Derfor stemmer Nordafrika på islamisterne

Islamisterne er de store demokratiske sejrherrer i Nordafrika. De har vundet valg i Tunesien og Marokko — og er godt på vej til at gøre det i Egypten. Men hvordan kan det være, at store dele af befolkningen i Nordafrika vælger at stemmer på islamisterne, når de endelig kan stemme frit?

Den vigtigste grund er formentlig, at folk ønsker social retfærdighed — og et opgør med manges års ulighed, korruption og uretfærdighed. Islam har et meget stærkt budskab om social retfærdighed, og mange regner med, at islamisterne er bedst rustet til at levere, fordi de gennem mange år har gjort et stort socialt og velgørende arbejde. Det var dem, der hjalp, da der var jordskælv i Algeriet og oversvømmelser i Marokko.

Samtidig appellerer islamisterne i høj grad til folks identitet. Islam leverer rammen om hverdagen og årets gang, ligesom den leverer rettesnoren for, hvordan man bør opføre sig over for sine medmennesker.

Islam er også en stor kilde til stolthed. Muslimer tror, at islam bygger på Guds ord — og de er stolte af at være med til at udleve det. Denne stolthed er i de seneste år også blevet næret af et ønske om at tilhøre et alternativ til Vestens politiske, økonomiske og kulturelle dominans og i manges øjne manglende respekt for islam. I en situation præget af en boblende genfundet national stolthed er det derfor heller ikke mærkeligt, at folk vil stemme på et parti, baseret på ’home grown’ ideer og værdier.

Sharia — værn mod anarki

Islamisterne ses også som dem, der vil sikre Sharia. Mens det i Vesten oftest forbindes med kvindeundertrykkelse og barbarisk afstraffelse, så er der utrolig stor spændvidde og uenighed blandt folk i Nordafrika om, hvad Sharia egentlig betyder.

For rigtig mange er Sharia først og fremmest en etisk og moralsk guide; nogle grundprincipper for, hvordan man skal opføre sig over for sine medborgere. Ikke mærkeligt, at det har appel i en kontekst, hvor mange frygter anarki, og hvor dagligdagen byder på stor uvished og usikkerhed. Mens danske aviser mest beretter, når bølgerne går højt på Tahrirpladsen i Kairo, er mange almindelige egyptere mest optaget af deres og familiens daglige sikkerhed.

Endelig har mange islamister stor politisk legitimitet og troværdighed. Før Det Arabiske Forår var de ofte de eneste, der sagde regimerne imod. Mange andre politiske aktører samarbejdede med de autoritære regimer og er derfor sværtet til i befolkningens øjne. Islamisterne har derimod relativt rene hænder. Mange af dem har oven i købet betalt dyrt for deres modstand. Indtil for ganske nylig var det svært at spore tilhængere af Tunesiens Nahda-parti i Tunesien — fordi de var traumatiserede efter tortur, sad i fængsel eller var landsforvist.

Grund til bekymring?

Der er med andre ord mange gode grunde til, at store grupper af befolkningen stemmer på islamisterne. Men samtidig er der jo også rigtig mange, som ikke stemmer på dem — og som helt forståeligt frygter deres dominans i det politiske liv.

Det gælder folk fra religiøse mindretal, socialister, sekulære grupper såvel som helt almindelige borgere. De ønsker ikke, at islam skal spille en rolle i det politiske liv og frygter, at islamistiske regeringer vil begrænse deres frihed.

Har disse grupper grund til at være bange? Der kan ikke gives noget klart svar på dette spørgsmål.

På den ene side er det sandsynligt, at en islamistisk dominans vil medføre en konservativ drejning i samfundet og indskrænkning af folks personlige rettigheder og friheder. Det kunne f.eks. være begrænsninger i retten til at købe og drikke alkohol, spille hasard eller lave økonomiske transaktioner med forrentning. Omvendt synes det ikke sandsynligt, at nye islamistisk dominerede parlamenter i Egypten, Marokko eller Tunesien vil medføre mere grundlæggende forandringer og begrænsninger i befolkningernes individuelle friheder og rettigheder. Det er der flere grunde til.

For det første er islamismen et broget og foranderligt fænomen. Islamistiske aktører har det til fælles, at de ønsker, at islam skal spille en rolle i det politiske liv, men samtidig er de indbyrdes utroligt forskellige.

Særligt er der meget store variationer i deres fortolkning af de religiøse skrifter. De spænder over et register fra fundamentalistiske og bogstavtro salafister og helt til islamistiske feminister, som går ind for ultramoderne fortolkninger, der passer til vores tid.

En anden forskel tegner sig i islamisternes politiske virkemidler. Mens et lille rabiat mindretal ikke viger tilbage for at bruge vold, så ønsker det store flertal udelukkende at anvende fredelige og demokratiske virkemidler.

I den sammenhæng er det værd at lægge mærke til, at de islamistiske partier, der hidtil har vundet regeringsmagten i både Tunesien og Marokko, er erklærede demokratiske, ikkerevolutionære og ikkevoldelige islamistiske partier.

Selv om både tunesiske Nahda og marokkanske Retfærdighed og Udvikling er konservative og moralske partier, har de begge en fortolkningspraksis, der ligger milevidt fra den, vi for eksempel kender fra Saudi Arabien. De går ikke ind for at genindføre den middelalderlige islamiske strafferet og dens korporlige afstraffelsesregler.

Ser man på kvinders rettigheder, så har tunesiske Nahda garanteret, at de ikke vil ændre Tunesiens progressive lovgivning. Og marokkanske PJD lagde stemmer til den gennemgribende reform af Marokkos familielov, som klart har forbedret kvinders rettigheder.

Magt gør moderat

Ønsket om, at islam skal spille en rolle, står dog ikke alene på befolkningernes ønskeliste. Meningsmålinger viser, at de også ønsker sig demokrati og menneskerettigheder, og de stemmer også derefter.

Selv om islamisterne har været valgenes sejrherrer, har de ikke vundet absolutte flertal hverken i Tunesien eller Marokko. De skal derfor indgå i brede koalitionsregeringer med både sekulære og venstreorienterede partier. Og det betyder, at de i det daglige kommer til at gå på kompromis med mange af deres mest skingre mærkesager.

Endelig tyder meget på, at mange af de tommelfingerregler, som vi kender det fra hjemlige breddegrader, også gælder for islamistiske partier: De bliver mere moderate, når de står med regeringsmagten. Det er let at være stærkt ideologisk, når man står på den politiske sidelinje, men de fleste politiske aktører bliver mere midtersøgende og ansvarlige, når de skal håndtere det statslige husholdningsregnskab.

Det tyrkiske Retfærdighed og Udviklings Parti (AKP) er et godt eksempel på den tendens. Det er næppe en tilfældighed, at det har nøjagtig samme navn som den store sejrherre ved det nylige parlamentsvalg i Marokko. Og set med danske øjne er det da også yderst beroligende, at netop AKP er det erklærede forbillede eksempelvis for Tunesiens Nahda.

Mens også AKP er et konservativt, islamisk parti, har det i sine år ved magten først og fremmest fortsat Tyrkiets kurs mod demokrati og medlemskab af EU, samtidig med at det har frembragt imponerende økonomiske resultater. Og netop det er måske i sidste ende det allermest afgørende. Den globale finanskrise kradser jo også i Nordafrika — ikke mindst i Tunesien og Egypten, der også døjer med faldende indtægter fra turisme og udenlandske investeringer.

I virkeligheden betyder det nok allermest for vælgerne i Nordafrika, at deres folkevalgte respekterer demokratiske spilleregler — og at de så i øvrigt formår at nedbringe ungdomsarbejdsløsheden og at få gang i væksten igen. Det er nemlig det, der i sidste ende tæller i hverdagen. Og det, der afgør, om de om nogle år bliver genvalgt. Nøjagtig som det gælder for os her i Europa.

Julie Pruzan-Jørgensen er Ph.d. og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)