Kronik

Afhængighed forveksles med fattigdom

’Carina’ lever bedre end fortidens fyrster, kejsere og konger. Spørgsmålet er ikke, om hun har for lidt eller for meget, men hvordan hun genvinder grebet om det stolte liv
Der er råd til at fylde indkøbsvognen, også hvis man er på overførselsindkomst. Men selv om man ikke lever i materiel fattigdom, kan et liv i afhængighed af overførsler sagtens føles fattigt, påpeger dagens kronikør.

Der er råd til at fylde indkøbsvognen, også hvis man er på overførselsindkomst. Men selv om man ikke lever i materiel fattigdom, kan et liv i afhængighed af overførsler sagtens føles fattigt, påpeger dagens kronikør.

Christian Lindgren

Debat
14. december 2011

Ud fra en objektiv målestok lever danske kontanthjælpsmodtagere bedre end samfundets eliter tilbage i historien. I det meste af menneskehedens udvikling har mennesker sultet, frosset og lidt af smerter. Gennemsnitsalderen har været det halve af i dag, og mange nyfødte overlevede ikke det første år. En kvinde skulle regne med, at kun halvdelen af børnene overlevede hende selv. Tænderne raslede ud i teenageårene, og så var det søbemad resten af livet. Når der overhovedet var noget at spise.

Derfor blev de fleste menneskers udvikling deform på grund af utilstrækkelig ernæring. »Kummerformer« kaldte historikeren Peter Riismøller det i sin lille fremragende bog Sultegrænsen, hvor han delvis selvoplevet skildrer livet på landet i 1800- og 1900-tallet. Det var et liv i sult og mangel og tæt på døden.

Livet har været en jammerdal før den moderne tid. Mennesker har gået med fysiske smerter i led, knogler og tænder. Smerter, som ingen i dag kan forestille sig.

Og livet kunne hurtigt finde sin afslutning ved en infektion, som i dag banalt kan behandles medicinsk. Konger og stormænd levede meget mere usikkert end nutidens bistandsklienter, fordi livet kunne slutte brat pga. en lungebetændelse eller en blodforgiftning, som i dag er banale sygdomme.

Derfor skal vi omgå et begreb som ’fattig’ og ’fattigdom’ med langt større omhyggelighed, end vi gør i dag.

De afhængiggjorte

Fattigdom har været reglen i menneskehedens historie. Velstand er en undtagelse — en sen, mikroskopisk parentes i historien.

Takket været en enorm velstandsstigning er der i dag meget mere til rådighed i samfundet, både for de ydende og nydende. Og det er godt. Og det er godt, at vi samlet set har velstand nok til, at alle kan få det materielt tilstrækkeligt, og sådan skal det også være. Ingen skal lide materiel nød i Danmark. Men vi skal også sørge for, at der ikke går inflation i fattigdomsbegrebet.

Subjektivt kan nutidens kontanthjælpsmodtagere derimod godt opleve en stor grad af afhængighed, afmagt, ufrihed og kedsommelighed. Det sidste er den klassiske dødssynd, man frygtede for i gamle dage som kilde til livslede og passivitet. Man må ikke ret meget som modtager af overførselsindkomst og har svært ved at forbedre sin situation, hvis der ikke lige er et arbejde at få. I 1800-tallet skelnede man mellem fattigdom og pauperisme, hvor det sidste mere betegner tilstanden af afhængighed af offentlige ydelser.

Du kan være fattig uden at være afhængig, men i nutidens samfund oplever man det modsatte med stort set ingen fattigdom i den materielle forstand, men til gengæld en ekstrem og omfattende grad af afhængighed.

I dagens Danmark er der to millioner på offentlig overførselsindkomst — helt præcist 2.049.000 danskere. Mange af dem er velfortjente pensionister, men der er også mange i den arbejdsduelige alder.

Fattig men ikke pauper

Der findes historiske paralleller til den situation, som Danmark for tiden befinder sig i. I begyndelsen af 1800-tallet var Storbritannien det mest velstående land i verden, industrialiseringen buldrede derud af, og der blev anlagt jernbaner, kanaler, bygget fabrikker og produceret varer i et hidtil uset omfang. Alligevel var en sjettedel af briterne afhængige af fattigforsørgelse.

Franskmanden Alexis de Tocqueville beskrev i 1830’erne, hvordan man ved rejser i Spanien eller Portugal kunne opleve befolkningen leve meget beskedent og armt, egentlig fattigt, men ingen levede af det offentliges nåde. Der var simpelthen ikke så meget at gøre godt med.

I Frankrig var kun én ud af 20 afhængig af fattighjælp, beskriver Tocqueville. Altså man levede fattigt, men ikke som afhængig.

Derfor skelnede man i 1800-tallet mellem fattig og pauper, hvor pauperismen havde sine årsager i en afhængighed af hjælp fra andre.

Det britiske vildspor

I Storbritannien skyldtes miseren en forfejlet fattigdomspolitik, den såkaldte Speenhamland Act fra 1795, som gav enhver fattig og arbejdsom mand, hvis indkomst faldt under et minimum defineret ud fra prisen på brød, ret til at modtage understøttelse fra sognet. Resultatet blev en voldsom stigning i antallet af fattige. Systemet fik en lang række uheldige følgeeffekter såsom fald i de ordinære lønninger (for man kunne få suppleret med hjælp fra sognet), stigende arbejdsløshed og et fald i produktiviteten. Dermed skete der en pauperisering og demoralisering af de dårligst stillede.

Et tilsyneladende godt princip fik fatale konsekvenser, ifølge Tocqueville.

Fejlen i Storbritannien var, at man byggede på retsreguleret hjælp, skrev Tocqueville:

»Der er intet, der generelt løfter og højner den menneskelige ånd mere end ideen om rettigheder. Der er noget stort og kraftfuldt ved ideen om rettigheder, som fjerner det ydmygende ved ethvert krav og placerer modtageren på samme niveau som dem, der skal tilfredsstille rettigheden. Men fattiges ret til at opnå samfundets hjælp er unik ved, at den i stedet for at løfte hjertet hos manden, der kræver retten, nedværdiger ham.«

»I lande, hvor lovgivningen ikke giver denne mulighed, må de fattige vende sig mod individuel hjælpsomhed og dermed sandt nok anerkende sin lavere status i forhold til resten af sine medmennesker. Men han må indrømme det diskret og midlertidigt. Fra det øjeblik en nødlidende indskrives på fattiglisten i sognet, kan han godt nok forlange hjælp, men hvad er præstationen ved hans ret, hvis ikke en manifestation af modtagerens elendighed, svaghed og dårlige adfærd. (…) Den arme mand som kræver almisser ud fra en ret, er derfor i en mere ydmyg position end den nødlidende, som spørger om medlidenhed fra sine medmennesker ud fra Vorherre, der betragter alle mennesker som lige og underlægger både rig og fattig samme lov.«

Grundlovsfejde

Det var bl.a. de britiske fattigdomsdiskussioner, der var årsag til, at N.F.S. Grundtvig blev en så voldsom kritiker af offentlig forsørgelse i debatterne i den grundlovsgivende forsamling i 1848-49. Grundtvig havde også rejst i Storbritannien i 1830’erne og læst om den britiske fattigdomslovgivning.

Da der blev stillet forslag om, at man generelt skulle kunne modtage forsørgelse buldrede Grundtvig løs: »Det er en almindelig Forsørgelsesret, som denne Paragraph stræber at indføre i Danmarks Grundlov, og saa høit og lydeligt, som jeg kan, maa jeg da protestere derimod som en af de største Ulykker, som kunde skee baade for Grundloven og, hvis den kommer til at staae i Grundloven, følgeligen ogsaa for hele Landet.«

Og så refererer Grundtvig ret indgående erfaringerne fra Storbritannien, hvor en for storsindet fattighjælp førte til omfattende pauperisme og en offentlig hjælp utilsigtet skaber et system af afhængighed. Grundtvig konstaterede ligesom Tocqueville, at Storbritannien, »det rigeste Land i hele Verden«, ved at gøre forsørgelsesretten bredt gældende dels skabte en voldsom vækst i fattige og fattighuse, dels gjorde det sværere for værdigt trængende at klare sig uden at skulle tvinges på fattighus.

Hvis der endelig skulle stå noget i Grundloven om hjælp, ville Grundtvig have, at det skulle udspecificeres, at »der skal gøres alt muligt for, at de Gamle, de Syge og de forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder«. Men generel forsørgelse ud fra et behovskriterium skaber inflation i hjælpen, hvorfor offentlig hjælp ifølge Grundtvig skal begrænses til objektivt svage grupper: gamle, syge og børn.

Det stolte liv

Det, der med et misvisende udtryk i dag kaldes fattigdom, bør snarere opfattes som afhængighed eller pauperisme som i 1800-tallet. Følelsen af at være afhængig af stat og kommune og dens behandlere i sit liv kan sagtens subjektivt opleves som en mere smertelig proces end materielle afsavn, men det skal bare ikke forveksles med traditionel fattigdom. Lavtlønnede i arbejde lever et mere stolt liv end kontanthjælpsmodtagere med nogenlunde det samme rådighedsbeløb.

Så løsningen ligger i de menneskelige ressourcer. Hvordan udvikles autonomi, selvstændighed og vilje til at tage ansvar for eget liv? Det kan nok kun komme indefra og ved, at incitamenterne gøres gunstige.

 

Henrik Gade Jensen er projektleder i CEPOS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Kristensen:

Fængslerne er altså også fyldt med mennesker med såkaldte "psykopatiske træk".

Jeg tror mere på den tese, at det her handler om, at bestemte sociale miljøer fremmer og belønner en hensyns- og skruppelløs adfærd end at direktører eller kriminelle skulle være genetisk disponerede for amoralsk fremfærd.

Ellers ser jeg nogle scenarier af etnisk udrensning for mig. Hæng de kriminelle eller tvangssterilisér dem - de er jo genetisk disponerede. Og så kan man ellers gå videre med direktørerne og deres børn...

Heinrich R. Jørgensen, jeg tror du ville komme i slem knibe hvis du skulle dokumentere din påstand om "den gode konge"
De fandtes sikkert, men kun som en sjælden undtagelse og de har aldrig kunnet holde sig ved magten ret længe.

Tjek historiebøgerne

Uafhængighed er det modsatte af, hvad Henrik Gade Jensen postulerer - nemlig sikkerhden for at kunne få hjælp, når man har behov. Afhængigheden er indbygget i denne hjælp, men den er ikke en nødvendighed og kunne sagtens fjernes, hvis ikke folk med synspunkter som Henrik Gade Jensen holdt så nidkært fast i den.

Epigenetik
Jeg bliver helt lettet, når jeg konstaterer, at der ingen rige, magtsyge svin er i min familie.
Og dog der var vist en sognerådsformand.

Da dagens avis er udeblevet måtte jeg ty til gårsdagens igen, og stødte på indledningen i denne kronik: - "Ud fra en objektiv målestok lever danske kontanthjælpsmodtagere bedre end samfundets eliter tilbage i historien" -.

Her stod jeg så nødvendigvis af, mente at vide resten af smøreriet, skelede nederst til højre og fik lige ud af øjenkrogen noteret en forfatter Jensen fra den almennyttige forening Cepos. Off course, naturellement. Hvad er det mon for en slags "projekter" manden leder ...

Hvad får et seriøst dagblad som dette til gang på gang at lægge spalteplads til disse ideologiske eskapader og tåbeligheder, som intet nyt bringer til torvs, men igen stigmatiserer lovlydige samfundsborgere ...

Kære Leo Nygaard,

begrænsning af velfærdsstaten, kun hjælp til dem "med et virkeligt behov", - pakket ind i miljø- og klima-floskler?

Hvor er forskellen lige mellem de radikale og retsliberalisterne - deres logo? - deres yndlingsfarve?

Karlsen - Er det ikke fuldstændig ligegyldigt om der er forskel på dit og dat?
Noget pakket ind i noget andet ! Vrøvl.
Du har mistet overblikket.

Interessant laesning for en velfaerdsdansker immigreret til London, hvor modstanden mod "welfare as a lifestyle" ogsaa flyder som en lind stroem i medierne.

Jeg har sat mig lidt ind i tallene,
Unge under 25 uden boern faar 500 kr. om ugen - og huslejen betalt - typisk 600 kr. om ugen. Hvis huslejen indeholder udgifter til opvarmning og elektricitet, fratraekkes et skoennet beloeb i daekningen af huslejen og skal i stedet betales af de 500 kr.

I praksis bor man saa typisk paa et vaerelse paa 8 kvm i et "shared house" og kan udover brugt toej og enkel mad - faa raad til en flaske vin hver weekend. Ingen telefon, ingen biograf, ingen restaurant. Men masser af spadsereture i parkerne.

Hvis man faar et arbejde til minimumsloen - tjener man 2.000 kr. om ugen (ingen skatter) og kan dermed foroege sin disponible indkomst med 150 %.

Er der virkelig nogen der ikke gider arbejde sig ud af den situation?

Jeg har anbefalet artiklen.

Jeg finder den på rimelig og forståelig vis anskueliggør det simple faktum, at ikke alle mennesker hører hjemme i det teknologiske stade Danmark repræsenterer.

Problemet er bare, at Danmark er så lille et land, at det i vid udstrækning opfatter sig selv som homogent og ensartet, når borgerne retteligt ikke kan leve op til denne homogene opfattelse.

De personer, der forstår og tilpasser sig de muligheder et højt tekonologisk stade og gratis uddannelsesmuligheder samt retten (og ejerskabet) til privat initiativ vinder i vores samfund.

Alle andre eksisterer. Der er penge nok til at holde disse andre passive, tavse og tilfredse i deres påtvungne ligegyldighed. Det er ikke særlig medmenneskeligt, men det er uhyre bekvemt og står kun i ringe grad i vejen for samfundets effektivitet. Samtidig står det endnu mindre i vejen for de professionelle magthavere i form af Folketinget, hvor et angreb på de tavse er et gratis angreb, der er ingen modstand.

Det er ligegyldigt om vi ser på Venstre, Socialdemokratiet, De Konservative eller Socialistisk Folkeparti, det er vækst der er mantraet. Vækst betyder økonomisk vækst, øget produktivitet, øget konkurrenceevne, øget indtjening, øget formue for dem der forstår præmissen.

Men i sidste ende er den altoverskyggende grund, at det i langt højere grad end at hjælpe de tavse kan betyde genvalg.

John Vedsegaard

Skulle nogen være i tvivl er:

Henrik Gade Jensen

Mag. art. Projektleder.
Ansvarlig for CEPOS Universitet
__________________________

Erika Grann - Jeg tilføjer : Samtidig stresser en stor af de arbejdende afsted, både far og mor, i effektivitetens navn, i stive arbejdsmarkeds systemer. Tilmed betaler de dagpengebidrag, som holder de ledige ude, istedet for solidarisk at dele det arbejde, der er.

randi christiansen

Jesper, Vibeke m.fl. :

Hvis vi ser på menneskehedens historie, er det rystende, hvad vi bærer med os. Når nogen mennesker har behov for så uhæmmet at tilrane sig penge og magt, har det naturligvis at gøre med både arv og miljø – epigenetikken tilbyder ekstra dimensioner i den forståelse.

Menneskehedens samlede masse af arv og miljø har tydeligvis medført, at nogen få udvikler denne adfærd, de er nok i særlig grad disponerede – måske kunne det være dig og mig, hvis vi fik muligheden.
Nu forholder det sig jo sådan, at arv og miljø er komplekse størrelser, og det er på det nærmeste umuligt at forudse, hvordan lige netop den kombination, et barn udgør, vil folde sig ud. Vi er alle i et kaleidoskopisk, fraktalt (slå det op) mønster underlagt , hvad man kunne kalde arvesynden – og man kan blot konstatere, at menneskehedens samlede aktiviteter har frembragt den nuværende situation, hvor nogen reagerer på deres arvemasse med at modarbejde fællesskabet.

Det nytter selvfølgelig ikke at fortsætte mønsteret med aktion/reaktion. Etnisk udrensning, tvangssterilisering o.l. vil blot være at fortsætte arvesynden. Vi må ændre de grundlæggende adfærdsmønstre ( tænk f.eks. NLP, Neurolingvistisk Programmering - slå det op)

En forudsætning er viden om hvorfor og hvordan – selverkendelse er den første vej til forbedring.

Kan jeg gætte partimedlemsskabet, alene baseret på forfatterens uhæderlighed?

TA-DAH, han er venstre-mand.

Løgnen ligger i fortelsen, og i at fremhæve den mindste faktor, for at tilsløre den største.

Først fordrejningen af forholdsmæssig rigdom:

Nutidens fattige er forsvarsløse, har ikke mulighed for at ændre vores tilværelse (ligesom trælle), og har til rådighed en tusindedel af nutidens rigeste.

Nutidens rigeste betaler en frygtelig skattebyrde, så den har kun tusind gange mere end fortidens fyrster.

Nutidens fattige har mere mad og elektronik, og bedre boliger, men stort set ingen magt over egen skæbne. De har ikke tusind gange mere end fortidens fattige.

Så fordrejningen af skattetrykket:

Nutidens rigeste har tusind gange mere end fortidens fyrster, ikke på grund af eget geni, men fordi socialdemokraterne har opbygget et veuddannet industrisamfund med højtuddannede arbejdere.

Der er flere penge i samfundet.

Det er sikkert at gå på gaden.

Alle slaverne får den optimale arbejdstræningsuddannelse.

Alle disse ting er betalt af det frygtelige skatettryk.

Dybest set er det på grund af skatetrykket, at de alerrigeste har så astronomiske indtægter.

Og til sidst løgnen om, at Danmark er helt anderledes:

I Danmark er momsen med i prisen på skiltet.

I Danmak er skatten på arbejde med på lønsedlen.

I Danmark er arbejdsløshedsunderstøttelse og folkepension med på finansloven, så alle kan se det.

I Danmark er grund-sygesikring gratis og med på finansloven.

Der findes lande (fx. USA, Tyskland, England, Irland), hvor disse udgifter er skjult og fejet ind under gulvtæppet. Men bemærk at ingen af udgifterne er tryllet helt væk; det er bare regningen, der er tilsløret.

Henrik Gade Jensen er en opblæst nar. Han insinuerer, at systemet i Danmark er dyrere (løgn), at fattige er rigere end rige (løgn), at rige ikke profiterer på det sociale sikkerhedsnet (løgn), at fattigdom er offerets skyld (afskyelig løgn).

Måske tager jeg fejl. Måske er Henrik nærmere liste O end liste V.

Og så til allersidst en lille tilståelse: Jeg nyder i smug den ufattelige materielle velstand, vi har i USA, og hvis bare man er i top-20%, så er systemet da til at leve med, men jeg ville helt personligt have et bedre liv med et sikkerhedsnet, der beskyttede mine nærmeste, og mig selv, hvis jeg er uheldig. Det er ikke solidaritet, der får mig til at foretrække et retfærdigere samfund. Det er dels selvforsvar og dels udsyn.

Tak, Uffe Hellum, for så præcist at beskrive de vilkår, vi lever under. Personligt kan jeg få det dårligt nogle steder i England, hvor skiltningen kan gøre én usikker på, om personalet overhovedet får anden løn end drikkepenge.

Ja det er ret skræmmende, at man den dag idag stadig ikke har fattet, at der IKKE er nogen forskel på folk. Uanset genetisk afstamning, hudfarve, religiøs overbevisning, politisk overbevisning mm.

Det er også skræmmende, at der er så mange mennesker der stadig er bange for udvikling og ny forskning, der rent faktisk kan forbedre vores levevilkår på længere sigt.

Lad os tænke ud af boksen! Måske finder vi ud af at den i virkeligheden er rund.

randi christiansen

Der er lige kommet en meget mere syret forklaring på tingenes tilstand, end noget jeg har vovet mig ud i længe - som dog, i betragtning af de vanvidsscenarier der udspiller sig på planeten, forekommer sandsynlig - læs Elis Vejvad på tråden ´USA fonde investerer i sydeuropæisk gæld´

Det er sært, at Information lægger spalteplads til en voldsom borgerlig problematisering af kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, efterlønnere, pensionister, arbejdsløse og andre på overførselsindkomster. Sært fordi det er så gennemskueligt, at det borgerlige ønske dels er besparelser på overførselskontiene, dels et pres på lønningerne. Vi ser den samme udvikling i de andre europæiske lande. Målet er voldsomme besparelser og lønninger ala working poor.

Det ville være mere rimeligt for en centrum/venstre avis selv at lægge op til afdækning af den forløjede argumentation i dette borgerlige pres i artiklerne og ikke overlade afdækningen til den ulønnede skare af mere eller mindre faste debatører.

En markant artikel var Ole Thyssens 'Det svigtede menneske', som kom som opfølgning af hans og Henrik Dahls usympatiske debatbog fra 2006/08: Krigeren, Borgeren og Taberen, - og beskæftigede sig med en hånlig nedgørelse af behandlersystem, patienter og klienter over en bred bank og beskyldte kontanthjælpsmodtagere for at snylte på samfundet og gøre taberkarriere med snablen godt fastgroet i de offentlige kasser.

Men der er masser af tilsvarende skriverier. Uden at anstrenge mig har jeg fundet følgende links, men der er flere:

http://www.information.dk/285014

http://www.information.dk/286810

http://www.information.dk/286479

http://www.information.dk/287026

Artiklernes sigte er åbenlyst at levere legitimering til besparelser på overførselskontiene, hvilket sikkert er god oppositionspolitik for de borgerlige, der gerne vil samle flere stemmer om den slags. Artiklerne er kendetegnet ved overhovedet ikke at beskæftige sig med den voksende psykiske belastning i det neoliberale samfund og ikke at reflektere nærmere over mulige virkninger på dette område af krisen og den voksende utryghed blandt de psykisk belastede, endsige anvise udveje for disse personer og grupper. Hvis de beskæftiger sig med disse emner, som Ole Thyssen til dels gør bla gennem henvisning til forfattere som fx Axel Honneth, Alain Ehrensberger og danske Rasmus Willig, så er det på en hånlig nedgørende facon, der blot mistænkeliggør disse problamatiseringer uden at forholde sig til indholdet i belastningerne og den problematiske psykiske og sociale udvikling.

Jeg får samme fornemmelse af skift fra socialt engagement og resocialisering blandt de borgerlige 'intellektuelle' mht sociale problemer, som den ændring der er sket med politiet og kriminalforsorgen i de senere år. Væk er alle overvejelser om resocialisering - erstattet af kontrol, overvågning og straf mhp at disciplinere de uregerlige masser i takt med stadig indskrænkning af livsmulighederne.

Der findes masser af viden om, hvordan man kunne indrette på en mere engagerende og inddragende facon, men i denne borgerlige debat som Information lægger op til er der kun plads til de mest primitive mistænkeliggørelser. Ingen analyse af de reelle problemer og ingen løsningsforslag. Det ser i sandhed sort ud.

randi christiansen

Ole Thofte - vi har i det mindste debattråden, hvor klare indlæg som dit kan læses. Men det er virkelig bemærkelsesværdigt og meget sørgeligt, at selv en avis som Information synes at være modtagelig for den borgerlige indoktrinering.

Fronterne skærpes åbenbart når krybben er tom - og det er den jo også kun for nogen - de, som bliver bestjålet, og de som frygter at blive det.

Hvad er Information bange for ? At det store bedrag bliver afsløret ? At blive kaldt røde lejesvende ?

randi christiansen - tak! jeg har på fornemmelsen at Informations redaktører mener de borgerlige indspark er saglige (det mener jeg ikke de er - de er ideologiske). Og måske savner redaktørerne samfundskritiske indlæg fra fx psykologerne, der måtte være de første til at kommentere kritisk mht neoliberalismens socialkarakterer. Det savner jeg osse, selv om jeg tilhører faget og burde vide, hvad der rører sig af samfundskritiske indlæg.

Jeg håber, psykologerne og andre samfundsfaglige debatører snart byder ind med en strøm af saglige indlæg om konsekvenserne af livet i det neoliberale, kriseramte samfund... er det for meget at håbe på?

Og jeg er slået med forbavselse over, at ikke flere læsere af nærværende avis ser sig i stand til at anbefale Ole Thofthes kommentar af dd. kl. 00:44 ...

Sorry: For Thofthes - læs Thoftes ...

Jan Weis: så er vi kvit, hvad slåfejl angår :-)

randi christiansen

Ole Thofte : Du kunne måske henvise redaktørerne til disse indlæg eller selv forfatte et ?

Så I den - meget sene - udsendelse på DR2 forleden, hvor Lone Frank deler sit liv med os - meget modigt, tak Lone. På trods af overbevisende udtalelser fra fagfolk om det uhensigtsmæssige i at lægge låg på depressionen med psykofarmaka, ender hun - efter 3-4 måneders tappert forsøg på at klare sig uden - med at give op fordi : "Der er jo et stykke arbejde, der skal gøres"

Det siger mig alt, om hvad det moderne liv og arbejdsmarked har gjort ved os.

Det er fanme uhyggeligt - fjernsyn, fodbold og fy´kofarmaka til folket - og hvis de ikke har råd til brød, så kan de vel bage selv. Oprør !

Vanviddet, der har grebet samfundet er den tro, at penge i sig selv repræsenterer en reel værdi! Det gør de selvfølgelig ikke, de er et mddel til at kunne bytte vidt forskellige former for værdier. Fordi det historisk har været nødvendigt.
Den moderne teknologi giver os et utal af muligheder for at holde øje med efterspørgslen efter de basale og til alle tider nødvendige basisprodukter og deres distribution til dem, der mangler dem; men i stedet har man valgt at bruge teknologien til at udvikle stadig mere abstrakte og 'virtuelle' måder at håndtere penge på, hovedsageligt blandt dem, der i forvejen har sat sig på størstedelen af de værdier, som resten af verden ønsker at forbruge, men som den ikke kan komme til, fordi der kan tjenes bedre penge dér, hvor de faktisk ikke ville savnes. - Som i den gamle bordbøn:
Nogle har mad, men kan ikke spise
Andre kan spise, men har ingen mad
[...]
Jeg tænker over det, hver gang man taler om den smadring af den afrikanske økonomi, der forårsages af vestens eksport af subsidierede fødevarer, at hele den diskussion er en skindiskussion. Der er intet i vejen med at sende billige eller gratis fødevarer, hvis de blot ender hos dem, der mangler dem, og hvis mængden blot er tilstrækkelig, for vi producerer mad for at mætte, og giver penge for den for at kompensere dem, der bruger deres tid på opgaven og derfor ikke kan gøre andre ting samtidig.
Pengenes værdi ligger i muligheden for specialisering indenfor snart sagt ethvert felt og den dygtiggørelse, det indebærer, meget lidt andet.

Vender ofte tilbage til mit eksemplariske eksamensprojekt fra 2003, meritlærereksamen ved Haderslev Seminarium, stadig aktuelt. Hvorfor er det totalt uforståeligt for dagens politikere og især for mange skolelærere og pædagoger …

Her et kortere uddrag: -

”Jeg vælger at tage udgangspunkt i en frigørende eller kritisk læringsteori, hvor læringen er baseret på samspillet mellem omverdenen og en kognitiv indre proces i den enkelte elev, der til stadighed forholder sig kritisk til resultaterne og sætter det hele ind i en personlig forståelsesramme. Kritisk teori er en videreudvikling af teorierne fra realismen og humanismen, og en fortsættelse af oplysningens projekt, primært repræsenteret ved Jürgen Habermas, en utrættelig kritiker af postmoderniteten og især den luhmannske version af konstruktivismen. Habermas stiller, over for denne modernitet, som breder sig mere og mere, en kommunikativ rationalitet, den herredømmefri samtale, og taler her om system- og livsverdenen.

Systemverdenens rationalitetsform – formålsrationaliteten - trænger sig, med postmoderniteten,
ind i livsverdenen og fortrænger i stigende grad værdirationaliteten, hvilket Habermas betegner som systemets kolonisering af livsverdenen, og hvilket igen truer livsverdenens sociale integration med risiko for udvikling af en række patologier.

Denne udbytning af livsverdenen er efterhånden så fremskreden, at systemverdenen, ofte ved anvendelse
af selektiv systemvold, må udkæmpe flere og flere slag på flere og flere fronter. For ikke at systemet skal spille fallit trækkes pinen ud, og dets overlevelse er betinget af en fortsat vedvarende udbytning af både livsverdenen og naturgrundlaget - nu kæmpes der også med våben på den globale arena. Herunder omdannes den statslige-politiske magtbasis, og det totalitære samfund er en risiko, vi må bekæmpe.

I den tekniske udvikling ligger også den politiske mulighed for det totale samfund, hvor samfundets kræfter og teknologien stilles til rådighed for individets frihed. Denne mulighed må siges at være ikke eksisterende i øjeblikket, eller den har i det mindste ikke fået lov til at blive prøvet ad demokratisk vej endnu”.

Peter Hansen: Ja, man skulle tro, at det var muligt at skære en masse unødvendig produktion og kontrol væk og koncentrere os om det væsentlige: dække de basale behov og skabe mulighed for personlig og fælles udvikling på sociale, videnskabelige og kulturelle områder.

Jeg havde på et tidspunkt et nedlagt svensk jernværk på hånden ca 5 timer i bil fra Kbh. Der var på stedet ca 5000 m2 bolig fordelt på 5-6 forskellige huse, nogle af træ andre mursten og i forskellig stand, fra perfekt til noget med taget mm. Desuden var der en park på grunden, der i alt var på ca 13.000 m2. Hele herligheden skulle koste ca 2 mill kr, fordi der er en vedligeholdelsespligt knyttet til stedet. Ellers ku man fx sælge hovedhuset i mursten for 6 mill. Desuden løb der en dejlig elv gennem grunden, der lå ud til et skovområde på ca 2500 km2. Jeg forestillede mig at 50 mennesker kunne bo der med en minimal husleje (500 kr mdl fx) og at der kunne dyrkes grøntsager til at dække denne gruppes behov. Måske fiskeri i elven og jagt i skoven til at supplere med lidt elgkød mm...Alt ialt skulle man kunne leve på stedet med månedlige udgifter omkr 1000 kr.

Ovenstående kunne være et eksempel på at 'melde sig ud af samfundet', droppe biler og TV, ferier og al den unødvendige teknologi vi omgiver os med. Sådan lidt hippiagtigt måske. Men jeg kunne ikke samle tilstrækkeligt mange interesserede i projektet... faktisk kun et par stykker... Men alligevel, måske er det muligt i DK, hmm...

af: Henrik Gade Jensen

Så behøver jeg ikke at læse resten, heldigvis XD

Henrik Rude Hvid

For CEPOS er de fattige en torn i øjet, en splint i troldspejlet, man formentlig helst er foruden, men ganske nyttig når der skal tærskes politisk langhalm på det liberalistiske mantra: enhver er sin egen lykkes smed. Et mantra, der bekræfter borgerlig selvbevidsthed og overbevisning om mantraets validitet, ved at henskrive de fattiges placering i "under Danmark" som selvforskyldt. Et segment, hvis manglende moralske habitus den borgerlige debattør flittig karakteriserer med "velmenende stokkeslag under fodsålerne," forøvrigt ofte uden nogen videre kendskab eller relation til "under Danmark."

randi christiansen

Ole Thofte - syns osse vi ku bruge nogen flere Christianiaer og Thy lejre og nye samfund - hvad med al det udkantsdanmark - der må man da ku få noget billigt i nakken ? Har tænkt på, at staten måske ovenikøbet kunne se det fornuftige i at finansiere et projekt, hvor de arbejdsløse revitaliserer et udkantsområde....eller noget i den retning ?

randi Christiansen:

Jeg har boet i forskellige kollektiver i min ungdom i '70erne og '80erne. Og med interesse fulgt fremvæksten af landsbyer med alternative huse: med nye energiløsninger som masseovne, solfangere; eller meget billigere byggemetoder og i det hele taget fokus på at leve et mindre resourceforbrugende liv med færre stressmomenter fra fx arbejde og transport.

Det kan synes sært, at de fleste vil bo i de store byer - uden iøvrigt at bruge byens kulturelle muligheder særligt intenst.

Der har været nogle få ret ambitiøse eksperimenter i nye fælles boformer forskellige steder i DK. Et eksempel er Munksøgårdprojektet i Roskilde. Jeg har ikke indtryk af at der er en stor interesse for disse nye boformer, men jeg kan tage fejl :-)

Der er forskellige projekter af varierende størrelse og intensitet på denne portal:

http://www.bofællesskab.dk/default.asp?mID=main&pID=home

Og her nogle indlæg i debatten om bofællesskaber og deres fremtid:
http://www.bofællesskab.dk/media/dokumenter/Keynote_Speeches.pdf

randi christiansen

Tak Ole - så må jeg tjekke, om der er gang i noget, som jeg måske kan bruge til noget

Henrik Rude Hvid, uden de fattige fik de ikke et ben til jorden, så de er bestemt glade for dem, som skræmmebillede og som billig, tjenestegørende slavehær.

@Peter Hansen

Der er en lovpligtig mindsteloen i England, jeg skal ikke personlig garantere at alle overholder loven, men jeg tror langt de fleste restauranter m.v. goer.

Skilte og bemaerkninger paa menukort er bare daarlig stil fra vaetens side.

Tak, Henrik Brøndum, så har jeg lidt bedre samvittighed.
Jeg forudser, at lignende lovgivning bliver nødvendig i Danmark som følge af den svækkede fagbevægelse.

Sider