Kronik

Ind i DKP — og ud igen

Jørgen Grimstrup, lektor og forfatter, fortæller gerne om, hvad der fik ham til at melde sig under DKP’s faner i 1974 og ikke mindst, hvad der var årsagen til, at deres veje måtte skilles 11 år senere. Og det undrer ham, hvorfor Ole Sohn ikke bare gør det samme
Jørgen Grimstrup, lektor og forfatter, fortæller gerne om, hvad der fik ham til at melde sig under DKP’s faner i 1974 og ikke mindst, hvad der var årsagen til, at deres veje måtte skilles 11 år senere. Og det undrer ham, hvorfor Ole Sohn ikke bare gør det samme
3. december 2011

Ole Sohn er mediejagtet erhvervs- og vækstminister for SF på grund af sine uklare meldinger om, hvordan der overførtes små 10 millioner kroner fra SUKP til DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, i hans tid som formand for DKP 1987-91. Sohn har forklaret sin indmeldelse i DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom, som 15-årig i 1969 med sin harme over USA’s krigsførelse i Vietnam, ikke sympati for Sovjetunionen.

Jeg og 5.000 andre danskere, mest unge, meldte os ind i DKP, DKU eller Komm.S., Kommunistiske Studenter, fra slutningen af 1960’erne til ind i midten af 70’erne. Hvorfor gjorde vi det? Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg meldte mig ind i DKP i 1974 af følgende grunde:

Som i Sohns tilfælde var der vreden over USA’s krigsførelse i Vietnam. Grusomheder er sket i alle krige i historien, men denne krigs uhyrligheder — børn forbrændt af amerikansk napalm — blev eksponeret af det allestedsnærværende tv.

USA havde en finger med i general Pinochets kup, der i 1973 væltede socialisten Allendes folkevalgte regering i Chile. Billedet af et USA i moralsk opløsning suppleredes af præsident Nixon, der i august 1974 måtte gå af, fordi han dækkede over et indbrud arrangeret af republikanerne i demokraternes hovedkvarter, Watergate, i 1972.

Når USA var skurken, hvem var så de gode? Det var vietnameserne, der havde presset verdens stærkeste militærmagt i bund. Hvem ledte vietnameserenes modstand mod USA? Kommunister under Ho Chi Minhs ledelse.

Under ’nellikerevolutionen’ i Portugal i april 1974 fældede en gruppe yngre officerer landets autoritære styre, der var svækket af udsigtløse krige mod oprørsbevægelser i dets kolonier i Afrika. De portugiske kommunister havde gode relationer til de yngre officerer. Det talte til det sovjetkommunistiske DKP’s fordel, at Portugals og Vietnams kommunistpartier var orienteret mod Sovjetunionen.

På rette vej

DKP trak også i mig, fordi DKP var kommet i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 på grund af dets modstand mod EF, og at en meningsmåling i foråret 1974 gav DKP 10 procent af stemmerne efter en strejke, som det kommunistisk dominerede Formandsinitiativ stod bag.

Samtidig havde jeg besluttet mig for at læse historie på Aarhus Universitet og var gået i gang med at sætte mig ind i DKP’s teoretiske grundlag, Marx’ og Lenins ideer. Den økonomiske krise, som ramte den vestlige verden i 1973, syntes at bekræfte de marxistiske kriseteorier. At nogle af mine bekendte fra gymnasieårene havde meldt sig ind i DKP, trak mig også i retning af DKP.

Men hvordan kunne jeg finde på at melde mig ind i DKP, når Sovjetunionen var uløseligt forbundet med Berlinmuren og sovjetiske kampvognes nedkæmpelse af reformkommunistiske oprør i Prag 1968 og i Ungarn i 1956?

Fordi jeg betragtede disse begivenheder som omkostninger på vejen mod et retfærdigt kommunistisk samfund. Desuden støttede jeg mig til den videnskabelige marxistiske historieopfattelse, der siger, at historien lovmæssigt udvikler sig fra slavesamfund over feudalisme og kapitalisme til kommunisme, og en lovmæssighed kan man ikke gå imod.

Jeg havde ikke rejst i kommunistiske lande før min indmeldelse, men mente nok, at selv om de var fattigere end os i Danmark, var de trods alt på rette vej — ingen arbejdsløshed og økonomiske kriser og boliger til at betale, mens vi i Vesten kæmpede med arbejdsløshed, huslejestigninger og moms på fødevarer.

Tidsånden og de røde

Desuden var tidsånden med de røde. Da jeg startede i 1g på Grindsted Gymnasium i 1970, fik vores dansklærer os til at købe Mao Zedongs ’Lille Røde’, der var forsynet med en begejstret indledning af oversætteren Jan Bredsdorff.

I en fællestime fortalte Rudolf Broby-Johansen — uafhængig kommunist og fortræffelig kunstformidler — om sine indtryk fra en rejse i Maos Kina. Engang havde han forlagt sin pung, og da han kom tilbage efter den, lå den der stadigvæk. Morale: Ingen stjal i Kina. Broby havde i 1969 skrevet et begejstret bidrag til antologien Kulturrevolution i Kina.

Mao var mådelig populær i Vesten frem til sin død i 1976 — også selv om Mao beundrede Stalin. Vidste Broby-Johansen og Jan Bredsdorff det ikke? Det må de have vidst, for det fremgik af Maos ’Lille Røde’ selv. Excesserne under Maos kulturrevolution havde journalist Kurt Boelsgaard allerede beskrevet i 1967 i Østen er rød.

Visse marxistiske grupper skred ud og dræbte individuelle repræsentanter for kapitalen — Brigate Rosse i Italien og Rote Armee Frak-tion/Baader-Meinhof-gruppen i Tyskland.

Forlaget Demos, grundlagt af De danske Vietnam-komiteer, leverede ’ammunition’ til fortalerne for individuel terror på venstrefløjen. DKP’s ledestjerne, Lenin, godkendte — i Demos-udgivelsen V.I. Lenin. Om gadekampen. Artikler fra 1905-06fra 1971 — individuel vold, selv om DKP lagde afstand til det:

Marxister må »dræbe enkeltpersoner, over- og underordnede i politi og hærtjeneste ... (og beslaglægge) pengemidler fra regeringen og fra privatpersoner«, når det tjener politiske mål. Blekingegade-banden havde måske læst dette Lenin-skrift?

De første fem år som medlem af DKP var jeg det med hud og hår, hvilket blandt andet betød, at jeg forsvarede Sovjetunionen i tykt og tyndt. Sovjets invasion af Afghanistan i december 1979 forsvarede jeg med, at det kommunistiske styre var truet var antisocialistiske kræfter, som Tjekkoslovakiet var det i 1968.

Skrivning af et universitetsspeciale om Marshall-planen undergravede min tro på DKP, da jeg fik sympati for ’arkitekterne’ bag Marshallplanen og motiverne bag den. De amerikanske beslutningstagere lød oprigtige i deres harme over Sovjetunionens fremfærd i Østeuropa, efter at USSR var ankommet som befriere i 1945.

Min analyse af dokumenter fra USA’s udenrigsministerium viste, at USA med Marshall-planen ønskede at styrke det ikke-kommunistiske Europa over for USSR, ikke at underlægge sig Europa økonomisk. USA brugte økonomiske midler til at nå et politisk mål. Dermed var jeg kommet på kant med DKP’s videnskabelighed, der hævdede, at økonomien eller kapitalens krav styrede politikken.

Fulgte Sohn strømmen?

Den forholdsvis lette adgang til at kigge i amerikanske arkiver åbnede mine øjne for, at USA var et mere åbent samfund end USSR. Jeg indså også, at ytringsfriheden havde bedre vilkår i USA, og uden ytringsfrihed havde den musik, jeg holdt af — Dylan, Guthrie, blues — aldrig kunnet udvikles. DKP’s indsats i fredsbevægelsen fik mig til at give partiet nok en chance, men endte med at gøre mig endnu mere skeptisk over for partiet. I 1983 hævdede Land og Folks korrespondent i Moskva, at atomfysikeren Sakharov havde bedt USA atombombe Sovjetunionen. Da Sakharov i et interview i Information havde advaret mod en atomkrigs følger, ankede jeg i et læserbrev til Land og Folk over korrespondentens vrøvl, men avisen ville ikke trykke det.

DKP brød sig ikke om Information-jounalisternes optagethed af østeuropæiske systemkritikeres og freds-aktivisters manglende mulighed for at ytre sig. Især var Jørgen Dragsdahl en torn i øjet på DKP’s fredssekretær, Anker Schjerning.

Da andre af mine læserbreve til partiavisen led mærkelige skæbner, konkluderede jeg, at det sovjetkommunistiske DKP og ytringsfriheden havde det som hund og kat, hvilket er en katastrofe, da folkestyre forudsætter ytringsfrihed.

Da Land og Folk i august 1985 ikke ville trykke et indlæg fra min hånd om USA’s motiver til at kaste atombomberne over Japan, skrev jeg en kronik til Information om DKP’s brug af historien. Information bragte den under overskriften »Mullaherne i Dr. Tværgade«.

Dagen før havde jeg meldt mig ud af partiet. Hvor var jeg lettet!

Ole Sohn har lagt afstand til sine mange år i DKU/DKP, heraf de fire som formand for partiet, og har på sit forlag udgivet bøger om kritisable sider ved Sovjetunionen. Alligvel er det ærgerligt, at han aldrig nøjere har forklaret, hvorfor han i 1991 udmeldte sig af DKP, for nu nager mistanken, at han bare fulgte strømmen.

 

Jørgen Grimstrup er lektor, cand.mag. og forfatter til ’I folkedemokratiets tjeneste — en tidligere kommunists selvopgør’

Under studietiden fik kronikørens tro på Danmarks Kommunistiske Parti et alvorligt knæk, da han måtte erkende, at ’arkitekterne’ og motiverne bag Marshallplanen – der blev en realitet under præsident Truman (siddende) – var ganske sympatiske. Foto: Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Jørgen Grimstrup.

En håndsrækning til Ole Sohn. Måtte Ole Sohn dog i det mindste kommentere på denne artikel. Jeg tror vi er mange der ville læse Ole Sohns tanker og erindringer i den rette ånd hvis han ville komme ud af elfenbenstårnet.

Tavshed er guld, hvis man har O.Sohn-laget kært. Lad ham vente til sin alderdom - han har jo da så rigeligt besørget og resten har Morten Thing m.fl. gjort.

Dorte Sørensen

PS. Kunne det ikke være interessant at høre, hvorfor Løkke Rasmussen er blevet medlem og formand for partiet Venstre, når han efter sigende var født ind i en mindrebemidlet familie fra Vejle .Kilde ”Krause på tværs” P1.

Det ER 20-30 år gammel historie.
Aktuelt er jeg mere obs. på Ole Sohn's flinker sjæl.
F.eks. ministeriets ansvar for tab på Amagerbankerotten, som han nurser i den grad.

hvorfor er det kun folk fra venstrefløjen, der skal gøre op med sig selv?
jeg synes da ærligt talt, at der er rigtigt mange ting, som højrefløjen kan gøre op med, mange steder, hvor man har sat kikkerten for det blinde øje: hele den imperialistiske aktivitet, nu som før, med alt hvad det indebærer af krige, tortur, undertrykkelse og støtte til korrupte regimer.
der er nok så meget at gøre op med---at det er uoverkommeligt
og sagen er vel også, at højrefløjen er yderst tilfredse med disse imperialistiske tiltag, og fortrydelsen nok mere går på, at det er ærgerligt, at det ikke går endnu bedre med det