Kronik

Danske kvinder venter stadig på far

Feminister kæmper om at definere, hvad der er et ’rigtigt’ kvindeliv, og mændene forholder sig tavse. I mens går det tilbage for ligestillingen, fordi vi forsømmer debatten om, hvordan vi skaber et samfund, der ikke tvinger kvinder til at vælge mellem karriere og familieliv
Rigtige mænd tager deres del af omsorgsarbejdet i familien, understreger dagens kronikører.

Rigtige mænd tager deres del af omsorgsarbejdet i familien, understreger dagens kronikører.

Lars Laursen

Debat
30. december 2011

Ligestillingsdebatten i Danmark har udviklet sig til en hård kamp. En kamp, hvor deltagerne ikke går af vejen for at bruge betegnelser som speltkusser og bitterfisse mod deres modstandere. Og det er langt fra tilfældigt, at skældsordene refererer til betegnelser, der har med det kvindelige underliv at gøre. For deltagerne i debatten er stort set kun kvinder. Mændene glimrer ved deres fravær.

Det er, som om spørgsmål om kønsroller i hjemmet, personlig frisættelse, balancen mellem arbejde og fritid, forældreroller samt kønnenes muligheder og begrænsninger på arbejdsmarkedet alene er interessante for kvinder. Man kunne også få den bange anelse, at mændene har indset, at de får mest ud af at holde lav profil og lade kvinderne slås med sig selv?

Ligestilling i bakgear

Problemet med den nuværende debat er, at den ikke gavner ligestillingsprojektet. Tværtimod. Mens røde og blå feminister mundhugges, og mændene forholder sig tavse, går det tilbage med ligestillingen.

Selv om kvinderne har overhalet mændene i uddannelsessystemet, er det langt fra alle, der magter at føre kampen videre, når arenaen hedder arbejdsmarkedet. F.eks. er op imod 200.000 højtuddannede kvinder gået på deltid — mange for at få arbejds- og privatliv til at balancere. De har simpelthen opgivet at tage del i kampen om at frigøre sig fra hjemmet og gøre sig gældende på arbejdsmarkedet.

Der er flere grunde til kvindernes manglende kampgejst.

For det første er arbejdsmarkedet ikke attraktivt, så længe der fokuseres på maskulin stræben efter kvantitet og effektivitet uden tanke på kvalitet og værdi. Det gælder for socialrådgiveren, der brænder for at hjælpe de svageste, men må finde sig i at bruge tid på kontrollere i stedet for at hjælpe. Det gælder også for den regnskabsuddannede kvinde, der hver dag må finde sig i maskuliniserende logikker og værdier på jobbet.

For det andet bliver det for meget for mange at skulle præstere fuldt ud på jobbet og samtidig tage det praktiske og følelsesmæssige hovedansvar i familien. Det er bare ikke attraktivt.

Trods stigende kompetenceniveau hos kvinderne og mange, mange års debat om barsel, arbejdsmarkedets strukturelle undertrykkelse af kvindefagene og diskussioner om fordeling af opgaverne i hjemmet, hænger vi altså stadig godt og grundigt fast i gamle mønstre.

Samtidig medvirker vores barsels- og omsorgsordninger til at opretholde mønstret. De gør, at det er attraktivt for kvinderne at trække sig tilbage til hjemmet for først at tage barsler og derefter gå på deltid.

Det betyder, at kvinden taber arbejdsmarkedskapital, mens hendes mand gør sig dygtigere og avancerer status- og lønmæssigt. Når næste barn kommer eller ungens næse er stoppet med snot, kan det pludselig bedst betale sig for familieøkonomien, at kvinden tager tørnen i hjemmet.

Som samfund taber vi utrolig meget på, at så mange veluddannede og kompetente kvinder bruger så meget tid på omsorgsarbejde i hjemmet, at det går ud over jobbet.

Hvis vi indrettede vores omsorgsordninger, så det blev attraktivt for begge forældre at være væk fra jobbet i en kortere periode, i stedet for at den ene part er væk fra jobbet i en lang periode, kunne kompetencerne i langt højere grad vedligeholdes — til gavn for den enkelte, for familien og for samfundet som helhed.

Desværre har vi som nævnt lagt samfundet an på strukturer, der stemmer kvinderne hjem og holder mændene væk fra omsorgsarbejdet. Det er altså ikke frivillige valg, men primært strukturelle vilkår, der bestemmer arbejdsfordelingen. Strukturerne bakkes oven i købet godt op af en kultur, der tilskriver kvinderne at vise solidaritet med familien og manden at vise solidaritet med arbejdsmarkedet. Det er ikke frihed — hverken for kvinder eller mænd. Det er gammeldags tænkning.

Skal mønstret brydes er der brug for at øremærke barsel til mænd. Det har virket i vores nabolande, og der er ingen grund til at tro, at det ikke også vil virke i Danmark — og at det vil gavne både mænd, kvinder og børn.

Venter stadig

Arbejdsmarkedets krav får mange kvinder til at miste grebet og sygemelde sig på grund af stress og udbrændthed. Når man oven i et presset arbejdsliv oplever, at den nødvendige solidaritet fra manden ikke er i top, er det attraktivt at melde sig ud. I hvert fald delvist.

Efter arbejdet går kvinderne i gang med deres job nummer to: madlavning, rengøring og børnepasning. Sagen er, at mange kvinder stadig oplever, at manden hellere vil gå på arbejde end tage sig af hjemmet og alt det, der kræves for at få familien til at være rammen om intimitet, praktisk gøren, samvær, kærlighed og æstetik. Og når heksekedlen er blevet for hed, er det hende, der delvist står af ræset for at sørge for hjemmets liv.

Den moderne mand er super solidarisk med familien, så længe det ikke går ud over hans arbejde. Den kulturelle norm er, at det er kvinden, der forventes at tage det inderste ansvar for det ikke-kommercielle og det ikke-målbare i vores liv.

Det er en svært at gøre noget ved problemet. I hvert fald er det ikke oplagt, hvordan man laver regler, der kan rette op på skævheden.

Alligevel kan man med en vis ret sætte sin lid til, at far ville komme mere hjem og tage en større del af ansvaret, hvis han fik oplagte muligheder og rettigheder og blev mødt med klare forventninger om at gøre de hjemlige opgaver til en del af sin tilværelse.

Kvinder har måttet lære sig at begå sig på arbejdsmarkedet. Nu er det mandens tur til at lære de nye spilleregler i hjemmet — og mange yngre mænd er da i stigende grad deres ansvar bevidst. Det burde være indlysende i dagens Danmark, at når begge har et arbejdsliv, har de også et ligeværdigt ansvar derhjemme. Alligevel venter mange kvinder fortsat på, at far kommer hjem.

Maskulin dominans

Man kan hurtigt komme til at føle sig som en kønsforræder, hvis man hævder, at kvinder og mænd har forskellige værdier. Tidligere har det nemlig været vigtigt for kvindeforkæmpere at holde fast i, at der ikke var forskel på mænd og kvinder, fordi lighed var et afgørende argument for lige rettigheder.

Ikke desto mindre påpeger flere sexologer og psykologer — heriblandt sexologen Joan Ørting og psykologen Sanne Neergaard — at der findes maskuline og feminine værdier, og at de maskuline i stigende grad dominerer: Vi kvinder holder simpelthen op med at spørge, hvad der giver os glæde og livskvalitet, og smadrer i stedet os selv og vores omgivelser for at nå mål, performe effektivt, styre tiden, lade os coache til den maksimale ydeevne og konkurrere om indflydelse.

Flere fremtrædende feministiske debattører er begyndt at vedkende sig, at der findes kønnede værdier. F.eks. sagde den britiske forfatterinde Fay Weldon for nylig i et interview i Information, at vi nu er stærke nok til at anerkende, at kønnene er forskellige. Ifølge hende er der grænser for, hvor meget kønnene kan nærme sig hinanden, fordi der er et biologisk fundament, vi ikke kan ignorere.

Først når vi vedkender os disse forskelle, har vi en mulighed for at opnå reel ligestilling og forstå kønnenes behov ved at skabe mere plads til feminine værdier i erhvervslivet — og få far til at ’kvinde sig op’ og tage større ansvar i hjemmet.

En forklaring på, at kvinder kaster håndklædet i ringen og går ned med stress, er muligvis, at karriereræset sker på bekostning af den humanistiske dimension af vores liv. Den dimension, vi lader folde sig ud derhjemme. Den lyst, der kommer til udtryk, når vi syr med perler og bager kanelsnegle, har langsomme dage med snak over lavendelfarvede duge. Den lyst, der ikke er plads til i det arbejdsliv, der er præget af maskuline værdiers jagen efter effektivitet, der ikke spørger til bløde værdier.

Ikke så underligt

I virkeligheden er det ikke spor underligt, at vi både har trang til at passe på det humanistiske i vores liv — med al den intimitet og væsentlighed, der er forbundet med det — og trang til at være i spil på arbejdsmarkedet med de værdier det indebærer.

Ser vi på diskussionen i et større perspektiv, var kvindeoprøret et spørgsmål om at tilføre kvinderne muligheder for at blive en del af det offentlige samfundsliv gennem uddannelse, arbejde og pasningsmuligheder af børnene. Det er i høj grad lykkes.

Men forudsætningen var, at mænd også skulle ændre på nogle parametre i deres prioriteringer og værdier. Det skete ikke i ret høj grad. Mændene spiller for lidt på den hjemlige bane.

Det taler ikke til mændenes fordel, at de i debatten om et konkret og specifikt tema som barsel er tavse og passive. Er det et vidnesbyrd om, at deres solidaritet vedblivende er rettet mod arbejdsmarkedet? Er det et vidnesbyrd om, at de faktisk ikke ønsker at tage deres fulde ret og ansvar i forhold til egen avl? Eller er mændene bange for at vise deres bløde sider og træde i karakter som fædre?

I stedet for at kaste grimme ord efter hinanden, bør røde og blå feminister bruge deres kræfter på at inddrage mændene i diskussionen om, hvordan vi indretter et samfund, der gør det muligt for begge parter at kombinere arbejde og familieliv på en livgivende måde.

Arbejdsmarkedet bør ikke være så domineret af så ensidigt maskuline logikker, at det tvinger kvinderne til at skulle vælge mellem at blive som mænd eller at stikke af fra det hele.

Arbejdsmarkedet bør ikke være så selvoptaget, at det stiller sig i vejen for at både kvinder og mænd kan være forældre på en ordentlig måde. Vores professionelle hverdag skal være meget mere fleksibel og appellere til kvinders værdier i langt højere grad.

Desværre lader det ikke til, at det er en diskussion, mændene ønsker at deltage i. Vi hører i hvert fald ikke ret meget fra dem. Hvorfor åbner de ikke munden som enkeltpersoner? Hvor er de mandsdominerede fagforbund henne i debatten? Hvor er fædrenes talerør som f.eks. Foreningen Far? Hvor er jeres interesser og solidaritet henne, gentlemen?

 

Anita Mac og Anne-Mette Michaelsen er forfattere til bogen: ’Pæne piger kommer i himlen — kloge kvinder vælger selv’, som netop er udkommet på Frydenlund. Kronikken er baseret på bogens interview med en række fremtrædende kvinder lige fra professor Nina Smidt til sangskriveren Anne-Dorte Michelsen.

Læs også Anita Mac og Anne-Mette Michaelsens svar på de mange kommentarer til denne kronik: Uligheden er ikke svær at dokumentere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er meget nemt at svare på kronikørernes udgangsspørgsmål. I har selv svaret på det.

Mænd kommer ikke ind i den debat pga. den skingre tone, den har.

Det er alt for meget en opdatering af den samme tone, der fandtes i 70'erne. Der var alt for meget neurotisk navlepilleri, venstrefjøjs-frelsthed, beton-ideologisme i debatten. Og det var enten ned på knæ-og-bekend-dine-og-dine-forfædres-synder eller fuckfingeren. Den bløde goplemand valgte det første, og kvinderne hadede ham for det - det gjorde han også selv. Macho'erne valgte det andet, og kvinderne var vilde med dem - indtil de fik tæv. Og så hadede de begge hinanden.

Som en af de mænd, der rent faktisk har haft en hed romance med en af de yndige og særdeles morsomme kvinder fra 'Venter på far' - en kvinde der ovenikøbet havde gjort sig umage med at tage en uddannelse som gestaltterapeut - kan jeg citere hende for følgende ret sigende udsagn:
'Kvinder har fået alt, hvad de har peget på. Og hvis ikke mænd sætter en grænse, opfører de sig bare som små børn.'

Det var et hårdt udsagn. Nu skal man så lige tænke på, at det kom fra en kvinde, der tilhørte den generation, der havde fået den frie, grænseløse line, og endte op med at have en høne at plukke med deres mænd, fordi de ikke kunne administrere det. Linen var for lang og for udefineret. Ubegrænset frihed kræver stor indre styrke. Det gælder både mænd og kvinder i en kultur, der har det med at infantilisere sine børn M/K.

Kvinder har i høj grad skudt sig selv i både arme og ben og ekstremiteter. En terapeut med stor forstand på somatik og sygdomme sagde: en af hovedårsagerne til tidens epidemi af brystkræft hos kvinder er, at kvinder fornægter deres eget køn og dets unikke kvaliteter. Det er noget af det samme, jeg læser hos kronikørerne. Altså i stedet for at tilbyde verden de unikke kvindelige værdier, ræser kvinder efter mændenes = industrisamfundets værdier.

Lad os prøve at brede os ud her.

Karrierekvinden har accepteret bukserollen. Men hvis man et øjeblik træder tilbage og ser på udviklingen med ørneblik, og spørger os selv: hvad var det egentlige resultat af kvinde-'frigørelsen'? Altså helt uden emotionelle og ideologiske solbriller på. Det er sjovt/sørgeligt nok, at arbejdsgiverne fik dobbelt så meget arbejdskraft for samme pris. Og det var nøjagtig, hvad der var meningen helt fra starten.

Det er de færreste, der ved, at kvindefrigørelsen startede simultant med to bevægelser i det 20 århundrede. Det ene var behavourismen, altså den psykologiske retning, der lynhurtigt blev hi-jacket af reklamebranchen og de industrielle sindelagskontrollører. Et af de første eksperimenter var udtænkt af en af datidens største mind-spinn-doctors Edward Bernays. Det gik ud på at lancere 'den cigaretrygende kvinde' som symbolet på emancipering. Kvinden stikker en rygende stav i munden på sig selv in-public, hun udfører fellatio for åben skærm, hun er frigjort, hun er en oprører.

Det egentlige motiv var, at markedet for cigaretforbrug skulle fordobles.

Det andet og sværere beskrivelige fænomen hedder 'The Fabian Society'. Her finder vi de praktiske filosoffer, der har haft fingerne på aftrækkeren i de fleste af de store kollektivistiske, sindelags-dannende bevægelser i det 20 århundrede. Den medlemmer har haft en kollosal indflydelse på alt, der har karakteriseret dette århundrede, og som har ført os dertil, hvor vi er nu. Det operationsfelt har været praksis indenfor kollektivisering, darwinisering, socialisering af menneskeheden. Deres operationsfelt har altid været globalt, men deres base var som udgangspunkt USA, England og Europa.

Hvis man skal pinpointe deres agenda i en enkelt sætning, så er det: at få mennesket til at elske sit slaveri og elitens tyranni på samme tid. Det nytter ikke at henrette masserne, det er alt for besværligt. Det må bringes - langsomt, langsomt - til en tilstand, hvor menneskene tager deres egen lænke på og - om nødvendigt - tager livet af sig selv.

Mennesket må passiviseres for enhver pris. Det vigtigste middel er splittelse på alle niveauer. Feminismen, kvindefrigørelsen var deres opfindelse. De første suffragetter stod i lære hos fabianerne. Senere tider fuldførte projektet og bragte splittelsen helt ind i familien.

Krigen ankom. Darwinisterne taler hele tiden om krig, kamp, strid, overlevelse, last-man-standing, the survival-of-the-fittest. Det er også blandt darwinisterne, man finder eugenikerne. Hvis man blot kalder dem for racehygiejnikere og tror, at det var noget nazisterne opfandt, tager man meget fejl. Krig er organiseret, iscenesat, kollektiv selvudslettelse. Fabianerne vidste, at de i det 20. århunderede havde fundet de videnskabelige redskaber til at genneføre deres plan. Men ingen kendte til deres plan, heller ikke i dag. Til gengæld virkede deres plan.

Både mænd og kvinder er forførbare. Men hvad disse fabianere, behavourister, darwinister, kollektivister, eugenikere, krigsliderlige del-og-hersk-ideologer, der skabte de store destruktive bevægelser i det 20. århundreder indså, var at krigen måtte føres 'længere ind i sindet', helt ind i den primære relation mellem mand og kvinde. Og så kommer katten, og nu bliver du virkelig bange!

Giv dem krig, og de evner ikke længere at gøre oprør. De evner ikke længere at forene sig, bemægtige sig verden (self-empowerment). Vi har aldrig helt forstået det nazistiske begreb: 'den totale krig'. DETTE er den totale krig, for den findes på alle niveauer af menneskelivet.
http://paradigmet.blogspot.com/2011/12/bukserollen.html

Anne Marie Pedersen

Problemet i dag er ikke i så høj grad kvindens manglende muligheder (frataget hendes manglende mulighed for at give hele barsel til far og dermed mulighed for at arbejde fra 14 dage efter fødsel). Problemet er mændenes manglende muligheder. Mænd har et meget mere begrænset råderum end kvinder. Ve den mand, der sætter sig til at være "kreativ" med sønnen derhjemme med papir, lim og lyserøde palietter. Eller går op i boligindretning og pynteting. Eller gerne vil have et halvt eller helt års barsel for hver af de tre børn.

Og mændenes manglende mulighed bliver en begrænsende faktor for kvinden. For hov! Så kan familien ikke selv bestemme, hvem der gør hvad (hvis altså det hele skal gøres).

Hvis kvinden så ønsker at være den i huset, der gør mest karriere (og derfor afleverer frem for henter børn i institution og skole), ja så er der problemer. Mandens stereotype rolle er dermed primært kvindens problem. (Hvis man da ikke lige medtager det tragiske faktum, at mænd berøves en masse tid fra deres børn. Og den slags tid kan moderne mænd faktisk ret godt lide - det er i hvert fald mit indtryk).

@Anne Marie Pedersen.

Hvis dine udtalelser gik på kvinder, ville jeg mene at det havde en hvis validitet, men når det går på mænd, kan jeg kun se dem som andenhåndsinformation og dermed uden relevans.

Anne Marie Pedersen

Jens Bruus - ikke forstået...

Tja, så er det nok ikke noget at gøre ved det.

Marianne Mandoe

Kære mænd...

Personlige anekdoter og opfattelser er i denne diskussion fuldstændigt irrelevante fordi der ALTID vil findes mennesker, og en del af dem, der ikke følger normen.

Hvis man skal diskutere ligestilling så er statistik og store undersøgelser det eneste vi kan holde os til fordi de giver et generelt billede af virkeligheden.
Det kan godt være at sådan en tilgang gør en smule ondt på de mere egocentrerede kommentatorer, men det er den eneste ærlige og reelle tilgang til problemet.

Og alle statistikker og undersøgelser viser med tydelighed at ligestilling IKKE eksisterer.
Ikke engang lige muligheder.

http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=4809

http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=3278&NewsSearch=1&NewsQuery=ligestilli...

Marianne Mandoe,

statistikker har det normalt med at lyve ...

Marianne Mandoe

@ Jan Weis

Statistikker er stadig bedre end personlige anekdoter.

Hans Jørgen Lassen

Og så er der jo også dem, der forskellig ligestilling med den totale ensartethed.

På jurastudiet blev der i år optaget 60 % kvinder (mange af dem ganske kønne). 0g 40 % mænd. Så vidt jeg husker. Jeg gider ikke lige at tjekke.

Betyder det så, at mænd bliver diskrimineret, at der ikke er ligestilling i denne sammenhæng? Nej, gu gør det da ej.

Den der statiske og statistiske talfiksering har intet med ligestilling at gøre.

Der er ligestilling, fordi mænd kan søge, og kvinder kan søge. Og de bliver jo altså ikke optaget på grund af deres køn.

Hans Jørgen Lassen

Hov, forveksler ligestilling ... ikke forskellig.

Kære Dame Marianne Mandoe,

SFI's statistikker bygger vel bl.a. på personlige anekdoter ...

Hans Jørgen,

"ganske kønne" - hallo, er du ikke lidt af en mands-showinist her ...

Hans Jørgen Lassen

Jan,

jeg ville netop sabotere statistikken med en personlig betragtning. Det var helt bevidst.

Marianne Mandoe

@ Jan Weis.

Så vidt jeg kan læse ud af dit svar så ved du ikke meget om at indsamle statistisk materiale.

Det er rigtigt at statistik KAN lyve, men det er efter at materialet er blevet "behandlet".
Rå tal lyver meget meget sjældent.

Hans Jørgen Lassen

Ja, Marianne har da afgjort ret i, at meget kommer an på fortolkningen af tallene.

Og i mit eksempel kan man ikke fortolke 60-40 som, at ergo finder der diskriminering sted. Mænd bliver ved optagelsesproceduren behandlet fuldstændig som kvinder, ikke hårdere, ikke mildere.

Helt generelt kan man ikke slutte fra, at kønsfordelingen på et område afviger fra 50-50 til, at der så foreligger diskriminering.

Det er naturligvis meget politisk, og på alle andre måder, ukorrekt at sige dette - men nu gør jeg det alligevel.

Freud er citeret for at have sagt: "Kvinden er en mand, der biologisk, emotionelt og intellektuelt er gået i stå midt i puberteten. Hun står et eller andet sted midt mellem manden og barnet"

Jeg ved ikke, om han faktisk har sagt det sådan, men udsagnet er jo ikke helt forkert.

Manden er forpligtet til at holde kvinden i snor. Den skal være lang, hvis manden ønsker en tilfreds og glad kvinde - men den må ikke være uendelig lang.

Omvendt, hvis ikke manden, respektfuldt, kærligt, men bestemt, håndhæver sin fysiske og intelektuelle overlegenhed i forhold til kvinden, når hun farer vild i sine irrationelle manier, så får han heller ikke en tilfreds kvinde.

Det er denne delikate balance, som ofte refereres til som kvindens umulige dilemma mellem 'den bløde mand' og 'Machoen'.

Men manden skal ikke spille roller. Roller er uægte og påtaget og hører ingen steder hjemme i sunde og naturlige relationer.

Han skal blot mestre balancen mellem kærlighed og lov, føjelighed og krav - og som sagt, først og fremmest være kvindens 'forstand', når hun mister den, hvilket jo sker jævnligt.

Omvendt kan manden også lære meget af kvinden, og bør være lydhør overfor konstruktiv og berettiget kritik, for også han har sine svage sider.

Men en mand, der ikke kan 'slå i bordet', når kvinden bliver tåbelig, vil hade sig selv, og være hadet af kvinder.

Det er den nøgne sandhed om den sag.

Virkeligheden viser, at mænd og kvinder er forbløffende uforanderlige hvad angår disse kønsrollemønstre - uanset, hvad de ellers siger og skriver.

/O

Jakob Mikkelsen

Synes det er lige lovligt voldomt at påstå at erns egen tilgang er den eneste ÆRLIGE!

Jørgen Jørgensen

"""Først når vi vedkender os disse forskelle, har vi en mulighed for at opnå reel ligestilling """

I rest my case

Mandoe - Jeg håber ikke du opfattede min "personlige anekdote" om opvask som noget om opvask. Det var den ikke.
Det var noget om standardsætning, statusræs, overforbrug osv.
Når du nu er så statistik fikseret (sikkert fagligt belastet) så slå op, hvem der står for beslutninger i familien på de forskellige områder. Det må være undersøgt. Jeg gætte uden statistik : Hustruen, moderen, veninden, kvinden !
Hvis du derefter siger, at det skyldes, at manden ikke gider, ikke kan, ikke synes det er hans opgave, synes at det klarer hun meget bedre, osv, kunne du tage fejl. Måske manden bare synes tingene skal gøres anderledes. Men det tæller ikke. Endnu.

Et stort spring. Klimaet og resoursemanglen kræver i fremtiden meget af os alle. Især omtanke.
Andre værdier er nødvendige.
Fremtiden er begyndt.

Noa byggede Arken.

"Noa byggede Arken" - ja, naturligvis, og nu kommer emancipanserne, de langsomme 2-ere, og vil gøre kunststykket efter ...

Vi blander os, men vi bliver ignoreret, når vi ikke siger ting, der harmonerer med 'ligestillingsprojektet'. Søren Fauli spørger f.eks. om kønskvotering også skal gælde kloakarbejde. Ignoreret. Men Fay Weldon siger, at mænd og kvinder alligevel er lidt forskellige, og så falder feministerne på knæ og hylder det som geni.

De afslører sig selv med følgende: "Kvinder har måttet lære sig at begå sig på arbejdsmarkedet. Nu er det mandens tur til at lære de nye spilleregler i hjemmet — og mange yngre mænd er da i stigende grad deres ansvar bevidst."

Ikke nok med, at mænd har lært alt på nær amning, mens kvinder stadig savner en mand til at skifte en sikring eller lappe en cykel. Nej, vi mænd skal efterabe dem i hjemmet. En rigtig mand er en 'mangina'.

Hvis jeg glimrer med mit fravær er det fordi I har selektive ørepropper i.

Marianne Mandoe

@ Phil

Kloakarbejde er slemt nok, men hvis de kvinder der rent faktisk kommer ind i faget også skal finde sig i det chauvinistiske lort der ofte vælter ud af munden på de mænd der tror de er Åååh så macho, så kan jeg godt forstå at kvinder vælger det fra.
En slags lort ad gangen må være rigeligt.

Hans Jørgen Lassen

Jeg kan forstå, at Marianne har arbejdet i kloakkerne, men opgivet jobbet, fordi der væltede chauvinistisk lort ud af munden på macho mænd.

Hans Jørgen Lassen

Egentlig er det jo en ret grov beskyldning fra Mariannes side.

Kloakarbejdere er mandschauvinister.

Det er jo, hvad hun påstår.

Puha. Jeg ved ikke, hvad det lugter af ...

Marianne Mandoe

@ Hans Jørgen

Hvis du nu, til en forandring, læst hvad der blev skrevet frem for at læse det du gerne vil have der står, så skrev jeg rent faktisk at RETORIKKEN er mandschavinistisk.
Ikke at kloakarbejderne er det.

Der er en væsentlig og meget vigtig forskel.
En af dem er at det at falde ind i "jargonen" på en arbejdsplads ikke nødvendigvis reflekterer hvem du egentlig er.

Hans Jørgen,

hånden på hjertet - er vi ikke alle, set i en bestemt belysning, Man-Show-inister ...

Hans Jørgen Lassen

Marianne, du skrev faktisk sådan:

"det chauvinistiske lort der ofte vælter ud af munden på de mænd "

Har du arbejdet i kloakkerne, siden du kender til dette chauvinistiske lort?

Marianne Mandoe

Jeg har arbejdet i byggebranchen, som kloakfaget jo er en del af.

Og som du nok kan læse, eller i hvert fald BURDE kunne læse, ud af den sætning du selv citerer, så kan du se at det er udgydelserne, ikke mændene selv, jeg kalder "chauvinistisk lort".

Der er en grund til at mange mange årgange fik stukket Læs og Forstå ud i skolen fra 2 til 9 klasse.
At du så enten ikke har været i de årgange, eller ikke har lært af det utal af opgavehæfter er DIT problem. Ikke mit.

Hans Jørgen Lassen

Meget morsomt.

Mænd er fyldt med og lukker det også ud "chauvinistisk lort" (lort!).

Men, nej, nej, de er skam ikke chauvinister. Flinker fyre.

Ligesom mænd eller kvinder, der fremsætter racistiske udtalelser, skam ikke er racister. Det er jo bare noget de siger.

Helt ærligt, Marianne. Den kan du ikke redde.

Marianne Mandoe

Hans Jørgen

Jeg har også arbejdet i restaurationsbranchen og haft en del venner der har arbejdet som sikkerhedspersonale ved store begivenheder.

Det der flyver ud af munden på dem i "kampens hede" har intet at gøre med de hensynsfulde og ligestillings-mindede personer de er når de ikke er på arbejde.
Ganske som politikere kan hidse hinanden op til stramning efter stramning, så kan almindelige mennesker også blive grebet af den gængse retorik uden nødvendigvis at kunne stå inde for det der kommer ud af munden på dem under pres af den ene eller den anden art.

Troels Ken Pedersen

@Olivier Goulin

>Freud er citeret for at have sagt: “Kvinden er en mand, der biologisk, emotionelt og intellektuelt er gået i stå midt i puberteten. Hun står et eller andet sted midt mellem manden og barnet”

Jeg ved ikke, om han faktisk har sagt det sådan, men udsagnet er jo ikke helt forkert.<

Jo, det er faktisk helt forkert, og ufatteligt sexistisk, at påstå at kvinder rettelig skal behandles som uvorne teenagere af os rigtige voksne mennesker (os med mandslem, forstås) og styres og regeres. Uanset hvor meget man pakker det ind i at vi tugter dem kærligt og for deres eget bedste, de kære små irrationelle barne-mennesker.

Det er en sexistisk idé, som gennem tiderne har forårsaget umådelige lidelser og frustrationer, og retfærdiggjort misbrug og undertryggelse. Du skulle skamme dig og se at få den gift skyllet ud af dit hoved.

Hans Jørgen,

Marianne kan godt reddes. Hendes tese er bare helt kantiansk.

Udtalelserne kan vi registrere med vores høresans, men - "das Ding an sich" - derom kan vi intet vide ...

For tydeliggørelsens skyld - "das Ding an sich" - skal her forstås som afsenderen af udtalelserne, i dette tilfælde en mand ...

@Troels

Jeg bør tilføje, at jeg ikke deler den opfattelse, at kvindens 'retardering' på en række områder er noget biologisk uomgængeligt og immutabelt. Det kan absolut ændres - men kun ved kvindens egen kraft og vilje.

Det er nok en kombination af biologiske, kulturelle, herunder nedarvede, faktorer - men det korte af det lange er, at manden i det meste af vores kulturhistorie har stået overfor den kvindelige lune og irrationalitet, uforstående, målløs og til dels hjælpeløs - og har ikke haft andre muligheder end at umyndiggøre hende og sætte sig selv som hendes 'værge'.

Det er ikke den lykkeligste løsning, men det har på sin vis været nødvendigt med et køn, der på en række områder opfører sig dysfunktionelt.

Men der er mange måder man kan gøre det på, lige fra den primitive voldelige - til den ligeværdige coachende. Mange kvinder sætter faktisk pris på respektfuld vejledning fra mænd, og har også meget at lære af dem (og visa versa naturligvis).

Men som det gælder al læring, så forudsætter det ydmyghed. Kvindens ego er det, der som regel står i vejen.

I min idéelle verden er begge køn ligeværdige, ikke nødvendigvis ligestillede. Men det forudsætter også at begge vitterligt besidder samme grad af åndelig modenhed - ellers er ligeværdighed ikke muligt.

Det skal der arbejdes med, og min observation er blot, at her har kvinder nok et vis efterslæb.

Jeg vil ikke afvise, at det har historiske årsager, men det er sådan set uvæsentligt. Hun må komme efter det, hvis hun vil gøre sig håb om ægte ligestilling og ligeværd.

En del af dette arbejde består i at bryde den dårlige vane med at misunde og bebrejde manden for alle hendes nederlag. Hun må lære at tage ansvar for sig selv, respektere og stole på sig selv - og een gang for alle indse, at hendes ulykke er helt og holdent selvforskyldt. Hun er viklet ind i en selvspundet illusion af mindreværd, bebrejdelse og nid.

Bryd ud af det, og al lidelsen og ophører. Der er intet problem uden for vores eget sind.

/O

Troels Ken Pedersen

@olivier

Jeg må omvendt kraftigt anbefale at holde op med at skyde skylden for problemer mellem kønnene på kvindernes mangel på underdanig underkastelse. Det er lige dele fjollet, reaktionært og chauvinistisk.

Inger Sundsvald

Jeg får lyst til at brække mig.

@Troels

... men ikke desto mindre sandt - en såkaldt "ubekvem sandhed".

Det fantastiske er jo, at dette er en stereotypisk sandhed, som (næsten) alle mænd kender, og (næsten) alle kvinder fortrænger.

Tilsvarende gælder de mandlge stereotypier, som manden selv er nærmest blind overfor.

Marianne Mandø var inde på 'de store tals lov' statistikkens ubønhørlige stemme. Den vil jeg gerne applicere her. Kønsstereotypierne er ikke faldet ned fra den blå luft. De er præcis udtryk for 'de store tals lov', og er derfor en kollektiv erfaring.

Men grundet en fantastisk eensidig fortrængning og kollektiv fornægtelse hos det ene køn, bliver det til en evindelig kønspolitisk diskussion om noget, som i virkeligheden burde være indlysende og selvklart.

Hvis noget er fjollet, så er det dét.

Men af de samme statistiske grunde, kan stereotypien ikke være universel og deterministisk. Der vil altid være nogle få medlemmer af ensemblet, som falder udenfor normen. Det fortæller os, at kvinden ikke er begrænset af sit køn; hun kan blive præcis som hun vil være. Det afgørende spørgsmål er derfor: Hvordan vil hun være?

Det er mønsterbryderne, som er forbilleder for resten.

/O

@Troels

"Jeg må omvendt kraftigt anbefale at holde op med at skyde skylden for problemer mellem kønnene på kvindernes mangel på underdanig underkastelse."

Jamen, hvad tror du hele den verserende kønspolitiske idioti udspringer af?

Den udspringer præcis af underdanig underkastelse.

Det er paradokset i hele problematikken. Kvinden rummer både det 'selvhad' og den higen efter anerkendelse, som hun 'underdanigt er underkastet' - og sit projicerede had til manden for ikke at ville/kunne forstå og give hende det hun eftertragter.

Men ingen kan give nogen anden selvrespekt; det er problemet.

Så manden er sådan set sagesløs, og heraf udspringer så mandens frustration. Han kan ikke tilfredsstille kvinden, for det kan simpelthen ikke lade sig gøre - af såre enkle spirituelle principielle grunde.

Så både mand og kvinde er frustrerede ofre for den kvindelige underdanighed.

Der er kun een løsning på det problem, og det er, at kvinden lærer at rejse hovedet og stole på sig selv, elske sig selv, acceptere sit køn - og først og fremmest blive så selvberoende, at hun ikke forventer eller forlanger noget af manden - og slet ikke noget, han ikke kan efterkomme.

Men før alt andet, så må begge køn se at forstå, hvad der er problemets kerne, og holde op med al den kollektive sandhedsfornægtelse, eufemisme og ørkesløse mudderkastning.

Det er første skridt mod et ligeværdigt forhold, og sunde modne relationer kønnene imellem.

Jeg kan kun gentage: Hele denne tåbelige problematik skyldes egoets kispus med kvinder (og mænd).

Der er intet substantielt problem udenfor egoet. Det er en illusion.

/O

Må jeg ikke mindee kronikørerne om at uden 1970ernes kvinde-bevægelse (som rent faktisk nægtede kun at lave te til revolutionen) var vi aldrig kommet videre. Og det forstået på den måde, at en masse mænd vokset op i 1970erne og i 1980erne rent faktisk fik lært at lave mad, gøre rent, skifte ble og ja, passe børn. En masse mænd i 1970erne og 1980erne blev pædagoger mm. fordi de ville forandre noget.... Og i dag er det faktisk ikke et særsyn at se mænd trille rundt med barnevogne på vejene; det var det altså i 1960erne og i 1970erne... [Selvom jeg selvfølgelig godt er klar over, at der var enkelte mænd som var langt fremme i skoene også dengang ;) ].

Alt det man dengang antog for at kvinde-arbejde, f.eks. lave mad, passe børn, gør rent, købe ind, og andet husligt arbejde som f.eks, vaske tøj, støvsuge mm. - ja, det kan mænd nu gøre, uden at føle sig umandige af den grund. Mænd kan også bage kager og boller - også uden at føle sig umandige af den grund. Og nogle mænd (som jeg) nyder faktisk at se en god velkomponeret og flot romantic comedy præcis som nogle kvinder nyder at se en flot velkomponeret og flot spændings-film eller en sci-fi action film.

I modsætning til i 1960erne og i 1970erne er det i dag, kvinderne, der tør stå frem og sige, at de nyder at have sex mænd med flere mænd, eller at man kan godt elske (med) mere end enkelt mand hele livet igennem. Og i modsætning til i 1960erne og til dels i 1970erne er det i dag helt OK for en kvinde at have haft mange sex-partnere, før hun bliver gift eller får en fast kæreste. Ve den kvinde som bollede med nogen som helst før hun var lovformeligt gift i 1960erne....
I dag er det blevet velanset at kvinder, også 16-20 årige kvinder før sig seksuelle erfaringer med det andet eller sit eget køn, før de vælger livsledsager.
Det var det ikke i 1960erne og til dels i 1970erne.

Yngre par i dag mellem 25-35 år (cirka) er sammen om at få børn, og om at indrette huset, da min erfaring er (ganske vist min sparsomme erfaring, men alligevel) at yngre kvinder er meget bevidste om, at manden også skal have en plads i hjemmet.

Mht. forskellen på mænd og kvinden som vi også diskuterer i tråden med liderlige mænd og selektive kvinder er det jo ganske korrekt, at hvis vi kigger arketypisk på det er energien, den maskuline essens, udfarende, handlekraftig, grænsesættende, og den den feminine essens bekymrende og kontrollerende. Men det, mener jeg er kun den ene side af mønten, den anden side er den, jeg med inspiration fra Majbritte Ulrikkeholm har kaldt det maskulines legende univers, hvor fantasien holder til og vi bliver som børn igen og hvor alt er muligt, hvor man løber fordi det er sjovt. Og den kvindelige eller femine essens pendant il dette er den omsorgsfulde moder, som trøster os, når vi er kede af det, som puster på vore skrammer og som kommer med saftevand og kager. I sine rene former er dette udtryk for hhvs. ren maskulin og ren feminin essens eller kraft om man vil - og det vil man.

Der hvor det går galt er når f.eks. Carl Mar eller Joan Ørting eller deres disciple næsten religiøst går ud og prædiker, ja prædiker, at mænd er sådan og sådan og kvinder er sådan, altså hver enkelt inidviduel mænd er sådan og sådan eller hver enkelt individuel kvinde er sådan og sådan. De mistolker for mig at se denne arketypiske feminine og maskuline kraft og tror, at fordi den arketypisk er sådan, så må stort set alle mænd og alle kvinder være ligesom arketypen i sit udtryk. Og det er nok det farligste man kan gøre - både rent psykologisk og rent kommunikativt.

Sandheden er nok den, at alle mænd og alle kvinder har en blanding af både arketypen feminin essens eller kraft samt maskulin essens eller kraft i sig. Og hvor kvinder i dag bliver applauderet for at vise deres maskuline essens eller kraft, f.eks. indenfor sport eller ved at tage initiativet til sex eller indenfor deres arbejde mm. så bliver mænd og drenge ikke nær så meget applauderet eller opmuntret til at vise deres feminine essens eller kraft indenfor stort set alting.
Og faktisk er det også sådan i dag, fornemmer jeg, at ve den dreng, eller mand, som bare vil spille et spil for sjovs skyld eller løbe om kap for sjovs skyld; han skal helst spille for at vinde, og dertil bruge alle beskidte kneb også, for at vinde.

Pointen er egentlig blot at det er farligt for os mennesker at forveksle vore egne individuelle erfaringer med arketyperne eller det som nogen kalder for de indre guder. I det gamle Grækenland ville vi da have troet os lig guderne, dette betød, at hybris og nemesis ville ramme os.

Nå, OK: Kvinderne har prøvet kloakarbejde. Nok i det samme omfang, mænd har ammet deres børn...

Troels Ken Pedersen

olivier,

Mennesket er et socialt væsen. Din "det er kun et problem i jeres egne små damehjerner, det har absolut intet at gøre med sociale relationer"-idé har ingen gang på jorden. Lige som din idé om at kvinder ikke er rigtige voksne som mænd. Denne samtale er ved at være fjollet, og jeg vil holde mig til mit princip om ikke at vove mig ud over de første 100 indlæg i en tråd.

Så godt nytår herfra (også til jer andre).

Inger Sundsvald bekendtgør:

"Jeg får lyst til at brække mig."

Nej, hør nu, Inger! Dét er søreme ikke ret ladylike. ;-)

Inger Sundsvald

@Jesper Berg
Nej, jeg falder nok lidt udenfor Olivier Goulins forestilling om den perfekte kvinde. Eller også vil jeg, i hans opfattelse, bare trænge til lidt "vejledning" fra en "fornuftig" mand.

Det skider jeg på. Og det kan jeg tillade mig i denne tråd, hvor der både i artiklen og i kommentarer er indført en helt moderne måde at udtrykke sig på:
# 30. december 2011 kl. 16:22
http://www.information.dk/289059#comment-482409

Lad os starte med at få værktøjet, i dette tilfælde sproget, på plads. Vi snakker om "lige", i mindst tre betydninger:
1: Ens. Det er den betydning Søren Fauli bruger til at afvise lige-xxx. Det var også derfor kvinder og mænd gik i overalls i 70'erne.
2: Ligeværd, at alle har lige værdi. Det mener de fleste vidst i dag, men det gjorde man ikke for 100 eller 200 år siden.
3: At gøre det samme. Nogen mener tilsyneladende at hvis vi har ligeberettigelse, så er der lige mange kvinder og mænd i bestyrelser, er dataloger og på barsel. Det er jeg ikke enig i.

Der bliver spurgt om hvorfor der er så få mænd der blander sig i debatten, jeg tror at en af grundende er at de få der gør, oftest kommer til at fremstå som direkte ubegavede som f.eks. Mads Christensen eller Søren Fauli.

Og hvis kvinderne synes at kampen står stille, så er det nok mest fordi kampen er slut, kvinderne har for længst vundet og mændene slikker stadig deres sår.

Hans Jørgen Lassen

Det er lidt pinligt, må jeg indrømme, men det er stadig ikke gået op for mig, hvem der slås mod hvem, i den der "kønskamp".

Jeg slås f.eks. ikke med eller mod fruen i huset. Tværtimod har vi et fint samarbejde.

Selvfølgelig kan det somme tider være lidt træls, at jeg ikke kan få lov til at lave mad, men det kan jeg udmærket leve med. Jeg spiser maden alligevel. Og jeg er ved godt sul.

Og det også være lidt træls, at fruen ikke gider lave pindebrænde, men sætter mig til det, netop når der er kvindehåndbold i fjernsynet.

Men ellers går det sgu meget godt. Jeg mener, det er jo kun ligegyldige detaljer.

Jeg har ikke haft tid til at følge med her i de sidste to dage. Men nu har jeg sat mig og læst alle kommentarerne igennem. Der er egentlig mange gode kommentarer; især var det opløftende at se mange indlæg fra personer, der ellers ikke har ytret sig ret ofte om emnet.
Derimod er det tydeligt, at debatten kører af sporet, når nogle af de `gamle kæmper / furier´ melder sig på banen, de samme som melder sig hver eneste gang. Så bliver debatten hurtigt fastlåst, tilspidset og spild af tid.
At jeg selv har holdt mig væk, har muligvis gavnet; så har de sædvanlige furier ikke faret så meget i flint, og andre har kunnet komme bedre til.

Nogle generelle kommentarer om deattråden:
Jeg synes det mest udbredte synspunkt har været, at kronikørerne er 20 år for sent ude, og at de ser problemer, hvor der ingen er. Det kan jeg mere eller mindre tilslutte mig.
Et hængeparti er det dér med statistik kontra enkelthistorier. Jeg synes at afvisningen af statistik som en slags løgn er for letkøbt. Statistik er nyttig og nødvendig, men man skal selvfølgelig være meget opmærksom på, hvilke informationer der nu ligger bag. Den der med at rådata altid taler sandt, er en stor misforståelse. Problemet ligger ikke sjældent i, at rådata er misvisende.
Jeg er vant til, at hvis jeg f.eks. på en debattråd på Information udtaler mig om, at kønnene statistisk set er forskellige, så bliver det straks demonteret fra `the usual suspects´ ved hjælp af enkelthistorier. Hvis jeg siger, at kvinder foretrækker lyserødt, så får jeg straks en historie om en mand der går i lyserødt tøj. Hvis jeg siger at kvinder sjældent er kloakarbejdere, fiskere eller brandmænd, så får jeg straks en historie om en kvinde der er lige netop dét. Uanset hvad jeg påstår, baseret på statistik, så kommer der altid straks en enkelthistorie der modsiger det.
Hvis omvendt statistikken taler til fordel for feministernes synspunkt, så er statistik pludselig noget rigtig godt noget, som man endelig skal støtte sig til.
Summa summarum: Feminismen forsvares hele tiden ved at bruge lige netop det princip, som lige i øjeblikket er til fordel for feministerne. Som mand kan man altid være sikker på, at hvis man argumenterer imod den feministiske dagsorden, så bruger man en `forkert form´ for argumentation. Altså ifølge feministerne.
Hvad angår statistik, så kan man sagtens påvise, at de to køn står meget forskelligt i samfundet. Og hvad så, må man bare sige. At der ikke er 50 % af hvert køn hvor som helst i samfundet, er ikke i sig selv tegn på nogen som helst form for uretfærdighed.

Tilbage i midt firserne, satte en gruppe Amerikanske psykologer sig for at undersøge kvinder og ligestilling og i deres konklotion skrev de: Den eneste forhindring for reel ligestilling, er at kvinder ikke selv vil give den.

Når man ser på feminismens virke her i Danmark, er det der springer i øjnene, hvor usolidarisk den er med mænd og hvor Sjovonistisk den er overfor mænd.

Når man så ser på samfundsudviklingen her i Danmark, efter snart 50 år med rødstrømpe og feminist virke, er logikken fra køkkenhaven om, at det man sår også er det man kan høste, meget tydelig.

For der er vel ingen som er i tvivl om, at egoismen er det der fylder mest i den Danske køkkenhave og at bedet med solidaritet er blevet gravet op og erstattet med narcissisme.

Den feministiske tankegang har skabt ufattelig store menneskelige ødelæggelser, som vil plage samfundet i generationer og hvis vi ikke tager ved lære af det, vil hævnen være den eneste mulige retfærdighed.

Så det er i absolut elvte time at de tavse og samtykkende kvinder, tager opgøret med deres egne, for solidariteten har de intet såt af hos mændene, så de står selv med kampen.

Jan Aage Jeppesen

Danske kvinder venter stadig på far ???

Lad dem blot vente ... ;-)

randi christiansen

Olivier Goulin : Det er helt forrygende, at du vover så uforfærdede indlæg om kvinders tilbagestående udvikling ifht mænd – du skal være glad for at de feminister, der spiser mænd som dig til morgenmad, endnu ikke har blandet sig på tråden – jeg vil i deres sted forsøge mig. Du mener – og det må så være baseret på personlige erfaringer – at kvinder er udviklingshæmmede ifht manden ? Man kunne jo også antage at du, uvist af hvilke grunde, tiltrækker kvinder af ´retarderet´ habitus.

Inger Sundsvald : ”Hvad er det for kønnede biologiske værdier kvinder er begyndt at vedkende sig? Hvorfor skal de ”feminine værdier” indføres i erhvervslivet?”
For kvinders vedkommende ytrer omsorgen i forbindelse med yngelpleje sig af biologiske årsager for en tid naturligvis anderledes end mænds. Dette må tilgodeses i samfundets barselsordninger

Jeg synes, at Hanne Christensen giver en meget levende beskrivelse af egne erfaringer mht kvinders (og dermed mænds) liv – på arbejdsmarkedet og hjemme. Men den form for mobning blandt kvinder, som hun beskriver, er vel lige så udbredt blandt mænd blot iklædt andre udtryk ? Privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om biotopens ressourcer medfører et lavt socialt udviklingsniveau i habitaten.

Og Morten Hansen giver et spændende indlæg om historiske forudsætninger for mænds og kvinders mere eller mindre gode samarbejde.

Det er jo et faktum, at samfundets strukturer ikke kan undgå at påvirke kønsrelationen – men – og her må jeg trække på personlig erfaring – min egen far var smed og soldat og samtidig et intelligent (hvis ikke han havde været ud af så fattige kår, havde han læst videre til ingeniør) kreativt, meget aktivt, pligtopfyldende og hjælpsomt menneske. For at dette ikke skal være glorificering, var han også dominerende, upædagogisk, utålmodig og krævende – men noget han i hvertfald godt kunne finde ud af – og det var i 1950´erne – var i den hjemlige arbejdsbyrde at være solidarisk med min gode og på ingen måde undertrykte moder. Det var da en indlysende selvfølge i vores familie, at det praktiske arbejde havde vi alle et medansvar for.

Med hensyn til det personlige ansvar må man – hvis man har været så uheldig, at rode sig ud i noget med børn med en asocial og umoden partner, eller have ´glemt´ at afstemme forventningerne til hinanden inden det forpligtende ´børneengagement´ - se at få rodet sig ud af det igen på en måde der er så hensynsfuld som muligt overfor børnene.

Og med hensyn til fællesskabets forpligtelse så er det et faktum, at det privatkapitalistiske, egocentrerede infantile neoliberalistiske system, som vi lider under, på næsten alle måder saboterer menneskers muligheder for intelligent, fredeligt, kærligt og ligeværdigt samvær. Det er, hvad jeg har forstået, at feminister som f.eks. Jette Hansen, peger på.

Sider