Kommentar

Man får aldrig børnehjemmet ud af kroppen

Tidligere i år udkom en rapport om omsorgssvigt på danske børnehjem i 1960’erne og 1970’erne. Endnu har ofrene ikke fået en officiel undskyldning. Jan Nørager Lausersen fortæller, hvordan det var at læse rapporten, når man selv er vokset op på børnehjem
8. december 2011

Jeg fik stukket en rød bog i hånden af en ven. Nu sidder jeg her på landevejen, på vej hjem fra arbejde og græder. Det er sent, der er mørkt i bilen, for lyset i instrumentbrættet virker ikke. Jeg er kørt ind til siden og bare sidder i mørket og græder.

Jeg har læst rapporten ... den røde bog, jeg fik stukket i hånden. Den beskriver massive overgreb på børn på danske børnehjem i 1960-70’erne. Herunder på institutionen Godhavn.

Den røde bog beskriver faktuelt og nøgternt, hvordan helt normale børn dagligt blev fornedret og ydmyget. En række udsagn fra tidligere beboere på Godhavn, er sammenholdt med originalt journalmateriale fra dengang og den daværende lovgivning på området. Det er ikke svært at konstatere, at der blev begået ulovligheder på Godhavn, og at det statslige tilsyn var ikkeeksisterende.

I første omgang forestillede jeg mig, at rapporten skulle være en øjenåbner for danskerne, så de kunne se det ufattelige svigt, den daværende regering og dens embedsapparat begik. Så børnene fra Godhavn og andre børnehjem kunne få den uforbeholdne undskyldning og anerkendelse, de har krav på. Sådan er det ikke gået. Det er åbenbart svært at undskylde, når det er børn, det drejer sig om? Hvis vi herhjemme havde haft et fængsel, der behandlede fangerne på samme måde, som børnene i rapporten bliver behandlet, ville myndighederne næppe have siddet det overhørigt.

Svært at begribe

Jeg er selv børnehjemsbarn, så jeg læser nok tingene anderledes end folketingsmedlemmer, psykologer og andre fagfolk, som ikke har været på børnehjem og ikke kender til de massive svigt, jeg oplevede som barn.

Rapporten baserer sig meget faktuelt og systematisk på konkrete indsamlede minder fra børnehjem. Jeg formoder, at den præsenterer fakta i den form for at vinde anerkendelse hos det klientel, den er tiltænkt. Jeg har bare en anden fornemmelse i hjertet efter at have lagt bogen fra mig og tygget på den i et par dage. Jeg føler, at I, som ikke har været på børnehjem, slet ikke forstår, hvad det er, der sker. Har du måske nogen sinde som voksen tænkt på, at du er alene i verden? Dem, der er dine, er her ikke. De kan ikke skærme dig mod det forfærdelige, du oplever. Hvis du som lille blev utryg ved noget, løb du hen til din mor eller far og blev taget op på armen i sikkerhed. Derfra kunne du blive fortrolig med det fremmede. Hvis du slog dig, løb du hen til en voksen for at få at vide, om det var alvorligt, eller om der bare skulle pustes. Om aftenen blev du puttet i din seng, og inden du sov, kunne du høre de voksne pusle lige uden for døren, og du faldt i søvn i vished om, at de passede på dig.

Men hvad nu, hvis der ikke var nogen at løbe til? Ingen, der tog dig op, ingen der passede på dig? Det er det, børnene her i den røde bog har oplevet, endnu før de havde levet på jorden i 10 år! De måtte overleve, så godt de kunne. De fik ikke opmærksomhed og berøring fra en voksen, kun tæv.

Jeg blev halvmasochistisk, da jeg som barn boede i et sådant miljø, for det instinktive behov for kontakt er der jo stadig.

Kan du forestille dig som barn, ligge i din seng på sovesalen, lyset er slukket, og du er alene under dynen med angsten for i morgen? Der er ingen, der sætter sig på sengekanten og lægger sin hånd på din kind og fortæller dig, at du er den dejligste i hele verden. Du er helt alene. Du er otte år.

Ar på livet

Kan du forestille dig, at det var dit barn? Min gråd her i bilen er afledt af afmagt og vrede, for med den røde bog kommer så mange af oplevelserne tilbage igen. Børnene fra Godhavn og de andre børnehjem får stemmer. De står omkring mig med deres historier og banker løs på min hjerte, og jeg græder sammen med dem. For vi har alle et stort sort hul inde i os. Et hul, som aldrig blev fyldt med kærlighed, anerkendelse og omsorg. Et hul, som vi nu akavede og handicappede har med igennem vores liv. »Man kan ikke gøre noget ugjort,« siger et barn i bogen, og det er rigtigt. Sårene og følelsen vil altid kunne åbnes.

I dag er vi selv voksne, men vi bærer sårene og knuderne i sjælen. Det er os med de lukkede sorte kasser. Os med ståldøre i sjælen, der aldrig, aldrig må åbnes. For der bagved er de farlige, unævnelige følelser. Følelser, man kan blive syg af at tale om. Følelser, der kan forkrampe en så meget, at hele kroppen bliver en stor knude. Skader på sjælen, der er påført os af voksne, der fik betaling af staten. Det er følelser, som giver en rastløs uro, som kun kan stoppes med alkohol eller noget stærkere.

Det er ting, vi har med, som aldrig forsvinder. Ting, som vi og vores familier hver dag lever og lider med. Raserianfald, svingende humør, månesyge, langvarige angstanfald, præstationsangst, vågne nætter, dårlig mave, mareridt og manglende koncentrationsevne.

Det er også følelsen af at sidde i stuen og være tilskuer og misunde den åbenbare tillid, ’normale mennesker’ har til at eksistere. At se dem grine og være i verden — en verden vi ikke er en del af.

Altid udenfor

Vi kender følelsen af at stå ude på vejen en vinter og kigge på sit hus og vide, at dem, man holder af, er inde bag vinduerne, uden at vi føler, at vi hører til. Vi står udenfor. Vi føler, at den normale verden for altid er blevet frataget os.

Det er følelsen af, at jeg en dag går min vej og aldrig kommer tilbage. At jeg en dag forlader jeg denne verden uden at sige, hvor jeg tager hen. For alle ved godt, hvor jeg er. Jeg er tilbage, hvor jeg er født — på børnehjemmet. Alene. For min sjæl rejste aldrig derfra. Den mangler at få noget med. Noget den vil søge forgæves efter altid.

Der er stille i bilen. Hjemme venter min familie med aftensmaden. Mine store børn er i gang med lektierne eller i værkstedet. Og vores allerbedste i verden — vores fem-årige plejedatter spiller Kinect. Jeg starter bilen. Jeg må hjem. Hjem og skrive.

 

Jan Nørager Laursen er it-konsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en gribende beskrivelse af omsorgssvigt, jeg læste den med en stor klump i halsen. Du skal have dyb anerkendelse for, at du ikke bare klarer dig til trods, men at du også giver noget videre - omsorg til børn, som har brug for omsorg.

Det er vigtigt at notere, at denne beskrivelse er gældende for alle omsorgssvigtede børn, uanset om det foregår i familiens skød, plejefamilieregi eller på børnehjem.

Og uanset for hvis hånd omsorgssvigtet sker, er det min holdning, at disse børn også svigtes af både staten og os andre, hvis de ikke får akut hjælp, i samme øjeblik et eneste menneske bliver bekendt med situationen.

Det er vores allesammens ansvar - og pligt at sørge for børnene.

Vivi Hemmingsen

Vil Information ikke godt være behjælpelig med at sende denne artikel til alle folketingsmedlemmerne ?
Så kan de måske se, hvorfor der er brug for en undskyldning.
At erkende fortidens synder kan være vejen til ikke at begå nye og værre synder.
Det ser desværre ud til at børn stadig lider overlast, også når de er i myndighedernes varetægt.

Jeg kjenner ikke situasjonen i Danmark mht. barnehjemsbarn evt. institusjonsbarn, men i Norge er det de siste årene utbetalt rundt en kvart milliard kroner til noe under 1500 "barn" som billighetserstatning pga. omsorgssvikt og overgrep i offentlige barnevernsinstitusjoner i etterkrigstidens Norge.

Dette er i det minste registrerte tall fra foreningen "Rettferd for taperne" i Norge. Tallene kan være høyere da ikke alle søkere er registrert her - og ikke alle kommuner i Norge har vedtatt en slik erstatningsordning heller (man kan søke både stat og kommune om erstatning og disse samordnes i liten grad eller ikke i det hele tatt).

Det er laget flere omfattende utredninger i forkant av utbetalingene, både fra statens side (Befring-utvalget) og fra Oslo og Bergen kommunes side bl.a. De er søkbare på nettet og til trider både trist og opprørende lesning.

For å få erstatning må man søke og nøye dokumentere sitt eller sine opphold i institusjonene inkl. epikriser, vitnemål, behandling, attester etc. Og bare barn som er henvist til institusjoner fra det offentlige hjelpeapparatet, kan få erstatning. Men det omfatter også private institusjoner der det offentlige har plassert barn.

I tillegg har taterne (romani) i Norge vært omfattet av en liknende ordning. Overgrepene der var nok langt alvorligere antakelig (sterilisering, internering, tvangsflytting av barn etc.). Lobotomering har også forekommet helt opp til 70-tallet og omfattet også psykiatriske pasienter (Gaustad sykhus i Oslo via en lege som samarbeidet med amerikanske myndigheter - hjerneforskning).

Verdens beste og rikeste land har altså noen alvorlige skyggesider.

Knut Michelsen, forfatter og skribent

PS: Som inistitusjonsbarn med bakgrunn fra Waisenhuset i Oslo skjønte undertegnede raskt at hovedpersonen i "De måske egnede" ikke kunne ha hatt sine erfaringer fra Skorpeskolen. Også institusjonsbarn lyver.

Det er sørgeligt, når mennesker behandles skidt, og det bliver tragisk når de behandles skidt af de, som skulle formodes at varetage deres omsorg. Det er i den sammenhæng ligegyldigt om det er en offentlig instans eller om det drejer sig om ens egen familie. Mishandling efterlader ar under alle omstændigheder, måske endda i højere grad når den udføres af ens eget kød og blod, det ultimative svigt.

Alligevel har jeg et problem med tragiske historier som den beskrevne eller med andre lignende der bunder i historien.

Mange af disse indeholder netop som denne krav om, at de berørte (eller deres efterkommere) "kunne få den uforbeholdne undskyldning og anerkendelse, de har krav på."

For det første har jeg svært ved at se, hvordan en undskyldning givet på vegne af andre på nogen somhelst måde skulle kunne trøste ofret, især da selv en undskyldning direkte fra en "gerningsmand" kun for mig har værdi, hvis jeg fuldt og fast tror på at den undskyldende for alvor mener det fra sit hjerte.

For det andet er der spørgsmålet om "anerkendelsen". Ofte viser det sig at handle om anderkendelse af pekuniær art. Det skriver artiklens forfatter ikke noget om, og jeg vil på ingen måde skyde ham i skoene, at det er det han sigter på. Men jeg savner derfor at forstå, hvilken form for anerkendelse der sigtes på. Selve rapportens eksistens, må da kunne anses som en anerkendelse af at mennesker i statens varetægt er blevet behandlet urimeligt. Og selve det faktum, at man skal 40-50 år tilbage i tiden må vel også antyde, at situationen har forbedret sig, hvilket er en anden form for anerkendelse.

Der er mennesker med ar på både krop og sjæl. Sørgelige hændelser har gjort deres liv til en større kamp end mange andres, det hersker der ingen tvivl om. Vi andre, som ikke bærer på samme slags ar siger utvivlsomt til os selv "hvor er jeg heldig at det ikke var mig". Og så lever vi videre, med de ar vi selv har.

Anerkendelse. Validation på engelsk. Det modsatte af underkendelse. Valuation på engelsk.

Anerkendelse har flere betydninger. Men hvorfor har nogen modstand mod at skulle anerkende, at andre er blevet udsat for omsorgssvigt, overgreb, uretfærdighed, osv.?

Nogen kunne være bange for, at der medfølger et 'pekuniært' ansvar. Hvad er der galt i, at de forulempede får en eller anden form for økonomisk kompensation/'tort'? Penge er ikke alt og slet ikke lykken, men jeg har forstår ikke denne modvilje.

Udover den økonomiske modvilje kan det måske handle om berøringsangst, for hvad så, når jeg har anerkendt ugerningen? Måske er modviljen i virkeligheden en reel anerkendelse af, at det forfærdelige er for forfærdeligt til, at en anerkendelse eller undskyldning kan accepteres som tilstrækkelig bod på krænkelsen.

Måske en anerkendelse er særlig vigtig i et samfund, hvor menneskelig lidelse mødes med mistillid og underkendes som indbildt eller selvforskyldt eller decideret udspekuleret manipulation for at opnå noget, man ikke er værdigt fortjent til.

@ Vibeke,

Problemet jeg har med økonomisk kompensation ligger i at afgøre hvor man skal trække grænser. Hvordan kan man på en gang forsvare økonomisk kompensation og på samme tid afvise princippet om blodpenge?

Blodpenge? Det er da helt udenfor kontekst her.

Blodpenge skal forebygge hævnaktioner. Eller træde i stedet for korporlig afstraffelse af krænkeren. Diskussionen om blodpenge som alternativ til retsforfølgelse i det etablerede retssystem har slet ingen relevans her.

Det er mere i samme boldgade som udbetaling af fx engangssum ved tab af erhvervsevne. Penge giver jo ikke erhvervsevnen tilbage, men kompenserer for, at man har mistet evne. På samme måde er disse omsorgssvigtede børn blevet frataget noget ikke målbart, fx selvværd, potentiale.

Så hvad med den anden vinkel på anerkendelse, da de krænkede i denne sammenhæng selv udtrykker et behov for anerkendelse/undskyldning fra offentligt hold?

Vivi Hemmingsen

@Niklas M.: for mig at se analyserer du simpelthen bare for meget!
Jeg synes det er ganske simpelt.: en masse børn har lidt under myndighedernes manglende kontrol med dem, der skulle passe på dem, og det kræver en god, gammeldags undskyldning! At få anerkendt at man er blevet svigtet, og at man selv er uden skyld i, hvad der er overgået en, det kan være det, der giver en form for fred med det, og en mulighed for at komme videre i livet. En undskyldning kan selvfølgelig ikke gøre gjort gerning ugjort, men måske hjælpe med til at fjerne den skam og skyld, som mange uforskyldt føler.
At begynde at tale om penge,- det er bare så plat!

Disse tingene er drøftet mer eller mindre prinsipielt ifm. alle disse sakene i Norge. Man får ikke kompensasjon for evt. tapt arbeidsfortjeneste. Stat eller kommune erkjenner heller ingen juridisk skyld, så langt jeg forstår dem.

En billighetserstatning på fx 750 tusen kroner for omfattende omsorgssvikt eller overgrep, seksuelt eller voldelig eller begge over flere år, gis som en slags håndsstrekning eller som en erkjennelse eller et tegn på at urett er begått. Derfor er det heller ikke krav om absolutt bevisbyrde i disse sakene.

Antakelig kan det være slik at det er gitt ut penger til folk som strengt tatt ikke burde fått dem - det kan vi ikke vite noe om, men muligheten er jo absolutt til stede med så store pengebeløp og så mange mennesker.

Også barnehjemsbarn kan lyve om sin fortid. Kanskje overgrepene kom FØR barnehjemsoppholdet - eller at overgrepene fortsatte på institusjonene? Eller at de ikke forekom i det hele tatt. Altså rent hjernespinn.

Personlig kjenner jeg folk som absolutt burde ha søkt, men som rett og slett ikke orket nedturen ned i egen begredelige barndom.

Jeg vet også om notoriske barnehjemsløgnere som lyver om steder de har liten eller ingen kjennskap om. Og om folk som også lyver "andre veien" - lyver på seg gladhistorier og gode tanter og trivelige barnehjem der mye fortvilelse og elendighet rådet. Det spørs altså med hvilke briller man ser ting og tang her i verden.

Jeg har aldri hørt ordet "blodpenger" bli brukt av barnehjemsbarn som har mottatt billighetserstatning. Lettelse er vel heller ordet - man kan liksom rette ryggen litt.

Men flere ansatte - som også var helt eller delvis delaktige i en del av det som skjedde og som ikke skulle skje - de snakker nok litt i krokene om pengegriskhet og løgner. Dem om det. Alle forsøker vel å bevare litt av sin verdighet i et system som gikk litt av skaftet - for å si det mildt.

http://knutmichelsen.blogspot.com - www.knutmicheslen.no

Til Jan Nørager Laursen. Tak at du skrev dette. Dine ord og din beretning har bevæget mig meget. Du gør noget meget godt ved at skrive. (Jeg vil senere læse kommentarerne under artiklen). Venlig hilsen, h.

Niklas, desværre er din kommentar udtryk for noget, der er rivende galt i Danmark: at forståelsen af det institutionelle og formelle ansvar går fløjten, på samme måde som den konventionelle høflighed; men tingene hører hjemme i den modsatte rækkefølge - det er den konventionelle høflighed, der letter omgangen mellem mennesker, fordi den er anerkendt og giver en ikke-fjendtlig ramme for indbyrdes omgang, på samme måde som det er institutionens status af samfundssøjle henover tid, der giver dens til enhver tid udpegede repræsentant mulighed for at beklage, undskylde - og såmænd også det modsatte, hvis det er det rigtige. Det handler om anerkendelse - det vigtigste for mennesker, som så kan kaste åget af usikkerhed om egen skyld, barnlig misforståelse af verden m.m.m. af sig.

Meget godt (Peter Hansen). Det handler rigtignok om høflighed, venlighed, at række ud. Det har alt sammen betydning.

(Og jeg kan heller ikke se andet end at anerkendelse i form af penge kan være til stor opmuntring. JNL skrev vist ikke om penge overhovedet, men der er ingen grund til at rynke på næsen ad den form for "anerkendelse", og Knut Michelsens rapportering fra Norge er rigtig god).

Jeg selv undrede mig over - da jeg havde læst JNL's indlæg og forlængst smidt Information ud - at hans ord i avisen om barndom og tid derefter sad i mig og rørte mig så meget, at jeg måtte gå tilbage i arkivet og finde dem igen (i næste omgang finder jeg så også de gode kommentarer).

Dvs. det undrede mig, at jeg - der har kendt til og følt med børn, der voksede op et andet sted end "hjemme", plejebørn, kostskolebørn (og dem, jeg tænker på, har faktisk fået det godt! selv om der var noget, der engang ikke var godt og som i grunden aldrig bliver det) - at jeg nu blev så bevæget/flyttet.

Jeg tænker, det må være svært at skrive sådan et stykke. Men det er at række ud. Det værdsættes. Sådan kommer vi videre.

Der ligger lidt en økonomisk pendant til sagen, omend ikke som præsenteret her.

En del af de godhavnsbørn som vistades i Tisvildeleje o. 60-70, og som i dag er voksne, har stadig problemer med at tale om deres oplevelser, sidder alene og er arbejdsuduelige. Det vil sømme staten som har udøvet omsorgsvigtet at tilhåndeta disse "børn"'s resterende fremtid og ligefrem påbegynde en eller anden form for sinds-behandling. Tillige er der en del som (naturligvis) ikke er arbejdsduelige. Disse behøver omsorg i form at pension - og beroende på alder førtidspension.

Så vidt jeg forstår så er det - i et tilfælde - statens hensigt at Godhavnsbørnene skal medicineres med lykkepiller som patienten selv skal erholde, så staten kan kaste dem ud af begge systemer - førstidspensionsprøvelsen og efterfølgende bistandssystemet (eftersom de forventligt ikke vil kunne klare at opfylde de voldsommme krav som stilles de mest udsatte)

Kirsten Christensen

Der er i Dk. slet ikke tradition, for at staten undskylder, soner tidligere synder, (slavehandel, udlevering til Tyskland og koncentrationslejre, statens åndsvageforsorg, sindsyges forhold), hverken officielt eller skriftlig.
Umiddelbart kan man også tænke, hvilke glæde har f.eks slavers efterkommere af den. Undskyldninger kan gives uden refleksioner, og dét der er brug for, er selvfølgelig, at de personer som så traumatiserende er ramt, oplever deres følelser og oplevelser anerkendt. Men der er så sandelig også brug for, en form for garanti for, at det så forfærdelige og fuldstændig uacceptable ikke gentager sig. Og selv om der siges at: historien ikke gentager sig, så ser vi stadig at børn udsættes for f.eks. incest i nomadefamilier, og kommuner som ikke greb/ griber ind, selv om alarmklokker ringer.

Derfor er der brug for, at de nu voksne børn får en officiel undskyldning, så bogen for håbentlig kan lukkes og livet leves med følelsen af en vis forsoning.

Jan Nørager Laursen

Hvis man læser: http://www.information.dk/telegram/267522#comment-475730

” SF vil have alle børnehjem undersøgt”

Kommer tanken til en:

Får man kun anerkendelse hvis man på sin ”straffeattest” kan fremvise at man har fået tæsk og er blevet krænket seksuelt?

Men 100% respekt og medfølelse for alle børn der har været udsat for vold og overgreb, så handler en undersøgelse ikke kun om vold og seksuelle overgreb. men også om dårlig håndtering, efterladenhed i behandlingen, syltning af børnesager og dårlig forvaltning. Mange af de traumer som børnehjemsbørn i dag lider under handler ikke kun om at have fået tæsk og være seksuelt krænket,- men også om ganske almindelige svigt fra den voksne verden. Konkret dårlig forvaltning af inkompetente mennesker fra Direktoratet / Børneværnet. Misforståede anbringelser og børn der er blevet "glemt" i systemet, som der ikke blev taget hånd om. Konkret, hvor man ikke varetog barnets tarv. Dette er særligt udtalt i de tilfælde hvor dette resulterede i direkte fysiske krænkelser i form at vold, psykisk vold og seksuelle krænkelser. Men også bare det at være afskåret fra almindelig omsorg, ikke ha have en fast voksen kontakt og at få slået sine sociale relationer itu gang på gang. Dette skal en undersøgelse også tage høje for. Det er selvfølgelig ikke faktorer der i samme grad kan slås politiske mønter af. Men det er i høj grad vigtigt for os børnehjemsbørn. Almindelige svigt i omsorg er lige så vigtigt en faktor for at udvikle posttraumer som at opleve vold og seksuelle krænkelser..

Det er også vigtigt at sådanne fejl ikke gentages i den nuværende og kommende verden. Men at det beskrives og at der udarbejdes en kvalitetssikring (DDKM) i anbringelsessager der sikrer at sådanne forhold ikke gentager sig!

At ihukomme!

Kirsten Christensen

At ophold på f. eks børnehjem kan være skadeligt, er ikke ny viden. Freuds datter, Anna, undersøgte i forbindelse med 2. verdenskrig, børn som var anbragt på børnehjem.
Siden har der været den holdning herhjemme, at f. eks. bortadopterede som ytrede sig om livskvaler, nærmest bare var mærkelige og utaknemmelige - for de havde haft det godt.
Nu tyder nye undersøgelser på, at der er en øget frekvens af psykiske lidelser ( depression og skizofrenni ?). Herefter kan man så spørge sig selv, hvad kom først hønen eller ægget?? For det er jo sandsynligt, at disse børn under gode familie mæssige rammer var blevet "hele" mennesker. Men en måske øget sårbarhed hos disse børn, sammen med dette vilkår, at være anbregt udenfor hjemmet, kan være udløsende faktorer. Er det så anbringelsen udenfor hjemmet, eller sårbarheden som er årsag??
Selv synes jeg det er utilstedeligt, at nu voksne børn, ikke kan få indsigt i noget så enkelt, som livet på det børnehjem de tilbragte en del af livet på ( selvfølgelig med hensyntagen til tavshedspligt/ journaler).
Jeg har f. eks. forsøgt skriftligt, at få at at vide hvordan jeg kan få oplysninger, om Spædbørnehjemmet Sølund - hvor jeg trådte mine barnesko inden bortadoption. Og jeg har gentagne gange sendt mails til Bo Asmus Keldgaard ( tidligere Børne- og unge borgmester SF i KBH) og senest Socialborgmester Mikkel Warming. Jeg har dog aldrig fået svar, som bare antyder modtaget eller en eller anden form for ageren.
Hvad Sølund angår er der 3 arkivskuffer, som kun er tilgængelige for forskere. Da jeg fandt ud af det, har jeg siden undret mig over og tænkt, hvad det er der er foregået, som skal holdes så hemmeligt.
Jeg savner mere end blot den gode vilje hos politikere, jeg savner at vide, hvad der egentlig foregik i min tidligste barndom. Jeg savner, at kunne lukke bogen og udvikle mig til et helt og ikke længere sårbart menneske.

Til Jan og Kirsten:

Jan tar opp et forhold som ble drøftet i kommisjonene som behandlet erstatningssakene i Norge (kommune og stat). Man graderte overgrepene: Seksuelle og voldelige overgrep ga høyeste erstatningsbeløp, ca. 725 tusen kroner - etter husken. Så kom grov omsorgssvikt deretter omsorgssvikt etc. etc.

De som søkte måtte altså forholde seg til et sett av overgrep, grader av omsorgssvikt etc. når de søkte - fx ble det fokusert på om det var legebesøk på barnehjemmet eller institusjonene - og om barnas gebursdag ble feiret fx. Barna måtte også ha vært plassert der av en offentlig barnevernsinstans.

Flere søkere ble antakelig avvist fordi omsorgssvikten kanskje ikke var godt nok dokumentert eller ikke troverdig eller var i strid med all annen informasjon - eller fordi de ble plassert der privat eller av familiene selv.

Men det store bildet er nok at de aller fleste ble trodd og fikk utbetalt "betydelige" beløp. Men hvordan måle et "tapt" liv? Hvor mye er en halv million - en årslønn? For mange barnehjemsbarn betydde nok selve oppreisingen mer enn pengene antakelig.

Når det gjelder arkiver er situasjonen i Oslo kommune litt spesiell. De fantes knapt arkiver som kunne dokumentere noe som helt om barnehjemsbarn og overgrep evt vedtak og møtereferat fra hendelser på institusjonene

Arkivene var forsvunnet - eller deler av det - og dagens ledere stod svarløse i mediene - (kopier finnes kanskje likevel ett eller annet sted? - normalt er en del offentlige papirarkiver i Norge delt inn i hvitt, gult og rødt arkiv, men dessverre oppbevart på samme sted).

Årsaken kan være rivingen av Akersgata 55 på 70-tallet i Oslo der en del arkiver lå, og at dette skjedde uten at arkivene ble tømt eller flyttet før rivingen - papir fløt i gatene husker jeg da jeg en dag kom forbi byggetomten for dagen VG-hus.

Men det finnes lokale arkiver på barnehjemmene også. Men når disse ble nedlagt, stod ofte bygningene tomme eller ble bygget om og reglene for arkivering ble ikke fulgt fordi lederen kanskje hadde sluttet.

Arkivbevissthet eller arkivkompetanse er kanskje ikke det mest utbredte når mange barnehjem ofte ble drevet også av ufaglærte eller med svak kompetanse både i ledelse og blant "tantene".

Viktigere var det altså ikke - den gang. I dag er arkivarene til og med ute etter norske hyttedagbøker - i original. Og norske aviser kan leses på nett tilbake til 1861 - avis for avis, dag for dag.

PS: Etter sigende er arkivene fra stedene som mottok eller omskolerte taterne i Norge (romani) ikke å finne.

www.knutmichelsen.no

Kirsten Christensen

Jeg ved ikke hvordan opfattelsen af børn født uden for ægteskab, eller børn født ind i familier med f.eks. massive sociale problemer er blevet opfattet i de andre nordiske lande.
I DK. har børnene oftest skulle sone deres forældres livsførelse.
Det betyder, at der oftest blev set ned på barnet, at straf og streng diciplin blev set som vejen frem, til en bedre adfærd. Alle herhjemme kender vidst udtrykket: Med ondt skal ondt fordrives.

Seksuelt misbrug var tabuiseret, både i familierne og på institutionerne, og dermed tiet bort. Sandsynligvis fordi man stadig troede på familien som institution, sammenholdt med ovenstående er det ikke svært at regne ud, at de omsorgssvigtede og misbrugte børn slet ikke var indkalkuleret som noget man skulle bekymre sig om, på den måde, at man kunne tage skade af livets til snigelser. Snarere tvært i mod blev barnet set som et pjok, som gennem disse opdragelses metoder skulle blive en retskaffen voksen på samfundets nederste lag.

Først efter ungdoms oprøret, kvindernes indtog på arbejds markedet, frisættelsen af fælles værdier, den frie abort (1970érne)begyndte der, at ske en ændring i opfattelsen af barnets behov og også barnet som synder i ovennævnte vilkår.

Det er vist først med computerens indtog, at det bliver klart, hvor hyppigt seksuelt misbrug af børn er, fordi det - som i den katolske kirke- har foregået i lukkede kredse, hvor der idag er en større organisering af grupper, via nettet, og det hermed afsløres som et rigtig stort problem.

Hvis der ikke ses på de seksuelle overgreb, men alene måden at opfatte barnet på, så er det klart, at der stadig hos en del voksne, er en opfattelse af, at hvis barnet bare skal sættes på plads - og ikke med kærlighed og omsorg hjælpes på vej i livet.

At der så yderligere også er andre cost/benefit (økonomi) med i overvejelserne, og at den måske vejer tungere end de gode hensigter hjælper jo ikke nutidens børn. Så længe jeg kan huske, har politikere sagt: det må ikke gentage sig, Det må kunne gøres bedre ect.

Jeg vil som fhv. pædagog mene at man med rette kan bruge udtrykket: .. har sejret ad helvedet til.

Jeg kan bekrefte noe av det som skrives her av Kirsten:

Hensikten med barnevernsinstitusjonene i Norge (og det var nok en tradisjon fra Danmark) - var å flytte barnet inn i et klinisk "rent" miljø, bort fra det fordervede, og forsøke å rette opp skadene som var gjort ved å starte oppdragelsen på nytt, stramme opp, stramme inn, få bort avvik og skape et slags nytt menneske.

Det var en nokså stupid pedagogikk, men den har nok fortsatt tilhengere blant en del svært hørbare og eldre institusjonsmennesker som mener at dette var godt - og dette måtte til - vi hadde ikke noe vondt av det osv. osv.

Jeg har også fulgt litt med blant Skorpeskolens gamle venner eller Opfostringshusforeningen av 1872 - og kjenner igjen noen av disse holdningene også der, jfr. deres utmerkede historiske skrift "Skorpeskolen - på den yderste pynt", 2004.

Kanskje man kunne konkludere med et omskrevet sitat fra en norsk visekunstner (Alf Prøysen):

Institusjonene eller barnehjemmene har ødelagt mange, men reddet enda flere?

Mulig dette er sant. Mulig det bare er en unnvikende løgn. Jeg er usikker.

For Mange av mine gamle institusjons"venner" ønsker ikke å snakke så mye om fortiden, og mange historier går derfor i graven med dem.

Jeg skriver derfor i disse dager ferdig en roman om Waisenhuset i Oslo på 60- og 70-tall. En institusjon som til forbauselse likner den danske Skorpeskolen - som faktisk besøkte Waisenhust før krigen - og det ble filmet.

Og også jeg må forholde meg til en gammel venneforeningen som gjerne ser den "sorte pedagogikk" gjeninnført, gjerne som standard i alle skoler så langt jeg forstår dem.

En stor regjeringsoppnevnt rapport i Norge - Befring-rapporten forteller også litt om tradisjonen disse institusjonene levde i - lastes ned som pdf-fil her - og jeg må innrømme at jeg personlig ikke har greid eller orket å lese det hele, man skal jo leve sitt eget liv også:

http://www.propp.no/433180

Jeg vil gøre opmærksom på, at forholdene i den danske folkeskole, op gennem 1900-tallet, var børnehjems-agtige. Også i 50erne og 60erne Det vil sige, at der var vold fra lærernes side som kan betegnes som mishandling. Denne mishandling kan dokumenteres gennem de tusindvis af personlige beretninger, jeg har læst og nu udgiver en lille del af i en bog, "Skoletæsk - lærernes ulovlige lussinger" Det viser sig, oveni mishandlingen, at i 1814 blev lussinger, slag med hånden m.m forbudt og blev aldrig senere tilladt!

Jan Nørager Laursen

Det var med bedrøvelighed at jeg læste nedenstående i gruppen"anbragte Børn" på Facebook.

https://www.facebook.com/pages/Anbragte-b%C3%B8rn/310855689984?fref=ts#!...

Her hvad der står i linket:

Godhavnsrapporten af Maria Rytter, er et falsum og PR-stunt for et museum.
.1. april 2011 kl. 09:33Tors 31 mar, 2011

Det var det. Vi som er de sidste aktive i foreningen takker af, vi gider ikke mere.

Maria Rytter har lavet "vores" rapport om til en handelsvare der skal reklamere for Svendborg Museum og ikke en seriøs og uvildig rapport som ministeriet har betalt for.

Vi er meget taknemmelige for den støtte som Bjørn Elmquist og Oskar Plougmand (vederlagsfrit) har ydet os i årene, begge har altid stået klar med hjælp, når vi har kaldt.

Der er også få andre som vi vil takke, men som jeg ikke vil navngive her.

Vi har i de seneste år, kæmpet en meget ulige kamp mod ministeriet om at få lov til at bevise vi har ret, når vi påstår at staten svigtede deres tilsyn med de børnehjem vi var anbragt på i vores barneår, med det til følge, at mange af os har haft et, til tider, forbandet liv og hvor mange allerede gav op i en tidlig alder.

Kampen, som har varet i næsten 7 år, har budt på mange problemer og adskillige lukkede døre og i årene, er rigtigt mange faldet fra, da de mente at det alligevel ikke nyttede noget.

Alligevel var vi en lille håndfuld som kæmpede videre og fik ministeriet til at finansiere en høring som vi gennemførte i København og Århus, med meget ringe interesse fra medlemmernes side.

I de seneste 2 år har vi da også kun været meget få i bestyrelsen som har kæmpet videre og fået gennemtrumfet at ministeriet finansierede en undersøgelse af de gemte arkiver på børnehjemmene og i statens arkiver.

Foreningen ansatte i 2009 Maria Rytter fra Svendborg Museum, til at lede en undersøgelse og udfærdige en uvildig rapport som skulle afleveres til ministeriet.

Efter adskillige forsinkelser, ferie og sygdom er planen nu, at rapporten vil være færdig til aflevering i ministeriet midt i maj 2011. Et tidspunkt hvor ministeriet er ved at gå på ferie og skal igang med valgkampen.

Ydermere viser det sig at rapporten bliver trykt som en bog med en masse fotos som skal bruges til at reklamere for Svendborg Museum, ved det at Maria Rytter vil offentliggøre den på museet med fuld pressedækning, ved åbning af en ny afdeling på museet i maj måned og derefter sætte bogen til salg.

Jeg ved ikke om Maria Rytter har mandat til at handle som hun gør, indsige bruges "vores" rapport som en handelsvare til at promere museet og derved tilsidesætte ministeriets og foreningens interesser, Men min mening er at Maria Rytter er gået over stregen og udelukkende plejer museets og egne interesser. At Maria Rytter så også, allerede nu, inden rapporten er tilgængelig, fortæller os at Rikke Skov´s dokumentar "Drengehjemmet" ikke er troværdig i sagen om medicinering af drengene og det på trods af dokumation, ja så er seriøsiteten gledet helt af hænde. Og så er det vist ikke ret meget med uvildighed at Maria oplyser dele af rapporten, inden vi eller ministeriet har haft mulighed for at læse den og på nuværende tidspunkt er der ingen der har set den, selv om den er færdig for længst.

Farvel og tak for ingenting

_________________

Mange Venlige Tanker

fra en Godhavnsdreng på evig flugt.

Poul-Erik (tændstikken)

(Der er ingen copyrigt på denne artikkel, må meget gerne kopieres og deles)

http://www.dr.dk/drengehjemmet/forside/program.asp

"

Medicinske forsøg

I løbet af optagelserne til programmet dukker flere interessante informationer frem. Alle børn, der ankom til hjemmet skulle konsultere en tilsynsførende psykiater. Denne psykiater var meget begejstret for alle de nye farmakologiske midler, der blev introduceret på markedet i 1960´erne.

Medicinen åbnede helt nye døre i behandlingen af de børn, som psykiateren mente var adfærdsforstyrrede. Mange børn på Godhavn lagde krop og psyke til psykiaterens forsøg med de nye typer medicin.

Problemet var blot, at man i 60´erne ikke kendte bivirkningerne af disse medicintyper. Mange af stofferne, eksempelvis nervepiller som librium, viser sig senere at være stærkt vanedannende. Men uvidenheden betød sandsynligvis, at ingen af de medicinerede drenge blev nedtrappet ved udskrivningen.

- Man må sige, at man med statens velsignelse har banet vejen for, at de har kunnet udvikle et betydeligt misbrug i en ganske tidlig alder, som givetvis har været dødelig for mange af dem, siger psykiater Henrik Rindom i dokumentaren.

"

http://radiogodhavn.dk/forum/viewtopic.php?t=3905

Skrevet: Tirs 10 maj, 2011 07:24

Rapportens offentliggørelse

Så blev rapporten offentliggjort og det med samtlige mediers overvågenhed i en sådan grad, at det må være bevis på at danmarks befolkning og pressen ikke stiltiende vil glemme fortiden.

På forhånd havde Ministeriet og få af Godhavnsdrengene fået rapporten til gennemsyn, så vi havde mulighed for at forsvare os over for pressen. Vi var, af forfatteren Maria Rytter, blevet pålagt tavshedspligt hvad angår indholdet, indtil offentliggørelsen i går mandag kl. 14.

Det kan så gøre mig harm at socialminister Benedikte Kiær, flere timer før offentliggørelsen går ud med en melding til pressen om at der ihvertilfælde ikke bliver udbetalt nogen erstatning eller givet en undskyldning.

Det syntes jeg er direkte onskabsfuldt, da de implicerede i rapportens indhold, endnu ikke har haft mulighed for at læse om hvad de selv har fortalt. Jeg er sidenhen blevet kontaktet af adskillige implicerede som har det rigtigt dårligt med dette.

Ydermere sætter jeg spørgsmålstegn ved om socialministeren overhovedet har læst rapporten, eller det er almindelig uvidenhen at hun kommer med helt forkerte oplysninger til pressen.

Ministeren kommer bla.a med følgende udtalelser: citat: "der var en anden lovgivning" "man så anderledes på tilsyn dengang" " det var inden for lovens rammer" ???????

Det er jo direkte løgn, da der var lovgivning mod mishandling og tilsynet var der jo også men det virkede bare ikke, da der kun var et par mand til flere hundrede børnehjem og ifølge vores undersøgelser, blev der rapporteret til staten, som ikke gjorde en pind.

Kære Benedikte Kiær.

Tag dog og læs rapporten eller rådfør dig med dit bagland inden du hælder en spand kold vand i hovedet på os.

At din holdning er at vi ihvertilfælde ikke skal have den undskyldning er en ting, men hold dig dog til sandheden.

Fra Poul

.