Kommentar

Euroen er en fejlkonstruktion

Videreførelse af euroen i dens nuværende udformning vil fortsætte gældskrise, sænke velstanden og undergrave demokratiet
Debat
28. december 2011

Måske har julen hjulpet europæerne til for en stund at fortrænge det euromorads, de er endt i. Men hverdagen melder sig snart igen, og næste skridt i forsøget på at redde økonomien er den såkaldte eurotraktat, som eurozonen vil nu gennemføre. Traktaten vil betyde snævre grænser for landes budgetunderskud og automatiske sanktioner, hvis de overtrædes, bl.a. via EU-Domstolen, og der skal etableres overnational kontrol med de enkelte landes finanslove. Hermed har eurozonen taget skridt mod en finansunion og en EU-stat — for at redde euroen.

Men euroen i den nuværende udformning er en fejlkonstruktion, og den finansielle union løser ikke grundlæggende problemer heri.

Den nye traktat i eurozonen løser ikke gældskrisen, tværtimod. Det grundlæggende problem i ØMU’en er, at der er stor forskel i konkurrencekraft i de omfattede økonomier. Mens Sydeuropa gennemgående har lav konkurrenceevne og eksport og betalingsbalanceunderskud, har Nord- og Centraleuropa, navnlig Tyskland, højere konkurrenceevne og eksport — og betalingsbalanceoverskud. Før euroen udlignedes dette i høj grad over valutamarkederne.

Men efter euroen er denne udligningsmekanisme sat ud af kraft og tilmed har den stærke euro har forringet Sydeuropas konkurrenceevne yderligere. Euroen har kostet Sydeuropa dyrt. Modsat for Tyskland: Hvis der ikke var en euro, ville D-marken formentlig været steget mellem 20 og 30 pct. i forhold til de sydeuropæiske valutaer og have haft en kurs på linje med schweizerfranc, hvilket naturligvis ville have bremset tysk eksport og overskud. Tyskland har med andre ord tjent styrtende på euroen og langt mere end de midler, som landet har investeret i EU’s hjælpefond.

Fordele og ulemper ved euroen er altså helt skævt fordelt, og den afgørende fejl er, at den tidligere udligningsmekanisme mellem underskuds — og overskudslande ikke blev erstattet af noget andet efter indførelsen af euroen. Også i USA har man en valutaunion med forskelle i udvikling og konkurrencekraft i de forskellige stater. Men her udlignes dette mellem enkeltstaterne over det føderale budget. Dette sker imidlertid ikke i eurozonen, og der tages heller ikke skridt hertil i den nye traktat om finansunion. Hermed vil en finansunion i eurozonen ikke løse gældskrisen. Tværtimod vil den institutionalisere en stram, monetaristisk finanspolitik i gældslandene, hvorved EU — landene får endnu sværere ved at investere i konkurrencekraft, vækst — og jobskabelse samt ved at modvirke lavkonjunkturer.

Tilfredsstilles ikke

Det vil heller ikke lykkes den nye eurotraktat og finansunion at bremse stormen fra ’finansmarkederne’ og stille dem tilfreds. Finanskrisen i 2008 gav ellers en lektion i, hvor undergravende en ukontrolleret finanssektor for er økonomierne og den økonomiske politik. Finanskrisen skyldtes ikke mindst en neoliberalistisk økonomisk politiks stadige liberalisering af finanssektoren, der førte til voldsom bankcentralisering og opkomsten af store kapitalfonde, hvis løsslupne spekulation røg ud af kontrol. Selv om man siden i både USA og EU har øget tilsynet med og kapitalkravene til de finansielle institutioner, er der langtfra taget effektive skridt til at bringe finanssektoren under kontrol. Tværtimod spekulerer store banker og fonde i kortsigtet profit mod staternes forsøg på at bringe den økonomiske krise under kontrol. Dette problem vil heller ikke blive løst med den nye eurotraktat, som ikke vil bringe ’finanskapitalen’ under den nødvendige kontrol, men tværtimod fortsat lægger op til at imødekomme bankernes og fondenes afpresningspolitik.

Samtidig vil den nye europagt heller ikke kunne stabilisere økonomien og de sydeuropæiske samfund. Ulighederne og bankspekulationen får lov til at fortsætte, og besparelserne bare undergraver væksten. Resultatet bliver en fremadskridende og vedvarende forringelse af befolkningernes velfærd og levestandard. Men disse drastiske nedskæringer skal pågå i 10 til 15 år, før Sydeuropa er definitivt ude af den økonomiske krise, men vil hævet over enhver tvivl til gengæld medføre voldsomme social problemer.

Langsigtet krise venter

Og det er svært at se, at denne politik kan gennemføres politisk. Og med den nye euozonetraktat vil yderligere magt blive samlet hos ’Frankfurtergruppen’ på bekostning af befolkningernes indflydelse. Der er derfor stor risiko for, at den ny europagt ikke bare indebærer fortsat økonomisk, men også tiltagende politisk og demokratisk krise.

Tilmed synes de valgte løsninger at være dikteret af ensidige tyske økonomiske interesser og af en ensidig neoliberalistisk økonomisk tilgang. Det kan ikke undgå at skabe national og politisk opposition mod EU.

Men hvad er alternativet? EU og eurozonen har her to mulige udveje: Enten at omfordele fra overskuds- til underskudslande og supplere gældsnedbringelsen med en vækst-, produktivitets og jobskabelsespolitik, samtidig med at man bringer finansspekulanterne under kontrol og gennemfører demokratiske løsninger. Fortsætter man derimod bare den nuværende ensidige besparelsespolitik, vil EU styre mod recession i de kommende år og mod langsigtet lavvækst og høj arbejdsløshed. Tilsat forstærket social og politisk krise vil euroen og måske hele EU-projektet kuldsejle.

Henrik Herløv Lund er økonom og cand.scient.adm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De Euro-forblændede burde takke os, der hver gang har stemt nej til denne dødssejler.

En fælles valuta kræver en meget stor grad af økonomisk integration og harmonisering. Det fungerer ikke uden integration og harmonisering på alle andre politiske planer. Socialpolitik, integrationspolitik, arbejdsmarkedspolitik etc.

Desuden skal alle landnenes økonomier tvinges ind i fase, så den fælles økonomiske politik gavner og ikke modarbejder enkelte lande.

En ordning med økonomisk udligning mellem landene, som nævnt i artiklen, vil nok være politisk usandsynligt.

Euroen er en dødssejler. Det har den altid været og det vil den også være i fremtiden. Man skulle have holdt sig til det indre marked og søgt udvide det til tredieverdenslande. DET ville være et fredssikrende projekt på længere sigt.

Henrik Herlev Lund overser det helt afgørende forhold, at den dårlige konkurrenceevne i Sydeuropa ikke er noget, der er opstået af sig selv. Den er opstået som følge af en dårlig økonomisk politik, hvor politikerne både har ført en alt for slap finanspolitik og har undladt at gennemføre nødvendige men folkeligt upopulære økonomiske reformer. Lidt som vi også så det i Danmark under Fogh, men bare langt mere ekstremt.

Det, som Angela Merkel gør lige nu, er at bruge gældskrisen som et instrument til at presse de sydeuropæiske landes politikere til at påtage sig ansvaret for de upopulære beslutninger, der er nødvendige for på langt sigt at styrke deres konkurrenceevne. Ikke bare over for Tyskland men også - og langt vigtigere - over for de fremstormende økonomier i Asien mm.

Henrik Herløv Lund har ret i, at en devaluering ville være den hurtigste og måske også mest smertefri løsning for disse lande. Men omvendt ville en devaluering ikke give noget politisk incitament til at slå ind på den konkurrenceevne-styrkende reformkurs, lande som Tyskland og Danmark har befundet sig på i knap 30 år, og dermed ville det kun være et spørgsmål om tid, før en ny devaluering var nødvendig.

Og der er absolut intet historisk belæg for at påstå, at en sådan økonomisk politik med løbende devalueringer og deraf følgende høj inflation gavner hverken vækst eller beskæftigelse. Tværtimod. Og det var jo også derfor, at vi forlod den kurs i Danmark for 30 år siden.

Det er rigtigt, at finanspagten vil gøre det sværere for eurolandene at føre en ekspansiv finanspolitik. Men i betragtning af hvor høj statsgælden allerede er i mange eurolande og i øvrigt også i resten af den vestlige verden, så er vi vel også forlængst nået til det punkt, hvor man realistisk set må sige, at der ikke er ret meget plads til at føre ekspansiv finanspolitik.

Tværtimod bliver den vestlige Verden som helhed nødt til at finde tilbage til den langt mere sunde måde at skabe vækst på, som er baseret på privat opsparing snarere end stiftelse af gæld. Og i den sammenhæng er det relativt underordnet, om det er den offentlige eller private sektor, der stifter for meget gæld.

Jeg er enig med Henrik Herløv Lund langt hen ad vejen.

Jeg synes, man skal erkende, at skævheden mellem landene i handel, andre indkomster fra udlandet og investeringspositioner (= udlandsgæld med modsat fortegn = alle aktiver minus alle passiver over for udlandet) er et problem hele verden rundt. Problemet slog voldsomt igennem allerede i 1980'erne, hvor en lang række lav- og mellemindkomstlande og dermed store dele af jordens befolkning blev ramt af gældskrise. Fra omkring årtusindskiftet er en stor del af de negative investeringspositioner flyttet fra lav- og mellemindkomstlandene til USA og Sydeuropa. Efter min mening skal man fokusere direkte på at reducere skævhederne både på verdensplan og på EU-plan. Det må kunne gøres på flere forskellige måder, men efter min mening handler det grundlæggende om at ændre økonomiske dogmer og spilleregler mellem landene. Landene skal ikke fortsætte med at kæmpe intensivt om at ophobe tilgodehavender, der er andre landes gæld.

Nylige tal for negative investeringspositioner i milliarder dollars: USA 2400, Spanien 1200, Australien 850, Brasilien 700, Italien 600, Grækenland 300. Positive: Japan 3000, Kina 1700, Tyskland 1400, Schweiz 900, Danmark 75. Se i øvrigt http://dsbb.imf.org/Pages/SDDS/InterInvPos.aspx og http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/16217/20int.pdf (Søg ”Nettogælden over for udlandet”).

Martin Pedersen

Lars Dahl,

"Og der er absolut intet historisk belæg for at påstå, at en sådan økonomisk politik med løbende devalueringer og deraf følgende høj inflation gavner hverken vækst eller beskæftigelse."

Nej løbende devalueringer er ikke en god ide. Men det er jo noget af en indsigt i fremtiden du har, når du kan sige med sikkerhed, at det er det der kommer til at ske.

Din indsigelse bygger på en meget løs præmis.

Og for øvrigt, det var det jo ikke fordi at Nordeuropa havde en pistol mod tindingen i de år hvor en masse kapital flød fra nord mod syd. Der var meget få kritiske røster fra nord, om det nu var en god ide. Selvfølgelig fordi det så ud til, at ens banker kunne tjene en masse lette penge. Uansvarlighed i grådighedens navn. What else is new...

Nordeuropa har et lige så stort ansvar for krisen som Sydeuropa har. Der skal to til at danse.

@Martin Pedersen

Hvis et land intet gør for at styrke sin konkurrenceevne, så falder dets valuta med tiden i værdi, hvis man tillader markedet at fastsætte valutakursen. Det behøver man ikke have "indsigt i fremtiden" for at forudsige. Det er helt banal økonomisk ABC.

Man kan også sige det sådan, at politikerne kan vælge mellem at "genere" vælgere med upopulære ting, der holder lønstigningerne nede og på anden måde styrker konkurrenceevnen. Eller politikerne kan overlade det til markedet at genere vælgerne ved at udhule deres købekraft og værdien af deres opsparing via inflation.

Fordelen for politikerne ved den sidste metode er, at de så kan vaske deres hænder og sige, at det ikke er deres skyld, at f.eks. pensionister ikke kan få pengene til at slå til, fordi deres opsparing er blevet udhulet af inflation. F.eks. fordi olie til opvarmning nu ikke længere koster 1.000 dracmer men 2.000 dracmer.

Og som kommentar til din sidste sætning, så finder jeg det ret så uinteressant at diskutere, hvem der har ansvaret for de nuværende problemer. Det væsentlige er, hvilket politik det vil være bedst for Europa, at der føres fremover.

Og her mener jeg, at Henrik Herløv Lund nok har flere valide pointer i sit indlæg. Men samtidig ignorerer han fuldstændig - og formentlig helt bevidst - de langsigtede fordele, som det vil medføre for hele EU, hvis man omsider kan få de sydeuropæiske lande til at føre en økonomisk politik på linie med den, der er blevet ført i Danmark de sidste 30 år.

Det centrale er her sætningen:

"Tværtimod vil den institutionalisere en stram, monetaristisk finanspolitik i gældslandene, hvorved EU — landene får endnu sværere ved at investere i konkurrencekraft, vækst — og jobskabelse samt ved at modvirke lavkonjunkturer."

Denne sætning er decideret manipulerende. For man kan ikke "investere" i konkurrencekraft ved at staten bruger flere penge, end den kræver op i skat. Konkurrencekraft kan man kun opnå ved at udvise tilbageholdenhed med lønstigninger og undlade at køre med kroniske underskud på de offentlige finanser.

At det så kan være uhensigtsmæssigt at give afkald på muligheden for at udjævne konjunkturudsving via de offentlige investeringer, er en helt anden sag. Og her kan man da godt diskutere, om de bånd, der lægges op til i stabilitetspagten, er for snærende.

Men det skal jo også ses i lyset af, at hovedparten af EU-landene har kørt med kroniske underskud på statsfinanserne i årtier og dermed heller ikke overholdt de regler, der var aftalt i ØMU´en. Så samlet set må man nøgternt set sige, at det vil være et mindre onde, hvis EU-landene fremover fører en lidt for stram finanspolitik i krisetider, end at de fortsætter med at føre en alt for slap finanspolitik i opgangstider, som de har gjort det hidtil.

@Lars Hansen:

"For man kan ikke “investere” i konkurrencekraft ved at staten bruger flere penge, end den kræver op i skat. Konkurrencekraft kan man kun opnå ved at udvise tilbageholdenhed med lønstigninger og undlade at køre med kroniske underskud på de offentlige finanser."

Det er jeg så ikke enig i, men det kommer måske an på hvad man mener med konkurrencekraft. Hvis man f.eks. investerer i uddannelse, forskning og til en vis grad infrastruktur, kan det sagtens forbedre konkurrencekraften, selv om det gøres for lånte penge.

(Alle er selvfølgelig enige i at man ikke kan køre med kroniske underskud.)

Det samme er hvad firmaer gør hver dag når de investerer i ny produktionsudrustning for penge, de ikke nødvendigvis har på kistebunden.

Torben K L Jensen

@ Lars Hansen
Hvor lang tid har du så tænkt dig EU og Danmark
skal føre en stram finanspolitik?Lige så lang tid som
Japan,der feks. begyndte for 20 år siden og den dag
i dag har et underskud på omkring 100% af BNP og
efter katastrofen ikke har udsigt til at det vil ændre sig væsentligt.

@ Lars Hansen:
"Denne sætning er decideret manipulerende. For man kan ikke “investere” i konkurrencekraft ved at staten bruger flere penge, end den kræver op i skat. Konkurrencekraft kan man kun opnå ved at udvise tilbageholdenhed med lønstigninger og undlade at køre med kroniske underskud på de offentlige finanser."
Man kan eksempelvis investere i infrastruktur og sociale institutioner, som vi har gjort det i det socialdemokratiske Skandinavien i årtier. Det har skabt en model, vi kalder flexicurity, som gør, at vi ikke i samme grad som andre skal kunne konkurrere på lønninger alene.
Det ovenstående citat illustrerer, at den neoliberalistiske tankegang hersker, men den er ikke den eneste tænkelige tankegang. Måske er det på tide, at flere indser dette...

Lars Henning Osvaldsen

Hold da ferie, hvor er I kloge allesammen, på det der markeds-økonomi ..
Man skulle jo tro i alle er cand.polit'er ...

Jeg, jeg er bare en dum, naiv proletar der står op om morgenen, går hen på mit job, laver noget, får min løn, men det jeg laver er mer' værd end det jeg får ..
Hvordan skulle nogen ellers kunne blive
fantasilionærer uden at lave noget ?

Måske er det på tide at Menneskeheden indser at 'Økonomi' IKKE er en 'Videnskab', at der IKKE findes 'Naturlove' der styrer hverken 'Markedet', 'Pengene' eller 'Kapitalen' .
Det er OS der har opfundet skidtet .
Det er naturligvis også OS der skriver reglerne ..

Lars Henning Osvaldsen

I øvrigt synes jeg ikke der er noget galt med tanken om en 'Euro', altså en 'fælles valuta' ..
Bortset fra at den kun gælder nogle steder !!

For selvfølgelig skal man da ikke kunne lave en Soros-formue på at sidde og spille tre valutaer ud mod hinanden .
Man skal kun kunne lave en formue på reelt arbejde !

@Brian Jensen og Jens Andersen

Selvfølgelig kan man styrke et lands konkurrencekraft ved at staten investerer i f.eks. infrastruktur eller uddannelse af befolkningen.

Men lige så selvfølgeligt skal det finansieres ved udskrivning af skatter og ikke ved (permanent) stiftelse af gæld. Og derfor forhindrer stabilitetspagten heller ikke den slags fornuftige initiativer.

At konstatere dette har absolut intet med "neoliberalisme" at gøre. Keynes teorier gik ud på, at staten skulle udligne konjunkturene ved at stifte gæld under lavkonjunkturer og betale den af igen under højkonjunkturer.

Og det princip er sådan set stadig fornuftigt nok. Men problemet er, at regeringerne i næsten alle vestlige lande de sidste mange år fuldstændig har glemt den del af recepten, som hedder, at staten skal nedbringe sin gæld under højkonjunkturer.

Og det er derfor, at instrumenter som stabilitetspagten desværre må siges at være nødvendige, selvom de kan siges at lægge nogen ærgerlige begrænsninger på muligheden for at føre fornuftig keynesiansk konjunkturpolitik.

Man kan også sige det sådan, at stabilitetspagten og de begrænsninger, som den lægger på de folkevalgte politikeres handlemuligheder, er nødvendig, fordi de folkevalgte politikere i mange lande desværre har vist sig at være totalt ude af stand til at opføre sig på en ansvarlig måde.

Martin Pedersen

Lars Dahl,

"Hvis et land intet gør for at styrke sin konkurrenceevne, så falder dets valuta med tiden i værdi, hvis man tillader markedet at fastsætte valutakursen. Det behøver man ikke have “indsigt i fremtiden” for at forudsige. Det er helt banal økonomisk ABC."

Ja, og det vil tage meget lang tid, og give sociale problemer, som der står i artiklen. Det var ikke det jeg påtalte, men din påstand om at der løbende ville komme devalueringer.

Hvis landende devaluerer betyder det jo, at de ikke er med i Euroen længere. Og dermed vil der ikke længere være den konkurrenceforvridning mellem landene som Euroen har medført.

"Og som kommentar til din sidste sætning, så finder jeg det ret så uinteressant at diskutere, hvem der har ansvaret for de nuværende problemer."

Men det vel stadig relevant, at de kapitalstrømme mod sydeuropa har ophedet deres økonomier, og derved ledt til tabet af konkurrenceevne. Så ligger fejlen jo ikke hos de enkelte landes økonomiske politik, men er en fejl ved selve Eurokonstuktionen. Og så giver det jo ingen mening at disciplinere sydeuropæiske lande.

Martin Pedersen

Lars Hansen,

Gælden er mindre i dag, end den var efter depressionen. Så argumentet om, at vi har for høj offentlig gæld til ikke gøre noget, holder ikke.

@Lars Hansen:
"Man kan også sige det sådan, at stabilitetspagten og de begrænsninger, som den lægger på de folkevalgte politikeres handlemuligheder, er nødvendig, fordi de folkevalgte politikere i mange lande desværre har vist sig at være totalt ude af stand til at opføre sig på en ansvarlig måde."

Det du efterspørger er altså et teknokratisk styre, der er uden for demokratisk kontrol.

Som fundamentalistisk demokrat må jeg selvfølgelig opponere mod dette. Det er bedre på længere sigt at danne befolkningerne, i værste fald på den hårde måde, som i sydeuropa. Det er ikke givet at et teknokratisk styre er langtidsbæredygtigt.

Magt korrumperer som vi alle ved, hvadenten det er socialisme, nationalisme eller liberalisme, der ligger i bunden.

Demokratiet i Europa er i krise. Løsningen er ikke mindre demokrati, men mere politik og mindre spin. Folk kan sagtens forstå politiske problemstillinger.

Det politikerne bruger mest krudt på nu er at fortie, fordreje og fortrænge problemerne og de nødvendige tiltag.

Hvis Euroland, skal have en chance, så skal det have befolkningerne med sig. En teknoikratisk løsning vil helt sikkert skabe sociale uroligheder. Det er ikke en løsning med nogen fremtidsudsigter.

Henrik Herløv’s analyse er rigtig god, men tror konklusionerne kan blive meget problematiske. Hvis et eller flere af de sydeuropæiske lande trækker sig ud af Euro’en, og begynder at devaluere, kan det meget let blive en domino effekt, der ikke kan begrænses til Sydeuropa. Devalueringer vil også gå hårdest ud over de lave indkomster. Devalueringer kan heller ikke stå alene, hvis de skal virke, men det kan være meget svært at se at Grækenland, Italien, Spanien og Portugal skulle være i stand til at gennemføre en vækst politik sammen med devaluering, det er vel nærmest fuldstændig usandsynligt i den nuværende situation.

Hvis et eller flere lande træder ud af Euroen, kan det meget let blive endeligt for Euro’en. Konsekvenserne er ret uoverskuelige, og vel nok værst tænkelig tidspunkt. Det kan meget let give denne domino effekt af devalueringer både nord og syd og Østeuropa. Det vil også sætte den danske økonomi under hårdt pres. Hvis et eller flere sydeuropæiske lande går fallit, vil der meget komme fokus på den meget høje private gæld i Danmark for der vil komme meget højere renter også i Danmark, samtidig med eksportmarkederne som Tyskland vil gå i recession.

Hvis Euro’en bryder helt eller delvist sammen, vil EU komme til at stå handlingslammet, måske endda skulle EU restruktureres til en helt anden institution. EU vil komme til at stå meget ringe i forhold til de nye vækstøkonomier som BRIC landene. Hvis der skal komme et forsvar mod de styrende finansmarkederne, ser jeg ikke andre end EU. De enkelte europæiske lande kan ikke alene, og nogle vil formentlig være fristet til at gøre deres lovgivning særlig attraktiv for finansmarkederne. EU har gennemført flere tiltag, og der er også flere forslag under udarbejdelse. Som jeg ser det, er det Kommissionen der forsøger at komme igennem med en række tiltag men bliver hindret af ministerrådet. Der er f.eks gennemført kapitalkravet direktiver, nye regler om forsikringsselskaber (Solvens II), EU finmins godkende delvise forbud mod ”nøgen” shorting af statsgæld, kreditvurderingsbureauer reform, Europæiske Banktilsynsmyndighed test på bankernes likviditet (marts 2011). Der er en lang række andre tiltag især fra Kommissionen på nedenstående link.
http://www.euractiv.com/euro-finance/financial-regulation-eus-agenda-lin...
EU kunne helt sikkert gøre meget mere mod nye fare fra Finansmarkederne, og jeg har heller ikke tilstrækkelig indsigt til at vurdere de forskellige forslag og tiltag. Men de fleste er vel rettet mod undgå en gentagelse af Finanskrisen. Det ser også ud som om reguleringen af Finansmarkederne foregår i EU regi og ikke under Eurolandenes samarbejde.

Lars Kristensen

Euroen fandtes jo allerede da Danmark blev medlem af EF i 1972 (i dag EU).

Dengang var euroen blot ikke en gangbar mønt, men kun en handelsvaluta hen over grænserne, sådan at samhandlen mellem landene ikke hele tiden skulle foregå med veksling mellem de nationale valutaer.

Da man gjorde euroen til en gangbar mønt, skulle den også være en national valuta og det er her fejlen er opstået.

Euroen skulle aldrig være gjort til en national valuta, men kun til udelukkende en handelsvaluta, som ikke kun var en handelsvaluta hen over grænserne, men en egentlig handels valuta i de enkelte EU lande, hvor folk kunne købe deres vare enten i euro eller landets egen nationale valuta.

På den måde ville det være nemt for almindelige mennesker at kunne rejse inden for hele EU, uden at skulle tage andre penge med end euro.

Problemet for en sådan ordning, har nok været USA, for var euroen blevet til en handelsvaluta alle kunne bruge i hele EU, ville euroen ikke blot ende med at være en handelsvaluta inden for EU, men en handelsvaluta der ville kunne bruges globalt og det har givet været det, der fik stopper euroen som kun en handelsvaluta.

Prøv og tænk på, hvis der kunne eksistere en global handelsvaluta, der var en valuta alle kunne handle med og som ikke lå under for et eller flere landes økonomiske forgodtbefindende.

En handelsvaluta der blot havde sin kurs over for de enkelte landes egne nationale valutaer, mens at den globale valuta hele tiden ville have samme værdi for en vare, ligegyldig hvor i verden du end befandt dig.

En Cola, en Carlsberg øl, en hvilken som helst vare kunne købes med den samme globale valuta, hvor i verden man end købte varen, men med nuancer i priserne for de lokale områder.

En liter mælk i København koster nødvendigvis ikke det samme i Ringkøbing og dog købes mælken med samme mønt.

Hvad vi kan i Danmark eller for sin sag, hvad det er muligt at gøre i øst og Vest USA, det kan vel også sagtens kunne lade sig gøre globalt.

Men igen. Det er givet USA der stritter imod, for så længe Dollars er den globale handelsvaluta, sidder USA hårdt på den økonomiske magt i verden og den giver de ikke fra sig, sådan uden lige.

Derfor er euroen blevet noget lort.

Galectine, gør at kræfttumorens metastaser kan omgå kroppens immunsystem...

...Euro'en er højfinansens galectine når pengeinstitutterne sættes til at opspore rentable investeringsobjekter i de enkelte medlemslande.