Kronik

Det svigtede menneske

Der er to karriereveje i Danmark: Gør det godt på arbejdsmarkedet og høst roser for din dygtighed, eller gør det godt i socialsystemet og høst gevinster på din ynkelighed. Stadig flere vælger den sidste vej. Det slider på sammenhængskraften
I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

Lars Møller

Debat
15. november 2011

Et samfund bygger på dygtighed. Mennesker må dyrke jorden, få hjulene til at rulle, undervise, helbrede, administrere og lede. At de finder mening i deres arbejde, gør dem selv og samfundet rigere.

Der er også mennesker, som ikke er dygtige. Deres sjæl og krop er fra starten beskadiget, så de ikke magter selv minimale krav om dygtighed. Her er det en social beslutning, hvad der skal ske med dem. I nogle samfund overlades de til sig selv og måske til døden — børn sættes ud, gamle forventes at gå ud selv. Ellers må de klare sig, som de kan med tiggeri og hjælp fra familien.

Det danske velfærdssystem opstod ikke som en kompensation for mangel på dygtighed. De værdigt trængende var dem, som gerne ville, men ikke kunne arbejde på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Begrundet med både humanitet og statsræson blev de fattige, de syge og de arbejdsløse tilbudt hjælp.

Mangel på arbejde har en kobling til mangel på dygtighed. Kan du ikke arbejde, er du i samme situation som den, der ikke kan få arbejde. Og hvorfor skal kun den ene gruppe have kompensation? Også sygdom spolerer arbejdsevnen, og sygdom er ikke kun en følge af arbejdsulykker.

Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping.

Hertil kommer den sociale tilstand, der sammenfattes under etiketten 'svaghed'. De svage er ikke handicappede i normal forstand, de er ikke deforme eller slået af den rædsel, man kan finde på billeder fra gamle sindssygehospitaler. Men de er udygtige. De kan ikke leve op til normale krav om at passe deres skole eller arbejde, læse deres lektier, møde til tiden eller tage vare på deres børn.

Svaghed viser sig i et samspil med andre. Medmindre der er tale om et medfødt handicap, handler svaghed ikke om en svag vilje og skal ikke stemples moralsk. At bede de svage om at tage sig sammen giver ingen mening. Herfra smedes et princip om, at alt, hvad der sker med et menneske, er socialt betinget. Men er svaghed socialt betinget, må den afhjælpes socialt, altså med velfærd.

Svaghedsbonus

Hvordan viser svagheden sig? Det er enkelt nok: ved at man vedholdende ikke lever op til normale krav om at klare sin hverdag. Man er svag, hvis man vedholdende viser sig som svag. Det forudsættes, at mennesker gerne vil være dygtige, og at de ikke går efter det, som Freud kaldte for 'sekundære sygdomsgevinster'.

Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle — læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger — åbner svaghed en adgang til gevinster, det er besværligt at opnå på anden vis. Det er besværligt at passe sin skole, sit arbejde og sine børn. Adgangsbilletten hedder diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men — i sidste ende — samfundets, og der åbner sig en alternativ karriere som svag.

En normal karriere satser på dygtighed. Den alternative karriere satser på udygtighed — kompetence til at være inkompetent.

Velfærdssystemet er ikke blot det gode system, som yder kompensation for det onde arbejde. Det er blevet et parallelt system med sine egne karrierebaner. Det kræver investering og udholdenhed, men rummer også sine egne belønninger.

Mens champagnepropperne i det normale system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i det andet system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet hårdt for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne.

Jammerens heppekor

Kampen om at gøre stadig flere mennesker udygtige har mange soldater. Ikke blot mennesker, som ikke orker, men også alle professionelle, som får deres normale karriere ved at tage sig af de udygtige.

Da de ikke må gøre reklame for deres ydelser, har de valgt en anden udvej: de fylder det offentlige rum med jammer, så der hver eneste dag er overskrifter om, at samfundet har svigtet, at vi ikke tager os af de svage, at når vi nu er et rigt land, og når jeg nu har betalt min skat, så ... må der gøres en massiv indsats. Uden nogen øvre grænse. Er man konsulent i stress eller optaget af børn med lavt selvværd, finder man ofre overalt. Der er velkendte fristelser forbundet med at sælge elastik i metermål.

Og staten giver efter. Hvad skal den stille op med de nye masser af svage, der ikke er sultens slavehær og ikke kan true med at strejke, men som truer med en ofte iscenesat elendighed og med social uro — tyveri, hærværk, vold? De udygtige sættes på passiv forsørgelse. Så er de deponeret i de svages silo. Hvad, der i gamle dage hed strejke, er erstattet af et besøg hos lægen.

Resultatet er et Juggernauthjul, som drives af mange hænder, så hver enkelt hånd ikke kan se sit eget ansvar.

Ved siden af svaghedens onde cirkel — at du er svag, hvis du opfører dig som svag — får vi demokratiets onde: at vælgere og politikere holder hinanden i et dødsgreb omkring velfærd i lange baner. Massemedierne agerer kobler med daglige rapporter om de svages sørgelige skæbne.

Selvfølgelig skal de værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed. Med en diagnose som volds-psykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen skyld. Det er en stor lettelse. Hvad, der hjælper, er ikke en møjsommelig indsats af vilje, kun offentlig hjælp.

Fra proletar til klient

Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke længere arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende bistandsklienter. De er på vej ind i en ny type klassekonflikt, som indvarsles af valgkampens slogan om 'velfærd eller skattelettelser'. Hvornår brister de dygtiges loyalitet over for de udygtige, når der dagligt leverer beviser på, at et hæderkronet velfærdssystem er gået amok?

Situationen kan bedømmes økonomisk. Det er hundedyrt, at hundredtusindvis af mennesker tropper op og gør krav på at være svage. Vi får løbende at vide, at en halv million danskere er psykisk syge, og at stress, melankoli, angst og demotivation er folkesygdomme, som 'det ikke kan betale sig at lade være med at behandle'.

I et verdenssamfund med hård konkurrence er det dog svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi. Derfor er det blevet et politisk mantra, at få folk i arbejde, så 'vi kan få råd til velfærd'. Vognen sættes foran hesten, når velfærd ikke er kompensation, men meningen med det hele.

Værdighed

Jeg vil følge et andet spor og bedømme sagen som et spørgsmål om værdighed. Det er, om man vil, en humanistisk tilgang, hvis baggrund er en idé om det aktive menneske. En ny social kliché viser det svigtede menneske, som det er blevet let at overtage og leve sig ind i. Det handler om at opgive at fokusere på den opgave, som skal løses og i stedet rette kikkerten mod ens symptomer: smerten i ryggen, susen for ørerne, angsten ...

Klicheen legitimerer ikke blot fralæggelse af ansvar, men også endeløse krav om en social indsats. Narkomaner kræver rettigheder og danner en forening med alkoholikere og pillemisbrugere. De hjemløse ser fremtiden i lyset af nedskrivning af gæld, rådgivning og terapi. For enden af deres regnbue står et liv som forne tiders herremænd, med en tjener på hver finger. Deres eget svigt og deres egen mulighed for at gøre en indsats hører vi ikke meget om. Det er ufint at bringe moralen på bane.

Appeller om at tage ansvar virker ikke. De fanges af svaghedens cirkel. Hvorfor tage sig sammen, når man blot ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? Svagheden for de svage er blevet en kongevej til svaghed.

Så en ny mennesketype, det svage menneske, ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig selv som et offer for ydre omstændigheder, og beskrivelsen får ord og opbakning af professionelle, der ser endeløse vækstmuligheder i at oparbejde en ny strategisk ressource, svaghed. De ser sig selv som gode, når de peger på de enorme mængder af svage, man bør gøre godt mod.

Både de svage og de professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om, at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet.

Så den tunge indvending mod velfærdssystemets elefantiasis er ikke økonomisk, men handler om værdighed. Det er, med en lille omskrivning af Kant, uværdigt at leve et liv i selvforskyldt svaghed.

 

Ole Thyssen er professor, dr.phil. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS

Hør mere, når Ole Thyssen i aften deltager i debatarrangementet 'Grænser for staten — Ansvar for folkesundheden; stat eller individ?'. Det er arrangeret af CEVEA og Grundtvigsk Forum, og løber af stablen kl. 17-19 i Vartorvs store sal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

randi christiansen

For det hele handler selvfølgelig om en anden og mere hensigtsmæssig ressourseadministration. Når man har et system, hvor der kapitaliseres på og konkurreres indbyrdes om biotopens overlevelsesressourser, vil det nødvendigvis medføre social-og miljøubalance. Kloden er et sammenhængende økosystem med indbyrdes forbundne kar - uden koordineret samarbejde kan det kun gå galt. Eller hvordan var det nu lige med "Finansverdenens forbundne kar" (artikel i Information fornylig) som påviste hvordan de 1% kontrollerer de 99% - hvordan mon den "koordinering" vil udarte - man kan frygte det værste og håbe det bedste

Leopold Galicki

Christiansen Rex Sørensen,

”Når vi beviselig har de højeste skatter i Mælkevejen OG samtidig anvender mere på sundhed, unge/ældre omsorg/pleje, uddannelse osv. i forhold til sammenlignelige lande og får en ringere service ud af dette er der noget helt, helt galt.”

Angående f.eks. sundhedsudgifter: I Danmark udgjorde de 9, 8%, i Grækenland 9,6 og i USA 16% (!) af BNP.

Op til det sidste valg var det store politiske spørgsmål i USA været: hvordan kan det nu være, at vi har de højeste sundhedsudgifter i verden, mens en betydelig del af befolkningen ikke en gang har sygeforsikring? Er USA blandt de lande Danmark plejer at sammenligne sig med?

Udflugten til USA viser, at det i hvert fald ikke er de offentlige sundhedsudgifter som sætter danske skatter i Mælkevejen.
I Grækenland er sundhedsudgifter ikke er højere end i Danmark. På mange andre områder inden for det offentlige budget har de græske tal været lavere end danske. Det er derfor ikke alene eller først og fremmest de offentlige udgifter, som har gjort Grækenland til et stærkt forgældet land, og dit skræmmebillede: pas på, vi kan være på vej hen mod den græske tragedie, hvis vi (den arbejdende middelklasse) fortsat ”hjælper vores svage” og ”vores svigtede mennesker”, er en oppustet ideologisk ballon.

Det er rigtigt nok, at DK har de højeste skatter i verden, men det forholder sig også sådan, at

1) det danske arbejdsmarked, i hvert faldt op til 2008/9, har været blandt mest fleksible i verden. Det vil sige, at omkring 30% af arbejdstagere forlod deres job pga. et nyt job, tilbagetrækning (pension, efterløn, mm.), arbejdsløshed. I landene syd for Danmark er udskiftningen på 10%.
2) Samtidig skal du huske på, at DK har den største andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder ude på arbejdsmarkedet, (samme niveau som Kinas). Dette skyldes ikke mindst de danske kvinders erhvervsaktivitet som i en lang årrække har været den højeste i verden..
3) Omkostningerne ved den store fleksibiliteten på arbejdsmarkedet har traditionelt været statsfinansieret. I landene syd for DK har denne fleksibilitet været betalt i meget højere grad af selve arbejdsgiverne.
Det ovenstående udgør nogle af de væsentlige kendsgerninger man skal kende for at kunne forstå, hvor arrogant og slemt det er, at man stempler en gruppe mennesker ”svage” – en romkugle, som faktisk ikke passer til det veldækkede bords lyksaligheder.

Folk bliver jo syge af at være i et sygt system. Så det sundeste er at holde sig væk.
Det handler om værdighed, som er noget man deler.
Samfundet er forfordelt, og dette er en sygdom, hvor samfundets værdier er ude af balance.
Når et 8 års barn kan indse dette og tage ansvaret for sig selv hele livet ved at undgå at blive smittet af samfundsforholdene, er det interessant at en kapacitet som samfundsstyringapparatet nærmest tigger ved at lokke med love og penge uden sans for skabelse af livskvalitet for samtlige.

Der er jo grænser for, hvad det er værd at bruge sin tid på, især når 'foretagendet Danmark' tror at det at have en mening er politisk og det at leve er noget økonomisk. Vi er jo ikke kaniner i bure! - Eller er du? - buret inde i Danmark og lænket økonomisk eventuelt med 'privilegium' som slave?

Leopold Galicki, jeg synes, dit indlæg peger i retning af et problem, ingen synes at bemærke eller diskutere: Danmark er et lille land, og det, som man kan i større lande med mere sammensatte befolkninger eller større geografiske afstande, kan bare ikke lade sig gøre, når man er så tætte på hinanden! Danmark er det eneste land, der forsøger det, såvidt jeg kan se - selv et dybt konservativt land som Monaco har f.eks. ret materielle garantier til sine borgere: minimumsindtægt og sikkerhed for betalelig bolig, Schweiz har sin samarbejdende regering og direkte demokrati, osv. osv.

Kristina Nordentoft

@ Niels P Sønderskov

Hvordan er tallene egentlig fordelt i dine 800.000, for i den mængde, er folkepensionisten også med, ellers kan tallene simpelthen ikke passe.

De reele tal ser således ud:

Bruttoledige i 2010: 164.756
Ledige dagpengemodtagere: 96.254
Ledige kontanthjælpsmodtagere: 17.471
Aktiverede dagpengeberettigede: 34.335
Aktiverede kontanthjælpsmodtagere (arbejdsmarkedsparate) : 16.696

I de 800.000 er efterløns modtagere, folk på barsel , pensionisten osv.
Det er vel ikk helt rigmeligt.

Vi er vel nødt til at finde de rigtige tal, for det er hverken ret eller rigmeligt at råbe af alle 800.000.

Folk udenfor arbejdesmarkedet udgør ca. 806.900 mennesker, men vi kan da ikke tillade os at råbe af førtidspensionisten eller folkepensionisten vel ;)

Samtidig er det et kendt problem at der ikke er arbejdspladser nok til alle ledige, det vil automatisk rødt tal.

Vi er enige om at mange ville komme hurtigere i arbejde, hvis de blot ville tage sig til tåls med rengøringsjob eller stå i en burgerbar, forventningerne er for høje til et arbejde, efter ledighed. Det er jo ikke alle der sidder i deres drømmejob, og så kan man jo skifte job, når en bedre mulighed melder sig.

Blandt kontanthjælpsmodtagerne sidder også mange af dem, som venter på deres førtidspension bliver behandlet og godkendt.

Kristina Nordentoft

Hvis vi i Danmark skal sammeligne os med andre lande er det helt håbløst.

I forhold til Frankrig er vores sygedagpenge helt grotesk lave.
I USA er skatter og afgifter noget mindre, men de har også et helt andet syn på mange andre ting, fængelsstraffe, dødsstraffe, hjælp til hjemløse osv.
Samtidig er Danmark et meget lille befolkningstal i forhold til.

Samtidig går mange af vores elskede skattekroner også til at vi kan gå gratis til læge og blive behandlet på sygehuset, folkeskolen, uddannelse, dainstituationer, anbringelser af børn, plejehjem, ulandshjælp, ministerløn, kongehuset osv.

Kristina Nordentoft,

du skal nok ikke regne med alt for mange nuancer i denne form for Asger Aamund-disput, heri medregnet de professorale thyssenske provokationer.

Den går jo som bekendt på melodunten: her har jeg levet at langt liv og har hverken villa, vovhund og vulva eller har nogensinde været syg - og så skal jeg alligevel være med til at betale for sygehuse, børnehaver, skoler og motorveje (fortsæt selv) - det er også for galt.

Det er symptomatisk, at disse personager altid skal medregne folkepensionister i deres kreative regnskaber over, hvem de mener er såkaldte uproduktive elementer, der ligefrem skader deres betændte definition på deres såkaldte sammenhængskraft.

Kunne de ikke bare tá og foreslå én eller anden form for Entsorgung eller ligefrem Endlösung - så er den ged barberet én gang for alle ...

de indre modstride I CBS, vil nok snart danne anden mening mht. disse sager, også overalt i CBS

Christian Rex Sørensen, jeg ved ikke, hvad du lever af, men jeg lever af mad - og der er vi rimeligt overforsynede, mig bekendt.

også de mennesker i danmark, som artiklen fra thyssen vist tilsigter at kritisere,

( og nogle mener jo at det sandsynligvis
snarere er 2.000.000 mennesker i danmark,
end 800.000 mennesker i danmark )

vil sandsynligvis snarre følge det communitiske manifest, end følge cristendommen,
og så opløses deres vanskeligheder jo nok

Kim Gram, kommunismen ER kristendom.

Peter Hansen,

ja, og nazismen er perverteret katolicisme.

@peter hansen

næh, communismen er ikke kristendom, for communismen kan jo, meget sandsynlig, blive virkelig.

Kommunismen er den virkeliggjorte kristendom, netop.
Og nej, nazismen var ikke perverteret katolicisme, der var intet messiansk over Hitler. Hvis der var ansatser til kristendom i nazismen, var det til den reformerte kirke, som mener at se Guds kærlighed i den heldiges position, som det kendes i socialdarwinismen.

Den med nazismen og katolicismen blev ellers lanceret af afdøde redaktør Jacob Kronika, der som bekendt var korrespondent i Berlin i 30-ernes Tyskland og sad på 1. parket - men hvad ved jeg ...

universet’s fæ’er ? eller: stille lys ?

hvorfor skriver eller på andre vise offentliggjorde eller offentliggør

populærvidenskabsindustrien i

frankrig, afrika, tyskland,
danmark, grækenland, italien, norge…
og
stille lys, såsom:
rømer, hypatia, lene hau, feurabend, luxemburg, f. engels,
n. wirth, u. meinhof, kuhn, darwin, binah, andersen, maria, hr. og fru kepler,
og lux;

så lidt om: populær semiotik ?

tarot,
alephtau
alfi
alfæ
altes’s fjols,
altet’s fæ,
universet og the fool

----------

"morsomheden" kritikken der går især på at de fleste af de der nævnte beskrev for lidt fra faget: økonomi, husholdningsvidenskaben,

og at de, desværre, hverken hver eller samlet, fik de gjort helt op med kristendommen,

tjae:

der er jo også nogen som hævder:

communisme = astrologi

og

communister = astrologer

Niels P Sønderskov skriver:
"Vi snakker egentlig ikke om at udnytte systemet. Det er mere subtilt, for alle de mennesker der enten synes de er for syge eller af anden grund ikke duer til at gøre nytte, tror nok selv på det. De har bare en anden opfattelse af virkeligheden, og har slet ikke noget problem med at blive forsørget."

--- En anden opfattelse af virkeligheden??
Hvis virkelighed? Er det ikke Niels P S (m.fl.), som har en opfattelse af en andens virkelighed, som de ikke aner noget om???

Christian Rex Søren, m.fl. siger så politisk korrekt og indlysende:
"Naturligvis skal man som borger i Danmark have hjælp hvis man bliver ramt af sygdom, det være sig psykisk eller fysisk."

Ja, det er ingen jo uenige i. Men hvem skal vurdere, OM man er syg eller på anden måde erhvervsuduelig og I HVILKEN GRAD og HVOR LÆNGE, osv osv.....??

Det er jo lige præcis kernen i hele diskussionen:

Hvem har sandheden om virkeligheden?

de p.t. proletariserede, p.t. fattige, p.t. løntrællegjorte, kan temmelig trygt satse på: det er
communismen og communister som vinder; og at de p.t. fattige..,
kommer til at opleve mange, som de ellers næppe ville forvente det fra, begynde at tale varmhjertede for communisme's sager.

De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.

som bla.a antydet i det citat fra det kommunistiske manifest's skriftudgave.

Niels P Sønderskov skriver:
“Vi snakker egentlig ikke om at udnytte systemet. Det er mere subtilt, for alle de mennesker der enten synes de er for syge eller af anden grund ikke duer til at gøre nytte, tror nok selv på det. De har bare en anden opfattelse af virkeligheden, og har slet ikke noget problem med at blive forsørget.”

--- "De" har slet ikke noget problem med at blive forsørget??

Hvem "de"? Alle de mennesker, som synes de er for syge eller af anden grund ikke duer til at gøre nytte og selv tror på det....underforstået at de i din virkelighed - den sande virkelighed? - ikke er det.

Denne mistænkeliggørelse har i hvert fald ingen opbyggende, helende effekt på nogen.

Tværtimod er den medvirkende til, at mange i flere år forsøger at benægte og ignorere, at der er noget galt. Dette kan medføre overbelastningsreaktioner som depressioner, angst og dårligt selvværd ovenpå vanskeligheder, som kunne have været afhjulpet, hvis de var blevet erkendt og behandlet.

Det er denne skæren-alle-over-en-kam fælde, som vi nok i begge "lejre" hopper i med begge ben.

Løsning på selve problemet:

Afstigmatisering og respekt i den offentlige debat, så ingen behøver at være bange for eller flov ved at éns "svagheder" bliver "opdaget" - endda vende det på hovedet: at det er en styrke at tage tyren ved hornene, anerkende et problem og gøre noget ved det.

Tidlig identificering, udredning og behandling, uanset om det er det ene eller andet man "fejler."

Bred og ægte accept af, at der vil være en gruppe, som ikke kan, og en gruppe, som kan lidt. Og tydeligt signalere, at det er OK.

Det gør nogle gange underværker, hvis fordømmelsen og den løftede pegefinger forsvinder. Det kan faktisk give ro til at få øje på, hvad man egentlig kan - med lidt hjælp.

så længe capitalisterne endnu råder.

økonomer, civiløkonomer, ingeniører, civilingeniører,
og lignede faggrupper,
og kunstnere,
kan og vil meget blive
outsourcede eller meget af mange og flere af deres nuv. job: udført ved crowdsourcinger.

så såmænd af hensyn til også de faggrupper's mennesker, burde en communistismens forfatning, hurtigt træde i kraft.

men nogle af kunstnerne satser jo nok, p. t., på at det ikke meget kommer til at gå som forudsagt:

http://www.information.dk/telegram/272842

mange mennesker, ikke kun kapitalisme, deltager i de forløb, de processer; men de mener, til forskel fra kapitalisme, at også de evt. overflødiggjorte akademikere eller kunstnere, jo også må have ret til at nyde efter behov.

Niels P Sønderskov

Kristina og Vibeke, gid det var så vel. Bare tro på det bedste i mennesket, så ender det hele i idyl.

Nej, hvis vi skal nærme os en tilstand, hvor dem der faktisk har behov for hjælp også får den og får den i rimelig grad, så er det desværre nødvendigt at se på de problemer der er, og Thyssen har ret i at vi har et alvorligt problem her. Der er nemlig meget stor forskel på et individ, der gør nytte og betaler skat, og en der gør det modsatte. Belasteningen for skatteyderne er den samme hvadenten det er en pensionist, der efter de 65 med god ret nyder sit otium eller en socialbedrager (de findes), der hæver kontanthjælp og arbejder sort.

Derfor betyder det heller ikke så meget, hvor mange der er tale om, for hver enkelt, der rykker fra offentlig forsørgelse tæller stærkt i regnskabet. Og i øvrigt er det min erfaring at det for den enkelte også er et stort skridt fremad, at tjene sine egne penge og være til gavn.

Det er efter min mening afgørende, at der bliver gjort noget effektivt for at socialt bedrageri bliver afsløret, sort arbejde efterforsket og at man faktisk står til rådighed for arbejdsmarkedet, når man hæver af den fælles kasse.

Det sker næppe gennem afstigmatisering.

Mht. bedømmelsen af om folk er for syge til at arbejde er der jo regler for det. Det er ikke som i gamle dage tilstrækkeligt, at komme med en lægeerklæring. Man skal også have afprøvet ude i virkeligheden hvor meget man kan. Rimeligt nok, men I kan have ret i, at arbejdsmarkedet måske ikke er særlig godt gearet til at håndtere processen og efterfølgende tilbyde passende jobmuligheder.

Der er nemlig meget stor forskel på et individ, der gør nytte og betaler skat, og en der gør det modsatte.

-----

den evt. bekymring er vel løst,
for de siger jo at m. glistrup
er død nu.

man må jo gå fra at også flere statistikere så nu
ønsker at samarbejde med og for communister,
og ikke bare vil antyde, noget overdrevet:

i stil med: det gode liv har allerede nu, kun lidt med pengesagerne at gøre, så i de p.t. proletariserede bør overlade mere af det med pengesagerne til de rigere.

http://www.information.dk/284839

@ Michael Guderup:
Jeg finder det bemærkelsesværdigt, at du kvæger dig ved kritikernes mangel på løsningsforslag, tilsyneladende uden at komme med egne - med undtagelse af din idé om "en tilpasset offentlig sektor, der kan imødekomme de reelt trængendes behov og filtrere resten fra", men den må der ses bort fra jævnfør din egen problematisering af begrebsvaghed.

Desuden: Hvad er værst - afhængighed af staten eller af banken?

Ole Thyssen, skriver at de mange personer udenfor arbejdsmarkedet skader sammenhængskraften i Danmark. Det er derimod den selvfede middelklasses automatreaktioner, der bor i en osteklokke uden kontakt til omverdenen, der skader sammenhængskraften i Danmark.
Tal fra statistikbanken hvis at i aldersgruppen 15-29 år er der næsten 30 % der står udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alle i den aldersgruppe. Indenfor denne aldersgruppe er vil der være mange der er under uddannelse. Der er kommet relativt mange flere der er udenfor arbejdsmarkedet siden 2008. Formentlig fordi flere tager uddannelse og i længere tid.

I aldersgruppen 20-54 år er der næsten 10% af den samlede befolkning i den aldersgruppe udenfor arbejdsmarkedet, det har været svagt faldende henover de sidste 10 år.

I aldersgruppen 54-66 år er der næsten 50% af den samlede befolkning i den aldersgruppe, der er udenfor arbejdsmarkedet.

http://perlangholz.blogspot.com/2011/11/udenfor-arbejdsmakedet.html

Disse tal viser meget tydeligt, at en meget stor del af befolkningen har været inde på arbejdsmarkedet, mindst 90% i aldersgruppen 30-54 år og måske mere, fordi tallene ikke viser om der er en indbyrdes udveksling. Det viser en stor arbejdsparathed i den danske befolkning.

Når andelen af folk udenfor arbejdsmarkedet i aldersgruppen 54-66 år, kan det meget vel skyldes to faktorer enten nedslidning eller at de holdes ude af arbejdsmarkedet og mere eller mindre opgiver det, fordi der ikke er udsigt til nogen ansættelse.

Så Ole Thyssen er med til at skade den danske sammenhængskraft, ved at komme med hans fordomme og stigmatisering af bestemte befolkningsgrupper.

randi christiansen

Ole Thyssen er selv på overførselsindkomst>Statens livsvarige ydelse. Hvad får skatteborgerne så for de penge ? En lødig analyse af situationen med tanker og visioner om løsninger ? Nej, det den herre filosofiprofessor har at byde ind med er såmænd at udpege en gruppe mennesker, der i forvejen er sårbare, som de skyldige i systemfejlen. Fik du lige lyst til at være med til at oppiske en stemning Ole ? Lokummet brænder, riget fattes penge og nogen skal jo betale for krisen ikke ? Nu HAR vi ikke længere råd til alle de overførselsindkomster ! Folk MÅ virkelig lære at klare sig selv, ikke ? Det er simpelthen for underlødigt Ole Thyssen (og ligesindede, Asger Åmund m.fl.) Kom igen - jeg synes, der er larmende tavst fra din ende af bordet.

Niels P Sønderskov

Randi, tag din nu sammen. Det handler altså ikke om dem, der ikke kan arbejde, dem der er for syge og dem der har behov for hjælp.

Det Thyssen og andre her peger på er, at de mest skadelige for de syge og svage, er dem der lever på offentlig forsørgelse uden rimelig grund.

Benægter du at de findes? Og kan du ikke indse, at de er en enorm belastning fordi de faktisk kunne være til nytte og bidrage positivt til fællesskabet?

randi christiansen

Det er meget muligt, at de findes, men for det første er det dårlig stil at skyde med spredehagl, som O.T. gør i sin artikel. Han generaliserer og viderebringer sine egne uverificerede antagelser om at iblandt de, der modtager overførselsindkomst, er en gruppe mennesker af ukendt antal, som misbruger systemet. Dernæst betjener han sig af flg tankegods : "dem der lever på offentlig forsørgelse uden rimelig grund" Dermed siger han, at systemet ikke er i stand til at agere korrekt. Det kan han ikke tillade sig at bebrejde borgeren, ejheller er han konstruktiv, ifht hvad man skal gøre i stedet. Nok fordi han ikke indser den systemfejl, der producerer social-og miljøubalance. Man skal passe på med at beskylde andre for ikke at ville bidrage til fællesskabet. Vi er født ind i fællesskabet, og hvis vi er sunde mennesker, vil vi derfor som en uundgåelig følge heraf dybest set også ønske at være en del af det. De asociale sygdomme florerer desværre så heftigt som aldrig før, men dog værst blandt de 1% som har tiltaget sig ejerskabet over de 99% - ref. f.eks. artikelen i Information ”Finansverdenens forbundne kar”. At nogen bedriver undergravende virksomhed ifht fælleskabet er helt klart en enorm belastning – Ole Thyssen rammer bare helt ved siden af skiven. Det er han ikke alene om – og det er på den bane, at tidens vigtigste kulturkamp foregår.

@ Niels P Sønderskov
Hvem er de der en enorm belastning fordi de faktisk kunne være til nytte og bidrage positivt til fællesskabet? Helt konkret? , dem der er over 54 år?, der ikke længere kan få efterløn

Heinrich R. Jørgensen

Ole Thyssen:
"Et samfund bygger på dygtighed."

Vel gør det ej. Det bygger på fællesskab.

Samfundets (dvs. fællesskabets) succes beror på dygtighed, held og meget andet.

Et samfund, hvor en stor del af medlemmerne er ud- og adskilte (uanset årsager) er i sagens natur ikke et funktionelt samfund. Med mindre, alle parter er indforstået med at det er helt OK med denne splittelse. Fællesskabet er under alle omstændigheder brudt, og i vid udtrækning berøvet meningsfuldhed. Muligheden for at kunne finde fælles fodslag, og udvikle rammer og indhold for fællesskabet, er vanskelige at få øje på.

Ole Thyssen:
"Der er også mennesker, som ikke er dygtige. Deres sjæl og krop er fra starten beskadiget, så de ikke magter selv minimale krav om dygtighed."

Menneske er ikke noget man er. Det er noget man gør sig til. Det er noget man skal lære. Det er såmænd ikke så svært -- de fleste har lært det før skolealderen. Når børn kan lege med hinanden i stedet for at fornedre hinanden, er et diplom som certificeret menneske fortjent.

Desværre er det muligt at umenneskeliggøre selv de artigste. Det kræver dog en målrettet indsats. Uklar tankegang, primært ved ikke at skelne mellem ideerne om noget og ideernes genstand, er grundlaget for dette svigt. Uklar tanke leder til meningsløst vrøvl.

En filosof, som f.eks. dr.phil Ole Thyssen, burde være den første til at have forstået vigtigheden af denne skelnen. Filosofi beskæftiger sig som (måske) bekendt udelukkende med individets bevidsthed og forestillinger; ideer om sig selv og resten af verden.

Hvornår har en filosof nogensinde beskæftiget sig med noget der ligger udenfor det enkelte menneskes forestillingsverden? Har filosoffer beskæftiget sig med målrettet med noget materielt? Kan man filosofere over at ens storetå kan vrikke? Nej. En filosof (i denne egenskab) kan beskæftige sig med perception, forestillingen om tåen, krop/sjæl dualitet og meget andet. Men selve tåen? Umuligt. Det fænomen er hinsides hvad filosofi beskæftiger sig med.

Ligeså vedrører filosofi ikke flere individer ad gangen. Det er områder teologer, sociologer og andre beskæftiger sig med, på forskellig vis.

Sagens kerne, at det er det eksistende samfund (ikke ideen herom) der fornedrer dets deltagere. Det er medier, smagsdommere, politikere, skoler, forældre, borgere og institutioner, der bærer sig så rædselsfuldt tåbeligt og uoplyst an, at det dehumaniserer sig selv og hinanden. Et samfund, der ekskluderer og udstøder dets egne bestanddele, fejler eklatant.

Skal tilstanden sammenlignes med noget, kan man bevæger sig ind på andre doktorers område. De medicinske doktorer. Skal de hjælpe en patient, hvis legeme har udviklet autoimmune karaktertræk, er det vist ikke den nemmeste opgave. Et legeme der bekæmper sig selv; hvide blodlegemer der bekæmper sunde celler, i formodning om at de er skadelige; en legeme der bruger sin formåen på selvdestruktivitet og selvnedbrydelse, og derved nedbryder sig selv og egen levedygtighed.

randi christiansen

"Skal de hjælpe en patient, hvis legeme har udviklet autoimmune karaktertræk, er det vist ikke den nemmeste opgave. Et legeme der bekæmper sig selv; hvide blodlegemer der bekæmper sunde celler, i formodning om at de er skadelige; en legeme der bruger sin formåen på selvdestruktivitet og selvnedbrydelse, og derved nedbryder sig selv og egen levedygtighed."
De´t fanme en uhyggelig go´nathistorie, Heinrich - altså fordi den er så rammende - gys

Heinrich R. Jørgensen

Randi Christiansen:
"De´t fanme en uhyggelig go´nathistorie, Heinrich"

I modsætning til krop/celle analogien, er der i samfund/menneske et potentiale for at vælge at handle anderledes. Vi har potentialet til at vælge at historien skal være en anden.

Som en af agenterne siger i The Matrix, adskiller menneskene sig fra dyrene, ved at mennesker adfærd minder om vira. Den adfærd kunne "vi" jo (potentielt) lægge på hylden?

Desværre er der andre vira i omløb. Som William S. Burroughs hævder, er sproget en virus. Hvis vi fik sproget (begreberne) under kontrol, er det måske muligt at menneskelig adfærd blev kendetegnet ved at være noget andet end viras? Måske kunne menneskers samfund blive noget andet end en selvudslettende sygdomstilstand, og i stedet blive humant?

Heinrich R. Jørgensen

At "få begreberne under kontrol" er i øvrigt filologers arbejdsfelt. Apropos Victor Klemperer og LTI.

Filo-logi = begrebslære
Filo-sofi = at bruge begreberne viist.

randi christiansen

"I modsætning til krop/celle analogien, er der i samfund/menneske et potentiale for at vælge at handle anderledes. Vi har potentialet til at vælge at historien skal være en anden."
Ja, det er vel den vision, man må fastholde, hvis det skal give mening at være menneske - selvom vi jo lever i et univers hvis indre og ydre grænser, vi ikke kender, og derfor ikke fuldt ud kender bevidstheden - men jo, iflg kvantefysikken indgår vi i en stadig medskaben af universet, i og med vi er til stede - så det er vel bare med at beslutte os for, hvordan vi vil være tilstede ?

Leopold Galicki

Niels P Sønderskov

”Det Thyssen og andre her peger på er…” (21. november 2011 kl. 23:14)

Ud over dig er der kun to andre debattører, der har bakket Thyssens budskab op. Jeres kommentarer udgør en lille procent blandt de indtil nu 190 kommentarer.

Du forholder dig slet ikke til det faktum, at det er det danske arbejdsmarked som er svagt til at levere moderne rimelige, socialt rummelige og venlige arbejdspladser. At andre landes arbejdsmarkeder er endnu svagere gør sagen ikke bedre. De svigtende arbejdsmarkeder er de markedsøkonomiske demokratiers evige achilleshæl. Dette forhold bringer en del mennesker i socioøkonomisk set umulige situationer, ikke så sjældent catch 22 situationer. Det kræver enorm styrke at komme ud af disse situationer.

Enten er det ignorance eller gør du og Thyssen det med fortsæt, når jeres indlæg komplet er blottet for et bredere perspektiv end det lommefilosofiske, nemlig at mange blandt modtagere af en eller anden form for overførselsindkomst har ondt i pjækketarmen fra arbejdsmarkedet = fra et ordinært job. Det er skandaløst at læse den slags helt ureflekteret og enfoldig tankegang angående et vigtigt samfundsmæssigt forhold.

Er I da komplet udvidende om, hvad man videnskabeligt har påvist, nemlig, at en arbejdsløs i højere grad end f.eks. en bankdirektør, som krativt jonglerer med milliarder, er udsat for stress, depressioner og andre sygdomme. Får den arbejdsløse afslag på sine jobansøgninger adskillige gange, er det hver gang et slag mod hans/hendes selvtillid og selvværd. Det kræver råstyrke at imødegå arbejdsmarkedets svaghed. Det kræver nerver og udholdenhed at imødegå aktiveringssystemets alt for ofte absurde krav som handler om kontrol og straf og intet har at gøre med arbejdsformidling.

Det handler ikke om misundelse eller manglende respekt for en filosofiprofessor, som du påstår i et af dine indlæg. Jeg selv, og jeg tror de fleste debattører, er simpelthen først og fremmest forargede over Thyssens, dit og dine to meningsfællers sprog, snævre menneskesyn, lommefilosofiske og -psykologiske betragtninger om det arbejdsmarked, der først marginaliserer en del mennesker, så stempler disse mennesker som svage, og til sidst, som Thyssen gør, afkræver dem styrke – tag jer sammen, lad være at dovne, bidrag til fællesskabet! Mangler du eller Thyssen een til at pudse jeres sko?

@Leopold Galicki

Du skriver: "Ud over dig er der kun to andre debattører, der har bakket Thyssens budskab op. Jeres kommentarer udgør en lille procent blandt de indtil nu 190 kommentarer. "

Det mest nedslående er, at på de fleste andre aviser er billedet lige omvendt. De gange, jeg har forsøgt at bringe mine synspunkter i spil i sådanne kommentartråde, er jeg blevet nedgjort, kaldt fascist, dum, fået besked på at skride over til mine røde venner, m.m.

Desværre kommer nogle til at miste besindelsen og går efter manden og ikke bolden - også her i tråden.

Hvis det er væsentligt for forståelsen af fx Ole Thyssens artikel at kigge på hans faglige ståsted - som filosof - hvilket Heinrich R. Jørgensen gør, kan det være relevant og berige debatten.

Men hvis det bliver et personangreb, som tolker en masse på Ole Thyssens private anliggender - fx om han har oplevet svære ting selv eller hvordan han lever sit liv i øvrigt - så mister angriberen noget af sin egen troværdighed. Og bliver måske ikke taget så alvorligt som ønsket.

Der sker nok det, at de fleste søger derhen, hvor det trods alt er rarest at være - der, hvor andre er enige med én. Så kan man rigtig sidde og klappe hinanden på skuldrene. Det gør bare ikke stor forskel, flytter ingenting.

Det dræner bare at blive konfronteret med had og misbilligelse, så man må veksle lidt mellem debatterne.

Giv ikke op!

Heinrich R. Jørgensen

Vibeke Carøe:
"Hvis det er væsentligt for forståelsen af fx Ole Thyssens artikel at kigge på hans faglige ståsted - som filosof - hvilket Heinrich R. Jørgensen gør, kan det være relevant og berige debatten. "

Jeg kender ellers ikke noget til Ole Thyssen, og har ingen idé om hvilke motiver han har til at skrive som han gør, og hvad han gør.

Det kan være alt fra demagogisk galskab og dumhed, til dyb-sort sarkasme. Han er under alle omstændigheder yderst observant og højt begavet.

Jeg hælder umiddelbart mod det sidste. At jargonen er bevidst valgt for at provokere med kombinationen af observante betragtninger og horrible (inhumane) pseudo-konklusioner, hvis galskab de fleste klart fornemmer. En slags opfordring til at påpege, hvori Ole Thyssens logik og navnligt retorik går (helt) galt. Og det gør den.

I så fald er det måske en kynisk parodi på tankegang, som denne kendes fra kredse der svælger i management, økonomi, forvaltning m.m., hvor galskab alt for ofte præsenteres som var det fornuft? Et forsøg på at udtrykke hvad der er rablende vanvid som var det den skære fornuft, men alligel så overdrevent at den underbevidste fordummelse og selvfornedrelse hos læserne udebliver, da det trods alt er for tykt?

Apropos tidligere nævnte Burroughs, der også forsøgte sig i samme tradition som Jonathan Swift.

Det burde stå soleklart for enhver, der kan læse det danske sprog, at professor Ole Thyssen her "går efter manden" og ikke udviser nogen som helst oprigtig intention om at forsøge på at analysere eller objektivt filosofere over sagernes reelle sammenhænge.

Tvivler på, at han nogensinde selv har været udsat for sådan noget infamt og ekskluderende som f.eks. aldersdiskriminering på det såkaldte arbejdsmarked eller trusler om fjernelse af hele ens eksistensgrundlag fra samfundets side via de markedsgjorte såkaldte flobcentre, neoplasmetiske Shellhuse, over 90 ondartede cancertilfælde, århundredets statsgave fra de neoliberale på Borgen til sagesløse danske kommuner, de ikke kunne takke nej tak til.

Derfor er hans filosoferen et amputeret og højst mangelfuldt forsøg på, at bidrage til almindelig oplysning om de reelt herskende miserable tilstande og velfærdssamfundets aktuelt truede eksistens fra netop de kredse, hvis sprog han har valgt at tale, og derfor selv udgør endnu en trussel mod medborgere, han intet som helst kendskab har til – og øjensynligt heller ikke ønsker at få nogen som helst objektivt kundskab om.

Som filosof kan Thyssen herfra kun hente en bundkarakter …

@Jan Weis

Jeg er hundrede procent enig. Netop derfor vigtigheden af at lade være med at gå efter ham, men holde sig til hans populistiske makværk af en analyse, forsøgt pakket ind i elitært intelligentsia-sprog. Det virker ikke. Det virker nærmest modsat.

Selvom Heinrich Jørgensen venligt roser ham for formen, så er indholdet stadig - en gang stereotypiserende makværk.

Det er noget forbasket sludder, at det danske velfærdsystem var begrundet i humanitet. Den voksede efter anden verdenskrig ud af politikernes angst for en gentagelse af 30'ernes gigantiske arbejdsløshedskrise med fattigdom og social uro.

For at bevare magten.

Niels P Sønderskov

Randi, som jeg læser kronikken skydes der ikke med spredhagl. Der er tale om en klart defineret gruppe, som ikke er syge, og som godt kan arbejde, så den er ikke rettet imod dig eller nogen af de andre, der rabler løs her uden at læse hvad Thyssen skriver. Du citerer endda direkte selv: "dem der lever på offentlig forsørgelse uden rimelig grund".

Og det er altså ikke 'systemet' der skal agere korrekt. Det er de dumme snydepelse, der rager til sig på de rigtig svages bekostning. For jo mere de snyder, des mindre bliver der til de egentlig trængende. Er det virkelig så svært at forstå?

Jeg har tidligere nævnt den sociale kontrol, der er reduceret til ingenting i det moderne samfund, hvor tvært imod social isolation råder. Det giver i øvrigt også den anden ende af spekteret, som du nævner frit spil. Den ene procent, der styrer finanserne.

Heinrich R. Jørgensen er da helt ude i hampen når han hævder at det er fællesskabet der definerer det rige samfund. Der er masser af fællesskab i den værste slum, så flyt bare derud og få dig en på opleveren. De er faktisk begyndt at arrangere slum-turisme, så velbekomme.

Lepold Calicki forsøger sig med en "vi er flest, så vi har ret", hvilket heldigvis punkteres effektivt af Vibeke Carøe. Og hvis Leopold ellers overkommer at læse hvad jeg skriver, så har jeg forholdt mig til arbejdsmarkedets svagheder. Det har bare ikke en pind med snydepelsene at gøre. Jeg har heller ikke hævdet at det er "mange blandt modtagerne" , der snyder. Tvært imod har jeg skrevet, at der ikke skal ret mange til for at det har en kraftig og meget uheldig effekt, fordi der er tale om en stor udgift for os andre (vi bliver færre og færre) i stedet for måske at være til nytte og betale lidt i skat.

randi christiansen

Ole Thyssen skyder med spredehagl og mistænkeliggør hele gruppen af overførselsindkomstmodtagere ifht omverdenen, ved at sige, at nogen blandt dem snyder.
Man kan ikke forvente perfektion - hverken hos systemet eller hos borgeren, men vi har dog et retsprincip, som siger, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist.
Social kontrol ? lyder ligeså ubehageligt som social isolation.
De få brådne kar kan vitterlig ødelægge meget - Ole Thyssens ensidige og upræcise udpegning af en bestemt socialklasse, som værende skyldige i snyd, er underlødig og stigmatiserende og ikke en professor værdig. Er han virkelig ikke i stand til at anlægge et større perspektiv ? især i disse tider hvor neoliberalisterne får sværere ved at skjule deres asociale umoral - ref. "Finansverdenens forbundne kar" - men det er måske udfra tanken om, at angreb er det bedste forsvar ?

Thomas Frovin Jensen

Japanske ris er svinedyre at producere i forhold til ris i andre dele af asien. Alligevel begrænser styret importen af udenlandske ris og støtter den nationale dyrkning udfra den betragtning, at ris og risdyrkning er så vigtig en del af den japanske kultur, at man vil bevare og beskytte den...

Kristina Nordentoft

@ Niels P.

Nu siger hr. Thyssen bl.a at folk med Fibromyalgi diagnosen og dermed også folk med ME/CFS osv. er snyltere og dermed gør du jo egentlig det samme.

Men er der nogen af jer, der ved hvad det indebære at have den diagnose?

De folk med disse sygdomme, arbejder hvis de kan, andre som jeg selv, kan ikke engang klare det almidelige huslige og må tage flere 100mg. morfin om dagen, for blot at kunne klare få timer ude af sengen.
Det er disse folk i kalder snydere og bedragere, det er hverken ret eller rigmeligt!

Der er stor forskel på at være syg, og være tumpen, der hæver kontanthjælpen for at arbejde sort ved siden af.

Jeg tror da det irretere mig ligeså meget som det irretere de fleste andre, at nogle få snyder.
Men det er jo ikke kun folk uden arbejde, der betaler sort, eller arbejder sort, det er i alle samfundslag.
Ligepræcis derfor er det vigtigt ikke at stemple alle, som snyltere og snydepelse.

Fællesskab har vi i alle lag, men vi er ikke gode til at sprede fællesskabet lavere end vi selv er stillet, eller stile efter fællesskabet, der er af højere rang, blev vi bedre til det, ville vores samarbejdsevner også øges voldsomt og vi ville kunne have langt lettere ved at finde løsninger.

Men man skal passe på med at stemple sygdomme, man ikke kender til, også kalde disse menneskere for dovne, ugidelige, snyltere, og snydere.
Folk med ADHD kan nå lagt med den rette hjælp og støtte, men det kan for andre med samme diagnose, betyde at de har svært ved at klare sig selv.
Det samme gælder for folk med Fibromyalgi, ME/CFS osv.

Vidste du f.eks. at Fibromyalgi og ME/CFS minder utrolig meget om Sclerose symptomerne?
Men der er stor forskel på om diagnosen hedder Fibromyalgi eller Sclerose. Det er svært at finde en læge der vil undersøge og behandle folk med Fibromyalgi, folk mener de er dovne og ugidelige, eller er psykisk indbildt syge, men har man sclerose sætter ingen spørgsmålsteng.

Der bliver jo sagt i ikke går efter dem der er svage, og dem der har brug for hjælpen, men det er præcis dem i stempler.

Heinrich R. Jørgensen

Vibeke Carøe:
"Selvom Heinrich Jørgensen venligt roser ham for formen, så er indholdet stadig - en gang stereotypiserende makværk."

Roser er vist en overdrivelse. Men jeg holder døren åben for, at hvad der på overfladen er åbenlyst inhumant, afstumpet og forrykt, muligvis kan være forfattet med den hensigt at være dybt sarkastisk.

Om den tese holder vand, ved jeg ikke. Men i så fald, er det vel alletiders anledning til at fokusere på, hvorfor det ytrede ikke er logisk? Hvorfor påståede sammenhænge er falske. Hvor påstået kausalitet ikke er korrekt. Hvor observationer ikke kan lede til de fremsatte konklusioner.

Klassisk tænkning om ideer kaldes bl.a. Trivinium. Det består af tre dele, kaldet grammatik (at observere, at indse), logik (at forstå sammenhænge og kausalitet) og retorik (at kunne formulere løsninger, og argumentere overbevisende for dem).

Det må en dr.phil vide, og beherske. Mon ikke professoren trækker os i benene med sit eksempel på usigeligt ringe retorik, hvor der netop ikke er skyggen af løsninger i ordgøjlet, og ingen overbevisende argumenter heller)? Hvis det skal give skyggen af mening, at en vidende og begavet mand fremsætte disse tanker, kan jeg ikke se anden mulighed end at det er en slags opgave for andre. En opgave i at demontere hans fejlagtive postulater, og påvise hvor hans tænkning fejler.

Hans fremlagte betragtninger fejler eklatant. Det er de fleste i denne tråd vist temmeligt enige om. Men hidtil er der vist ikke nogen der har leveret en skånselsløs afmontering af det fremsatte, vha. klar tænkning og præsentation heraf (retorik, som modsvar). Hvis ingen formår det, er det i så fald stærkt bekymrende.

Brecht siger det så godt: "Erst kommt das Essen, dann kommt die Moral".

spørgsmålet er: hvem,
visse CBS'er så evt. vil klage til,
hvis / når arbejderne overtager hele samfundet ?

Sider