Kronik

Gud skal ikke lukkes inde i folkekirken

Danmark er et rummeligt og sekulært samfund, mener de fleste danskere. Men tilhører man et religiøst mindretal, som løbende må finde sig i folkekirkens forrang, virker den slags påstande knap så overbevisende. Det er tid til et opgør med folkekirkens privilegerede stilling
Muslimer på vej hjem fra fredagsbøn i Det Muslimske Trossamfunds moské på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Moskeerne i Danmark er en noget mere ydmyg ramme om bøn end folkekirker.

Muslimer på vej hjem fra fredagsbøn i Det Muslimske Trossamfunds moské på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Moskeerne i Danmark er en noget mere ydmyg ramme om bøn end folkekirker.

BENT MIDSTRUP

22. december 2011

»En tro eller dogmatisme, der benægter andre trosretninger, benægter Sandheden, dvs. den fælles rod, som al tro stammer fra,« skrev filosoffen Ibn Arabi allerede i det 12. århundrede.

Når det gælder debatten om adskillelse af folkekirken og den danske stat, er de ord mere aktuelle end nogensinde.

Ved at gøre folkekirken til statskirke har vi overordnet protestantismen alle andre trosretninger i Danmark, og det svækker vores evne til at forstå samt lade os inspirere og berige af andre religiøse skikke, traditioner og kulturer.

Til syvende og sidst står det i vejen for, at vi kan forstå mangfoldigheden i det guddommelige. Man kan nemlig sagtens rumme mange forskellige religioner uden at miste sine egne kulturelle og religiøse traditioner eller kernen i sin egen identitet — ja, faktisk kan det ende med, at man bliver klogere på sin egen identitet.

Selv er jeg et produkt af øst og vest. Jeg er født og opvokset mellem kristendommen og islam. Det har trænet min evne til i at rumme og balancere forskellige ideer, værdier og verdensopfattelser.

Min finske mor, som er kristen, tog ofte os børn med i den finske kirke i København, og på vores årlige rejser til Finland spillede kirken som institution en rolle som det, der samlede familien. Kirken indgik som et naturligt ritual i alle sociale sammenhænge på min mors side.

I en alder af ca. 19 år begyndte jeg min rejse mod at blive praktiserende muslim, selv om min far, som kommer fra Syrien, alene er kulturmuslim.

Mit aktive valg af islam medførte dog ikke et brud med de kristne kirker eller den kristne spiritualitet.

Gud er alle vegne

Jeg har altid følt, at Gud er her og der og alle vegne, og at Gud manifesterer sig i mange forskellige former. Derfor besøger jeg stadig de danske kirker, hvis rungende storhed og smukke arkitektur har dannet rammen om mit behov for at være helt alene med Gud.

Også de mange kirkekoncerter er et stort hit. De har medvirket til, at jeg fortsat er fast klient i folkekirken. Senest på kulturnatten, hvor jeg forlod mine fire små børn for at hengive mig til en kammerkoncert i Trinitatiskirken.

I de sammenhænge skænker jeg det sjældent en tanke, at den danske folkekirke også er statskirke og dermed har særstatus og forrang i forhold til andre religioner og religiøse institutioner som f.eks. de danske moskeer.

Misforholdet mellem Herren (statskirken) og dens slaver (andre religioner) manifesterer sig dog både visuelt og på symbolsk vis, ved at de fleste moskeer findes i mørke kældre under jorden. Her samles hver fredag tusindvis af muslimer til fredagsbøn, alt imens kirkerne oven på jorden står halvtomme.

Siden jeg begyndte at praktisere islam, har jeg savnet en rigtig moske i hjertet af København, hvorfra der med levende stemmer bliver kaldt til bøn og hvor khutbaen (talen før bønnen) ledes af en kvindelig imam en såkaldt khatiba.

Jeg husker med glæde tilbage på mine studieår i Damaskus, hvor jeg med den største naturlighed forlod mine bøger på Det Franske Institut i Damaskus, når der midt på dagen blev kaldt til bøn. Anderledes var virkeligheden på Københavns Universitet. Her blev jeg mindet om bønnen via en mekanisk mobiltelefon og det triste kliniske bederum appellerede ikke på samme måde til at afbryde studielæsningen. Bønnerne blev ofte slået sammen og gemt til jeg kom hjem.

Frygt for radikalisering

Men vil adskillelse af kirke og stat ikke blot føre til radikalisering af de religiøse miljøer? Vil det forvandle den ellers så rummelige folkekirke til en eksklusiv klub for dogmatikere? Og vil de øvrige religioner ikke blot benytte den nyvundne ligestilling til at blande sig i stadig flere områder af samfundslivet? De spørgsmål har været omdrejningspunktet i hovedparten af indlæggene i Informations debatserie om adskillelse af kirke og stat.

Jeg deler ikke denne frygt, men øjner i stedet muligheden for en helt anden balance mellem det religiøse og resten af samfundet — et ægte sekulært fællesskab.

Det er ganske vist korrekt, at moral og værdier afspejler religiøse værdier hos troende mennesker. Sekularisering indebærer imidlertid, at den politiske organisering af samfundet afspejler andet og mere end religiøse værdier. De religiøse værdier påvirker og inspirerer, men de dikterer ikke samfundets politiske organisering.

Sekularisering er med andre ord ikke identisk med gudløshed, ateisme eller forsøget på at henvise troen til den private sfære. Sekularisering er kampen mod enhver form for dogmatisme og tvang samt et opgør med religionens politiske eller institutionelle magt og monopol.

Det opgør kommer imidlertid ikke af sig selv. Det var med den erkendelse, at jeg i 2001 medvirkede til at stifte foreningen Kritiske Muslimer, som bl.a. har det som sin målsætning at adskille religion og politik, så religion kan inspirere, men aldrig diktere politik. Den målsætning gælder for islam såvel som for kristendommen.

Utidssvarende grundlov

I mange danskeres selvforståelse er Danmark allerede et fuldt sekulært samfund. Men ud fra en grundlovsmæssig betragtning er der endnu langt til målstregen, fordi kristendommen har særstatus og forrang i forhold til andre religioner.

I den sammenhæng er det paradoksalt, at det ofte er de samme danske politikere, der argumenterer for at fjerne troen fra det offentlige rum — især når troen går under betegnelsen islam — som samtidig fastholder folkekirkens særstatus.

Hvis det skal lykkes at skabe et ægte sekulært og mangfoldigt Danmark, er en grundlovsrevision det rigtige sted at begynde.

Den danske grundlov er utidssvarende, fordi den på visse punkter implicit forsvarer ideer og værdier, som undergraver forestillingen om ligeværdighed — kernen i et moderne demokrati. Grundlovens beskyttelse af monarkiet er det traditionelle eksempel på denne ulighed, men i virkeligheden er fastholdelsen af folkekirkens særstatus og forrang i forhold til andre religioner et lige så radikalt brud på det demokratiske bud om ligeværd.

Allerede med Søren Kierkegaard finder vi en stor kritiker af folkekirkens særstatus. Ifølge kierkegaardsforsker og forfatter Peter Tudvad fandt Kierkegaard det hyklerisk, at præster og politikere forkyndte religion. Han kunne ikke begribe, at de kunne stå der på talerstolen med deres gode løn, tryghed og sikkerhed i ryggen og tale om den korsfæstede frelser — et menneske, der modsat dem selv blev prøvet for sin tros skyld.

Hvis man vil forkynde religion, må man omsætte det i sin egen eksistens, ikke som politiker eller præst. Derfor ønskede Kierkegaard et opgør med kirken og dens præster. Et opgør med tusinder af vellønnede og velnærede embedsmænd, som han kalder præsteinstitutionen. Disciplen skulle med andre ord afstå fra at søge embede som præst, og i stedet forsøge at realisere buddet om næstekærlighed og ligeværdighed.

Reviderer vi grundloven og fjerner folkekirkens forrang, har vi ikke alene mulighed for at gøre op med embedsmandskulturen blandt præsterne. Vi har også mulighed for at sikre, at andre religioner — herunder islam — ikke betragtes som uværdige andenrangsreligioner.

Tillid gennem ligeværd

At skabe lige vilkår for alle i et samfund vil være med til at forstærke tilliden og fællesskabsfølelsen i vores samfund.

Det behøver dog ikke at betyde, at vi sætter kirkens rolle som samlende og kulturbærende institution over styr, blot fordi den giver afkald på sin magt og monopol som statskirke og deler magten med andre religioner. Mennesket mister jo heller ikke nødvendigvis sin frihed ved indgåelse af ægteskab. Det er op til den enkelte at bruge sit intellekt og sunde fornuft og sikre lige rettigheder for alle. Uanset race, religion og køn.

Samtidig er det op til mennesket selv at bære religionen med lidenskab — det er ikke statens opgave at sikre institutioner til det formål.

 

Sherin Khankan er forfatter, religionssociolog og stifter og talskvinde for Kritiske Muslimer. Hun har bl.a. skrevet bøgerne ’Islam og forsoning — en offentlig sag’, ’Muslimernes Islam- Religion-Kultur-Samfund’ og senest ’Paradis ligger under mors fødder’.

Serie

Seneste artikler

  • En lykkelig svensk skilsmisse

    20. december 2011
    I 2000 gik den svenske stat og den svenske kirke hver til sit. Det har sidstnævnte ikke fortrudt. I debatten om den danske folkekirkes fremtid kan vi med stort udbytte skæve til Sverige
  • De neoliberale prædiker mod folkets kirke

    15. december 2011
    Debatten om adskillelse af kirke og stat er et ekko af tidens neoliberale tendens. Hvad kan jeg bruge folkekirken til? Hvorfor skal jeg betale? lyder spørgsmålene. Det er en forsimpling af den rolle kirken spiller for den lille mand m/k
  • Kirken er de store tankers sidste frirum

    8. december 2011
    Debatten om det gode liv ender ofte i salatopskrifter og karriereplanlægning. Selv vores værdidebatter mangler dybde. Men vi har behov for at kunne søge meningen med livet — her kommer folkekirken selv det mest moderne menneske til hjælp
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Min oplevelse af religion i Danmark er at befolkningen generelt er tolerante overfor at andre tror på gud, men de vil ikke høre om det/belæres. Intet stopper en middagssamtale som udsagnet: "jeg er kristen"

Statskirken er en tandløs organisation, der sikrer at kristendom ikke kommer til at indflyde samfundet på andet end et symbolsk plan. Set fra den ateistiske platform er det ideelt, selvom stat og kirke principielt bør skilles ad.

Religiøse overbevisninger er sikkert berigende for den enkelte, men organiseret religion, med tilhørende statuspersoner og steder, samt obligatoriske handlinger, virker for mig til at være unødvendige.

Med venlig hilsen
Lennart

Det er egentligt utroligt at en illusion som "guder" fylder så meget i det offentlige rum .

Og endnu mere utroligt at en sådan illusion kan have plads i en grundlov.

Mest mest utroligt, at man nogen steder ligefrem bygger al lovgivning på en sådan illusion !.

Jeg går ligeledes ind for ligestilling mellem de forskellige religioner; Nemlig den, at ingen af dem skal have nogen som helst indflydelse på/i det politiske system.

Religion bør kun have indflydelse på det enkelte individ og dermed reduceres til en absolut privatsag.

Marie.

Jeg forlanger ikke noget af andre !.

Jeg giver udtryk for min holdning.

Religion og poltik bør adskilles totalt.
Lad Danmark indtræde blandt de moderne demokratiske sekulære stater, hvor religionsfriheden naturligvis er en selvfølgelighed.

Burde man ikke starte med kongedømmet ?

Kongen er stadig hærens øverstkommanderende.

Og til LK:

Hvis sætningen "jeg er kristen" kan stoppe en middagssamtale, er jeg ikke sikker på jeg har lyst til at vide, hvad der skal til for at holde den i gang ved dine middagsselskaber.

Jeg troede satanisme og antikrist holdt sig i Norge.

Marie.

Som du kan læse så skriver jeg at det er utroligt at religion fylder så meget; Ikke at jeg vil forlange at folk skal gebærde sig som jeg synes.

Jeg forlanger såmen heller ikke at kristendommen skal fjernes fra grundloven, men finder det rationelt at gøre dette.

Folks individuelle religiøsitet kommer ikke andre ved og har derfor intet at gøre i en lovgivning.

I min optik.

Problemet med den stærke tro er, at hvis noget forekommer fuldkommen indlysende for en selv, har man svært ved at acceptere, at andre ikke deler denne tro..

Man føler en stærk trang til at forkynde.

I dette blads spalter formår 9 ud af 10 ateister derfor ikke at lægge en kommentar uden at forkynde deres egen tro.

Og dermed må friheden til at forkynde være en naturlig del af såvel tros som ytringsfriheden.

At folk så må samle sig i enklaver for ikke at "ødelægge stemningen ved middagsbordet" er måske ukendt for mange nydanskere.

De troede at danskerne udgjorde en homogen blok, der var enige om alting.

Utroligt at vi nu skal til at bruge tid på sådan noget pjat. I 70-erne og 80-erne, var vi endelig kommet ud over noget sådant. Det har dele af indvandringen desværre lavet om på.

Som om landet ikke havde mere end nok af alvorlige problemer at slås med.

Som dansk kristen er det både min kirkepolitiske opfattelse, og også en del af min religiøse tro, at kristendommen og dens latente ondskab (husk massakren "Blutgericht von Verden" i år 723) skal holdes i stramme tøjler af en dansk folkekirke, der selvsagt må været underordnet folket, hele folket og kun folket.

Det er en tradition der under ingen omstændigheder må brydes fordi det jo netop er den ordning, der skal sikre at Danmark aldrig igen kommer under Bremens bispestol og at pavedømmet også fremover ligger syd for Sønderjylland.

Jeg er stor tilhænger af lighedsprincippet og jeg er derfor fuldstændig enig med Sherin i, at islam og kristendommen skal behandles helt lige i forholdet til staten. Der gælder det samme for islam som for kristendommen. Men selvfølgelig skal en muslim ikke komme her og kræve, at vores trossamfund, vores religion og vores folkets kirke, skal skilles fra folket og udliciteres til en flok selvbestaltede kirkesvindlere, eller hvordan Sherin nu forestiller sig det sku' gøres.

Men naturligvis skal islam og kristendommen behandles helt lige i forholdet til staten. Alt andet vil være usaglig forskelsbehandling

Derfor er det også bydende nødvendigt at Danmark får en moskeminister, der må og skal anerkendes af de troende, som den der godkender de øverste imamer, der så fremover skal modtage en fed hyre plus en imambolig, som gengældelse for at anerkende at islamtrossamfundet, på lige fod med kristendommen underlægges det danske folks overordnede myndighed.

Som tak kan imamerne herefter passende afslutte bønnemøderne med et "gud (som er stor) bevare Danmark".

Ifølge lighedsprincippet bør enhver religion, der er stærk nok til at undergrave lighedsfølelsen, fællesskabet og samhørigheden, fremover underlægges folkets myndighed, så det sikres, at det danske folk får afgørende kontrol med de potentielt farlige religioner.

Sådan skal det være. Det siger både min tro og alle traditioner. Det kan vi vitterligt ikke lave om på nu. Det er danskere der ejer de danske religioner. Ikke en bispestol i Bremen, Ikke en stormufti i Cairo, ikke en udenlandsk kejser, pave, khalifa eller anden charlatan. For det vil vi danskere under ingen omstændigheder acceptere. Husk tragedien i 782.

Hans Jørgen Lassen

Jeg mener afgjort, at der også skal være plads til religiøse tosser i dagens Danmark. Så længe de ikke er til skade for andre.

Sherin:

"Her blev jeg mindet om bønnen via en mekanisk mobiltelefon og det triste kliniske bederum "

Ligesom det store flertal af lutheranske kirkerum?

Det er utroligt og skammeligt, men nok også temmelig symptomatisk, at muslimerne endnu ikke har en rigtig moske i København.

Men hvordan endte den moskehistorie i øvrigt? Fik de ikke omsider byggetilladelsen?

/O

Hans Jørgen Lassen

Hvis folk vil bede, så kan de for pokker bede hjemme i deres brændeskure, cykelskure, entreer, garderobeskabe, soveværelser.

Vorherre eller Allah er næppe så nidkær, at han stiller krav til omgivelser. Han ser nok på inderligheden.

Problemet er ikke, at et bederum er trist. Men at de bedende er triste.

Marie Spliid: "Jesper Hansen, hvad så med buddhisterne, jøderne, hinduerne, de asatro, wicca-heksene, shamanerne, druiderne, og ateisterne der gerne vil være fri for det hele?
Det bliver en lang række ministerier."

Pragmatisk set er der vel ingen hindring for, at vi rent administrativt slår dem sammen til én stor, ligesom vi gjorde med bededagene. Hvis det ikke umiddelbart kan lade sig gøre at slå religionerne sammen, så kunne vi nok starte med ministerierne.

Det er med religion som med en penis: Man skal ikke skubbe den ned i halsen på nogen, der ikke selv udtrykkeligt har bedt om det, og man skal ikke gå og svinge med den offentligt.

Carsten Hansen siger:

Det er egentligt utroligt at en illusion som “guder” fylder så meget i det offentlige rum .

Det, ligeledes, mentale fænomen, "penge", fylder da vist også en hel del.

"Religion bør kun have indflydelse på det enkelte individ og dermed reduceres til en absolut privatsag.."
Engang insisterede vi på, at jorden var flad som en pandekage, men gud var overalt. Så tog rationalismen over, gud forsvandt, og nu insisterer vi på, at vores bevidsthed er flad som en pandekage.

Enhver ateistisk/religiøs diskussion følger denne skabelon:

A belærer B om, hvad B tror på, og argumenterer for, at det da er dumt.

B kan på ingen måde genkende beskrivelsen den tro, A påstår at B har, og belærer i samme åndedrag A om, hvad A så til gengæld tror på, og argumenterer for, at det da er dumt.

A kan selvfølgelig ikke genkende B's beskrivelse af egen tro - og cyklussen starter forfra.

På et tidspunkt blander debatværten sig og vil have man holder til til artiklens hovedemne.

Til: CH
Der er endnu ikke startet nogen diskussioner i denne tråd - men hvis der gør, kommer de med garanti til at følge skabelonen.

Tro mig !

Hvorfor diskutere Guds eksistens med ateister?

Ateister tror ikke på Gud.

Ateister ved derfor ikke hvad de taler om i en diskussion om Gud.

Ergo - der er ikke noget at diskutere.

Hans Jørgen Lassen

"Gør teister?"

Den der tager religion alvorligt på trods af alt der taler imod - kommer ikke til at fortryde at gå vejen til Gud og ved derfor hvad de taler om i en diskussion om Gud.
Men at kunne overbevise Ateister om Guds eksistens er dog ikke nemt, - og endda muligvis ligegyldigt.

Lennart Kampmann

Om man tror på gud eller ej, er jo en frihed man har. Der hvor problemet opstår er når de organiserede religioner drages ind over. Så er der pludselig bøger, krige, handlinger og meget mere, der står i vejen for at komme nærmere en forståelse af fænomenet.

Udtrykket "Jeg er kristen" er jo en stærk reference til en organiseret religion, hvorimod "jeg tror på gud" mere handler om personlig overbevisning.

Jeg har haft en god diskusion med en sognepræst engang, og vi var på et punkt tæt på at forstå hinanden - hun forstod ikke at man kunne leve i en verden uden gud, jeg forstod ikke at man kunne leve med en gud. Se det var en god udveksling.

Alle kan tro, men ingen ved...

Naturvidenskab kan afvise, men ikke bevise. Det betyder dog ikke at naturvidenskab er tro. Naturvidenskab er en ypperlig metode til at konstatere sammenhænge i den observerbare verden.

Med venlig hilsen
Lennart

Hans Jørgen Lassen

""Om man tror på gud "

- på hvad???

Hvad står det der ord "gud" for, når folk hævder, at de tror (eller ikke tror) på "gud"?

Lars Henning Osvaldsen

Kaspar Olsen siger, 15:58 :

"Hvorfor diskutere Guds eksistens med ateister?
Ateister tror ikke på Gud.
Ateister ved derfor ikke hvad de taler om i en diskussion om Gud.
Ergo - der er ikke noget at diskutere."

Denne Ateist startede med at tro på 'Gud' ..
Også et stykke tid efter at jeg havde resoneret mig frem til (Tak for det der med ævlet Eva), at Julemanden og Hans Nisser var ikke-virkelighed .

Er du helt sikker på at der ikke er noget at diskutere ? Eller skal jeg bare tage dit (Guddommelige ?) ord for det ?

Carsten Hansen

Sætter man troen på Gud lidt skematisk op - er der med det udvalg af trosretninger der findes skulle man jo tro at være i gode hænder.

Og alligevel nej.
Den Katolske tro og den Jødiske tro er henholdsvis i det nye testamente og det gamle testamente som Erich von Daniken har beskrevet - nemme at forveksle med Science Fiction religioner fra Hollywood opfundet til filmen.
Kan man bebrejde nogen, at de ikke skaffer deres religion fra Italien eller Israel?

(Seneste skud af Sci fi - med religion er iøvrigt TV serien Caprica med et massivt indhold af religion på en tydeligvis noget jødisk måde - altså midt i fremtids-teknokratiet alligevel på en gammel-testamentelig måde men med en ordentlig dosis jødemafia. TV - serien foregår på en fremmed planet i universet ved navn Caprica.)

Den kristne tro er lidt mere filtreret og beskyldes ofte for at indeholde et humanistisk standpunkt der dog ved enhver lejlighed kan ignoreres eller endnu værre misbruges af regeringer på vej i krig - angiveligt med Guds støtte.

Hele vejen rundt kan religionerne på jorden forkastes eller berømmes alt efter ens eget forgodtbefindende.

Tilbage bliver vel blot at gå vejen til Gud - måske uden at tilhøre nogen bestemt religion.
Man skal som helten i eventyret blot medbringe sit gode hjerte og sit bedste håb på livet og se hvad der sker.

Men har man ikke gået denne tur eller gider man slet ikke begynde denne søgen "efter Gud" kan man da selvfølgelig godt vælge at fastholde sin ateisme - men da man ikke har søgt Gud og derfor heller ikke har fundet Gud - bliver værdien af de ateistiske artgumenter derefter.

Dermed ikke være sagt at Gud ikke af og til bereder "vejen" for den ateist der end ikke gider gå "vejen".
Måske med hjælp af en gedebuk og en madpakke og en flækket træsko og lidt pludder.
(Hvem kan mon huske hvordan sådan et eventyr ender?)

(At sådan noget som omvendte ateister hører til de mirakler, som de altid gerne vil høre mere om på bekendelsesmøder i det nærmeste missionshus er helt klart.)

Tom W. Petersen

Det går sådan, hver gang "Gud" diskuteres:
Man diskuterer ikke Gud, men derimod diskussionsdeltagernes forskellige opfattelser af Gud - hvad der jo er noget ganske andet.
Man bør begynde med en definition af det diskuterede objekt, i dette tilfælde Gud. At det er det samme, man diskuterer, er en forudsætning for enhver frugtbar diskussion - til forskel fra et skænderi.

Lars Henning Osvaldsen

Præcist derfor kan man ikke diskutere 'Gud' med en troende . . Alene ordet 'troende' udelukker jo enhver 'diskussion' .

Kasper.

Men det er stadig bare en tro !

Fakta bliver det aldrig.

Den personlige tro har jeg ingen intentioner om at pille ved.

Lars Henning Osvaldsen

Tro mig (?!), jeg har prøvet !
Deres bedste 'argument' er at jeg havner i 'Helvede' hvis ikke jeg holder op med at tænke selv og underkaster mig deres dogmatik .

Hans Jørgen Lassen

Lars,

du har desværre nok ret.

Man kan aldrig få at vide, hvad de troende nærmere bestemt mener med "gud". Naturligt nok, sådan set.

For så kunne enhver jo se, at det var noget vrøvl og dilettant.

Det skal nødvendigvis stå hen i det tågede, det diffuse.

Men her foretrækker jeg så mosekonens bryg hen over engen en morgenstund. Det er dog i det mindste en tåge, hvis skønhed ikke kræver knægtelse eller undsigelse af fornuften.

Tom W. Petersen

Jeg synes heller ikke, at det er frugtbart for en samtale at udnævne troende folk til idioter eller dumme børn eller andet nedværdigende.
Der er gennem historien og også i vor samtid troende folk, hvis intelligens, viden og visdom overgår både min og andre deltageres i denne debat. Og for den sags skyld også ateister.

Gnæk gnæk.

Nu er vi der hvor A nægter at fortælle hvad B nok tror at A tror at B ikke tror på.

Personligt skriver jeg aldrig et indlæg hvori jeg bruger ordet Gud, uden først at erstatte med et ud af 3 mulige erstatningsord.

1) Virkeligheden
2) Tilfældigheden.
3) Universet.

Hvis sætningen derved bliver svær at benægte (for det store flertal) udsender jeg så kommentaren med ordet "Gud" indsat.

Derefter copy-paster jeg ateisternes rasende protester, og genindsætter test-ordet - altså et af de 3 ord: Virkeligheden, Tilfældigheden, Universet - der er præcist lige så udefinerlige og uundværlige som Gud.

Det er altså morsom læsning - tro mig !

Man kan selv prøve derhjemme.

Ateisterne har set sig gale på et ord. Et ord, der blokerer enhver tankevirksomhed.

Sören Tolsgaard

Den danske åndsforsker Martinus har givet en af vor tids mest omfattende beskrivelser af det altomsluttende guddommelige princip. Endda på moderne dansk, så der er ingen problemer med sproglige skred i forhold til originalteksten. Da forfatteren var helt uden kendskab til den akademiske begrebsverden, vil beskrivelsen være til at begribe for de fleste, omend man muligvis langtfra måtte være enig i forfatterens analyser.

Martinus' værk er komplekst, og en dybere indsigt vil naturligvis forudsætte, at man sætter sig ind i de anvendte begreber. Som udgangspunkt for en erkendelse af det guddommelige princip kan man evt. læse dette afsnit fra en artikel om det kosmiske verdensbillede i lommeformat:

"Verdensaltet er et levende væsens organisme, som vi befinder os i. Vor lykke og ulykke afhænger af, om vi lever i harmoni eller disharmoni med Guds organisme"

http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php

Det meste af Martinus' omfattende forfatterskab forefindes på den linkede hjemmeside, som et litterært udtryk for det holistiske verdensbillede og de deraf følgende åndvidenskabelige erkendelser, som mange mennesker er inspireret af, og som manifesterer sig uafhængigt af etablerede trosretninger og dogmer.

Hvad er det egentlig for en "gud" I allesammen snakker om. Er det Odin? Eller er det Thor? Eller Freja?

Det fremgår ikke rigtig af diskussionen.

Sider