International kommentar

Gasfund kan optrappe Cypern-konflikt

Opdagelsen af store gasforekomster i det østlige Middelhav kan føre til en ny geopolitisk orientering og storkonflikt i regionen
Debat
19. december 2011

Hvad den arabiske geograf al-Muqaddasi skrev for et tusind år siden, holder stadigvæk stik: »Den nation, som har overherredømme i disse havvande, har øen Qubrus i sin magt.«

Imidlertid ser der ud til at være en vis uoverensstemmelse om, hvem der har overherredømmet.

Tyrkiet opfatter det østlige Middelhav som ’mare nostrum’, og Tyrkiets transport-, maritim- og kommunikationsminister, Binali Yildirim, har gjort det klart, at der ikke kan udformes eller gennemføres noget projekt i denne region uden Tyrkiets tilladelse.

Ikke desto mindre har den cypriotiske republik udøvet sin suveræne ret til at udforske sine maritime ressourcer. Men til trods for udbredt international støtte til Cypern har Tyrkiet sendt et forskningsfartøj og tyrkiske krigsskibe ind i cypriotiske farvande. Og i september indgik Tyrkiet en aftale med Den Tyrkiske Republik Nordcypern — som kun Tyrkiet anerkender — om at definere deres respektive maritime zoner.

I november meddelte den tyrkiske energiminister Taner Yildiz, at det tyrkiske petroleumsselskab var klar til at begynde at bore efter olie og naturgas i Famagusta i det nordlige Cypern.

Samme måned meddelte det amerikanske selskab, Noble Energy, som allerede er begyndt at bore, at Block 12 (Afrodite-feltet) i Cyperns zone med 60 pct. sandsynlighed ville yde mellem tre og ni trillioner kubikmeter gas. Og 16 trillioner kubikmeter er allerede blevet opdaget i den tilstødende israelske blok (Leviathan).

Ifølge US Geological Survey findes der 1,7 milliarder tønder olie samt 122 trillioner kubikmeter gas i Levant Basin mellem Cypern og Israel. Til sammenligning har alle EU-landene tilsammen 86,2 trillion kubikmeter gas.

Geopolitisk set er de store energifund en rigtig game changer. Ifølge en EU-diplomat er der tale om »den vigtigste ændring til denne verdensdels geopolitiske betydning siden åbningen af Suez-kanalen.«

Ny strategisk alliance

Meget tyder på, at en strategisk alliance mellem tre af storspillerne i regionen — Grækenland, Cypern og Israel — er undervejs.

Grækenland har bekræftet sin langvarige forsvarsalliance med Cypern og opgraderede sidste år sit forhold til Israel.

Grækenland og Israels viceudenrigsministre har for nylig bekræftet, at de to lande har fælles strategiske interesser inden for energi og energipolitisk sikkerhed, og det forventes, at der snart underskrives en trilateral samarbejdsaftale mellem Grækenland, Israel og Cypern vedrørende naturgas.

I november fandt en fælles militærøvelse med det græske og israelske luftvåben sted i det sydlige Israel.

I sidste måned kom Israels præsident Shimon Peres på officielt besøg til Cypern, og besøget blev afsluttet med indgåelsen af en række samarbejdsaftaler. Der har også været fælles luftøvelser mellem de to lande. Og i et interview med det græskcypriotiske dagblad Phileleftheros har den cypriotiske forsvarsminister nævnt, at aftaler om et samarbejde om forsvar og sikkerhed er på vej.

Samtidig planlægger Israel at udvide sit elnet til også at kunne forsyne Cypern. Ligeledes holdes der et fælles seminar vedrørende flysikkerhed i marts 2012. Samarbejdet mellem de to lande intensiveres med andre ord på snart sagt alle områder.

På nulpunktet

Mens Cypern og Israel rykker tættere sammen, har forholdet mellem Tyrkiet og Israel været på nulpunktet siden Mavi Marmara-episoden sidste år, hvor ni tyrkiske aktivister i en såkaldt nødhjælpskonvoj blev dræbt af israelske kommandosoldater.

Ifølge FN’s Palmer-rapport var Israels blokade lovlig, men Israel reagerede med overdreven magtanvendelse. Landet har både nægtet at give en undskyldning og at betale erstatning. Som modtræk har Tyrkiet stillet et tredje krav: anerkendelse af Hamas.

Mange håber, at udnævnelsen af David Meidan, der stod for fangeudveksling mellem Hamas og Israel, til Israels særlig udsending i Tyrkiet kan bidrage til at tø det iskolde forhold mellem de to tidligere allierede op.

Tidligere har landene haft store planer om at samarbejde. I 2007 talte tyrkiske og israelske embedsmænd f.eks. om at bygge en olie- og gasledning fra Ceyhan i Tyrkiet til Haifa. Men nu har Tyrkiets energiminister, Taner Yildiz, meddelt, at Tyrkiet ikke vil tillade Israel at eksportere naturgas til Europa via sit territorium.

En alliance mellem Cypern og Israel vil imidlertid også true Tyrkiets rolle som regionalt knudepunkt for energi. Det springende punkt er, hvad Tyrkiet kan og vil gøre ved det. I skrivende stund regner ingen med, at topmødet mellem den græsk-cypriotiske leder Demetris Christofias og den tyrkisk-cypriotiske leder Dervis Eroglu, som skal afholdes i New York i januar, vil føre til noget.

Russisk kritik

En anden storspiller, som er værd at holde øje med, er Rusland. Russerne har også har haft en længerevarende alliance med Cypern, og de har udelukket nogen form for anerkendelse af en tyrkisk stat på Nordcypern.

Græsk Cyperns økonomi holdes oppe af russisk investering, og et lån på 2,5 milliarder euro fra Rusland kan muligvis redde Cypern fra at søge om EU-støtte.

I øvrigt er Rusland en af Tyrkiets største handelspartnere og forsyner Tyrkiet med naturgas igennem Blue Stream-projektet.

Rusland har givet sin fulde støtte til Cyperns udvinding af sine naturressourcer, og har sendt et hangarskib til området. Den russiske ambassadør til Cypern har tidligere betegnet Tyrkiets trusler mod Cypern som ’ukloge’.

Den nuværende spænding i det østlige Middelhav vil kunne føre til storkonflikt — medmindre Tyrkiet kan indse, at en forhandlingsløsning kan gavne alle parter.

 

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse og er rådgiver for Turkey Assessment Group i Europa-Parlamentet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hanne Christensen

Det er utroligt, at fund af almene/fælles resourcer kan få mennesker til at true hinanden - sågar gå i krig.