Kronik

Det svigtede menneske

Der er to karriereveje i Danmark: Gør det godt på arbejdsmarkedet og høst roser for din dygtighed, eller gør det godt i socialsystemet og høst gevinster på din ynkelighed. Stadig flere vælger den sidste vej. Det slider på sammenhængskraften
I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

Lars Møller

Debat
15. november 2011

Et samfund bygger på dygtighed. Mennesker må dyrke jorden, få hjulene til at rulle, undervise, helbrede, administrere og lede. At de finder mening i deres arbejde, gør dem selv og samfundet rigere.

Der er også mennesker, som ikke er dygtige. Deres sjæl og krop er fra starten beskadiget, så de ikke magter selv minimale krav om dygtighed. Her er det en social beslutning, hvad der skal ske med dem. I nogle samfund overlades de til sig selv og måske til døden — børn sættes ud, gamle forventes at gå ud selv. Ellers må de klare sig, som de kan med tiggeri og hjælp fra familien.

Det danske velfærdssystem opstod ikke som en kompensation for mangel på dygtighed. De værdigt trængende var dem, som gerne ville, men ikke kunne arbejde på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Begrundet med både humanitet og statsræson blev de fattige, de syge og de arbejdsløse tilbudt hjælp.

Mangel på arbejde har en kobling til mangel på dygtighed. Kan du ikke arbejde, er du i samme situation som den, der ikke kan få arbejde. Og hvorfor skal kun den ene gruppe have kompensation? Også sygdom spolerer arbejdsevnen, og sygdom er ikke kun en følge af arbejdsulykker.

Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping.

Hertil kommer den sociale tilstand, der sammenfattes under etiketten 'svaghed'. De svage er ikke handicappede i normal forstand, de er ikke deforme eller slået af den rædsel, man kan finde på billeder fra gamle sindssygehospitaler. Men de er udygtige. De kan ikke leve op til normale krav om at passe deres skole eller arbejde, læse deres lektier, møde til tiden eller tage vare på deres børn.

Svaghed viser sig i et samspil med andre. Medmindre der er tale om et medfødt handicap, handler svaghed ikke om en svag vilje og skal ikke stemples moralsk. At bede de svage om at tage sig sammen giver ingen mening. Herfra smedes et princip om, at alt, hvad der sker med et menneske, er socialt betinget. Men er svaghed socialt betinget, må den afhjælpes socialt, altså med velfærd.

Svaghedsbonus

Hvordan viser svagheden sig? Det er enkelt nok: ved at man vedholdende ikke lever op til normale krav om at klare sin hverdag. Man er svag, hvis man vedholdende viser sig som svag. Det forudsættes, at mennesker gerne vil være dygtige, og at de ikke går efter det, som Freud kaldte for 'sekundære sygdomsgevinster'.

Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle — læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger — åbner svaghed en adgang til gevinster, det er besværligt at opnå på anden vis. Det er besværligt at passe sin skole, sit arbejde og sine børn. Adgangsbilletten hedder diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men — i sidste ende — samfundets, og der åbner sig en alternativ karriere som svag.

En normal karriere satser på dygtighed. Den alternative karriere satser på udygtighed — kompetence til at være inkompetent.

Velfærdssystemet er ikke blot det gode system, som yder kompensation for det onde arbejde. Det er blevet et parallelt system med sine egne karrierebaner. Det kræver investering og udholdenhed, men rummer også sine egne belønninger.

Mens champagnepropperne i det normale system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i det andet system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet hårdt for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne.

Jammerens heppekor

Kampen om at gøre stadig flere mennesker udygtige har mange soldater. Ikke blot mennesker, som ikke orker, men også alle professionelle, som får deres normale karriere ved at tage sig af de udygtige.

Da de ikke må gøre reklame for deres ydelser, har de valgt en anden udvej: de fylder det offentlige rum med jammer, så der hver eneste dag er overskrifter om, at samfundet har svigtet, at vi ikke tager os af de svage, at når vi nu er et rigt land, og når jeg nu har betalt min skat, så ... må der gøres en massiv indsats. Uden nogen øvre grænse. Er man konsulent i stress eller optaget af børn med lavt selvværd, finder man ofre overalt. Der er velkendte fristelser forbundet med at sælge elastik i metermål.

Og staten giver efter. Hvad skal den stille op med de nye masser af svage, der ikke er sultens slavehær og ikke kan true med at strejke, men som truer med en ofte iscenesat elendighed og med social uro — tyveri, hærværk, vold? De udygtige sættes på passiv forsørgelse. Så er de deponeret i de svages silo. Hvad, der i gamle dage hed strejke, er erstattet af et besøg hos lægen.

Resultatet er et Juggernauthjul, som drives af mange hænder, så hver enkelt hånd ikke kan se sit eget ansvar.

Ved siden af svaghedens onde cirkel — at du er svag, hvis du opfører dig som svag — får vi demokratiets onde: at vælgere og politikere holder hinanden i et dødsgreb omkring velfærd i lange baner. Massemedierne agerer kobler med daglige rapporter om de svages sørgelige skæbne.

Selvfølgelig skal de værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed. Med en diagnose som volds-psykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen skyld. Det er en stor lettelse. Hvad, der hjælper, er ikke en møjsommelig indsats af vilje, kun offentlig hjælp.

Fra proletar til klient

Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke længere arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende bistandsklienter. De er på vej ind i en ny type klassekonflikt, som indvarsles af valgkampens slogan om 'velfærd eller skattelettelser'. Hvornår brister de dygtiges loyalitet over for de udygtige, når der dagligt leverer beviser på, at et hæderkronet velfærdssystem er gået amok?

Situationen kan bedømmes økonomisk. Det er hundedyrt, at hundredtusindvis af mennesker tropper op og gør krav på at være svage. Vi får løbende at vide, at en halv million danskere er psykisk syge, og at stress, melankoli, angst og demotivation er folkesygdomme, som 'det ikke kan betale sig at lade være med at behandle'.

I et verdenssamfund med hård konkurrence er det dog svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi. Derfor er det blevet et politisk mantra, at få folk i arbejde, så 'vi kan få råd til velfærd'. Vognen sættes foran hesten, når velfærd ikke er kompensation, men meningen med det hele.

Værdighed

Jeg vil følge et andet spor og bedømme sagen som et spørgsmål om værdighed. Det er, om man vil, en humanistisk tilgang, hvis baggrund er en idé om det aktive menneske. En ny social kliché viser det svigtede menneske, som det er blevet let at overtage og leve sig ind i. Det handler om at opgive at fokusere på den opgave, som skal løses og i stedet rette kikkerten mod ens symptomer: smerten i ryggen, susen for ørerne, angsten ...

Klicheen legitimerer ikke blot fralæggelse af ansvar, men også endeløse krav om en social indsats. Narkomaner kræver rettigheder og danner en forening med alkoholikere og pillemisbrugere. De hjemløse ser fremtiden i lyset af nedskrivning af gæld, rådgivning og terapi. For enden af deres regnbue står et liv som forne tiders herremænd, med en tjener på hver finger. Deres eget svigt og deres egen mulighed for at gøre en indsats hører vi ikke meget om. Det er ufint at bringe moralen på bane.

Appeller om at tage ansvar virker ikke. De fanges af svaghedens cirkel. Hvorfor tage sig sammen, når man blot ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? Svagheden for de svage er blevet en kongevej til svaghed.

Så en ny mennesketype, det svage menneske, ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig selv som et offer for ydre omstændigheder, og beskrivelsen får ord og opbakning af professionelle, der ser endeløse vækstmuligheder i at oparbejde en ny strategisk ressource, svaghed. De ser sig selv som gode, når de peger på de enorme mængder af svage, man bør gøre godt mod.

Både de svage og de professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om, at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet.

Så den tunge indvending mod velfærdssystemets elefantiasis er ikke økonomisk, men handler om værdighed. Det er, med en lille omskrivning af Kant, uværdigt at leve et liv i selvforskyldt svaghed.

 

Ole Thyssen er professor, dr.phil. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS

Hør mere, når Ole Thyssen i aften deltager i debatarrangementet 'Grænser for staten — Ansvar for folkesundheden; stat eller individ?'. Det er arrangeret af CEVEA og Grundtvigsk Forum, og løber af stablen kl. 17-19 i Vartorvs store sal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pardon mee, Peter -

"Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral".

randi christiansen

@Heinrich - Syns ellers at både du, jeg og flere andre har påvist mange fejlagtige postulater og ditto tænkning i O.T.´s skrift. Nu er jeg ikke universitært uddannet, så jeg ville ikke kunne påtage mig en egentlig tekstanalyse udfra akademiske kriterier - men så snart jeg får tid, vil jeg forsøge. Det synes jeg også, at du skulle gøre - det lyder som om, du har redskaberne dertil - og så kan vi andre måske lære noget. Professor Ingrid Markussen viser i artiklen "Fanden har vundet" hvordan sproget kan(mis)bruges i dagsordensættende sammenhæng - vi har brug for alle gode kræfter i den intellektuelle diskurs - hvor er I henne ? Den, der magter sproget, magter meget. Og endnu et forhold - har man ikke papirerne det dertil hørende (kode)lingo i orden, er det svært at få respekt fra den herskende klasse og den universitære såkaldte elite.

randi christiansen

undskyld, der faldt lige et "og" ud : har man ikke papirerne og det dertil hørende (kode)lingo i orden

Heinrich R. Jørgensen

Randi,

bestemt er der kommentarer med brod. Det er der altid på disse sider. Mange opvakte personer huserer her, og der er megen indsigt og viden at høste for enhver. Det er vel årsagen til at deltage her -- at man får meget igen?

Jeg har heller ikke nogen universitetsgrad indenfor filosofi eller humaniora. Jeg har vist aldrig modtaget nogen lektion i hverken filosofi, filologi, teologi, teosofi og ganske meget andet. Det betyder ikke, at man ikke kan sætte sig ind i emnerne. Man misser måske nogle pointer, måske får man taget nogle lange omveje, men det behøver ikke at være særligt vanskeligt.

Det er bare om at komme i gang med at pille Ole Thyssens tekst fra hinanden. Man kan jo tage sætning for sætning. Hvilke kategorier (ideer) påstås at være? Beskriver kategorierne der faktiske? Beskriver de anvendte ord, genstandene, deres egenskaber, og sammenhænge? Er modsætninger der hævdes at være, ægte? Er påståede valgmuligheder ægte? Osv.

Ingen får noget ud af, at jeg giver Thyssens artikel en bredside. Ofte oplever jeg, at når jeg piller tekster (eller tolkninger) fra hinanden, bliver det meget sjældent bemærket. Hvilket jeg synes er både ærgerligt, og besynderligt.

Jeg har ved flere lejligheder taget Søren Krarups tankespind op. Indtil for et par år siden, var han en hård nyser. Hans bedrag lå gemt mange lag under hvad han konkret udtalte. Det var der en stor udfordring i. Ligesom jeg forsøger at tage andre vanskelige tekster op. Det synes jeg er langt mere relevant.

@Heinrich

"Den filosofiske udfordring"

"Spørgsmålet er hvorfor det er løgn og latin fra ende til anden. Det drejer sig om evnen til at kunne tænke meningsfuldt. Kan man ikke dissekere Ole Thyssens betragtninger, og flå hans opstillede vanvidspåstande fra hinanden med logiske, filosofiske argumenter, har man ikke færdigheder i klar tænkning."

Nu vil jeg helst ikke bedømmes på mine færdigheder i meningsfuld og klar tænkning. Men jeg har da tænkt.

Thyssen får - filosofisk? - anbragt ansvaret for Danmarks fremtidige økonomiske undergang i verdenssamfundets hårde konkurrence hos:

1. De ikke-værdigt trængende
2. De professionelle, som dygtigt får en karriere ved at tage sig af de udygtige, og
3. "Systemet," som giver efter for de professionelles virksomme illusion af at afhjælpe svaghed, mens de reelt skaber den.

”Selvfølgelig skal de værdigt trængende have hjælp”
MEN - det store MEN...
”det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose”

Kendetegnende for disse medlemmer af "de svages klub" er "kompetence til at være inkompetent" og offermentalitet med fralæggelse af ansvar og skyld.

”som volds-psykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen SKYLD. Det er en stor LETTELSE…ikke møjsommelig indsats af VILJE, kun offentlig hjælp”

Hvordan skal det forstås?

VOLDSPSYKOPAT = en person, som MED VILJE opfører sig voldeligt og VÆLGER at ignorere sin i virkeligheden velfungerende empatiske evne?

SPISEFORSTYRRET = en person, som MED VILJE sulter sig selv livstruende?

ADHD-RAMT = en person, som ikke er RAMT af noget som helst, men MED VILJE farer rundt, forstyrrer andre, ikke gider holde styr på sine ting eller koncentrere sig om kedelige opgaver og dermed VÆLGER at skabe et kaotisk liv for sig selv og sine nærmeste?

Dvs. disse personer VÆLGER en ubehagelig, destruktiv adfærd, som de får systemet til at ombeskrive som en diagnose.

Således fritaget for SKYLD, implicit en skyld, som personen og dennes familie bør og sagtens kan påtage sig – hvis de VIL. Og med en møjsommelig indsats af VILJE kunne personen VÆLGE at opføre sig som de normale mennesker, de reelt er.

Problemet er stereotypiseringen. Thyssen introducerer en helt ny mennesketype, det svigtede menneske, som økonomisk truer vores samfunds beståen. Til denne nye 'art' hører hundredetusindevis af mennesker, enorme mængder af svage, en halv million psykisk syge.

Og der er næsten ikke grænser for, hvor aktive disse nye karriere-udygtige er, og hvad de formår:

De:

er vedholdende
investerer
har udholdenhed
truer med iscenesat elendighed
truer med social uro — tyveri, hærværk, vold
tropper op og kræver rettigheder
danner foreninger
skaber den selvforskyldte svaghed

Og hvad er formålet med den stærke vilje og handlekraft?

Jo, de får:

gevinster, belønninger, opmærksomhed
opbakning og anerkendelse som inkompetent
velfærd, ansvarsfrihed og liv uden pligter
offentlig hjælp og ydelser, førtidspension
nedskrivning af gæld, rådgivning og terapi
rettigheder
en varmestue
medvind
en kongevej til svaghed

Hvem ville ikke gerne ansættes i det job?

At dette fremstår som beskrivelse af systemklientjobbet er ganske enkelt at stikke eventuelle ansøgere blår i øjnene. Men han får da reklameret godt og grundigt for den alternative karriere.

Heinrich R. Jørgensen

Jeg tror (er næsten sikker på) at jeg har misforstået Ole Thyssens budskab. Eklatant.

Måske jeg bør gøre et forsøg på at "udlægge teksten"? Det bliver dog ikke straks...

Heinrich R. Jørgensen

Vibeke,

din gennemgang er fremragende. Dog er det næppe Ole Thyssens personlige holdning, der udtrykkes. Tværtimod.

Det er en gengivelse af nutidens gængse forestillinger (kategoriseringer), som denne ofte kommer til udtryk i medierne og blandt meningsmagere. Disse opfattelser er misvisende, og afspejler således ikke noget reelt.

Niels P Sønderskov

Jammen herregud da Randi, princippet om at man er uskyldig til retten har bevist at man er skyldig gælder netop i retten, og ikke i almindelighed. Ingen har da anklaget hverken dig eller andre personligt.

Social kontrol er et anerkendt videnskabeligt begreb, og ikke noget jeg henter ud af science fiction eller en gyser.

Jeg hører til dem der - måske lige som Thyssen - ikke anerkender diagnosen fibromyalgi, Kristina. Man har ikke fundet nogen sikker årsag til den diffuse smerte patienterne oplever, og det simple og bedste råd imod dem er: træning. Se fx netdoktor.dk. Det kan godt være videnskaben bliver klogere, men indtil videre, er det dér, vi står. Din sammenligning af fibromyalgi og sclerose er helt ude i hampen. Sclerose dør folk af og sygdommen er veldefineret.

Hverken jeg eller, som jeg læser det, Thyssen, er ude på at 'stemple' nogen, blot gøre opmærksom på et stort problem, som først og fremmest går ud over de mennesker, der virkelig har brug for hjælp. Når simulanterne og dem der ikke gider arbejde render med en del af pengene bliver der bare mindre til de trængende. Vi andre gider ikke betale mere end vi gør i forvejen. Temmelig meget.

Heinrich R. Jørgensen

Her er et bud på en læsevejledning. Eller tolkning.

Ole Thyssens udgangspunkt for sin personlige opfattelse er humanistisk. Forestillingen om det kapable, værdige, aktive, deltagende, inkluderere menneske, der også er samfundsborger.

"Jeg vil følge et andet spor og bedømme sagen som et spørgsmål om værdighed. Det er, om man vil, en humanistisk tilgang, hvis baggrund er en idé om det aktive menneske."

Før han ruller sig ud med betragtninger om hvor han mener de gængse forestillinger (ideer, kategoriseringer), er det nødvendigt med en redegørelse for de gængse forestillinger om mennesket, samfundet og meget. Vel at mærke en historisk gennemgang af ideer forestillinger, og deres tilblivelse.

Først en introduktion til emnet. De første to afsnit om forestillingen om dygtighed for forudsætning for samfundet. Dygtighed der samtidigt handler om individets nytteværdi . Det unyttige, udygtige mennesker sættes ud, sætter sig selv ud, eller betler sig frem. Det er en gængs forestilling, som menes at beskrive tusinder af års erfaringer, fra før stenalderen. De, der ikke kan følge med og sakker agterud, må sætte sig ned og vente på døden.

En perception, hentet fra historiebøger og andre fortællingen. Der er næppe skyggen af empirisk belæg for at fortidhistoriske mennesker var så uempatiske eller så sådan på f.eks. de ældre medlemmer af de sociale grupper. Hvis antropologer og andre endelig skulle pege på fortidens adfærd, ville de formodentlig hævde det modsatte. At der er eksempler på reverens for bl.a. de ældre og slidte. At personer med knækkede knogler er blevet lappet sammen, og trods åbenlyst handicap ikke er blevet efterladt. At ældre der er døde naturligt, og måske har været en byrde eller hæmsko, ikke er blevet sat ud til ulvene eller smidt i suppegryden. Tværtimod har de fået en begravelse, der udtrykker stor reverens fra flokkens side.

Hvad vi hører om historiens gangs, menneskets natur, og meget andet, er meget ofte usandt. Allerede her er vi ude på bedragets overdrev. Kyniske, empatiske, nyttefokuserede -- sådan var og er mennesket næppe naturligt.

Næste paragraf handler om den offentlige forsørgelses spæde begyndelse. Fattighjælpen. Dennes udgangspunkt handlede om værdighed. At de der havde behov for hjælp, skulle modtage denne, på af hensyn til både dem, men også af hensyn til den samlede befolkning og samfundet som hele. At lade hånt om armod, fornedrer alle. Derfor blev fattighjælpen indført. Ikke for at ekskludere eller ydmyge nogen, men af hensyn til at samfundet skulle og måtte være humant.

"Det danske velfærdssystem opstod ikke som en kompensation for mangel på dygtighed. De værdigt trængende var dem, som gerne ville, men ikke kunne arbejde på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Begrundet med både humanitet og statsræson blev de fattige, de syge og de arbejdsløse tilbudt hjælp."

Dernæst går det slag i slag, men en beskrivelse af hvordan datidens værdige og humanistiske tankegang, siden er eroderet og er blevet perverteret. Det er endt med en kategorisering af en stod gruppe af unyttige og udygtige, der nu er blevet statsforsørgede eller statsansatte hjælpeløse.

En kategorisering, der forklares med sociale forhold (læs: ikke pga. bevidsthed, tankegang, etik). Den gængse opfattelse af de forsørgede er, at de er svage og syge. De er hjælpeløse. De kan ikke klare sig selv. Den gængse opfattelse er, at det eneste de formår, er at klynke. Des dygtigere de er til at hævde deres uformåen, des større støtte får de (da de ikke kan klare sig selv). Deri ligger en social forklaring på en postuleret socialgruppes uformåen -- de er syge (eller påstår at være det).

Følgelig er samfundets "respons" at stille behandlere til rådighed for "klienterne". Klienterne ig deres svaghed eller overdrevne klynkeri, har forårsaget behovet for behandlersystemet. Det er "samfundet" nødsaget til, at de svage ellers ville have reageret med tyveri, overfald og lignende. Således er alt dårligt nu knyttet til de syge og svage. En byrde for samfundet.

Dette forrykte postulerede sammenhænge ser vi ikke. Vi ser ikke at vi alle deltager i at opretholde denne galskab:

"Resultatet er et Juggernauthjul, som drives af mange hænder, så hver enkelt hånd ikke kan se sit eget ansvar."

Og videre til forestillingen om "vælgerne" og "politikerne" (to nye postulerede grupper) der holder hinanden i skak. Med medierne til at fastholde denne forestilling:

"Ved siden af svaghedens onde cirkel — at du er svag, hvis du opfører dig som svag — får vi demokratiets onde: at vælgere og politikere holder hinanden i et dødsgreb omkring velfærd i lange baner. Massemedierne agerer kobler med daglige rapporter om de svages sørgelige skæbne."

Det er falske forestillinger. Falske kategorier. Et forrykt menneskesyn. Den triste galskab. Og heller ikke Ole Thyssens kop te. Han retter en kraftige bredside mod galskaben:

"Så en ny mennesketype, det svage menneske, ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig selv som et offer for ydre omstændigheder"

Desværre en meget præcis beskrivelse af de gængse forestillinger. At mennesker er svage, der ikke selv formår noget, men er ofre.

Ole Thyssen afviser disse opfattelser som ikke blot, men som bedrag og løgn. Sådan er mennesker ikke. De gængse forestillinger er humbug.

De sidste afsnit er ganske klare.

"Både de svage og de professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om, at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet.

Så den tunge indvending mod velfærdssystemets elefantiasis er ikke økonomisk, men handler om værdighed. Det er, med en lille omskrivning af Kant, uværdigt at leve et liv i selvforskyldt svaghed."

Hanne Christensen

Vibeke, jeg synes ikke der kommer noget nyt under solen i dit indlæg. Sorry.

Det er jo netop det, Ole Thyssen skriver, og hvor forudsætningerne bygger på påstande som kunne være skrevet af Cepos selv.

Ole Thyssen og nu også du skriver om den selvforskyldte svaghed og mangel på interesse i at komme ud af ”svagheden”. Svaghed er så ledighed og særligt psykisk sygdom. Dårligt hjerte og kræft er vist ikke ”svaghed”. Men svaghed er altså ledige, psykisk syge, narkomaner og drukkenbolte eller personer, ”der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi”. (Kan man fornemme klicheerne tårne sig op?)

De syge er tilmed ikke interesseret i at blive helbredte (ifølge Ole Thyssen er de tilmed næppe syge, men simulerer sig syge for at gøre karriere som bistandsklient). Ole Thyssen anerkender simpelthen ikke disse sygdomme. Jeg tror næppe, han bakkes op af de professorer, som rent faktisk ved noget om disse sygdomme, men det er også ligegyldigt, for disse læger, psykiatere som også bærer professortitler har Ole Thyssen nu placeret arm i arm med de ledige og syge. De tilhører godhedsindustrien. En industri der selvfølgelig har det som deres interesse at bevare disse mennesker i elendighed.

Ole Thyssen forbliver i floskelrummet igennem hele sin artikel. Han forholder sig ikke til, at personer på førtidspension består af et bredt udsnit af den danske befolkning. Nogle kan være gået fra et topdirektørjob til førtidspension. Professorer kan blive ledige og ende på bistand eller blive syge og ende på førtidspension. Psykiske lidelser kan være lige så invaliderende som fysiske lidelser. Ole Thyssen anerkender det ikke. Psykiske lidelser kan indebære voldsomme hukommelsestab og ændringer i personligheden på en måde, som kan være meget belastende for børn og ægtefælle. Mange isolerer sig. Hvor fedt er det? Mange orker ikke slå græsset, gøre rent, så de lever i et møgbeskidt helvede bag nedrullede gardiner. Selvmordsraten stiger voldsomt. Underligt, hvis det nu skulle være sådan et fedt eftertragtet karriereliv, som Ole Thyssen beskriver det.

Hvordan vil Ole Thyssen forklare, at psykiske sygdomme topper invaliditetsårsagen blandt alle erhverv fra høj til lav, fra kvinde til mand. Stort set. I enkelte erhverver det nr. 2 på listen. Men antallet af personer, der invalideres pga. psykiske lidelser er voldsomt stigende år for år. Og det gælder også inden for job, hvor man må formode, at den nu invaliderede hidtil har gjort en stor og dygtig indsats som karrieremenneske i erhvervslivet.

Dette ved Ole Thyssen godt, hvis han blot har fulgt en anelse med i en debat, han nu her har så voldsom meget mening om.

Ole Thyssen er ikke ude i et filosofisk hjørne. Nej, han er ude med et politisk budskab. Vores samfundsøkonomi er heller ikke ved at vælte pga. af disse mennesker. Nej vores økonomi er ved at vælte pga forhold i den finansielle sektor.

Udgifterne til bistandsklienter udgør tilmed en minimal procentdel (under 3 %) af de samlede sociale budgetter. Nej, de helt store snabler i de sociale budgetter findes blandt folkepensionisterne, hvor man selvfølgelig må spørge hvorfor en mand som Ole Thyssen selv skal være på overførselsindkomst som folkepensionist? Måske skal han selv have lov at svare!

Ser vi alene på bistandsklienterne og de syge, ja, så venter der ikke disse et liv i sofaen. (Igen underforstået i Ole Thyssens indlæg.) Nej, der venter et liv med arbejdsprøvning og aktivering. Den mest hyppige aktivering i dag er i virksomhedspraktik. Det indebærer, at bistandsklienten kan tvinges ud at arbejde sædvanligvis i ufaglært job, blot uden løn. FANTASTISK tilværelse, virkelig noget at gå efter for en karrierebevidst-bistandsklient. Så heller ikke her holder Ole Thyssens artikel vand.

Ole Thyssen insinuerer igen og igen, at bistandsklienter og syge er en omgang snyltere, dovendidrikker, der har alt for let ved blot at række hånden frem, lade sig forsørge og beværte i et liv med benene i sofaen.

Det er et politisk ærinde Ole Thyssen er ude i. En filosofisk artikel på professorniveau ville kræve, at han forholdt sig til fakta. Det gør Ole Thyssen ikke.

Jeg har kun disrespekt til overs for Ole Thyssen, hans postulater og hans hensigter.

Hanne Christensen

Da Heinrich nu er endt i en selvforskyldt forvirring på et højere plan, vil jeg bare afslutningsvis her konstatere, at dine fortræffelige kommentarer her og i "Fanden har vundet" på det allerseneste meget passende kunne være en fælles konklussion på hele affæren med denne professor og tidsånden iøvrigt.

Keep the good spirit - cheers.

Hanne Christensen

Heinrich Jørgensen,

Jeg har læst dit indlæg, men synes desværre ikke, at det ændrer noget.

Det, du beskriver, understreger blot, at Ole Thyssens artikel bygger på, at de svage (ledige og syge) simulerer svage.

Ole Thyssen går - som du også beskriver - så i flæsket på, at disse "svage" ikke tager ansvar selv. Også her er jeg uenig, ligesom jeg er uenig i det underforståede, at det alene er den ledige og syges eget ansvar.

På DJØFs hjemmeside kan man finde en artikel om, hvordan 15 % af djøfferne har følt sig mobbet på arbejdspladsen. Hvordan næsten halvdelen overvejer at skifte job pga dårligt arbejdsmiljø. Trods dette fortsætter såvel fagforeninger som politikere med at pege på, hvad den enkelte individuelt kan gøre - fremfor (også) at stille krav til arbejdspladsen. Der er reelt fri mobbe- og chikaneret herhjemme. Der er reelt intet ansvar lagt på arbejdsgivere. Og det betyder, at arbejdsgiverne reelt intet foretager sig for at undgå det dårlige arbejdsklima. Mobberierne og chikanerne fortsætter i stigende omfang.

Jeg tror, at det stærkt stigende antal psykiske lidelser hænger stærkt sammen med en arbejdskultur, hvor intriger, chikaner og mobning er blevet acceptabel adfærd. Man skal kunne tåle mosten i bageriet uanset smagen.

Vi har udviklet en kultur i Danmark, der afføder psykiske lidelser. Og det er en kultur den enkelte ikke kan hoppe ud og ind ad. Vi ser den i medierne, vi ser den i reklamer, i fjernsyn, på arbejdspladsen, ja overalt. Det er en rå kultur, hvor det blot handler om ikke selv at ende med saltsyren i gabet. Bad luck.

Vi har en lovgivning og lovgivere der reelt bakker op om kulturen. Med saltsyren i truget er den ramte dømt ude, og her venter så den offentlige lynchning effektueret gennem hele sagsbehandlersystemet, der indebærer yderligere ydmygelser. Arbejdsprøvninger og tvangsarbejde venter kombineret med en lavindkomst, der betyder, at du socialt som økonomisk går i ruin.

Vi har gået fra en kultur, der populært sagt er gået fra høflighed til plathed. Vi har politikere, der kan kaste sig seksuelt over 15-årige eller ministre der erkender sexchikane – uden det da skal betyde noget. Selvfølgelig ikke. Vi har et erhvervsliv, der den ene dag hylder en virksomhedsleder, for næste dag at se denne i fængsel for bedrageri. Vi har en kultur, hvor den største drøm er en deltagelse i vild med dans. Og vi har en kultur, hvor det handler om at networke – med de rigtige. De rigtige er ikke dem, du kan li, men dem der bringer dig et trin op ad karriere- og lønstigen. For hvor vi før i tiden arbejdede for at leve, så lever vi i dag for at arbejde, for vi har en kultur, hvor hele vores identitet er opbygget omkring vores arbejdsliv og vores placering her. Og hele din identitet er på spil, hvis kollegaen siger bøv eller hælder cyanid i din kaffe. Og vi ved det alle sammen, men så længe vi ikke selv er i centrum for råheden, er vi ligeglade. Ja, nogle dyrker ligefrem derouten og fortsætter tilsviningen i medierne.

Vi har en råhed, hvor vi ikke må erkende vores tro eller vores politiske holdninger på arbejdspladsen, så vi kan snakke om vejret eller om den der kollega, der ikke er helt med, vel. Vi lever i en kafkansk hverdag for vi må være årvågne og ikke mistet blikket for, hvad der er ok i dag, kan være galt i morgen, man må være på og med på trenden, trenden i samtalen, trenden om hvad man ser, om man nu løber eller cykler, går i biografen, teater eller Fitness, spiser flæsk, kylling eller salat, hænger i sofaen foran Borgen eller du må på weekendtur til London eller familien må punge op med 30-40.000 til en skitur, eller du giver muslimen armen eller giver ham fingeren, støtte kampen for brysterne eller bumsen på hovedbanegården. Du må være årvågen, hvis du ikke har en rygrad som et jernrør.

Vi må alle forstå at sige fra og til og tåle råheden, for ellers er det ud, fremfor at vi alle vælger at sige fra over for denne råhed. Trods råheden har mange negative sideeffekter, produktivitetsforringelser, øget sygefravær, dårligere koncentration og ja, ligefrem invalideringer, så fortsætter vi. Måske fordi ingen tør sige fra af angst for at ende som næste offer.

Jeg vil også påstå, at Finanskrisen er affødt af denne råhed. For det var jo ok at spille højt spil, at lokke ældre til at bruge hele deres opsparing på et fallitbo, lige til den dag, det så ikke var ok, og når nu Karsten Ree skyder en halv milliard eller mere af sin personlige formue i Amagerbanken, holder vi alle vejret, for det er jo ok, hvis det går godt, og bare så dumt hvis det går skidt. Så han er in eller out afhængig af om Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet nu har gjort sit hjemmearbejde, men han er ikke out, fordi det er komplet idioti at spille bankdirektør, når man reelt ingen forstand har på bankdrift. Men det er jo det med råheden, hvor hovmod og et blankt erfaringskort er en helt ok basis for at være en bærende kraft for bankdrift.

Der skal gøres op med denne kultur. Det kan være et individuelt, men mest af alt et fælles ansvar. Det individuelle opgør kan meget hurtigt misforstås og ende i den totale udstødelse blandt de ”svage”, Ole Thyssen skriver så flatterende om. Foragten over for de ”svage” er til at få øje på. Foragten bærer råheden og råheden bærer foragten.

Ole Thyssen skriver om værdighed. Men netop opgøret med råheden handler om menneskelig værdighed, dannelse, ydmyghed, fornuft og respekt. Det ville klæde Ole Thyssen at gå forrest i den kamp, fremfor på platteste vis at bære ved til råheden.

Hanne Christensen

Tak for de pæne ord, Jan Weis.

@Hanne

Jeg har vist ikke formuleret mig tydeligt nok, når du får indtryk af, at jeg bekræfter Thyssens fremstilling af vores sociale system.

Jeg sætter spørgsmålstegn ved stort set alle Thyssens stereotype postulater om 'klienter' såvel som om systemets hjælpekorps, netop for at pointere, hvor galt afmarcheret, han er.

At ansvaret for DK's økonomiske ansvar ligger hos 'de svage' og systemet/de professionelle hjælpere, er en forfejlet og forenklet hønen-eller-ægget konklusion. Der er andre og langt vægtigere årsager til den vestlige verdens økonomiske situation.

At det skulle være fristende, let og ønskværdigt at ende med en diagnose, udenfor arbejdsfællesskabet, og uden at være til nytte, er et hånligt, arrogant og ignorant postulat, som jeg tager dybt afstand fra.

At få stillet de diagnoser, som Thyssen nævner, skulle være en lettelse (!), fordi det skulle fritage én fra skyld og ansvar, er et lige så hånligt, arrogant og ignorant postulat.
Lettelsen består udelukkende i en anden selvforståelse, som sammen med eventuel behandling og støtte kan give én nogle nye håndteringsstrategier. Dermed kan man - måske - lære at leve med sin 'svaghed'.
Personligt havde jeg levet 47 år (og arbejdet størstedelen af mit voksenliv), inden jeg fik en diagnose. Jeg kan indrette mit liv anderledes nu, men har lidt store overbelastningsskader af at leve med et uerkendt handicap.Udsigten til engang igen at kunne bidrage nyttigt som lønarbejder er mest et stædigt håb.

At systemets hjælpekors bekræfter og forstærker de svage i deres svaghed er en sandhed med undtagelser. Der er ganske givet systemansatte, som i misforstået omsorg, i misforstået mistillid eller af kynisk udspekulerethed for at skabe sit eget levebrød, ikke hjælper 'svage' med at bevare magten over eget liv og at finde den største grad af ansvar og pligter, man formår at påtage sig. Og derved acceptere sin 'svaghed' med værdigheden i behold.

At systemet skulle tilbyde den liste af 'goder', som jeg i min tidligere kommentar opsummerede fra Thyssens artikel, er så langt fra virkeligheden, som man næsten kan komme. Langt de fleste går igennem en lang sorgproces, når arbejdsevnen forringes i en grad, så man ikke kan bruges på arbejdsmarkedet. Det ved jeg både af personlig erfaring og som socialrådgiver.
At erkende og acceptere at være ude af stand til at klare sig selv og at måtte tage imod hjælp, økonomisk eller på anden vis, er ubegribeligt smertefuldt.

Så Thyssens præsentation er i den grad falsk reklame for en karriere som klient!

Ups...tyrk fejl

Der skulle stå: ansvaret for DK's økonomiske fremtid

Heinrich R. Jørgensen

Hanne,

det er et kanon-indlæg, du har begået. Jeg kunne ikke være mere enig -- næsten. Jeg er ikke overbevist om at du tolker Ole Thyssen korrekt.

Det aspekt er sådan set egentligt inderligt ligegyldigt. Han har (uagtet motiver) indledt balladen, og det har ført til dine fremragende betragtninger, der yderst præcist får sat ord på hvad der er helt, helt galt i den gængse perception.

Men alligevel, synes jeg lige mandens motiver fortjener er runde mere.

Du skriver:
"Ole Thyssen går - som du også beskriver - så i flæsket på, at disse “svage” ikke tager ansvar selv. Også her er jeg uenig, ligesom jeg er uenig i det underforståede, at det alene er den ledige og syges eget ansvar."

Spørgsmålet om hvad der er for en svaghed Ole Thyssen taler om. Næsten 50 gange skriver han om svaghed eller at være svag.

Jeg mener, at Ole Thyssen demonterer forestillingen om at "de svage" skulle findes. At "svaghed" er et eksisterende fænomen. Han gentaget ordene ad nauseum, for at demonstrere hvor afskyelige, fornedrende og meningsløse disse pseudo-kategorier er.

Han skriver:
"Både de svage og de professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om, at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet."

Til gengæld skriver han ét sted om en anden slags svaghed. Nemlig om viljesvaghed, der gøres til en sygdom.

"Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping."

Viljesvaghed kan aldrig nogensinde være en sygdom. Viljesvaghed handler om noget bevidsthedsmæssigt. Det handler om vores tanker, vores samvittighed, vores fornuft, vores evner til at lade fornuften råde, og vores vilje til at gøre hvad vi beslutter at gøre, fremfor at være viljeløse zombies.

Sygdom derimod, er noget der kan manifestere sig i kroppen, i hjernen og i "sindet". Men ikke i bevidstheden. Nok kan man have syge tanker, men tanker kan ikke lige af sygdom.

Det er givetvis sandt, at viljesvaghed er udbredt. Viljesvaghed må være karakteriseret ved, om man følger fornuften, etikken og samvittigheden. Ifølge din seneste kommentar, er den sørgelige konstatering at få gør det. Ikke fordi mennesker er nedrige, men fordi de ikke har indset det selvfornedrende og fornedrende i at undlade at deltage i de mange julelege. Eller måske snarere: at det bydende nødvendige i at undlade at bidrage til miseren ikke er forstået.

Spørgsmålet er så: Hvorfor er det ikke alment indset? Trods alt, har enhver af os samvittighed, empati og instinktiv adfærd, som typisk adfærd kan være med til at undertvinge i stærk grad. Det (mener jeg) er dét, der afstedkommer fænomener såsom stress. Hvor praktisere adfærd, vi burde indse er yderst skadelig for vores selvopfattelse, og vores velbefindende?

Hvad er årsagen til, at mange ikke tør sætte deres vilje igennem? At sige deres mening? Mit bud: fordi vi livet igennem systematisk trænes i at undlade netop det. Konstant skal vi indordne os. Altid er der nogen vi skal indordne os under. Hvilket kan være helt fint, hvis årsagen til at man skal indordne sig (f.eks. under regelsæt) skyldes at man skal lære at tage hensyn til andre. Det er en essentiel lektie. Men hurtigt bliver der andre årsager til hvorfor man skal indordne sig. Opportunisme. Frygt for at opponere mod flertallet. At man bliver mødt med ydmygende reaktioner, af den tilstedeværende "leder". Et system der med tiden mere og mere udmønter sig i udbredt intollerens for afvigere og besværlige, der tillader sig at have en mening eller at agere anderledes end flertallet. Den gensidige repression i form af konformitet sætter ind. I en grad, at det er fuldt "legalt" at mobbe, bagtale, ekskludere, chikanere og meget andet. At også voksne deltager i dette, demonstrerer hvor umodent, uselvstændigt og ureflekteret vi bliver "opdraget".

Enhver der forsøger at fastholde et personligt ansvar for egne handlinger, og dermed også forsøget at beslutte sig for at bestemme over egen adfærd (= vilje), er meget ilde stedt i en kultur, hvor fornedring, intolerance og konfliktskyhed er det bærende elementer.

Om Ole Thyssen er helt på bølgelængde med denne forståelse, vil jeg måske ikke lægge hovedet på blokken på. Men det er vel heller ikke så væsentligt? Det handler om hvad vi hver især mener, og vælger at gøre?

Heinrich R. Jørgensen

* tanker kan ikke lide af sygdom.

Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis Abonnent:
"Da Heinrich nu er endt i en selvforskyldt forvirring på et højere plan"

Hvis man ikke fra tid til anden bliver forvirret fra tid til anden, er det muligvis et udtryk for at man ikke forsøger at tænke? ;-)

Forvirringen fortog sig dog efter kort tid. Kunne man redigere i tildligere indlæg, vil jeg aht. forfængelighed måske praktisere lidt historie-revision eller -forfalskning.

I parallel-tråden bragte du Ludwig Wittgensteins Tractatur politico-philosophicus på banen. Jeg er helt enig i, at netop tankegangen dér der kan få os videre. Med analysen. Med forståelse af hvorfor de gængse ideer er vrøvl.

Min ikke Wittgensteins værk var en referene til Baruch Spinoza, der bl.a. skrev Tractatus theologico-politicus? :-) Samt flere andre værker, bl.a. et om etik. Jeg vil mene, at netop Spinoza leverer den halvdel Wittgenstein ikke leverer svaret på. En sammenhængende løsning på hvad der skal sættes i stedet for vrøvlet. En recept på meningsfuldhed i tanke, i adfærd, i omgang med andre, m.v. Nogle gange kaldet lykke.

Heinrich R. Jørgensen

Og hvis man skriver "Hvis man ikke fra tid til anden bliver forvirret fra tid til anden" er det muligvis et klart udtryk for manglende korrekturlæsning og omhu ;-)

Heinrich R. Jørgensen

* Mon ikke Wittgensteins ...

Hanne Christensen

Henrich Jørgensen,
Indledningsvis skal lige nævnes, at man bør bemærke sig Ole Thyssens sproglige manipulationer. Som du nævner, skriver han:

“Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping.”

Bemærk, hvordan han skriver ”sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed ….
Angst er en sygdom, men det der hverken demotivation eller viljesvaghed. Du kan få sygedagpenge, hvis du lider af angst, er jeg ret overbevist om, men ikke hvis du kommer og siger, at du er demotiveret eller lider af en viljesvaghed.

Ole Thyssen blander begreberne sammen i en manipulation med læseren. Angst, demotivering og viljesvaghed hører til samme skuffe, kunne den uopmærksomme læser forledes til ubevidst at tænke. Og næste tanke gang er så, at angst blot er udtryk for en person, der ikke gider arbejde og hellere vil nasse på samfundet. Men angst kan være frygtelig invaliderende og lidelsesfuldt. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at disse mennesker ikke kunne drømme om andet, end at slippe af med deres angst og have et normalt liv.
I mit næste indlæg vil jeg så komme med et input til dit egentlige spørgsmål, hvorfor vi har denne råhed over alt i vores samfund.

Hanne Christensen

Henrich Jørgensen,

Hvorfor har vi denne råhed i samfundet. Skyldes det en manglende viljefasthed hos den enkelte? Skyldes det, at vi er blevet kuet i skolen, og vi er blevet systematisk oplært i ikke at lade vores vilje slå igennem? For de fleste mennesker har jo en form for empati og kunne tænke sig det anderledes.

Jeg er enig med dig i, at de fleste har empati og givet vis ville foretrække et andet arbejdsklima og også en anden mere indholdsrig tilgang til politikerne m.m. Hvorfor ender disse så som medløbere i en kultur, de måske slet ikke bryder sig om. Jeg tror, at uanset kultur vil disse medløbere altid forekomme. Her kan man tale om viljesvage, personer, der altid vil indordne sig og lynhurtig vil tilpasse sig enhver kultur. Fordi det måske er deres største styrke, at de kan det. De har måske ikke andet end middelmådige evner i øvrigt at tilbyde. Så overlever de på at gå i et med væggen og i øvrigt tilpasse sig.

Når råheden indfinder sig, tror jeg ikke man skal finde årsagen blandt alm. mennesker. Vi skal i stedet fokusere på et fraværende eller flyvsk værdigrundlag og manglende lederskab og autoritet.

Råheden, som jeg har beskrevet det, er et produkt af en anarkistisk kultur.

Hvor vi før i tiden havde ”tro, konge og fædreland” samt familien som vores værdigrund (sådan stort set), har vi i dag alene ”penge”. Ole Thyssens artikel bygger også på dette eneste værdisæt: Penge. Den eneste grund til, at Ole Thyssen falder over bistandsklienter er, at de modtager penge. Han kunne have sat punktum der, men i stedet vælger han at pakke budskabet ind med ord som ansvarsløs, viljesløshed, demotivering og dovenskab. Ole Thyssen pakker budskabet ind, da han måske ikke har erkendt eller vil erkende det værdisæt, det bygger på.

Man kan sige at nogle banker har været nogle af de største bistandsklienter i historisk tid, men dem falder Ole Thyssen ikke over, da vel særligt bankdirektørerne har en særdeles høj indtjening og givet vis også formue, så de er højt placeret i Ole Thyssens værdisæt. Omvendt må bistandsklienter højst eje 10.000 kr. før de kan få en eneste bistandskrone, så de ligger særdeles lavt på penge-ranglisten.

VKO har bygget hele deres politik op omkring værdisættet: Penge. Man kan også sige, at Gud er blevet en nyttefunktion.

Problemet er, at penge er særdeles flyvsk, og derfor flapper vi rundt og bliver rundtosseforvirret i vores værdigrundlag. Vi skal hele tiden være årvågne. Den ene dag er Stein Bagger fantastisk, den næste dag bag tremmer. Den ene dag er fladskærmsfjernsynet vores krucifiks, den næste dag hvermandseje uden ”værdi”.

Denne anarkistiske kultur er suppleret med eller båret frem af et fraværende naturligt autoritært lederskab. Fremfor at pege på de ”udygtige” tabere, vil jeg pege på det fraværende lederskab. Den fraværende naturlige autoritet.

Vi kender vel alle selv den situation, hvor der har hersket totalt anarki i en klasse, i en afdeling, på en arbejdsplads eller i et samfund og så dukker pludselig den naturlige autoritet frem og alt lægger sig. Fra den ene dag til den anden opstår orden, den anarkistiske kultur, mobning og chikane falder til ro og forsvinder. Og vi ser også situationen, hvor den fraværende leder træder ind og der går et halv år og alt er endt i den anarkistiske kultur, med uklare retningslinjer, uklart værdisæt og ”pøbelvældet” tager over.

Det fraværende naturlige lederskab kan hænge sammen med vores høje uddannelsesniveau kombineret med det manglende stabile værdisæt. Hvor der tidligere var måske 5 % af befolkningen, der havde en studentereksamen, er den hvermandseje i dag. Tidligere kunne alene en studentereksamen give adgang til en lederstilling. I dag skal der mere til for at få en elevplads, få plads på universiteterne eller andre læreranstalter. Kun de dygtigste får plads, så kampen om pladserne træder ind allerede fra første skoledag. Der er en evig kamp, og mobning, chikane m.m. er et af midlerne i denne kamp, dygtiggørelse gør det nødvendigvis ikke alene.

På arbejdspladsen belønnes du ud fra diffuse begreber igen ud fra noget, der får tanken hen på anarkistisk lederskab. Du får din grundløn, som du individuelt har forhandlet dig frem til ved ansættelse, og som i mindre og mindre grad følger lønskalaer. Din aflønning afspejler ikke kun faglige men også sociale resultater og igen ud fra flyvske værdibegreber, det er svært at forholde sig til. I sidste ende afspejler lønstigninger i udpræget grad fedterøvstillæg. Kan chefen li’ dig gir’ det bonus.

Dyrkelse af individualiteten brødføder den anarkistiske kultur med uklare retningslinjer, udhulede værdibegreber og i sidste ende det fraværende inkluderende naturlige lederskab. Det gode lederskab erstattes derimod af ekskluderende ledere, hvis største bedrift er at kunne gebærde sig i den anarkistiske struktur med hvad det indebærer af mobning, chikane og udstødelser, og dyrkelsen af netværket alene til den grænse, hvor netværket kan bidrage til næste karrierehop.

Det flyvske værdisæt (penge) og det fraværende gode lederskab supplerer hinanden.

Selve ekskluderingen er en del af grundlaget for anarkiet. Det er alles kamp mod alle, hvor der både er vindere og tabere. Dybest set kan det være rimelig tilfældigt hvem der ender i hvilken gruppe. Du kan være vinder i dag, og taber i morgen og omvendt. Vi går til coach og dyrker meditation for at få rådgivning og rum til at gebærde os med succes. Det handler om vores adfærd og sjældent om vores faglighed.

Selvom vi bruger de første 20-30 år af vores liv på uddannelse, bruger vi resten af livet på at udvikle os socialt, så vi kan få succes i den anarkistiske kultur. Det er selvfølgelig fuldstændig galimatias og sindssygt uproduktivt. Og vi ser også, at kulturer med andre værdisæt og tilgange til lederskab overhaler denne kultur indenom med større produktivitet og indtjening i sidste ende. Det handler selvfølgelig om balance. Nogle vil kalde vores kultur en rundbordspædagogik, men der er ikke tale om en pædagogisk og inkluderende kultur, der er tale om en anarkistisk kultur, fordi det naturlige inkluderende lederskab er fraværende og baseret på et samfund uden et egentligt værdifundament. Råheden er simpelthen et naturligt produkt heraf.

Kristina Nordentoft

Niels P Sønderskov

Tror ikke du er klar over, hvad sclerose er.
Men det er ikke noget man dør af.

http://www.scleroseforeningen.dk/da/Fakta-om-Sclerose/Konsekvenser%20af%...

Multipel sclerose er ikke en sygdom, man dør af. I særligt vanskelige tilfælde kan man dø af en følgesygdom som lungebetændelse, men i de fleste tilfælde er det muligt at leve et langt liv med sclerose.

Fibromyalgi og ME/CFS er meget veldokumenteret og er en diagnose i WHO, at danske forskere sidder og tjener kassen på at fylde dem antideprassive og mene at det blot er en sindstilstand, burde fratages deres lægepapir.

Jeg kan fortælle dig så meget, at vi om noget har prøvet motion og vi har utallige gange forsøgt "bare at tage os sammen", med det resultat at sygdommen blot bliver endnu værre.
Folk dør også af Fibromyalgi og ME/CFS, men de tal kender du nok ikke til.
Nogle er så slemt angrebet, at de i flere år er bundet til sengen, ikke kan spise selv og få ligger i respirator.

Problemet er at man ikke tror disse sygdomme er så slemme, at folk bare skal tage sig sammen, men prøv at søg lidt uden for lille Danmark og se resultaterne, der er lavet en ganske fantastisk dokumentar fra Norge omkring dette emne.

Jeg selv går med roulator i en alder af 31 år, har badebænk og forhøjet toiletsæde.
Dette kan man ikke få på indbildning.
Jeg kan ikke besøge venner og familie, med mindre de kommer til mig. Familiefester og fødselsdage kan jeg heller ikke holde til.
Jeg kan ikke hente mine børn fra skole eller børnehave, handle ind, gøre rent eller tage ud og lege med mine børn og sover mellem 12-15 timer i døgnet, kan umuligt komme ud af sengen på selv de gode dage, uden de mange smertestillende. Heldigvis har jeg en super støtte i min mand.

Jeg er ikke engang blandt dem der har det værst og jeg er en af de heldige der ikke har hjerteproblemer osv, jeg har bare mine smerter og dårlig hukommelse, mistet 60% af synet på det ene øje, har tinitus og mange andre småting.

Og det er dem du sidder og hakker på og siger bare skal tage sig sammen, det er som at sige til en mand der ligger med åben benbrud at han må rejse sig op og gå på arbejde og bare skal bide smerterne i sig.
Det går sku ikke.

Jeg er heldigvis en af dem, der ikke står til at miste hus og hjem, jeg er en af dem der er så heldige at have forstående mennesker omkring sig.

Men det kan virkelig bringe mit tis i kog, når folk mener at sygdommen ikke er veldokumenteret, for det er den i den grad.
At man så i lille Danmark mangler nogle at pege fingre af, og gør det af denne gruppe og har forskere der mener det hele bare er psykosomatisk og tjerner kassen på det, viser vel bare noget om, hvor dumme og indbildte vi er.

Jeg beklager dybt, men i peger fingre af de forkerte! Men det er vel også lettere at pege fingre af mennesker, hvor de fleste har opgivet kampen om forståelse, for så får man ingen modstand ;)

Niels P Sønderskov

Kristina, kan du henvise til et par artikler, der dokumenterer dine påstande?

Heinrich R. Jørgensen

Hanne Christensen:
"Bemærk, hvordan han skriver ”sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed …."

Kære Hanne, nu lader du vist forudindtagetheden løbe af med dig ;-)

Ole Thyssen beskriver en gængs opfattelse:
"For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme:"

OT tilslutter sig ikke denne "bøjning" af sygdoms-begreber. Derimod står der eksplicit, at hvad der ikke er sygdomme (angst, demotivation, ...) fejlagtigt kategoriseres som "sygdom".

Det står ganske vist ikke "fejlagtigt" eksplicit i teksten, men som jeg læser teksten, mener jeg denne må forstås sådan.

Skriftlig kommunikation er vanskelig, og det lykkedes langtfra at få de ønskede budskaber til at materialisere sig i læserne.

Heinrich R. Jørgensen

Hanne Christensen:
"man bør bemærke sig Ole Thyssens sproglige manipulationer"

Artiklen er fuld af begrebs-fusk. Men er det Ole Thyssen, der har digtet disse? Er det ikke snarere en historisk gennemgang helt tilbage til fattighjælpens indførelse, med fokus på navnligt de seneste 45 års ændringer af forestillingerne?

Nu er Ole Thyssen filosof, og ikke filolog, men som jeg læser hans tekst, lægger han sig i kølvandet på Victor Klemperers bestræbelser. Victor Klemperers dagbøger demonstrerede, at de opmærksomme burde have observeret begrebseroderingen og galskaben da det stod på, og at andre (langt de fleste) lod sig bedrage. Ole Thyssen antyder samme galskab har gentaget sig over flere årtider -- men misforståes og lægges for had.

Kristina Nordentoft

Niels P.

http://www.fibromyalgi.dk/index.php?page=who

Der står en masse forskellige steder på deres side.

Også kan man jo bruge google ;)

Niels P Sønderskov

Kristina, Fibromyalgi-foreningens skriverier bekræfter kun min antagelse, at der indtil videre er tale om oplevelse af diffuse smerter uden påviselig grund.

Det er udmærket at der forskes i fænomenet, så man måske på et tidspunkt kan finde ud af hvad man kan stille op overfor det patienterne oplever.

Men altså, det nærmeste også foreningen kan komme det for tiden, er en 'overfølsomhed for smerte'.

Hanne Christensen

Henirich Jørgensen,

Jeg er uenig med dig her. Ole Thyssen skriver:

"Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping."

Han sidestiller altså angst med demotivation og viljesvaghed, og giver læseren opfattelse af, at folk kan erklæres syge uanset om det hedder angst, demotivation, viljesvaghed, madpropning, alkoholiker, narkoman, spilliderlig eller powershopping.

Foholdet er jo sådan, at angst, narkomani og alkoholmisbrug og meget stærk overvægt kan opfattes som sygdom de berettiger til sygedagpenge, mens demotivation, viljesvaghed, spilliderlighed eller powershopping næppe kan få en sagsbehandler eller læge til at vurdere personen berettiget til sygedagpenge.

Han blander begreberne og nævner dem i en rækkefølge, så det forledes læserne til at tro, at alle hypnoser til sygedagpenge. Han latterliggør hypnoserne samtidigt, og der ligger underforstået, at den enkelte bare kan tage ansvar og tage sig sammen.

Når det er sagt, skal siges, at jeg egentlig ikke finder det interessant at bruge tid på at dichifrere hvert et ord i en tekst, jeg opfatter som unuanceret nonsens.

Jeg håber derfor vi i stedet kan vende tilbage til at drøfte, hvorfor der er indfundet sig en råhed i vores samfund, jf. mit indlæg fra i går og også i dag kl. 12.14.

Niels P Sønderskov

Hanne Christensen, det er simpelt nok med det du kalder 'råhed i vores samfund': Den skyldes netop det som Ole Thyssen modigt griber fat om, nu ingen andre tør, at nogle forholdsvis få, som ikke gider arbejde, og andre, der tror de er syge, er ved at køre fællesskabet i sænk.

Gruppen af mennesker, der yder positivt til fællesskabet er blevet for få, og de er ved at være lidt trætte af det.

@Heinrich

Jeg prøver virkelig at læse Thyssen ud fra den vinkel, at hans ærinde ikke er at placere skyld hos den ene eller anden samfundsgruppe, men at udfolde galskaben eller paradokset i velfærdsmodellen. 'At det problem, som systemet skulle afhjælpe, altså svagheden, er systemet med til at skabe.'

At velfærdsmodellen opstod for at bekæmpe fattigdom og undgå social uro i økonomiske recessioner, men har udviklet sig til at være selve meningen med at have systemet.

Dvs. vi betaler skat for at få noget igen, ikke (kun) for at sikre kompensation fra den offentlige kasse i det tilfælde, vi mangler evne til selv at skaffe.

Velfærd som ekstra goder. Velfærd som sikring af forsørgelsesgrundlag.

Når der ikke er råd til begge slags velfærd, synes Thyssen at problematisere den kompenserende velfærd, som gøres til roden af systemets onde (sygdom).

Måske problemet nærmere er den berigende velfærd. Da velfærdsmodellen var skabt og implementeret, og det blev fede tider igen, var der flere penge i kassen,end der var behov for kompensation for uarbejdsdygtighed. Så fandt man på andre fællesgoder, staten kunne byde på.

Den gratis folkeskole blev forbedret, at gå til læge var gratis. Så kom hjælp og støtte til almindelig livsførelse: børnepasning, ældrepleje, biblioteker, teatre, radio- og tv og kunstmuseer. Der blev endda råd til at give alle børnefamilier og ældre ekstra penge - ikke til noget specielt, bare ekstra. De skulle ikke yde noget udover deres skatteindbetaling for at få de ekstra penge. Og der var stadig kompensationsvelfærd til de uarbejdsdygtige.

Men de dygtige erfarede, hvor rart det var at blive belønnet for sine skatteindbetalinger til statskassen. Mætte og sunde børn var ikke længere lykken. Materiel rigdom blev en forudsætning for lykke. Værdighed var ikke længere at forsyne sin familie med mad og tag over hovedet. Værdighed var at få mere materiel rigdom.

Og det var dette system, der gik i selvsving. Jagten på lykke og værdighed = materiel rigdom bestod i at tjene mest muligt - og låne penge, hvis man ikke kunne tjene nok til at få lykken og værdigheden NU.

Men jagten sled på ressourcerne. Alle konkurrerede med alle for at tjene mest og få mere af den gode lykke og værdighed. Og dem, der ejede arbejdspladserne, jagtede det samme. Så de ville have mest muligt udbytte af deres virksomheder. Det fik dem til at presse deres lønarbejdere mest muligt. Løn holdes nede og produktivitet sættes op.

Folk fik symptomer, som gjorde dem ude af stand til at holde til ræset, jagten. Både deres egen og deres arbejdsgiveres. Både på penge til nyt forbrug og til at betale gæld. Så de blev arbejdsudygtige og kom til staten for at få den kompensationsvelfærd, som det hele startede med.

Pludselig er der ikke råd til både velfærdsgoderne og velfærdskompensationen for uarbejdsdygtighed, fordi systemet har fået økonomisk elefantiasis.

Hvis det er 'sandheden', hvor er det så mest interessant at filosofere over samfundets galskab?

Thyssens udforskning koncentrerer sig om de uarbejdsdygtige uværdig liv, som skyldes deres egen svigt og umoralske klientmentalitet.

Er det vigtige spørgsmål, om tilstanden i mennesket, som gør det uarbejdsdygtigt, er en sygdom eller ej? Om det er menneskets eller systemets skyld? Om det er menneskets eller systemets ansvar?

Eller er tilstanden, som gør mennesket uarbejdsdygtigt, konsekvensen af sygdom i systemet? Og i så fald, hvis skyld og ansvar er det at helbrede det syge system?

"Ordet filosofi kommer af oldgræsk hvor 'philo' betyder kærlighed i en venskabelig form og 'sophia' som betyder visdom."

Kristina Nordentoft

Niels P.

Uanset om det så er psykisk eller fysisk, betyder det absolut ikke at vi dovne, ugidelige, mennesker og ikke har brug for den hjælp vi kan få.

Det er ganske vist at smerter og psyke hænger sammen, men der er stor foskel på om smerter kommer pga. psyken, eller psyken bliver dårligere pga. smerterne.

Jeg kan fortælle at jeg har været ikke mindre end 4 psykiatriske undersøgelser igennem, den ene af dem varede 3 mdr. fordi kommunen mente at det var min psyke det var galt med.
Alle 4 undersøgelser havde samme resultat, psyken fejler intet.

Jeg tror at der findes Fibromyalgi der er psykisk betonet og Fibromyalgi der ikke er det, men igen kan man ikke sætte alle over en kam og sige det hele er psykisk.

Her giver det nok et bedre overblik:
http://en.wikipedia.org/wiki/Fibromyalgia &
http://en.wikipedia.org/wiki/Chronic_fatigue_syndrome

Man kan ikke tillade sig at sige, disse mennesker ikke har brug for hjælp, de har ligeså meget ret som andre handicappede mennesker.

Hvad giver folk ret til at stemple disse mennesker? Blot fordi man ikke kan sætte sig ind i deres hverdag.

Ikke alle der er lamme i kroppen, kender man svaret på, men vi kræver da ikke at disse mennesker, skal kravle hen over gulvet, indtil de enten dør af sult eller lære at gå?

Du kan ikke tillade dig at nægte folk der har brug for hjælp, at blive hjulpet, bare fordi du ikke forstår dem.

Så kunne man jo ligeså godt sætte sig ned og sige at bankdirektøren der går ned med stress eller falckrederen der får PTSD ikke skal have hjælp og bare kan tage sig sammen, det holder dælme ikke.

Hvis du kører galt, brækker ryggen, får varige men med konstante smerter og stiv ryg, vil du så være ligeså kæphøj som du er i dag? Jeg har min store tvivl, du vil have hvad du har krav på og sikkert forsøge at søge lidt ekstra som rangøringshjælp, støtte til bil e.lig.

Men det er da også let at sidde bag en skærm og have en mening.
Men tænk lidt over, hvad du selv vil gøre, hvis du støder ind i sygdom.
Hvad hvis det var en af dine nærmeste, ville du ikke ønske de kunne få den hjælp de har brug for?

Jeg forstår godt holdningen, hvor penge=magt=egoisme stiger folk til hovedet og bliver deres livsfilosofi, for det er sådan magt bliver fordelt i dag, har man ingen penge har man ikke ret meget at skulle have sagt.

Jeg håber for dig at du aldrig, må blive en del af os, ugidelige, udulige, dovne mennesker, for det tror jeg ikke din stolthed ville kunne bære.

Du må egentlig tro hvad du vil om mig, du kan mene jeg er psykisk syg, for jeg ved at mange tror ligesom dig at denne gruppe mennesker bare skal tage sig sammen. Jeg ved hvem jeg har mest ondt af, og det er blinde håbløse mennesker, der kun har sig selv og sine penge nærmest, for de vil aldrig finde ud af sandheden, for deres sandhed er langt fra den virkelige verden :)

Men jeg håber at du kan holde til dit arbejde i alle de år det kræves, før du kan gå på pension, uden gigt, uden smerter, uden stress og fortsætte med at pege fingre og have dit egen egoistiske selv nærmest, for selv for min værste fjender ønsker jeg ikke at ende som jeg selv.

Heinrich R. Jørgensen

Hanne Christensen:
"Jeg håber derfor vi i stedet kan vende tilbage til at drøfte, hvorfor der er indfundet sig en råhed i vores samfund"

Det lyder meget fornuftigt, og pragmatisk :-)

Først om din kommentar 23. november 23:00. Det eneste der er at sige til det er: Bravo. Det er næppe muligt at udtrykke det bedre eller skarpere, end du får gjort. Det er en tekst, der ikke kan anbefales kraftigt nok.

Til gengæld er jeg langtfra enig i dine betragtninger i din kommentar 24. november 12:14. Det der skurrer mest, er din brug af begreber "anarkistisk". Jeg formoder, at du mener "kaotisk", "hensynsløst", "egoistisk" og lignende? Anarkisme i min optik, handler om at påtage sig ansvaret for éns egne handlinger, og advise nogen pligt til at skulle adlyde noget eller nogen, anden end ens egen fornuft. At være anarkist er at påtage sig et stort ansvar, og forpligte sig selv på ens handlinger. Det har ikke det mindste med hensynsløshed at gøre -- om end en kategorisk afvisning af konfirmitet i nogle tilfælde kan virke som hensynsløshed. At afvise at lade sig fornedre aht. "den gode stemning" eller andet, virker givetvis ofte som om det er egoisme. Det er nok at trække egoisme-begrebet til det meningsløse i så fald. Ærindet handler ikke om at være besværlig, men i bund og grund om at afvise at lade sig fornedre.

Gid der var mange flere ægte anarkister. Selvhjulpne, fornuftsbaserede, principfaste personer, der ikke ønsker at lade sig fornedre, og heller bryder sig om andres fornedrelse. Var blot 1% af befolkningen ægte anarkister, ville råhed, dumhed og tåbelighed få modspil.

Det med lederskab vil jeg undlade at gå ind i. Rune Lykkeberg har indledt et tema om anti-ledelse. Måske vi kan tage dét tema dér?

Hanne Christensen

Niels Søndergaard,

Jeg har ikke læst alle dine indlæg. Dem jeg har set, synes jeg egentlig ikke bringer meget til bords, andet end at din utrolige mistænkeliggørelse af ledige og syge som personer, der blot ikke gider at arbejde.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt orker at indgå i en debat på de præmisser.

Vi har i debatten her hørt 3 personlige historier. Ikke engang her kan du vise empati, give en anbefaling eller nuancere dine synspunkter. Jeg finder råheden i dig og ikke i de syge.

De ledige og syge er ved at køre fælllesskabet i sænk, skriver du. Jeg er uenig. Det er råheden i vores samfund, vi skal have fokus på og gøre op med.

Heinrich R. Jørgensen

Vibeke Carøe:
“Ordet filosofi kommer af oldgræsk hvor ‘philo’ betyder kærlighed i en venskabelig form og ‘sophia’ som betyder visdom.”

Nu skal man jo ikke tro på hvad som helst, alene fordi det står i et opslagsværk ;-)

Både filosofi og filologi er begreber, der har ændret sig markant over tid, og med forskellig forståelse i forskellige kulturkredse. Det er langtfra entydigt, hvad ordene dækker.

Det sidste kan siger om det fleste begreber. Forestillingen om, at den opfattelse man selv har af et begreb, må være den opfattelse andre havde eller har, er en faldgrube.

"Philo" betyder ganske rigtigt "broderlig kærlighed", og filosoffer var nogle der nærede broderlig kærlighed vis visdom. Dermed kan man næppe udlede, at genstandsfeltet var "broderlig kærlighed". Det var nok snarere "visdom" som metodisk tilgang der var fokus. Gætter jeg på, altså.

Der har været alternative anskuelser til filosofi, f.eks. philodoxia. Begejstring for doktriner.

Der har alle dage været kampe om kontrollere sproget, ordene og begreberne. Meget af hvad der er skrevet, og stadig skrives, er åbenlyst vrøvl, uden at de anfægter nogen.

Et eksempel på dumstædigheden, er f.eks. Lukas-evangeliet, hvor teksten er henvent til "højtærede Theofilus". Nu står der ikke Theofilus eller theofilus (på koine-græsk), men Theofile eller theofile (Θεόφιλε eller θεόφιλε). Ordet er ikke anvendt andre steder, med andre stavemåder. En henvisning til en mandlig læse der har kærlighed til gud eller er begejstret for gud. Teksten er henvendt til en kreds af læsere, der i forvejen har reverens for gud (forestillingen om gud).

Overalt insisteres det på (af kristne, selvfølgelig), at teksten er en skriftlig rapport, forfattet til én navngiven person, der ikke kendes fra nogen anden sammenhæng end denne. Hvor utroværdig og dum kan en tese blive? Hvor dumstædigt kan åbenlyst meningsberøvet vås, bliver erklæret den skinbarlige sandfærdige tolkning?

Samme ord indgår ét andet sted i samme tekstkompendium, nemlig i første vers i Apostlenes Gerninger. Samme stavemåde, men skriver på en måde der stærkt antyder, at der er tale om en enkeltperson, der nu modtager en opdateret rapport fra samme skribent som tidligere.

I sig selv en klar indikator for, at Apostelenes Gerninger er et senere falsum, der bevidst skal destruere en anden teksts betydning, ved at iscenesætte ord, begreber og andet på en måde, der påvirker tolkningen af andre tekster. Et gennemført bedrag, der skriger på at blive afsløret som sådan.

Hvis man tvivler på min udlægning, og fastholder den gængse, at forfatteren bag de to tekster var den samme, og at der var tale om to rapporter skrevet til et bestemt individ, bliver det kun endnu sjovere. Matthæus-evangeliet adskiller sig eklatant fra Lukas-evangeliet, på mange områder. Lukas-evangelier har fokus på de materielt fattige og den konkrete armod, mens Matthæus-teksten konsekvent undgår at tale for mennesker med usle livsvilkår. Det er alene de åndeligt fattige der omtales. En total destruktion af indholdet af teksten i Lukas-evangeliet.

Man kan så spørge om hvilken af de to evangelier de er mest "sandfærdige". Tjah, det er sådan at Apostlenes Gerninger leverer massiv doktrinær opbakning netop til det ene af de to evangelier -- nemlig det der ikke påstås at være skrevet af samme forfatter som Apostlenes Gerninger, nemlig Matthæus-evangeliet.

Der er måske 100 yderligere indicier i disse tekster, der entydigt peger i retning af samme konklusion. Matthæus-evangeliet og Apostlenes Gerninger som eklatant vrøvl og bedrag, konstrueret for de destruere muligheden for en meningsfuld læsning at Lukas-evangeliet (og andet). Klare indicier for, at netop de to tekster må være skrevet (eller er blevet kraftigt modificerede) som nogle af de seneste tekster rent kronologisk.

Som andre har sagt: Verden er bedrag. Men uanset hvor tåbelige doktrinære sandheder der er blevet ophøjet til "god latin", har sund fornuft og logik stort set ingen mulighed for at trænge igennem.

Du skriver:
"Er det vigtige spørgsmål, om tilstanden i mennesket, som gør det uarbejdsdygtigt, er en sygdom eller ej?"

At mennesker i stor stil gøres uformående -- enten ved at ikke at begå sig under de groteske vilkår, eller ved at være så ødelagt at man kan begå sig under groteske vilkår -- mener jeg skyldes de vrangforestillinger vi alle indpodes med, om menneske, fællesskab, normalitet, sygdom og meget mere. Det er ikke mennesket eller fællesskabet, der per se er sygt som jeg ser det. Det er den systematisk indpodning/hjernevask vi alle udsættes for, der forkvakler og fornedrer os alle, og fastholder os i afmægtighed og forvirring.

I dagens avis er der nogen, der bestemt kunne lære noget af de mange stærke historier, I har delt med hinanden i denne tråd:

Selvcensur ødelægger kampen for anerkendelse
Anerkendelseskampe har altid været centrale for fagforeningerne. Noget tyder dog på, at forudsætningen for kampenes succes er kommet under voldsomt pres, for flere medlemmer tør nemlig ikke længere deltage i kampene.

[...]Den anden kamp om anerkendelse er kampen om at bringe de arbejdsrelaterede oplevelser af uretfærdighed ind i en politisk offentlighed. Det er kampe om at få anerkendt arbejdsskader som fysiske, f.eks. rygskader, eller psykiske såsom stress.

@Heinrich

Jeg skrev bare, hvad ordet filosofi sprogligt udspringer af, og intet om forskellige retninger og udviklingen indenfor 'faget'.

Som jeg skrev i min kommentar:

"Velfærd som ekstra goder. Velfærd som sikring af forsørgelsesgrundlag.

Når der ikke er råd til begge slags velfærd, synes Thyssen at problematisere den kompenserende velfærd, som gøres til roden af systemets onde (sygdom)."
Citat slut

Resten var blot ment som en alternativ forståelse af roden til systemets onde. Jeg SPØRGER. Jeg påstår ikke, at denne forståelse er den endegyldige sandhed.

@Lars Højholt

Jeg sad og tænkte, mens jeg læste den artikel, du henviser til, at jeg måske skulle lave en blog, en slags virtuel græsrodsforening. Anonymitet er jo det nye sort i debatten, så her ville mange kunne skrive kommentarer uden at frygte repressalier, altså ude i virkeligheden.

Disse anonyme, personlige historier ville så højst sandsynligt blive affærdigede på grund af anonymiteten.

Det kræver nok desværre, at der er nogle af os svage med de udskældte diagnoser, der skal være stærke nok til at stå frem med vores personlige historier - ikke anonymt. Og derved udsætte os for risikoen for offentlig lynching fra dem, som kan læse Thyssenske motiver ind i enhvers personlige historie.

Der skal lig på bordet!

Den første præmis, der er forkert, er jo, at antallet af folk udenfor arbejdsmarkedet er stigende - det er tværtimod uhyre konstant.
I en anden debat påvises det, hvordan antallet på det private arbejdsmarked kun er gået ganske lidt frem siden begyndelsen af 50erne - men som bekendt er produktivitet og rigdom i samfundet alligevel eksploderet siden dengang. Til gengæld er der blevet godt 600.000 flere offentligt ansatte, som om nogen understøtter den store mængde af privatansattes indsats.
Imidlertid er det synd for folk, der tvinges til at leve i fattigdom, fordi de af den ene eller anden grund ikke kan tjene deres egne penge - eller ikke kan tjene penge nok.

Søren Kristensen

"Mangel på arbejde har en kobling til mangel på dygtighed. Kan du ikke arbejde, er du i samme situation som den, der ikke kan få arbejde..."

skriver Ole Thyssen bl.a.

Må jeg minde om at dygtighed også kan virke den modsatte vej, så den forhindrer dig i at arbejde. Det kan være du er så dygtig til at tænke, at du bruger hele livet på det, uden nogensinde at være eller gøre noget betyndingsfuldt for andre. Det kan være du er en dygtig musiker eller kunstner, uden at du nogensinde opnår en pladekontrakt eller en udstilling, men alligevel fastholdes i faget af et stædigt talent.

Dygtighed er intet værd, hvis den ikke har det rette forum at folde sig ud i. Lidt ligesom udmærkede kunstværker ofte ikke opnår nogen særligt anerkendelse, med mindre de har den rette signatur. Omvendt er The Beatles det positive eksempel på når alt går op i en højere enhed. Rette folk på rette sted, helt fra begyndelsen og heldigt at samtlige medlemmers forældre også beskæftigede sig med musik. Når talent går i arv, hvad det ofte gør, skyldes det nemlig ikke udelukkende generne. Der jo således heller ikke tilfældigt at brødrene Price har fået deres største folkelige gennembrud ved at lave mad..

Kan det således, med en slags omvendt bevisførelse, tænkes at grunden til at der er så mange ligegyldige standupkomikere i øjeblikket er den, at efterspørgslen på reklamefinancieret reklamer er umættelig og talentmassen i grunden for lille? Og kan tesen også forklarer hvorfor kun et fåtal af X-faktorvinderne opnår en efterfølgende succesfuld karriere? I så fald kunne det jo være noget lignende er ved at ske indenfor fagområdet filosofi, ved jeg ikke. Jeg er ikke fagmand. Men derfor kan man jo godt tænke tanken. Kort sagt: er der mangel på filosoffer eller ej og hvis ikke hvad skal vi så sætte dem til?

Til de, der har tid og overskud til at forsøge at svare på Hannes meget aktuelle spørgsmål om den åbenlyse råhed, der har sneget sig ind ad bagdøren de seneste i hvert fald 10 år, vil jeg henvise til Peter Sloterdijk: ”Masse og foragt. Essay om kulturkampe i det moderne samfund” (Det lille Forlag, 2002).

Med direkte reference til Nietzsche – og ”det sidste menneske” bygger hans analyser også på egne observationer og hans tidligere arbejder, som også knytter an til andre sociologers og ( professionelle ) filosofers betragtninger.

Sloterdijk opererer i sin syrlige samfundsdiagnostik med to massebegreber, den varme masse – og den kolde, her hentet fra indledningen, ved Steen Nepper Larsen: -

”Den varme masse er i bevægelse. pludselig er der sort af mennesker. Man rives med. Den aktive masse er politisk farlig. Den er uberegnelig og eksplosiv. Man ved ikke, hvad der skal ske. Den kan bryde ud i vold; men den kan også ændre stivnede systemer. Massen kan både krystalliseres som pøbel og som folk.

Den kendes i mange udgaver. Fascisterne, nazisterne og kommunisterne spekulerede i at sætte dens energier i skred. Fagbevægelsen kæmpede for sine rettigheder. Massen er et fysisk konvent. … Hitler formåede at invitere de søgende masser til en ”hypnotisk messe”, til en fusion mellem masse og fører. ”Hadets showmaster” kanaliserede massens frustrationer. Grovheder og vulgariteter beredte vejen for det, der blev endnu værre.

Den kolde masse ser fjernsyn, laver lørdagkylling og læser tilbudsaviser. Man er en del af massen uden rigtigt at se de andre. Massen er ikke længere en fysisk ansamling af mennesker. Masseindividualismen er den organiserede forladthed. Enhver er lige meget værd i sin værdiløshed. Hvor der før var identitet, er der nu indifferens. …

Den kolde masse er et råstof for det mediale herredømme, som få ønsker sig, men alle bliver en del af. … Den vil have flere programmer, men ikke én fører. … Den kolde masse hader undtagelsesmennesket, eliten og geniet – genius go home – siger den ansigtsløse kulturkæmper. Den kolde masse kan også tage form som ufrivillige forsamlinger af bilister i køerne på motorvejene. Hér tydes de andre som irriterende forhindringer for den frie bevægelighed. …

Sloterdijk undersøger, hvorfor massen på én gang foragter og foragtes. … I en tid, hvor en ( fhv. ) borgerlig statsminister har erklæret eksperterne krig, og hvor den politiske magt alene synes forhippet på at tiltale os som en forskelsløs masse af bekymrede skatteborgere, bekvemmelighedsdanskere og såkaldte forbrugere, falder Sloterdijks tekst på et tørt sted.

Statsministeren tålte absolut ikke vertikal-ekpertisen, og den horisontal-danske masse i fladlandet oppiskes – og oppisker sig selv – til stuerent fremmedhad, mens den vulgære populisme bredte sig".

Resten er samtidshistorie - også om råheden - hvis accenter blev sat af det forhåbentlig sidste VOK-regime i danmarkshistorien …

Heinrich R. Jørgensen

Vibeke Carøe:
"Jeg skrev bare, hvad ordet filosofi sprogligt udspringer af, og intet om forskellige retninger og udviklingen indenfor ‘faget’."

Jeg formodede, at det var en kommentar til en af mine tidligere kommentarer, der gik på forskellen mellem -sofi og -logi. Visdom versus lære/doksi.

"At “få begreberne under kontrol” er i øvrigt filologers arbejdsfelt. Apropos Victor Klemperer og LTI.

Filo-logi = begrebslære
Filo-sofi = at bruge begreberne viist."

Ovenstående er næppe historiske fakta, men hjælper til at forstå at disse to grene på sin vis her samme genstandsfelt -- begreber, ideerne, sproget.

Ole Thyssens artikel i sig selv demonstrerer (uagtet intentioner til dette) på blændende vis, hvor omfattende bedrag lykkes, og hvor vanskeligt det er at frigøre én fra gængse forestillinger.

Debatten i kølvandet på dette indlæg har været både engageret og stærk. Jeg har derfor samlet en række af jeres kommentarer og så vidt muligt omskrevet dem til 5 repræsentative spørgsmål, som jeg har stillet videre til Ole Thyssen. Jeg sender dem ud i løbet af dagen, så I får plads til at debattere videre efter hvert spørgsmål.

@Ole Falstoft, @Britta Hansen, @Hanne Christensen, @Doris Møller, m.fl.:
Kan det stigende antal borgere, der er afhængige af statens hjælp ikke lige så meget være et resultat af de stigende krav på arbejdsmarkedet. At arbejdsmarkedet så at sige er blevet mindre rummeligt?

Ole Thyssen
Jeg tror arbejdsmarkedet er mere rummeligt og hensynsfuldt end tidligere. Samtidig er fysisk anstrengelse mange steder blevet erstattet af psykisk anstrengelse, og øgede krav om uddannelse betyder nok, at vejen frem til et arbejde er blevet længere, så flere kan nå at falde fra undervejs.
Et for mig at se genuint problem er her, at den stærke betoning på "hvordan jeg oplever det" betyder, at det bliver sværere at finde et arbejde, der er større end én selv og som man kan engagere og fortabe sig i. I stedet spørger man, om man f.eks. "kan se sig selv som skolelærer".
Det stærke fokus på "mig selv" kan både betyde, at man vælger spændende og kreative fag, som måske ikke åbner for beskæftigelse bagefter, og at man let mister motivationen. Kræver man så, at verden skal servere "meningen" – noget som verden ikke kan – så er skuffelsen og frustrationen nærliggende. Så er man svigtet.

"Ole Thyssen: Jeg tror arbejdsmarkedet er mere rummeligt og hensynsfuldt end tidligere".

Dette synspunkt kan jeg, som tidligere ansat på det såkaldte liberale arbejdsmarked - uden for institutioner og diverse elfenbenstårne - i henved 40 år overhovedet ikke bekræfte. Tværtimod.

Man skal ikke "tro", men man skal "vide", exactement, sagde min ingeniørdocent på DtH altid ...

Nå, så fik vi endnu en interessant, virkelighedsfjern anskuelse på bordet.

Arbejdsmarkedet ER BLEVET mere rummeligt og hensynsfuldt?

Fleksjobordning og anti-diskriminationslove havde som formål at GØRE arbejdsmarkedet mere rummeligt. Her kunne det være på sin plads at gøre indvendinger mod statens tvang overfor arbejdsmarkedet.

Ja, det stærke fokus på 'hvordan jeg oplever det' og 'mig selv' er et genuint problem.

JEG vil ikke betale af mine surt tjente penge til, at en anden kan gå og fede den på min regning.

Men JEG gider heller ikke at arbejde sammen med en anden, som får det samme i løn som jeg, men som ikke yder det samme. Oveni at jeg bliver presset ud over det, JEG selv kan nå at yde.

Så hvad er der tilbage? At afskaffe alle velfærdsmodellens kompensationsydelser?

Åh, nej, ved læsning af min egen kommentar bliver jeg bange for, at jeg igen får formuleret mig forkert.

De fremhævede JEG-udsagn er IKKE ment som mine egne udsagn. Det er min oplevelse af, hvordan mange tænker på sig selv, og ikke på at rumme andre.

Debatten i kølvandet på dette indlæg har været både engageret og stærk. Jeg har derfor samlet en række af jeres kommentarer og så vidt muligt omskrevet dem til 5 repræsentative spørgsmål, som jeg har stillet videre til Ole Thyssen. Jeg sender dem ud i løbet af dagen, så I får plads til at debattere videre efter hvert spørgsmål.

Her er spørgsmål nr. 2: @Ingrid Markussen (Fanden har vundet), @Inger Riis Laursen, m.fl.
I fortsættelse heraf - hvilken rolle spiller sproget i denne sammenhæng? Kan man ikke frygte en øget eksklusion af borgere fra samfundet, hvis de ensidigt betragtes ud fra den økonomiske værdi de bringer til samfundet?

Ole Thyssen
Skal en person ansættes, forventes det, at han er kompetent. En arbejdsplads er normalt ikke en forlænget udgave af socialforsorgen. Vi har her i samfundet overladt produktionen af private goder til det private erhvervsliv, som måler succes og fiasko økonomisk. Det kan man beklage. Men skal man bidrage til at skabe værdi, bliver man også målt på sit økonomiske potentiale. Foruden selvfølgelig, på sin kompetence. De to ting hænger sammen.

Hanne Christensen

Lars Højholt. Du har gennem denne debat rejst det samme spørgsmål gentagne gange. Allerede den 16. november svarede Dorrit Møller dig på ganske glimrende vis:

” Lars Højholt (15. nov. Kl. 13.27) skrev:
”Hvis ikke I mener, Ole Thyssen har ret, hvilke andre forklaringer og løsninger bør vi så kigge imod.”
Jamen, når hovedparten af debattørerne slet ikke anerkender Ole Thyssens påstande, hvordan kan nogen så forlange af os debattører, at vi skal levere løsninger på det problem, han skildrer?”
(citat slut)
Lars Højholt, jeg har læst nogle af dine indlæg, der altid består af et spørgsmål med indbygget skjult dagsorden. Din egen holdning er så pakket ind i disse spørgsmål. Du leger journalist i dette forum og med din spørgeteknik forsøger du at aflede en interessant debat, som måske ikke lige lander der, hvor dit egentlige politiske ståsted er – hvem ved.

Lars Højholt, jeg kan ikke diskutere med dig på det niveau. Som Dorrit Møller allerede har skrevet, anerkender hovedparten af debattørerne ikke Ole Thyssens påstande. Ole Thyssens indlæg er for mig i sig selv banal og uinteressant – bortset fra dets populisme. Og jeg tror, at netop denne populisme fra en profileret professor i filosofi har vakt en interessant debat med deltagelse af en række særdeles interessante og intelligente debattører med meget spændende indfaldsvinkler.

Hvad føder denne populisme, så den kan bevæge sig fra gadekær til en professor ansat på CBS med fokus på bl.a. ledelse og management, etik og æstetik.
Det kan du jo så svare på, Lars Højholt, hvis din pen er i stand til at flyde med andet end spørgsmål.

@Hanne
Disse spørgsmål er så vidt muligt en opsamling på jeres kommentarer i debattråden, hvor synspunkterne spænder bredt. Flere af jer har efterspurgt svar fra Ole Thyssen på en række interessante spørgsmål, og jeg har kontaktet ham netop med det formål. Det er absolut i bedste mening.

Heinrich R. Jørgensen

En opfordring:

Ole Thyssen er filosof, og ikke sociolog. Prøv at se bort fra hvad han mener om arbejdsmarkedet, fysisk anstregelse, større krav til skolegang, m.v. Det er ikke interessant, hvad én person måtte mene om det. Alle kan have en mening...

Fokusér på det (potentielt) væsentlige, som er det der er relateret til ideerne, kategoriseringer, bevidsthed, viljen, perception osv. Det, filosoffen, professor, dr.phil Ole Thyssen, med ca. 67 års akkumuleret erfaring, burde kunne sige noget indsigtsfuldt om.

Prøv at se bort fra de først linjer, og begynd ved:
"Et for mig at se genuint problem [...]"

Tager han fejl? Personligt kan jeg tilslutte mig denne del af hans svar.

Hvad man kan fokusere på, er om det er individet der svigter sig selv (bliver som selvoptaget), eller om det er "systemet" der svigter mennesket (bedraget, de falske kategorier, individets ansvarsfrihed ifht. fællesskab og alt fælles). Det er et ganske væsentligt spørgsmål.

Men igen: Er det ikke ligegyldigt om Ole Thyssen antyder den ene eller anden af de to forklaringer? Hvad Ole Thyssen antages at mene om det, behøver vel ikke at være genstand for et genmæle med udsagn om at hans (tillagte?) holdning er usmagelig? Måske er det vigtigere at reflektere over om begge teser er delvist sande, om begge rammer ved siden af, om kun den ene er sand?

Sider