Kronik

Det svigtede menneske

Der er to karriereveje i Danmark: Gør det godt på arbejdsmarkedet og høst roser for din dygtighed, eller gør det godt i socialsystemet og høst gevinster på din ynkelighed. Stadig flere vælger den sidste vej. Det slider på sammenhængskraften
I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

I stedet for at bede misbrugere og hjemløse om at tage sig sammen, lader vi dem servicere af velfærdssamfundet.

Lars Møller

Debat
15. november 2011

Et samfund bygger på dygtighed. Mennesker må dyrke jorden, få hjulene til at rulle, undervise, helbrede, administrere og lede. At de finder mening i deres arbejde, gør dem selv og samfundet rigere.

Der er også mennesker, som ikke er dygtige. Deres sjæl og krop er fra starten beskadiget, så de ikke magter selv minimale krav om dygtighed. Her er det en social beslutning, hvad der skal ske med dem. I nogle samfund overlades de til sig selv og måske til døden — børn sættes ud, gamle forventes at gå ud selv. Ellers må de klare sig, som de kan med tiggeri og hjælp fra familien.

Det danske velfærdssystem opstod ikke som en kompensation for mangel på dygtighed. De værdigt trængende var dem, som gerne ville, men ikke kunne arbejde på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Begrundet med både humanitet og statsræson blev de fattige, de syge og de arbejdsløse tilbudt hjælp.

Mangel på arbejde har en kobling til mangel på dygtighed. Kan du ikke arbejde, er du i samme situation som den, der ikke kan få arbejde. Og hvorfor skal kun den ene gruppe have kompensation? Også sygdom spolerer arbejdsevnen, og sygdom er ikke kun en følge af arbejdsulykker.

Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: angst, demotivation og den viljesvaghed, som gør, at man ikke kan holde sig fra mad, drikke, narko, spil og powershopping.

Hertil kommer den sociale tilstand, der sammenfattes under etiketten 'svaghed'. De svage er ikke handicappede i normal forstand, de er ikke deforme eller slået af den rædsel, man kan finde på billeder fra gamle sindssygehospitaler. Men de er udygtige. De kan ikke leve op til normale krav om at passe deres skole eller arbejde, læse deres lektier, møde til tiden eller tage vare på deres børn.

Svaghed viser sig i et samspil med andre. Medmindre der er tale om et medfødt handicap, handler svaghed ikke om en svag vilje og skal ikke stemples moralsk. At bede de svage om at tage sig sammen giver ingen mening. Herfra smedes et princip om, at alt, hvad der sker med et menneske, er socialt betinget. Men er svaghed socialt betinget, må den afhjælpes socialt, altså med velfærd.

Svaghedsbonus

Hvordan viser svagheden sig? Det er enkelt nok: ved at man vedholdende ikke lever op til normale krav om at klare sin hverdag. Man er svag, hvis man vedholdende viser sig som svag. Det forudsættes, at mennesker gerne vil være dygtige, og at de ikke går efter det, som Freud kaldte for 'sekundære sygdomsgevinster'.

Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle — læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger — åbner svaghed en adgang til gevinster, det er besværligt at opnå på anden vis. Det er besværligt at passe sin skole, sit arbejde og sine børn. Adgangsbilletten hedder diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men — i sidste ende — samfundets, og der åbner sig en alternativ karriere som svag.

En normal karriere satser på dygtighed. Den alternative karriere satser på udygtighed — kompetence til at være inkompetent.

Velfærdssystemet er ikke blot det gode system, som yder kompensation for det onde arbejde. Det er blevet et parallelt system med sine egne karrierebaner. Det kræver investering og udholdenhed, men rummer også sine egne belønninger.

Mens champagnepropperne i det normale system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i det andet system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet hårdt for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne.

Jammerens heppekor

Kampen om at gøre stadig flere mennesker udygtige har mange soldater. Ikke blot mennesker, som ikke orker, men også alle professionelle, som får deres normale karriere ved at tage sig af de udygtige.

Da de ikke må gøre reklame for deres ydelser, har de valgt en anden udvej: de fylder det offentlige rum med jammer, så der hver eneste dag er overskrifter om, at samfundet har svigtet, at vi ikke tager os af de svage, at når vi nu er et rigt land, og når jeg nu har betalt min skat, så ... må der gøres en massiv indsats. Uden nogen øvre grænse. Er man konsulent i stress eller optaget af børn med lavt selvværd, finder man ofre overalt. Der er velkendte fristelser forbundet med at sælge elastik i metermål.

Og staten giver efter. Hvad skal den stille op med de nye masser af svage, der ikke er sultens slavehær og ikke kan true med at strejke, men som truer med en ofte iscenesat elendighed og med social uro — tyveri, hærværk, vold? De udygtige sættes på passiv forsørgelse. Så er de deponeret i de svages silo. Hvad, der i gamle dage hed strejke, er erstattet af et besøg hos lægen.

Resultatet er et Juggernauthjul, som drives af mange hænder, så hver enkelt hånd ikke kan se sit eget ansvar.

Ved siden af svaghedens onde cirkel — at du er svag, hvis du opfører dig som svag — får vi demokratiets onde: at vælgere og politikere holder hinanden i et dødsgreb omkring velfærd i lange baner. Massemedierne agerer kobler med daglige rapporter om de svages sørgelige skæbne.

Selvfølgelig skal de værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og at få den diagnose, som åbner for velfærd og ansvarsfrihed. Med en diagnose som volds-psykopat, spiseforstyrret eller ADHD-ramt fritages både familien og individet selv for egen skyld. Det er en stor lettelse. Hvad, der hjælper, er ikke en møjsommelig indsats af vilje, kun offentlig hjælp.

Fra proletar til klient

Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke længere arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende bistandsklienter. De er på vej ind i en ny type klassekonflikt, som indvarsles af valgkampens slogan om 'velfærd eller skattelettelser'. Hvornår brister de dygtiges loyalitet over for de udygtige, når der dagligt leverer beviser på, at et hæderkronet velfærdssystem er gået amok?

Situationen kan bedømmes økonomisk. Det er hundedyrt, at hundredtusindvis af mennesker tropper op og gør krav på at være svage. Vi får løbende at vide, at en halv million danskere er psykisk syge, og at stress, melankoli, angst og demotivation er folkesygdomme, som 'det ikke kan betale sig at lade være med at behandle'.

I et verdenssamfund med hård konkurrence er det dog svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi. Derfor er det blevet et politisk mantra, at få folk i arbejde, så 'vi kan få råd til velfærd'. Vognen sættes foran hesten, når velfærd ikke er kompensation, men meningen med det hele.

Værdighed

Jeg vil følge et andet spor og bedømme sagen som et spørgsmål om værdighed. Det er, om man vil, en humanistisk tilgang, hvis baggrund er en idé om det aktive menneske. En ny social kliché viser det svigtede menneske, som det er blevet let at overtage og leve sig ind i. Det handler om at opgive at fokusere på den opgave, som skal løses og i stedet rette kikkerten mod ens symptomer: smerten i ryggen, susen for ørerne, angsten ...

Klicheen legitimerer ikke blot fralæggelse af ansvar, men også endeløse krav om en social indsats. Narkomaner kræver rettigheder og danner en forening med alkoholikere og pillemisbrugere. De hjemløse ser fremtiden i lyset af nedskrivning af gæld, rådgivning og terapi. For enden af deres regnbue står et liv som forne tiders herremænd, med en tjener på hver finger. Deres eget svigt og deres egen mulighed for at gøre en indsats hører vi ikke meget om. Det er ufint at bringe moralen på bane.

Appeller om at tage ansvar virker ikke. De fanges af svaghedens cirkel. Hvorfor tage sig sammen, når man blot ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at »kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? Svagheden for de svage er blevet en kongevej til svaghed.

Så en ny mennesketype, det svage menneske, ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig selv som et offer for ydre omstændigheder, og beskrivelsen får ord og opbakning af professionelle, der ser endeløse vækstmuligheder i at oparbejde en ny strategisk ressource, svaghed. De ser sig selv som gode, når de peger på de enorme mængder af svage, man bør gøre godt mod.

Både de svage og de professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om, at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet.

Så den tunge indvending mod velfærdssystemets elefantiasis er ikke økonomisk, men handler om værdighed. Det er, med en lille omskrivning af Kant, uværdigt at leve et liv i selvforskyldt svaghed.

 

Ole Thyssen er professor, dr.phil. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS

Hør mere, når Ole Thyssen i aften deltager i debatarrangementet 'Grænser for staten — Ansvar for folkesundheden; stat eller individ?'. Det er arrangeret af CEVEA og Grundtvigsk Forum, og løber af stablen kl. 17-19 i Vartorvs store sal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Christensen

Kristina Nordentoft,

Du beskriver en mor med 6 unger, 4 med den mand hun bor med. Du skriver hun er en "rigtig snylter", at hun har et krævende væsen og urealistiske ophøjede tanker om egne evner. Hun er enormt ensom pga hendes arrogante væsen, Du skriver samtidigt, at hun aldrig vil kunne begå sig på en arbejdsplads.

Er denne kvinde i stand til at tage ansvar om egen situation og hvordan? Skal en psykolog tage over, eller skal naboer og tidligere kollegaer være mere inkluderende?

Kan det tænkes, at der er sammenhæng mellem arrogancen, ensomheden og udstødelsen forstået på den måde, at alle 3 fænomener forstærker hinanden? Det betyder, at hvis hun blot kan lægge låg på arrogancen, ja, så kan hun blive bedre inkluderet og dermed også være mindre ensom. Men det omvendte kan også ske, at hun bliver inkluderet og dermed mindre ensom og dermed mindre arrogant. Arrogancen er et produkt af udstødelsen, hendes måde at overleve på.

Det er altså spørgsmålet om, hvad der kom først ægget eller hønen.

Jeg synes, det er et godt eksempel på, hvor vi umiddelbart vil sige, at hun bare skal tage sig sammen og være mindre arrogant. Men man kunne også kræve, at det var sværere at fyre hende, og dermed havde chefen måske taget den samtale med hende om hendes arrogance så tidligt i denne proces, at hun var blevet opmærksom på den uhensigtsmæssige adfærd.

Har du talt med hende om hendes arrogance? Eller er det lettere at tage sladderen op med naboer og i en debatblog?

Jeg synes, dit eksempel er en rigtig god case, fordi den faktisk rejser rigtig mange spørgsmål om, den enkeltes og det gensidige ansvar. Er det både hende selv OG os andre, der overlader hende til kontanthjælpssystemet?

Det får min tanke over på efterlønnere. Jeg har set en del på min arbejdsplads gå på efterløn, fordi arbejdsgiver ikke ønsker dem længere. De kan have været 25-40 år på arbejdspladsen, og ja, så er valget reelt, at de kan gå på efterløn eller blive fyret. Efterlønssystemet er efter min mening et langt stykke ad vejen en mulighed for arbejdsgiverne for at slippe af med mindre produktiv eller blot mindre vellidt arbejdskraft.

Arbejdsgiverne er blevet utroligt selektive, ikke kun i ansættelsen, men selv langt ind i ansættelsen. Vores flexicurity model bakker op om den adfærd. Arbejdsgiverne behøver ikke tage ansvar selv for det gode arbejdsmiljø. I stedet fyrer de løs ved det mindste lille bump på vejen, frem for at tage den svære samtale, eller tage ansvar selv for den gode ledelse.

Arrogance burde jo ikke være til hinder for et arbejdsliv. Alligevel skriver du, ”hun vil aldrig kunne klare sig på en arbejdsplads”. Lige nu køre et program på P1, om vi fuldstændigt har opgivet begrebet om medfølelse på arbejdspladsen. Alternativt mennesker, der ikke kan håndtere samarbejdet med andre. Handler det om dårlig ledelse, eller ét menneskes dårlige sociale egenskaber. Eller er der ikke én sandhed her.

Forestil dig, at du blev tvunget til at være sammen med dette menneske 3 måneder på en ubeboet ø. Hvad vil du gøre? Kan du overhovedet forestille dig, at I kunne få et venskab eller vil kunne tilpasse jer hinanden? (Kan jeg få dig til blot at opholde dig 30 sekunder i denne tanke?)

Kan man omvendt forestille sig, at fordi fravalget af denne arrogante person er så let (det offentlige tager over), så vælger arbejdsgiver/kollegaer dette, fremfor selv at gøre en indsats for det gode samarbejde?

Brugen af individuelle personeksempler kan utilsigtet ende som syndebuk-retorik, snarere end argumentation mod at skære alle over én kam.

Vi kan fortolke alt muligt i enhver individuel historie.

Tag fx Kristinas indlæg 26.11 kl. 11:55, hvor hun beskriver to forskellige kvinder, som får offentlig hjælp.

Kristina dømmer den ene kvinde mere værdigt trængende til offentlig hjælp end den anden. Fordi hendes mor døde af druk? Fordi hun ikke har fået børn med forskellige fædre?

Vi får ikke oplysninger om "forklarende omstændigheder" i kvinde nr. 2's liv, og Kristina dømmer hende som en af snylterne.

Den værdigt trængende kvinde beskrives ikke som arrogant og ensom, eller at hun tror, hun er bedre end andre. Skyldes det, at hun gerne har villet krænge sin svaghed ud for at begrunde, at hun har brug for offentlig hjælp?

Den ikke-værdigt trængende kvinde beskrives som arrogant og ensom, og at hun tror, at hun er bedre end andre. Skyldes det, at hun ikke har villet krænge sin svaghed ud for at begrunde, at hun har brug for offentlig hjælp?

Risikoen er, at vi nu udser os en ny gruppe syndebukke for velfærdssystemets elefantiasis: enlige mødre med mange børn af forskellige fædre, som får offentlig hjælp.

Det er vand på den Thyssenske mølle.

Og jeg vil gerne tilslutte mig Hanne Christensens forslag om at forlade debatten om ret og pligt indenfor den svageste gruppe i samfundet. Og tage den op i forhold til hele befolkningen.

Heinrich

Så skidt da, her er et eksempel på det jeg kaldte ”ondskabens banalitet”, som for øvrigt ikke er et udtryk, jeg har fundet på, men i fortiden blev hæftet på et regimes behandling af et udsat mindretal, sans comparation i øvrigt. En spade er en spade er en spade …

Når en nationalbankdirektør på et givet tidspunkt fremsætter den ytring i medierne, at der egentlig er for få arbejdsløse, så siger manden dermed samtidigt, at der bl.a. er for få løntrykkere, men især det moralsk forkastelige, at de statssubventionerede flobcentre har for få kunder, der her som lovlydige borgere uforvarende bliver udleveret til enhver form for ”tortur” og forfølgelse, uden persons anseelse.

Her fornemmer man tydeligt, at der er lang vej igen før brutalis inhumanis får et nødvendigt modspil …

Hanne Christensen

Vibeke Carøe,

Præcist formuleret dit sidste indlæg.
Debatten kan trækkes ned i gadekæret eller løftes op i en samfundsanalyse og -debat om, hvordan vi kan og bør leve med hinanden med de kvaliteter, vi hver især har.

Vi når ingen vegne ved at dissekere det ene samfundssegment (de fattigste og svageste) ned til mindste atom, og lade folkedomstolen træde til.

Dette er rene overspringshandlinger for at undgå den svære analyse som ingen har svar på i dag, men som er nødvendig for at komme eksplosionen af antallet af psykisk syge og udstødte fra arbejdslivet til livs.

Jan Weis nævner i sit sidste indlæg (26.11 15.01), at brutalis inhumanis mangler modspil. Jeg har flere gange nævnt, at jeg oplever en råhed har indfundet sig i vores samfund og erstattet værdighed, dannelse og visdom i vores tilgang til hinanden, og at denne råhed indeholder og indebærer ekskluderingen som en del af dets fundament. Det er to sider af samme sag.

Når man tager en intellektuel glidetur ned til det trivielle og lander som en anden Maren fra Gadekæret og begynder at pege fingre af de svageste, ja, så har man tilsluttet sig råheden med det fravær af værdig, dannelse og især visdom, det indebærer. Det er en råhed som intet konstruktiv indeholder. Den er en ren destruktiv adfærd. Den er ikke opbyggende for vores samfund, men nedbrydende og vil kun føre til, at eksplosionen med et stigende antal psykisk syge og udstødte fortsætter.

Jeg startede min indlægsrække i denne debat med at opfordre Ole Thyssen til at se sin egen foragt i øjnene. Jeg tror, at en del af svaret kan findes der. Hvorfor denne foragt. Hvorfor dette behov. Ville foragten forsvinde ved, at antallet af personer på kontanthjælp eller antallet af psykisk syge faldt 20 % og ville Ole Thyssens omsorgsgen så pludselig se helt anderledes ud? Næppe. Derfor ligger svaret ikke her. Foragtens føde ligger gemt et helt andet sted.

Måske skal foragten blot luftes engang imellem for ikke selv at risikere at blive ekskluderet fra det fællesskab, man selv er blevet en del af.

randi christiansen

Vil man ondet til livs, må man gå til ondets rod. For mig at se handler det om, hvorledes biotopens overlevelsesressourcer bliver administreret. Som de økologiske økonomer påpeger, tillader det nuværende system en ureguleret og uhensigtsmæssig anvendelse af biotopens ressourcer. På den måde er den økonomiske magt blevet samlet på ganske få hænder (ref. “Finansverdenens forbundne kar”). Derfor er den første præmis, nemlig præmisen om lige ret til det, som tilhører alle, ikke tilstede. Tilhører biotopens ressourcer den, som kommer først ? Så er det jungleloven, som disse sofistikerede hulemennesker - O.T., Martin Ågerup, Asger Åmund m.fl. blå lakajer - åbenbart bekender sig til? Dette røveri ved højlys dag ødelægger naturligvis samfundets sociale og miljømæssige balance. Forsvarerne for denne verdensorden holder krampagtigt fast i deres privilegier. Enten forstår de ikke deres egen undergravende virksomhed (som på et tidspunkt også vil ramme dem selv, fordi deres system har en indbygget selvdestruerende kraft) eller også er de så kyniske, at deres overordnede plan går ud på at fastholde de 99,9 % i en gradueret undertrykkelse og udbytning som fundament for deres egne liv. En del af denne (selv)bedrageriske virksomhed går ud på at outsource ansvaret til “de udygtige”, “de mindre produktive og skæve eksistenser”,”de som foretrækker at nasse på de offentlige kasser i stedet for at bidrage til fællesskabet”. Vha denne sociale stigmatisering fastholdes den eksisterende (u)orden til forløbigt gode for de få og lidelse for de mange.
Det er et utroligt og grotesk billede, som i disse tider tegner sig. Det er svært at forstå, at det virkelig skulle forholde sig sådan i Danmark, men tegnene udefra den store verden er entydige – fronterne bliver trukket stadig tydeligere op. Har vi en chance for at modstå den udvikling ? Vi må i hvert fald prøve, og jeg mener, vi er nødt til vedholdende at påpege de rette misforhold – i særdeleshed når typer som O.T. får spalteplads til at italesætte en så fejlagtig og manipulerende virkelighedsbeskrivelse. Jeg er dog enig i, at det er godt, det kommer frem, så der kan tages til genmæle.

Hanne

"Jeg har flere gange nævnt, at jeg oplever en råhed har indfundet sig i vores samfund og erstattet værdighed, dannelse og visdom i vores tilgang til hinanden, ... "

Sloterdijk giver mange velartikulerede bud på, hvorfor det er gået hen og blevet sådan i disse postmoderne tider.

Forklaringerne er meget "langhårede" ( lissom ham selv! ) - men tab ikke tråden ...

randi christiansen

Heinrich : "Ressourceadministration? Hvad nytter det at fokusere på praktiske forhold, der er hinsides ens indflydelse?" Denne opgivende tilgang til administrationen af vore fælles ressourcer, vil jeg aldrig tilslutte mig. Hvordan tror du egl, at det trods alt er lykkedes at fravriste de 1% nogle få af deres privilegier ? Arbejdet foregår ikke kun på det immaterielle plan - uden mad og drikke, duer helten som bekendt ikke.... Vi må kæmpe for vores lige ret til biotopens ressourcer

Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis:
"Her fornemmer man tydeligt, at der er lang vej igen før brutalis inhumanis får et nødvendigt modspil …"

Bestemt.

Det er forstemmende, når en begavet og opvakt person afslører i hvilken grad inhumanitet og forkvaklede ideer har fortrængt sund fornuft. Et gammelt udtryk (som mange af os formodentligt har hørt da vi meget yngre) handler om at undgå at komme i dårligt selskab. Pointen var muligvis, at man skulle holde sig fra personer med "dårlig karakter" og andre talemåder, der synes håbløst bedagede. Tværtimod. Hvis man ikke selv skal blive fordummet, forkvaklet og forskruet, må man sørge for at holde behørig afstand til de og det der allerede er røget i selvfornedrelsens sump.

Endnu mere forstemmende er det selvfølgelig, at idiotien og vanviddet ikke imødegås i offentligheden. Det demonstrerer at udfordringen ikke er isoleret til enkelte særligt forråede personager, men at alle (eller tæt på) har ladet os føre ud af en forrykt perceptions-tangent.

Var det Hannah Arendt der opfandt udtrykket "ondskabens banalitet" (i forbindelse med retssagen mod Eichmann i 1960-62), eller er der ældre referencer til udtrykket?

Som jeg opfatter udtrykket, er ondskab handlinger, der inkarnerer ideen om dette fænomen. Altså en henvisning til meta-ideen om hvordan man skelner mellem hvad der er godt (etisk rigtigt) og hvad der er ondt (etisk forkert). Hvad der er "onde handlinger" er uantageligt og uacceptabelt. Men hvorfor gør nogen, hvad de med brug af deres fornuft, etik og samvittighed burde indse, at de burde forbyde sig selv at gøre? Et klassisk spørgsmål.

Det Hannah Arendt påpeger er vist primært, at ondskab opstår ved at noget beslutter sig for at adlyde andre, fremfor at lade sig styre af egen samvittighed.

Det var basalt dén utilgivelige forbrydelse Eichmann blev hængt for. Han burde have undladt at adlyde, da det han blev bedt om var uforeneligt med fornuft, personlig etik, humanitet og alt andet der konstitueret et dannet menneske. Hans forbrydelse var, at han adlød, hvad hans etik burde have forbudt ham at gøre.

Heinrich R. Jørgensen

Randi Christensen:
"Hvordan tror du egl, at det trods alt er lykkedes at fravriste de 1% nogle få af deres privilegier ?"

Du bekræfter hvad jeg skrev. Man kan kun administrere, hvad man kontrollerer. Selvfølgelig handler det om at komme til at kontrollere ressourcerne, og dernæst forvalte disse forstandigt.

At få fravristet nogen en sæk ris, for derefter at bruge tid på at diskutere hvordan denne skal fordeles, og om det klogeste er at spise risene straks eller om de skal anvendes som såsæd, kan alt for nemt være en afsporing fra mere væsentlige bestræbelser.

Af samme årsag stiller OWS ikke krav. Stiller man krav, godtager man det legitime i det bestående, og prøver at forhandle (bedrive politik), fremfor at insistere på fornuft (at 0,001% af homonoiderne på kloden, ikke ejer kloden).

Niels P Sønderskov

Og bare endnu engang, for en ordens skyld: Jeg er helt ligeglad med om snyderne er høj eller lav. De er alle skadelige og storsvindlerne vel værre end smånasserne. Jeg har intet skrevet om at storsvindlere skulle fredes, vel?

Kristina Nordentoft

Vibeke Carøe

Jeg mener bestem ikke den ene eller den anden har mere brug for hjælp end den anden.

Den første kender jeg baggrundshistorien på, da hun er min svigerinde.
Den anden er min kærestes gamle venninde, som vi ikke længere har kontakt til, da hun nægtede at lytte, hendes opfattelse af, hvordan systemt hænger sammen, var så lang fra realiteten, som noget kan komme.
Hendes styrke ville med stor fordel kunne ydnyttes på arbejdsmarkedet, men ja det vil kræve psykiatrisk hjælp.

Min svigerinde trænger på samme måde til hjælp, og den ene er ikke mere værdi end den anden.

Men ingen af de 2 er i stand til at lytte til det almindelige menneskes fornuft.
Problemet ligger jo i at vores samfund ikke tilbyder den hjælp til dem og derfor vil de aldrig komme i arbejde.

Det handler om at beskrive deres adfærdsmønstre og ikke om, hvem jeg syntes der er mest værdig, for begge har et psykisk problem, som gør at de ikke er i stand til at arbejde.

Vi har brugt mange timer, på at snakke med den gamle venninde, uden at kunne rykke hende en milimeter.
Svigerinden havde vi boende i et håb om at kunne lære hende at klare sig selv, men dette var desvære også forgæves.

Men nu er hverken jeg eller min mand psykologer og vi kan ikke tilbyde de samme ting, som systemet kan.
Desværre får de lov til gå, uden at få den hjælp de har behov for og det er et svigt at de ikke får den hjælp, som ville gøre dem i stand til på sigt, at få et arbejde.
Ingen af de 2 har på noget tidspunkt i deres liv haft et arbejde og ingen af dem har en uddannelse, og det vil derfor blive endnu mere vanskeligt at placere dem godt på arbejdsmarkedet.

Jeg kender baggrunden for min svigerinde, da det er den samme baggrund min mand har, heldigvis er han sluppet noget bedre psykisk fra det, end sine søskende og han arbejder og har uddannelse.

Om den gamle venninde er blevet mishandlet, som barn eller haft en god barndom ved jeg ikke og kan derfor ikke give baggrunden til hendes adfærd.

Som Hanne Christensen skriver, hvem skal tage over, hvem skal tage ansvar for disse mennesker?
For det er der ikke nogen der vil eller gør, de er overladt til sig selv af systemet og ingen tilbyder dem den hjælp de har brug for, for at blive i stand til at komme i arbejde.

Det er naturligvis en samlet indsats og få dem placeret på arbejdsmarkedet.

Men vores mentalitet og systemet i dag, tilbyder ikke disse "svage" mennesker, den hjælp og støtte de har behov for.

I fremtiden vil der komme endnu flere til, da ikke engang folkeskolen længere kan rumme, de "svage" børn. Børn med ADHD og adfærdsproblemer er dømt ude på forhånd.
Der er ikke plads til dem i skolen, de bliver taget ud af den almindelige undervisning og fjernet fra deres klassekammerater og kan ikke få plads på specialskolerne.
Også her fejler systemet, men også de mennesker der er i deres nærhed. Forældre til de andre børn, bryder sig bestemt ikke om disse børn, der skaber uro i klassen, den holdning tager børnene med sig i skolen og mobning opstår og børnene der i forvejen har svært ved at gebærde sig, får endnu flere nederlag.

Gad vide hvad der bliver af dem?

Heinrich

Nu er det jo ikke sådan, at man nødvendigvis er et "ondt" menneske, en skidt karl, fordi man ytrer sig som en vis nationalbankdirektør har gjort.

Jeg ser det mere som, at ens egen etik og moral i dette system også risikerer at ryge sig en tur, hvis man ikke tænker sig om, hvis man - som en vis professor - tror man uimodsagt kan brænde de værste branderter af op i næsen på befolkningen og ikke få svar på tiltale.

Spørgsmål 4 (med inspiration fra Vibeke Binderup Dyrst, Ole Falstoft, Kirsten Svejgaard, m.fl.):
På trods af de store velfærdsydelser, er der ikke i systemet indbygget en række mekanismer og processer, der ikke gør det attraktivt overhovedet at gå den vej?

Ole Thyssen
Jo. Der gælder det samme som med sygdomme. Da der er mange gevinster forbundet med at være syg, må der en spærre til for at folk er motiveret til at slippe sygdommen. Man forventes at gå til læge, men også at arbejde aktivt for at blive rask. Og man kan blive ramt af en vis foragt, hvis man klæber til sin sygdom. I vort samfund er der imidlertid et korps af dygtige professionelle, hvis arbejde består i at helbrede, kompensere og yde omsorg, og i deres professionelle blik er der altid mange, som ikke får den hjælp de trænger til. De vil gerne hjælpe og ser ikke, at svagheden for de svage er med til at skabe flere svage. De åbner, trods god vilje, for en accelererende hjælpeløshed, hvor stadig flere mennesker ikke kan klare hverdagens normale opgaver. Da de ikke må reklamere for deres ydelser, bruger de massemedierne som hjælpere. Resultatet er de daglige beretninger om svigtede mennesker.

Så der er skabt et spejl, som vi vænnes til at se os selv i, og et sprog, som vi vænnes til at beskrive os med: det svigtede menneske. En ny social kliche.

Og for at undgå den sædvanlige misforståelse. Jeg ønsker ikke velfærdssystemet nedlagt. Jeg anerkender fuldt ud, at der findes mennesker, som ikke kan klare hverdagen. Mit problem er de hundredetusindvis af mennesker, som erklæres for så svage, at de skal have hjælp og at det "slet ikke kan betale sig" ikke at yde hjælp.

Er man behandler, ser man uundgåeligt sine klienter som maskiner, der pålideligt kan føres fra én tilstand til en anden, fra syg til rask. Nu er klienterne ikke dummere end mennesker. Betragtes de som maskiner, kan de lige så godt beskrive sig selv som maskiner og altså nedlægge det personlige ansvar og viljestyrken.

Det er et spørgsmål om økonomi på den måde, at det er svært at forestille sig, at Danmark kan klare sig i den globale konkurrence, hvis det er let at melde sig ud af arbejdsmarkedet. Det er også et spørgsmål om værdighed.

Det er det jeg hele tiden har sagt, det er alle disse behandlere i godhedsindustrien og alle disse uproduktive simulanter og erklærede svage, der tærer på vores profitmargin.

Når vi nu har det så svært med at konkurrere med de rigtig store globale spillere på markederne, de ægte kapitalister, så ku’ i altså godt ta’ og klappe i med al denne jammer og knytte sylten, det er uværdigt - for os

Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis:
"Nu er det jo ikke sådan, at man nødvendigvis er et “ondt” menneske, en skidt karl, fordi man ytrer sig som en vis nationalbankdirektør har gjort."

Bestemt ikke. Bl.a. fordi jeg mener, forestillingen om et "ondt menneske" er falsk.

Ærgerligt nok, kan man sige -- det burde være nemt at få tildelt højest invalidepension med den diagnose ;-)

randi christiansen

Ole Thyssen : "Det er et spørgsmål om økonomi på den måde, at det er svært at forestille sig, at Danmark kan klare sig i den globale konkurrence, hvis det er let at melde sig ud af arbejdsmarkedet. Det er også et spørgsmål om værdighed." Mit allerførste spørgsmål til dig i denne tråd var : Hvad med præmissen ? Synes du slet ikke, at det er relevant at efterse for systemfejl ? Skal vi blot anerkende den globale konkurrence og det eksisterende arbejdsmarked uden at stille spørgsmål til det gode, sande, skønne og retfærdige ( : den græske firkant) heri ? Det gør du i hvert fald ikke, så vidt jeg kan se, men nøjes med entydigt at outsource ansvaret til de som falder uden for disse frygtelig snævre rammer – du fatter tydeligvis slet ikke hvor snævre. Jeg medgiver, at det kræver en omfattende nytænkning og omorganisering af den måde, vi tænker Ressource + Kapital + Arbejde – men for det første synes jeg, alle må indrømme, at de eksisterende systemer har haft mere end rigelig tid til at vise, at de ikke fungerer – og at nytænkning derfor er påkrævet. For det andet må det da være en opgave, der ligger lige til højrebenet for en filosof - og som en passende modydelse for hans overførselsindkomst. Vi skal nemlig nytænke fordelingsnøglen, og til løsningen af det spørgsmål er det relevant også at anlægge en filosofisk betragtning : vil vi have et samfund, der samarbejder eller eet, der konkurrerer om (overlevelses)ressourcer ? Min påstand er, at den filosofiske og den praktiske indgang - hvis den er i overeensstemmelse med den græske firkant - vil give samme løsning, idet hvert af begreberne i sin essens indeholder de tre andre. Og vi ønsker vel et samfund, der er baseret på Ret Færd, ikke sandt ? Jeg spørger bare – hvorlænge mon svaret skal blæse i vinden ?

@Per-Olof Johanssson : Det ER et studieobjekt på retorikstudiet :)

Jeg tør vædde med, at Thyssen aldrig nogensinde har sat spøgsmålstegn ved, hvad dygtighed vil sige, hvordan normer for dygtighed fastsættes, hvordan de virker, og hvilke dele af samfundet, de udgår fra.

Per-Olof Johanssson

Denne kronik burde have været at læse i Information - men nu linke jeg til den her for skams skyldhttp://henrikbandak.blogspot.com/2011/11/retten-til-riget.html .....

randi christiansen

Jeg synes, at Ole Thyssens respons på denne tråd, har været ussel

Mikael Flarup Bagger

Jeg finder det inderligt ligegyldigt at fordele skyld. Uanset hvorhen den rettes, indad eller udad. Jeg vil hellere tale om ansvar, og ja, jeg er enig med filosoffen i at mange bliver så behængt med diagnoser at de til sidst kun definerer sig selv ud fra hvad de IKKE kan. Psykiatrien er nok velmenende men der er i mine øjne alt alt for megen fokus på symptomerne end egentlig behandling, i form af (langvarige) terapeutiske forløb. Og for voksne mennesker der har besvær med at indse at de selv har ansvaret for eget liv og egen lykke (de såkaldt personlighedsforstyrrede eller slet og ret umodne), ja, her kan en god terapeut hjælpe. Det handler om at fremelske en sund ansvarlig voksen-side i klienterne så de populært sagt lærer at blive deres egne forældre, og dermed dække egne behov frem for at forvente at andre gør det.

Jeg er til gengæld absolut ikke enig i at hjemløse, narkomaner og alkoholikere bare skal tage sig sammen og indse at det hele er deres egen skyld. Igen, skyld er så irrelevant! Misbrug og hjemløshed er komplekse problemstillinger, og jeg finder det helt groteskt unuanceret og i øvrigt respektløst at opfordre disse marginaliserede mennesker til blot at 'gribe i egen barm'; jeg kender begge problemstillinger på egen krop og sjæl og jeg oplevede på ingen måde en socialsektor der stod klar med løfter om gældssanering, førtidspension, beskyttet bolig og lignende. Tværtimod fik jeg den kontante melding at det var min egen skyld det hele, hvorfor jeg blev nægtet lån til boligindskud. Ja, det var min egen 'skyld'. Jeg valgte at selvmedicinere med alkohol og opførte mig i øvrigt komplet uansvarligt. Jeg var ikke i stand til andet på daværende tidspunkt, udover at jeg søgte hjælp andetsteds, men det er en anden og her uvedkommende historie.

Hvorfor tale om skyld? ANSVAR er der langt mere retning i: Fremad, i modsætning til skyldens tilbageskuende selvflagellering.

Sider