Historisk krise i forholdet mellem stat og kirke

Det er så yndigt at følges ad. I hvert fald for to, som gerne vil sammen være.

Når der er bryllup, synger vi gerne med på Grundtvigs salme om at holde sammen, at rejse sammen og at leve sammen i fryd og gammen. Men en tilsvarende poetisk hyldest til kærligheden mellem stat og kirke findes vist ikke.

Forbindelsen mellem stat og kirke handler ikke om forelskelse eller romancer. Et fornuftsægteskab, det er hvad forbindelsen mellem stat og kirke er og altid har været.

I fornuftsægteskaber er det ikke afgørende, om parterne kan lide hinanden. De skal bare kunne fungere sammen. For det vigtigste er ikke kærligheden, men at de interesser, som ægtefolkene repræsenterer, forliges, mødes, holdes i skak.

Op igennem historien er adskillige prinser og prinsesser blevet smedet sammen ud fra netop disse præmisser. Hellere gå i seng med fjenden end gå i krig med hele hans hær.

Nogle ville kalde det prostitution på et meget avanceret niveau. Andre vil sige mere abstrakt, at fornuftsægteskaber er fredsforanstaltninger inden for områder, hvor der ellers formentlig ville udbryde store konflikter. Parterne i fornuftsægteskaber er som oftest begge stærke, de har i udgangspunktet gerne modsatte interesser, og de har magten til at gøre livet meget surt for den anden.

Derfor affinder de sig også hellere med hinanden frem for at ødelægge hinanden for åbent tæppe.

Når forbindelsen mellem stat og kirke i Danmark har eksisteret i godt og vel 1.000 år, er det lige præcis fordi, der er tale om et sådant fornuftsægteskab på højt plan.

Der går en lige linje båret af fornuft og afstemning af interesser fra Harald Blåtand, der gjorde danerne kristne, over Christian III, der indførte protestantismen som danskernes nye tro i 1536, til grundlovsfædrene, der i 1849 betegnede den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke.

Åbenlyse fordele

Folkets tro og statens religion har fulgtes ad i århundreder i Danmark. Det har naturligvis aldrig været sådan, at alle mennesker troede lige præcis på samme måde, som præsternes prædikede om i kirken. Men på det officielle plan har der været tale om en form for enhedskultur med tætte forbindelser mellem den gejstlige magt og de verdslige myndigheder.

Kongen var konge ’af Guds nåde‘. Biskopperne og præsterne var samtidig embedsmænd, der forventedes at bidrage til opgaven med at styrke og holde sammen på riget.

Fordelene er til at få øje på. Kirken var og er en stor jordbesidder. Præsterne havde og har ordet i deres magt. Levende menigheder udgør kraftcentre med en etisk råstyrke, der kan virke som en potentiel trussel mod de politiske systemer.

Set fra statens perspektiv har det derfor også været alt om at gøre at få kirken til at gå i samme takt som de øvrige dele af samfundet. For husfredens skyld. For magtens skyld. For sammenholdets skyld. »Hold fred med de hellige, ellers er Fanden løs«, som en socialdemokratisk parole kom til at lyde i Staunings tid.

Set med kirkelige øjne var fordelene ved at have tætte bånd til statsmagten lige så åbenlyse. Staten ydede beskyttelse. Staten sikrede præsterne ro og fred til at prædike. Staten tildelte kirken en enestående plads i hele samfundets orden som den samlende og betydningsbærende faktor.

Med denne gensidige støtte, accept og forståelse blev kirken såvel som staten mere værd og mere troværdig end de to størrelser ville have været hver for sig. Og så er vi tilbage ved fornuftsægteskabet. Der var og er fornuft i, at de to mægtige størrelser, stat og kirke, historisk set skulle høre sammen. Ikke altid i fryd og gammen, men i hvert fald i en relation båret af nødvendighedens og pragmatismens store logik.

Traditionsrige bånd

Da Europa i 1500-tallet var ved at gå op i limningen med religiøse og politiske stridigheder, førte den samme logik til formuleringen af det bombastiske, men dog fredsskabende princip ’cuius regio, eius religio’. Man talte jo latin dengang i internationale forhandlinger som i Augburg i 1555 og siden ved den westfalske fred i 1648. Men meningen med ordene, som vi genkender fra region og religion, er stadig til at forstå på nudansk: Den, der ejer landet, han bestemmer også troen.

Det princip kan bare kaldes snusfornuft på internationalt plan, en snusfornuft, som vores egen europæiske historie altså har bibragt os: Lad der være samklang mellem folkets ledere og den religiøse ramme, folket må befinde sig indenfor, så går det hele mest fredeligt til.

Og stop så i øvrigt ambitionerne om at ville bestemme over andre landes kirker.

Det sidste — altså kravet om ikke at blande sig uden for grænserne — var vistnok hovedanledningen til, at man for snart 500 år siden måtte blive enige om ’cuius regio, eius religio’.

Men det var det første — altså stadfæstelsen af den tætte kobling mellem statsmagten og troen inden for grænserne — der kom til at få den største betydning i det lange løb. Her har vi nemlig den storpolitiske forklaring på, at Europa den dag i dag har så mange nationalt organiserede kirker. Det var simpelthen sådan, man bedst sikrede freden efter reformationen.

Og lige siden har den åndelige kapital og de statslige værdier vanskeligt kunnet tænkes uden hinanden på vore breddegrader. Selv i vore dages Danmark, som dronning Margrethe II ’af Guds nåde’ er regent i, skal monarken fortsat ifølge Grundloven underskrive landets love. Hun skal samtidig tilhøre og symbolsk være overhoved for den evangelisk-lutherske folkekirke, som med Grundlovens ord stadig ’understøttes som sådan af staten’.

Staten, kirken og nationen hænger altså på papiret uløseligt sammen. Men spørgsmålet er hvor længe?

Tvangsægteskab

Det gamle fornuftsægteskab mellem stat og kirke kan være på vej til at blive et papirløst forhold. Og det hænger blandt andet sammen med, at stadig større dele af befolkningen er begyndt at se på forbindelsen som et tvangsægteskab.

Efter den seneste udvikling i spørgsmålet om homoseksuelle vielser er der for eksempel en meget aktiv og afgjort kreds af kirkefolk, som synes, at statens forhold til kirken netop præges af tvang snarere end omsorg. De vil gerne have kirken skilt fra staten, så kirken kan bestemme mere selv.

I en helt anden ende af samfundet er der en række ateistiske organisationer, som har haft stort held til at præge dagsordenen i den offentlige debat med budskabet om, at religion kun er en privat sag. De vil have staten skilt fra kirken, så staten kan blive mere sig selv, det vil sige religionsneutral.

Dette ateistiske anliggende går i øvrigt fint i spand med en anden vigtig strømning i danskernes nutidige religiøsitet. »Jeg er religiøs, men på min egen måde«, lyder det fra en flok af religiøse individualister, de såkaldte google-buddhister, som gerne forholder sig frit afsøgende til tro og spiritualitet, men især lader sig fascinere af budskaber uden for kirken med rod i Østens mystik om balance i krop og sind.

Hertil kommer, at Danmark siden slutningen af 1960’erne har fået en stadig større gruppe af muslimer. Mere end hundrede trossamfund uden for folkekirken har siden 1969 fået statens blå stempel til blandt andet at foretage egne vielser.

Endelig er der især i de store byer flere og flere, som melder sig ud af kirken eller undlader at få deres børn døbt. I 1965 blev 92,3 procent af de nyfødte i Københavns Stift døbt. Ved seneste optælling i hovedstaden var den andel faldet til 46,1 procent.

Pluralisme som princip

Der er fortsat imponerende 80 procent af befolkningen på landsplan, som er medlemmer af folkekirken. Men fortidens mere entydige samklang mellem territoriet og troen, mellem regionen og religionen, er ikke længere selvfølgelig.

Alskens grænser er i opbrud, og pluralismen er stærkt på vej til at blive det bærende, nye princip i landets religiøsitet. Også derfor står ægteskabet mellem stat og kirke i disse år i en historisk krise, der kan ende med en separation.

Om det så er forstandigt at lade det ske, aner ingen, for situationen er og vil være ny. Men skulle separationen komme, så vil der være tale om en egentlig reformation af hele den måde, som troen nu i århundreder i medgang og modgang har været organiseret på i Danmark, nemlig som et gensidigt forpligtende fornuftsægteskab mellem staten og kirken.

Morten Thomsen Højsgaard er ph.d. i religionssociologi og generalsekretær i Bibelselskabet. Han har netop udgivet bogen ’Den tredje reformation — fra statskristendom til google-buddhisme’.