Kommentar

Julegaven til hospitalsdirektører: Se von Triers ’Riget’

På landets hospitaler står krav om dokumentation og kontrol i vejen for fornuftig kontakt med patient erne. Administratorerne er ligeglade med, om patienten har forstået lægens vejledning, så længe der kan sættes flueben ved, at den er givet. Absurd, og der er ikke langt til Lars von Triers fiktive spøgelsesbefængte hospitals- drama ’Riget’ fra 1994
21. december 2011

For nylig underskrev 2.300 læger en protest imod mængden af dokumentationskrav på hospitalerne. Underskrifterne blev sendt til regionsdirektøren i Region Hovedstaden.

I det hele taget finder der i øjeblikket interessante meningsudvekslinger sted, både i dagspressen, i Ugeskrift for Læger og i Lægeforeningen om akkrediteringskrav, og om hele junglen af hospitalsbureaukrati. I Ugeskrift for Læger, den 12. december, påvises endnu en gang (i en såkaldt Cochrane analyse) at akkreditering ikke har effekt på behandlingskvalitet. Ikke desto mindre bruges der år efter år hundredvis af millioner kr. på akkreditering i hospitalsvæsnet.

Adm. direktør Jesper Gad Christensen, Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, kan ikke blive enig med Kirsten Lee, formand for kvalitetsudvalget i hovedstaden om, hvilken akkrediteringmodel der er værst eller bedst: JCI, den amerikanske akkrediteringsmodel, som der er blevet betalt til i årevis, eller Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM), som er en ny form for akkreditering. Kirsten Lee anbefaler, at DDKM skrottes, Jesper Christensen siger, at DDKM har den højeste internationale anerkendelse.

Klart er det imidlertid, at begge systemer er udtryk for den samme kultur og tankegang, som er importeret fra USA, der brødføder en stor og uproduktiv advokatstand med udsigt til overproportionerede erstatninger, når der sagsøges ved fejl og mangler i en behandling. Akkrediteringen er her udsprunget af en defensiv kontrollogik, et forsvar mod potentielt kostbare sprækker i systemet. At tale med en patient om sundhedsrisici ved rygning er ikke nok. Det skal dokumenteres i en journal, at patienten er blevet informeret, og at systemet har handlet korrekt.

Om patienten holder op med at ryge eller ej er for så vidt mindre vigtigt, blot det er dokumenteret, at der er spurgt. Om der har været tale om en god kontakt med patienten, og om han/hun egentlig forstod, hvad en iværksat behandling gik ud på, er underordnet. (Det skal blot dokumenteres at p.t. er informeret).

I stedet for tænkelige fejl og søgsmål har vi fået importeret et stift, tidsrøvende kontrolsystem, der koster mange ressourcer. Og vi frygter fejl. Administratorerne, den DJØF-bårne kultur, gør det især, fordi de er fjernt fra behandlingen og klinikgangen, og derfor kun håndterer og fortolker papirer.

Absurd og koldt

Karikaturen af, hvor galt det kan se ud i en administrators øjne, hvis intet er under kontrol, fremstilles elegant af Lars von Trier i Riget. Ironisk ser vi i afsnit for afsnit det irrationelle, som dukker op til hospitalsverdenens overflade .

Umiddelbar behandlingsorden og systematik dækker i den filmiske fremstilling over lægelige skandaler, spøgelser og spiritister på hospitalsgangene, hvor det uhyggelige og ukontrollerede træder frem i sin absurde fremtoning. Her er grundlaget lagt for en hver administrators mareridt om det mystiske, der kan brede sig, selv på rigets fremmeste hospital.

En anden, måske mere økonomisk rationel baggrund for de multiple dokumentationskrav er, at vi har fået et marked, hvor privathospitalerne skal holdes i en stram snor (om end privathospitalerne kun i meget begrænset omfang lige nu er akkrediterede).

Den private konkurrence kan kun styres, hvis privathospitalerne fremover underkastes samme dokumentationslogik. Markedet fremelsker som bekendt stregkoder og Smileys, som vil være en lækkerbisken for administratorer at se på, når behandlingstilbud skal sammenlignes. Så mængden af dokumentationskrav vil formentlig øges, hvis markedet ekspanderer.

Problemet med en sådan behandlingskultur er, at den på et samfundsmæssigt plan skaber grobund for et mekanisk menneskesyn, hvor det vigtigste for behandlingsinstitutionen bliver at klare sig på markedet.

De fælles anliggender, ’sammenhængskraften’ i en offentlig behandlingskultur er blevet partikulariseret til en varekultur, hvis professionalisme ledes mellem en sværm af kontrolskemaer og registreringer.

Udøvelsen af ’lægekunst’ er godt på vej til at blive kvalt af administratorernes kolde hænder, som gerne tager fat i et kontrol -eller auditskema, men aldrig rører en patient.

I dette klima er det intet under, at 2.300 læger erklærer sig enige i, at kerneydelsen stadig bør være kontakt med patienter og behandling — ikke registreringsarbejde.

Det aktuelle dokumentationspres er således både fremkaldt af en neoliberalistisk markedskultur, men også resultat af en vildfarelse som er fremkaldt af, at den mindste uorden, der stiger til overfladen følges af en overvældelse af 10.000 frygtindgydende billeder. Von Triers Riget burde tilfalde hospitalsadministratorerne og akkreditørerne som jule (hade) gave. Så kan de måske lære, hvad det er for skræmmebilleder under overfladen, de handler ud fra.

Torben Heinskou er overlæge og psykiater

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Juliana Rasmussen

Det bedst ved Lars von Trier hospitalssatire er den søde læges kamp mod den svenske arrogange som i sidste ende viser sig at være en endnu værre leder type som undviger at tage ansvar for beslutninger.

Der er slet og gode alle vegne. Spørgsmålet er hvor mange procenter af hver i de danske mammutsygehuse a la Rigshospitalets.

Niels-Holger Nielsen

Riget er en klassiker! Formodentlig den bedste danske TV-serie. Jeg så den efter at være sendt hjem fra Riget efter min første canceroperation. Alt imens jeg fik en omgang nyttesløse stråler, som siden viste sig at være direkte kontraproduktive.