Kommentar

Er der en vej ud af krisen?

Om økonomisk ansvarlighed
23. november 2011

Efter mødet for en måneds tid siden, hvor halvdelen af Grækenlands gæld blev afskrevet, udtalte Jens Rohde (V), at han måtte vente på markedets reaktion, før han kunne sige, om aftalen var fornuftig eller ej. Tydeligere kan det ikke siges, at den ’rigtige’ politik er finanskapitalens politik.

Men der er to problemer ved en sådan økonomisk politik.

Det første problem er politisk. Den almindelige europæer er jo ikke økonom, men modsat de fleste inden for denne profession kan hun se ud af vinduet og lægge to og to sammen. Og det, hun ser, er, at alle ofrene, alle nedskæringerne, ikke bebuder en lysere fremtid. Væksten aftager eller forsvinder, arbejdsløsheden øges — og statsunderskuddet vokser. Den herskende politik synes at være problemet snarere end løsningen (dog ikke for de tyske og franske banker, hvis aktier strøg ca. 15 procent i vejret efter den nylige aftale, hvor de tabte 50 procent på deres græske lån; de vurderede korrekt, at det som sædvanlig er befolkningen, der dækker tabet).

Sydeuropæerne og Occupy-bevægelsen er derfor klogere end økonomerne, når de revolterer med strejker og demonstrationer. Hvornår når befolkningernes mistillid den kritiske masse? Når finanskapitalens umiddelbare repræsentanter overtager den politiske styring, således som det allerede er sket i Grækenland og Italien?

En planlagt krise

Det andet problem er økonomisk, nemlig at den herskende økonomiske politik simpelthen ikke fungerer, uanset hvad succeskriteriet er.

Når nedskæringerne gør folk fattigere, betaler de mindre i skat, hvorved det oprindelige problem, nemlig for stort statsunderskud, forværres; det véd enhver, så den stigende arbejdsløshed og faldende vækst i Europa er en planlagt krise.

Men denne realøkonomiske tilbagegang skulle så kompenseres af, at finans- kapitalen fatter tillid til lande, der fører en sådan ’ansvarlig’ økonomisk politik, så den strømmer til og dækker underskuddet. Men ligegyldigt hvor barske tiltag, f.eks. Grækenland gennemfører, synes banker og fonde aldrig tilfredse; tværtimod har kapitalflugten siden sidste forår forvandlet et alvorligt underskud til et helt uhåndterbart ét.

I kølvandet på krise- udbruddet i efteråret 2008 førte man den modsatte økonomiske politik, nemlig ekspansiv finanspolitik, og den virkede faktisk, med pæn vækst i 2010. Denne politik gav naturligvis (også) stigende offentlige underskud, hvilket er, som det skal være i krisetider. For når hjulene igen begynder at dreje, stiger indkomsterne og dermed skattebetalingerne, således at underskuddet reparerer sig selv.

Problemet med den politik var og er imidlertid, at finanskapitalen tænker meget kortsigtet; den vil have sine rentebetalinger i morgen, hvor der ikke er penge i kassen — ikke om tre år, når der er. Den definerer den ’ansvarlige’ økonomiske politik som en meget kortsigtet politik, hvor pengene skal skrabes ind nu og her. Og det er finanskapitalens interesser, der har førsteprioritet.

I parentes bemærket skal man i øvrigt ikke gøre sig kritikken af det herskende økonomiske system for let ved at dæmonisere denne finanskapital.

Dens kilde er opsparingen, og den kommer også fra almindelige mennesker. I Danmark har ’folkekapitalismen’ bredt sig, idet kapital- indkomster — fra aktier, friværdi og private pensioner — udgør en stadig større andel af almindelige menneskers indkomst (mens lønnens andel falder). Menigmands indflydelse på bankers og fondes gøren og laden er minimal, men han har en interesse i et godt afkast. Det gør det naturligvis vanskeligere for politikere, der måtte ønske at begrænse kapitalens magt.

Skæv fordeling

Dog skal vi også have med i billedet, at fordelingen af kapitalen er blevet meget mere skæv, i hvert fald fra 1996 til 2003 (de sidste tal, jeg har): I denne periode øgede de 20 procent med de højeste indkomster deres andel af den danske formue fra 43,6 procent til 48,6 procent, altså med fem procentpoint, mens alle andre tabte terræn. Hvis den tendens fortsætter, nærmer vi os et marxistisk klassekampsscenarium med ’rene’ lønmodtagere over for ’rene’ kapitalister.

Tilbage til hovedsporet: En økonomisk politik på finanskapitalens betingelser fungerer ikke.

Er der nogen udvej?

Gennem de sidste 20-30 år er reallønnen vokset langt mindre end produktiviteten, så almindelige lønmodtagere har modtaget en stadig mindre andel af nationalindkomsten. Men hvordan skal varerne afsættes, når købekraften på denne måde udhules? Det går ikke, så derfor måtte forbrugerne låne, dvs. stifte gæld, typisk i boligens friværdi. Boligboblerne frem til 2008 — fremelsket af lave renter, flexlån mm. — var ikke (blot) udtryk for uansvarlig økonomisk politik, men nødvendige for, at systemet kunne køre rundt.

Så brast boblerne, men så længe reallønnen holdes nede, er eneste udvej atter at puste et lånefinansieret forbrug op. Men hvem skal man nu låne af? Marsmændene?

Der er ingen synlig vej ud af krisen.

 

Anders Lundkvist er politisk økonom ved Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En rigtig god og ærlig analyse- så vidt jeg ikke-økonom kan se.
Trist at den ikke leder frem til en vej ud af krisen.
Er der virkelig slet ingen mulige veje?

Søren Roepstorff

Det er trist, at det er kommet så dertil, at vores politik indrettes så den passer til økonomien og ikke omvendt. Vores politikere er tydeligvis blevet narret i årtier og bliver det åbenbart stadig.

Occupy-bevægelserne bliver næppe den ændrende faktor, men de får dog problemerne formuleret og frem i medierne.

Selvfølgelig er der udveje, men så længe vælgerne ikke forstår, at også de bliver narret, bare af politikerne, har det lange udsigter.

Lise Østerberg Bahr

AF - VÆKSTIFICER !! NU !!

Stop for reklamebranchens hetz mod befolkningen om at købe og smide væk i et væk !!

Stop med disse aftalte karteller, hvor varer f.eks. Ipads - batterier, mobiltelefoner, printere - og meget meget mere - er lavet BEVIDST TIL OG MED EN UDLØBSDATO - blot fordi vi atter skal købe og købe, og smide væk væk væk ..... fordi så kører hjulene - i VISSE kredse !!!

JORDEN rummer jo snart ikke flere ressourcer til at lave METALSTEL TIL STOEL BORDE REOLER HUSE BILER VÅBEN TANKS FLY, SKIBE,

eller ENERGI til do.

Der er snart kun den rigtige natur tilbage - PAS PÅ DEN - den kan overleve før vi ødelægger den, er den først ødelagt, HAR VI INGEN chancher MERE FOR OVERLEVELSE. men til den tid er jorden vel også ramt at et stort meteor alligevel - som da Dinosaurerne forsvandt og blev udrydet - det synes som om politikerne REGNER med at det sker sådan som de IKKE tager hensyn til MENNESKER - men mener PENGE / er de værdier der skal bygges på.

Krisen er faktisk yderst alvorlig, og formentlig har vi slet ikke set toppen endnu.

Men krisen er også hele den vestlige verdens krise. Den dokumenterer med tydelighed, at alle de visioner, teorier og liberale ideologier vi har bygget vores verden op på siden 2. verdenskrig, nu ligger i ruiner.

Det blev allerede i 80-erne og i 90-erne forudsagt begrundet, at den vestlige verdens økonomiske overlegenhed ville blive reduceret i forhold til for 3. verdens lande. Og at det i fremtiden var os, der skulle modtage u-landsbistand. Der er vi faktisk stærkt på vej hen imod netop nu.

Vores ideologi bygger på at skabe vækst, og derfor har vi brug for et stærkt Europa. Og vi vidste faktisk alle, at Euroen bygger på et skrøbeligt fundament, der på et eller andet tidspunkt ville briste. Men ingen havde vel forudset, det skulle ske samtidig med en enorm lånebobbel brister samtidig i Europa og USA.

Men nu er spørgsmålet:
- Kan/skal vi stadig satse på vækst?
- Kan/skal vi stadig satse på liberalismen?
- Og vil vi kæmpe for vores menneskesyn?
Hvis ja, er der jo kun at fortsætte...

@Lise Østerberg Bahr
Jeg er enig i dit synspunkt Recycle or Die, men da markedet ikke kan se, at det kan betale sig, og politikerne ikke bakker op om at dække den udgift der ligger i recycling, så er Søren Roepstorffs konklussion lige i øjet:

Selvfølgelig er der udveje, men så længe vælgerne ikke forstår, at også de bliver narret, bare af politikerne, har det lange udsigter.

Iøvrigter det sådan at i de folkerige fattige lande pågår der en helt utrolig recykling ude på lossepladserne, hvor fedt skrabes af papir og kommes på gamle konsevesdåser, papir og plastic indsamles til genbrug sammen med metaller og andet. Det forhindre dog ikke disse lande i at have et enormt vækstforbrug af nye råstoffer.

Heinrich R. Jørgensen

"But what shines through in the film is the simple drama of workers’ lives and their struggle: the demand for dignity and the searing injustice of dignity denied."

"Nogen" ønskede ikke, at disse virksomheder skulle genopstår, eller at middelklassen skulle kunne klare sig selv. At kæmpe for brød på bordet kan være vanskeligt. At kæmpe for værdighed, fornuft og fairness, er en langt vanskeligere.

1) Nedlæg centralbankerne, og deres forbryderiske metoder i form af pengetrykning, som de sælger til staterne til fuld pris + renter.

2) Afskriv de enorme gældsposter overalt of i eet hug. De er alligevel kun genereret i digital form på diverse servere, og er et produkt af credit defauls swaps (CDS) og derivatives (afledte aktier), samt den allestedsnærværende 'fractional reserve banking'.

3) Indfør ressourcebaseret møntfod i de enkelte lande, f.eks. baseret på guld. Det har vist sig som værende det eneste der holder igennem de sidste 6.000(!) års skiftende kriser.

4) Opløs alle unioner og fællesskaber, således at landene, dvs. folket i disse, har magten over deres egen økonomi. Det er netop globalismen, centraliseringen og afdemokratiseringen af verdensøkonomien som har hjulpet denne konstruerede krise godt på vej.

5) Indfør direkte demokrati. Kan vi lave bankforretninger via nettet, kan vi også stemme via nettet. Ved direkte demokrati, forsvinder politikernes potentiale for lobbyisme, svindel, insiderhandel og andet snavs idet at det nu pludselig er Hr. og Fru Hansen som man skal påvirke, og ikke populistiske, løgnagtige og selvpromoverende karrierepolitikere.

Piece of cake.

Vi kommer ingen vegne før nogen tør gøre op med finanskapitalen.
For tiden skovler bankerne skattekroner i kassen, mens deres grådighed sender middelklassen i Europa i arbejdsløshed.

Vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke internationalt gør op med finansverdenen. Dér ligger vores Tahrir-plads. Så det er ikke helt skævt set af Occupy Wall Street tænkningen.

Kunne det mon tænkes, at man gradvis kunne igangsætte noget, der ligner Sovjetunionens planøkonomi - befriet for bureaukrati og ineffektivitet - altså at det offentlige bryder de privates monopol på erhvervslivet og udvider den offentlige sektor med produktive og profitable virksomheder?

Demokratisk ledelse og resultatløn kunne vel tænkes at sikre smidighed og profitabilitet.

Dertil kommer, at det offentlige jo har direkte økonomisk fordel af at få arbejdsløse i arbejde.

Hvornår har den offentlige sektor rimet på produktivitet og profitabel, når den ikke har været i konkurrence med private aktører. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen gange overhovedet Arne - tværtimod.

Olav Bo Hessellund

Arne Thomsen skriver:
”Kunne det mon tænkes, at man gradvis kunne igangsætte noget, der ligner Sovjetunionens planøkonomi - befriet for bureaukrati og ineffektivitet,,,”

Ja, det kunne godt tænkes – men den første forudsætning er som Søren Roepstorff siger, at befolkningen selv indser det bedrag, den er udsat for og dernæst er villig til at reagere på det.

Men det er jo ikke let så længe mange – måske flertallet af danskere - ligger under for massemediernes massive, daglige dosis af fordummende påvirkning. Aktuelt anser hovedparten af medierne jo Ole Sohns aktiviteter for tyve år siden for vigtigere end at løse de alvorlige problemer med stigende arbejdsløshed, forringede uddannelser osv.

Er derfor tilbøjelig til at give Anders Lundquist ret i hans mistrøstige konklusion - ikke mindst nu da det også ser meget sort ud i USA, når det gælder at nå til enighed i den såkaldte Superkomité om en politisk løsning på deres gældsproblemer derovre. Ligenu har den vestlige verden vistnok kurs direkte mod afgrunden.

"...hvor halvdelen af Grækenlands gæld blev afskrevet..."

Det var ikke halvdelen af Graekenlands gaeld, men halvdelen af den gaeld der var til private investorer... Gaelden til IMF og ECB blev ikke reduceret. Samlet var det en MULIG reduktion af gaelden paa lige under 30%, og det kun hvis ALLE investorerne gik med til det (noget der er lidt af en utopi).

"For når hjulene igen begynder at dreje, stiger indkomsterne og dermed skattebetalingerne, således at underskuddet reparerer sig selv."

Forkert! Naar 'hjulene begynder at dreje', saa tror politikerne at de kan laane ENDNU flere penge til at bestikke vaelgerne med!

Hvis din teori havde vaeret korrekt, saa havde de Europaeiske (og andre) lande, ovenpaa 15+ aars hoejkonjunktur, ikke haft nogen underskud overhovedet, men realiteten er at praktisk taget alle sammen allerede balancerede paa kanten af det uholdbare da krisen ramte i 2008.
Hvorfor? Fordi de offentlige udgifter ikke var holdt tilbage, men var oeget kraftigt. Da saa krisen ramte var befolkningerne bleve vaennet til de mange rare penge der floed fra staterne og ville ikke skaere ned igen.

"Er der nogen udvej?"

Nej, ikke anden udvej end at staterne slankes (kraftigt), og det kommer til at ske paa den ene eller den anden maade, frivilligt eller ufrivilligt... Befolkningerne er for forhippede paa deres goder fra det offentlige, saa det kommer for de fleste lande til at ske ufrivilligt, dvs. i forbindelse med statsbankerotter, da politikerne i de fleste lande ikke toer lave reformer der giver risiko for at de ikke bliver genvalgt.

Tag f.eks. Graekenland... De har indfoert nogen mindre reformer, primaert beskaeringer af offentlige udbetalinger (pensioner og loenninger), men de har ikke turdet roere det der virkeligt er brug for, nemlig en oejeblikkelig fyring af 1/3 (eller mere) af de offentligt ansatte, og ansaettelsen af 10.000 TYSKE skatteinspektoerer.
Italien har lavet nogen luftige planer og nogen meget smaa egentlige besparelser, men ikke roert ved nogen omraader der risikerer at goere fagforeningerne sure.
Frankrig har ikke gjort noget som helst, andet end at snakke godt for at Tyskland skal betale regningerne (paa den ene eller anden maade), og toer heller ikke laegge sig ude med fagforeningerne.

Europa's befolkning aeldes kraftigt, men vi holder stadig fast paa at folk skal kunne gaa paa pension ligesaa tidligt som i 'gamle dage'. Med der bliver faerre og faerre i den arbejdsdygtige alder, saa dem paa overfoersler kraever mere og mere. Det faar saa skatter til at stige, og loenningerne foelger efter, og oedelaegger konkurrenceevnen.
Der er ingen vej udenom. For at komme ud af situationen kraever det at flere kommer i arbejde, og dem der arbejder arbejder laengere og mere. Det kan kun ske hvis omkostningerne for virksomhederne kommer ned, hvilket betyder lavere skatter (baade firma- og personskatter), og det betyder slankere stater. De slankere stater bliver noedt til at komme foerst, for uden dem kommer der ikke flere arbejdspladser (arbejdspladser bliver selvfoelgelig lagt i de billige lande).
Uanset hvor mange der protesterer vildt og voldsomt, saa er vi i et 'race to the bottom' med de billige lande. Mange siger at 'vi kan ikke konkurrere paa loen', men det kommer vi altsaa til, enten paa den ene eller den anden maade.

@ Rikke Jakobsen: "I konkurrence med private aktører" er jo netop, hvad jeg foreslår - som en start.
Demokratisk ledelse og resultatløn, tror jeg, vil stimulere smidighed, produktivitet og rentabilitet (profitabilitet).

@ Olav b. Hessellund: Har vi først noget offentligt, der imponerer, tror jeg meningsdannelsen kommer helt af sig selv ; - )

Socialisme i ét land?

Det ville naturligvis være rart, hvis lille Danmark kunne melde sig ud af den globale økonomi og skabe et lokalt paradis, hvor al bytteværdi var erstattet af brugsværdi.

Det ville nok temmelig hurtigt føre til et lavøkonomisk helvede med mangel på en lang række forbrugsgoder, selv de ivrigste fortalere for af-globalisering sætter pris på.

Midlet mod finanskapitalens hærgen er ikke at melde sig ud, men at bide sig fast og kræve demokratisk indflydelse.

Det kan ikke gøres på nationalstatsligt niveau. Men sandsynligvis på europæisk. Europa er fortsat verdens største økonomi, men fordi de europæiske stater ikke har evnet at samle deres potentiale i en samordnet, demokratisk reguleret økonomi, tumler vi fortsat i kølvandet på USAs anarkiske kapitalisme.

@ Mihail Larsen: Enig i at konfrontationen med "den nye supermagt", finansverdenen, ikke kan føres på mindre end EU-niveau.
Men en indledende succesfuld demokratisering af erhvervslivet her i landet kunne vel blive en europæisk inspirationskilde i forberedelserne.til den egentlige konfrontation.

Anders Lundkvist

Jeg har et par korte kommnentarer til Morten Lynge.

1) Rigtigt hvad du skriver om afskrivning af græsk gæld, men man skal jo fatte sig i kiorthed i en kommentar ...

2) Ingen kan nenægte at højkonjunktur/vækst i sig selv giver højere indkomster, derfor højere skatter og mindre offentligt underskud. Noget andet er så, at en regering naturligvis kan formøble en god offentlig økonomi. Stadardeksemplet er USA, hvor Bush junior gemme skattelettelser (til de rige) og krige fik vendt Clintos overskud til et underskud, trods højkonjunkturen frem til 2008.

3) Det er rigtigt at virksomhedrene konkurrerer internationalt om den laveste løn. Her mener jeg at medicinen må være internationalt samarbejde (fagforeninger, EU) om minimumslønninger. Ligesom EU bør indføre fælles standarder for seldkabsbeskatning, således at 'the race to the bottom' standser her.

Venlig hilsen
Anders Lundkvist

Niels Engelsted

Her er den gode nyhed--krisen løser sig selv.

Det der ikke kan stå vil falde. Gælden kan ikke betales, det er umuligt. I øjeblikket er staterne i krisens benægtelsesfase, hvor benægtelsen kommer til udtryk som kreditorernes hysteriske krav om at debitorerne skal aflevere alt, hvad de ejer og har uanset hvad. Men snart, vil man se virkeligheden i øjnene, og EU vil i god ro og orden overtage bankerne forpligtelser, dvs. bankerne selv. Så vil man sætte kapitalkontrol ind igen, og hvis englænderne og amerikanerne ikke vil være med, så vil man lave en toldmur. Dernæst vil man sætte gang i udviklingen af den offentlige infrastruktur, ikke mindst energi, finansieret af ECB. Sydeuropa vil af den samme vej få en hjælpende hånd efter, at de fundet måder at beskatte deres oligarker på.

Man kan kalde det den europæiske model, amerikanerne vil kalde det socialisme. Det må de godt, for det er den eneste vej ud af kapitalismens indbyggede modsætninger.

@Niels Engelsted: Jeg er desværre ikke i stand til at mønstre samme optimisme. Jeg er bange for, at vi slet, slet ikke har set enden på den politiske vilje til (endnu mere vanvittige) tiltag.

I går blev der talt om Euro-obligationer i nyhederne. Angela Merkel stritter heldigvis imod. Hvis de bliver en realitet om få år, så kan Europa, akkurat som USA, fortsætte med at grave sig endnu dybere ned i gælden, forudsat, naturligvis, at der er nogen, der vil investere i disse værdi(?)papirer. De amerikanske statsobligationer synes stadig at gå som varmt brød, forstå det, hvem der kan; jeg kan i hvert fald ikke.

Og hvis det ikke er tilstrækkeligt, mon så ikke man tager det ultimative værktøj i brug, et værktøj, der længe har været anvendt i USA, nemlig det at lade centralbankernes seddelpresser løbe. Og hvis det sker, så er vejen banet for hyperinflation. Og så frygter lille jeg for min opsparing, som jeg har sparet op uden nogen form for spekulative aktiviteter.

Pær Køie Kofod

Er der en vej ud af krisen?
(Økonomisk ansvarlighed)

JA. Der er ikke een . Men adskillige!!!
Der ligger lige til højre-benet.( Og venstrebenet, hvis man er det!)

Den økonomiske, sociale, uddannelsemæssige, erhvervsmæssige og samfundsmæssige bæredygtighed i Danmark kan bedst beskrives med en metafor:

En hullet metalspand. Hvor erosionen gør krav på stadig større mængder tilført materiale. For at opretholde niveauet.

Et multifacetteret hul der kan lukkes. Forholdvis enkelt!

Det er faktuelt, desværre, mere er reglen end undtagelsen:

At en opgave-/problemformulering.
Bliver løst fagligt EN-dimensionelt.

Ikke inddrager De mange facetter der også påvirker, neutraliserer, bliver påvirket af. Har følgevirkninger på. ETC....

Så der opnåes et synergisk overskud

Martin Pedersen

Fredsted,

"Og hvis det ikke er tilstrækkeligt, mon så ikke man tager det ultimative værktøj i brug, et værktøj, der længe har været anvendt i USA, nemlig det at lade centralbankernes seddelpresser løbe. Og hvis det sker, så er vejen banet for hyperinflation."

Burde der så ikke være hyperinflation i USA?

"Og så frygter lille jeg for min opsparing, som jeg har sparet op uden nogen form for spekulative aktiviteter."

Jeg kan da sagtens se, at det er irreterende, at den økonomiske idioti der er blevet ført, skal gå ud over dig, men mennesket er ikke en ø. Vi skal have økonomien til at fungere for fællesskabet. Ikke kun John Fredsted.

Til artiklen,

"I kølvandet på krise- udbruddet i efteråret 2008 førte man den modsatte økonomiske politik, nemlig ekspansiv finanspolitik, og den virkede faktisk, med pæn vækst i 2010. Denne politik gav naturligvis (også) stigende offentlige underskud, hvilket er, som det skal være i krisetider. For når hjulene igen begynder at dreje, stiger indkomsterne og dermed skattebetalingerne, således at underskuddet reparerer sig selv.

Problemet med den politik var og er imidlertid, at finanskapitalen tænker meget kortsigtet; den vil have sine rentebetalinger i morgen, hvor der ikke er penge i kassen — ikke om tre år, når der er. Den definerer den ’ansvarlige’ økonomiske politik som en meget kortsigtet politik, hvor pengene skal skrabes ind nu og her. Og det er finanskapitalens interesser, der har førsteprioritet."

Rente på en tiårig amerikansk statsobligation ligger lige nu på ca. 1,8%. Det er billigt at finansiere endnu en stimuluspakke. Så kan finanskapitalen råbe lige så meget de vil, de får deres 1.8% om året ti år frem. Og til den tid er budgettet forhåbentligt rettet op.

Jeg ved ikke hvad forfatteren sigter til, men hvis det er de høje renter, som har ramt de sydeuropæiske lande, så er det jo ikke deres lån til stimulus der er problemet, men at de sidder i den moderne guldstandards spændetrøje, kaldet Euroen. Lande som USA og England har en rekord lav rente, fordi de stadig har kontrol over deres valuta, og dermed en større fleksibilitet.

Keynes argumenterede imod guldstandarden netop pga. af dens manglende fleksibilitet. Og så påpegede han, at rente og inflation ville forblive lav i en likviditetsfælde. Vi er nu fire år inde i denne økonomiske nedtur. USA har et underskud på over en trillion $ og har tredoblet pengemængden. Det har intet gjort ved hverken rente eller inflation. Så kigger man ud af vinduet, så har mandens økonomiske teorier endnu en gang stemt overens med virkeligheden.

@Martin Pedersen: "Burde der så ikke være hyperinflation i USA?"

Nej, for det vil Kina, der sidder inde med langt de fleste af de amerikanske statsobligationer, ikke tillade at ske. Kina kan ikke lade USA gå ned, for så går de selv ned. Alle er nødt til at foregive, at dollaren er en god valuta. Det er i hvert fald sådan, jeg forstår det.

"Vi skal have økonomien til at fungere for fællesskabet. Ikke kun John Fredsted."

Gider du ikke godt lade være med at fremstille mig som en barnagtig idiot?

Martin Pedersen

Fredsted,

"Nej, for det vil Kina, der sidder inde med langt de fleste af de amerikanske statsobligationer, ikke tillade at ske."

Hvordan forhindre de det?

"Gider du ikke godt lade være med at fremstille mig som en barnagtig idiot?"

Jo, og så alligevel ikke. Problemet er at argumentet oftest kommer fra højreorienterede der prøver at beskytte deres formuer, fordi de ikke vil betale den pris det kræver at rette op på økonomien. Man siger at inflation er moralsk forkasteligt fordi det går ud over "de succesfulde". Og argumenterne burde selvfølgelig gå på hvordan vi alle bedst muligt kommer ud af krisen og ikke blot nogle få. Så når jeg ser argumentet, så er jeg nok tilbøjelig til udstille det for hvad det er, egoistisk og barnagtigt.

@Martin Pedersen: "Problemet er at argumentet oftest kommer fra højreorienterede der prøver at beskytte deres formuer ..."

I så fald er det måske på sin plads at fortælle dig, at jeg stemte Enhedslisten ved det nyligt afholdte valg. Og at jeg for eksempel intet ville have imod at betale mere i skat, eller for eksempel at aflevere en del af min opsparing (hvis altså alle i gensidig solidaritet er pålagt at gøre tilsvarende) til for eksempel en fond, der skal gøre Danmark mere grøn, eller hvad der nu måtte være behov for.

Men jeg har så bestemt noget imod at se min opsparing - der, som jeg tidligere antydede, er optjent på den gode gammeldags manér uden spekulation, men ved at ligge lidt til side hver måned - skal fordampe i større eller mindre grad som følge af politikeres og andre menneskers letsindige omgang med kreditter, herunder boligfinansieringen, igennem de senere år.

Martin Pedersen

Fredsted,

Til dit første afsnit. Jeg har fulgt med på information i en tid og er godt klar over dine holdninger. Set fra det perspektiv skal du have en undskyldning for min nedladende facon. Hermed givet.

Men til dit andet afsnit. Jeg mener stadig at argumenterne må gå på hvad der er bedst i det samfundsøkonomiske perspektiv og ikke i perspektivet for den enkelte. Tag igen Eurozonen. Tyskland vil ikke have inflation. Og netop med det argument, at de har opført sig ansvarligt og at det ikke er retfærdigt at de skal lide under de sydeuropæiske landes uansvarlighed. Problemet er, at som en konsekvens af Tysklands manglende vilje til 5% inflation, skal de sydeuropæiske lande nu igennem en længere periode med deflation for at gøre sig selv konkurrencedygtige. Den periode med deflation bliver noget nær umenneskelig, især for de svage i de samfund. Derudover kommer, at værdien af landendes gæld vil stige. Hvilket gør at sandsynligheden for at Euroen går ned bliver næsten uundgåelig. Ingen tvivl om at Euroen har vist sig som et elendigt projekt, men nu er den her. Og dens utidige undergang får store konsekvenser, også for forsigtige menneskers opsparinger.

Jeg deler 100% din frustration over at den neoliberale økonomiske politik også får konsekvenser for folk, der altid har argumenteret i mod den. Men den får konsekvenser. Også derfor jeg er lidt aggressiv i min måde at argumentere økonomi på. Det irriterer mig grænseløst, at opgøret med neoliberalismen går så langsomt. Håber at OWS indtager parken på Wallstreet igen til foråret.

@Martin Pedersen: Tak for din undskyldning, alt tilgivet.

"Den periode med deflation bliver noget nær umenneskelig, især for de svage i de samfund."

Jeg kan godt se det etiske dilemma, det sætter mig i.

Tilføjelse: Jeg er dog bange for, at jeg kun vil være villig til at spæde til, hvis det økonomiske paradigme sideløbende undergår en forandring, så vi ikke om kort tid, står i nøjagtig den samme situation. Og det, altså forandringen af det økonomiske paradigme, er der vel ikke nogen udsigt til.

Olav Bo Hessellund

Martin Pedersen:
Er stort set enig i dine betragtninger om eurozonen, og det morads, landene har bragt sig selv i.

Blot synes jeg, at din opdeling af lande i, hvem der har opført sig ansvarligt (Tyskland) hhv. lande, der har opført sig uansvarligt (Sydeuropa) behøver en modifikation.

Indtil nu er det er jo Tyskland – eller mere præcist de store tyske erhvervsvirksomheder - der har haft størst fordel af euro’ens indførelse gennem lettere afsætning til resten af EU, sparede transaktionsomkostninger, opkøb af virksomheder i andre EU-lande med lavere lønudgifter (VW er et godt eksempel), høj beskæftigelse og løntilbageholdenhed hos fagforeningerne. Noget af en ønskesituation for en eksportorienteret virksomhed, kan man vist roligt sige.

Det væsentlige, forekommer det mig, er stadig, at euro’en fra dens fødsel var et misfoster – og det var der faktisk en del økonomer, der gjorde opmærksom på fra begyndelsen, bl.a. med henvisning til historiske erfaringer med at erstatte nationale valutaer med transnationale (den skandinaviske møntunion og den latinske do. i slutn. af 1800-tallet).

Velkendt er argumentet om den manglende samordning mellem penge- og finanspolitik – men det er jo også tåbeligt at lade de nationale landegrænser falde sammen med grænserne for pengepolitiske tiltag. FED, der er ansvarlig for den amerikanske pengepolitik, er - bevidst naturligvis - regionalt afgrænset på en måde, så de ikke er sammenfaldende med delstatsgrænserne.

Olav Bo Hessellund

De to sidste afsnit i mit tidligere indlæg skulle have set således ud - beklager rodet:

Det væsentlige, forekommer det mig, er stadig, at euro’en fra dens fødsel var et misfoster – og her er Tyskland jo ikke mindre ansvarlig end resten af eurolandene. Desuden var der faktisk en del økonomer, der fra euro-debattens begyndelse gjorde opmærksom på de dårlige, historiske erfaringer med at erstatte nationale valutaer med transnationale (den skandinaviske møntunion og den latinske do. i slutn. af 1800-tallet, hvis reelle levetid var så kort, at næppe mange husker dem i dag).

Velkendt er argumentet om den manglende samordning mellem penge- og finanspolitik. Men det er jo også tåbeligt at lade de nationale landegrænser falde sammen med grænserne for pengepolitiske tiltag. Det er jo nærmest at invitere til slagsmål mellem nationalpolitiske interesser og de institutioner, der skal varetage den fælles pengepolitik – et slagsmål, der ser ud til allerede at være i fuld gang. FED, der er ansvarlig for den amerikanske pengepolitik, er - bevidst naturligvis - regionalt afgrænset på en måde, så de ikke er sammenfaldende med delstatsgrænserne.

Martin Pedersen

Hessellund,

Jeg tror ikke vi er uenige. Mit ærinde var at illustrere (u)ansvarligheds-argumentets manglende holdbarhed, når det bruges imod inflationens validitet som pengepolitisk værktøj til at få økonomien til at fungere.
Du giver så eksempler, og tak for det, på andre aspekter hvor det heller ikke giver mening at tale om ansvarlighed. Og igen, det er jeg helt enig i. Det bidrager ikke til nogen indsigt at presse Eurozonens komplekse problemer ned i et par sort-hvide kategorier.

jovist er der veje ud af krisen, bortset fra at capitalisterne eller capitalistlakajerne,
kan få lidt svært ved at finde nogle andre, som vil høre på deres beklagelser, når / hvis arbejderen overtager det meste og det væsentligste af det hele af jorderne, fabrikkerne, infrastrukturerene..

ud af krisen ?

jo muligvis
ny æra, new age, bliver sandsynligvis til virkeligheder, men nok "kun" i (gen)vendte ( og indrømmede ) materialisme-udgaver

til en sådan evt. (gen)vendt ( og indrømmet ) materialismeudgave af ny ære, new age, kan så tilføjes: at materialisme, bør jo også være: også anvendt materialisme.