Taberbørn må forlade sig på held

Fremtiden for mange børn i Underdanmark afgøres af, om en tilfældig ildsjæl dukker op og tager hånd om dem. Chancen, for at velfærdssystemet sætter ind over for deres mistrivsel med de rigtige værktøjer, er desværre for lille
Det er som at vinde i Lotte, hvis man som udsat barn får den rette hjælp.

Det er som at vinde i Lotte, hvis man som udsat barn får den rette hjælp.

Sofie Amalie Klougart illustation
16. november 2011

Det bør være en basal rettighed, at børn — herunder udsatte børn — bliver set, holdt af og udviklet af voksne mennesker omkring dem. Og magter forældrene det ikke, har jeg en grundlæggende forventning om, at lærere, pædagoger, socialrådgivere og naboer kan tage over og levere det store smil, den varme favn og stoltheden. Det vender jeg tilbage til.

Jeg vil gerne starte med at tage dig til 1970’ernes og 1980’ernes Vestlolland — langt ude på landet, der hvor Brønderslevfamilien også boede en række år.

Her flyttede mine tre brødre og jeg til, efter at min mor havde fundet Jan gennem en kontaktannonce. Fra den ene dag til den anden skiftede vi efternavn, bolig, far og for mine brødres vedkommende skole.

Mor forsvandt hurtigt ind i alkoholens dulmende tåger og endte som en karikatur på en fraværende mor på alle måder. Ikke at det kom som en overraskelse. Alle omkring mor, herunder min biologiske far, kendte til mors flugt ind i alkoholen og til hendes dårlige begavelse. Og kommunen, der udbetalte hendes bistandshjælp, og som sommetider fik hende på antabus, gjorde det helt klart også.

Jan havde også problemer med alkoholen, så vi var i en række år overladt til en fuldstændig uforudsigelig hverdag, hvor vi ikke vidste, om vi fik mad, tæsk, eller om dagen endte med seksuelle krænkelser under dynen.

Overset i årevis

På trods af omgivelsernes viden, skulle der gå flere år, før mine brødre én efter én blev fjernet fra hjemmet. Ikke fordi de skulle have hjælp, men fordi mor, Jan og skolen ikke kunne styre dem. De var adfærdsvanskelige.

Jeg havde valgt en anden strategi. Jeg trak mig ind i mig selv. Blev gennemsigtig — ja, næsten usynlig. Derfor blev jeg overset af systemet, lige indtil den dag min meget handlekraftige gymnastiklærer, Grethe, tilfældigvis støder på mor og mig uden for et værtshus. Jeg er ni år gammel, tynd, beskidt og med brændemærker på armene. Grethe tager mig med hjem og beholder mig i et halvt år, indtil politiet og socialudvalgsformanden henter mig hjem til mor igen. Grethe og Otto, hendes mand, vil nemlig ikke udlevere mig til de forhold, de ved, hersker hos mor. Men mor er blevet skilt, og nu vil hun gerne lege mor igen.

Det går forudsigeligt nok galt, og efter to år alene med mor og hendes skiftende kærester, hvor jeg drikkes fuld og krænkes seksuelt, har jeg tilfældigvis fået en nabo, Holst, der interesserer sig for, hvad der foregår inde ved siden af.

Han sørger for mad til mig og ender efter noget tid med at give mit et telefonnummer til kommunen, som jeg kontakter samme dag. Få timer efter er jeg anbragt og kommer aldrig hjem at bo igen.

Tilfældighedernes spil

Flere gange i løbet af min anbringelsestid møder jeg lærere og pædagoger, der viser, de holder af mig, der stimulerer mig intellektuelt, og som lyser op, når jeg kommer ind i rummet. Især i tiden på Hylleholt Husgerningsskole, fra jeg er 14 til jeg er 17 år, får jeg massiv og respektfuld behandling, omsorg og udvikling.

Og jeg føler mig så heldig! Tænk, hvis jeg ikke var løbet på Grethe. Tænk, hvis jeg ikke havde haft Holst som nabo. Tænk, hvis jeg ikke havde været så umulig på det første børnehjem, og tænk, hvis mor ikke havde ønsket mig længere væk end Nakskov. Tænk, hvis ikke Hylleholt Husgerningsskole havde haft en pædagogisk tænkning, der hed, at alle børn kan holdes af. Uanset hvor kropumulige de kan forekomme, er der altid en god side ved et barn, og det er den side, der skal plejes og stimuleres.

Jeg kunne blive ved. Jeg var bare så utrolig heldig at løbe ind i mennesker, der ville mig.

Det var mine brødre ikke. Den ene begik selvmord, de to andre er i dag førtidspensionister. Vi blev født ind i de samme rammer, og bortset fra Tonny, der som voksen blev diagnosticeret med føtalt alkoholsyndrom, var vi lige kvikke.

Især Michael var og er stadig efter min mening usædvanlig kvik. Han har ikke folkeskolens afgangseksamen, men han har lært sig selv at spille guitar og læse noder. Han har lært sig selv at tatovere, og han har lært sig selv kampsport og kinesisk blomstermedicin. Og giver man ham en Kubrick-terning, løser han den hurtigere, end jeg har set nogle andre gøre det.

Michael, Tonny og Réne trak nitten i livets lotteri. De fik ikke Holst til nabo eller Grethe i gymnastik. Ligesom de ikke kom på gode børnehjem, der byggede dem op frem for at nedbryde dem. Der var en enkelt pædagog på det første børnehjem, som Tonny og Michael stadig taler om. Anders Mårtensson. Anders kunne li’ dem. Anders tog dem med på sin gård i Sverige en enkelt gang. Det taler de stadig om. Men udover Anders havde de ingen.

Er det rimeligt, at børn på bunden af samfundet skal føle sig heldige, hvis de bliver reddet? For der skal i dagens Danmark desværre stadig held til for at overleve som taberbarn.

Lav succesrate

For nylig offentliggjorde bladet Folkeskolen en undersøgelse, der viste, at hver anden lærer ikke laver en underretning, når der er bekymringer om børns mistrivsel. Det vil sige, der er 50 pct. sandsynlighed for, at kommunen orienteres om f.eks. vold mod barnet. Hvis barnet er så heldig at have en lærer, der rent faktisk laver en underretning, skal det så også være heldig at være en kommune, der rent faktisk har styr på underretninger fra de modtages, til der handles. Jeg har ikke tal på, hvor stor en del, der har succes med den øvelse, men lad mig bare sige, at jeg fornemmer en kraftig forskel på de enkelte kommuners håndtering af underretninger.

Når jeg holder oplæg om underretninger, spørger jeg som regel til, om folk har prøvet det, og om de fik succes med det. Om børnene blev hjulpet. Og som regel er der en skov af hænder, der har prøvet, men som fornemmer, at der ingenting sker. Og oplever man det tilstrækkelig mange gange, opstår der metaltræthed over for systemet. Det er en katastrofe. For det er her barnet tabes mellem de nære omsorgspersoner, civilsamfundet og systemet.

Men selv hvis man er heldig og gribes af systemet, er der overhængende fare for at blive tabt. Ankestyrelsens praksisundersøgelser viser fejl i anbringelserne imellem 32 pct. og 93 pct. alt efter, hvor i anbringelsesforløbet man kigger.

Er det heldige barn så også heldigt at bo i en kommune, der ikke laver fejl, og ender forløbet i en anbringelse, skal barnet dog også være heldig at blive anbragt et sted, hvor den pædagogiske linje er omsorg og nære relationer frem for kølig, upersonlig professionel distance.

Fordelingen mellem de forskellige pædagogiske grundsyn kender jeg ikke, men jeg møder stadig anbringelsessteder, hvor man hylder konsekvens, straf og distance, frem for en kærlig favn og trygt fællesskab.

Afgørende kærlighed

Vi ved ikke særlig meget om, hvad der virker. Jeg kan bare sige, at i mine egne anbringelser oplevede jeg det første børnehjem som hårdt og nedbrydende. Hvad, der var tilbage af tillid til voksne, blev fjernet der.

På det andet anbringelsessted blev jeg langsomt bygget op, og som 16-årig kunne jeg endelig fortælle om de mange overgreb, mine brødre og jeg havde været ude for. Jeg er ikke i tvivl om, at konsekvent kærlighed virker på alle. Mens konsekvent straf nedbryder. Men jeg kan ikke dokumentere det, for sådan noget har vi ikke forsket særlig meget i, så vidt jeg ved. Så hvor gode er vi til at systematisk at fange børn, der mistrives, inden det bliver fatalt? Hvor gode er vi til at få velfærdsstaten og civilsamfundet til at spille sammen, så de udsatte børn ikke ryger gennem begge sikkerhedsnet? Ikke særlig gode, synes jeg.

Hvis man satte tal på sandsynligheden for succes for det udsatte barn, der skal starte med en underretning fra en lærer og ende med en succesfuld anbringelse, er vi nok nede på en encifret rate. Og det er slet ikke godt nok.

Vi skal stille krav til det offentlige system om langt bedre håndtering af de udsatte børn. Bedre rammer for det faglige engagement blandt socialarbejdere og andre voksne tæt på børnene — herunder lærere, pædagoger, læger osv. Bedre ledelse, så indsatsen fokuseres og fastholdes på familierne, der gør alt, hvad de kan for at slippe ud af myndighedernes søgelys. Bedre dialog på tværs af systemerne, så sagerne ikke stopper ved kommunegrænserne eller andre steder, hvor der sker overleveringer af viden. Tænk, hvis de udsatte børn havde samme ihærdige system i ryggen som det, vi kender fra skattesystemet! Så ville det ikke nytte at flytte fra Lolland til Brønderslev med en afstikker til Langeland.

Civilsamfundet — dig, mig, vennerne, vores naboer og dem nede i idrætsklubben — vi må ikke lade os lulle i søvn af tanken om, at ’dem oppe på kommunen’ ta’r sig af problemerne. De udsatte børn er afhængige af, at vi i det nære miljø tør række ud efter dem. Tør gribe ind. Tør skrive brevet til myndighederne — også anden og tredje gang, man bliver bekymret.

Det må og skal være en basal rettighed for et udsat barn at blive hjulpet. Og når forældrene ikke magter det, skal vi kunne regne med, at det omgivende samfund træder til. Det må ikke bero på tilfældigheder.

 

Lisbeth Zornig Andersen er formand for Børnerådet. Hun har netop udgivet bogen ’Zornig — vrede er mit mellemnavn’ på Gyldendal

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Inger Riis Laursen

Svaret på alvorlige fejl i det sociale system er altid lovgivning og skærpede regler og procedurer, som man forestiller sig vil eliminere menneskelige fejl. Desværre eliminerer reglerne menneskeligt ansvar i stedet, skaber bureaukrati og belønner en særlig slags kølig pseudoprofessionalisme.
Relationernes betydning ignoreres trods al viden om, at det er dem, der er betydningsfulde for børn og voksne - ikke metoden.
Tak til Lisbeth Zornig for at gøre opmærksom på, at det er rum til faglighed, omsorg og ansvar, der er brug for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Problemerne fortsætter for de som der ikke er blevet taget hånd om. Alkoholisme, manglende uddannelse, hjemløshed, ensomhed og depression, er ofte konsekvenserne for disse mennesker.

Det ville være rart, at man satte fokus på disse mennesker i stedet for at give de, som har masser i forvejen, endnu mere.

Jeg kommer til at tænke på, at man giver næsten 100 millioner til en radiokanal, som er privatejet og betalt af borgerne. Og de velbetalte 'legesyge børn', som er ansat, kommer fra de velstillede lag i samfundet.

Det er en foræring med adresse på.

Hvad med at se på de fattige i bred forstand og gøre noget for dem?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Juliana Rasmussen

Det tankevækkende er ofte, at en mindre gruppe i samfundet, dem med uddannelse og økonomien på plads, som regel udtaler sig på vegne af alle. Med en bedreviden som til tider virker tragikomisk.

Taberbørn findes i alle samfundslag. Forskellen er at de højere lag har nemmere ved at dække over deres fejl.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Juliana Rasmussen

Selvfølgelig findes de i velstillede kredse, der dog ofte har muligheden for at betale sig ud af eventuelle ulykker, eller har penge nok til at skjule, at deres børn også er tabere eller måske rettere - ensomme børn, der er svigtede af deres voksne.
Det er her penge gør en forskel, både i forhold til svigt af børnene - "har du talt med dit barn i dag" - og f.eks. i forhold til at skjule alkoholisme, og stofmisbrug.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Gunvor

Det var måske lidt uklart formuleret - penge bruges til at skjule en eventuel manglende kontakt forstået på den måde, at børnene jo ikke "mangler noget".

Lad mig give dig et eksempel: En pæn velklædt dreng på 14 år, med mærkevare tøj og nydelig fremtoning stjæler et stykke chokolade i Brugsen - politiet bliver tilkaldt, og drengen bliver taget med på stationen.

Ved samtale med drengen kommer det frem at begge forældre arbejder meget - faderen med sit eget firma, moderen i en høj stilling i administrationen.

Det viser sig at drengen ofte er alene fra ved 14-tiden når skolen slutter og til hen ved 19- 20-tiden om aftenen.
Drengen har fritidsaktiviteter, men altså ikke så den kan erstatte den voksenkontakt, hans forældre skulle give ham.
Han var i besiddelse af penge - rigeligt til at kunne betale for den chokolade han stjal - så spørgsmålet om hvorfor - besvares med kedsomhed.

Når børn på denne måde sender "røgsignaler op" - vil der ofte være tale om noget dysfunktionelt i familien - og i dette tilfælde helt klart, at drengen var overladt for meget til sig selv.

I den situation må man jo som politier tage en snak med socialforvaltningen, (hvor drengen og familien ikke var "kendt".)
Og dernæst en snak med forældrene om hvorledes de forvaltede deres forældreansvar.

Og så slutter historien endda ikke her - fordi jeg stak drengen mit visitkort, og opfordrede ham til hver gang han kedede sig - og måske fik lyst til at stjæle - så skulle han bare ringe til mig og spørge om det var en god ide!

Knægten kom op på mit kontor en uges tid senere - bare for at sige tak.
Det varmer om hjertet - også hos en gammel politier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gunvor Trinderup

Og jeg mener netop det handler om at ville elske andre bare en lille smule og det kan ikke købes for penge. Nærvær, forpligtigelse, netværk og tillid er noget der gives med hjertet i en tro på, at vi alle betyder noget.

Tak for din fortælling. Jeg har mange lignende historier - ikke kun mine egne men også andres der handler om at give og tage imod fordi det er en støtte og glæde ind i andre.

Og nu vil jeg gøre klar til at lukke dørene op for aftenene fællesspisning - sådan i bedste sammenskudsstil. Fortsat god fredag. :o)

anbefalede denne kommentar