Kronik

Det svigtede menneske

Der er to karriereveje i Danmark: Gør det godt på arbejdsmarkedet og høst roser for din dygtighed, eller gør det godt i socialsystemet og høst gevinster på din ynkelighed. Stadig flere vælger den sidste vej. Det slider på sammenhængskraften
I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

Lars Møller

Debat
15. november 2011

Et samfund bygger på dygtighed. Mennesker må dyrke jorden, få hjulene til at rulle, undervise, helbrede, administrere og lede. At de finder mening i deres arbejde, gør dem selv og samfundet rigere.

Der er også mennesker, som ikke er dygtige. Deres sjæl og krop er fra starten beskadiget, så de ikke magter selv minimale krav om dygtighed. Her er det en social beslutning, hvad der skal ske med dem. I nogle samfund overlades de til sig selv og måske til døden — børn sættes ud, gamle forventes at gå ud selv. Ellers må de klare sig, som de kan med tiggeri og hjælp fra familien.

Det danske velfærdssystem opstod ikke som en kompensation for mangel på dygtighed. De værdigt trængende var dem, som gerne ville, men ikke kunne arbejde på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Begrundet med både humanitet og statsræson blev de fattige, de syge og de arbejdsløse tilbudt hjælp.

Mangel på arbejde har en kobling til mangel på dygtighed. Kan du ikke arbejde, er du i samme situation som den, der ikke kan få arbejde. Og hvorfor skal kun den ene gruppe have kompensation? Også sygdom spolerer arbejdsevnen, og sygdom er ikke kun en følge af arbejdsulykker.

Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping.

Hertil kommer den sociale tilstand, der sammenfattes under etiketten 'svaghed'. De svage er ikke handicappede i normal forstand, de er ikke deforme eller slået af den rædsel, man kan finde på billeder fra gamle sindssygehospitaler. Men de er udygtige. De kan ikke leve op til normale krav om at passe deres skole eller arbejde, læse deres lektier, møde til tiden eller tage vare på deres børn.

Svaghed viser sig i et samspil med andre. Medmindre der er tale om et medfødt handicap, handler svaghed ikke om en svag vilje og skal ikke stemples moralsk. At bede de svage om at tage sig sammen giver ingen mening. Herfra smedes et princip om, at alt, hvad der sker med et menneske, er socialt betinget. Men er svaghed socialt betinget, må den afhjælpes socialt, altså med velfærd.

Svaghedsbonus

Hvordan viser svagheden sig? Det er enkelt nok: ved at man vedholdende ikke lever op til normale krav om at klare sin hverdag. Man er svag, hvis man vedholdende viser sig som svag. Det forudsættes, at mennesker gerne vil være dygtige, og at de ikke går efter det, som Freud kaldte for 'sekundære sygdomsgevinster'.

Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle — læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger — åbner svaghed en adgang til gevinster, det er besværligt at opnå på anden vis. Det er besværligt at passe sin skole, sit arbejde og sine børn. Adgangsbilletten hedder diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men — i sidste ende — samfundets, og der åbner sig en alternativ karriere som svag.

En normal karriere satser på dygtighed. Den alternative karriere satser på udygtighed — kompetence til at være inkompetent.

Velfærdssystemet er ikke blot det gode system, som yder kompensation for det onde arbejde. Det er blevet et parallelt system med sine egne karrierebaner. Det kræver investering og udholdenhed, men rummer også sine egne belønninger.

Mens champagnepropperne i det normale system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i det andet system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet hårdt for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne.

Jammerens heppekor

Kampen om at gøre stadig flere mennesker udygtige har mange soldater. Ikke blot mennesker, som ikke orker, men også alle professionelle, som får deres normale karriere ved at tage sig af de udygtige.

Da de ikke må gøre reklame for deres ydelser, har de valgt en anden udvej: de fylder det offentlige rum med jammer, så der hver eneste dag er overskrifter om, at samfundet har svigtet, at vi ikke tager os af de svage, at når vi nu er et rigt land, og når jeg nu har betalt min skat, så ... må der gøres en massiv indsats. Uden nogen øvre grænse. Er man konsulent i stress eller optaget af børn med lavt selvværd, finder man ofre overalt. Der er velkendte fristelser forbundet med at sælge elastik i metermål.

Og staten giver efter. Hvad skal den stille op med de nye masser af svage, der ikke er sultens slavehær og ikke kan true med at strejke, men som truer med en ofte iscenesat elendighed og med social uro — tyveri, hærværk, vold? De udygtige sættes på passiv forsørgelse. Så er de deponeret i de svages silo. Hvad, der i gamle dage hed strejke, er erstattet af et besøg hos lægen.

Resultatet er et Juggernauthjul, som drives af mange hænder, så hver enkelt hånd ikke kan se sit eget ansvar.

Ved siden af svaghedens onde cirkel — at du er svag, hvis du opfører dig som svag — får vi demokratiets onde: at vælgere og politikere holder hinanden i et dødsgreb omkring velfærd i lange baner. Massemedierne agerer kobler med daglige rapporter om de svages sørgelige skæbne.

Selvfølgelig skal de værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed. Med en diagnose som volds-psykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen skyld. Det er en stor lettelse. Hvad, der hjælper, er ikke en møjsommelig indsats af vilje, kun offentlig hjælp.

Fra proletar til klient

Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke længere arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende bistandsklienter. De er på vej ind i en ny type klassekonflikt, som indvarsles af valgkampens slogan om 'velfærd eller skattelettelser'. Hvornår brister de dygtiges loyalitet over for de udygtige, når der dagligt leverer beviser på, at et hæderkronet velfærdssystem er gået amok?

Situationen kan bedømmes økonomisk. Det er hundedyrt, at hundredtusindvis af mennesker tropper op og gør krav på at være svage. Vi får løbende at vide, at en halv million danskere er psykisk syge, og at stress, melankoli, angst og demotivation er folkesygdomme, som 'det ikke kan betale sig at lade være med at behandle'.

I et verdenssamfund med hård konkurrence er det dog svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi. Derfor er det blevet et politisk mantra, at få folk i arbejde, så 'vi kan få råd til velfærd'. Vognen sættes foran hesten, når velfærd ikke er kompensation, men meningen med det hele.

Værdighed

Jeg vil følge et andet spor og bedømme sagen som et spørgsmål om værdighed. Det er, om man vil, en humanistisk tilgang, hvis baggrund er en idé om det aktive menneske. En ny social kliché viser det svigtede menneske, som det er blevet let at overtage og leve sig ind i. Det handler om at opgive at fokusere på den opgave, som skal løses og i stedet rette kikkerten mod ens symptomer: smerten i ryggen, susen for ørerne, angsten ...

Klicheen legitimerer ikke blot fralæggelse af ansvar, men også endeløse krav om en social indsats. Narkomaner kræver rettigheder og danner en forening med alkoholikere og pillemisbrugere. De hjemløse ser fremtiden i lyset af nedskrivning af gæld, rådgivning og terapi. For enden af deres regnbue står et liv som forne tiders herremænd, med en tjener på hver finger. Deres eget svigt og deres egen mulighed for at gøre en indsats hører vi ikke meget om. Det er ufint at bringe moralen på bane.

Appeller om at tage ansvar virker ikke. De fanges af svaghedens cirkel. Hvorfor tage sig sammen, når man blot ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? Svagheden for de svage er blevet en kongevej til svaghed.

Så en ny mennesketype, det svage menneske, ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig selv som et offer for ydre omstændigheder, og beskrivelsen får ord og opbakning af professionelle, der ser endeløse vækstmuligheder i at oparbejde en ny strategisk ressource, svaghed. De ser sig selv som gode, når de peger på de enorme mængder af svage, man bør gøre godt mod.

Både de svage og de professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om, at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet.

Så den tunge indvending mod velfærdssystemets elefantiasis er ikke økonomisk, men handler om værdighed. Det er, med en lille omskrivning af Kant, uværdigt at leve et liv i selvforskyldt svaghed.

 

Ole Thyssen er professor, dr.phil. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS

Hør mere, når Ole Thyssen i aften deltager i debatarrangementet 'Grænser for staten — Ansvar for folkesundheden; stat eller individ?'. Det er arrangeret af CEVEA og Grundtvigsk Forum, og løber af stablen kl. 17-19 i Vartorvs store sal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Guderup

Peter Hansen:

Nej, der er ikke sket "en enorm forarmelse". Derimod har man udvidet fattigdomsbegrebet in absurdum, til at være "relativt". Således at man i dag kan være fattig, selvom man har tag over hovedet og mad på bordet.

Og tror du seriøst at koret af "svigtede" forstummer til nytår?

Ordet "dygtighed" er betændt, fordi det bruges som undskyldning for gigantiske direktørlønninger og gyldne håndtryk.

Denne "dygtighed" er i virkeligheden et spørgsmål om tjenester og gentjenester.

"Du skaffer mig et fedt direktørjob ved at udnytte din indflydelse i din bestyrelse. Til gengæld skaffer jeg dig et fedt direktørjob ved at udnytte min indflydelse i min bestyrelse."

Hovedparten af disse topjob bliver derfor aldrig slået op offentligt. Rekrutteringsbureauerne for hvem "dirkretion er en æressag" administrerer disse udvekslinger af tjenester og gentjenester.

Det kaldes at "netværke" - for 20 år siden hed det "korruption".

Dette er den naturlige forklaring på 20-dobling at lønforskelle på kun 20 år.

At evolutionen skulle have 20-doblet dygtigheds-spredningen på så kort tid er en biologisk umulighed.

Det er den måde kapitalisterne sikrer sig pengene FØR de kunne være blevet udbetalt til aktionærerne, som takket være pensionskasser i vid udstrækning er lønmodtagere.

Før der er sat en stopper for "dygtighed" i toppen, er der ingen grund til at interessere sig for, hvad der sker i bunden.

Michael Guderup skriver:

”Er da ingen af de ærede meddebattører, der ser et problem i et samfund, hvori 20 % af befolkningen befinder sig i et permanent (og mentalt) afhængighedsforhold af staten?”

Jo selvfølgelig! Men der er da lige nogle forbehold, som man må tage:

Nu har du godt nok sat ordet ”mentalt” i parentes, men ordet står der alligevel. Hvorfor skulle en person med f.eks. sclerose eller leddegigt føle sig i et mentalt afhængighedsforhold til staten, fordi vedkommende får penge at leve af? Sådan er landets love. Alternativet er, at kronisk syge mennesker skal tigge på gaderne!

Så er der ordet ”permanent”. Selvfølgelig er der en del, der permanent og for resten af livet får pension, f.eks. de alvorligt syge eller handicappede. Men resten melder sig jo raske, når de er helbredt, og selv om vi har denne høje strukturelle arbejdsløshed, så lykkes det da for nogle ledige at få arbejde. Virkeligheden er jo, at der er en stor variation i, hvem der rent faktisk modtager ydelserne. Det er ikke den samme gruppe.

Og virkeligheden er, som Peter Hansen påpeger, at vi har et meget stort antal erhvervsaktive, set i forhold til for eksempel for 75 år siden – så mange, at der ikke er tilstrækkeligt med lønnede arbejdsopgaver til alle.

Men når vi tage højde for disse forbehold, så ER det da et problem, og det er jo også derfor, at et stort antal debattører har forslået løsninger.

Hvorfor skulle det være den skinbarlige planøkonomi eller påtvungne kulturændringer, hvis samfundet gør en større indsats for at redde børn, der lever under kummerlige forhold, således at disse børn kan voksne op og selv sørge ordentligt for deres børn? Er det ikke bare sund fornuft og en investering i fremtiden?

Hvorfor skulle det være tilsidesættelse af evnen til at tåle forpligtelser, hvis Folketinget ændrer de love, der virker som benspænd for sygemeldte og ledige? Er der nogen fornuft i, at samfundet gør syge folk mere syge og gør det sværere for ledige at finde arbejde, blot for at borgerne skal huske på, hvor pengene til sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge kommer fra?

Og så har jeg endda kun nævnt mine egne forslag til løsninger – ikke alle de andres!

Det største problem i denne debat er efter min mening, at der er velbjergede mennesker, der udtaler sig på baggrund af fordomme og udokumenterede påstande.

Det næste problem er, at de i deres udtalelser lader fordommene og de udokumenterede påstande gælde for store befolkningsgrupper.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan du, Michael Guderup, opfatter en person med sclerose eller muskelsvind eller en spastisk lammet person. Er disse mennesker bare folk, der forsøger at snylte på samfundet? Burde de i virkeligheden bare tage sig sammen? Eller i hvert fald bøje nakken i ydmyghed over, hvor pengene til deres leveomkostninger kommer fra?

@Michael Guderup, Ole Thyssen, m.fl.

Det problematiske i jeres ergo-argumentation, er, at alt for meget generaliseres, alt for mange nuancer udelades. Derved bliver den del af jeres pointe, som har en vis validitet, overdøvet af jeres larmende mangel på respekt for og viden om en masse menneskers liv, hvis afhængighed af fællesskabets sikkerhedsnet er reelt.

Der findes ganske givet mennesker, som overvejende motiveres af at føle sig berettigede og i mindre grad af en reel uarbejdsdygtighed.

Det er dog påfaldende, at I frit og frejdigt blander arbejdsmarkedsrelaterede stresslidelser og andre fysiske og psykiske lidelser og handicap sammen som én homogent doven masse af samfundssnyltende det-tilkommer-mig-mennesker.

I udelader komplet og aldeles at problematisere det overflodssyndrom, som rigtig mange velfungerende skatteydere selvforskyldt lider af.

Ureflekteret stræben efter at konstruere sig selv som succesfuld via ydre materialistiske statussymboler - fordi naboen gør det - har nødvendiggjort at pålægge sig selv den størst mulige arbejdsbyrde for at tjene mest muligt.

Da dette stadig ikke har kunnet tilfredsstille behovet for at positionere sig i forhold til naboen, har mange - godt hjulpet på vej af flinke bankrådgivere og liberalt funderede politiske muligheder - gladeligt låst sig inde i gældsfængslet, hvorved kravet om indtjening øgedes yderligere.

Hvis ikke dette kan medføre stress og sammenbrud, så ved jeg ikke, hvad kan, også selvom man er nok så stærk.

Disse andre "svigtede mennesker" end dem, I udpeger, er ligeså afhængige af velfærdsydelser som børnefamilieydelse, ældrecheck og diverse andre statstilskud til fx uddannelses- og sundhedssystem, uanset at man i princippet kunne betale selv. Michael, din bedstefar måtte klare sig uden mange af de velfærdsgoder, han kunne have fået i dag.

Er det ikke den egentlige "velfærdens onde cirkel"?

Men det er jo nemmere at angribe alle os, der for den største del aldrig vil komme til orde, da de mest syge end ikke magter at tage del i noget så luksuriøst som politisk debat.

Derfor kommer de relativt få af os, som magter, evner og tør stå frem fx her på nettet, til at forsøge at pippe en lille smule fra vores virkelighed - men oftest med det resultat, at vi også må tage imod tæskene fra det meget større flertal repræsenteret i debatten, som aldrig ville kigge på egen udnyttelse af velfærdssamfundet.

Rigmandens afhængighed af staten ses tydeligst ved at sammenligne med de lande, hvor krigsherrer, klaner og militser har kontrollen.

Fysisk beskyttelse er en ydelse fra staten, der primært kommer den dovne rigmand til gode.

Den hårdt arbejdende fattig-M/K har ikke samme behov for beskyttelse som direktøren, der ikke laver andet end at sniffe coke - holde absurd og meningsløs pep-talk for medarbejdere, der forsøger at holde masken - og så ellers øve sig med golfkøllen, når der ikke kigges porno på nettet.

De riges behov for fysisk beskyttelse fra staten er enormt - og bliver større i takt med, at de ikke længere gider skjule deres misbrug og skørlevned overfor medarbejderne.

Jeg har tænkt meget over det - og mit problem med arbejde er, at det indgår i et hierarkisk belønningssystem, hvor folk - fuldkommen ubeføjet - skal underkaste sig andre menneskers vurdering. Det er i sig selv demotiverende for at yde sit bedste.

Til Lars Højholt

Du spørger, hvad den rette vej tilbage til arbejdsmarkedet er.

Jamen, det er igen en forenkling at spørge sådan, for der vil være mange forskellige individuelle løsninger, alt efter årsagen til, at personen er blevet syg eller ledig!

Som del-løsninger kan jeg da pege på følgende:

• Bedre og hurtigere lægehjælp. Praktiserende læger afsætter nu om dage kun ti minutter til hver patient, inklusive tid til at hente patienten i venteværelset, sige god dag og farvel, læse journalen og skrive notater i den bagefter. Det betyder, at mange patienter må gå med uforrettet sag, og at sygdomme forværres, før de bliver opdaget.

• Kompetencegivende uddannelser til de ledige i stedet for meningsløse kurser, der i praksis virker som benspænd.

I øvrigt er det jo slet ikke muligt at inkludere alle på arbejdsmarkedet. Hvor skulle alle disse jobs komme fra?

Men det er da i høj grad muligt for et menneske på overførselsindkomst at leve et værdigt liv som fuldgyldigt og inkluderet medlem af samfundet, heldigvis. Borgeren indgår jo stadig i massevis af sammenhænge, lokalt og familiemæssigt.

For resten er der en sag, jeg glemte at gøre opmærksom på. Kirsten Svejgård kaldte i sit indlæg kommunens mand for ”idiot”, og jeg skrev, at jeg var nødt til at formulere mig i en stil, som om brevet var henvendt til ”evnesvage”.

Nu er der ingen grund til at tro, at kommunerne handler helt uden rationelle begrundelser. Kirsten Svejgård nævner da også i sit indlæg, at det er meningen, at disse konsulenter, der skal få syge folk på kursus, skal tjene deres løn ind.

Hvordan det?

Jo, sagen er, at kommunerne får et større tilskud af staten til sygedagpengene, hvis den sygemeldte aktiveres.

Om den syge bliver mere syg af aktiveringen, tæller ikke! Og der HAR faktisk været dødsfald som følge af denne ordning, især når alvorligt kræftsyge aktiveres.

Kirsten Svejgaard

@Michael Guderup:

"Og kan et ikke-vækstbaseret samfund generere de hundredvis af milliarder der skal til at forsørge og servicere “de svigtede” og resten af befolkningen?"

Nu går en stor del af de "hundredvis af milliarder" jo netop ikke til de syge, men til administrationen af kontrollen med de syge. Sagsbehandlerne har de sidste 10 år klager over, at de ikke længere har tid til at tage sig af klienterne, fordi de i stedet skal bruge deres tid til administrative opgaver.

Bl.a. derfor vokser "de svages" problemer, hvor de i stedet burde mindskes. For at afhjælpe dette, ansætter man så endnu flere mennesker i administrationen, bl.a. de 23 nye (ekstra) 'konsulenter', som jeg har omtalt ovenfor.

Tanken er så, at disse ekstra 'konsulenter' skal tjene deres løn ind ved, at kommunerne sparer sygedagpenge og kontanthjælp. Desværre har det efterfølgende vist sig, at dette ikke er sket. Hele den sindssyge ide om, at man kan få flere i arbejde, er ren fantasi og ideologisk snak.

Historier som din bedstefars er jo ganske almindelige for den tid. Min oldemor blev enke i en relativt ung alder og stod alene med 6 børn og uden børnecheck. Heldigvis var hun meget dygtig til at sy og kunne ernære sig selv og børnene ved at sy fra tidlig morgen til sen aften.

Men siger de rige nej tak til børnecheck og andre offentlige goder, eller tager de gerne imod alt, hvad de overhovedet kan få ud af samfundet? Hvad med dig selv?

ole thyssens omtaler af de sådan marginaliserede,
kunne synes at udtrykke meget foragt overfor dem,
ja så meget foragt, så man sku' formode: at ole thyssen antager at de sådan marginaliserede ikke er andet end astrologer.

Kirsten Svejgaard

@Doris Møller

Dit seneste indlæg er helt på linje med, hvad jeg selv ville have svaret.

Lars Højholt anerkender, at et antal mennesker er for syge til at arbejde og efterspørger alligevel "vejen tilbage til arbejdsmarkedet".

For et stort antal mennesker er der altså ingen vej til arbejdsmarkedet! Udover, hvad der allerede er sagt, så er ungdomsarbejdsløsheden enorm, ikke fordi de unge ikke vil arbejde, men fordi der ikke er jobs til dem. De simple produktionsprocesser er outsourced til lande, hvor arbejdskraften er billigere og sikkerhedskravene lavere end i Danmark. De mere komplicerede arbejdsopgaver kan ikke vartages af alle og enhver.

Dertil kommer, at arbejdsgiverne i stigende grad er ligeglade med et eventuelt samfundsmæssigt ansvar: de vil hellere ansætte en fuldt uddannet udlænding, end de vil betale til at oplære et større antal danskere.

Derfor har vi et antal unge danskere, som er interesserede og arbejdsvillige, men ikke har kunnet få en læreplads og dermed heller ikke har kunnet færdiggøre en uddannelse. I stedet ansættes de og andre arbejdsløse i jobs med løntilskud (de er jo for "svage" til at "skaffe sig arbejde selv"!) Når løntilskudperioden slutter ser vi så gang på gang, at den aktiverede fyres for at blive erstattet af en anden 'aktiveret'. Det er jo meget billigere for arbejdsgiveren på den måde.

Er det så 'de arbejdsløse' eller 'arbejdsgiverne', der udnytter samfundet?

Det er desværre sådan, at vi fire-fem stykker sidder her og forsøger at oplyse de måske ti-tolv stykker, som læser dette, om vores virkelighedsopfattelse, inkl. Thyssen, som trods alt gav oplæg til denne væsentlige debat, men som sandsynligvis hverken har tid eller interesse i at læse vores kommentarer, .

Langt de fleste har hverken tid til eller gider sidde og læse alle kommentarerne. De tænder tv'et og hører Joachim B. Olsen oplyse, at man har masser af penge på kontanthjælp. Eller slår op i Information, læser Thyssens artikel og fodres således med information uden krav om eller behov for at få anden viden end den, man gerne vil høre.

Det overordnede problem er ikke, om vi har det ene eller andet samfundssystem. Ideologisk set ville både kommunisme og kapitalisme fungere upåklageligt...hvis vi rensede dem for menneskers indblanden i noget som helst.

Det er menneskesynet, det handler om. Og det står desværre ikke lige sådan at ændre på.

Michael Guderup

Kirsten Svejgaard:

"Nu går en stor del af de “hundredvis af milliarder” jo netop ikke til de syge, men til administrationen af kontrollen med de syge."

Jeg ved godt, at det her med "administrationen" (jeg går ud fra der menes konsulenter og/eller akademikere) i det offentliges tjeneste, er gået hen og blevet en imaginær redningsplanke.

Postulatet består altså i, at der findes et område, "administrationen", hvori man, med et trylleslag, kan bjærge de milliarder som er nødvendige for at gennemføre en finanspolitik som er endnu mere ekspansiv end den nuværende.

Desværre tror jeg, at forventningerne til disse besparelser er stærkt overvurderede, og de relativt få milliarder der kan hives hjem, vil blive mere end modvejet af omkostningerne til de adskillige tusinde nye arbejdsløse samt den relaterede negative økonomiske dynamik, dette uværgerligt vil medføre.

Under alle omstændigheder tvivler jeg ganske kraftigt på, at en øgning i omkostningerne til administration, kan redegøre for en stigning på 67-68 mia. kr. i de offentlige udgifter, siden 2001.

"De offentlige udgifter er vokset meget gennem de seneste 10 år. Ifølge Danmarks Statistik kan væksten i det offentlige forbrug opgøres til 67¾ mia. kr. (2010-priser) i perioden 2001-2010. Det er i vidt omfang de kommunale og regionale serviceområder, der har fået tilført flere ressourcer siden 2001. Væksten i det offentlige forbrug afspejler sig også i stigende offentlig beskæftigelse."

http://www.fm.dk/Publikationer/2010/2113-Budgetredegoerelse%202010/2%20O...

Den uendelige fortælling om nedskæringerne i den offentlige sektor, er tydeligvis en kontrafaktisk sutteklud, hvorved man forsøger at forsvare øgede offentlige udgifter.

Hvis man så, oveni dette faktum, vil til at fyre flere tusinde offentlige ansatte i "administrationen", er surrealismen da total.

Kirsten Svejgaard

“De offentlige udgifter er vokset meget gennem de seneste 10 år. Ifølge Danmarks Statistik kan væksten i det offentlige forbrug opgøres til 67¾ mia. kr. (2010-priser) i perioden 2001-2010. Det er i vidt omfang de kommunale og regionale serviceområder, der har fået tilført flere ressourcer siden 2001. Væksten i det offentlige forbrug afspejler sig også i stigende offentlig beskæftigelse.”

Jamen det afspejler jo, hvad jeg siger!

Man kunne også vende det om: Den stigende offentlige beskæftigelse - konsulenter og/eller akademikere, løntilskudsaktiverede m.m.m. - medfører en kraftig vækst i det offentlige forbrug.

Der er hverken mere eller mindre sygdom og hjælpeløshed i Danmark, end der altid har været. Det er det ideologiske syn på disse faktorer, der er ændret.

I øvrigt er jeg lodret uenig i, at 'økonomisk vækst' er svaret på noget som helst. 'Økonomisk vækst' er den største og væsentligste årsag til de problemer, vi står overfor!

Men det er en helt anden diskussion.

Så for nuværende vil jeg fortsætte med at skjule, at jeg for nylig endte i den forhadte gruppe af svæklinge.

Jeg ønsker ikke at udstille mig til offentlig syndebuk i hverdagen.

Jeg lader som om...alt i mens jeg stadig - og aldrig - vil opgive håbet om igen en dag at finde en eller anden plads på arbejdsmarkedet. Nu er det desværre bare sådan, at det, jeg "fejler," ikke kan fikses, så et langt livs erfaringer viser, at jeg ikke kan det, som andre kan.

Men jeg kan ikke glemme alle de nedsættende og fordømmende kommentarer, jeg overhørte blandt mine raske, stærke og velfungerende kolleger (!) gennem mine mange år i fuldtidsjob på arbejdsmarkedet, om fleksjobberen eller den langtidssygemeldte kollega.

Selvom jeg ikke selv deltog i den verbale hetz, så må jeg skamfuldt indrømme, at jeg kun spagt indvendte, at vi jo ikke kunne vide, hvordan de havde det, men for ikke at ende helt udenfor det sociale fællesskab endte jeg med krysteragtigt at smile venligt til de udstødte og vende det døve øre til de hånlige meningsudvekslinger.

Jeg måtte jo også selv - forgæves - kæmpe hårdt for at udføre mine egne arbejdsopgaver tilfredsstillende, så jeg havde slet ikke brug for at øge min egen risiko for at blive et mål for udelukkelsen.

Mit ønske om at blive indlemmet i de stærkes klub, er et lige så stort ønske om en ændring i de stærkes menneskesyn, så jeg vil kunne lukkes ind igen, uden at det er mine begrænsninger, jeg bliver målt på, men snarere mine kompetencer - for dem har jeg faktisk mange af!

Da jeg - under læsningen af Ole Thyssens neoliberale fristil med denne hørm af gammmel vin på nye flasker også får visse ubehagelige associationer til et hedengangen regime her syd for Skelbækken i 1930-ernes Tyskland med alle dets villige hjælpere, medløbere og paladiner med denne distinkte eichmannske ideologi og inhumane menneskeforagt med tilhørende udryddelse - også er en smule bogklog, bl.a. har læst Thyssens udgivelser i fortiden samt tidsskriftet ”Naturkampen”, kommer jeg heldigvis ret hurtigt til også at tænke på fysikken, for den kan vel ikke lade os helt i stikken her.

Thermodynamikkens uomgængelige 2. hovedsætning, det den med graden af uorden altid stiger, mao. entropien altid er for nedadgående (eller forbliver konstant) i et isoleret og lukket system, hvilket kan udtrykkes ved den gamle folkelærdom - hvor der handles, der spildes – dvs. jo mere der handles, des mere spildes der.

Kapitalismen med alle dens villige agenter og proselytter er et sådant system, som også er underlagt denne naturlov, så længe den forbliver lukket. Dens produktionsmåder skaber efterhånden mere affald og spild end brugbare produkter, ødelægger naturgrundlaget og i sidste ende dræber biosfæren, inkl. os mennesker. Den pågående såkaldte finanskapitalkrise er det aktuelle bevis på, at systemet nu også udrydder bl.a. arbejdspladser i hidtil uset stil.

Dette er altså systemets ”gave” til menneskeheden. Det må vi naturligvis på hver vores måde værge os imod så længe dette i bund og grund udemokratiske system hærger her midt i vore samfund blandt ordentligt folk ...

Resten er socialdarwinisme af værste skuffe …

Kristina Nordentoft

Jeg er også en af dem der er "svag", hader det ord, for der skal en stærk psyke til for at kunne holde til sygdom igennem flere år!!

Men folk tuder over dem der er arbejdsløse og at der hele tiden kommer nye til.
Jamen kære mennesker, der kommer også hele tiden folk fra denne gruppe tilbage i arbejde.
I takt med vi flytter arbejdskraft til udlandet, så vil flere og flere få svært ved at finde jobs, det er jo logik for burhøns.

Men lad os en gang få manet i jorden, at det ikke bare er simpelt at få sit tilskud fra kommunen.
Man kan ikke bare læne sig tilbage også bliver pengene sat ind på kontoen, hver måned.

Meningsløs aktivering, hårdt arbejde, trods lægelige papir på skånehensyn, mistænkeliggørelse, nedgørende sætninger, trusler. For ikke at tale om de utallige psykiatriske undersøgelser man skal igennem for at bevise, man endnu ikke er blevet helt sindsyg, af den måde man bliver behandlet på.

Min egen meget forkortet historie er således.
Siden jeg fyldte 18 har jeg forsøgt at tage uddannelser og job, måtte opgive og endte med at ligge flere måneder i sengen.
Har siden dengang kun kunne fungere og komme ud af sengen, ved hjælp af hjælpemidler og stærk morfin.

Lægen har ikke ville undersøge, men blot givet jævnlige indsprøjtninger med binybarkhormon og en ny resept på morfin.
Skal jeg tages seriøst, er jeg nødt til at have mine forældre med. Tænk sig hvor nedværdigende det er!

I år er jeg så begyndt at miste synet, og taget til øjenlæge, som intet kender til mine tåbelige hurtige diagnoser, han sender mig uden at tøve til scanning.
Svaret må jeg vente på indtil på mandag.
Men en ting ved, der er fundet noget på scanningen, og sygehuset har været mindre end et døgn om at sende svaret til øjenlægen og øjenlægen der normalt har 1 måneds ventetid, har lavet en akut tid på mandag uden for normal åbningstid.

Hvis nu svaret viser sig at være, sclerose eller noget værre, kunne min sygdom, have været behandlet noget anderledes og jeg ville måske have haft en chance for at komme på arbejdsmarkedet.

Jeg ville ønske jeg kunne arbejde, det er min største drøm.

Men når man ikke kan behandles, hvad er så chancen?

Dertil kommer alle de tåbelige kommentar om at man bare kan tage sig sammen.
Men dem der udtaler denne sætning, har ingen anelse om, at udfaldet vil være ekstrem hævede led, der kræver flere måneder om at aftage, og derved bliver afhængig af at kunne blive båret frem og tilbage på toilet, eller få maden skåret ud.

Helt ærligt tror i så det hjælper at hagle ned på disse mennesker, at overse fru. Hansen har brug for hjælp til at komme op af trappen og stå og kigge på hende og råbe, det er bare et spørgsmål om at tage sig sammen.

Hvis du brækker et ben, forventer at få lagt gips på og at folk er venlige og hjælpesomme når man står med sin indkøbskurv og er ved at skvatte.
Forestil dig så at folk bare står og griner, og beder dig om at træde på benet for det er blot et spørgsmål om at ville.
Hvordan skal benet så hele ordentligt?

Vi er så snæversynet, af vores egen syn på guld, har gjort os blinde og vi har nok i os selv og beskytte vores egen guldmine om vi så skal skyde, dem der kommer i vejen.
For ikke så langt tilbage kaldte man det Guldfeber.

Man får ikke syge på arbejdsmarkedet ved at sparke til dem, eller gøre grin med dem.
Man får dem på arbejdsmarkedet, ved at finde et arbejde de kan holde til og man støtter dem i det.
Ved at skabe nye arbejdspladser og tænke nyt, give dem de redskaber og hjælpemidler de har brug for.

Nogle vil så kunne arbjede fuldtid, andre deltid andre få timer og nogle slet ikke.
Men har det ikke altid været sådan?
Har vi ikke altid haft en gruppe af disse mennesker i vores samfund?
Måske det blot er blevet mere synligt nu, hvor det forventes at ALLE skal arbejde fuldtid, hvor det tidligere var meget anset, at mor gik hjemme og passede børnene og hjemmet og kunne man ikke magte det, ja så boede man i kollektiv eller flyttede til Christiania.

Vores indskrænket snæversynethed, gør os blinde, i steder for at finde løsninger og tænke nyt, er man bange for at miste sit guld og tuder derfor, dog uden at gøre noget ved det.

Hvor mange syge ville ikke, kunne klare et job, som de kunne klare derhjemme, som telefon supporter eller internet supporter, men de job findes ikke.
Nogle ville kunne skabe smuk kunst, som kunne sælges til gode formål også få betaling for det (dem man hader at blive stoppet af på gaden, for at spørge om man ikke vil betale til sultne børn i Afrika, får 110kr. i timen), metoden kunne jo så udvides.
Der er 100.000 muligheder, men ingen til at sætte dem igang.

Vi tænker kun i en kasse og så længe vi gør det, vil vi kunne sidde og græde uden at komme videre.

Informations tænketank 100dage behandler for tiden dette emne, hvor alle kan byde ind med relevante forslag:

http://100dage.information.dk/Campaign/Proposals/234

http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/3

Linket er til en artikel der handler om aktivering af syge etc.

For en kritik af Ole Thyssens meritter

http://www.lederweb.dk/Strategi/Vardibaseret-ledelse/Artikel/80255/God-l...

Her kan man fx læse:

...Startskuddet til værdibaseret ledelse blev givet af Ole Thyssen og Peter Pruzan fra CBS i 80’erne. De stod dengang i spidsen for et forskningsprojekt, hvor man forsøgte at indføre værdibaseret ledelse som en strategisk ledelsesdisciplin i en sparekasse i Nordjylland.

På baggrund af arbejdet i sparekassen udviklede de to professorer en teori om værdibaseret ledelse. En teori, som har bredt sig til alle afkroge af det danske erhvervsliv.

Essensen i deres teori er, at det handler om at få skabt det, man kalder en ”en fleksibel styringsramme” af fælles værdier. Man samstemmer og handler kort sagt ud fra de samme fælles vedtagne værdier.

Teorien blev uhyre populær, og pludselig skulle alle HR-afdelinger indføre værdier i virksomheden. Drømmen var, at alle medarbejderne handlede ud fra nogle få fælles værdier.

Resultatet var, at værdibaseret ledelse spredte sig fra den lille sparekasse i Nordjylland til resten af landet. Og i et par årtier har mange virksomheder nu forsøgt at lede ud fra værdier. De fleste dog uden held. ..

...Derfor er det lige så umuligt, som det er en dårlig ide at arbejde med værdibaseret ledelse. For værdier er aldrig fælles”, siger Allan Holmgren og peger på Århus Kommune som et eksempel, hvor det er kørt helt skævt med ledelsesformen.

”I Århus Kommune har de tre værdier, der begynder med hhv. T, R og E. For at folk i hvert fald kan huske antallet af værdier. Jeg mener, det er noget med Tillid, Respekt og Engagement. Men man kan være stensikker på, at der hverken er tillid, respekt eller engagement i Århus Kommune.

De har et af landets højeste sygefravær: 24 sygedage pr. medarbejder pr. år. De er 25.000 medarbejdere. Så kan man jo gange: 24x25.000. Det giver 600.000 sygedage. Og hvis vi siger, det er 1000 kr. om dagen, så er det vel 600 millioner kroner, vi kommer op på.

Og så siger man i Århus, at deres værdier er tillid, respekt og engagement. Et eller andet sted er der noget rivende galt. Man skulle i hvert fald hellere bruge ressourcer på at få nogle ordentlige medarbejderforhold i stedet for workshops om abstrakte værdi-begreber”...

And the rest is silence...

Her er lige et link, der belyser problematikken vedrørende aktivering af alvorligt syge, samt refusion af sygedagpenge fra staten ved henholdsvis aktivering/ikke aktivering af syge.

http://www.erhvervsbladet.dk/politik/kommune-aendrer-aktivering-efter-do...

også lige at tænke på:

de løntrællegjortes ret og “pligt” til at overtage
de borgerlige’s videnskab og kunst.

men jo helst næppe også de dystre sider ole thyssen der, ( kun tilsyneladende ? ) giver udtryk for.

Til alt dette - med tvangsaktivering af medborgere via kommunernes flobcenter-organisationer, hvis helt overordnede mål, kan man ikke tvinge folk til at arbejde gratis, ser ud til at være simpelt tyveri af folks helt legitime eksistensgrundlag, hvor udsendelse af banale trusselsbreve ad litteram dog må være systemets eneste spidskompetence - er der ikke meget andet andet at tilføje end dette: -

Den neo-liberale gift – godt nok første gang udlagt tilbage i Nyrup-æraen - er desværre gået hen og blevet et kronisk livsvilkår i visse moralsk anløbne kredse - siger den pensionerede senioringeniør, der i tidens løb har set nok, hørt nok, prøvet nok, husket alt – og man bør derfor ikke glemme jævnligt at minde sig selv om, at hele dette inhumane, bizarre og dødbringende tvangsarbejdssystem er videreudviklet af de ideologiske samfundstømmere, kleptokratiske privatiseringsgøglere og et altid behjælpsomt sammenrend af pseudo-demokratiske ikke nævneværdigt stuerene typer - hele denne postmoderne misère i starten anført af en aktivistisk krigshetzer, nu bevæbnet til tænderne og med adgang til masseødelæggelsesvåben og medansvarlig for et 2-cifret antal døde danskere, for ikke at tale om et 6-cifret antal dødsfald blandt fremmede folkeslag - dertil kreativ bogholder, der groft vildledte Folketinget og derfor måtte forføje sig ud af regeringen, altid assisteret af en ideologisk fører og sadist med et perverst kontrolgen og rudekuverter i ærmerne til særligt udvalgte danskere, nu fhv. minimal-medister med bevisligt kriminelle energier, hvor geniet brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og traditionen tro også vildledte Folketinget i forsøget på at bevise, at 300-timers-reglen virkelig fik flere i arbejde, alt sammen påfaldende inspireret af et tidligere regimentes arbejdsmarkedskadaverdisciplin her syd for Skelbækken i 1930-erne - og hvis nu fhv. ikke påfaldende intelligente arvtager ikke kunne andet end at føre sig frem som en floskelkanon med papegøjesyge, man udnævnte bevidst uoplyste babyministre, hvis åndelige lys ikke brændte med nogen påfaldende klar flamme – den negative sociale arv var ikke sådan til at få bugt med i denne nu heldigvis afsatte rusticus-regering, dansk jord til danske hoveder - kun bevæbnet med en sproglig studentereksamen blev man i dette usunde miljø videnskabsmedister, forgængeren var trods alt noget så fint som sportsjournalist, en kvasi-akademiker, men det meste af rosset har knapt nok kunnet tage en ordinær studentereksamen, det manglende fifles der med eller lyves der om i sminkede CV-er, altimens typernes tvangsaktiverede kommunale system-hjælpere jagter ordentlig folk og truer dem på eksistensen, naturligvis også mennesker med uddannelse og mangeårig arbejdsmarkedserfaring, gerne akademikere og intellektuelle – for dem kan vi ikke lide, de er jo elitære, og de skal ikke tro, de er noget – og de sygemeldte skal heller ikke føle sig for sikre, vi har nemlig et Chikago-tilbud til alle af lutter velmenende omsorg for vor næste – "Ondskabens banalitet" – det dør der stadigvæk mennesker af, har det igen vist sig her på det seneste, ovre og oppe i Jylland og ude fra Langtbortistan, hvis de da kommer levende hjem igen og kommanderes til at møde op på nærmeste flobcenter - som en udsøgt tak for indsatsen - ordsalat slut ...

Foruden nådeløs ligegyldighed er der stadig tale om bevidst ondskab, en ildevarslende situation, som burde være tilstrækkelig til - også for ansatte i en kommunal organisation som flobcenter og ikke mindst de endnu ansvarlige kommunalpolitikere – dagligt at reflektere over, hvad man egentlig har gang i indenfor dette moralske, politiske og økonomiske fallitbo - og det uanset, hvad en person som Thyssen kan finde på at lukke ud af infamiteter ...

Og hva' så med alle de snoppede filosoffer og deres lallende idiotiske teorier . Bidrager alt deres vås på nogen måde til Danmarks samfundsøkonomi i en globaliseret verden? You wish!

Send bare alle filosofferne i arbejdslejr på vestegnen. Der er ingen grund til at samfundet giver noget incitament til at filosofferne lader deres hjerner gå i selvsving. De trænger til at lave noget fornuftigt og produktivt.

Det samme gælder kunstnere, sportsfolk, mediebranchen og reklame branchen.

Giv dem så blot den løn de er værd, så vi kan underbyde Kina.

en kritik endog:
mod enhedslistetilhængere og mod enhedslisten,
kunne snarere være, ( den lignende kritik som mod sf -tilhængere og sf, og mod socialdemokrati-tilhængere og socialdemokratiet,
og især mod de til højre for dem ):

vekselvirkningslære, altså:
naturhistorisk udviklingslære og dialektisk materialisme: altså: egentlig materialisme,
fylder for lidt i de offentlige rum, og bør fylde langt mere i de offentlige rum.

altså: såvel indrømmet materialisme,
og: materialisme,
fylder for lidt i de offentlige rum.

fra K. Marx : teser om feurbach.

Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren ( her CBS og
CBS's bagland ) selv må opdrages. Den fører derfor nødvendigvis til, at den skiller samfundet i to dele, af hvilke den ene er ophøjet over samfundet. (F.eks. hos Robert Owen.)

fra evt. pjalteproletariserede eller proletariserede, ( løntrællegjorte ), og til:
sovjetiske, cubanske, kinesiske OL-idrætsfolk, er der tilsyneladende: et stykke vej.

Problemet er markedsgørelsen af løsningen af helt almindelige, fælles og individuelle opgaver.

2) hvis verden , altet, universet, ikke alment følger bestemhed, determisme,
( altså at der i stedet f.eks. er forekomster af objektive tilfældigheder eller objektive "viljernes friheder" )

så er det jo alligevel næppe sikkert gyldigt:
at nævneværdigt mange ( om nogle ) løntrællegjorte så er selvforskyldte løntrællegjorte.

1) hvis verden, altet, universet:
alment følger bestemthed, determinisme, så kan
løntrællegjorte; jo ikke gyldigt hævdes at være selvforskyldte løntrællegjorte;

det var nogle tilføjelser til:
--------------------

hverken økonomers eller præsters eller evt. proletariseredes,
nærerfaringer og næroplevelser
( eller evt. også sådanne langt videre end “kun” det nære ) udi:
gensidige og egen mindre / mere:
frie viljer, ikke-tvang, ikke-bestemtheder, ( ikke-determinisme )

( uanset om de erfaringer og oplevelser er mere / mindre objektivt gyldige eller udbredtgyldige )
bør ikke forlede til at nogen godtager hævdelser såsom: at så var det ligeledes frivilligt, ikke-tvungent, at de blev proletariserede.

Søren Kristensen

Niels-Simon Larsen spørger tidligere i tråden om Ole Thyssen ikke selv er svag, når han erkender at han har både bil og sommerhus og således intet gør for at begrænse de miljømæssige konsekvenser ved at være en del af en overforbrugende overklasse.

Vi får desværre ikke noget svar fra Thyssen, fordi det segment han tilhører holder foredrag, skriver artikler, kommunikerer pr. brev og mail og ikke i kommentarbokse. Men man kan jo altid selv forsøge sig med et svar i mangel af bedre. Mit bud er:

Ole Thyssen hverken er eller føler sig svag, for han har, i modsætning til den ledige, den syge eller den stigmatiserede, en valgmulighed. Han kan vælge sin miljøødelæggende livsstil til eller fra som det passer sig og han har valgt ikke at vælge den fra, endsige sætte spørgsmåltegn ved den.

Om professoren på den baggrund svigter moralsk er, i forlængelse af artiklens emne, et noget tarveligt spørgsmål, som på lidt perfid måde flytter fokus fra hans egen pointe. Svaret bliver ikke overraskende et overskuddets smil. Tillykke med det.

nogle af de borgerskabsliges fremgangsmåder,
burde de proletariserede jo, i det mindste tænke på:
at bruge - mod de borgerskabslige selv.

Søren Kristensen

Enig Kim Gram: Køb et sommerhus!

parodi på visse borgerskabsliges omtalen proletariseredes betydninger ( f.eks. i industrialiseringernes tilvækst ) :

så forhutlede og fattige som de proletariserede er, så kan de da næppe have nævneværdigt meget ære for nogle fremskridt, i f.eks. økonomien...

For sent får jeg kig på Ole Thyssens artikel. Men der er noget alle kommentatorer er blinde for: OT tilhører den ikke ubetydelige gruppe af levebrødsakademikere, som mangedobler den normale (gode) hyre ved at holde foredrag i 20.-50.000 kr.-klassen. Hans artikel giver vel et sted mellem 10-20 invitationer. Og så griner han hele vejen hen til banken. Det virkeligt skræmmende er, at der er den lydhørhed for hans provokationer.

@ Søren Kristensen: Den "ledige, den syge eller den stigmatiserede" har vel også den valgmulighed at foretrække en "miljøødelæggende livstil", blot med andre resourcer til dennes rådighed.
Definition af stærk/svag er problematisk fordi den forudsætter at der miljømæssigt er råd til at være stærk som Ole Thygesen vælger at være det. Det er vel ikke stærkt at være på et synkende skib med en erkændelse af lekagen i en grad at man associerer sig selv med lekagen alt imens man sidder med hænderne i skødet.
Styrke ligger i handling, svaghed i passivitet.

Søren Kristensen

Handling forudsætter valgmuligheder, hvis ikke der skal være tale om slaveri.

Jo rigere du er, jo flere muligheder kender du og jo sjovere eller interessant bliver det at træffe et valg. Ole Thyssen, som har en god uddannelse og kender "spillets regler", kan (eller burde kunne) træffe mere kvalificerede valgt, hvilket også gør at vi stiller (eller burde stillle) større krav til hans valg. Det samme gælder for politikere og alle der har en magtpostion. Ekstra Bladet lever af at skrive om det.

Mange fattige oplever ikke deres valg som særligt underholdende endsige vedkommende. De er knap klar over at de har et valg og derfor bliver deres valg på mange felter ikke særligt kvalificeret eller fornufige.

Men at vi alle har et valg, lad os holde fast i det om ikke andet så for husfredens skyld.

"Styrke ligger i handling, svaghed i passivitet."

Det kommer an på definitioner.

Handling må nødvendigvis vælges ud fra de muligheder, som vælgeren anser for værende til stede.

At fravælge er også en handling. Nogle vil se det som passivitet. Men for vælgeren er det måske en form for damage control - at beskytte sig mod yderligere nederlag, afvisning, forkastelse.

Man glemmer ofte de kraftige udstødningsmekanismer, som er medvirkende til at øge gruppen på overførselsindkomst.

Her kan nævnes arbejdsgiveres tendens til at udstøde medarbejdere over en vis alder - ikke på grund af udygtighed men alene på grund af alder. Arbejdsgiverne kræver perfekte medarbejdere, der ideelt set er unge og fremadstræbende.

Dette ideal kan kun opretholdes som socialt ansvarligt, da de som ikke lever op til det jo ifølge arbejdsgiverne og samfundets almindelige accept bare kan få dagpenge, førtidspension, efterløn eller folkepension.

Det er ofte de samme arbejdsgivere, som på den ene side klynker over skattens størrelse,og som på den anden side aldrig kunne drømme om at nyansætte en medarbejder på over 45 år. Sålænge arbejdsgiverne opretholder denne aldersdiskriminerende holdning og nægter at erkende sit ansvar, vil der som konsekvens være alt for mange raske og arbejdsføre på overførselsindkomst.

I stedet for at ansætte og undgå at fyre f.eks. ældre medarbejdere skriger de samme arbejdsgivere op om, at vi mangler arbejdskraft og derfor må importere [billig] udenlandsk arbejdskraft.

Problemet er, at arbejdsgiverne selv har skabt arbejdskraftmanglen ved at være urealistisk kræsne.

tryk avler modtryk

så også CBS topfolkene burde jo huske på:

http://www.information.dk/282492#comment-439873

Niels P Sønderskov

Nu er jeg kommet til at anbefale kronikken. Sent, men det er vel bedre end aldrig, og så må der jo også en kommentar til, som jeg nu her i weekenden endelig får tid til. Det er rart at se, at velfærdssamfundet giver så mange tid og kræfter til den slags i ugens løb.

Jeg er heller ikke medlem af nogen Ole Thyssen-kult, men bevar mig vel, hvor det da kniber med at læse indenad eller bare forstå helt simple formuleringer i en tekst hos flertallet af 'svigtede' her, der hyler i kor som mere eller mindre ramte af Thyssens sten.

Der er jo ikke tale om - og det står ingen steder i oplægget - at alle på offentlig forsørgelse er 'svigtede mennesker'. Jeg er sikker på at Thyssen er enig med mig og Danmarks riges Grundlov i, at enhver, der er i stand til at forsørge sig selv, skal gøre det. Og at dem, der ikke kan, skal hjælpes. Faktisk tror jeg den del af de 800.000, som vi her er ude efter, er mest skadelige for de forholdsvis få, der ikke er i stand til at arbejde. De er jo skyld i den berettigede mistanke som alle, der selv tager fat, må have til den her gevaldige klods om benene, vi har skaffet os i velfærdsstatens navn.

Den rette vej tilbage til arbejdsmarkedet er forskellig for hver enkel af de 800.000. Dem der selv har forstået, at det gælder om at holde fast, skaffer sig et nyt job så hurtigt som muligt. Hvis man har været syg, sørge man for at blive behandlet ordentligt og komme i gang helt eller delvist, som lovgivningen åbner mulighed for. Hvis det kun er jobbet der mangler, sørger man for at gøre hvad der er nødvendigt for at få et nyt. Skruer forventningerne ned, tilegner sig nye kompetencer, søger aktivt i stedet for de berømte to ansøgninger. Hvis man bliver hængende i ledighed i længere tid end et par måneder, skader man sin egen sag alvorligt, udelukkende ved at kunne skrive et halvt år eller længere tid på CV'et.

Flere af de uartikulerede protester imod Thyssens oplæg bygger på den gamle sygdomsopfattelse, at man er syg indtil man er rask, og først derefter kan man gå på arbejde igen. På stort set alle områder har man nu fundet frem til, at det bedste er, at komme i gang så hurtigt som muligt, og hvis det kan være i form af produktivt arbejde, er det da kun en ekstra fordel. Jeg indrømmer, at der også mangler en vis forståelse for det ude på arbejdsmarkedet, men hvem er det, der sidder med fordommene derude? Det er jo også jer.

Før det gik galt med den velmenende velfærdsstat levede de fleste af os i mindre samfund med skarp social kontrol. I hvert fald med et mere indgående kendskab til hinanden, og dér var ingen tvivl om hvem der var i nød og havde behov for hjælp. Man var også helt klar over hvem der kunne finde på at fake, og det kom man ikke godt afsted med. Til gengæld var midlerne ikke store til hjælp, og forståelse, fx for psykisk sygdom, var meget begrænset.

I dag kan mange af de 800.000 komme helt ubemærket af sted med at nasse på de produktive, for de ser aldrig nogen af dem, der hvor de bor, og hvis nogen skulle finde på at skrive noget om dem i Information, kan det let afvises som myter. For skribenten fra Information har jo heller ikke mødt ham, der er blevet enig med sig selv om at det egentlig er mere behageligt at hæve dagpenge et års tid endnu, end at gå i arbejde; eller hende, der ikke kunne overkomme at lære dansk i løbet af de 20 år hun nu har tilbragt i landet, og som i øvrigt har travlt med sine børn og hjemmet.

I øvrigt er det pinligt med de mange dumsmarte kommentarer her til Ole Thyssens habitus og job som professor. Hvis I tror det er så nemt, så kom da bare i gang med at læse filosofi, skriv nogle bøger og få da endelig den doktorafhandling godkendt. Eller er I bare nogle dovne hunde, der ikke rigtig gider?

tjae, nogle
( og som det ses også nogle CBS'er ) siger kritisk mod kommunisme:

det irriterende ved kommunismen,
er at det involverer andre
mennesker
( som andet og andre end ens løntrællegjorte )

Niels P. Sønderskov, det er aldeles ikke kendt, at det er bedre at komme i gang, sygdom til trods. Og det er jo tåbeligt! Aldrig har vi haft mindre brug for folk på arbejdsmarkedet end i dag - hver dag er en kamp for at finde på noget, der ser nødvendigt ud, at sætte folk til!
Til gengæld er der mange af den slags aktiviteter, der ikke indebærer løn, der forsømmes i det nivellerende kapitalistiske samfund.
Jeg tror - nej, jeg ved, at du tager fejl, når du tror, at folk mest reagerer på egne vegne. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg forlængst har indstillet mig på at tjene ganske lidt og arbejde ganske få timer, fordi vindene beskæftigelsesmæssigt blæser i en anden retning end min for tiden.

@ Vibeke Carøe: bevist passitivitet er en handling, spørg bare Gandhi. Så lad os sige at man kun er svag hvis man selv definerer sig sådan.
Og Ole Thygesens anke er vel nettop at nogle gør det for egen vindings skyld med opbakning fra mange instanser (ofte startende med forældre - de fleset får ikke lov til at leve længe før noget er 'synd' for dem). Det bringer os ind på i hvilken grad den enkelte i vores kultur skal kæmpe mod en grundliggende ide om at vi er svage indtil andet er bevist.
Hvis det er det filosoffen er på barikaderne for - og ikke imod en omvendt materiel ulighed vendt mod nasserne som Niels P sønderskov kalder de produktivitetsinaktive, så bliver det spændende og kunne måske blive kulturomvæltende.

Christian Sørensen

Niels-Holger Nielsen: "Honningdepotet kan bare hoste op med klejnerne."

@Kirsten Svejgaard: "Og løsningen? Borgerløn ville være et godt alternativ!"

Jeg er med på vi er på Informations debatspalter, den uafhængige (host....) avis hjemstavn, men altså; undskyld mig - er i helt fra snøvsen?

Som det pt. ses i Sydeuropa er det katastrofalt hvis der over tid oparbejdes en offentlig 'sektor' der er for stor i forhold til det private arbejdsmarked der skal holde hjulene i gang. Grunden til at jeg satte sektor i ' ' illustrere at sektor-begrebet kan dække over så forskellige ting som almindelig offentlig gældsætning, personer på offentlige ydelser og lign. Med andre ord en situation hvor indtægterne fra dem der er beskæftiget i den private sektor ikke kan finansiere staten (i alle facetter) over tid.

Kommentarene ovenfor går i en retning; højere skatter, med andre ord ikke omkostnings reduktioner samt en joke (borgerlønnen) i omegnen af ~ 500 mia kr. klassen. Kom nu on!

Thyssen spøger (men svarer kanske ikke helt), og efter signaturen her, lødigt omkring de problemer det generere at det, tilsyneladende, er muligt at vælge at sig en tilværelse på passiv forsørgelse der bliver leveret at den arbejdende del af befolkningen.

I stedet for at svare på Thyssen's spørgsmål eller debattere hans pointer, ender debatten ud i en række angreb der er yderst kontraproduktive.

- Naturligvis skal man som borger i Danmark have hjælp hvis man bliver ramt af sygdom, det være sig psykisk eller fysisk.

- Naturligvis er man som lønmodtager selv(!) ansvarlig for at beskytte sig ved f.eks. arbejdsløshed. Men der skal også være offentlig hjælp, men det bør ikke være det primære.

- Naturligvis skal staten levere uddannelse og kvalificering til børn og unge, og gerne til universitetsniveau uden at det koster en krig. Men der skal stilles krav undervejs og efterfølgende.

MEN:

- Når vi beviselig har de højeste skatter i Mælkevejen OG samtidig anvender mere på sundhed, unge/ældre omsorg/pleje, uddannelse osv. i forhold til sammenlignelige lande og får en ringere service ud af dette er der noget helt, helt galt.

Der skal allokeres ressourcer FRA administrations apparaturet TIL de faglige områder, over en bred kam, og herigennem kunne der støttes op om de virkelige svage i samfundet.

.....mere grundlæggende tror jeg at denne debat - og evt. Thyssen - kunne debattere hvad er velfærd for et begreb, idet for mange i Kongeriget laver følgende fejlslutning:

Velfærd = penge (helst til alle, og helst fra staten)
Misundelse = retfærdighed (du har flere penge end mig; aflever!)

Christian Rex Sørensen, du har vist en misforstået opfattelse af det hele - de fleste af os vil ikke eje eller have flere penge, vi vil af med skidtet. Eller rettere: vi vil have, at penge igen skal underordnes den materielle virkeilghed og afspejle det, der bliver til, mere end det, der udveksles. Vi vil have realiteterne til at regulere politikken - og realiteterne er, at der er langt mere arbejdskraft end nødvendigt for at løfte de opgaver, der er.Det burde føre til lav arbejdstid for alle, der kan, og fordeling af arbejdet på dem, der er; men de, der har arbejdet, er ikke særlig villige til at dele. Og så må de kompensere i stedet. Man kan ikke både ekskludere folk fra muligheden for at forsørge sig selv og så ikke ville kompensere dem.

Christian Sørensen

"(...) du har vist en misforstået opfattelse af det hele - de fleste af os vil ikke eje eller have flere penge, vi vil af med skidtet. (...)"

Undskyld - den tager vi lige igen? Efter at have gennemløbet størstedelen at kommentarsporet står det temmelig klart at du står ret alene med den påstand.

"(...) Eller rettere: vi vil have, at penge igen skal underordnes den materielle virkelighed og afspejle det, der bliver til, mere end det, der udveksles (...)"

Den er jeg så til gengæld ret enig i, men jeg fornemmer at vi har to forskellige.....skal vi kalde det visioner, for at opnå dette (: Dine pointer om nedsat arbejdstid, fordeling af dem der kan/vil osv. behøver jeg ikke bruge krudt på at beskrive jeg er uenig i. Jeg mener i stedet for det skal gøres attraktivt for private arbejdspladser at udvide deres forretningsmodeller og herigennem skabe arbejdspladser, da vi død og pine skal leve af at sælge; lidt til hinanden (indenlands) og rigtigt, rigtigt meget til andre (udenlands) for at vores velfærds-konstruktion har en chance for at overleve. Her mener jeg at lavere omkostninger (lavere personskatter, mindre administration, offentlig indblanding/kontrol mv.) er vejen frem for den private sektor - selvom du givet er uenig (:

"Man kan ikke både ekskludere folk fra muligheden for at forsørge sig selv og så ikke ville kompensere dem."

Naaarj - det har du ret i, men jeg mener du går skævt af min pointe; der er helt klart individer i vores samfund der af den ene eller anden grund ikke er stand til at oppebære en beskæftigelse der giver dem mulighed for at tjene til dagen og vejen og disse skal der naturligvis sørges for - værdigt og humant.
På den anden side er der alt, alt for mange subsidier-baserede ordninger hvor personer eller firmaer får en ydelse fra staten, der bør gås efter med tættekam. Og her tænker jeg på alt(!) fra voksenelev stillinger med kommunalt tilskud (har haft ansatte i denne model, lille påvirkning) til landbrugs støtte ordningen (har enorm påvirkning af vores fælles værdier) - ingen ordninger er hellig.

Niels P Sønderskov

Det ser ikke ud til at være kendt af Peter Hansen, men stort set alt, fra et brækket ben til mere komplicerede psykiske lidelser bedres hurtigere ude i virkeligheden end i sygesengen, på rekreation.

Dog er det korrekt, at det kniber lidt for staten at opfylde sin forpligtelse, som fastsat ved vores tilslutning til menneskerettighedserklæringerne om at give borgerne adgang til arbejde, der kan gøre dem selvforsørgende.

Men altså, det er heller ikke værre end at sidst vi havde en ledighed på 6 procent, på vej nedad, spekulerede man på at få importeret noget arbejdskraft.

@Christian Rex Sørensen
Jeg tror igen du har misforstået Peter Hansen - eller at du er pengeslavebundet og ser ind i det uden at se den store helhed resten af verden(vi) er.

Men vil du gå ned med den synkende skude ( finanskollapset), så får vi en ekstra plads i redningsflåden.

Hvad med at orientere dig lidt mere inden du undlader at tage din beslutning -

http://presscore.ca/2011/?p=4448

http://presscore.ca/2011/?p=4325

http://www.independent.co.uk/news/business/analysis-and-features/what-pr...

- så ved du hvem der har sejlet skuden i sænk

Kristina Nordentoft

@ Niels P Sønderskov

Det er vist ved at være mange år siden, du har sidst har stiftet bekendtskab med kommunen, ikke noget ondt i det, for det er super.

MEN man kan i dag på kontanthjælp og tilmeldt som ledig ikke nøjes med at sende 2 jobansøgninger, ikke med mindre du ikke vil have dine penge.
I dag bliver der holdt øje med, hvilke job du søger og man skal søge et vist antal om ugen.
Det er så hvis man er raskmeldt.

Der er 3 kategorier af jobmatch inden for det sociale, jobmatch 1, som siger du er i stand til at tage fuldtidsjob, match gruppe 2, hvor du har skånehensyn og ofte er du bevilligiet revalidering og match gruppe 3 er dem som kommunen lader gå pga. sygdom oftest dem som bliver bevilligiet skånejob, flexjob og pension.

Du kan altså ikke være rask også få pengene serveret på et sølvfad, det kan du heller ikke i match gruppe 2, da du skal arbejdsprøves, aktiveres, i uddannelse osv.

Så måske man skal undersøge, hvor let det ikke er at udnytte systemet, før man siger det er så lige til.

Det er ikke nok at du går ned og siger av min arm gør ondt.
Der skal lægelige papir og diagnoser til og har du ikke nok af dem, sender kommunen dig gladeligt afsted.

Den eneste effektive måde jeg kender til at snyde kommunen på, er når du er gravid i 8. måned, så fritages du for aktivering og kan gå hjemme til din barsel er slut, men den er skisme ikke særlig effektiv.

Hvis du er sund og rask lukker kassen i, hvis du ikke møder til møder på kommunen, hvis du ikke møder til aktivering og hvis du ikke skriver et relevant stk. antal jobansøgninger, hver uge. Melder du dig syg, skal din læge sende papir til kommunen og godkende din sygeperiode.

Niels P Sønderskov

Kristina Nordentoft, jeg siger ikke det er nemt, og det siger Ole Thyssen heller ikke. Så vidt jeg kan forstå på dine tidligere indlæg fører du din kamp, og du har min fulde sympati i det her forfærdelige kontrolsystem vi har opbygget (jeg går ind for at afskaffe det meste af kontrollen med den ene eller den anden form for basisindkomst).

Vi snakker egentlig ikke om at udnytte systemet. Det er mere subtilt, for alle de mennesker der enten synes de er for syge eller af anden grund ikke duer til at gøre nytte, tror nok selv på det. De har bare en anden opfattelse af virkeligheden, og har slet ikke noget problem med at blive forsørget.

Der er stor politisk tilslutning til det system vi har, som amerikanerne vil sige er den rene skære socialisme, og som mange her finder ultraliberalistisk.

Vi har i hvert fald, efter at have haft muligheden for at vælge DKP eller lignende sovjetplanøkonomi, taget en vis grad af markedsøkonomi med en høj grad af regulering, og det ser ikke ud til at være det værste i verden.

Vi kan også lige prøve at vende det hele på hovedet og spørge om det virkelig kan være sandt, at alle de 800.000 enten er for dumme eller for syge til at foretage sig noget fornuftigt og produktivt?

Det tror jeg ikke.

Christian Sørensen

@Elis Vejvad: "(...) Hvad med at orientere dig lidt mere inden du undlader at tage din beslutning (...)"

Det går "godt", send flere penge.
Christ altså - slut herfra.

randi christiansen

”Der er to karriereveje i Danmark: Gør det godt på arbejdsmarkedet og høst roser for din dygtighed, eller gør det godt i socialsystemet og høst gevinster på din ynkelighed. Stadig flere vælger den sidste vej. Det slider på sammenhængskraften”
En ufattelig uforskammet udtalelse – og ja, det slider i sandhed på sammenhængskraften, at stadig flere samtykker med Ole Thyssens
ignorante og asociale samfundsanalyse.
Ole Thyssen påstår at mange – hvor mange egentlig? Har han ulejliget sig med at indhente fakta, eller slynger han blot lommefilosofiske betragtninger ned fra bjerget ? – af de som modtager overførselsindkomst gør det, fordi det er det nemmeste, og at der bliver stadig flere af disse degenererede typer. O.T. mener ydermere, kan jeg forstå, at det er systemet, som fremelsker dem ? Altså må det være systemet - og ikke de stakler som må klare sig med smulerne fra de riges bord - der er noget i vejen med. Nuvel, vi kan vist alle være enige om, at vi her debatterer en alvorlig systemfejl, men hvad er det egentlig O.T. foreslår ? Hvis det er mere kontrol, han efterspørger, hvorledes måler vi så, hvornår hjælpen er berettiget ? Det er mit indtryk, at kontrolsamfundet allerede er temmelig aktivt – skal det udvikles yderligere ? Eller skal vi benytte os af endnu mere ekskludering, stigmatisering, udsultning – så forsvinder de udygtige nok til sidst ?
Når man er ude i så alvorligt et ærinde, kan man ikke tillade sig at generalisere så groft og overfladisk i sin problemanalyse, entydigt ansvarliggøre de ekskluderede – og lade den eneste løsning man i mellem linjerne antyder være – ja hvad egentlig ? En jødestjerne ?

Sider