Den grusomme sandhed om lækager

Sagen om lækkene af Helle Thorning-Schmidts (S) fortrolige skattepapirer og Jægerkorpset udsendelse til Irak har givet offentligheden et sjældent indblik i arbejdsforholdene på Christiansborg.

Det indblik har ført til en diskussion om kildebeskyttelsen og til krav om et opgør med de særlige rådgivere, de såkaldte spindoktorer, der i begge sager angiveligt står bag lækagen af de fortrolige papirer. Dem har fanden skabt, disse ’mørkets fyrster’, lyder det fra politikere, kommentatorer og chefredaktører.

»En dag vil man måske se tilbage og sige: Det var der, det skete, det var med skattesagen, det gik op for alverden, at noget er ravruskende galt,« har det blandt andet lydt højstemt i Berlingske.

Pludselig falder alle over hinanden i forsøget på at komme først på nettet, skærmen eller i avisen og fordømme, at politikerne ikke alene selv sværter deres modstandere til, men ligefrem ansætter folk til at finde og videregive — nogle gange fortrolige — men altid ufordelagtige oplysninger om politiske modstandere. Det er det, som i amerikansk politik kaldes opposition research eller på dansk: Research af oppositionen.

Flere redaktører har også understreget, at spindoktorerne aldrig skulle have haft kildebeskyttelse. Den slags er skabt for at give såkaldte whistleblowers mulighed for at stå frem med deres viden om magtmisbrug — ikke til at at give magthaverne mulighed for at misbruge deres magt.

Men her midt i hysteriet er det er værd at huske, at de færreste kilder, der videregiver fortrolige oplysninger, er drevet af ædle motiver som at få sandheden frem. Kilder lækker oplysninger for at afprøve en idé, fremme egne interesser og/eller skade andre og deres interesser. Den regel gælder både for spindoktorer og for højt besungne whistleblowers.

Felt ville redde FBI

I 2005 afslørede den amerikanske journalist Bob Woodward i bogen Watergates ’Deep Throat’: Den hemmelige FBI-mand der fældede Nixon, at hans berømte, hemmelige og anonyme kilde var det amerikanske forbundspolitis daværende vicechef W. Mark Felt.

I tre årtier havde alle spekuleret på, hvem Deep Throat var og på, hvorfor den anonyme kilde opsøgte Bob Woodward i en parkeringskælder i Washington med beskeden: »Følg pengene«. Journalisterne Len Colodny og Robert Gettlin gik endda så vidt i bogen Silent Coup: The Removal of a President som til at hævde, at Richard M. Nixons daværende stabschef Alexander M. Haig lækkede oplysningerne for at fjerne præsidenten fra magten.

Men selv om W. Mark Felts familie kaldte ham en »amerikansk helt«, så var grunden til lækket sandsynligvis blot, at han følte sig forbigået, da præsidenten udnævnte den udefra kommende L. Patrick Gray som afløser for FBI’s mangeårige eneherskende direktør, J. Edgar Hoover.

Som vicechef følte Felt, at udnævnelsen truede forbundspolitiet. Så derfor lækkede han oplysninger om Bureauets undersøgelse af indbruddet i Demokraternes hovedkvarter i Watergate-bygningen og Det Hvide Hus’ kampagne mod politiske fjender.

»Over for mig protesterede han aldrig direkte og vredt over Watergate, eller det, som det repræsenterede. Forbrydelserne og magtmisbruget var underlægningsmusik. Nixon forsøgte ikke blot at undergrave loven, men også Bureauet. Så Watergate blev Felts redskab til at genoprette Bureauets uafhængighed og således dets overordnede placering«, skriver Bob Woodward.

Den endelige forklaring på Felts motiver fik Bob Woodward aldrig. Den senile da 91-årige W. Mark Felt huskede ikke længere, hvorfor han lækkede oplysningerne. Om Felt var en uegennyttig whistleblower eller en mand, der forsøgte at sværte andre til for egen vindings skyld, ved vi altså ikke med sikkerhed. Men ét er sikkert — han havde en klar egeninteresse i, at sagen kom frem.

Ironisk nok var det Richard M. Nixons overreaktion på lækager, som førte til Watergate-sagen og hans fald. I 1969 besluttede præsidenten sig nemlig for at sætte en stopper for de mange lækager i sin administration. Men da FBI var modvillig i forhold til at aflytte de mistænkte embedsmænd, oprettede Det Hvide Hus en særlig enhed, som skulle lukke lækagerne. På skiltet ind til enhedens dør stod: ’Blikkenslagerne’. Blikkenslagernes arbejdsopgaver voksede imidlertid, og det var netop deres chef, G. Gordon Libby, som senere blev berømt og berygtet for sin rolle i Watergate-sagen.

Skiftende motiver

Også herhjemme er grænsen mellem whistleblowers og egennyttige sladrehanke svær at fastlægge.

I 2005 måtte den tidligere analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Frank Grevil således en tur gennem retssystemet efter at have videregivet efterretningstjenestens vurdering af truslerne fra Irak til Berlingske Tidende. Enden på sagen blev, at Østre Landsret ikke mente, at han »handlede i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse«, da han lækkede oplysningerne.

Frank Grevils forklaring på, hvorfor han lækkede oplysningerne svingede da også i løbet af retssagen.

Først skyldtes det ønsket om forsvare sit eget og kollegerne i FE’s omdømme.

Så var det af pligt — for som samfundsborger at give offentligheden det rette indtryk af efterretningstjenestens kompetencer.

Senere var motivet at pille samme arbejdsplads ned fra en ufortjent piedestal.

Og til sidst holdt Frank Grevil fast på, at han som »fuldblodsdemokrat« gjorde det for at give en rådvild opposition i Folketinget adgang til VK-regeringens baggrund for at sende danske soldater i krig i Irak og derfor burde frikendes.

Det blev han som nævnt ikke. Var Grevil uegennyttig whistleblower eller sladrehank i spindoktorligaen? Spørgsmålet er svært at svare entydigt på.

Motivet er ikke vigtigt

Selvfølgelig går en spindoktor over stregen, hvis han — som angiveligt i skattesagen — overtræder straffeloven. Men forskellen på en whistleblower, en offentligt ansat som afslører magtmisbrug, og en spindoktor, er altså ikke nødvendigvis et spørgsmål om motiver. Eller om hvorvidt det er lovligt eller ej at videregive de fortrolige oplysninger.

I sidste instans afgøres spørgsmålet om, hvorvidt det er rigtigt at lække oplysninger, altid af, om hensigten kan hellige midlet.

På Christiansborg erkender de fleste journalister og politikere — uden for citat — at sådan er virkeligheden. Og en god historie er nu engang noget, andre ikke vil have frem.

Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, har beskrevet, hvordan han i tid som borgmester i København oplevede, at den daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsens (S) spindoktor, Carsten Mai, henvendte sig til både Jyllands-Posten og Berlingske Tidende med en historie om, at han benyttede sig af prostituerede. Det kunne være slemt nok i sig selv. Men hvad værre var: Søren Pind havde brugt sit kommunale (guld) kreditkort til at betale for ydelserne.

Søren Pind blev ringet op af begge aviser og måtte afvise anklagen.

Det var imidlertid ikke nok for Jyllands-Posten. Avisen bad om aktindsigt i borgmesterens bilag, men fandt ikke de påståede regninger fra prostituerede (Det værste var regninger på tre cubanske cohibacigarer).

Selv om spindoktoren vidste, at der ikke var sensationelle bilag at finde, havde han alligevel opnået sit mål. Kunne han få en avis til at kigge bilagene igennem, kunne journalisterne jo — efter at have brugt tid og kræfter på det — næppe lade være med at skrive en historie om frås og misbrug. Efter svære overvejelser lod Jyllands-Posten dog historien ligge på chefredaktørens beslutning.

Angrebet på Venstres overborgmesterkandidat lagde dog ikke Carsten Mai på is i partiet. Efter syv år på Københavns Rådhus blev han efter regeringsskiftet i 2001 særlig rådgiver — og endda en kontroversiel af slagsen — for daværende finansminister Thor Pedersen (V).

Det skete efter at netop Søren Pind havde ’anbefalet’ Carsten Mai over for blandt andre Thor Pedersen. Ingen kunne nægte, at Mai var god til sit job, selv om metoderne var beskidte.

Den tyske kansler Otto von Bismarck sagde engang, at folk sover bedre, hvis de ikke ved, hvordan pølser og politik bliver til. Måske skulle han også have sagt politisk journalistik.

Kim Kristensen er journalist