Kronik

Fremtiden ligger i fælledskabet

Glem de politiske akser højre-venstre og marked-stat. Skal vi løse klodens problemer, ligger svaret i civilsamfundets gaveøkonomi og fællesskab
Samsøs havvindmøllepark var resultatet af samsøboernes fælles indsats. Og det var netop fællesskabet, der gjorde projektet muligt. Havde  beslutningen været dikteret fra centralt hold, var den næppe blevet accepteret, mener Tor Nørretranders.

Samsøs havvindmøllepark var resultatet af samsøboernes fælles indsats. Og det var netop fællesskabet, der gjorde projektet muligt. Havde beslutningen været dikteret fra centralt hold, var den næppe blevet accepteret, mener Tor Nørretranders.

Jens Øster-Mortensen

27. december 2011

I sommeren 2009 kaldte en lille gruppe unge danske visionære til samling under det engelsksprogede navn Wethink Society. »Den gamle generation har spillet fallit, med økonomien, med klimaet og med at skabe et bæredygtigt samfund. Vi skal tænke forfra,« lød parolen.

Det første store møde blev afholdt den 24. juni i Kedelhallen på Frederiksberg og Wethink havde bedt mig om et åbningsoplæg. Det var lidt ironisk, da jeg må siges at tilhøre den gamle generation. Men det gav anledning til en interessant øvelse: Hvordan ville situationen i 2009 tage sig ud, hvis man formulerede den i det politiske sprog, man talte en generation tidligere, da jeg selv var ung? 2009 udtrykt i 1979-jargon?

Sommeren 2009 var verden over præget af massive nationaliseringer, store kapitalismeikoners krak, demoraliserende krige, klodens klimakrise og en femtedel af vore artsfæller hensat i armod og sult. Med 1979-ord: »De objektive betingelser for socialismens indførelse er nu til stede.« Kapitalismen var tæt på kollaps.

Men det var jo ikke hele historien.

Den anden halvdel var lige så enkelt udtrykt i 1979-sprog: »Men de subjektive betingelser er ikke.«

Fuldstændig fraværende var eksistensen af en folkelig forargelse, en udtalt politisk opposition og en ukuelig tro på en bedre fremtid. Kapitalismen krakelerede, men uden at nogen som helst stod parat til at tage over. For selv om der ’objektivt set’ var tale om en revolutionær situation, som det hed sig engang, var der ingen subjektiv bevidsthed om det. Og i øvrigt ingen, der helt kunne huske, hvad det dér socialisme egentlig var for noget.

Marked og stat sejler

Man kan så sige, at Occupy Wall Street og andre bevægelser siden har rådet lidt bod på det, men man skal være i ret godt humør for at mene det helt alvorligt. Virkeligheden er, at den elementære forudsætning for elendighedsteorier bare ikke holder: Man får ikke automatisk mere godt ud af, at det dårlige har det skidt.

Bare fordi en dysfunktionel kapitalisme er endt med banker på bistandshjælp og storindustrier på støtteordninger, betyder det ikke et bedre samfund.

Elendighedsteorierne var forankret i en endimensional politisk verden, hvor der var et højre og et venstre.

Højre gik ind for mere marked, venstre gik ind for mere stat. Vælgerne kunne så vælge, hvor man skulle ligge på denne akse. Derfor betød mindre marked automatisk mere stat og mere stat vistnok også mere socialisme.

Men nej. Det er ikke så enkelt. Heldigvis. Markedet har på lidet yndefuld vis demonstreret, at det ikke evner at klare sig uden stat. Og staten ikke uden marked. Begge har de vist, at de ikke evner at forvalte alt det mest værdifulde i tilværelsen: naturen, fællesskaberne, de menneskelige relationer.

Marked og stat sejler rundt i blinde, når det handler om klimaet, om mentalhygiejnen, livsmeningen og dette at komme hinanden ved. De kan ikke finde ud af det.

Penge, lønarbejde, regler og magtudøvelse er ikke særligt gode instrumenter til at forvalte mangfoldigheden i menneskelivet og naturen. Der skal noget helt andet til.

Den tredje akse

Der tegner sig stadigt tydeligere en helt anden akse, vinkelret på aksen med højre-venstre og marked-stat. Det er en akse, som man kan kalde mere-eller-mindre-civilsamfund. Mere eller mindre selvorganiseret, selvforvaltet, frivillig, fritidspræget, ubetalt, forvirret og hjertelig omsorg for natur, kultur og mennesker. Fællesskaber, kan man også kalde det. Bevægelser, foreninger, naboskaber, familier, kærlighed, kirker, sportsklubber, dansearrangementer, forældrekredse, gademiljøer.

Det er på ingen måde nye fænomener i samfundene. Tværtimod. De har alle dage spillet en langt større rolle, end vi normalt tænker. Men de er bare ikke organiseret gennem den vareøkonomi og det regelsæt, som bærer marked og stat, og derfor udgør den optik, vi ser alting gennem.

De er organiseret med en gaveøkonomi, hvor man ikke betaler penge, men forærer hinanden produkter i en eller anden uvis forventning om at noget nok kommer igen en dag. Og de er organiseret gennem uformelle aftaler og uskrevne regler, som ville gøre ethvert lovkontor uroligt.

Gaveøkonomi

Det forbløffende er, at gaveøkonomien spiller lige så stor en rolle i vores liv som markedsøkonomien. Vi ved det bare ikke.

Den hollandske økonom Wilfred Dolfsma har på overbevisende måde brugt FN-statistikker til at argumentere for, at halvdelen af alle de produkter og tjenester, mennesker fremstiller gennem arbejde, foræres væk som gaver. Tænk for eksempel på måltider i en familie eller børnepasning i opgangen.

Tilsvarende spiller uformelle aftaler, vaner, omgangsformer og små daglige hensyn på fortovet en meget stor rolle i vores dagligdag.

I virkeligheden lever vi ikke i en markedsøkonomi eller en statsligt reguleret samfund. For de udgør kun halvdelen af historien.

Derfor handler aksen ’mere eller mindre civilsamfund’ ikke om en utopisk påkaldelse af noget tåget og fjernt. Det handler om at få øje på al den tillid, umiddelbarhed, nærhed og øjenkontakt, der binder vores samfund sammen — og gør det muligt for markedet at fungere effektivt og staten at regere legitimt.

Vi har allerede magten, men har bare ikke opdaget det endnu.

Derfor handler det ikke om at afvente kapitalismens sammenbrud eller statens forkrøbling. Det handler om at mobilisere os selv og indse, at det alle dage har været os og vores relationer, som skabte det hele.

Vi skal delegere magt til os selv, fordi vi i en vis forstand allerede har den, men bare ikke handler som sådan.

Lad dog bare kapitalisterne og departementscheferne lege med deres lego-klodser. Samfundet finder ikke sin vej frem ved at tage magten fra magtdrengene. Men kun ved at vi selv formulerer retningen (og derved overhaler magtens mænd indenom på initiativ).

Det bliver ikke bedre, fordi det bliver mindre slemt. Det bliver bedre, fordi vi gør det bedre.

Fællesskab forandrer

Fælledskab var det centrale begreb, da Søren Hermansen og jeg tidligere på året udgav en bog om fællesskabernes fremvækst med afsæt i de smukke erfaringer fra Samsøs omstilling til vedvarende energi, som min medforfatter var en hoveddrivkraft bag.

De mange internationale gæster, der kommer for at se Samsøs vindmøller, rejser hjem med en erfaring om fællesskab: Det afgørende var, at øboerne var fælles om at beslutte og at finansiere møllerne. Derfor fungerede det. Kun derfor. Centralt kontrollerede og besluttede vindmøller opnår ikke accept.

Samsøboerne forvalter en fælles ressource i fællesskab: den vedvarende energi, som strømmer gennem deres ø og dens miljø. Det betyder, at den fælles ressource — fælleden — bliver forvaltet på en måde, alle kan gå ind for. Og det betyder, at fællesskabet har en fælled at være fælles om og derfor fungerer.

Det er det fænomen, Søren Hermansen og jeg, med anvendelse af en nu glemt stavemåde af ordet fællesskab, kalder et fælledskab. Formlen er enkel: Fælledskab = fælled + fællesskab.

Fælleder og fællesskaber har brug for hinanden. Fællesskaber er gode i sig selv, men ikke gode nok, de skal have en opgave. Udnyttelsen af fælleder som fisk i havet eller ord i sproget er fine i sig selv, men bliver først for alvor virksomme, når vi forvalter dem i fællesskab, fordi det fælles er den bedste måde at forvalte forskellighed og mangfoldighed, som er nøglen til både natur og mennesker.

Forudsætninger på plads

Fælledskabernes fremvækst sker langtfra kun på landet. Også byerne skaber fælledskaber med madforsyning, børnepasning, baggårdspleje, trådløse netværk og sportspladser.

Fælledskab står ikke i modsætning til hverken marked eller stat. Staten kan gøre det lettere for fælledskaber at fungere ved at skabe den rigtige infrastruktur og delegere mere forvaltning ud på sogneniveau. Markedet er en udmærket mekanisme til at regulere en masse udvekslinger af materielle og immaterielle goder globalt og lokalt.

Fælledskaber har alle dage eksisteret, men de har fået nye hjælpemidler og nye opgaver.

Redskaber som informationsteknologi, økologiske dyrkningsmetoder, sjove boligbyggerier, vedvarende energifangere, spilteori og forståelse af samarbejdets biologi, global kultur.

Udfordringer som klimakrise, genopretning af byernes beboelighed, udkanternes genoplivning, skabelsen af en ny infrastruktur, mad, man kan tåle at spise, global forståelse og integration af kulturer.

Fælledskaber har vist, at de kan løse problemer, som staten og markedet ikke kan løse. Derfor skal vi skabe flere fælledskaber.

De objektive betingelser er til stede. Nu mangler vi bare os.

 

Tor Nørretranders er forfatter og udgav for en måned siden sammen med Søren Hermansen bogen ’Fælledskab’

Serie

Seneste artikler

  • Kritik af vulgaritet og grådighed

    13. januar 2012
    Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
  • Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

    10. januar 2012
    Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
  • Kunsten er nyliberalismens guldkalv

    10. januar 2012
    Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Inden Tor nu som sædvanlig får en masse tæsk, vil jeg lige sige, at han har så evig ret. Det er opbygning af solide fællesskaber, der skal til – eller fælledskaber, som det så hedder.

Statens kolkhoze-agtige bestræbelser er ganske udmærkede, hvis der er en bevidst og aktiv befolkning til at tage imod dem (sygehusvæsnet fx).
Markedets rovdyrinstinkter er uundværlige, når vi har trukket hjørnetænderne ud på vilddyret.

Det er det gamle problem mellem samfund og individ, som Tor holder frem for os, og tak for det.

Et hovedspørgsmål er selvfølgelig, hvorfor vi er så tunge i den bageste del af kroppen, når det gælder om at aktivere os? Er det samfundets skyld, eller individets? Igen en klassiker. Helt slemt er det mht. klimaet. Her skulle enhver jo kunne se faren nærme sig og gøre anskrig. Det sker ikke, og den nød kan jeg ikke knække.

at hvis kollektiviseringer, gøren til fælleseje,
næppe betyder andet end: at de p.t. egenejede, særejede ( privatejede ) landbrug, fabrikker, banker;
får (mere ) støtte fra det kollektive, det fælles, samfundet;
men uden nævneværdige modkrav om:

så også derfor:
burde de blive offentligt styrede.

ja så vil de sikkert blive meget begejstrede for sådanne
“ophævelser” af egeneje, særeje.
---------------
fra artiklen:

Bare fordi en dysfunktionel kapitalisme er endt med banker på bistandshjælp og storindustrier på støtteordninger, betyder det ikke et bedre samfund.

Dorte Sørensen

Kan ”vi” ikke bare blive borgere igen og ikke forbrugere som OVK mente at ”vi” skulle være.
Denne gl. tankemåde kan vel give ”os” fællesskabet igen så Danmark forsat kan være et land , der vil give alle lige mulighed til uddannelse, sundhed og pleje.

Nørretranders har en vigtig pointe: Det hjælper ikke at afvente kapitalismens sammenbrud før vi handler.
Vi må handle nu hvis vi overhovedet vil have en chance
Vi må skabe nye virksomheder der drives efter helt andre principper end de nuværende markeds betingelser. Som benytter andre kanaler vækst og udvikling.
Øvelsen for mig at se bliver så at sikre at alle disse lokalt funderede initiativer kommer os alle til gode
og ikke udvikler en ny slags lokal egoisme

Niels Engelsted

Julen er børnenes fest, siger man, og hvis mængden af gode tanker i sig selv kunne afværge den kommende klimakatastrofe ville det i sandhed være en julegave til os alle.

temmelig sikkert:

når det almindelige folkestyre, det almindelige demokrati fortsætter ind bag hver fabriksport,
så vil langt de fleste mennesker, få meget bedre livskvalliteter, livslødigheder;

så selv hvis hævdelserne om at effektiviteterne så vil falde ( for også andre end for capitalisterne ),
med måske ti procent, passer;
bliver det alligevel glimrende forandringer for langt de fleste mennesker.

Hvis der er noget, jeg er træt af, så er det, at det i hele min levetid (bortset fra de tidligste barndomsår) har været den evige sang, at der skulle spares.
Når der så endelig er noget at gøre med i en kort periode, klattes det hele væk på pjut og pjat, så vi på ingen tid igen står med håret i postkassen uden at have konsolideret os og indrettet et samfund, der kan fungere uanset en ydre økonomisk 'virkelighed'.

'Wethink Society' dem har jeg ikke hørt om før.
Er der nogle der kender dem?
De har tilsyneladende ikke egen webside
det er lidt mystisk hvis de vil ud med et budskab

Tak for en lille julehistorie, Nørretranders.

Det glæder mig altid at se, at verden ikke kun er en-dimensionel, og der er nogen, der kan se se ud over blå-rød, kapitalist-socialist eller dem-os tankegangen.

Og jeg noterer mig, at vi der ofte er uenige på den dimension tit kan finde en form for enighed, når nogen bringer den tredje muligheden på banen.

Se, det er jo et juleeventyr:)

@mp

tjae: nogle forsøger jo at bruge bla.a.nationalisme mod kommunisme, så til det kan
nogle nogenlunde ordrette oversættelser af ordet kommunisme, skrives:
almenretningen, fællesretningen, fælles kurs, almenskab, samvirke

@mp

tilføjelse:

temmelig sikkert kan det samme,
( de tilsvarende oversættelser ) gøres i næsten alle og hver nationer og kulturer.

Heinrich R. Jørgensen

Det er meget glædeligt, at Tor Nørretranders (og Søren Hermannsen) orienterer sig mod David Graebers reflektioner...

Niels-Holger Nielsen

Et enkelt spørgsmål til Tor Nørretranders

Under 0,7% af Danamrks befolkning bor på Samsø. Hvordan samsificerer vi hele Danmark?

Historien om Samsø er ikke så enkel, som den gerne fremstilles.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Holger,

det er vist snarere 0,07% der bor på Samsø.

Andelsbevægelsen opstod på et tidspunkt, men havde selvfølgeligt også et stærkt motiv -- selvberigelse. Det er vel samme øvelse om igen -- blot med færre kortsigtede argumenter for fornuften og nødvendigheden?

Nu skal I ikke ødelægge mit juleeventyr.

Jeg er vokset op med andelskasse, brugsforening og andelsmejeri - som idag er kendt under navnene SDA (og lidt Nordea), Coop og ARLA (service til de unge og byboerne).

Ja, og så var der også et vindmøllelaug på bondens mark.

Så selvfølgelig kan det lade sig gøre at gentænke det hele igen, og her behøver vi ingen intellektuelle til at ideologisere det ihjel.

Niels-Holger Nielsen

Heinrich Jørgensen

Min hovedregning er ikke hvad den har været. Jeg troede at finde noget i underkanten af en procent, men fandt knap en promille. Tak for korrektionen.

Niels-Holger Nielsen

"Arbejderkooperationens opståen og udvikling i Danmark

På samme vis begyndte danske arbejdere, ofte med hjælp fra rige filantroper i borgerskabet, at oprette brugsforeninger (den første i Thisted 1866), som skulle forsyne arbejderne med billige varer af god kvalitet. Således kunne arbejderens penge række længere end tidligere, hvor man købte af de private lokale handlende. Desuden blev der oprettet kooperative bagerier (ca. 1880-1900), bryggerier (bl.a. Stjernen i 1902), kødforsyninger m.v., som alle ligeledes havde til formål at levere billige varer til de fattige arbejdere. Forskellige håndværksvirksomheder blev på samme måde oprettet af arbejderne selv i fællesskab, for at sikre både en mere ligelig fordeling af det sparsomme arbejde og bedre arbejdsforhold, her f.eks. JME (Jydsk Murer- og Entreprenørforretning; 1920-1992).

Under 1. Verdenskrig fik man i de arbejderkooperative virksomheder også oprettet en stor import af kul og koks til arbejderne, især fra Tyskland, da krigen ødelagde de normale forsyningsveje. Og allerede i 1912 var Arbejdernes Andels Boligforening blevet oprettet for at skaffe arbejderboliger til overkommelige priser.

I 1922 oprettedes fællesorganisationen Det Kooperative Fællesforbund (DkF), som kom til at fungere som centralorganisation for arbejderkooperationen.

I efterkrigstiden blev mange af de arbejderkooperative virksomheder dog trængte pga. dårlig økonomi og i nogle tilfælde også en dårlig konkurrenceevne, både økonomisk og teknologisk, i forhold til det private erhvervsliv. Dette fik mange af virksomhederne til at bukke under i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, hvor arbejderklassens vilkår desuden var under kraftig forbedring og arbejderkooperationens rolle som opfylder af arbejderens behov derfor svindende. Èn af disse virksomheder var bryggeriet Stjernen, i mange år kooperationens flagskib, som måtte dreje nøglen om i 1964. "

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/arbejderkoo...

"Mål
Kooperationens målsætning er at yde god service og skabe gode relationer til sine medlemmer. Kun på den måde kan vi styrke organisationens troværdighed og gøre den mere synlig udadtil.

Som arbejdsgiver- og interesseorganisation, løser Kooperationen administrative og arbejdsretslige opgaver for medlemmerne; Kooperationen yder byggejuridisk rådgivning, indgår og tiltræder i overenskomster, mægler i interessekonflikter og fortolkninger og yder rådgivning i forbindelse med økonomi, personalepleje, erhvervsjura, PR og marketing samt pressekontakt og kursusvirksomhed.

Vision og kultur
Kooperationen skal skabe resultater, der afspejler organisationens kompetencer og tilstræbte videndeling.

Kooperationen skal være en åben arbejdsplads præget af vigtige kerneværdier som tillid, samarbejde og social ansvarlighed.

Kooperationen skal øge opmærksomheden om den kooperative filosofi og virksomhedsform i samfundet."

http://www.kooperationen.dk/33041/M%C3%A5l%20og%20vision

Bare til almindelig orientering, og som oplæg til diskussion.

Niels-Holger Nielsen

Andelsbevægelsen blev monopolkapitalister uden undtagelse og cooperationen gik bagom dansen - og dødede, næsten.

Hvis vi skal forsøge at genoplive disse udrangerede aktiviteter, skylder vi os selv at diskutere (bla.) hvad, der gik galt i første omgang. Det er en nødvendig forudsætning for at skabe et politisk grundlag for den del af den nødvendige forandring, man kunne kalde revolutionen fra neden.

Jeg tror, at der stikker noget under her: mange græsrodsfolk er hunderæd for en politisering af deres på mange måder nyttige og ærværdige stræben. Det tror jeg er en forkert strategi. Og vigtigst af alt, jeg tror ikke, at vi har tid, hvis den skal stå for at være en redning fra klimakatastrofen.

Den slags virksomhed, som Tor N. promoverer her er en nødvendig del af løsningen, men ikke hele sagen. Så vidt jeg kan se, var afviklingen af cooperationen i stor udstrækning forudgået af en afideologisering af arbejderklassen.

PS. Så sent som da jeg var en ung mand, var ANVA på Vesterbrogade et sted hvor mange mennesker købte deres julegaver, men nu er det blot et forladt galehus.

Niels-Holger Nielsen

I øvrigt er Danmark hverken hele verden eller dens navle. I Baskerlandet findes en succesfuld kooperation i sværvægtsklassen: Mondragon Corporation . Hvad er styrken og hvad er svagheden ved kooperative virksomheder i et monopolkapitalistisk samfund?

Det ville måske være lidt mere oplysende, hvis Tor N. gad at fortælle lidt om hvordan han forestiller sig at græsrødderne skulle kunne konkurrere på markedet, som allerede har slugt deres forgængere. For slet ikke at tale om at vinde på markedet.

Niels-Simon Larsen

Tja, hvorfor gik andels-socialismen ned med flaget. Svaret er her Niels-Holger og andre:
”Kooperationen skal være en åben arbejdsplads præget af vigtige kerneværdier som tillid, samarbejde og social ansvarlighed.”

Den effektivisering, vi har set de sidste 50 år, har været ligesom en kagerulle behandler en klump dej. Kooperationen ville aldrig have udviklet et system, som det vi sidder og betjener os af, når vi skriver.

Kapitalismen er frygtelig effektiv og kreativ. Der ruller hoveder hele tiden. Det vil vi ikke have i fællesskaberne. Til gengæld æder kapitalismen sig selv og hele verden, hvis man ikke går til hundetræning med den. Der er for mange, der tror på det gode i vilddyret. Modsat har intern kritik dårlige muligheder i fællesskaberne (vi skal jo være søde ved hinanden).

Jeg har ingen patentløsning, og jeg ved af egen erfaring, at det er svært at kritisere sine venner.
Læs i øvrigt Ejvinds tråd.

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: Dig, min ven. Ja, du smuttede lige ind foran mig.

Tor er let at angribe, fordi han har denne bløde rundhed over sig, og så har han en herlig naivitet i sit væsen. Han undrer sig gang på gang over, at vi ikke for længe siden har ædt hinanden, men høfligt siger, undskyld, hvis vi uforvarende kommer til at skubbe til hinanden.

Tor kan ikke stå alene. Han skal have en gammel DKP'er til at rive ham i næsen, at der skal være en strategi. Den vare kan han nemlig ikke levere. Han sidder derhjemme og skriver bøger og kan ikke samtidig være ude i rendestenen hos os andre.

Apropos rendestenen. Der er jo næsten ingen af de kronikskrivende teologer, filosoffer, idehistorikere for nu at nævne nogle få, der tør blande sig i debatterne her. Jeg forstår på en måde godt, at de ikke vil lade sig tilsmudse, men alligevel. Nej, der er sgu for dårligt. Tøsedrenge, tøsepiger!

Niels-Holger Nielsen

"Jeg har ingen patentløsning, og jeg ved af egen erfaring, at det er svært at kritisere sine venner."

Jamen, det får dig jo ikke til at lade være. Konstruktiv og loyal kritik er den dyrebareste vare i vores altædende økonomi.

Niels-Holger Nielsen

Niels-Simon

"Tor er let at angribe, fordi han har denne bløde rundhed over sig, og så har han en herlig naivitet i sit væsen. Han undrer sig gang på gang over, at vi ikke for længe siden har ædt hinanden, men høfligt siger, undskyld, hvis vi uforvarende kommer til at skubbe til hinanden. "

Sidst han skrev kronik, delte jeg godt nok øretæver ud, men det skulle vel ikke være nødvendigt hver gang. Tid til at dele sig efter anskuelser og tid til at understrege enigheden. Ellers bliver det både for kedeligt og for lidt konstruktivt - altså ligegyldigt.

Jeg tror ikke at Tors ensidighed er en distraktion, det dementerer kronikken. Det er en grundlæggende og velovervejet overbevisning. At tro andet ville være nedladende over for den brave mand, som jeg af og til ser i de lokale supermarked, hvor han i hvert fald udstråler afvisning (det gør de fleste af os vel i den situation, er det min erfaring - næsen helt nede i varedeklarationen). En gang forsøgte jeg at indlede en samtale med ham i S-toget. Det gik helt galt. Den kom ikke en gang ud af starthullerne. Den høflige henvendelse blev pure afvist nærmest før den var formuleret, men det må også have sine besværlige og penible sider at være en MEGET kendt og diskuteret videnskabsjournalist i det provinsielle Danmark.

Niels-Holger Nielsen

Find fem fejl, mindst

"Vidste du:

Samsø blev i 1997 udnævnt til Vedvarende Energi Ø, og efter planen var Samsø selvforsynende med vedvarende energi i 2008.

I dag dækkes 100 procent af Samsøs el-forbrug af vindmøller, ligesom 75 procent af varmen kommer fra vedvarende energikilder.
Øen har eget Energiakademi, hvor firmaer og private kan få vejledning til vedvarende energiløsninger og energibesparelser.
Samsø har fået flere priser for arbejdet med vedvarende energi.Der er i øjeblikket forsøgsprojekter i gang på Samsø, hvor raps og elefantgræs bruges til energi.
Samsø Energiakademi har solvarmeanlæg, solceller og genanvendelse af regnvand, der skal bruges som demonstration for husets besøgende.
Al fjernvarme på Samsø er baseret på vedvarende energiformer som halm, solvarme og træflis.Akademiet er med vindmøller og halmfyr lige uden for hoveddøren, et oplagt samlingssted for forskere og studerende.En enkelt af Samsøs hav-vindmøller producerer hvert år strøm svarende til 2000 husstandes elforbrug.
10 hav-vindmøller syd for Samsø sender hvert år “ren” el til fastlandet. Det svarer til den energi Samsø bruger på transport incl. færger.
Flere private borgere på Samsø har egen elproduktion med hustandsvindmøller og solceller.
Samsøs landmøller producerer samlet strøm svarende til hele øens el-forbrug.En stor andel af de private oliefyr er erstattet af pillefyr, fastbrændselsfyr solvarmeanlæg og jordvarmeanlæg.
75 procent af varmeforsyningen på Samsø kommer fra vedvarende energikilder.
Hver ”samsing” udleder i dag minus 3,7 tons CO2"

http://energiakademiet.dk/vidste-du-at/

Niels-Holger Nielsen

Spørgsmålet om fælleden er et spørgsmål af første rang. Fælleden er alt det, som har overlevet tiden fra ældre stenalder til vor tids privilegiesamfund.

Læs fx.:

The Tragedy of the Commons
by Garrett Hardin, 1968

og

The Myth of the Tragedy of the Commons>br>
by Ian Angus

Once Again: ‘The Myth of the Tragedy of the Commons’>br>
by Ian Angus

Der er skrevet mange andre spændende artikler om spørgsmålet.

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: 'Kritisere sine venner'.

Jeg har tit oplevet konflikter i lærergrupper, og jeg har tit undret mig over, hvor få der tør give deres mening til kende i åben kreds.
Det er der, verdenskrigen starter, for her er de små mekanismer til storkonflikter. Hvem slikker ledelsen? Hvem har noget i klemme? Hvem bliver bange?
Aldrig opfordres vi til at vise personligt mod, for hvem skulle gøre det?
Politiet opfordrer os til ikke-indgriben. En pige blev voldtaget i en opgang og skreg længe. Ingen reagerede. Efter massemyrderierne i Norge var ham der Blærerøven hurtigt ude med spørgsmålet: Hvorfor kastede de andre sig ikke over Anders Brevik? Det går selvfølgelig ikke at sige den slags, mens andre er i chok, men jeg havde selv tænkt det samme. Vi bliver hele tiden anbefalet ikke at gøre noget, og der kan da også komme det værste ud af det, men rent psykologisk går det de fleste på tværs ikke at intervenere, ikke at redde, ikke at råbe op. Vente til statsmagten dukker op.
Besættelsen var et lærestykke i det.

Det er interessant at se, hvem der råber op i bussen, når nogle kommer i klemme i døren. Jeg har lagt mærke til, at det tit må være halvfulde folk: ”Hej, chauffør, hva’ fa’en har du gang i, mand, se lige her, tak!” Det burde jo være de pæne og afbalancerede, men der skal mod til at (måske et par øller) hæve stemmen.

Jeg betegner mig selv som politisk pacifist, ikke personlig, og jeg har da også gjort modstand i visse tilfælde. Krige skal vi holde os væk fra og lære at kæmpe på en anden måde.

Hvorfor råber så få gevalt over klimaet? Fordi de er tæskede til at lade være.

Patentløsningen, i den grad der er en, hedder personligt mod, og det må man så lægge sig efter så godt, man kan.

Michael Kongstad Nielsen

Etymologisk - dvs. ordhistorisk - er der et lille problem.
En "fælled" er dannet af "fæ" + "led" og betyder kvæg + land, altså det landområde, hvor kvæget gik, græsgang.
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=f%C3%A6lled&search=S%C3%B8g

Men en fælle er dannet af oldnordisk: "fé" = penge, ejendom + "lagi" = sammelægning, altså en person, som man lægger sin ejendom sammen med, eller deler noget med.
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=f%C3%A6lle&search=S%C3%B8g

Så fællesskab og fælledskab er ikke helt det samme, men ok, det snerper.

Niels-Holger Nielsen

"Der røg det juleeventyr - intellektualiseret ihjel - igen."

Som du ved kan man lære af eventyrene, som dog ikke er selve virkeligheden. Det som er et eventyr for nogle, er ofte et mareridt for andre. Jeg har aldrig opfattet Information som et center for barnetroens bevarelse. Ikke min, i det mindste.

Jeg beklager meget at have bidraget til fortryllelsens ophævelse. Omvendt har du jo ikke selv gjort alverden for at fastholde den.

Niels-Holger Nielsen

Niels-Simon

Dine indlæg indeholder nogle interessante modsigelser. Og de er klart bevidst udtalt. Den krigeriske pacifist, fx. Og så får somme et velfortjent gok i nøden for at smyge sig uden om det væsentlige!

Heinrich R. Jørgensen

Mikael Petersen:
"Der røg det juleeventyr - intellektualiseret ihjel - igen."

Næppe "intellektualiseret ihjel". Snarere det modsatte -- kvalt af dumhed, kortsigtethed og egoisme, af udannede mennesker der tror at "værdier" er det samme som tal på en målestok.

En meget gammel historie, der har det med at dukke op gang på gang.

Pær Køie Kofod

Vi kan løse problemerne!!!
Der berør Danmark/Verden. Samfundet generelt.

Forholdvis hurtigt.

Da viden og informationsniveauet ER tilstede.

Det "tragikomiske" er desværre at mange Ikke kan se skoven for bare træer.
Orienterer sig som Lord Nelson, der satte kikkerten for det blinde øje.

Stadig orienterer sig socialt skolet. Praktikserer selv-censur.
Ikke indrager flere parametre end højst nødvendigt. Da man derved kan komme udenfor emnet.
Flertallet er "opdraget" til at man skal holde sig inden for emnet.

Uanset. Om det faktuelt blot er ET element i en sand synergisk kædereaktion. Af flere faktorer.

Af påvirkninger. Neutraliseringer. Følgevirkninger.

De samfundsøkonomiske problemer VI/Danmark/Verden har for øjeblikket kan løses dynamisk. Synergisk.

Ved hjælp af en Gaia-orientering. Med dynamisk potens.

P.t. er "bæredygtigheden" uforholdmæssig dyr.
IKKE særlig dynamisk. Udviklende
Da den benytter De samme aktører/strukturelle mekanismer der har forvoldt problemerne!

Så den enkelte borger kan kun opfordres til at udvide horisonten.
Lede efter informationerne.
Og praktisere.

Inspirerende artkel af TN.

Han henviser til de menneskelige kvaliteter, der får skidtet til at hænge sammen, selv om de rationelle og kalkulerende har arbejdet hårdt for at det ikke skal kunne lade sig gøre. Hvem samler fallerede kapitalister op, når de går konkurs? Ikke nogen offentlige systemer og ikke nogen blandt kapitalisterne.

Hvem får de misbrugerne, de sindslidende, de angste, de deorimerede til at fungere? De bliver behandlet af psykiatrien, men ellers overladt til sig selv med et sted at bo og en pose penge. Det kommer man ikke til at fungere af. Der er altså nogle mennesker, der i kraft af deres overskud og engagement hjælper med at få det til at glide. Lidt tilfældigt og måske for lidt, men hjælper alligevel. Det ville blive meget dyrt at erstatte dette med kommunale foranstaltninger.

TN appelerer til at gøre den hjælp større og mere selvbevidst. Og jeg synes, det er fornuftig snak.

Nogle få hundrede (tusinde) mennesker med hjertet på rette sted og en rimelig opsparing kunne købe huse billigt i byerne og indrette dem med lave huslejer til non-profit boliger fx for unge eller andre med mindre indkomster. Eller til fællesboliger for folk der er trætte af at bo alene og gerne vil noget sammen med andre i bofællesskaber. Ikke den kommunale, regelbundne og overpædagogiserede type, men noget mere ala Ungdomshuset med meget ansvar overladt til beboerne selv. Læg mærke til at Ungsomshuset løste en række sociale problemer gratis som de kommunale systemer ikke kunne løse med mange millioner. Fordi de unge havde andel i det mellemmenneskelige kit, det havde behandlerne ikke.

Hvorfor skal de ældre kede sig i ensomme lejligheder? Hvorfor skal førtidspensionister savne social kontakt og noget at give sig til? Hvorfor skal unge forældre stresse rundt for at nå det hele?

Hvorfor ikke skabe lokale fællesskaber i huse opkøbt af private uden profiinteresser, måske med lidt kommunalt tilskud. Fællesskaber, hvor man kan mødes med folk fra området, snakke og hygge, lave ting sammen med folk man har interesser med. Cykler, møbler, musikinstrumenter, tekstiler, købe økologiske grøntsager, spise i folkekøkkenet, spille sammen, høre foredrag, debatere, holde fest osv osv i fælleshuset, hvor det ikke koster alverden at deltage og hvor man kender de fleste tilstedeværende. Hvor der er plads til drankerne og de lidt skæve eksistenser, der opfører sig ordentligt, fordi de ved, at det ellers går ud over nogen de kender og holder af. Ligesom i Ungdomshuset.

Vi kunne smide bilerne ud af byen de fleste steder. Har man brug for en bil når man bor i byen? Og skabe plads til mennesker, der er aktive sammen også uden for de fælles huse.

Jeg ved godt at byen er til for at blive kapitaliseret, men fællesskabet og de gode viljer kan bryde kapitalisternes egoisme flere steder. Fordi de gode viljer ikke er interesseret i profit, men i den menneskelige kontakt TN henviser til. Det er egentlig bare at gå igang med det samme. Og har man brug for ekspertise er der sikkert pensionister med denne ekspertise, der gerne vil hjælpe frivilligt, fordi de alligevel går og keder sig derhjemme og gerne vil bruges til noget fornuftigt.

det er nok ikke så klogt at forsøge at tæske tor,
selv om det ofte hævdes at tor ikke er så(!) kløgtig
( som nogen tror ); men alligevel nogle bemærkninger:

for det kan jo da være godt at mange og tor går ind FOR den slags, som også tor nu så ofte beskriver;
men de bør også virke MOD capitalisme.

nhn, skrev:

Hvis vi skal forsøge at genoplive disse udrangerede aktiviteter, skylder vi os selv at diskutere (bla.) hvad, der gik galt i første omgang. Det er en nødvendig forudsætning for at skabe et politisk grundlag for den del af den nødvendige forandring, man kunne kalde revolutionen fra neden.

------

jep

altså bortset fra at kapitalisterne selv, jo på nogle måder jo selv har fristeder for kapitalismen,
kan kapitalismefri fristeder, "ø"er, næppe længe lade sig gøre,
så kommunister må forsøge at afskaffe al capitalisme.

og da også flere og flere af kapitalisterne selv også udkonkurrerres af andre kapitalister, så der bliver færre og færre af dem;
ja så blive flere af de nuv. småkapitalister og kapitalistlakajer, formodentlig også mindre og mindre begejstrede for kapitalisme

mht. principprogrammerne,
så er der jo nogle der hævder:

at de fleste af monoteisterne nu om dage i virkeligheden er materialister, dvs.:
(smug)communister ( hvilket kunne være årsagerne til at de fylder meget i de fælles rum );

tilsvarende må jo nok siges:
at "trefemtedele" af den nye materialisme, den dialektiske materialisme, jo egentlig er den såkaldte: fornsidr materialismen

mht.. fællesskab, og det med dawkins, og især tor's mere optimistiske "udregninger" beskrevne i bla.a. værket: det generøse menneske:
at det jo er indbyrdes(!) at evt. proletarer bør
udvise generøsitet og holde sammen.

Niels-Simon Larsen

Jeg bliver nødt til at kritiserer et par venner nu:

Synes man, at denne debat er for intellektuel, må man gå hjem til sin mor, eller finde et andet sted at slå sine folder, Mikael.

Det svækker debatten at skrive 5 indlæg efter hinanden, Kim. Koncentrer dog dine tanker i et indlæg. De er i øvrigt tit for kryptiske for mig, men så kan jeg jo bare spørge Heinrich, der plejer at anbefale dem.

@Ole: Skide godt indlæg.

@nsl

problemerne mht. forståligheder, eller ligefrem enigheder, kan ofte skyldes hvilke
refrencerammer man, unævnt, antager,
måske burde hver, på hvers profiltekst, angive nogle link til gode beskrivelser af hvilke referencerammer man antager.

Sider