Kronik

Gud skal ikke lukkes inde i folkekirken

Danmark er et rummeligt og sekulært samfund, mener de fleste danskere. Men tilhører man et religiøst mindretal, som løbende må finde sig i folkekirkens forrang, virker den slags påstande knap så overbevisende. Det er tid til et opgør med folkekirkens privilegerede stilling
Muslimer på vej hjem fra fredagsbøn i Det Muslimske Trossamfunds moské på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Moskeerne i Danmark er en noget mere ydmyg ramme om bøn end folkekirker.

Muslimer på vej hjem fra fredagsbøn i Det Muslimske Trossamfunds moské på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Moskeerne i Danmark er en noget mere ydmyg ramme om bøn end folkekirker.

BENT MIDSTRUP

22. december 2011

»En tro eller dogmatisme, der benægter andre trosretninger, benægter Sandheden, dvs. den fælles rod, som al tro stammer fra,« skrev filosoffen Ibn Arabi allerede i det 12. århundrede.

Når det gælder debatten om adskillelse af folkekirken og den danske stat, er de ord mere aktuelle end nogensinde.

Ved at gøre folkekirken til statskirke har vi overordnet protestantismen alle andre trosretninger i Danmark, og det svækker vores evne til at forstå samt lade os inspirere og berige af andre religiøse skikke, traditioner og kulturer.

Til syvende og sidst står det i vejen for, at vi kan forstå mangfoldigheden i det guddommelige. Man kan nemlig sagtens rumme mange forskellige religioner uden at miste sine egne kulturelle og religiøse traditioner eller kernen i sin egen identitet — ja, faktisk kan det ende med, at man bliver klogere på sin egen identitet.

Selv er jeg et produkt af øst og vest. Jeg er født og opvokset mellem kristendommen og islam. Det har trænet min evne til i at rumme og balancere forskellige ideer, værdier og verdensopfattelser.

Min finske mor, som er kristen, tog ofte os børn med i den finske kirke i København, og på vores årlige rejser til Finland spillede kirken som institution en rolle som det, der samlede familien. Kirken indgik som et naturligt ritual i alle sociale sammenhænge på min mors side.

I en alder af ca. 19 år begyndte jeg min rejse mod at blive praktiserende muslim, selv om min far, som kommer fra Syrien, alene er kulturmuslim.

Mit aktive valg af islam medførte dog ikke et brud med de kristne kirker eller den kristne spiritualitet.

Gud er alle vegne

Jeg har altid følt, at Gud er her og der og alle vegne, og at Gud manifesterer sig i mange forskellige former. Derfor besøger jeg stadig de danske kirker, hvis rungende storhed og smukke arkitektur har dannet rammen om mit behov for at være helt alene med Gud.

Også de mange kirkekoncerter er et stort hit. De har medvirket til, at jeg fortsat er fast klient i folkekirken. Senest på kulturnatten, hvor jeg forlod mine fire små børn for at hengive mig til en kammerkoncert i Trinitatiskirken.

I de sammenhænge skænker jeg det sjældent en tanke, at den danske folkekirke også er statskirke og dermed har særstatus og forrang i forhold til andre religioner og religiøse institutioner som f.eks. de danske moskeer.

Misforholdet mellem Herren (statskirken) og dens slaver (andre religioner) manifesterer sig dog både visuelt og på symbolsk vis, ved at de fleste moskeer findes i mørke kældre under jorden. Her samles hver fredag tusindvis af muslimer til fredagsbøn, alt imens kirkerne oven på jorden står halvtomme.

Siden jeg begyndte at praktisere islam, har jeg savnet en rigtig moske i hjertet af København, hvorfra der med levende stemmer bliver kaldt til bøn og hvor khutbaen (talen før bønnen) ledes af en kvindelig imam en såkaldt khatiba.

Jeg husker med glæde tilbage på mine studieår i Damaskus, hvor jeg med den største naturlighed forlod mine bøger på Det Franske Institut i Damaskus, når der midt på dagen blev kaldt til bøn. Anderledes var virkeligheden på Københavns Universitet. Her blev jeg mindet om bønnen via en mekanisk mobiltelefon og det triste kliniske bederum appellerede ikke på samme måde til at afbryde studielæsningen. Bønnerne blev ofte slået sammen og gemt til jeg kom hjem.

Frygt for radikalisering

Men vil adskillelse af kirke og stat ikke blot føre til radikalisering af de religiøse miljøer? Vil det forvandle den ellers så rummelige folkekirke til en eksklusiv klub for dogmatikere? Og vil de øvrige religioner ikke blot benytte den nyvundne ligestilling til at blande sig i stadig flere områder af samfundslivet? De spørgsmål har været omdrejningspunktet i hovedparten af indlæggene i Informations debatserie om adskillelse af kirke og stat.

Jeg deler ikke denne frygt, men øjner i stedet muligheden for en helt anden balance mellem det religiøse og resten af samfundet — et ægte sekulært fællesskab.

Det er ganske vist korrekt, at moral og værdier afspejler religiøse værdier hos troende mennesker. Sekularisering indebærer imidlertid, at den politiske organisering af samfundet afspejler andet og mere end religiøse værdier. De religiøse værdier påvirker og inspirerer, men de dikterer ikke samfundets politiske organisering.

Sekularisering er med andre ord ikke identisk med gudløshed, ateisme eller forsøget på at henvise troen til den private sfære. Sekularisering er kampen mod enhver form for dogmatisme og tvang samt et opgør med religionens politiske eller institutionelle magt og monopol.

Det opgør kommer imidlertid ikke af sig selv. Det var med den erkendelse, at jeg i 2001 medvirkede til at stifte foreningen Kritiske Muslimer, som bl.a. har det som sin målsætning at adskille religion og politik, så religion kan inspirere, men aldrig diktere politik. Den målsætning gælder for islam såvel som for kristendommen.

Utidssvarende grundlov

I mange danskeres selvforståelse er Danmark allerede et fuldt sekulært samfund. Men ud fra en grundlovsmæssig betragtning er der endnu langt til målstregen, fordi kristendommen har særstatus og forrang i forhold til andre religioner.

I den sammenhæng er det paradoksalt, at det ofte er de samme danske politikere, der argumenterer for at fjerne troen fra det offentlige rum — især når troen går under betegnelsen islam — som samtidig fastholder folkekirkens særstatus.

Hvis det skal lykkes at skabe et ægte sekulært og mangfoldigt Danmark, er en grundlovsrevision det rigtige sted at begynde.

Den danske grundlov er utidssvarende, fordi den på visse punkter implicit forsvarer ideer og værdier, som undergraver forestillingen om ligeværdighed — kernen i et moderne demokrati. Grundlovens beskyttelse af monarkiet er det traditionelle eksempel på denne ulighed, men i virkeligheden er fastholdelsen af folkekirkens særstatus og forrang i forhold til andre religioner et lige så radikalt brud på det demokratiske bud om ligeværd.

Allerede med Søren Kierkegaard finder vi en stor kritiker af folkekirkens særstatus. Ifølge kierkegaardsforsker og forfatter Peter Tudvad fandt Kierkegaard det hyklerisk, at præster og politikere forkyndte religion. Han kunne ikke begribe, at de kunne stå der på talerstolen med deres gode løn, tryghed og sikkerhed i ryggen og tale om den korsfæstede frelser — et menneske, der modsat dem selv blev prøvet for sin tros skyld.

Hvis man vil forkynde religion, må man omsætte det i sin egen eksistens, ikke som politiker eller præst. Derfor ønskede Kierkegaard et opgør med kirken og dens præster. Et opgør med tusinder af vellønnede og velnærede embedsmænd, som han kalder præsteinstitutionen. Disciplen skulle med andre ord afstå fra at søge embede som præst, og i stedet forsøge at realisere buddet om næstekærlighed og ligeværdighed.

Reviderer vi grundloven og fjerner folkekirkens forrang, har vi ikke alene mulighed for at gøre op med embedsmandskulturen blandt præsterne. Vi har også mulighed for at sikre, at andre religioner — herunder islam — ikke betragtes som uværdige andenrangsreligioner.

Tillid gennem ligeværd

At skabe lige vilkår for alle i et samfund vil være med til at forstærke tilliden og fællesskabsfølelsen i vores samfund.

Det behøver dog ikke at betyde, at vi sætter kirkens rolle som samlende og kulturbærende institution over styr, blot fordi den giver afkald på sin magt og monopol som statskirke og deler magten med andre religioner. Mennesket mister jo heller ikke nødvendigvis sin frihed ved indgåelse af ægteskab. Det er op til den enkelte at bruge sit intellekt og sunde fornuft og sikre lige rettigheder for alle. Uanset race, religion og køn.

Samtidig er det op til mennesket selv at bære religionen med lidenskab — det er ikke statens opgave at sikre institutioner til det formål.

 

Sherin Khankan er forfatter, religionssociolog og stifter og talskvinde for Kritiske Muslimer. Hun har bl.a. skrevet bøgerne ’Islam og forsoning — en offentlig sag’, ’Muslimernes Islam- Religion-Kultur-Samfund’ og senest ’Paradis ligger under mors fødder’.

Serie

Seneste artikler

  • En lykkelig svensk skilsmisse

    20. december 2011
    I 2000 gik den svenske stat og den svenske kirke hver til sit. Det har sidstnævnte ikke fortrudt. I debatten om den danske folkekirkes fremtid kan vi med stort udbytte skæve til Sverige
  • De neoliberale prædiker mod folkets kirke

    15. december 2011
    Debatten om adskillelse af kirke og stat er et ekko af tidens neoliberale tendens. Hvad kan jeg bruge folkekirken til? Hvorfor skal jeg betale? lyder spørgsmålene. Det er en forsimpling af den rolle kirken spiller for den lille mand m/k
  • Kirken er de store tankers sidste frirum

    8. december 2011
    Debatten om det gode liv ender ofte i salatopskrifter og karriereplanlægning. Selv vores værdidebatter mangler dybde. Men vi har behov for at kunne søge meningen med livet — her kommer folkekirken selv det mest moderne menneske til hjælp
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørgen Lassen

Jeg er uenig med flere af de ærede talere. Jeg synes ikke, Sherin Khankans debatindlæg har de store kvaliteter.

At hun ikke forstår Kierkegaard, kan man vel bære over med. Det er der ikke mange, der gør. Men galt er dog, at hun misbruger ham i egen sags tjeneste. Jeg skal ikke kunne sige, om han et eller andet sted har udtalt sig om stats-/folkekirken, men hans kritik gik, så vidt jeg husker, nu snarere på kirken som institution i det hele taget, statslig eller ej.

Så påstår hun aldeles floskuløst og uden antydning af begrundelse, at folkekirken

"svækker vores evne til at forstå"

Gu gør den da ej. Den er uden nogen som helst betydning i den retning. Nu er jeg ganske vist ikke medlem af denne folkelige forening, men kender dog mange, der er. Og deres tankegang og forståelsesevne er aldeles upåvirket af folkekirken. Religion spiller ikke nogen som helst rolle i deres indre eller ydre univers.

Videre mener hun, at vi bør

"lade os inspirere og berige af andre religiøse skikke, traditioner og kulturer."

Jeg ved ikke, hvad i f.eks. Islam der skulle kunne berige dansk kultur. Jeg kan ikke få øje på noget som helst; jeg vil sige: tværtimod.

Og så er der sådan en vending:

"mangfoldigheden i det guddommelige"

Varm luft, slet og ret.

"Gud er her og der og alle vegne ..."

Nævenyttig karl, og pissenysgerrig. Et øje i det høje ...

"de mange kirkekoncerter er et stort hit ..."!!!

Ja, hvad faen de så har med religion at gøre? Men så kan man dog finde noget, der ikke er helt så tåbeligt som præstens prædikener.

"Herren (statskirken) og dens slaver (andre religioner)"

Det rene vrøvl.

Og sådan kan man blive ved. Nej, det er ikke et godt indlæg. Ærgerligt på sin vis, for jeg er da fuldstændig enig i, at statskirken skal afskaffes. Den er, ligesom monarkiet, et fortidslevn.

HRJ:
"er du nu også (ligesom paven) blevet panteist?"

GP:
Hvis den danske wiki-forklaring på ordet "panteist" er rigtig, er jeg delvist enig. Det er bare ikke noget jeg "er blevet".

Jeg er ikke så dum at jeg begrænser Guds tilstedeværelse, til den verden vi kender i dag.

Havde jeg gjort det for 20 år siden, ville Gud evt. ikke have været til stede i det vacuum hvor der kun er det senere opdagede "mørke stof".

Gud er tilstede i alt hvad vi kender til - plus alt hvad vi kommer til at kende til plus (fortsæt selv...).

Selv djævelen har hun skabt (Kilde Terry Guillams "Time Bandits").

På samme måde som "spøgelset" ikke er forskelligt fra "maskinen" når vi taler om den lille maskine: Hjernen - er spøgelset heller ikke forskelligt fra maskinen når vi taler om den store maskine: Univers(erne).

Evnen til at lave singulartieter der bliver til BigBangs er vores nuværende viden om Gud.

Det meste andet der kan siges, må betragtes som tro - indtil der kommer nye oplysninger.

Måske er tråden slut ?

Ole Hartling - 23.12,13.33
Hvorfor fremhæver du ikke § 68.
20% at skatteborgerne tvinges til at "bidrage" til denne statstro, "som ikke er deres egen". ??

Hans Jørgen, 23.12, 13.49
Man skal ikke blande sig i andres slagsmål. Jeg gør det alligevel.
Heinrich er en lærd mand. Men han har en besynderlig barriere mod en nutidig virkelighed. Der er ikke noget at gøre ved det.
Religions- og grundlovshistorie er interessant, men mest for historieinteresserede.

Hans Jørgen Lassen

Leo,

Heinrich er idealist. Han ser til tider (men dog ikke altid) ikke verden, som den er. Men som han synes, den burde være, ud fra fortidige skrifter og ideer.

Og det er jo for så vidt sympatisk. Men også forstyrrende for diskussionen.

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
"Men han har en besynderlig barriere mod en nutidig virkelighed."

Tjah.

Lige nu læser jeg pt. David Graebers "Debt". Den handler da ganske vist om "go'e gamle dage", men det er trods alt en bog udgivet i 2009.

Det er paradoksalt, at en virkeligsresistent person som undertegnede, kan synes at en anden ditto, fantasten Graeber, kan ramme aldeles plet.

Hvordan kan det lade sig gøre, at to fabulerende realitetsfornægtere kan være om at se ens på noget? ;-)

NB: Bogen kan varmt anbefales.

Heinrich R. Jørgensen

Leo og Hans Jørgen,

kan i se huller i argumenterne i min kommentar fra d. 24. 16:45?

Hvor er den logiske inkonsistens? De manglende indre sammenhænge i argumentation? Den frit fabulerende tågesnak? Hvor er uklarheden i fremlæggelsen?

Og -- for at spørge som drillenissen netop hviskede mig i øret -- hvem er det der egentligt nægter at forholde sig til faktuelle (det påviselige)? ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Kasper Olsen:
"Filmens mest groteske scene er denne; da kampen er alt vundet kigger Yojimbo blot ud over slagmarken og fortsætter målbevidst ud af vejen der går ud af byen."

Fordi den "vej" han valgte at følge, ikke var en "fysisk" vej. Hans vej var ikke hvad der ledte til målet (opgøret med de stridende slyngler), eller vejen der fortsatte på den anden siden af byen.

Det var en "spirituel" vej. En måde at tilgå realiteterne på. En "vej" der ikke gåes for at nå til en destination, men gåes fordi det er den rette "vej".

Den islamiske "vej" er spirituel, og en ganske anden. En yderst fredelig og tolerant vej. Lev og lad leve.

Den kristelige vej er en tredje. "Vej", "sandhed" og "liv" er én og samme pakke.

Heinrich - Sikkert ingen. Jeg er slet ikke i stand til bedømme din fremlægning. Mine ord går på det generelle i utallige meningsudvekslinger, hvor du flygter ind i fortiden.
Men vores standende debat om kirke stat ser jeg som et problemkompleks, der ikke kan afgøres af dine udredninger.
Derfor mine ord om nutidighed. Med al respekt.

Majbritt Nielsen

Mads L
"Jeg ønsker også, at muslimerne i Danmark kan få værdige forhold og gode ydre rammer (moskeer), hvor de kan praktisere deres tro."
Hvad forhindre dem i at oprette de rammer de har brug for?
Andre trosretninger i DK, kan selv finde ud af det.
Så kan de også. Det er jo ikke dumme mennesker der skal holdes i hånden.

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
"Mine ord går på det generelle i utallige meningsudvekslinger, hvor du flygter ind i fortiden."

Flygter og flygter? Det er ikke lykkedes mig at undvige nutiden på noget tidspunkt endnu, så jeg vil umiddelbart mene at jeg er lige så nærværende som andre ;-)

Hvordan kan man forstå nutiden, med mindre man et vist greb om hvad der er faktuelt om fortiden? Ét er at dvæle ved fortiden -- noget andet er at forsøge at forstå den, og dermed forsøge at forstå hvad der ledte til "nutiden".

Hvad mange mener at vide, stikker som regel ikke videre dybt. Den pointe har jeg måttet sande mange gange, og har forsøgt at formidle samme til andre (oftest med begrænset held).

Flere har på disse siden henvist til antropologen Graeber, hvis observationer mildest skubber voldsomt til vedtagne opfattelse om menneskets fortid. Jeg kan næppe forestille mig vigtigere og mere relevante temaer, end netop de han tager op. Her tænker jeg navnligt fremadrettet.

Selvfølgelig kan du godt forholde dig til mit kommentar af 24/12 16:45. Der indgår ingen eksterne kilder der skal vurderes -- kun almindeligt sprogkendskab. Det centrale er hvilken forståelse sprogfolk og siden jurister og politikere havde i periode 1948 - 1953, angående tre relevante begreber omtalt i rigets Grundlove, vurderet på basis af Retskrivningsreformen i 1948. Hvis logikken halter, må det være muligt at sætte fingeren på det, og påpege er der ikke er basis for at vurdere eller konkludere som jeg gør.

Hans Jørgen Lassen

Kierkegaard ville nok ikke korse sig; det brugte han næppe. Men dyppe pennen i blækhuset, givetvis.

Som han skrev i sit dødsår:

"Hvis jeg ikke husker feil, er der just i denne Tid etsteds her i Landet gjennem Biskoppen klaget over, at en Kirke, upassende, er brugt til politisk Forsamling; sæt man et andetsteds fandt paa at bruge den til Bal: hvad var saa det mod under Navn af christelig Gudsdyrkelse at bruge Kirken til at gjøre Nar af Gud!"

Og det ville jo ikke være godt.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

jeg kan tilslutte mig din (og oprindeligt Kierkegaards) pointe om, at de kirkelige ritualer som de praktiseres (og blev praktiseret) substantielt består i at gøre nar af, og at holde for nar.

Ikke alene kan man være bekymret over, at den af Kierkegaard omtalte ide gøres til noget naragtigt, men på det mere konkrete plan, holder publikum for nar.

Men en kirke(bygning) kunne jo (trods en klage til superintendanten) åbenbart bruges til f.eks. en politisk forsamling i 1855, som Kierkegaard løfter sløret for. Formodentligt fordi der i loven (her: GRL) var hjemmel til dette, kan man gætte på? ;-)

Sider