Kronik

Historisk krise i forholdet mellem stat og kirke

Stadig større dele af befolkningen betragter forbindelsen mellem stat og kirke som et tvangsægteskab frem for det fornuftsægteskab, som det ellers har været i århundreder
Margrethe II dronning ’af Guds nåde’ deltager i Henning Tofts bispevielse maj sidste år. Et eksempel på de traditionelt stærke bånd mellem kirke og stat.

Margrethe II dronning ’af Guds nåde’ deltager i Henning Tofts bispevielse maj sidste år. Et eksempel på de traditionelt stærke bånd mellem kirke og stat.

Ajs Nielsen

6. december 2011

Det er så yndigt at følges ad. I hvert fald for to, som gerne vil sammen være.

Når der er bryllup, synger vi gerne med på Grundtvigs salme om at holde sammen, at rejse sammen og at leve sammen i fryd og gammen. Men en tilsvarende poetisk hyldest til kærligheden mellem stat og kirke findes vist ikke.

Forbindelsen mellem stat og kirke handler ikke om forelskelse eller romancer. Et fornuftsægteskab, det er hvad forbindelsen mellem stat og kirke er og altid har været.

I fornuftsægteskaber er det ikke afgørende, om parterne kan lide hinanden. De skal bare kunne fungere sammen. For det vigtigste er ikke kærligheden, men at de interesser, som ægtefolkene repræsenterer, forliges, mødes, holdes i skak.

Op igennem historien er adskillige prinser og prinsesser blevet smedet sammen ud fra netop disse præmisser. Hellere gå i seng med fjenden end gå i krig med hele hans hær.

Nogle ville kalde det prostitution på et meget avanceret niveau. Andre vil sige mere abstrakt, at fornuftsægteskaber er fredsforanstaltninger inden for områder, hvor der ellers formentlig ville udbryde store konflikter. Parterne i fornuftsægteskaber er som oftest begge stærke, de har i udgangspunktet gerne modsatte interesser, og de har magten til at gøre livet meget surt for den anden.

Derfor affinder de sig også hellere med hinanden frem for at ødelægge hinanden for åbent tæppe.

Når forbindelsen mellem stat og kirke i Danmark har eksisteret i godt og vel 1.000 år, er det lige præcis fordi, der er tale om et sådant fornuftsægteskab på højt plan.

Der går en lige linje båret af fornuft og afstemning af interesser fra Harald Blåtand, der gjorde danerne kristne, over Christian III, der indførte protestantismen som danskernes nye tro i 1536, til grundlovsfædrene, der i 1849 betegnede den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke.

Åbenlyse fordele

Folkets tro og statens religion har fulgtes ad i århundreder i Danmark. Det har naturligvis aldrig været sådan, at alle mennesker troede lige præcis på samme måde, som præsternes prædikede om i kirken. Men på det officielle plan har der været tale om en form for enhedskultur med tætte forbindelser mellem den gejstlige magt og de verdslige myndigheder.

Kongen var konge ’af Guds nåde‘. Biskopperne og præsterne var samtidig embedsmænd, der forventedes at bidrage til opgaven med at styrke og holde sammen på riget.

Fordelene er til at få øje på. Kirken var og er en stor jordbesidder. Præsterne havde og har ordet i deres magt. Levende menigheder udgør kraftcentre med en etisk råstyrke, der kan virke som en potentiel trussel mod de politiske systemer.

Set fra statens perspektiv har det derfor også været alt om at gøre at få kirken til at gå i samme takt som de øvrige dele af samfundet. For husfredens skyld. For magtens skyld. For sammenholdets skyld. »Hold fred med de hellige, ellers er Fanden løs«, som en socialdemokratisk parole kom til at lyde i Staunings tid.

Set med kirkelige øjne var fordelene ved at have tætte bånd til statsmagten lige så åbenlyse. Staten ydede beskyttelse. Staten sikrede præsterne ro og fred til at prædike. Staten tildelte kirken en enestående plads i hele samfundets orden som den samlende og betydningsbærende faktor.

Med denne gensidige støtte, accept og forståelse blev kirken såvel som staten mere værd og mere troværdig end de to størrelser ville have været hver for sig. Og så er vi tilbage ved fornuftsægteskabet. Der var og er fornuft i, at de to mægtige størrelser, stat og kirke, historisk set skulle høre sammen. Ikke altid i fryd og gammen, men i hvert fald i en relation båret af nødvendighedens og pragmatismens store logik.

Traditionsrige bånd

Da Europa i 1500-tallet var ved at gå op i limningen med religiøse og politiske stridigheder, førte den samme logik til formuleringen af det bombastiske, men dog fredsskabende princip ’cuius regio, eius religio’. Man talte jo latin dengang i internationale forhandlinger som i Augburg i 1555 og siden ved den westfalske fred i 1648. Men meningen med ordene, som vi genkender fra region og religion, er stadig til at forstå på nudansk: Den, der ejer landet, han bestemmer også troen.

Det princip kan bare kaldes snusfornuft på internationalt plan, en snusfornuft, som vores egen europæiske historie altså har bibragt os: Lad der være samklang mellem folkets ledere og den religiøse ramme, folket må befinde sig indenfor, så går det hele mest fredeligt til.

Og stop så i øvrigt ambitionerne om at ville bestemme over andre landes kirker.

Det sidste — altså kravet om ikke at blande sig uden for grænserne — var vistnok hovedanledningen til, at man for snart 500 år siden måtte blive enige om ’cuius regio, eius religio’.

Men det var det første — altså stadfæstelsen af den tætte kobling mellem statsmagten og troen inden for grænserne — der kom til at få den største betydning i det lange løb. Her har vi nemlig den storpolitiske forklaring på, at Europa den dag i dag har så mange nationalt organiserede kirker. Det var simpelthen sådan, man bedst sikrede freden efter reformationen.

Og lige siden har den åndelige kapital og de statslige værdier vanskeligt kunnet tænkes uden hinanden på vore breddegrader. Selv i vore dages Danmark, som dronning Margrethe II ’af Guds nåde’ er regent i, skal monarken fortsat ifølge Grundloven underskrive landets love. Hun skal samtidig tilhøre og symbolsk være overhoved for den evangelisk-lutherske folkekirke, som med Grundlovens ord stadig ’understøttes som sådan af staten’.

Staten, kirken og nationen hænger altså på papiret uløseligt sammen. Men spørgsmålet er hvor længe?

Tvangsægteskab

Det gamle fornuftsægteskab mellem stat og kirke kan være på vej til at blive et papirløst forhold. Og det hænger blandt andet sammen med, at stadig større dele af befolkningen er begyndt at se på forbindelsen som et tvangsægteskab.

Efter den seneste udvikling i spørgsmålet om homoseksuelle vielser er der for eksempel en meget aktiv og afgjort kreds af kirkefolk, som synes, at statens forhold til kirken netop præges af tvang snarere end omsorg. De vil gerne have kirken skilt fra staten, så kirken kan bestemme mere selv.

I en helt anden ende af samfundet er der en række ateistiske organisationer, som har haft stort held til at præge dagsordenen i den offentlige debat med budskabet om, at religion kun er en privat sag. De vil have staten skilt fra kirken, så staten kan blive mere sig selv, det vil sige religionsneutral.

Dette ateistiske anliggende går i øvrigt fint i spand med en anden vigtig strømning i danskernes nutidige religiøsitet. »Jeg er religiøs, men på min egen måde«, lyder det fra en flok af religiøse individualister, de såkaldte google-buddhister, som gerne forholder sig frit afsøgende til tro og spiritualitet, men især lader sig fascinere af budskaber uden for kirken med rod i Østens mystik om balance i krop og sind.

Hertil kommer, at Danmark siden slutningen af 1960’erne har fået en stadig større gruppe af muslimer. Mere end hundrede trossamfund uden for folkekirken har siden 1969 fået statens blå stempel til blandt andet at foretage egne vielser.

Endelig er der især i de store byer flere og flere, som melder sig ud af kirken eller undlader at få deres børn døbt. I 1965 blev 92,3 procent af de nyfødte i Københavns Stift døbt. Ved seneste optælling i hovedstaden var den andel faldet til 46,1 procent.

Pluralisme som princip

Der er fortsat imponerende 80 procent af befolkningen på landsplan, som er medlemmer af folkekirken. Men fortidens mere entydige samklang mellem territoriet og troen, mellem regionen og religionen, er ikke længere selvfølgelig.

Alskens grænser er i opbrud, og pluralismen er stærkt på vej til at blive det bærende, nye princip i landets religiøsitet. Også derfor står ægteskabet mellem stat og kirke i disse år i en historisk krise, der kan ende med en separation.

Om det så er forstandigt at lade det ske, aner ingen, for situationen er og vil være ny. Men skulle separationen komme, så vil der være tale om en egentlig reformation af hele den måde, som troen nu i århundreder i medgang og modgang har været organiseret på i Danmark, nemlig som et gensidigt forpligtende fornuftsægteskab mellem staten og kirken.

 

Morten Thomsen Højsgaard er ph.d. i religionssociologi og generalsekretær i Bibelselskabet. Han har netop udgivet bogen ’Den tredje reformation — fra statskristendom til google-buddhisme’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vil human-ister mon snart fatte i hvilken grad de skyder sig selv i foden ved at skubbe på, at vores magthavere fraskriver sig årtusindlangt protektorat af den eneste hele kosmologi i det, ellers ikke helt lille, kendte univers, der har et enkeltindividuelt menneske som guddom.
'You dont know what you got until you lose it.....'

Al snak om territorier og tro er totalt irrelevant i den sammenhæng.

Kunst, religion, monarki og andre kulturelementer bør hverken reguleres eller støttes af staten. Har de brug for statsstøtte, så svarer det til at holde dem kunstigt i live, og kan de eksistere uden statsstøtte, hvorfor så give den?

Kirkens forhold skal kunne tages under demokratiets behandling. Århundrede lange traditioner og magtforhold, både før og efter 1849, skal kunne diskuteres og "årtusindlang protektorat" er ikke nok til at afgøre sagen.(Så vidt jeg forstår Bjertnes).

Jeg har tidligere her på avisen argumenteret for, at grundloven er overtrådt. Overtrædelsen skete da kirkeskatten blev indført, fordi denne understreger et medlemsskab, som vi kan melde os ud af.
Og som vi så alligevel ikke kan slippe for fuldt ud.

Hvis kirkeskatten ikke figurerede særskilt og kirken var et totalt fælles anliggende (som folkeskolen), var grundloven ikke overtrådt.
Bare min personlige lægmandsmening, som deles af andre, som kan læse indenad i § 68.

Kære Leo Nygaard,

er du klar over hvor mange prinser, prinsesser, komtesser osv. der stadig findes i diverse republikker?

Hvis kongehuset er sådan en fantastisk salgsgimmick, så burde de jo kunne leve fedt af at få kommission for de opgaver de tager ud på, - lad dog industrien betale direkte, istedet for at køre det over skatten.

Jeg har vist lige læst at Mary skulle være flere milliarder værd, så hvis de fungerede som selvstændige salgskonsulenter ville de ovenikøbet have råd til at betale en fed afgift for at bruge titlen som danske kongelige.

Og når nu vi er i gang med at tage et opgør med både folkekirke og kongehus, så lad kigge lidt på de tyverier der foregik iunder envældet hvor konger og kirke forærede land og gods til familie og venner.

Noget efterkommerne tjener fedt på den dag i dag.

Igen skal jeg gøre opmærksom på at forfatteren til artiklen er at finde på kirkens højrefløj, dvs. Luthersk Missions Forening. Og ja, han er formand for Bibelselskabet; dette ændrer ikke afgørende ved det forhold, at Morten Højsgaard mener, at hans egen tolkning af kristendommen (luthersk traditionel eller luthers orthodox - hvis man da kan kalde den det?) er korrekt. Og at alle andre tolkninger af kristendommen basalt set er forkerte.

Morten Højsgaard kritiserer folk for at tale om spiritualitet og om at de religiøse eller spirituelle på deres egen måde, uden at anerkende, at folk ikke nødvendigvis opfatter det kirken siger som Sandheden, hvadenten den er ortodox, katolsk eller luthersk.

Og ja, religion er en privat sag forstået på den måde at det ikke tager andre hvad jeg eller min nabo tror på rent religionsmæssigt. Til gengæld er det også et samfundsanliggenda, da store dele af det vestlige samfund er organiseret rundt omkring den kristne religion.

Ateisterne har et problem med dette; folk som er religiøse har ikke, hvadenten de er buddhister, muslimer, jøder, katolikker eller hinduer.

Kære Karsten Aaen,

nu er jeg agnostiker, så jeg har ingen problemer med nogen religion overhovedet.

Derimod har jeg et problem med at anerkende en påstand om, at vort samfund skulle være organiseret omkring den kristne religion.

Vi har en kultur der går væsentligt længere tilbage end kristendommens tilstedeværelse her i landet. Naturligvis har kristendommen påvirket denne kultur, men kulturen er stadig unik for vores geografiske område.

På samme måde som med vores sprog. Vi taler dansk - et sprog der kan føres langt tilbage, og selvom det er påvirket af både tysk, engelsk og latin, så er der næppe nogen der vil påstå at vi taler tysk, engelsk eller latin med skandinavisk islæt: vi taler dansk!

Kristendommen har påvirket vores kultur mindre end de græske filosoffer. Af de 10 Bud er der måske 3-4 stykker som anses for relevante, og der er så absolut intet unikt kristent ved dem, - mord og tyveri var også forbudt før missionærerne kom til Norden.

De græske filosoffer har derimod givet os ting der virkeligt fylder i hverdagen, - demokratiet for eksempel ... eller geometrien, den naturvidenskabelige filosofi, osv. Tanker og principper som heller ikke kan kaldes unikke (de gamle Ting var tidlige demokratier, der anvendtes simpel teori når man f.eks. byggede og sejlede vikingbåde, osv.), men som ikke desto mindre fylder tusinde gange mere i vor hverdag, end kristendommen.

Kristendommen er først og fremmest stafage, - ceremonielle løvefødder og gesvejsninger, som måske nok fylder i landskabet, men næppe ville efterlade det store hul ved sin forsvinden.

Hvis vi f.eks. holdt en afstemning om hvad der skulle droppes, - internet eller kristendom, hvad tror du så folk ville vælge?

Det kongelige Teater har lige fået en aftale hvorefter Bygninger administreres og vedligeholdes af Staten. medens det der foregår på scenen ordnes af teatret.
Måske var også det en løsning for den danske folkekirke. Giv gud hvad guds er og kejseren hvad kejserens er.

Ideen om at monarken i Danmark er "overhovede" for den evangelisk-lutherske folkekirke har jeg aldrig forstået - og denne forestilling understøttes da heller ikke af Grundlovens ord, der intet direkte nævner om dette. Titlen angives i artiklen som "symbolsk", men det er vel det eneste område, hvor dronningens lederrolle uafbrudt postuleres - hun er jo titulær leder af hele Danmark, så denne udpensling virker besynderlig.

Jeg forstår godt den historiske baggrund for dette, og da artiklen hygger sig med latin, kan jeg tilføje begrebets navn: "Praecipuum Membrum Ecclesiae". Mekanikken er at læne sig op ad regenternes historiske rolle som kirkeledere, for at stive begge dele af. Gud er ikke demokrat, det er Monarken heller ikke, og begge er fortidslevn. På den måde passer de fint til hinanden.

Karlsen - Salgskonsulent HM Margrethe !
Hold nu op. Hvor blev Kongerøgelsen lige af. Den der skaber værdien.
Deres "arbejde " er meget værd, ja. Men værdien gavner os alle (desværre også selskabers udenlandske forbindelser - uden skat !).
Vi lever i et kapitalisk velfærdssamfund, hvilket vel ikke er forbigået din opmærksomhed.
Helt i tråd med den enorme omfordeling borgerne imellem, fungerer den royale "indtægt" og løn helt på samme vis, uanset om man kan lide det eller ej.

NB - Jeg er republikaner, liberal og hedning, men tolorant overfor royalister, religiøse, venstreorienterede og kunstnere.
Bare for at undgå misforståelser.