International kommentar

Gensyn med et USA fra før forstadsjunglen

USA var engang et herligt sted, hvor bykernerne blomstrede, og folk kom hinanden ved. Det var før landet blev ødelagt af et uendeligt forstadshelvede forbundet med flersporede motorveje
Debat
27. december 2011

KNOXVILLE — Et par dage før jul tog jeg ind for at se et stykke på vores lokale universitetsteater med nogle venner. It‘s a Wonderful Life: A Live Radio Play hedder det.

Stykket er en teaterversionering af Frank Capras berømte film (dansk titel: Det er herligt at leve) med James Stewart, Donna Reed og Lionel Barrymore i uforglemmelige glansroller.

Filmen havde premiere i 1946 og var i sin tid forunderligt nok et kommercielt flop. Men i 1970’erne blev den efterhånden et fast juleindslag på amerikanske tv-kanaler, og i dag er den lige så kendt og elsket som den berømte Charles Dickens-historie Et juleeventyr, som for øvrigt meget vel kan have inspireret forfatteren Philip Van Doren Stern til at skrive den novelle, som Det er herligt at leve bygger på.

Legenden vil vide, at det var en drøm, der gav Sternideen til historien om en mand, der får en ny chance i livet. Han udgav den i et ugeblad under Anden Verdenskrig, hvorefter Capra gjorde den til forlæg for sin film.

Ren bymidteidyl

Det stykke, vi så, skulle foregive at være en direkte transmission af en sceniskopførelse fra studiet i en radiostation i New York juleaften i 1946. Faktisk fik filmmanuskriptet sin uropførelse som rigtigt radiojuledrama i 1947. Det var naturligvis i et Amerika, som var meget anderledes end i dag.

Millioner af amerikanere elsker It’s a Wonderful Life. Vi, som så stykket, er ingen undtagelse. Efter forestillingen besøgte jeg nogle andre venner i den gamle del af byen, hvor jeg også selv bor. Det var en kold aften, om end ikke helt på højde med den russiske vinter, som illuderes i filmen ved hjælp af 6.000 gallon kunstig sne og en vindmaskine — de fleste scener blev optaget i Sydcalifornien.

Gaderne i min by var fyldt med folk i lange frakker og farverige tørklæder. De var belæsset med nyindkøbte julegaver. Skøjteløbere på vej mod populære skøjtebaner, restaurantgæster og teatergængere var på vej ud for at nyde aftenen.

Mange af bygningerne i bymidten går helt tilbage til det 19. århundrede — ikke imponerende set med europæiske øjne, men i Amerika er det urgammelt.

Retrourbanisering

Fra 1970’erne begyndte bymidten at blive stedse mere øde og forsømt. Som i så mange andre amerikanske byer var flugten til forstæderne godt i gang.

I løbet af det sidste par årtier er folk dog i nogen grad begyndt at vende tilbage til de amerikanske downtowns. Vandringen er sket i takt med at nye middelklassegenerationer har udviklet smag for de sociale bekvemmeligheder, byliv kan byde på. De genopblomstrende bykerner bliver ofte indrettet, så de ligner de gamle byer — der er tale om en slags retro-urbanisering, kunne man sige.

Min aften i downtownvar næsten for perfekt, og den fik mig til at tænke på byer og forstæder i min barndom. I hine dage vrimlede bykernen med mennesker, præcis som i europæiske byer og enkelte amerikanske storbyer, og der var ikke så mange biler.

Men så blev vi trætte af vores byer og flyttede så langt væk, vi kunne komme — det var bekvemt, når blot vi stadig var forbundet med vores biler og flersporede motorveje.

I stedet for at støtte bykernernes handelsliv blev vi vant til kommercielle Big Box-lagre fyldt med importerede varer, der skød op langs de mellemstatlige motorveje. Vi ville ikke handle noget sted, hvis der ikke var en parkeringsplads på størrelse med Lichtenstein.

Ironisk nok tiljubler It’s a Wonderful Life netop den nye forstadsutopi, som gjorde det af med det byliv, filmen minder os om. Den suicidale helt, den godhjertede George Bailey, administrerer således en bygge- og låneforening, som finansierer huslån til arbejderklassen.

Filmen udspiller sig i en periode mellem 1920 og 1945, hvor drømmen om ejerboliger på afstand af de beklumrede bykerner var ved at slå igennem.

Efter krigen accelererede den tendens og udviklede sig til en giftig afhængighed. Vores nuværende subprime-lånekrise er det direkte resultat af ukontrolleret grådighed og manipulerede boligfinansielle instrumenter, tilskyndet af kynisk kalkulerende politiske, der selv er mere optaget af at skaffe stemmer end månedlige afdrag på realkreditlån.

Julenostalgi

En stor del af vores nationale problemer — energifrås, høj kriminalitet, politisk fragmentering og en handelsbalance i ekstremt minus — kan føres direkte tilbage til nedturen for vores byer og fremvæksten af vores forstæder.

I julen bliver vi nostalgiske efter Amerika anno 1946 — eller i al fald efter vores forestillinger om det. For dengang boede vi endnu i George Baileys Amerika og kom hinanden ved som gode naboer i Bedford Falls. Ikke i det onde ’Potterville’, som USA ville være blevet til (og muligvis er blevet til nu) uden George Bailey.

Da jeg havde set stykket, strejfede jeg rundt på gaderne i et anfald af sentimentalitet. Jeg mindedes juleferietravlheden for 60 år siden. Det forekom mig, at jeg oplevede en afglans af den.

Selvfølgelig varer følelsen ikke ved. Ikke så snart er ferien forbi, før downtown hurtigt vil glide tilbage til sin sædvanlige slummer, når shoppere søger tilbage til forstadsindkøbscentre og fastfoodrestauranter.

Alligevel lever noget af dette gode gamle stykke Amerika videre, om ikke andet i vore hjerter, selv om vi i vores griskhed har gjort vores bedste for at få både det og George Bailey til at forsvinde.

 

Paul Ashdown er professor i journalistisk ved University of Tennessee

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

lars rosholm tørresø

indfødte nordjyder vil hurtigt udregne hvad og hvor jeg tænker på ved ordene "CITY SINDSYG"........

"Filmen udspiller sig i en periode mellem 1920 og 1945, hvor drømmen om ejerboliger på afstand af de beklumrede bykerner var ved at slå igennem."

"... administrerer således en bygge- og låneforening, som finansierer huslån til arbejderklassen."

De "dumme" arbejdere har gjort meget, nu viser det sig, at de har været med til både, at ødelægge et nostalgisk USA og været med til, at skabe en global financiel krise.

Hvor er det dog nogle søgte slutninger en professor tillader sig, at komme med, baseret på nogle tvivlsomme antagelser. Det er for ringe!