særlige elever. De udskilles til mere og mere specielle foranstaltninger.

Inklusion handler dybest set om hvorfor at et stigende antal børn ekskluderes fra den klasse de hører til. Retten er skolegang i lokalområdet.

Tidens trend er undervisningsdifferentiering - konsekvensen er udskillelsen af flere og flere elever.

Hvis man tænker og forstår inkulsions-tanken som et idealistisk projekt og som et pædagogisk paradigmeskift så vil man kunne forstå at det ikke er et spørgsmål om for eller imod "Den inkluderende skole", da den må ses som et naturligt led i udviklingen af skolen.

Den inkluderende praksis i høj grad et spørgsmål og ledelse om hvordan man driver skolen og dermed er det ikke et spørgsmål om økonomi. Spørgsmålet som er relevant er hvordan man laver den bedste skole.

Det er nyttigt at skelne mellem to begreber her:

Inklusion: en pædagogisk praksis som betyder at eleven i højere grad for mulighed for at kunne deltage i undervisningsmiljøet med sine kompetencer. Der vil naturligvis stadigvæk være nogen der kræver special undervisning.

Rummelighed: som er det at klassen skal rumme alle som et værested, hvor nogen ikke deltager i undervisningsmiljøet, men reelt bare er parkeret.

Hvis begrebet "Den rummelige inkluderende folkeskole", ikke skal ende som en fin hensigtserklæring, så kræves det at der fyldes noget på.

Folkeskolens primære opgave i dagens Danmark er at gøre leverne uddannelsesparate til det videre uddannelsessystem. Og spørgsmålet er om børnene/ de unge bliver uddannelsesparate, hvis det, som Tomas Fugl så rigtigt er inde på, reelt er en "parkering" der finder sted ?.

Så hvis folkeskoeln skal inkludere flere elever end hensigtsmæssigt er, så kunne det være en ide med 2-lærer-ordning i visse klasser i visse timer.

Men mon det bliver billigere og bedre ?

For at elever skal på uddannelsesparate skal de først være undervisningsparate og det helt store spørgsmål er om man ikke gør børnene en bjørnetjeneste ved at springe den første forudsætning over ?.

Inklusion er virkelig meget krævende, og det er jo det der nemt overses hvis det blandes med en økonomisk dagsorden. Først og fremmest kræver det meget dygtige praktikere, der mestrer en række pædagogiske redskaber på højt niveau. Dernæst kræver det en nærmest pervers høj grad af glad enighed - også kendt som konsensus - blandt alle omkring det barn, der ellers ville blive ekskluderet. Og med alle mener jeg virkelig ALLE: Barnet, barnets forældre, alle børn i klassen, alle klassens professionelle voksne, alle forældre til børn i klassen, alle børn og voksne i SFO'en, alle ledelsesniveauer i skole og på GFO, PPRs visitationsudvalg, skolepsykolog og så videre. Hvis bare der er eet svagt led i kæden - f.eks. en lille gruppe uforstående forældre, der ikke bliver mødt af en kompetent og insisterende ledelse - bliver hele projektet svækket, og rationaler som: 'Det trækker klassens niveau ned', eller 'hvad laver et barn som N hér?' vinder hurtigt terræn over inklusionens ideelle formål.

"rationaler som: ‘Det trækker klassens niveau ned’, eller ‘hvad laver et barn som N hér?"

Der er vist ikke tale om rationaler, men snarere idiosynkraiser. Iøvrigt enig i dét rationale som fremgår af indlægget, nemlig at en kæde ikke er stærkere end sit svageste led. Af samme årsag har vi brug for et opgør med de mange tåbelige forestillinger om at man kan høste stordriftsfordele via centraliseringer af folkeskolen. Typisk er der kun små besparelser at hente på den korte bane ... og øgede udgifter på den lange. Foruden at vi altså med disse store skolefabrikker 'producerer' blaserte tremmesvin med primært fokus på kapitalisering af egne evner.

Gunvor Trinderup

@Peter Jensen
Hvordan burde det være? Hvordan skaber vi en (økonomisk)bæredygtig folkeskole hvor individet motiveres til at være produktiv for det fælles og herigennem, i en forestilling om, opnå social tilfredsstillelse af den 'helt naturlige egoist' iboende de fleste?