Baggrund

Hurra! Magten mister masken

Lars Løkke Rasmussen gav tv-seere en lykkelig indsigt i hjælpeløshed. På europæisk plan er Angela Merkel og Nicolas Sarkozy i gang med noget lignende
Lars Løkke Rasmussen gav tv-seere en lykkelig indsigt i hjælpeløshed. På europæisk plan er Angela Merkel og Nicolas Sarkozy i gang med noget lignende
9. december 2011

Lykkeligt er det, når der endelig sker noget afgørende på tv-skærmen. Det, den bringer, er sædvanligvis vold, sludder og vrøvl afbrudt af lir og pladder. Men en gang hvert 10. eller 15. år sker der på skærmen noget, som seeren oplever som historiens knæk: Noget, der deler verden i et før og et efter.

En sådan begivenhed indtraf i mandags. Venstres Lars Løkke Rasmussen dukkede op med flakkende blik, skælvende stemme og usammenhængende sætninger. Mens vi alle så på, blev Løkke overmandet af dårlig samvittighed. Løgnene svigtede ham. Han mønstrede ikke kraft til at afvise, at han har deltaget i konspiratoriske Venstre-møder om Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag. Løkkes skyldbetyngede indre gav ham kun ord til sætninger som:

»I en sådan sag, der handler om sagsbehandling, har jeg da deltaget i sagsbehandling? Selvfølgelig har jeg ikke det.«

Som om den tidligere statsminister var sags- behandler i Skat København! Det afviste han. Og man troede ham. På det punkt. Men på alle de andre punkter ...

Det dæmrede

Det var, som om det først den mandag eftermiddag foran rullende kameraer og båndoptagere dæmrede for Løkke, at han er uhjælpeligt fortabt. Som kommentator Hans Engell konstaterede:

»Lars Løkke snakkede sig direkte ind i vidneskranken i den kommende under- søgelseskommission.«

Magten mistede masken, mens vi sad og så på. Foran vore øjne fremstod en Lille-lars, der i skolegården er blevet grebet i at lyve, og som værger for sig med påtaget harme, sort snak og ordrige modangreb. Det var en stor skærmoplevelse. Lars Løkke formidlede en demokratisk læresætning: Vi må aldrig lade os benove af magten.

Som Poul Henningsen i sin besættelsestidsvise lader Liva Weel synge i rollen som Dyveke:

Hvornår vil I selv forstå,

de store er liså små

og dumme som I?

De løftes bare op

af jer på berømmelsens top

Det var den top, Løkke styrtede sig selv fra. Dermed bragte han — omkring tiårsdagen for Fogh-æraens indledning — hele dens selvop-pustede magtpragt til en brat afslutning. Løkke lukkede luften ud. Løkke fik Danmark til at indse magtens naragtighed.

Det er lige før, at Løkke fortjener, at det danske folk på forhånd forsyner ham med en særlig straffriheds-attest for de ugerninger, han måtte have misbrugt sit høje embede til.

Bedrift gentaget

Der er udsigt til, at Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, på det europæiske plan gentager Lars Løkkes bedrift. De er i gang med at storudstille deres hjælpeløshed over for en kalamitet, som de selv har spundet sig ind i.

Dette efterår har Merkel og Sarkozy pustet sig op som dem, der nok skulle redde euroen — koste, hvad det koste vil. Næsten. Rollefordelingen mellem dem har været, at Sarkozy ivrer for, at det gerne måtte koste så meget, som Tyskland formår at betale. Merkel fastholder derimod, at andre må holde for. I hvert fald delvis.

Skænderiet mellem de to har i hver af krisens faser betydet en forsinkelse, således at krisen er blevet så meget værre, at løsningen ikke duede. Altså har Sarkozy forlangt endnu større tyske ofre. Og Merkel endnu mere af andre.

Senest har Sarkozy forlangt, at Tyskland garanterer for den statsgæld, som de andre eurolande optager. Merkel har gensvaret med et krav om, at alle EU-lande skal binde sig højtideligt juridisk til at undgå underskud på statsbudgettet. Og hvis ikke alle EU-lande vil det, så skal de 17 eurolande i hvert fald gøre det alene. Og hvis ikke de vil det, så kan de bare falde på rumpen, når markederne trækker tæppet.

Rørende

Det er her, det er så rørende hjælpeløst menneskeligt som Lars Løkkes optræden.

For nu har Merkel/ Sarkozy i hvert fald opnået, at markederne lader deres tillid til EU-landene afhænge af en ændring af traktaten. Hvis ikke ændringen er gørlig, er krisen meget værre, end den var før. Og hvis de 27 EU-lande ikke alle går med, bringer det afviserlandene i økonomisk uføre. Og hvis de 17 eurolande alligevel ikke kan efterleve Merkels fordring, falder euroen pladums. Hun har — som i de oldgræske tragedier — fremkaldt den ulykke, hun ønskede at undgå.

Hertil kommer afmagten i at lægge store strafbøder på lande, der i forvejen ikke kan betale.

For slet ikke at tale om det vansindige i at pålægge lande slet ikke at have underskud på statsbudgettet. Det svarer til at afskære dem fra at føre økonomisk politik, når der er behov for at stimulere samfundsaktivite-ten.

I årevis har europæere grinet hånligt ad den amerikanske højrefløjs destruktive krav om et forfatningsforbud mod at stifte statsgæld.

Hidtil er et flertal i USA stået imod kravet. Nu bøjer Europa sig for det. Magten udstiller sin magtesløshed. Nyd det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu ligner Lars Løkke Ramussen jo nærmest en fåret ulv i rævepels, og så kan det da godt være svært at se at han egentlig er en af de bukke, som Anders Fogh anbefalede os at holde væk fra fårene! ;-)

Tom W. Petersen

Alt det pinligt underholdende, at LLR klarede sig så dårligt i det famøse pressemøde, og som der skrives meget om, er på en bagvendt måde LLRs held.
For det flytter fokus bort fra sagens substans; nemlig det, at han hellere ville fremstå så dårligt, som han gjorde, end besvare det mange gange stillede spørgsmål med et klart NEJ.
Hvis LLR ikke havde deltaget i møder om HTSs skattesag, havde han selvfølgelig bare sagt det. Så det havde han utvivlsomt; hans vægring ved at svare nej viser det.

LLR-udtalelsen er historisk:

»I en sådan sag, der handler om sagsbehandling, har jeg da deltaget i sagsbehandling? Selvfølgelig har jeg ikke det

Men vil den få konsekvenser?
Hans forgænger AFR fik jo en glorværdig karriere efter sit fusk som skatteminister.

"Magten udstiller sin magtesløshed."
At magthavere er særdeles afhængige af dé som der udøves magt over, er et velkendt fænomen som Foucault og andre magtteoretikere forlængst har anskueliggjort. Vaclav Hável beskæftigede sig også med magtens elasticitet i sit værk 'De magtesløsesmagt', hvor (magt)ordenen i et post-totalitært samfund opretholdes via mennesker, som ikke tør stå ved deres angst men istedet assimilerer til spidsborgerlighed ... og ad dén vej bliver både disciplineret og disciplinerende instrumenter; det post-totalitæres kit. Uden hvilken den eksisterende magtorden ville falde sammen.