Kronik

Det svigtede menneske

Der er to karriereveje i Danmark: Gør det godt på arbejdsmarkedet og høst roser for din dygtighed, eller gør det godt i socialsystemet og høst gevinster på din ynkelighed. Stadig flere vælger den sidste vej. Det slider på sammenhængskraften
I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

Lars Møller

15. november 2011

Et samfund bygger på dygtighed. Mennesker må dyrke jorden, få hjulene til at rulle, undervise, helbrede, administrere og lede. At de finder mening i deres arbejde, gør dem selv og samfundet rigere.

Der er også mennesker, som ikke er dygtige. Deres sjæl og krop er fra starten beskadiget, så de ikke magter selv minimale krav om dygtighed. Her er det en social beslutning, hvad der skal ske med dem. I nogle samfund overlades de til sig selv og måske til døden — børn sættes ud, gamle forventes at gå ud selv. Ellers må de klare sig, som de kan med tiggeri og hjælp fra familien.

Det danske velfærdssystem opstod ikke som en kompensation for mangel på dygtighed. De værdigt trængende var dem, som gerne ville, men ikke kunne arbejde på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Begrundet med både humanitet og statsræson blev de fattige, de syge og de arbejdsløse tilbudt hjælp.

Mangel på arbejde har en kobling til mangel på dygtighed. Kan du ikke arbejde, er du i samme situation som den, der ikke kan få arbejde. Og hvorfor skal kun den ene gruppe have kompensation? Også sygdom spolerer arbejdsevnen, og sygdom er ikke kun en følge af arbejdsulykker.

Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping.

Hertil kommer den sociale tilstand, der sammenfattes under etiketten 'svaghed'. De svage er ikke handicappede i normal forstand, de er ikke deforme eller slået af den rædsel, man kan finde på billeder fra gamle sindssygehospitaler. Men de er udygtige. De kan ikke leve op til normale krav om at passe deres skole eller arbejde, læse deres lektier, møde til tiden eller tage vare på deres børn.

Svaghed viser sig i et samspil med andre. Medmindre der er tale om et medfødt handicap, handler svaghed ikke om en svag vilje og skal ikke stemples moralsk. At bede de svage om at tage sig sammen giver ingen mening. Herfra smedes et princip om, at alt, hvad der sker med et menneske, er socialt betinget. Men er svaghed socialt betinget, må den afhjælpes socialt, altså med velfærd.

Svaghedsbonus

Hvordan viser svagheden sig? Det er enkelt nok: ved at man vedholdende ikke lever op til normale krav om at klare sin hverdag. Man er svag, hvis man vedholdende viser sig som svag. Det forudsættes, at mennesker gerne vil være dygtige, og at de ikke går efter det, som Freud kaldte for 'sekundære sygdomsgevinster'.

Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle — læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger — åbner svaghed en adgang til gevinster, det er besværligt at opnå på anden vis. Det er besværligt at passe sin skole, sit arbejde og sine børn. Adgangsbilletten hedder diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men — i sidste ende — samfundets, og der åbner sig en alternativ karriere som svag.

En normal karriere satser på dygtighed. Den alternative karriere satser på udygtighed — kompetence til at være inkompetent.

Velfærdssystemet er ikke blot det gode system, som yder kompensation for det onde arbejde. Det er blevet et parallelt system med sine egne karrierebaner. Det kræver investering og udholdenhed, men rummer også sine egne belønninger.

Mens champagnepropperne i det normale system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i det andet system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet hårdt for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne.

Jammerens heppekor

Kampen om at gøre stadig flere mennesker udygtige har mange soldater. Ikke blot mennesker, som ikke orker, men også alle professionelle, som får deres normale karriere ved at tage sig af de udygtige.

Da de ikke må gøre reklame for deres ydelser, har de valgt en anden udvej: de fylder det offentlige rum med jammer, så der hver eneste dag er overskrifter om, at samfundet har svigtet, at vi ikke tager os af de svage, at når vi nu er et rigt land, og når jeg nu har betalt min skat, så ... må der gøres en massiv indsats. Uden nogen øvre grænse. Er man konsulent i stress eller optaget af børn med lavt selvværd, finder man ofre overalt. Der er velkendte fristelser forbundet med at sælge elastik i metermål.

Og staten giver efter. Hvad skal den stille op med de nye masser af svage, der ikke er sultens slavehær og ikke kan true med at strejke, men som truer med en ofte iscenesat elendighed og med social uro — tyveri, hærværk, vold? De udygtige sættes på passiv forsørgelse. Så er de deponeret i de svages silo. Hvad, der i gamle dage hed strejke, er erstattet af et besøg hos lægen.

Resultatet er et Juggernauthjul, som drives af mange hænder, så hver enkelt hånd ikke kan se sit eget ansvar.

Ved siden af svaghedens onde cirkel — at du er svag, hvis du opfører dig som svag — får vi demokratiets onde: at vælgere og politikere holder hinanden i et dødsgreb omkring velfærd i lange baner. Massemedierne agerer kobler med daglige rapporter om de svages sørgelige skæbne.

Selvfølgelig skal de værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed. Med en diagnose som volds-psykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen skyld. Det er en stor lettelse. Hvad, der hjælper, er ikke en møjsommelig indsats af vilje, kun offentlig hjælp.

Fra proletar til klient

Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke længere arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende bistandsklienter. De er på vej ind i en ny type klassekonflikt, som indvarsles af valgkampens slogan om 'velfærd eller skattelettelser'. Hvornår brister de dygtiges loyalitet over for de udygtige, når der dagligt leverer beviser på, at et hæderkronet velfærdssystem er gået amok?

Situationen kan bedømmes økonomisk. Det er hundedyrt, at hundredtusindvis af mennesker tropper op og gør krav på at være svage. Vi får løbende at vide, at en halv million danskere er psykisk syge, og at stress, melankoli, angst og demotivation er folkesygdomme, som 'det ikke kan betale sig at lade være med at behandle'.

I et verdenssamfund med hård konkurrence er det dog svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi. Derfor er det blevet et politisk mantra, at få folk i arbejde, så 'vi kan få råd til velfærd'. Vognen sættes foran hesten, når velfærd ikke er kompensation, men meningen med det hele.

Værdighed

Jeg vil følge et andet spor og bedømme sagen som et spørgsmål om værdighed. Det er, om man vil, en humanistisk tilgang, hvis baggrund er en idé om det aktive menneske. En ny social kliché viser det svigtede menneske, som det er blevet let at overtage og leve sig ind i. Det handler om at opgive at fokusere på den opgave, som skal løses og i stedet rette kikkerten mod ens symptomer: smerten i ryggen, susen for ørerne, angsten ...

Klicheen legitimerer ikke blot fralæggelse af ansvar, men også endeløse krav om en social indsats. Narkomaner kræver rettigheder og danner en forening med alkoholikere og pillemisbrugere. De hjemløse ser fremtiden i lyset af nedskrivning af gæld, rådgivning og terapi. For enden af deres regnbue står et liv som forne tiders herremænd, med en tjener på hver finger. Deres eget svigt og deres egen mulighed for at gøre en indsats hører vi ikke meget om. Det er ufint at bringe moralen på bane.

Appeller om at tage ansvar virker ikke. De fanges af svaghedens cirkel. Hvorfor tage sig sammen, når man blot ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? Svagheden for de svage er blevet en kongevej til svaghed.

Så en ny mennesketype, det svage menneske, ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig selv som et offer for ydre omstændigheder, og beskrivelsen får ord og opbakning af professionelle, der ser endeløse vækstmuligheder i at oparbejde en ny strategisk ressource, svaghed. De ser sig selv som gode, når de peger på de enorme mængder af svage, man bør gøre godt mod.

Både de svage og de professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om, at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet.

Så den tunge indvending mod velfærdssystemets elefantiasis er ikke økonomisk, men handler om værdighed. Det er, med en lille omskrivning af Kant, uværdigt at leve et liv i selvforskyldt svaghed.

 

Ole Thyssen er professor, dr.phil. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS

Hør mere, når Ole Thyssen i aften deltager i debatarrangementet 'Grænser for staten — Ansvar for folkesundheden; stat eller individ?'. Det er arrangeret af CEVEA og Grundtvigsk Forum, og løber af stablen kl. 17-19 i Vartorvs store sal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Honningdepotet kan bare hoste op med klejnerne. Så skal vi nok "klare os selv". Ingen af os er interesseret i at omgås alle disse forstå-sig-påere ("en tjener på hver finger"). Send dem i reelt arbejde, så der bliver råd til en værdig kompensation til alle os udygtige, som frivilligt afstår fra at gå i vejen i arbejdets katedraler. Denne småborgerlige nærighed forhindrer os i, at forfine vores udygtighed, til stor skade for samfundet. Udygtige mennesker er kompetente i deres udygtighed, og har ikke brug for inkompetente ledere, som er motiveret af sindsyge ideer om "musik i kostalden" (medarbejderhåndtering), som er udtænkt af et hundrede procent uproduktive nassere fra CBS. Vores værdighed klarer vi selv, hvis I bare vil holde jeres kræmmermoral for jer selv.

Længe leve dovenskaben!

Niels-Holger Nielsen

"Inkompetence er en vigtig ressource i moderne samfund, fordi den skaber behov, efterspørgsel og beskæftigelse. Mens landbrugssamfundet havde hakkejernet og kosten til at holde de overflødige beskæftiget, og mens industrisamfundet havde det monotone arbejde ved samlebåndet, har informationssamfundet den menneskelige svaghed - de inkompetente, som skal have deres sår behandlet offentligt, så omsorgen for de svage, de ensomme og dem som snart skal dø skaber beskæftigelse og dysser potentiel uro ned."

Ole Thyssen og Henrik Dahl i KRIGEREN, BORGEREN OG TABEREN

Managementindustriens inkompetencer skaber også til stadighed "behov" for "nye" håndteringsteorier, som bare er gammel sur vin på nye flasker. Kort sagt: Vores samfund ville gå i stå uden disse enorme mængder af inkompetence. Brugsværdien er intet, bytteværdien er alt. Når blot vi bytter inkompetencer holdes maskineriet i gang og profitten er sikret til evig tid.

Det inkompetente menneske er vores civilisations grundvold.

"Forne tiders herremænd" har til alle tider været idealet. Det var den tilværelse, en borger i oldtidens Athen kunne friste, fordi han havde slaver - og det er den fremtid, mennesket i en automatiseret verden i høj grad vil kunne friste. Det handler om det aktive menneske - det politisk aktive menneske, der medvirker til at smede samfundets indretning, forstå verden, forfine begrebsapparatet.
Ole Thyssen (nogen forbindelse til koncernen?) viser sig som en ægte overklasselakaj med dette indlæg - for hans opdeling af verden følger det verdensbillede, der er årsag til eksklusionen af mange (og har været det siden begyndelsen i 1600-tallets slutning), det hierarkiske junglesamfund, hvor nogle kan dømmes ude og ikke modtage støtte i deres udsathed, men blive sendt bort, til kolonierne eller andre lande.
Imidlertid fejler analysen ved at - for at bruge Thyssens eget udtryk - at spænde hesten for vognen, for hvor det engang var mangel og ægte nød, som følge af utæmmelige naturkræfter, er det i dag alene et spørgsmål om en omfordeling af goderne til fordel for en lille klasse af passive ejere, hvis eneste adkomst til velstand er deres nedarvede eller ved pyramidespil erhvervede 'penge'. Da penge imidlertid i sig selv kun er 'skyldere' for gods eller tjenester, giver det ingen mening, at værdien af de manges møje samles hos de få. Det giver heller ingen mening, at et samfund, der i realiteten kunne leve godt med en enkelt arbejdshest i hver familie, koloniserer alle de gøremål, der ikke bør underkastes profithensyn.
Kapitalismen er syg i det, at den kun kan anerkende værdi, der omsættes; det har i de seneste få årtier - blot siden min barn- og ungdom - sendt os ud på det skråplan, hvor den karakteristik, vi tidligere gav af kræmmersjælen: "han kender prisen på alt, men ikke værdien af noget", næppe længere giver mening, fordi alene prisen i dag giver mening; men prisen er tilfældig. For få årtier siden var det topmålet af umoral at spørge til prisen på et menneskeliv - i dag er der formodentlig, som i slavetiden, et helt sortiment at vælge fra.

Niels-Simon Larsen

@Ole Thyssen: Tankevækkende indlæg på flere måder, og i det store hele må jeg give dig ret. Spørgsmålet er dog bare, om du ikke afslører dig selv som ’svag’ ved at beklage dig over alle dem, der klager – i stedet for at komme med din egen løsning på problemet.
Jeg kommer til at tænke på et interview med dig, hvor du virkelig viser din svaghed og ikke skammer dig over den. Det drejede sig om, hvad vi skulle gøre ved klimaet, og intervieweren spørger dig om, hvad du selv gør:

»Jeg gør som alle andre. Jeg passer mit arbejde, lever med min familie og har bil og sommerhus. Jeg er en del af problemet. Ikke en del af løsningen.«
- Hvordan er det?
»Fint,« griner Ole Thyssen.
http://www.information.dk/213693

Derfor kommer det ubehagelige spørgsmål: Er du ikke selv en af de svage?

Niels-Simon Larsen

Vi kan ikke komme uden om problemet med de svage og svagheden i os selv. Vi er da alle en del af problemet. Vi har nu et samfund, der hviler på billig arbejdskraft fra slavefabrikker i fattige lande. Bl.a. derfor kan vi leve i velstand med et højt serviceniveau, og vore egne svage lever af det.
Hvis vi en dag kommer ud i en knaphedssituation, sker der jo nok en eller anden forskydning.

Vibeke Binderup Dyrst

Har du brug for hjælp, så er det selvforskyldt og ikke mindst dovenskab?
De offentlige systemers indbyggede umyndiggørelse og ydmygelse af sygemeldte, arbejdsløse, pensionister, handicappede osv. er selvfølgelig iværksat for at styrke de mennesker, for vi ved jo alle sammen at modstand gør stærk?

Jeg tror på at de allerfleste af os meget gerne med vores værdighed i behold, vil være deltagende og inkluderet i samfundet,
Hvis en diagnose kan give en følelse af værdighed fremfor den ekskludering og stigmatisering, der følger med, når man af en eller anden grund ikke er "blevet" til noget. (yder økonomisk til samfundet) Så kan jeg faktisk godt forstå, hvis man kæmper for en sådan.

Indimellem må man føle sig som en kagedej. Passer man ikke ind i formen, bliver man fejet til side, klasket sammen med en hel masse andre der heller ikke passer ind, klumpet sammen , trillet til helt ens romkugler, rullet i krymmel og solgt . Om man oprindelig havde potentialet til wienerbrød eller en brunkage i sig, er fuldstændig underordnet.

Men afgjort en artikel der også rejser det spændende spørgsmål om en professor som Ole Thyssen kan fratages sit professorat ved en sikkert følelsesladet ceremoni og ikke mindst licensen til at tænke - i det hele taget.

Niels-Simon Larsen

Nu må vi altså holde op med alle disse klagesange. Det er ikke synd for ’mig’, og det gælder lige fra – det er også mine forældres skyld og til, at det er kapitalismens skyld.
Det kan være ligegyldigt, om det er nogens eller ens egen skyld. Der skal rettes op på miseren. For tiden siger man, at de unge beskylder sig selv for deres manglende succes. Nå, for et par generationer siden var det samfundets skyld.
Hver gang man fyrer dette batteri af skyldskanoner af, bliver resultatet det samme: passivitet. Personligt har jeg noget på Ole Thyssen, men overordnet har han sgu da ret i sin analyse.
For mig at se har vi bevæget os ind i en diagnosekultur, der uvægerligt bryder sammen, når nu nedturen rammer os med sin jernhånd. Og hvad sker der så?
Hvis der ikke er en jeg-yder-alt-hvad-jeg-kan moral i et samfund, vil det bryde sammen. Selvfølgelig skal man se klart på tingene og være kritisk, men man skal yde. Sådan er de fleste heldigvis, ellers var det allerede brudt sammen.

At mennesker dømmes svage og udygtige med lutter årsag i manglende vilje - uden at medtage alle de mange andre årsager til at mennesker handicappes på deres velvære og samfundssind af f. eks forurening og al anden forkert ernæring må være et udtryk for en på alle måder udygtig og svækket tankegang og konklusionsevne.

Når man vil tegne et entydigt billede af, hvad man mener, er en tendens i tiden, sådan som Ole Thyssen gør, kan billedet ikke undgå at blive fortegnet eller endda helt forkert!

Det er klart, at overdrivelse fremmer forståelsen. Men hvis man - for at dyrke sine egne idiosynkrasier - overdriver et enkelt aspekt ved samfundsudviklingen, gør man sig blind for, at der måske er andre og vigtigere aspekter, der trækker i en helt anden retning.

Jeg tænker på, at vi hele tiden får at vide, at den stærke individualisme er i fremmarch. Al snak om, at ”det er samfundets skyld” er fortid. Nu er enhver selv ansvarlig for alskens ulykker, så som kræft og andre alvorlige sygdomme. Sygdommen er din egen skyld, for du har levet usundt!

Og de arbejdsløse er ifølge de nye normer selv skyld i deres arbejdsløshed, selv om det er klart, at nogle er nødt til at finde sig i at være ledige, når der er flere arbejdssøgende, end der er jobs (såkaldt strukturel arbejdsløshed).

Jeg kunne pege på flere umådeligt skråsikre og helt sikkert fejlagtige påstande i Ole Thyssens tekst, men vil hellere henvise til en anden forskers meninger, nemlig sociologen Rasmus Willig, som man kan læse om i nedenstående link:

http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2011/06/10110950.htm

Kirsten Svejgaard

"det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed"

Hvad for en verden lever du i, Ole Thyssen? Du aner jo ikke et klap om, hvordan tingene foregår!

"Og de arbejdsløse er ifølge de nye normer selv skyld i deres arbejdsløshed, selv om det er klart, at nogle er nødt til at finde sig i at være ledige, når der er flere arbejdssøgende, end der er jobs (såkaldt strukturel arbejdsløshed)."

Vi skal måske supplere med at den økonomiske politik tilrettelægges på grundlag af en kalkulation med et så højt provenu af arbejdsløse at det kan virke lønudviklingshæmmende og dermed bidrage til en forøget merværdi for produktionsejere (den såkaldte ligevægtsøkonomi). Dermed er 'taberne' langt fra altid selv 'skyldige' i egen arbejdsløshed, men brikker i et kapitalakkumulerende, strukturelt (casino)spil.

Oveni hatten har vi så disse klichéer, som CBS-professorerne til tider kan more sig med. Thyssen, som i anden sammenhæng erklæret selv er en del af problemerne, konfabulerer lystigt derudad om det svage menneske - altså forestillingen om mennesket, som frit vælger at droppe ud til et liv som i høj grad er underlagt systemmagternes ofte vilkårlige dispositioner, det almene borgerskabs stigmatiserende øllebrødsbamhjertighed og en tilværelse, ofte i både økonomisk og kulturel (sådan ville Thyssen omtale det) fattigdom. Blot fordi de kan; fordi det ifølge Thyssen skulle være 'lettere'. Eller ligefrem mere attraktivt.

Har Thyssen selv talt med dem han hér skriver om? Der må vel ét eller andet sted i de dikotome tåger foreligge blot et figenblad af empiri som kan godtgøre Thyssens reduktionistiske innovation; den svage mennesketype.

@Doris Møller - din pointe om individualiseringen af ansvaret er et indspark i denne debat, som vi dækkede for nyligt under overskriften Det er ikke længere samfundet skyld, som bygger på undersøgelsen Når det er svært at være ung i DK — unges beretninger om mistrivsel og ungdomsliv fra Center for Ungdomsforskning.

"Det er klart, at overdrivelse fremmer forståelsen."

Det er helt klart at overdrivelse yderst sjældent fremmer forståelsen - og det er jo netop en udpræget tendens til lommefilosofisk, købmandsagtig og managementsmart tænkning, som danner grobund for at der overhovedet er mennesker som gider at læse Thyssens forsimplende bras. Overdrivelser kompromitterer typisk forståelsen - og hér har Thyssen demonstreret hvordan dén slags derpå kan ytre sig.

randi christiansen

”De stærkeste overlever”! På hvilken præmis - Ole Thyssen - skal vi vælge ? Vær lige så venlig hr. Thyssen at tænke over det. Skal vi overhovedet vælge vores præmis, eller skal vi bare lade det rulle derudad, tage det til enhver tid eksisterende system for gode varer og så beskære ad hoc ? Og hvis vi skal vælge , hvem skal så bestemme - folkestyret ? Hvis uddannelsesniveau, bevidsthedsniveau, sundhedsniveau er bestemt af adgangen til ressourserne, og hvor de få undtagelser bekræfter regelen. At underkende den sociale arv er at leve i en fantasiverden. At du, Ole Thyssen, er professor må blot understrege, at det ikke altid er de bedst begavede, som får de højeste uddannelser. Og for at der ingen tvivl skal være : det nuværende system har i den grad brug for dissidenter. ”De svage” er kanariefuglen i minen, som fortæller, at den er giftig. Kom ud af dit elfenbenstårn Ole – det vælter alligevel snart.

Selvfølgelig er man selv aktør i sit liv, om man er herre over det, er jeg åben for at debattere med verdens 6.2 milliarder religiøse.

Oly Thyssen indlæg knytter sig også til den igangværende debat på 100dage, der fokuserer på de 800.000 mennesker, der permanent er uden for arbejdsmarkedet. Billedet har ikke forandret sig de seneste 15 år, selv om konjunkturen er gået op og ned. De mange udstødte slider ikke alene på de offentlige budgetter, men også på solidariteten i samfundet. 800.000 er unægteligt er mange, og det er en væsentlig udfordring at få debatteret, hvad det skyldes og hvordan vi kan bryde den onde cirkel.

randi christiansen

@Lars Højholt - det er naturligvis en overordentlig væsentlig - ja faktisk fuldstændig grundlæggende - udfordring at få debatteret, hvad arbejdsmarkedets status skyldes. Så når hr. Thyssen vurderer situationen stigmatiserende entydigt og bærer ved til det bål, hvorover "de svage" og "udstødte" sagte skal ristes, må der gives svar på tiltale.

@randi
Det var såmænd heller ikke et forsvar for Ole Thyssen, men nærmere en opfordring til alle om at fortsætte den gode debat. Hvis ikke I mener Ole Thyssen har ret, hvilke andre forklaringer og løsninger bør vi så kigge mod?

Hvis straf var løsningen, burde vi leve i et homogent samfund. Det ville nok være at foregribe sig på situationen. Løsningen er at delagtiggøre folk i samfundet, løsningen er individuel for individuelle individer. Sort og hvidt fungerede godt i 50'erne.

Lars Højholt:
"De mange udstødte slider ikke alene på de offentlige budgetter, men også på solidariteten i samfundet."

Denne din sentens indskriver sig i samme diskurs som Thyssens idiosynkratiske teser om hvad der virker nedbrydende på den mellemmenneskelige tillid og solidaritet i Danmark; 'de udstødte' slider på solidariteten. Samtidig ses der bort fra allehånde kulturelle (konkurrencesamfund og individualiseringsdiskurs/de store fortællingers bortfald m.m.) og strukturelle (arbejdsmarkedets omkostningseffektiviseringsræs har i de senere år reduceret arbejdsmarkedets rummelighed - mens den aktive arbejdsmarkedspolitik og den sociale forebyggelsesindsats i betydelig grad er skåret bort) forhold som kan give væsentlige forklaringer på at der ikke tænkes i samme solidariske baner som det f.eks. var tilfældet for 20 år siden.

Og dermed bliver dit indstik kl. 13.11 endnu en sten i samme væg som Thyssen laver sine foramende fingermalerier på.

Din opfordring kl. 13.27 har jeg dermed også kastet et par (i al almindelighed velkendte) bud på.

randi christiansen

@Lars Højholt
Som antydet i mit indlæg mener jeg, at problemet er, hvorledes vi forholder os hensigtsmæssigt til biotopens ressourser. Professor Herman Daly "Sustainability & the Scale of the Economy", økonom Inge Røpke og mange flere analyserer og giver løsningsanvisninger under overskriften Økologisk Økonomi. Neoliberalistisk økonomi tager ejerskab til (stjæler) ressourserne med ligningen Kapital+Arbejde. Økologiske økonomer indregner ressourserne i ligningen : Ressourser+Kapital+Arbejde, og påviser hvordan det nuværende system skaber social-og miljøubalance. Vi er sociale væsener og er som sådanne født ind i fællesskabet – at blive udelukket på det foreliggende grundlag er en forbrydelse mod menneskeheden, undergraver systemet og ender derfor med at grave en grav for alle, hvis det ikke bliver ændret.

Jan Aage Jeppesen

Ole Thyssens analyse kan opfattes som en opdateret pseudo-humanistisk version af socialdarwinismen, således som den blev formuleret og begrundet af filosoffen og liberalisten Herbert Spencer, der flere år før Darwin publicerede formulerede den tautologiske frase: "Survival of the fittest".

Udviklingen op gennem 1800-tallets Europa og USA prægedes af økonomisk vækst, men samtidig af forfærdende sociale forhold i de voksende storbyer. Under indtryk heraf pressedes bl.a. ved fagforeningernes initiativ i række arbejderbeskyttelseslove igennem i England - bl.a. forbud mod at anvende kvinder og børn til hårdt arbejde i minerne (1844). Liberalister som Herbert Spencer vendte sig kraftigt mod sådanne indgreb, som ville gribe forstyrrende ind i det økonomiske systems naturlige funktionsmåde og hindre "den usynlige hånd" i at virke.

Her et tekstuddrag fra Spencers "Social Statics" fra 1850:

"… Den højere skabnings udvikling indebærer fremskridt mod en type mennesker, som er i stand til at nå en lykketilstand, der er uformindsket af disse forhindringer. Det er i menneskeslægten, fuldkommenheden skal nås. Civilisationen er det sidste stadium i den fuldbyrdelse. Og idealmennesket er det menneske, hos hvem alle forudsætninger for denne fuldbyrdelse opfyldes. Samtidig betrygges både den levende menneskeslægts velfærd og dens udvikling mod den endelige fuldkommengørelse af den samme velgørende, men strenge orden, som hele dyreverdenen er underkastet; en orden, som er skånselsløs i sit arbejde for det gode, en lykkebringende lov, som aldrig lader sig skubbe til side for at undgå enkelte og tilfældige lidelser.

Den udueliges fattigdom, den nød, som rammer den dumme, den dovnes sult, og den stærkes skubben til den svage, som gør så mange ‘grundstødte og fortvivlede’, er påbud fra en vældig, vidtskuende velvilje.

Det kan synes hårdt, at en udygtighed, som på ingen måde kan overvindes, skal drive håndværkeren til at sulte. Det kan synes hårdt, at arbejderen som på grund af sygdom ikke kan klare sig i konkurrencen med sine stærkere kammerater, må lide de afsavn, som bliver følgen. Det kan synes hårdt, at enker og forældreløse overlades til at kæmpe på liv og død.

Ikke desto mindre indebærer disse barske, ulykkelige skæbner den største velgørenhed, hvis de ikke ses isoleret, men i sammenhæng med hele menneskehedens interesser - samme velgørenhed, som sender syge forældres børn i graven og som udvælger de blødagtige, drankerne og dagdriverne til ofre for epidemier …”

Løsningen på de problemer omkring "manglende grænser for hjælpsomhed" som vort velfærdssamfund vitterligt står til halsen i og som de socialistiske samfund led skibbrud på, må efter min opfattelse bestå i indførelse af en general social basisydelse (borgerløn) til afløsning af en uoverskuelig myriade af særskilte sociale ydelser til specielle formål - kontanthjælp, boligstøtte, folkepension, invalidepension, uddannelsesstøtte, børnetilskud m.m. Samlet har disse sociale ydelser til formål at supplere indkomsten hos grupper, som har ‘for lave’ indkomster. Men det er sandt at sige en besværlig måde at løse lavindkomstproblemet på.

randi christiansen

Vil man fjerne ondet, må man gå til roden. (se tidligere indlæg bl.a. her i tråden). Lavindkomstproblemet - en af mange systemfejl.

randi christiansen

@Jan Åge Jeppesen - tak for dit informative indlæg. Her ses neoliberalisternes tankegods tydeligt og i al sin afstumpede dumhed - tak for ingenting og fattighjælp

Kirsten Svejgaard

"Hvis ikke I mener Ole Thyssen har ret, hvilke andre forklaringer og løsninger bør vi så kigge mod?"

Ole Thyssen har f.eks. aldeles ikke ret i, at det er blevet "let og fristende at melde sig ind i de svages klub". Tværtimod.

Siden Karen Jespersen genindførte tvangsarbejdet i slutningen af 90'erne er det blevet sværere, og under Claus Hjorth Frederiksens regimente blev det bare endnu værre og værre.

Syge mennesker - selv alvorligt syge mennesker - jagtes ofte som forbrydere, mistænkeliggøres og sendes i arbejdsprøvning efter arbejdsprøvning for at finde ud af, om der dog ikke kan vrides bare en smule mere arbejde ud af dem. Resultatet er selvfølgelig, at de bliver endnu sygere.

Det kan således tage år med sygdom, økonomisk nedtur, medfølgende ekstra psykiske belastninger m.m. at få en førtidspension - det er godt nok fristende!?

Dertil kommer jo selvfølgelig, at der alligevel ikke ville være arbejde til dem, hvis de blev bare nogenlunde raske. Et stort antal mennesker er f.eks. visiteret tll fleksjob nogle timer om ugen og vil også gerne - men arbejdsmarkedet har ikke plads til dem alle. Hvad gør politikerne så? Pålægger de arbejdsgiverne at tage flere fleksjobbere ind i passende jobs? Nej, de gør det sværere at blive visiteret til fleksjob.

Og "en diagnose" er ikke i selv nok til at blive sat på overførselsindkomst. Det kommer så sandelig an på, hvad diagnosen lyder på. Masser af mennesker med "en diagnose" kan arbejde og gør det.

Dertil kommer de mere strukturelle faktorer, som er nævnt i andre indlæg ovenfor.

Hele Thyssens artikel lyser af, at han ikke har gjort sig den ulejlighed at foretage empiriske undersøgelser først. Men det er måske for meget forlangt af en filosofiprofessor?

Et samfund bygger på vi får hjulene til at rulle siger professor Ole Thyssen.

Hvis samfundets hjul ruller hurtigt kan samfundets rige fornøje sig med masser af eksport/import produkter. En del af importen dækker produkter som samfundets ufaglærte sagtens kunne producere, godt nok til en højere pris, på grund af et opskruet indre pris og lønniveau.

Hvis samfundets hjul derimod ruller i lavt gear, men med tilsvarende større trækkraft, kan alle fornøje sig med samfundets egenproduktion, samt hvad den enkelte er værd for fællesskabet.

Danmark har valgt den hurtige løsning, og her gælder der en humannaturlov der siger, at en del af rotationskraftens i samfundets hjul forsvinder ud til de, som af den ene eller anden grund ikke kan deltage i det opskruede samfundsræs. Og professoren glemmer at mange af karrieremenneskenes egne familiemedlemmer faktisk tilhører disse udrubricerede.

Prøver samfundet at ophæve humannaturlov nummer et, træder humannaturlov nummer to i kraft. Den siger, at der så bliver flere og flere der melder sig i "de svages klub" som "volds-psykopater" - for at bruge Ole Thyssens terminologi.

...samfundet er så inde i en ond cirkel. En cirkel som vi her i landet plejer at betegne som 'udansk'.

Og så er spørgsmålet ikke længere Hvornår brister de dygtiges loyalitet over for de udygtige men hvornår de økonomisk svages langmodighed med de griske ophører.

Et godt samfund bygger at vi får alle med på vognen.

Paul Richardt Metelmann

Et meget enkelt spørgsmål til Ole Thyssen: Hvor er de undersøgelser og anden empiri, der understøtter dine synspunkter? Det kan godt være du er professor, men sålænge der ikke er noget der bakker dine synspunkter op - så er det bare din mening, der ikke har noget fundament...

Niels-Simon Larsen

@Lars Højholt: Du spørger efter løsningsforslag. Den moderne form for udstødelse har været diskuteret lige siden dets opståen. Ole Thyssen kommer ikke med løsningsforslag, og i tråden kommer der kun små pip. Jeg tror heller ikke, at de 100 dage, kommer meget længere.

Vi kommer ikke længere end til at være ærlige over for hinanden og fortælle, hvordan vi har det med det, vi oplever. Her i min ejendom blev en lejlighed totalrenoveret, fordi en kvinde gik til bunds og ikke ville lukke nogen ind. Hvordan kan sådan noget forekomme i vores samfund? Hoveddøren var sprængt flere gange. Har naboerne ikke lagt mærke til noget og klaget? Jo, men en klagesag tager flere år. Når jeg ser den slags, tænker jeg på Det tredje Rige, der lod jernbanevogne med jøder køre til lejrene. Er vi kommet meget længere? Vi kommer ikke hinanden ved og må heller ikke. Kommunen skal nok ordne det, men det kan den ikke overkomme.

Nogle er sikkert glade for at læse debatindlæg og få fortalt, hvordan det var i 1850’erne. Der er altid nogle, der benytter lejligheden til at læse højt af en bog her i trådene.

På trods af de mange velmenende indlæg, synes jeg alligevel, at man er ude efter budbringeren, der åbenbart skulle have holdt sin mund, eller skrevet noget andet, haft en anden holdning, været noget andet end Ole Thyssen.
Ole Thyssen burde blande sig i debatten nu og stikke en prober næve, men-eh hvor mange af debattørerne her ville så stå i Oles sko?

Den sidste sætning i artiklen indeholder kerneordet for os mennesker - værdighed. Medens titlen "Det svigtede menneske" for de fleste nok mest peger mod omgivende grundlag for tilværelsen.
Selve mennesket er kreativt og visionært og gennem sine valg er dette potentiale egentlig grundlaget for at vælge sine omgivelser, så de passer til formåen og behov.

Når et samfund etablerer sig, siges at det udvikler sig, men rent faktisk indvikler det en række muligheder i hinanden og formes derved. Efterhånden låses denne proces og uniformerer de potentielle muligheder i færre og større 'kunstige' rammer, der ganske logisk mangler en del af diversiteten.
Gennem 'dressur' via familie, institutioner, skoler og myndigheder omdannes det frie individ til et uniformt individ i rammestørrelse og -betydning. Dette koster personens værdi, idet balancen i det naturlige potentiale forrykkes. Netop dette angår personens værdighed, der i de fleste tilfælde forringes.

Da jeg som 8-årig blev inviteret til at deltage i 'lileputfodbold' ringede alarmklokken, da jeg så en voksen mand dirigere mine kammerater. Deres selv var demonteret.
Da vi senere mødtes, spurgte de. "Hvor blev du af?", hvortil jeg spurgte: "Hvor var dit jeg?"

Eksemplet herover viser meget klart at folk lader sig dirigere. I den henseende anser jeg hver enkelt som skyldig i at have svigtet sig/sit selv. Dette er så almindeligt at denne samling ses som normsamfundet. Kollektivt bedrag bliver legitim norm. Resten er anormale. Asociale og videre i den dur.

Jeg anser mig som et individ skabt af kosmos med en betydning. Ligeså anser jeg samfundet som et fænomen i processen. Med min frie vilje og villige indsyn, må jeg konstatere at samfund i vore tider er forandringsblokerede af uniformitet, der består af dresserede individer.

Vi er svigtede - men af os selv.

Selv har jeg lavet mange ting, og nogen gange stødt ind i 'arbejde'. Ikke for at arbejde, heller ikke for at tjene penge, heller ikke af tvang, men af ren og skær nysgerrighed for, hvad der foregik. Alså for at lære.
Da antennerne er bevarede, har ophold i arbejdsfelter ofte været meget kortvarige, idet det er ganske nemt at indse den fattige sammenhæng. Ægte livsværdier eksisterer ikke der. Da jeg lever af disse værdier, er jeg hvor de er, og afgiver kreativitet og vision og nærer helheden med varietet og perspektiv.

Jeg har valgt fra livet start at give mit selv og behændig undgået at tabe(svigte) det.
At svigte sit selv er en form for mentalt selvmord, hvor kroppen er amputeret adgang til livets værdi.
På samme måde er tidens samfund invalide, i den forstand at de er blottede for evne til at videreudvikle sig og i den proces specielt mangler at skifte spor ved at kassere noget der virker dårligt med noget nyt, ukendt med et helt frisk koncept af muligheder.

Det burde i det mindste være indlysende, at noget der er destruktivt bør kasseres. Men det er ikke indlysende for de fleste, da vision og kreativitet er deaktiverede. Ansvaret er forladt.
Fænomenet foregår på hele planeten og skyldes en generel indbyrdes bevidshedsåbning, hvor næste skridt er baseret på samlet styring af kaosenergi. Det verificeres endda at denne stemningsdrejning kan måles i planetens omgivelser.

"Livets værdi hviler i evnen til at beherske det". At beherske samfundet er således en misforståelse, hvilket der er alvorlige tegn på.

den slags indtægter kan jo ses som en ringe kompensation for at der er nogle få andre private som hævder:
at de har ret til at eje meget af det som ellers så temmelig selvfølgeligt bør være samfundsejede produktionsmidler.

næppe alle kan jo narres hele tiden , så især de storkapitalister får jo godt nok snart nogle store opgaver med at forsøge at undskylde.

sandsynligvis bliver opfordringer såsom:
løntrællegjorte i alle land - foren jer;
snart langt mere udbredte og langt mere udbredte fulgte.

Michael Guderup

Min gamle lærer. Ole Thyssen, har da bestemt fat i noget. Ganske som forventet, mødes hans indspark med alt fra beskyldninger om uredelighed til krav om fratagelse af professoratet.

Modargumenterne kniber det dog lidt med. Den ældgamle traver, marxismen, bliver endnu en gang hevet af stalden som frelseren. Hvilket jo er en anelse paradoksalt, da volumen af den velfærd vi har opbygget (og forventningerne til endnu mere) kræver mere kapitalisme - ikke mindre.

Men måske er det ikke den økonomiske side af sagen der tænkes på, men derimod den sagnomspundne mentale fred og hygiejne i et urmarxistisk bondesamfund, i pagt med dyrene og resten af Moder Jord?

Den fantasi bliver nok svær at implementere, hvis vi skal være helt ærlige.

Men for nu at vende tilbage til analysen af den moderne velfærd, så er offerkultens pt tre mest benyttede plusord: "marginaliseret, udsat og svag" - med diverse variationer.

Omend lidt udefinérbare, bruges disse ord i flæng til at betegne mennesker som ikke er i stand til at håndtere deres tilværelse og hænger fast i den offentlige navlestreng. I manges tilfælde på livstid.

Semiotikken i ordvalget er næppe tilfældigt, da disse prædikater umiddelbart placerer den omtalte person i en uangribelig, passiv klientrolle; borgeren er et offer for noget ukontrollabelt og udefrakommende: samfundet. (man skal nok heller ikke underkende begrebernes korrelation med marxistisk klasseteori)

Så samtidig med at nutidens individ er et offer for samfundet, er individet altså også afhængig af det samme samfund - som (hvis nogen skulle have glemt det) er den relativt skrøbelige mentale, fysiske og økonomiske ramme vi forsøger at tvinge ned over livets permanente usikkerhed og varierende udkomme.

Er man født med et indiskutabelt fysisk eller psykisk handicap, er det jo hensigtsmæssigt at samfundet træder til i et vist omfang.

Men når velfærdsindustrien insisterer på at ekspandere og knopskyde med endeløst eksponentielle ADHD-diagnoser, arbejdsløshedsdepressioner, psyko- og boligsociale problemer etc. etc., kan snart sagt alle borgere efterhånden gøre krav på at være blevet svigtet.

Kravsinflation (som vistnok er at af Thyssens egne udtryk) er vist en ganske udmærket samlebetegnelse for disse velfærd-abstinenser der hærger landet i disse år.

Det ville ikke være korrekt at benævne tilstanden "velfærdsnarkomani", da der er tale om en bevægelse/kult som primært lever af ophidselsen i et postuleret fravær af ydelser - ikke tilfredsheden med de eksisterende ditto.

Det er vel cirka 90 år siden at de første store socialreformer så dagens lys, og fred være med dem, men siden har vi fremelsket nogle urealistiske forventninger og relationer staten og borgerne imellem, hvorunder klynkeri er blevet en industri, og hvori det robuste og selvhjulpne individ har fortonet sig i horisonten.

Folk skal have krisehjælp og coaches til at overkomme selv den mindste modgang i deres liv.

Voksne mennesker har behov for babysittere og støttepædagoger (i form af alskens halvstuderede terapeuter) til at træffe banale beslutninger..

Det kan ikke være et sundhedstegn.

Samfundspagten er tydeligvis blevet overbelastet af ansvarsløse, målløse, rettighedshungrende individer.

Dette blandt andet fordi den politiske korrekthed, minoritets-fetischismen (begge i bredeste forstand) og den generelle feminisering af samfundet har tvunget familiens omgangsformer ud i det offentlige forventnings-resevoir - og der hører de ikke hjemme.

Samfundet kan ikke være en følsom amme, der fører individet gennem livet på armen, med en uudtømmelig brystvorte i munden.

Der problematiseres og offergøres ad libitum, men der er meget få, der fokuserer på hvad det fordrer at være et initiativrigt og selvhjulpent individ. Og det burde være det ideal vi efterstræber.

Løsningen er ikke nødvendigvis en nattevægterstat, men en tilpasset offentlig sektor, der kan imødekomme de reelt trængendes behov, og filtrere resten fra.

Hvis ikke manøvren lykkes, sætter økonomien uden tvivl en brat stopper for velfærden. Også kerneydelserne.

Liliane Morriello

Selvom jeg i princippet synes at borgerløn er en god ide, at alle har en basis indkomst uanset hvad, lyder forlokkende, og at det det ville koste også kan gå lige op med det der spares i offentlige udgifter til administration og bureaukrati, samt i forhold til skat og personfradrag, er sikkert også meget rigtigt, så umiddelbart lyder det som en rigtig god ide.

Men, men, men, det er en del tvivl i mit lille hoved om hvad konsekvenserne ville være.

Ideen er god, hvis alle havde muligheden for selv at bestemme hvor meget de så ville arbejde oveni. Men, det har alle ikke, der vil stadig være en stor gruppe af f.eks. førtidspensionister der ikke har noget valg, uanset hvor meget de end gerne ville så har de ikke muligheden for at supplere denne basis indkomst, og i forhold til dem der har muligheden, vil der blive skabt en meget stor afgrund, der vil være med til at øge uligheden i samfundet, medmindre man så mener at det er ok at disse førtidspensioner skal suppleres i forhold til dem der kan vælge at arbejde, og andre grupper vil så også ønske eller kræve samme forskelsbehandling, og så er vi tilbage ved bureaukratiet.

De 10.000 om måneden som tidligere er nævnt i andre debatter vil nemlig komme til at svare til en fattigdomsydelse. Boligudlejere vil også spekulere i at dem der arbejder har de garanterede 10.000 + en løn, og vi vil se en generel stigning i huslejerne, hvilket enten vil betyde at de der kun har deres borgerløn, vil ende i fattigdoms ghettoer, eller at der igen fra det offentlige skal gives boligtilskud af den ene eller den anden art, og så bygger vi videre på administrationen og bureaukratiet.

At kunne gå til f.eks. tandlæge vil hos dem der ikke har mulighed for at supplere deres borgerløn, blive en by i Rusland, med mindre man bevare systemet med personlig tillægsprocent og tilskud, m.m. Endnu mere administration og bureaukrati.

Og sådan kunne man blive ved. Borgerløn lyder forjættende, og ville da også være en fin ide, under den forudsætning at alle, og jeg mener vitterlig alle havde et valg, om de ville eller ikke ville arbejde, og hvor meget, men der er mennesker der ikke har det valg, og de ville for alvor blive hægtet af samfundet, og afstanden mellem dem der der frit kan vælge, og dem der ikke har noget valg, ville øges i en grad, hvor man kunne forestille sig at dem der kan ville gradvist søge mod øst Danmark og den der ikke kan, gradvist ville søge mod vest Danmark.

Men så kunne man vel sige, ude af øje, ude af sind.

Borgerløn ville reelt betyde, at man tager fra dem der ikke har noget valg, og giver til dem der har. En omvendt Robin Hood politik.

Søren Kristensen

Debatten omkring Ole Thyssens superaktuelle, men på mange måder provokerende, indlæg lader til at være afgået ved døden relativt hurtigt. Man skal ikke engang skifte side for at overskue det hele.

Kan det virkelig have noget at gøre med at de syge/ tosserne/de uduelige/de svage osv.. er komme på banen og med deres 1:1 kommentarer antyder hvilke uoverskuelige konsekvenser det ville få for en produktionsvirksomhed hvis den var tvunget til at ansætte bar en enkelt af dem og at konklussionen derfor er ligeså indlysende som den er nedslående: der er ikke noget at komme efter?

Dette er en sær debat.

Ole Thyssen har leveret en vildt fortegnet – og derfor forkert – beskrivelse af, hvad han personligt mener, er en tendens i samfundet.

Lars Højholt (15. nov. Kl. 13.27) skrev:
”Hvis ikke I mener, Ole Thyssen har ret, hvilke andre forklaringer og løsninger bør vi så kigge imod.”

Jamen, når hovedparten af debattørerne slet ikke anerkender Ole Thyssens påstande, hvordan kan nogen så forlange af os debattører, at vi skal levere løsninger på det problem, han skildrer?

Michael Guderup (16. nov. Kl. 8.48) mener, at det kniber med modargumenter.

Jamen, Ole Thyssen må da selv levere argumenter for sine påstande! Hele teksten bygger tilsyneladende på myter, som f.eks.

”… et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi.”

Hvad er det dog for noget sludder! Den slags kan man da ikke tage alvorligt. Nu ved jeg godt, at Ole Thyssen med vilje provokerer og overdriver, men hvis han vil tages alvorligt, må han fremlægge kendsgerninger og ikke myter.

At der er problemer med samfundsindretningen, er klart. Men for at man kan levere forslag til løsninger, må der leveres en REDELIG og SOBER beskrivelse af problemerne.

En sådan redelig og sober beskrivelse vil være mere kompleks, for der er jo mange forskellige tendenser, f.eks.:

• Et stigende antal mennesker bukker under for et alt for stort arbejdspres.

• Et stigende antal mennesker bukker under, fordi den moderne tidsånd siger, at enhver er sin egen lykkes smed, og fordi samme tidsånd derfor tillægger den enkelte ansvaret for anliggender, som han eller hun umuligt kan have ansvaret for.

• Selv om sundhedstilstanden hos mange mennesker er blevet bedre, i hvert fald på nogle områder, bukker et stigende antal mennesker under for sygdomme, der skyldes forurening, farlige kemikalier i mad og tøj, samt dårlige, industriforarbejdede fødevarer, som kan købes billigt, men som er det rene skrammel og derfor bomber den generelle helbredstilstand helt til ruiner!

Det er rigtigt, at der er mange, der forsørges af samfundet, men hvis man skal finde løsninger på dette problem, må man beskrive problemet på en SERIØS og FYLDESTGØRENDE måde. Det har Ole Thyssen ikke gjort.

Niels-Simon Larsen

@Doris Møller: ” beskrive problemet på en SERIØS og FYLDESTGØRENDE måde”.

Det er det blevet utallige gange. Det, vi mangler, er løsningen, og der er kun én: Omstilling af samfundet.
Det debatterer vi tit her i trådene, og efter min mening er flertallet ikke uenige i, at der skal en stor ændring til. Der opstår nogle uenigheder, når nogle vil have ordet socialisme ind, men ikke rigtigt kan forklare, hvad det betyder i praksis. Alligevel er vi stort set enige, synes jeg.

Problemet er, at vi, der ønsker en omstilling, er alt for få og ikke har et parti at stemme på. I sidste ende stemmer de fleste nemlig på vækst og arbejdspladser, og i det moderne samfund, er der kun brug for de mest effektive, så derfor bliver der en kødrand af overflødige mennesker, kan man sige. Som rask og rørig folkepensionist er jeg selv en af dem – akitverer mig selvfølgelig, men forpligtet på noget er jeg ikke. Min ’pensioniststamme’ vil slå fra sig, hvis den pålægges pligter.

Vi har et gennemført usolidarisk samfund. Der ligger hunden begravet.

Det er hvis længe siden Thyssen boltrede sig i marxistiske analyser af virkeligheden
Men når fanden blive gammel...

Jeg kan følge ham så langt at man ikke får mennesker ud af 'hængedyndet' ved at tage deres selvrespekt/værdighed fra dem - det, om noget, er med til at gøre folk syge.

Men jeg tror ikke på ideen om at mennesker vælger 'taberrollen' fordi det er bekvemt for dem
Vi kæmper jo alle på vores måde for at få tilværelsen til at hænge sammen ud fra de muligheder vi nu engang har - og nogle har ikke andet valg end 'taberrollen'

Der foregår en udstødning fra arbejdsmarkedet i øjeblikket hvor flere og flere oplever at de ikke længere 'kan bruges'.
Vi er ved at få et arbejdsmarked for de få - og det ser jeg som det store problem - der bliver flere og flere 'tabere' hvoraf mange er velfungerende og
veluddannede mennesker der bare har været uheldige at befinde sit det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, have den 'forkerte' alder,
eller den 'forkerte' uddannelse

Arbejdsmarkedet stadig voksende krav til medarbejderne fører til udstødelse. Hvad skal man stille op med disse mennesker Thyssen? Skal de bare 'tage sig sammen'? Har samfundet ikke også et ansvar (det må du som gammel marxist da kunne forstå)

@alle
En opsummering af debatten: Der er mange af jer, der leverer den grundlæggende kritik, at samfundsudviklingen og de stigende krav til produktivitet og arbejdsevne hægter flere og flere af. Her kan vi dog i det mindste trøste os med, at Danmark samler nogle flere op, end man gør i andre lande. Ole Thyssens holdning i dette indlæg er så i denne sammenhæng, at staten har gjort det for nemt at blive samlet op. At der er en gruppe i samfundet, der i bund og grund godt ville kunne tage ansvar for sig selv, men bevidst fralægger sig det ansvar. Her er mit spørgsmål til den videre debat: Vi har som samfund brug for indtægter for at kunne opretholde de velfærdsydelser, der ikke mindst skal samle de svageste op, og den velfærd der former det samfund, vi har bygget. Hvis I ellers er enige I, at der trods alt er nogle, der bevidst forfalder til at lade staten tage vare på dem, ser I så dem som usolidariske over for det fælles samfund, eller som rebeller imod samfundsudviklingen? Og i forlængelse heraf - skal vi tvinge disse mennesker på arbejdsmarkedet eller betragte deres fravalg som en naturlig konsekvens af samfundsudviklingen, som vi accepterer?

Niels-Simon Larsen

Ros til Lars Højholt for at samle op. Det er virkelig et nybrud, at ’Information’ går tæt på debattørerne.

Man kan ikke tvinge ’dem’ til noget, for hvad skulle det være? I dag er det sådan, at skal der fejes noget sammen, kommer der en specialarbejder med en helvedesmaskine, og så er det gjort. ’De’ vil heller ikke kunne møde til tiden. Vi har udviklet et konkurrencesamfund med få stjerner og mange vandbærere og nogle er ikke engang det, og de betragtes som parasitter.
Derfor skal vi bort fra vækstsamfundet, geare ned og fremelske menneskelige værdier. Gør vi ikke det, vil modsætningerne tårne sig yderligere op og skabe endnu større problemer, end vi hidtil har set.

Velfærdsamfundet er jo opbygget ud fra ideen om det solidariske samfund hvor alle yder efter evne og
nyder efter behov. Desværre er ideen i tidens løb forvirtret mere og mere. Alle er efterhånden med på den sport hvor det gælder om at yde så lidt som muligt til fællesskabet og skrabe så meget til sig som muligt. Det gælder lige fra bistandsmodtageren der var sort arbejde ved siden af, til koncernen der med regnskabsfiduser undgår at betale skat.
Hvem er den største trudsel mod velfærdssystemet?

Jeg mener der er både sundt for den enkelte og moralsk rigtigt at kræve at man yder sin 'skærv' til fællesskabet i det omfang det overhovedet er muligt. Det bør være udgangspunktet for alt hjælp at mennesker betragtes som ressourcer

Men hvis det blev muligt at få de multinationale koncerner til at yder deres 'skærv' til samfundet tror
nok det blev råd til både det ene og det andet

Leopold Galicki

Ole Thyssen, din tidligere studerende Michael Guderup og Søren Kristensen,

Tilbage til den vilde kapitalisme

I advokerer for, at man går bort fra den offermentalitet som velfærdsstaten, ifølge jer, har skabt. I kritiserer klientgørelsen af flere tusinder mennesker og er bange for, at de 800 000 – 1000 000, (svingningsniveauet de sidste 20 år), på overførselsindkomster, kan svække landets økonomiske evner og potentiale. Den flex-security social-økonomiske model, som de danske samfundsforskere for blot få år siden, med stolthed forklarede deres udenlandske gæster, skal slankes, forandres eller bortskaffes; man skal beholde og øge velstanden og velfærden skal svækkes. For I erkender, vel, at samfundsfilosofisk set, er der en vigtig forskel mellem de to begreber?

I en A4 tre siders artikel bruger Ole Thyssen værdig 5 gange som en etymologisk rod i et ord. Vi er tilbage i den fase af kapitalismens og demokratiets udvikling, hvor socialpolitik handlede om medlidenhed, filantropi og kristen moral, og at være værdig i guds eller staten/rig mands øjne til fattighjælpen. Det handlede ikke om en social lovgivning udsprunget af tænkningen i den franske revolutions idealer og menneskerettigheder.

Svag

Vi er også tilbage i det sprogparadigme, hvor adjektivet svag bruges i flæng. Ord, der indeholder svag som rod fremtræder i 37 gange, i en, som sagt, en tresiders artikel skrevet af en filosof. Mon ikke det er en Guinness rekord?

Godt nok kan man også tolke jeres brug af svag, som et spørgsmål om at reducere inflationen i stemplingen af mennesker som svage og på den måde reducere behandlersystemet. Dog lever I i en fantasiverden; arbejdsmarkedet ansætter jo ikke mennesker i kraft af deres menneskelige værdi, herunder kvalifikationer, men i kraft af deres styrke mhp. effektivt at bidrage til den bytteværdikontekst, som den givne arbejdsplads fungerer i. Når produktionen af varer og service er blevet yderligere specialiseret, siden Durkheim skrev sin berømte arbejdsdelingsteori, vælger og vrager arbejdsgivere, netop mhp. at skabe/producere den optimale bytteværdi af de produkter de sætter på markedet. Naturligvis sker der også, at de ”stærke” vælger blandt dem som på forhånd, i kraft af deres netværks- og familieposition er selvskrevne til at være blandt de ”stærke.”

Konklusionen er, at den tilgang som siger, at de ”svage” blot ikke skal kaldes, hjælpes og behandles som de ”svage”, så forsvinder de, er en ønsketænkning, uden basis i virkeligheden. Det er markedet som bestemmer hvem, der skal og ikke skal have arbejde. Det er ikke de menneskelige hensyn og indstillingen, at øvelsen gør mesteren, som bestemmer. DEn holdning. at de allerfleste mennesker ud fra deres uddannelsesmæssige baggrund, faglige erfaring og simpelthen det faktum at de er mennesker, kan udlæres, oplæres og dygtiggøres til et arbejde, bestemmer ikke.

Gode arbejdspladser

De ”svages” motivation til at arbejde skal komme fra, at deres arbejde ikke blot udgør en værdi for arbejdsgiveren men også for dem selv, så uanset om man er kvalificeret til at arbejde i Netto, Fakta, eller på et tempel af en skole, som CBS, så kan man komme på en arbejdsplads, der betaler en forholdsvis anstændig løn, og først og fremmest en mulighed for at tilbringe 8 timer i et afslappet socialt klima.

Et empirisk billede:

En lang kø i Netto. – Kan I ikke åbne en kasse til? Efter 3 minutter kommer en ung kvinde næsten løbende, og åbner en kasse til. Hendes åndedræt er hurtigt, som om hun lige før udførte et fysisk arbejde i højt tempo.

Nej, der bliver ikke ansat flere i denne butik, selv om situationen gentager sig dag efter dag.

Et mulighedsbillede:

Der er så mange ansat i butikken, at der er normeret tid til lange pauser, som man f.eks. kan udnytte til en musisk komsammen ved at spille guitar, trommer and what so ever. Der er et kreativitetsudvalg, som f.eks. finder ud af, at mellem kl. 11 og 12 er der meget få kunder i butikken. Nye friske varer er allerede hurtigt på plads - med så mange hænder. Den kreative pause på en time har man besluttet at bruge på et møde med Ole Thyssen. Man vil gerne høre noget om Herbert Spencer, for der er én blandt de ansatte der mener, at han, idemæssigt set, er en skurk. Interessant og hvordan er nu det, vil man have Ole at sige noget om. I dette mulighedsbillede er det for en universitetsprofessor lige så prestigefyldt at tale med de ansatte i en Nettobutik, som at holde et foredrag for et selskab med Bill Clinton, fruen og Monica på første række.

Urealistisk, utopi, det er en ommer, siger Ole, Michael og Søren. Enig, at det er urealistisk i dagens Danmark, dog slet ikke utopisk.

En A.P. Møller skal kunne konkurrere og skaffe valuta til landet. Sådan tænker man politisk og økonomisk i alle andre lande. Derfor når man (dvs. creme de la creme af eliter fra forskellige lande) hvert år mødes i Davos, og taler om værdier, så er det bevarelse og øgning af velstanden det handler om. Naturligvis drejer det sig om de ”stærkes”, de dygtiges, den arbejdende middelklasses og den herskende overklasses velstand. Denne velstand udgør den alt overskyggende værdi. Det handler ikke om hele samfundets velfærd, herunder de Netto-ansattes velfærd.

Uden den internationalistiske - kald det globale, for det første lyder lidt marxistisk, fæ, fæ, fæ - satsning, nemlig nu gør vi det sådan, at det ikke længere er velstandsøkonomi som styrer os, men vi styrer den.( mumlede vel at mærke, Thorning Schmidt noget i den retning lige efter valgsejren.)

Det er samfundet skyld

Ja, det er for det meste, stik modsat hvad I hævder, samfundets skyld.

Empirisk billede: (kan dokumenteres):

Første halvdel af 1970erne. En flygtningekvinde på 22 år går forbi Finsens Instituttet på Strandboulevarden. Det er et sted hvor man har laboratorier, og hun har en vis skolemæssig baggrund for at tage uddannelse som laborant. Hun går op på et kontor og forklarer på sit gebrokne dansk, hvorfor hun er kommet. Kontordamen skriver navnet og cpr-nummer ned, og er meget imødekommende. Efter få dage modtager hun et brev: kom, du kan starte her på Finsens Institut med at tage blodprøver på vores patienter. Hun beslutter at hun vil være hospitalslaborant og får også uden problemer en praktikplads på Bispebjerg Hospital. Laborantskolen på Haraldsvej har selvfølgelig en uddannelsesplads til hende. Da hun er færdig med laborantuddannelsen søger hun på NOVO. De vil have hende på NOVO. Da det er for langt for hende at tage til Birkerød, får hun arbejde på Rigshospitalet. Hun prøver på eget initiativ flere arbejdspladser, som alle er tilfredse med hende som arbejdskraft og menneske, for så vende tilbage til Rigshospitalet. Hele processen, dvs. hendes vej til et ønsket arbejde, foregik uden nogen som helt hjælp fra det sociale system.

Ja, det var Anker Jørgensens skyld, samfundets skyld, at det ovenstående empiriske billede kunne tages. Ole, Michael og Søren skynder sig at sige: ja, landet kom i slutningen af 1970erne på randen af en økonomisk katastrofe, og det var den overdådige velfærdspolitik og herunder arbejdsmarkedspolitik, som bragte landet på randen af et økonomisk kollaps. Nej, sludder! Alle de vestlige lande blev ramt af oliekrisen, som startede i 1973 og som betød dramatiske olieprisstigninger, hvilket medførte inflation og høje renter. Ud over denne afgørende omstændighed havde landet slet ikke indtægter fra olie og gas, men måtte tværtimod punge kraftigt ud for at dække hele sit eget energibehov.

Tilbage til vores laborantkvinde. I slutningen af 1980erne arbejder hun på Rigshospitalet som projektansat. Men i løbet af 1980erne drager Milton Friedman’s spøgelse gennem Europa. Thatcher og Reagan indgår et ideologisk nykonservativt politisk ægteskab, og parrets ideologi lyder som sød musik i den danske borgerlige regerings øren ledet af den konservative Schlüter.

I 2. halvdel af 1980erne sendes der over 50 000 forholdsvis unge mennesker på førtidspension, hvilket falder selv Ekstra Bladet for brystet.

Vores laborantkvindes job kan ikke længere finansieres, for der er besparelser på forskningen inden for de bløde områder, som ikke giver en direkte og hurtig profit og som hun arbejder inden for. Hun bliver langtidsledig. Ca. 20 år efter hendes ansættelse på Finsen, går jeg med hende derhen igen. På personalekontoret afleverer hun en fin ansøgning med CV, der fortæller om en god uddannelse, flere supplerende kurser og arbejdserfaring. 20 år efter taler hun flydende dansk. Hun får dog aldrig respons på ansøgningen. Søger efter job mange steder, også uden for laboratoriearbejdsfeltet. Hun bliver aldrig kaldt til en samtale. Ingen har brug for hende. Rejser til Indien flere gange som en slags virkelighedsflugt.

Det svage arbejdsmarked og samfund

Se, det er et skrigende eksempel på samfundets skyld. Der findes flere hundrede tusinder af sådanne eksempler og det er det svage arbejdsmarkeds skyld. Det er samfundets – det politiske og økonomiske systems skyld, at alvorlige forringelser af minoritetens velfærd er prisen for flertallets velstand.

Konkluderende kan man sige, at der måske er for bombastisk at sige, at I, Ole, Michael og Søren, gerne vil bombardere de socioøkonomiske forhold tilbage til den vilde kapitalismes epoke. Måske vil I blot genopfriske Herbert Spencer og generelt, en darwinistisk tilgang til den samfundsmæssige arbejdsdeling og socioøkonomisk politik. Uanset om I vil det ene eller det andet, handler det om jeres bekymring for middelklassens, især den højere del af den, velstand, som siden 1960 fra villa, volvo og vovse er blevet udvidet til også at indbefatte vintage wine voyage world wide windows with a view (naturligvis ikke pcs windows men de gode hotellers reelle vinduer).

En opsummering af debatten: Der er mange af jer, der leverer den grundlæggende kritik, at lars højholdt, skrev:

samfundsudviklingen og de stigende krav til produktivitet og arbejdsevne hægter flere og flere af. Her kan vi dog i det mindste trøste os med, at Danmark samler nogle flere op, end man gør i andre lande. Ole Thyssens holdning i dette indlæg er så i denne sammenhæng, at staten har gjort det for nemt at blive samlet op. At der er en gruppe i samfundet, der i bund og grund godt ville kunne tage ansvar for sig selv, men bevidst fralægger sig det ansvar

-------

er det finanscapitalisterne der der omtales ?

Sider