Kronik

Det svigtede menneske

Der er to karriereveje i Danmark: Gør det godt på arbejdsmarkedet og høst roser for din dygtighed, eller gør det godt i socialsystemet og høst gevinster på din ynkelighed. Stadig flere vælger den sidste vej. Det slider på sammenhængskraften
I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

Lars Møller

Debat
15. november 2011

Et samfund bygger på dygtighed. Mennesker må dyrke jorden, få hjulene til at rulle, undervise, helbrede, administrere og lede. At de finder mening i deres arbejde, gør dem selv og samfundet rigere.

Der er også mennesker, som ikke er dygtige. Deres sjæl og krop er fra starten beskadiget, så de ikke magter selv minimale krav om dygtighed. Her er det en social beslutning, hvad der skal ske med dem. I nogle samfund overlades de til sig selv og måske til døden — børn sættes ud, gamle forventes at gå ud selv. Ellers må de klare sig, som de kan med tiggeri og hjælp fra familien.

Det danske velfærdssystem opstod ikke som en kompensation for mangel på dygtighed. De værdigt trængende var dem, som gerne ville, men ikke kunne arbejde på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Begrundet med både humanitet og statsræson blev de fattige, de syge og de arbejdsløse tilbudt hjælp.

Mangel på arbejde har en kobling til mangel på dygtighed. Kan du ikke arbejde, er du i samme situation som den, der ikke kan få arbejde. Og hvorfor skal kun den ene gruppe have kompensation? Også sygdom spolerer arbejdsevnen, og sygdom er ikke kun en følge af arbejdsulykker.

Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping.

Hertil kommer den sociale tilstand, der sammenfattes under etiketten 'svaghed'. De svage er ikke handicappede i normal forstand, de er ikke deforme eller slået af den rædsel, man kan finde på billeder fra gamle sindssygehospitaler. Men de er udygtige. De kan ikke leve op til normale krav om at passe deres skole eller arbejde, læse deres lektier, møde til tiden eller tage vare på deres børn.

Svaghed viser sig i et samspil med andre. Medmindre der er tale om et medfødt handicap, handler svaghed ikke om en svag vilje og skal ikke stemples moralsk. At bede de svage om at tage sig sammen giver ingen mening. Herfra smedes et princip om, at alt, hvad der sker med et menneske, er socialt betinget. Men er svaghed socialt betinget, må den afhjælpes socialt, altså med velfærd.

Svaghedsbonus

Hvordan viser svagheden sig? Det er enkelt nok: ved at man vedholdende ikke lever op til normale krav om at klare sin hverdag. Man er svag, hvis man vedholdende viser sig som svag. Det forudsættes, at mennesker gerne vil være dygtige, og at de ikke går efter det, som Freud kaldte for 'sekundære sygdomsgevinster'.

Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle — læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger — åbner svaghed en adgang til gevinster, det er besværligt at opnå på anden vis. Det er besværligt at passe sin skole, sit arbejde og sine børn. Adgangsbilletten hedder diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men — i sidste ende — samfundets, og der åbner sig en alternativ karriere som svag.

En normal karriere satser på dygtighed. Den alternative karriere satser på udygtighed — kompetence til at være inkompetent.

Velfærdssystemet er ikke blot det gode system, som yder kompensation for det onde arbejde. Det er blevet et parallelt system med sine egne karrierebaner. Det kræver investering og udholdenhed, men rummer også sine egne belønninger.

Mens champagnepropperne i det normale system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i det andet system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet hårdt for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne.

Jammerens heppekor

Kampen om at gøre stadig flere mennesker udygtige har mange soldater. Ikke blot mennesker, som ikke orker, men også alle professionelle, som får deres normale karriere ved at tage sig af de udygtige.

Da de ikke må gøre reklame for deres ydelser, har de valgt en anden udvej: de fylder det offentlige rum med jammer, så der hver eneste dag er overskrifter om, at samfundet har svigtet, at vi ikke tager os af de svage, at når vi nu er et rigt land, og når jeg nu har betalt min skat, så ... må der gøres en massiv indsats. Uden nogen øvre grænse. Er man konsulent i stress eller optaget af børn med lavt selvværd, finder man ofre overalt. Der er velkendte fristelser forbundet med at sælge elastik i metermål.

Og staten giver efter. Hvad skal den stille op med de nye masser af svage, der ikke er sultens slavehær og ikke kan true med at strejke, men som truer med en ofte iscenesat elendighed og med social uro — tyveri, hærværk, vold? De udygtige sættes på passiv forsørgelse. Så er de deponeret i de svages silo. Hvad, der i gamle dage hed strejke, er erstattet af et besøg hos lægen.

Resultatet er et Juggernauthjul, som drives af mange hænder, så hver enkelt hånd ikke kan se sit eget ansvar.

Ved siden af svaghedens onde cirkel — at du er svag, hvis du opfører dig som svag — får vi demokratiets onde: at vælgere og politikere holder hinanden i et dødsgreb omkring velfærd i lange baner. Massemedierne agerer kobler med daglige rapporter om de svages sørgelige skæbne.

Selvfølgelig skal de værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed. Med en diagnose som volds-psykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen skyld. Det er en stor lettelse. Hvad, der hjælper, er ikke en møjsommelig indsats af vilje, kun offentlig hjælp.

Fra proletar til klient

Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke længere arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende bistandsklienter. De er på vej ind i en ny type klassekonflikt, som indvarsles af valgkampens slogan om 'velfærd eller skattelettelser'. Hvornår brister de dygtiges loyalitet over for de udygtige, når der dagligt leverer beviser på, at et hæderkronet velfærdssystem er gået amok?

Situationen kan bedømmes økonomisk. Det er hundedyrt, at hundredtusindvis af mennesker tropper op og gør krav på at være svage. Vi får løbende at vide, at en halv million danskere er psykisk syge, og at stress, melankoli, angst og demotivation er folkesygdomme, som 'det ikke kan betale sig at lade være med at behandle'.

I et verdenssamfund med hård konkurrence er det dog svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi. Derfor er det blevet et politisk mantra, at få folk i arbejde, så 'vi kan få råd til velfærd'. Vognen sættes foran hesten, når velfærd ikke er kompensation, men meningen med det hele.

Værdighed

Jeg vil følge et andet spor og bedømme sagen som et spørgsmål om værdighed. Det er, om man vil, en humanistisk tilgang, hvis baggrund er en idé om det aktive menneske. En ny social kliché viser det svigtede menneske, som det er blevet let at overtage og leve sig ind i. Det handler om at opgive at fokusere på den opgave, som skal løses og i stedet rette kikkerten mod ens symptomer: smerten i ryggen, susen for ørerne, angsten ...

Klicheen legitimerer ikke blot fralæggelse af ansvar, men også endeløse krav om en social indsats. Narkomaner kræver rettigheder og danner en forening med alkoholikere og pillemisbrugere. De hjemløse ser fremtiden i lyset af nedskrivning af gæld, rådgivning og terapi. For enden af deres regnbue står et liv som forne tiders herremænd, med en tjener på hver finger. Deres eget svigt og deres egen mulighed for at gøre en indsats hører vi ikke meget om. Det er ufint at bringe moralen på bane.

Appeller om at tage ansvar virker ikke. De fanges af svaghedens cirkel. Hvorfor tage sig sammen, når man blot ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? Svagheden for de svage er blevet en kongevej til svaghed.

Så en ny mennesketype, det svage menneske, ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig selv som et offer for ydre omstændigheder, og beskrivelsen får ord og opbakning af professionelle, der ser endeløse vækstmuligheder i at oparbejde en ny strategisk ressource, svaghed. De ser sig selv som gode, når de peger på de enorme mængder af svage, man bør gøre godt mod.

Både de svage og de professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om, at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet.

Så den tunge indvending mod velfærdssystemets elefantiasis er ikke økonomisk, men handler om værdighed. Det er, med en lille omskrivning af Kant, uværdigt at leve et liv i selvforskyldt svaghed.

 

Ole Thyssen er professor, dr.phil. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS

Hør mere, når Ole Thyssen i aften deltager i debatarrangementet 'Grænser for staten — Ansvar for folkesundheden; stat eller individ?'. Det er arrangeret af CEVEA og Grundtvigsk Forum, og løber af stablen kl. 17-19 i Vartorvs store sal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

@Erik Christensen: Tak for linket. Meget interessant. Jeg ved ikke, hvad du lægger i ’tankevækkende’.

løsningerne er , ligesom andre steder, andre lande , globalt, på verdens"plan":

jord, fabrikker, banker bør blive og være de alles ligelige fælleseje,
hvis det ikke var tydeligt at det bør være sådan, før; så er det nu, takket være finanscapitalkrisen.

randi christiansen

@Lars Højholt – ”Vi har som samfund brug for indtægter for at kunne opretholde de velfærdsydelser, der ikke mindst skal samle de svageste op, og den velfærd der former det samfund, vi har bygget.”
Det er de helt grundlæggende samfundsstrukturer set i global kontekst, der skaber problemerne – ja, så enkelt kan det faktisk siges. Som tidligere nævnt har diverse økologiske økonomer – professor Herman Daly, økonom Inge Røpke m.fl. givet analyser og løsninger for hele biotopen. Men det er måske for omfattende at forholde sig til ? På trods af mine henvisninger ser jeg ingen tegn på at nogen – du selv inkl – har undersøgt disse kilder ? Detailløsninger er ikke relevante – skaber blot nye problemer. Vi nødt til at anskue planeten som den enhed med indbyrdes forbundne kar, som den er. Det er, som om man af bare ”kommunist”forskrækkelse, planøkonomiparanoia og visionsangst sætter kikkerten for det blinde øje, når man leder efter løsninger – kom dog for livets skyld ind i kampen og hold op med at tale uden om – og begynd venligst med at læse hvad de økologiske økonomer siger.
”… som en naturlig konsekvens af samfundsudviklingen, som vi accepterer?” Man skal ikke acceptere systemfejl – men man skal i hvert fald heller ikke agere på ufuldstændige analyser.

@randi christiansen

Karl Marx.

Randbemærkninger til det tyske arbejderpartis program

------------------

[ som siger: ) 1. "Arbejdet er kilden til al rigdom og al kultur, og da nyttebringende arbejde kun er muligt i samfundet og ved samfundet, tilhører arbejdsudbyttet ubeskåret, med lige ret, alle samfundets medlemmer."

--------

og så karl marx bemærkninger til det

Paragrafens første del: "Arbejdet er kilden til al rigdom og al kultur".

Arbejdet er ikke kilden til al rigdom. Naturen er i lige så høj grad kilden til brugsværdierne (og det er vel af sådanne, den materielle rigdom består!) som arbejdet, der selv kun er udtryk for en naturkraft, den menneskelige arbejdskraft. Den frase kan man finde i enhver ABC, og den er for så vidt rigtig, som det UNDERFORSTÅS, at arbejdet foregår med de genstande og midler, der hører til. Men et socialistisk program må ikke tillade sådanne borgerlige talemåder at fortie de betingelser, der alene giver dem mening.

@Randi Christensen og @Kim Gram
Jeg fandt et klip med Herman Daly på Youtube, og Inge Røpke har vi også tidligere interviewet her i avisen, hvor hun bl.a. har udtalt:
"Man kan godt argumentere for, at en nedsættelse af forbruget giver dobbelt dividende ved at gavne miljøet og samtidig tillade os at arbejde mindre og slappe mere af. Eller omvendt: At økonomisk vækst har omkostninger, der rammer livskvaliteten: Stress, helbredsproblemer, ulighed m.m. Det er bare ikke sådan folk selv oplever det. Det er argumenter, der har gyldighed på det kollektive niveau, og derfor må det handle om kollektive, politiske beslutninger."
Det er absolut en vigtig og grundlæggende kritik af vores samfund, men mange er jo overordnet set ganske tilfredse med samfundsudviklingen. De ser gerne, at markedet holdes i noget strammere snor og staten spiller en vigtig rolle - en rolle som Ole Thyssen her sætter spørgsmålstegn ved. I har ret, når I antyder, at jeg holder her debatten i midtersporet med mine spørgsmål til jer, men I er mere end velkommen til at udfordre ud over de grænser. God debat

Forslag:

Læs Lisbeth Zornig Andersens kronik fra den 16. november, ”Taberbørn må forlade sig på held”, her i Information:

http://www.information.dk/285141

De børn, der vokser op i det miljø, Zornig Andersen beskriver, skal de blot tage sig sammen? Er de mennesker, der ”bevidst” udnytter samfundet?(for at bruge det udtryk, som Lars Højholt har anvendt i en af sine opsummeringer af debatten).

Nej, selvfølgelig ikke. Men når samfundet i alt for høj grad lader dem sejle deres egen sø, vokser de op til at blive næste generation af sølle eksistenser, undtagen de få, der ligesom Lisbeth Zornig Andersen tilfældigvis får en kvalificeret hjælp til at opbygge selvværd og tage en uddannelse.

”Jamen”, vil holdet på Ole Thyssens side sige: ”Det er forældrenes ansvar, og forældrene skal tage sig sammen. Det bliver alt for dyrt for samfundet, hvis fællesskabet skal sørge for alle de børn, der lever i alkoholiserede hjem.”

Dertil må svaret være: Hvis man redder børnene, sørger man for, at de vokser op og bliver bedre til at sørge for deres børn. Det er en investering i fremtiden.

Så altså, her er mit bud på en del-løsning: Samfundet må redde de børn, der vokser op under kummerlige forhold.

For en sikkerheds skyld: Med ovenstående forslag til en delløsning, har jeg IKKE sagt, at HELE gruppen af folk på overførselsindkomst er sølle eksistenser. Mange lever en værdig og udmærket tilværelse, selv om de har en uhelbredelig sygdom, der gør dem ude af stand til at arbejde, eller selv om det er umuligt for dem at finde et job.

Et stort problem i denne debat er jo tendensen til at tale om gruppen af mennesker på overførselsindkomst, som om der var tale om en ensartet gruppe af svage mennesker. Den tendens ser man også i illustrationen til Ole Thyssens tekst: to mennesker, der sidder på gaden og tigger, mens en tredje står med en flaske.

Jeg troede virkelig, at vi var kommet længere. I 1990’erne blev enhver omtale af førtidspensionister i fjernsynet ledsaget af billeder af folk, der sad på en bænk og drak. Det var så slemt, at ingen kronisk leddegigt-ramte eller folk med muskelsvind i kørestol nogen sinde turde sige, at de var på førtidspension.

Folk på overførselsindkomst er IKKE en ensartet gruppe af svage mennesker. Og der er ingen grund til at tro, at de i gennemsnit er mere alkoholiserede end folk i arbejde.

Martin Kristensen

Det tyder på at Ole Thyssens provokerende stil er faldet nogle debattører for brystet...så lad os skære helt ind til kernespørgsmålene:

- Fostrer det omsiggribende danske behandlersystem hjælpeløse klienter ved at overtage styringen af deres liv - i bedste mening? Dette kan lidt sammenlignes med forældre der ordner alt for deres curlingbørn, som derfor fastholdes i en hjælpeløshed på trods af alle de kompetencer de har.

Jeg mener "Ja". Det er ikke nogen nem opgave at sikre støtte til dem der er hjælpeløse uden at trække dem der godt kunne gøre en indsats selv ned i denne kategori men jeg mener klart den danske stat er gået over i den grøft hvor moderstaten- repræsenteret ved kolonnerne af sociale arbejdere - tyrannisk fastlægger hvordan de små babyer (borgere) skal leve deres liv.

Det er blandt andet derfor Danmark har en meget højere grad af "svage" end andre lande selvom vi objektivt set har meget bedre muligheder end mange andre lande for at undgå det. Der skal meget mindre til at betragte sig selv - og blive betragtet af samfundet - som svag i Danmark.

2: Kan man gøre noget ved det?
Måske. Borgerlønnen er en nærliggende ide, idet det ville frigøre en masse resourcer hos bureaukratiet og hos de administrerede borgere. Ligeså vigtigt er det dog at gøre op med dogmet om at man ikke har et selvstændigt ansvar for at klare sig selv om muligt - man er jo svag; det siger kommunen selv...

Det offentlige skal istedet møde borgerne med holdningen til at de er stærke, og derefter støtte dem i deres forsøg på at hjælpe sig selv.

det med kritik mod gothaprogrammet

også i økologispørgsmål er arbejdernes mulige ageren efter deres egenønsker, jo afhængige af arbejdernes capitalistfrie adgange til øvrige naturresourcer, end "kun" deres egne arbejdsevner og egen arbejds yden.

----------------

“Arbejdet er kilden til al rigdom”.

at den tilføjelse man der kunne ane, kunne være underforstået fra borgerlige side kunne blive:

jamen arbejdsevner det har de fleste arbejdere jo allerede så rigeligt, og så behøver de jo ikke
eje banker, fabrikker, infrastruktur, jorder..

Til Ib Ling

Nej, for mit vedkommende er det ikke den provokerende stil, der generer mig. Det er de mange uvederhæftige påstande, som bliver strøet ud med løs hånd. Normalt ville ingen tage sig af det, hvis en mand skriver om sine fordomme i en avis eller bringer løse myter til torvs. Jeg forstår ikke, hvorfor folk tager den slags alvorligt i dette tilfælde.

Det er en myte, at vi har et barnepigesamfund af den art, du beskriver.

Det er rigtigt, at der er et KÆMPE administrativt apparat, der beskæftiger sig med de borgere, der er på overførselsindkomster. Men undersøgelser har vist, at det kun er en lille brøkdel af deres tid, der går med at hjælpe klienterne. Resten af tiden går med at skrive rapporter og andet administrativt arbejde.

Og problemet er, at mange af de regler, der er blevet indført for at skabe et såkaldt incitament for de syge til at blive raske, eller for de arbejdsløse til at finde et arbejde, faktisk virker modsat, altså som ”benspænd”, i forhold til at blive rask eller finde et arbejde.

Hvis man er alvorligt syg, har man brug for lægehjælp og ro til at komme sig. Men lovgivningen kræver, at den syge bliver aktiveret. Dette medfører ofte, at den syge bliver endnu mere syg, eller at det tager endnu længere tid at blive rask.

Hvis man er arbejdsløs på dagpenge eller kontanthjælp, skal man også aktiveres. Selv om der selvfølgelig godt kan findes eksempler på, at målrettet aktivering hjælper folk til at komme i arbejde, er virkeligheden normalt ganske anderledes. Aktiveringen fungerer i praksis som benspænd.

”Godt”, vil folkene på Ole Thyssens side sige, ”det er ikke meningen, at overførselsindkomst skal være et tage selv-bord. Folk skal have et incitament til at blive raske eller komme ud af arbejdsløsheden.”

Men hvilken gavn har samfundet af, at de syge bliver mere syge? Hvilken gavn har samfundet af at gøre det endnu sværere for ledige at komme i arbejde?

Men må tænke på, at der ikke er nogen garanti for, at hverken syge eller ledige er overmennesker, der har kræfter til også at overvinde samfundets benspænd.

At samfundet skulle ”hæge” om sine syge borgere, som Ole Thyssen skriver, og som din kommentar, Ib Ling, også giver udtryk for, er en myte!

Martin Kristensen

Det er på ingen måde en myte, Doris Møller.

Det kan godt være den enkelte borger ikke føler de får mere opbakning fra det offentlige (netop på grund af det bureaukrati du beskriver) men det er klart at en behandler industri af den størrelse vi har i Danmark ikke blot vil hjælpe klienter, de vil også søge efter dem og skabe dem. Aldrig har antallet af "svage" i egen og samfundets optik været større.

Netop derfor er det relevant at kigge på hvorfor vi har så mange svage i forhold til de samfund hvor folk som udgangspunkt forventes at klare sig selv, og kun hvis dette ikke er muligt for dem er der nogen hjælp.

Til Ib Ling:

Vil du påstå, at der ikke er tale om en myte, når Ole Thyssen skriver om ”… et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromylagi.”?

At sige, at der ikke er tale om en myte, er altså ikke noget bevis for Ole Thyssens fordomme og uvederhæftige påstande.

Det er en kendsgerning, at der er et stort antal mennesker på overførselsindkomst, men der er ikke ført bevis for Ole Thyssens påstande.

I går hørte jeg Henrik Dahl udtale at fattigdom er en sindstilstand. En måde at tænke på. Det fik mig til at tænke at han er helt på linje med kvinderne bag millionøsemetoden. Den går bl.a. ud på at man skal hæve sit indre pengebarometer!

Er det det der er løsningen? Tvungne milliøsekurser til de arbejdsløse, syge og udstødte?

http://millionoesemetoden.dk/

Søren Kristensen

@ Leopold Galicki

Hvad har jeg sagt, der får dig til at slå mig i idéologisk eller politisk hartkorn med Ole Thyssen og hans elev Michael Guderup?

Jeg plejer at opfatte mig selv som et af de ofre som Vibeke Binderup Dyrst så malerisk og morsomt, men også tragisk beskriver med henvisning til hvordan man laver romkugler.

Men du har selvfølgelig ret i at jeg mener at Ole Thyssen afstikker banen for en spændende og yderst relevant diskussion. Men nogen overordnet enighed i hverken analyse eller løsning kan jeg ikke få øje på.

Til Ib LIng

Det kan godt være, at der er en indbygget logik, der siger, at behandlere vil søge efter klienter eller prøve på at skabe klienter for at bevare deres stillinger.

Men gør det noget? En privatpraktiserende psykolog tager formodentlig ca. 900 kr. i timen. De mange alternative terapeuter, konsulenter, coatch’er tager sig også godt betalt.

Jeg ved godt, at der fortælles en historie om, at det skulle være samfundet, der betaler den slags, ud fra følgende verserende vandremyte: Folk kan få gratis psykologhjælp, hvis de bliver udsat for, at bunden går ud af deres indkøbspose på vej hjem fra Netto.

Men normalt kan man altså ikke få tilskud til terapi. Ifølge almindelig kapitalistisk logik skulle alle disse behandlere være et gode for samfundet. De forøger omsætningen og gør dermed BNP større.

I de tilfælde, jeg beskriver, er det jo ikke behandlerne, der forværrer klienternes situation. Det er den lovgivning, Folketinget har vedtaget. Den virker som benspænd for de syge og de ledige.

Mit første forslag til del-løsning af det problemet med de mange på overførselsindkomst var:

1. Red de børn, der lever under kummerlige forhold, så de ikke viderefører den tunge sociale arv.

Andet forslag til del-løsning er:

2. Drop den lovgivning, der fungerer som benspænd for syge og ledige.

Sig så ikke, Lars Højholt, at vi debattører ikke leverer løsninger!

Kristina Nordentoft

Dette er det mest groteske uhumane jeg længe har læst!!

Men det er nok den mentalitet der er i Danmark i dag.
Er vi virkelige så kolde at vi skal lade den høj gravide stå op i bussen, fordi vi tjener mere end hende, har vi første ret.
Eller undlade at hjælp fru. Nielsen med roulatoren om at komme op af trapperne, eller lade den blinde gå over få rødt?

Hvor er den medmenneskelige følelse blevet af, hvor er hjertet blevet af, er det hele blevet til kolde kontanter og guld slotte.

Og hvis man er så skide naiv at tro, at det er let at være syg i det danske system, eller let at få pension, så er man virkelig blind.
Syge tvinges ud i aktivering og arbejdsprøvning, som ofte skader endnu mere, ellers er der ingen penge.
Og det er da også det letteste i verden at få en diagnose, og bestemt den rette diagnose, eller er det?

Det er da helt sikkert at alle dem som er syge, bare ikke gider at arbejde, at de bare kan tage sig sammen og få lettet røven.
Eller hvordan er det nu lige virkeligheden er.

Det er sku let for dem der aldrig har oplevet kroniske smerter, at pege fingre. Mange kalder dem for psykisk syge.

Men hvad er sandheden.
Hvilken ret giver det manden med pengene, at pege finger, af dem som er syge og handicappede?

Danmark er i dag et land, der kræver at alle arbejder, parkere deres børn i daginstitutioner, ude af stand til at forme deres børn, til "gode" voksne mennesker.
Hvor er respekten for husmoren, der tager sig af sine børn blevet af? Hun tjener ikke penge nok, og derfor er hun intet?

Det giver sig selv at alkoholikeren og pille misbrugeren, har det skidt og det hjælper dem ikke noget at penge fingre af dem, det får de det ikke bedre af.
Hvordan får de det bedre, hvordan kan de hjælpes.
På en måde og kun en måde, med forståelse og medfølelse.

Hvordan kan man så gøre den syge rask nok til at arbejde.
Kun med den rette behandling og med det rette arbejde og selv her er det ikke sikkert at den syge, kan komme i arbejde.
Jeg kender ingen syge, der ikke vil arbejde, der ikke har kæmpet for at få et arbejde og mange af dem har psykiske ar efter de nederlag, de gang på gang har oplevet, for at få deres ønske om et arbejde opfyldt. De har kæmpet for arbejde, for diagnose, mod smerter, mod forståelse. Faktisk kæmper de mere end de fleste.

Men er de så ikke noget værd, som mennesker?
Er de dårlige forældre, fordi de er nødt til at gå hjemme og er der hver dag for deres børn 24/7/365.
Åbenbart?

Selvfølgelig sidder der folk, der høster kassen og nasser på samfundet, men det er en meget lille del.

Men hvorfor trampe på folk der ligger ned i forvejen.
Hvorfor nægte de syge at blive behandlet og få den rette diagnose.
Hvorfor er man mindre værd, som menneske?

Hvem er de virkelig svage?
Er det ikke dem der peger fingre, og kun har sig selv og sine penge nærmest.
Er man den stærke, hvis man ikke vil hjælpe fru. Nielsen op af trapperne?

For mange er virkeligeheden sådan, man er kun så stærk, som man er stillet i sit arbejde og uden arbejde, så er man knap et menneske.

Tænk lidt over, vi gerne giver flere milliarder til fattige lande, til mennesker vi aldrig har kendt og aldrig vil komme til at kende.
Men vi har intet til over for de mennesker, der i vores lille land er syge, på pension, handicappede osv.

Hvad fortæller det os egentlig mest om os selv?

@alle
Der er flere af jer, indirekte bringer det skisme frem, at grundlaget for en videre diskussion af Ole Thyssens indlæg afhænger af, hvorvidt man anerkender, at der er nogle borgere i systemet, som modtager mere hjælp end de har brug for eller godt af. Ud over de mange, der som @Doris Møller refererer til, vitterligt har brug for hjælp, er I så enige i denne præmis? Og i så fald - accepterer I det som en naturlig og økonomisk acceptabel konsekvens af det danske velfærdssystem, hvor man gerne vil sikre at alle, der har brug for det, får den fornødne hjælp? Eller vil I, som Ole Thyssen lægger op til, gøre det sværere for den gruppe at udnytte systemet?

Kirsten Svejgaard

"- Fostrer det omsiggribende danske behandlersystem hjælpeløse klienter ved at overtage styringen af deres liv - i bedste mening? Dette kan lidt sammenlignes med forældre der ordner alt for deres curlingbørn, som derfor fastholdes i en hjælpeløshed på trods af alle de kompetencer de har." (Ib Ling ovenforfor)

Det kan der på visse områder - men kun på visse områder - være noget om. For nogle år siden fik jeg oplyst, at min kommune havde ansat ikke mindre end 23 'konsulenter' der skulle få syge og arbejdsløse 'i arbejde' og "de skulle jo gerne tjene deres løn ind", blev der sagt.

I samme periode gik jeg selv sygemeldt et stykke tid og modtog pludselig en indkaldelse til at deltage i et 5 ugers "rådgivnings- og vejledningsforløb" fra en af disse konsulenter. Det lykkedes mig at forklare idioten, at hvis jeg havde været rask nok til at følge dette forløb, ville jeg også have været rask nok til at passe mit arbejde.

Men hvor mange er fortrolige nok med "systemet" til at turde reagere som jeg?

Under socialdemokratiske regeringer blev der ævlet meget om "formynderi", men formynderiet er vokset til groteske højder under den "liberale" regering. Udgangspunktet er tilsyneladende, at 'almindelige' mennesker hverken kan eller vil tænke selv, men bare er ude på at udnytte systemet. (Som man selv er, sådan dømmer man andre!)

Det er bl.a. derfor, Ole Thyssen og hans meningsfæller tager ganske grueligt fejl. De har ikke den fjerneste anelse om, hvordan det går for sig uden for deres egen lille trygge hverdag.

I øvrigt synes jeg, Doris Møller og Leopold Galicki er kommet med nogle fremragende indlæg i denne debat.

Kristina Nordentoft

@ Lars Højholt.

Jeg ser ingen i Ole`s indlæg, der ikke har brug for den hjælp de får!

Hvis du selv bliver arbejdsløs, styrter og brækker ryggen, kører galt og får en diskusprolaps, så forventer du også at få hjælp.
Det er en ting der er helt sikkert.
Du ville ikke finde dig i at være syg og have bidraget til samfundet også ikke få en ordentlig behandling?.

De folk der kan arbejde, der udnytter systemet, burde selvfølgelig få lukket kassen i.
Realiteten er af man ikke kan gå på kontanthjælp, uden at komme i aktivering også kan arbejde bedre betale sig.
Så den gruppe er meget lille.

De fleste arbejdesløse på kontanthjælp, kæmper for at komme tilbage i ordinær arbejde, men det er svært i dag.

Lars Højholt spørger:

Er der nogen grupper i samfundet, som får mere hjælp end de har brug for og godt af?

Ja, når du spørger så direkte, så kan jeg f.eks. nævne, at der er en del godsejere, som får flere millioner kroner i støtte fra EU årligt.

Nu ved jeg godt, at situationen for landbruget generelt er svær, selv om den enkelte landmand får store tilskud. Jeg er ikke ude på at gøre vilkårene for den enkelte landmand værre. Men så må hele systemet laves om. Det kan ikke være meningen, at folk skal have millioner af kroner i tilskud årligt.

Udmærkelser
Ole Thyssen tildeltes i 2001 en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond for et "forfatterskab af almen kulturel betydning".
Så er han jo selv en af de "svage"
Gud ved om han har mødt nogle af dem han skriver om, eller sidder han bare på sin flade røv og (lomme)filosoferer?
Han skulle tage ud og møde de mennesker han dømmer så hårdt.
Mvh

Kirsten Svejgaard

"der er nogle borgere i systemet, som modtager mere hjælp end de har brug for eller godt af." (Lars Højholt ovenfor).

Der har altid været og vil altid være en lille håndfuld mennesker, der bevidst udnytter systemet til at modtage mere hjælp, end de har brug for. Denne kendsgerning kan aldrig blive et argument for den omfattende mistænkeliggørelse, umyndiggørelse og overadministration, som man nu udsætter samtlige syge og arbejdsløse for.

For mentalt normale mennesker kan det aldrig nogensinde blive "fristende" at opgive sin selvstændighed og underkaste sig alt, hvad man som periodisk trængende borger bliver udsat for i dagens Danmark.

Giv den omtalte lille gruppe mennesker de penge, de har brug for, og lad dem ellers være i fred. Giv de syge den hjælp og den tid, de har brug for til at blive raske - så skal de nok komme tilbage af sig selv.

Pensionister og 'arbejdsløse' udfører i øvrigt frivilligt arbejde for milliarder, så måske er de slet ikke den byrde for samfundet, som visse personer gerne vil gøre dem til.

Problemet er måske i virkeligheden, at hvis vi fyrer hele hæren af unødvendige administratorer og konsulenter, så har de ikke noget arbejde, og så bliver antallet af 'mennesker på overførselsindkomst' for alvor enormt!

Som professor er Ole Thyssen vel selv på "overførselsindkomst". Kan samfundet ikke undvære ham? Produktive er hans hypoteser i hvert fald ikke!

Lise Lotte Rahbek

Jeg tænker over, når nu vi siger, at "pengekassen skal lukkes i" - så har de mennesker kun 1 mulighed for at opretholde livet, medmindre de lægger sig velvilligt ned og dør:

Kriminalitet.

En dansker har i Danmark ikke mulighed for at sætte en lille bod op på gaden og sælge plastikskrammel eller hjemmelavet konfekt. Det har vi lovgivning imod.
Der er ingen smutveje, vi må ikke leve i skovene og skyde dyrene, vi må ikke bo i skurvogne eller i bivouakker, og klare os med hvad vi kan stjæle på markerne. I øvrigt ville det også se lidt sjusket ud.

Så kære meddansker; at lukke kassen i har sandelig også nogle konsekvenser.
jeg vil ikke anbefalde den amerikanske model, hvor hver 10. amerikaner sidder i spjældet.
Men det kan da blive konsekvensen.

hverken økonomers eller præsters eller evt. proletariseredes,
nærerfaringer og næroplevelser
( eller evt. også sådanne langt videre end "kun" det nære ) udi:
gensidige og egen mindre / mere:
frie viljer, ikke-tvang, ikke-bestemtheder, ( ikke-determinisme )

( uanset om de erfaringer og oplevelser er mere / mindre objektivt gyldige eller udbredtgyldige )
bør ikke forlede til at nogen godtager hævdelser såsom: at så var det ligeledes frivilligt, ikke-tvungent, at de blev proletariserede.

Jeg kan i hvert fald forstå, at Ole Thyssen aldrig hverken har haft fibromyalgi, depression, sandsynligvis ikke engang tinnitus - ellers ville han ikke bedømme mennesker, der fx lider under disse til dels diffuse symptomer på denne måde.

Og ja, jeg kan forestille mig, at diverse syndromer faktisk opstår hos mange mennesker, fordi de ikke - hverken fysisk eller psykisk - kan leve op til og være med i erhvervsracet.

Naturligvis er omfanget og det stigende antal problematisk. Men når vi nu taler om heste og vogne: kan det være, at de krav, der stilles til det arbejdende menneske efterhånden i den grad er fremmedgjort og menneskefjerne, at mange reagerer fuldkommen 'menneskelige' herpå?

Løsningsforslag blev givet flere steder i andre kommentarer - fx borgerløn (en meget værdig løsning!) og nytænkning omkring vores livsform (nedgearing, skabe nærhed, kommunikation...).

Og, som der også blev sagt: tiderne skærpes nu, det viser sig verden over. Danmark har i sammenligning med andre lande til trods for enhver kritik et meget højt forsørgelsesniveau. Jeg frygter, vi må vænne os til tanken, at dette niveau vil blive udsat for ganske betydelige indskrænkninger i de kommende år.

Det eneste der provokerer i denne debat, er de 'kærlige skub'. Trods det, er der rigtig mange gode indlæg.

randi christiansen

70% af alle luftvejsrelaterede sygdomme har direkte forbindelse til luftforureningen - nedsættes denne forurening kan mægtige summer spares i sundhedssektoren. Den melding er netop givet fra selv samme sundhedssektor - at et så indlysende forhold skal være så længe om at tikke ind på lystavlen siger noget om forvaltningens evne til at analysere årsag/virkning. Danmark har laveste levealder ifht lande, vi normalt sammenligner os med. 15.000 voksne og gud ved hvor mange børn er på ADHD medicin. Forekomsten af diverse livsstilsygdomme er stigende. Dette er i korte træk præmissen. Ole Thyssen, ligesindede og afkom er åbenbart ikke i invaliderende grad ramt heraf – endnu – men hvis jeg var dem, ville jeg passe på med at være for kæphøje, om hvordan andre mennesker skal tage sig sammen - som bekendt står hovmod ofte for fald. Deres analyseapparat er i en for akademikere i særdeleshed i uantagelig grad ringe. Og mht systemfejlen blandt mange : hvordan forholder vi os til det uhensigtsmæssige i, at 800.000 er på overførselsindkomst, så løses problemet i hvert fald ikke med så underlødig tænkning, som de herrer – og damer ? – lægger for dagen. Jeg har i tidligere indlæg skitseret hvorledes, jeg mener, man bør gribe problemet an. Har Ole Thyssen og co ikke mere at sige ?

Juliana Rasmussen

I et samfund hvor der mangler arbejdspladser, hvor handicappede betragtes som raske der ikke vil arbejde, hvor at knokle for at få en uddannelse og pga. livsomstændigheder ikke lykkes, hvor menneske rettigheder ikke overholdes, er det nemt at en professor udtaler sig som Ole Thyssen gør.

Lige til at kaste op. Stor nar.

Er det ikke på tide at se på virkeligheden: der er ikke brug for, at så mange arbejder! I realiteten er der flere på arbejdsmarkedet end nogensinde, men hvor arbejdet før fordelte sig nogelunde på baggrund af en gammel familiestruktur, er det nu sådan, at nogle familier sender alle - fra bedstefar til skolesøgende børn - ud at tjene, mens andre slet ikke får et ben til jorden.
Hvis det er arbejdet, der skaber livsgrundlaget, nytter det ikke at se på dem på reservebænken som en belastning, man må se på dem som ofre for andres grådighed - og indretning af samfundet på nogens præmisser, der så er til ugunst for andre.
Den største ulempe, vi kæmper med, er den ulykkelige fejlopfattelse af markedsøkonomi og liberalisme som specielt 'demokratiske': demokrati er fællesskabets enige styring, og det er på baggrund af en masse undtagelser fra denne grundlæggende demokratiske indstilling, at man overhovedet tillader det, vi så præcist kalder kapitalismen, nemlig: at arbejdsmarkedet er privat. Derfor var det et enormt knæfald for kapitalismen, da arbejderbevægelsen i 1899 gik med til at afgøre forhold på arbejdsmarkedet ved forhandling fremfor lovgivning. Med det arbejdsmarked, vi har her i landet, ville vi aldrig have fået en borgerlig regering, hvis forholdene på arbejdsmarkedet havde været spørgsmål i valgkampen.

Hov, undskyld!

privatkapitalismen, nemlig: at arbejdsmarkedet er privat. Derfor var det et enormt knæfald for kapitalismen, da arbejderbevægelsen i 1899 gik med til at afgøre forhold på arbejdsmarkedet ved forhandling fremfor lovgivning. Med det arbejdsmarked, vi har her i landet, ville vi aldrig have fået en borgerlig regering, hvis forholdene på arbejdsmarkedet havde været spørgsmål i valgkampen. - sådan

randi christiansen

fejlretning : " Deres analyseapparat er i en - for akademikere i særdeleshed - uantagelig ringe forfatning"

Den grundlæggende præmis er jo problemet bag det hele: at arbejde ses ikke blot som en nødvendighed for at leve, men som et moralsk imperativ. Hvor kommer det fra? Det kommer fra middelklassens kamp mod overklassen. Men den eneste ordentlige kamp at kæmpe må være kampen for frihed, forstået som uafhængighed. At tale om personligt ansvar i alle disse debatter er at gøre ansvar til mere end nødvendighed, det er at gøre det til medicin. Men medicin mod noget, der næppe behøver en behandling.

peter hansen skrev.

...og det er på baggrund af en masse undtagelser fra denne grundlæggende demokratiske indstilling, at man overhovedet tillader det, vi så præcist kalder kapitalismen
---

@randi m.fl.: de tilladelser til privateje til nævneværdige produktionsmidler, synes nu at blive bragt til ophør: http://www.information.dk/find/artikler/systemkrisen

Lars Peter Simonsen

Gad vide, hvilken dimension/planet Hr. Thyssen befinder sig i/på?

Leopold Galicki

Lars P.Simonsen,

Hvis himlen er klar i nat, se op hen mod vest. Det vilde vest kommer du nok ikke til at se, men Thyssens elfenbenstårnplanet vil vise sig i sin fulde pragt.

Når krybben er tom, bides hestene, og det er ganske vist. Nu har dette fænomen spredt sig fra kun at foregå indenfor den politisk ukorrekt benævnte underklasse til at omfatte resten af samfundet. Det værste er, at de heste, som plejer at have rigeligt, må være enten dumme eller bare ekstremt forvænnede, for de kan ikke se, at der stadig er mad – det vælter bare ikke ud over kanterne med fladskærmstv’er, designertøj og renteindtægter på investeringerne.

Det er uomtvisteligt, at der skal spares, men at den såkaldte intelligentsia nu også snapper ud efter de svageste i samfundet som syndebukke er ganske nedslående.

Thyssen slutter af med – i én fordømmende svada – først at slå fast, at problemet med velfærdssystemets størrelse slet ikke er af økonomisk art, men derimod at de svage, som udover selv at være skyld i deres svaghed tilmed lever et uværdigt liv.

Sådan. Med elegant, ultraliberal logik er der frit slag for hadekampagnen mod de dovne klynkere. I kan hermed slippe for at føle jer forpligtede til ubekvemmeligheder som fællesskab og solidaritet med disse medmennesker, som jo selv har valgt dette uværdige liv: ”de udygtige…på passiv forsørgelse,” dem med ”en diagnose som voldspsykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt,” og dem med ”den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping.” Kort sagt, dem, som har ”kæmpet hårdt for at blive anerkendt som inkompetent.”

Hvis jeg ikke allerede var ulykkelig over at være ubrugelig og udenfor, så fik jeg da godt nok endnu en god ”undskyldning” for at miste enhver tro på mit værd som person. Jeg fristes til at tage mit ansvar på mig og bare checke ud af dette helvedes liv – så ville jeg i hvert fald ikke være til besvær for samfundet og måske endda få en anelse respekt fra Hr. Thyssen og meningsfæller. (Ment overdrevent ironisk, hvilket måske fremmer forståelsen - eller i hvert fald bare pointen)

John Vedsegaard

Vi må indstille os på at der aldrig kommer arbejdspladser til alle.

En debat om værdifordeling være på sin plads, foruden fordeling af de allerede eksisterende arbejdspladser.
Til en start kan man jo fordele samtlige offentlige arbejdspladser mellem alle arbejdsløse og offentligt ansatte, herunder selvfølgelig også lønnen så alle offentligt ansatte går altså ned i løn.

Løsninger som "arbejd mere" er langt ude, vi skal netop arbejde mindre, skabe mere automatisk produktion og til gengæld vil alle få mere fritid.

Der skal nærmere være et loft på hvor meget man må arbejde pr. dag/uge/år. Med 10% arbejdsløse, er det vel 10% mindre end i dag altså ikke mere end 33.3 timer. Yderligere sænkning i fremtiden, afhængigt af automatisk produktion og andre forhold.

Vi må også se på om overarbejde skal helt forbydes, da det meget ofte ikke er nødvendigt men kan klares ved en ansættelse mere.

@Vibeke Carøe: Tak for din sidste sætning om, at der var noget ironi indblandet. Jeg skulle lige til at skrive, at du fohåbentligt lige giver lyd fra dig, inden det går helt galt!

@ John Vedsgaard: Så nemt er det vidst heller ikke. Der er et mismatch mellem de arbejdskrafter, der søges, og den potentielle arbejdskraft, der findes i form af arbejdsløse, sygemeldte m.v....

Men en del af løsningen kunne være: uddannelse i stedet for ...hvad var det nu, det blev kaldet.... 'pipfulglekurser' el.lign.

Det er overordentligt forfejlet ensidigt at tro (for det er det, man gør, når man ikke ved), at et menneske som udgangspunkt ønsker at undgå at arbejde.

Derimod kan gentagne, mislykkede forsøg på at indgå ligeværdigt på en arbejdsplads resultere i, at man - mere eller mindre bevidst - føler sig mere til besvær end til gavn.

Hvad enten det er socialt eller fagligt, man ikke yder på lige fod med kolleger, er konsekvenserne mange: lønkroner, som ikke modsvares af den ønskede produktivitet; kolleger, som belastes af at skulle yde mere for at kompensere; ustabilitet på grund af adfærd, sygemeldinger og hyppige jobskift.

For ikke at nævne konsekvenserne for de berørte familier til "svæklingen."

Så jeg er enig med Doris Møller:

"Hvis man redder børnene, sørger man for, at de vokser op og bliver bedre til at sørge for deres børn. Det er en investering i fremtiden."

For der er INGEN, som drømmer om at ende som en belastning for andre.

John Vedsegaard, jeg tillader mig at modificere dit udsagn: vi må arbejde for, at ingen nogensinde kommer til at spilde sin tid med ligegyldig produktion eller beskæftigelse. - Allerede i dag bærer vort samfund præg af, at vi kæmper for at finde på jobfunktioner for at beskæfitge folk, så de kan have et 'ærligt' udkomme, filosoffer f.eks.

Pær Køie Kofod

Hvorfor får jeg koblinger til Dr. Mengele der står ved porten, "Arbeit macht frei !". Når jeg læser indholdet i Ole Thyssens artikel.

Ikke-empatitisk. Snævertsynet. Stigmatiserende. Totalt uden VID.

De "Svage" er en indikator på at "Velfærdsmodellens"/"Bekymringsindustrien" faglig "experter" ikke har det VID. De tværfaglige kompentencer.
Som kan realisere/konkretisere den enkeltes real ressourcer.

Så De som HELE mennesker kan bidrage.

Istedet er det fuldt legitimt at stigmatisere/diagnostisere/ekskludere/ dysfunktionalisere mennesker. Der "skiller" sig ud.
I stort set alle sammenhænge.
Så er DE ikke noget problem længere. Med mindre De er synlige. Og det er her "problemet" ligger for det borgerlige Danmark.

Hvilket blot forværrer polariseringen/"skyttegravene". For alle.

I rigtig mange tilfælde er "problemet" kommunikation.

En borgerligt funderet, inkvisitionslignende, autoritet.
Der (tilsyneladende) altid har ret .
Møder den "svage" med: "Ret ind. Ellers får det sanktioner!"
Fremfor at lade den "svage" definere hvad der kan afhjælpe situationen.

Fattigdom/hjemløshed kunne være afhjulpet mange gange hvis den "svage" fik hjælp af en revisor og advokat til at anskueliggøre sin situation.
DA det offentliges medarbejdere ofte har "samme" interessekonflikter. Som bankrådgiveren.
Er det klienten. Eller sig selv han/hun hjælper?
Jobbene i det offentlige skal hele tiden vise eksistensberrettigelse!

"Bekymringsindustrien" skal begynde at betragte det enkelte menneske ligeværdigt, som "arkitekt" i eget liv.
Et menneske der er istand til at orienterere sig. Lateralt. Såvel horisontalt.

Forholdvis mange mennesker bliver idag udsat for social, økonomisk og uddannelsmæssig stigmatisering/eksklusion.

Stigmatiseret af folk samme social gruppe, andre grupper i samfundet.
Men mest uhyggeligt også af proffessionelle, offentlige ansatte. Fra folkeskolen og opefter.
I mødet med "Bekymringsindustrien"/ "Velfærdssamfundet" af kontrollanter behandlere, psykiatere, psykologer.
(Der lever af samme. Men" hjælper" også nogle ud fra de givne rammer. Den "gode" vilje tager ofte IKKE udgangspunkt i den enkelte. Men i omgivelsernes syn. Der kan være MEGET forskellig!)

"klienten" er retorisk ofte bedre indsat i sin egen situation. Og kan ofte koordinere bedre løsninger - end "Velfærdsstaten".
Alligevel får De proffesionelle næsten altid INKVISATORISK ret. Og står ofte med meget dyrere og MINDRE DYNAMISK løsninger for den enkelte til følge. Hvilket i nogle tilfælde må siges at være et psykisk/fysisk overgreb. Der kan have fatale følgevirkninger økonomisk/socialt/arbejdsmæssigt.)

Psykiatrien koster idag samfundet 55 mia + (55.000.000.000 + med lovning om mere)
Er det danske samfund virkelig så sygt!?

Eller er det et udtryk for at bl.a. uddannelses-systemet. Fordrer elever/studerende som (ukritisk) gør hvad der bliver sagt - bare det giver løn. IKKE samtænker helheden.
For som De tyske soldater ikke-empatisk efterfølgende kunne sige, "Jeg fulgte bare ordrer!"

Social indignation - burde være grundlovsret.
De "svage" bliver kaldt klynkere når De "beklager sig" for at anskuliggøre Deres situation. Kaldt psykisk svage/ dysfunktionelle
Får råd som "Tag Dig sammen!", "Du er selv ude om det!"
Af folk der må forventes at have et højere DANNELSESNIVEAU/empatisk evne- end da De i sin tid startede sit uddannelsesforløb.til en Titel, med autoritet.
Men ikke nødvendigvis besidder integritet.

Leopold Galicki

Søren Kristensen

Du spørger mig:

“Hvad har jeg sagt, der får dig til at slå mig i idéologisk eller politisk hartkorn med Ole Thyssen og hans elev Michael Guderup?”

Du har I din kommentar, #16. november 2011 kl. 09:22, skrevet:

”Kan det virkelig have noget at gøre med at de syge/ tosserne/de uduelige/de svage osv.. er komme på banen og med deres 1:1 kommentarer antyder hvilke uoverskuelige konsekvenser det ville få for en produktionsvirksomhed hvis den var tvunget til at ansætte bar en enkelt af dem og at konklussionen derfor er ligeså indlysende som den er nedslående: der er ikke noget at komme efter?”

Det mener altså, at debatten afspores og umuliggøres, fordi der er kommet et ensidigt og umotiveret angreb på Ole Thyssens kronik. Hvis jeg ikke misforstår det du har skrevet, så er jeg dybt uenig med dig, på samme måde som jeg uenig med Ole Thyssen og Michael Guderup.

Samtidig skriver du, at Ole Thyssens kronik er provokerende, hvilket du klart opfatter som noget positivt. Enig. Som en provokation virker kronikken. Der kommer fortsat flere væsentlige indlæg.
Men en god konstruktiv provokation er også en invitation til en dialog. Tror du, at Ole Thyssen vil ”nedværdige sig” og bruge tid på at svare på den massive afvisning af hans tanker om den store gruppe mennesker han kalder de svigtede?

Endnu en støder uden kugler !

Jens Overgaard Bjerre

Ole Thyssen har fået fingrene i et godt betalt undervisningsjob. Og det viser han til alle tider sin glæde for.

Han gør det ved at slikke slikke herrers fødder og lefle for dem. Han siger: "Lad de fattige passe sig selv, så bliver der mere til dig (og mig). " Hvad er konsekvensen af hans tanker? Skal de fattige skydes, tigge, dø af sult og sygdom? Er det USA eller de fattige diktaturiske lande, der er hans forbillede?

Men en ting er sikkert, det er det samme han hælder ud af kloakken hver gang: sort og ildelugtende snak.

Når nu Kirsten Svejgård har taget det skridt at bringe en historie fra det virkelige liv, så vil jeg da også godt levere en:

For nogle år siden var jeg sygemeldt og gik og ventede på en stor operation. Der var 8 ugers ventetid på operationen. Endelig fik jeg datoen for indlæggelsen.

Men to dage før indlæggelsen fik jeg et brev fra kommunen om, at jeg skulle i aktivering på et kursus for sygemeldte. I brevet stod der, at der ikke var mulighed for at melde afbud. Det var i øvrigt heller ikke noget telefonnummer, som man kunne ringe til. Udeblivelse fra kurset ville medføre tab af sygedagpenge.

Så var gode råd jo dyre. Det var en såkaldt catch 22- situation. Hvis man som sygemeldt udebliver fra nødvendig behandling, mister man sine sygedagpenge. Og hvis jeg udeblev fra kurset, som jeg var nødt til, fordi jeg skulle på sygehuset, ville jeg miste sygedagpengene.

Med gru forestillede jeg mig, at kommunens folk ville ringe til mig eller skrive breve, mens jeg lå på sygehuset. Henvendelser, som jeg ikke havde nogen jordisk chance for at besvare.

Nå, jeg fik skrevet et brev om, at jeg ikke kunne møde på kurset i den og den periode på grund af sygehusindlæggelse, og at jeg heller ikke kunne komme på kursus umiddelbart herefter, fordi operationen krævede 6 ugers rekreation.

Jeg gjorde i brevet opmærksom på, at jeg i indlæggelsesperioden ikke kunne modtage telefonopringninger, og at jeg ikke var hjemme til at læse eventuelle breve, som de måtte sende til mig.

Jeg var fuldstændig bevidst om, at mit brev var skrevet i en stil, som om jeg henvendte mig til folk uden nogen som helst evne til at sætte sig ind i de praktisk eller følelsesmæssige omstændigheder omkring sygdom, ja faktisk, som om det var henvendt til en form for evnesvage mennesker.

Jeg sendte brevet anbefalet for at være sikker på, at brevet nu også blev registreret som modtaget. Jeg blev ikke udsat for flere indkaldelser til kurser for syge.

Det er den slags benspænd, man som sygemeldt borger bliver udsat for.

Det kan godt være, at folk på Ole Thyssens ide opfatter den slags historier som klynkeri og offermentalitet fra de såkaldt svages side.

Men sygdom kan ramme alle mennesker. De velstående har bare en fradragsberettiget forsikring, som gør, at de kan blive opereret på privathospitaler uden ventetid. Og hvem betaler for det? Det gør de fattige via deres skattebetaling!

Michael Guderup

Er der ingen af de ærede meddebattører, der ser et problem i et samfund hvori 20 % af befolkningen befinder sig i et permanent økonomisk (og mentalt) afhængighedsforhold til staten?

Er planøkonomi og totalitært, gennemtvungne kulturændringer virkelig løsningen på dette?

Og kan et ikke-vækstbaseret samfund generere de hundredvis af milliarder der skal til at forsørge og servicere "de svigtede" og resten af befolkningen?

Selvfølgelig er det moderne liv fyldt med stressmomenter, men det var min bedstefars liv, med 12-16 timers arbejdsdage på diverse livsfarlige arbejdspladser og seks munde der skulle mættes dagligt, ganske givet også.

Han gav ikke op og eksternaliserede sine problemer, for det hverken kunne eller ville han.

Det ville han kunne i dag - med stor opbakning. Denne moderne mulighed har ikke noget med "at tage sig sammen" at gøre.

Det har at gøre med tilsynekomsten af en stadigt voksende befolkningsandel, der mangler den basale robusthed og selvopholdelsesdrift livet fordrer, de fleste andre steder på kloden.

Den, grundlæggende sympatiske, socialdemokratiske velfærdstanke, er kammet over i et bunkeslagsmål om dagligt at iscenesætte sig som mere trængende end naboen.

I mange tilfælde, bruger folk mere energi på at bekæmpe og omgøre statens og kommunens beslutninger, end et reelt arbejde ville kræve. Man er nemlig "berettiget".

Forpligtelserne, i den sammenhæng, tolkes som ondsindede indgreb i en tilværelse hvori man tydeligvis har fortrængt hvorfra pengene til livets ophold stammer.

Staten og skatteyderne er blevet ansigtsløse arbejdsgivere, med bundløse lommer.

Samfundskontrakten med en ligelig fordeling af rettigheder og pligter, er blevet ophævet til fordel for en åbenlyst uholdbar vækst i en velfærd, som forlængst er flommet langt udover kerneydelserne.

Lige for at præcisere, så er jeg ikke medlem af nogen "Ole Thyssen-kult" eller lignende. Jeg fulgte to af mandens kurser i æstetik og kommunikation, for cirka 10 år siden.

Michael Guderup, "[...] men det var min bedstefars liv, med 12-16 timers arbejdsdage på diverse livsfarlige arbejdspladser og seks munde der skulle mættes dagligt, ganske givet også."
Hvad med din bedstemor? Hvis vi nu ganger ud på, hvor mange timer pr. barn og voksen din bedstefar måtte arbejde for at sikre familien, så er der jo sket en enorm forarmelse, når to fuldtidsarbejdende med ét til to barn har svært ved at få det til at løbe rundt.
Men skinnet bedrager: der er næppe sammenhæng mellem den tilværelse, de to generationer hver for sig frister - og i modsætning til anno dazumal er der i dag i realiteten ingen mangel på noget som helst, kun et problem med fordelingen. Nå, det bliver der heldigvis rådet bod på, når fattigdomsydelserne forsvinder til nytår.

@Kirsten Svejgård, Doris Møller og Vibeke Carøe, m.fl.
Tak for jeres historier - det er stærkt at I deler dem, og det giver absolut perspektiv til Ole Thyssens indlæg.
@alle
De ovenstående eksempler er også fortællinger, om hvordan vejen tilbage til arbejdsmarkedet kan foregå, og det er efterhånden den retning debatten har taget. Så hvordan kan vi på bedste vis inkludere dem, der står uden for arbejdsmarkedet? Årsagerne er naturligvis mange - strukturel arbejdsløshed, fysiske og psykiske lidelser, osv. Hvis I har lyst til at dele jeres erfaringer, holdninger og ideer til det fokus, hvad er så den rette vej tilbage på arbejdsmarkedet derfra?

Sider