International kommentar

EU’s krise er en mulighed for demokrati

Lad os benytte krisen til at skabe borgernes Europa, et demokra-tiernes fællesskab, opfordrer den tyske filosof Ulrich Beck
3. december 2011

Europa har allerede skabt ét mirakel: Fjender blev til naboer. Kardinalspørgsmålet må tages op igen: Hvordan kan Europa garantere sine borgere fred, frihed og sikkerhed i de risikostorme, der raser i den globaliserede verden? Det kræver et nyt mirakel: Hvordan kan bureaukratiets Europa blive til borgernes Europa?

Da den græske gæld var blevet devalueret, begyndte folk at håbe: Europa havde overlevet og var måske stærk og adræt nok til at overvinde sine problemer. Så ville den græske premierminister, Giorgios Papandreou, forelægge grækerne dette skæbnesvangre spørgsmål ved en folkeafstemning. Pludselig kom den skjulte, omvendte virkelighed for dagens lys. I Europa, som er så stolt af sit demokrati, bliver en person, der praktiserer demokrati, til en trussel mod Europa! Papandreou måtte afblæse den demokratiske folkeafstemning. Nu har ængstelige spørgsmål banet sig ind i folks hoveder: Afskaffer de tiltag, der er gennemført for at redde euroen, det europæiske demokrati? Vil »det reddede EU« blive til »EI«, et europæisk imperium med et tysk stempel? Nedkommer denne uendelige krise med et politisk monster?

Magtlogik

Før var det almindeligt at tale nedsættende om EU’s kakofoni. Nu har Europa blot én telefon, som ringer hos Angela Merkel i Berlin. Krisen fremsatte det gamle spørgsmål om, hvorvidt Europa bør blive til en nation i større målestok, en konføderation, en føderalstat, blot et økonomisk fællesskab, et uformel FN, eller noget historisk nyt: Et kosmopolitisk Europa, baseret på europæisk lovgivning, der skal ko-ordinere de europæiserede nationalstater politisk? Det ligner nu folklore. At spørge, hvilket Europa vi ønsker, er at handle, som om man stadig vil kunne vælge efter at have reddet euroen. Toget har tilsyneladende allerede forladt stationen — i hvert fald for Grækenland, Italien og Spanien. En ny magtlogik er ved at tage form, der stemmer overens med den imperiale forskel mellem lande, der er henholdsvis långivere og låntagere. Det ideologiske fundament er den tyske euro-nationalisme: En udvidet europæisk version af D-markens nationalisme. Den tyske stabilitetskultur ophøjet til Europas overordnede idé.

Angela Merkel har dikteret, at prisen for umådeholden gæld er tab af suverænitet. Konsekvensen er EU’s opdeling. De, der ikke har indført euroen, føler sig udelukket fra de beslutningsprocesser, der former nutiden og fremtidens Europa. Det er mest tydeligt i Storbritannien, som er ved at glide ud i europæisk ubetydelighed. Der er også ved at opstå en dramatisk splittelse i det nye, kriseramte centrum af aktive eurolande mellem de lande, som allerede er eller snart vil blive afhængige af dryp fra redningsfonden, og de lande, der finansierer det. De førstnævnte har ingen andre muligheder end at underkaste sig den tyske euronationalismes magt. Italien, et af de mest europæiske lande, er i fare for ikke at spille nogen rolle i udformningen af kontinentets nutid og fremtid.

Muligheder?

Det europæiske demokratis grundlæggende regler bliver suspenderet eller vendt på hovedet, parlamenter, regeringer og EU-institutioner bliver forbigået. Selv Frankrig, der længe har domineret den europæiske foreningsproces, er nu, hvor landet må frygte for sin internationale kreditvurdering, nødt til at rette ind efter Berlin. Den fremtid, som tager form i laboratoriet for euroens redning, ligner — jeg tøver med at sige det — en forsinket, europæisk variant af Sovjetunionen. En centraliseret økonomi betyder ikke længere femårsplaner for vareproduktionen og udbuddet af serviceydelser, men derimod for gældsnedbringelse. Beføjelserne bliver lagt i hænderne på »kommis- særer«, som må bruge alle midler til at nedrive Potemkin-landsbyerne i de berygtede skyldnerlande.

Men kunne der være en mulighed midt i krisen? Spørgsmålet om, hvordan dette enorme område skal regeres, hvis 27 regerings- ledere, regeringer og parlament skal overbevises inden enhver beslutning, har besvaret sig selv. I modsætning til EU er eurozonen de facto et fællesskab i to hastigheder. I fremtiden vil kun eurozonen tilhøre europæiseringens avantgarde. Det burde være en mulighed for den akut nødvendige institutionelle fantasi. Der er længe blevet talt om »en økonomisk regering«. Hvad der ligger bag det, skal konkretiseres, forhandles og afprøves. Før eller siden vil de kontroversielle europæiske obligationer blive indført. Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, argumenterer allerede for indførelsen af skat på finansielle transaktioner, hvilket i EU ville lide skibbrud med Storbritanniens veto.

Borger

John F. Kennedy forbløffede med verden med sin idé om at oprette en fredsstyrke. Merkel bør vove at forbløffe verden ved at påbegynde europæiseringen nedefra og skabe et politisk og kulturelt rum, hvor borgerne ikke længere står over for hinanden som fjender, der er blevet enten umyndiggjort eller flået. Så ville enhver snak om »udvidelse« og »uddybning« få en ny betydning. Det, der skal udvides og uddybes, er demokratiet. Retsstaten og markedet er ikke nok. For at sikre friheden er der brug for en tredje søjle: et europæisk civilsamfund. At give basismidler til Europas arbejdsløse unge, som skal skabe dette, vil koste meget, men blot en brøkdel af, hvad redningen af bankerne har opslugt og sandsynligvis kommer til at opsluge. Vi må ikke frygte direkte demokrati. Uden transnationale muligheder for indgreb fra bunden og uden europæiske folkeafstemninger om europæiske problemstillinger vil det hele gå i vasken. Hvorfor ikke lade kommissionsformanden vælges direkte af alle europæiske borgere? En ny forfatningskonvention kan også være fornuftig — som en begyndelse, ikke som svaret på krisen. Vi er nødt til at tale om de skjulte modsætninger i »borgernes Europa«, for begrebet »borger« står i alle lande for en specifik vej til den politiske modernitet. Er et europæisk demokrati muligt uden en umyndiggørelse af de nationale parlamenter? Kan styrkelsen af et kosmopolitisk Europa forløbe samtidig med en styrkelse af de nationale demokratier?

Svaret må være, at nye Europa ikke kan bygges på den tyske euronationalisme, men må være et spirende fællesskab af europæiske demokratier, hvor delingen af suverænitet skaber mere magt og demokrati.

 

© The Guardian og Information 2011 Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Ulrich Beck Spørger: " Hvordan kan bureaukratiets Europa blive til borgernes Europa?
Svar: Det kan det ved at nedlægge bureaukratiet. Nedlæg stille og roligt det fejlslagne projekt, og begynd at samarbejde som selvstændige nationer med godt naboskab.

Men nej, skribenten her vil ikke høre tale om andet end mere euro, mere fælles stat, mere central styring. At opgive, hvad der slog fejl. er en utænkelighed.

I stedet vil skribenten have en økonomisk regering for eurozonen med evne til at udstede euro-bonds, men for at det skal glide ned i befolkningens munde skal Merkel lave demokrati nedefra. Og så vikler skribentens sig ellers ind i et rablende spind af vidtløftige forviklinger, lyt bare til denne:
"Merkel bør vove at forbløffe verden ved at påbegynde europæiseringen nedefra og skabe et politisk og kulturelt rum, hvor borgerne ikke længere står over for hinanden som fjender, der er blevet enten umyndiggjort eller flået." .....Og videre: "Vi må ikke frygte direkte demokrati. Uden transnationale muligheder for indgreb fra bunden og uden europæiske folkeafstemninger om europæiske problemstillinger vil det hele gå i vasken."

Vi skal altså både have en euroregering og direkte demokrati. Det er det, der hedder en nationalstat. Euronationen er født. Men for at rable lidt i sig igen slutter skribenten dog med at berolige os om, at det nye Europa ikke skal bygge på tysk euronationalisme, men: "....må være et spirende fællesskab af europæiske demokratier, hvor delingen af suverænitet skaber mere magt og demokrati."
Var der nogen der forstod den?

Nej, drop fantasierne og spin-drømmene. Gå tilbage til realiteter og basis - et simpelt handelssamarbejde mellem suveræne små og mellemstore stater, der netop på den måde vil klare sig bedst gennem krise og globalisering.

Kontinentaleuropa har en årtusind-gammel tradition for totalitære systemer med undertvingelse af menneskerettigheder, frihedskrænkelser og forfølgelser af videnskabsfolk, jøder og andre ”kættere”. Imens har Nordeuropa (inklusive Holland) især siden Reformationen skilt sig ud med sin større grad af frihed og velstand, stærke civilsamfund, innovationer indenfor finans, videnskab, teknologi og international handel, der har gjort protestantiske Nordeuropa til Europas primus motor, selvfølgelig anført af Storbritannien efter den industrielle revolution.

Der findes i Europa en gruppe fanatiske EU-tilhængere, der prøver at realisere et nyt system ovenpå ruinerne af Romerriget, Den mørke Middelalders kirkemagt, Habsburgerne, Napoleons kontinentalalliance, Hitlers Tredje Rige og Warszawapagten. Med skatteborger-finansierede eksperter i front uden modstand fra demokratiets sovende vagthunde, de gamle mediers sammenspiste 68’er generation, hvoraf mange nærede sympati for det sidste kontinentaleuropæiske projekt i Østeuropa, er der en risiko for, at de vil lykkes.

http://www.180grader.dk/Politik/professorens-to-ansigter

Aske Christiansen

@Micheal - Hvordan skal en tilbagetrækning af EU og genetablering af nationalstaternes fuldkomne suverænitet hjælpe noget? Som Ulrich Beck skriver andetsteds er det ikke realistisk at nationalstater er en overlevende race. Problemerne i EU det nu tegner sig med alt frygtelig tydelighed, kommer frem for alt et sted fra: Global kapitalisme. Global - som i nationalitet rager os!". En afvikling af EU skaber ikke mere selvbestemmelse, i stedet bliver vi et endnu mindre element i en verden hvor konkurrence er nøgleordet, og hvor stater for at overleve må forringe deres borgeres vilkår, gang på gang, for at gøre sig interessante for kapitalen. Jo flere nationalstater (især i det eftertragtede europa) er kapitalismens våde drøm, grundlaget for en underbydningspolitik, med brgerne som tabere.
Netop derfor gør Beck rigtig i at sige at vi ikke skal sluge EU råt og tillade anti-demokratiske tendenser at sætte sig mere fast end de allerede er. EU fungerer i øjeblikket ganske forfærdeligt på mange punkter, men at kaste det hele over styr og sige "nå det var det" er tilbageskuende og den sikre vej til nederlag. I stedet for at sidde og brokke os burde vi deltage aktivt, kræve medbestemmelse og deltagelse for et nyt og faktisk-demokratisk EU, i håbet om bedre tider.

@ Kasper - Hvorfor ikke kaste sig ind i kampen og møde de "fanatiske EU-tilhængere, der prøver at realisere et nyt system ovenpå ruinerne af Romerriget, Den mørke Middelalders kirkemagt, Habsburgerne, Napoleons kontinentalalliance, Hitlers Tredje Rige og Warszawapagten." ansigt til ansigt, i en kamp om et ordentligt EU i stedet for at sætte sig på sine hænder og håbe på en raceren Kalmarunion?