Kommentar

Dagbog fra Nordkorea

EU har gode muligheder for at trække Nordkorea tilbage til virkeligheden. Europa anses nemlig for at være neutral og EU’s støtteprojekter kan være med til at skabe forandring fra bunden af samfundet, skriver MEP Anna Bosbach, der netop har besøgt landet
28. december 2011

I Pyongyangs lufthavn bliver vi modtaget af den polske ambassadør. Han er velkendt i Nordkorea og har stor autoritet. Det lykkes os derfor at beholde både pas, telefon og kamera, hvilket vi ellers var blevet forberedt på ville blive taget fra os.

Turen fra lufthavnen til vores hotel giver os de første indtryk af landet. Det er som at træde ud af virkeligheden. Det minder mig om DDR. Nordkorea er en typisk kommunistisk stat uden liv, initiativ eller personligt engagement. Kontrasten til Sydkorea er enorm, og grænsen mellem de to lande har samme funktion, som Berlinmuren havde i sin tid. Den deler et frit, dynamisk og velstående syd fra et diktatorisk, statisk og fattigt nord.

Uden for minibussen kan vi se folk ligge og samle de sidste ris- og majskorn fra markerne til privatbrug. Resten er blevet kørt væk på store lastvogne til kollektivt brug.

Da natten falder på spiller højttalere over hele hovedstaden sange om Den store leder, Kim Il-Sung.

Ingen syge i Nordkorea

Andendagens første programsatte begivenhed er et nødvendigt onde. Vi skal besøge Kim Il-Sungs angivelige fødested, Mangyongdae, i den sydvestlige del af Pyongyang. Der er tale om et sterilt koreansk husmandssted omgivet af velplejede parkanlæg. Alt er opstillet og kunstigt. Vi bliver præsenteret for primitive landbrugsmaskiner, som Den Store Leders bedsteforældre angiveligt skulle have arbejdet med. Ren propaganda. Alle pålidelige oplysninger fortæller, at Kim Il-Sung blev født et år tidligere et helt andet sted. Men næste år fejrer landet 100-året for hans fødsel, og der er ikke plads til spørgsmålstegn ved den fortælling, som lederne gerne vil fortælle.

Næste arrangement er mere brugbart. Vi skal se en række EU-støttede projekter. Først præsenteres vi for et fødevareprojekt, hvor de ansatte bliver uddannet i at dyrke grøntsager i drivhuse. Det har været til gavn for den generelle fødevareproduktion i landet, blandt andet ved at levere grøntsager til områdets mange tusind børnehavebørn.

Næste projekt er et hospital. Men det er en helt anden oplevelse. Der er næsten ingen patienter på hospitalsstuerne. »Der er ingen syge, for de er alle ude at høste,« får vi at vide. Selv med den mest fordomsfri indstilling til nordkoreanernes fysiske helbred, virker den påstand mildest talt utroværdig. Ikke alle projekter fortjener vores støtte.

Hit med en ambassade

På dag tre skal vi mødes med repræsentanter fra den nordkoreanske regering. Første møde er med vicefødevareministeren. Da vi spørger ind til den udbredte fattigdom, taler han pænt uden om.

Efterfølgende møder vi deres viceminister for udenrigshandel. I løbet af vores samtale kræver han, at EU opretter en ambassade i Nordkorea samt en nordkoreansk ambassade i Bruxelles, og han bliver meget sur, da vi svarer, at den afgørelse, kan vi ikke tage.

EU etablerede diplomatiske forbindelser til Nordkorea i 2001, men har ingen fast repræsentation i Pyongyang, da mange af medlemsstaterne ikke har det. Derfor er det heller ikke op til os parlamentarikere at bestemme, hvor og hvornår der skal oprettes ambassader.

Efter mødet med ministrene kommer vi forbi et mindre indendørs marked, hvor der bliver handlet mellem almindelige nordkoreanere. For første gang ser vi produktiv aktivitet, som ikke er styret af staten. Det er et opløftende syn, for hvis det findes, kan det også styrkes.

Der har i det hele taget været nogle fremkomster af frie markeder i de senere år, særligt omkring de store byer. I 2009 blev de forsøgt lukket af regimet via en valutareform, som gik hårdt ud over den i forvejen minimale privatøkonomi. Det har skabt vrede blandt den lille gruppe af handlende. Den ulmer stadig.

Eu har gode kort

Den nordkoreanske økonomi peakede i slutningen af 1980’erne, men herefter forsvandt støtten fra Sovjet. Økonomiske efterretninger fortæller, at Nordkoreas mål er at få produktiviteten tilbage til niveauet fra slutfirserne. Uden enorme støttebeløb fra ideologisk allierede kræver det reformer. Det er den chance, vi skal gribe.

Men hvad kan EU gøre? Den ydre fjende er enormt vigtig for nordkoreanernes selvforståelse. Særligt USA er et helt centralt fjendebillede. Og situationen mellem Syd- og Nordkorea er så anspændt, at man ikke her skal forvente fremskridt.

Men EU har unikke muligheder, fordi vi bliver opfattet som neutrale. Vores bedste værktøj er diplomatisk good will bakket op af den økonomiske støtte, som vi yder til Nordkorea.

Sidste år gav EU 10 millioner euro i fødevarehjælp via EU’s katastrofefond. Der er fattigdom i Nordkorea, men der er ikke tale om en akut sultkatastrofe. Katastrofefondens penge skal derfor bruges andre steder.

Støtten til Nordkorea skal vi i stedet tage fra EU’s udviklingsfond. Udviklingsstøtten kan bruges aktivt til at udvikle det civile samfund, og dermed på sigt skabe muligheder for reformer. Derudover skal vi løbende monitorere de projekter, vi støtter økonomisk.

Kim Jong-ils død skaber desuden nye muligheder. Sønnen Kim Jong-Un har gået i skole i Vesten, og han er noget mere vestligt præget. Man kan håbe, at han er så moderne, at han vil gøre noget for sin befolkning.

I 2010 godkendte Europa-Parlamentet en resolution, som fordømte menneskerettighedskrænkelserne i Nordkorea. Det er svært at gøre andet. Resolutioner gør dog ingen forskel alene. Derfor skal vi engagere os i konkrete projekter i Nordkorea, som kan styrke det civile samfund. Forandringer vil næppe ikke begynde på det politiske niveau. De skal komme fra neden. Det bliver en lang og sej proces at få trukket Nordkorea tilbage til virkeligheden. Men vi bliver nødt til at skubbe på.

 

Anna Rosbach (løsgænger) er medlem af Europa-Parlamentet og næstformand for Europa-Parlamentets Delegation for Relationer med Den Koreanske Halvø. Hun er netop vendt hjem fra et besøg i Nordkorea

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad skal vi dog med europaparlamentet ?

Har de ikke andet og mere betydningsfuldt at lave end at rejse til Nordkorea?

At forhandle med de nordkoreanske ledere er lige så meningsløst som at snakke med chefen for en rocker-bande.

Var de fattige i Østtyskland? Jeg mener materielt?

Det forekommer mig at være en upræcision - mange andre statements forekommer enormt følelsesladede, og det kan man vel nemt tilgive når man tænker på hvor skribenten har været på besøg, men præcision ville da være ønskelig?

Nåja hun er løsganger i EU og dermed politiker. Politik er jo ikke et eksakt fag.

@Esben Maaløe

Ja, de var fattige i Østtyskland også materielt. Så fattige at staten måtte bygge en mur for at forhindre befolkningen i at pakke og flytte væk.

Helt i tråd med ALLE andre kommunistiske diktaturer igennem historien. Alt rigdom og initativ blev suget ud af samfundene

@ Anna Rosbach
Stop nu alle de løgne om Folkerepublikken Nordkorea. Det nordkoreanske folk har opbygget et socialistisk samfund under ledelse af et parti, som de har tillid til, og som hver dag kæmper for det nordkoreanske folks interesser. Og dette på trods af modstand og sabotage fra alle andre lande i verden, især fra Japan og fra USA og dets håndlangere i Sydkorea. Hvor meget partiet og folket er forbundet med hinanden ses tydeligt i disse dage, hvor folket begræder døden af deres leder. I vestlige medier kaldes han diktator, mens nordkoreanerne bare kærligt kalder ham "kammerat".
I stedet for at fortsætte med at kaste smuds på Nordkorea og dets ledelse, burde man herhjemme se med glædelige øjne på det der sker i Nordkorea lige nu: Det ër muligt at lave et socialistisk samfund, hvor folket elsker og stoler på deres ledere, fordi de ved, at de kæmper for deres sag. Når folk på gaderne spontant bryder ud i gråd og sorg over kammerat Kim's død, er det jo fordi han har betydet så meget for dem. I vestlige lande, såkaldte demokratier, martres landene af korrupte politikere og politikerlede - skulle det være bedre?
Så derfor, dansk venstefløj, stå sammen og kæmp for et socialistisk samfund. Gør jer fortjent til at få folkets tillid, og stop tilsviningen af et land, som har bevist at det kan lade sig gøre at gå foran og opbygge et bedre samfund !

Maria Rasmussen

Erik Hansen: Nu kender jeg ikke meget til Nordkorea, men kan det mon passe at alle indbyggere "kærligt" kaldte deres leder kammerat? Jeg synes din fremstilling virker meget propagandistisk. Og jo, vi har politikerlede i Vesten - og desværre med god grund, langt hen af vejen - men har de ikke værre problemer i Nordkorea?

Kan der mon være noget om Roberts udsagn:

At forhandle med de nordkoreanske ledere er lige så meningsløst som at snakke med chefen for en rocker-bande?