Kronik

Kapitalister er kapitalismens værste fjender

Kapitalismen har altid formået at overleve ved at transformere sig og alliere sig med sine angribere. I dag kommer den største trussel paradoksalt nok fra den moderne kapitalismes inderkreds. De globale finansspekulanter og deres ideologer bekæmper de reformer, der er afgørende for at skabe en sund økonomi
Globaliseringen har været med til løsrive de magtfulde finansspekulanter fra nationalstaten. Det betyder, at de er mindre villige til at tage ansvar for økonomien end tidligere.

Globaliseringen har været med til løsrive de magtfulde finansspekulanter fra nationalstaten. Det betyder, at de er mindre villige til at tage ansvar for økonomien end tidligere.

Tao Lytzen

17. december 2011

Det er åbenbart, at en række forhold i vores økonomi er uholdbare og snart vil blive radikalt forandret. Hvad vil det betyde for det økonomiske system, vi betegner som kapitalismen? Vil privateje blive erstattet af fælleseje? Vil markedet blive erstattet af planmæssig ressourcefordeling? Vil kapitalisme blive efterfulgt af socialisme?

Bare det, at man stiller denne slags spørgsmål er noget nyt set i forhold til det politiske klima, som har rådet de seneste 30 år.

Siden slutningen af 1970’erne har fortællingen om kapitalismen som historiens endegyldige sejrherre været altdominerende. Og Sovjetunionens opløsning blev af mange set som det endelige bevis.

Nu er der imidlertid rig lejlighed til igen at tale om ’kapitalismen’ som historisk epoke med både en begyndelse og en slutning.

Den vigtigste årsag hertil er den aktuelle økonomiske krise og det faktum, at den udspringer af mekanismer, som er centrale i det kapitalistiske system.

Det betyder dog ikke, at vi kan dømme kapitalismen ude.

Den har en forunderlig evne til at overleve ved konstant at transformere sig og gøre sine angribere til allierede. F.eks. var arbejderklassen og dens organisationer engang kapitalismens værste fjender. Men de endte som bekendt med at fremtvinge kompromiser og reformer, som gjorde kapitalismen mere livskraftig.

Sin egen bøddel

Den afgørende forskel mellem kapitalismens tidligere kriser og den aktuelle er, at det i dag er kapitalismens største støtter, der er giver det kapitalistiske system banesår.

Især de finansielle spekulanter på det globale finansmarked er godt i gang med at undergrave helt nødvendige økonomiske dynamikker. Deres spekulation tynger nu økonomien i en sådan grad, at kreditstrømmene fryser, og det økonomiske barometer står på krise, så langt øjet rækker.

Den usunde dynamik åbenbarer sig tydeligt i årsagerne til den aktuelle krise.

Krisen er en kompleks systemkrise, hvor den traditionelle modsætning mellem den reale produktion og det finansielle system er filtret sammen med modsætningen mellem nationalstatslig regulering og globale økonomiske processer. Nationale målsætninger om realvækst kan ikke realiseres på grund af systemfejl i det globale finansielle system.

En af de vigtigste årsager til krisen er altså den nationale og transnationale deregulering af finansmarkederne, som har fundet sted gennem de seneste årtier.

Dereguleringen har gjort finansielle institutioner med nationale rødder i England, USA og Schweiz til de vigtigste omdrejningspunkter i det globale kapitalistiske system.

Det var netop denne finanskapital, som spillede den helt afgørende rolle i forbindelse med krisen 2007/2008. De finansielle institutioner var med til at holde liv i spekulation på det nationale niveau, samtidig med at de byggede uholdbare finansielle konstruktioner globalt. Da krisen kom i form af faldende priser på fast ejendom i USA, brød de uholdbare konstruktioner sammen. Kapitalens egen fortrop ødelagde med andre ord dynamikken i det system, de selv udgør kernen af.

Uden statslig støtte ville hele banksektoren være krakket. Men selv om den statslige støtte har sikret banksektorens overlevelse, har man ikke evnet at genoplive den finansielle sektor. Kreditstrømme mellem banker og fra banker til produktionsvirksomheder og husholdninger er fortsat frosset til.

Afsporet krisedebat

Dette forhold skjules imidlertid af, at den aktuelle økonomisk politiske debat især handler om store budgetunderskud i de europæiske lande. Den populære fremstilling fremhæver det umoralske i, at stater bruger mere, end de får ind i form af skatter, og herved opbygger en gæld, som ’markedet’ kun vil finansiere til særdeles høj pris, hvorfor statsbankerot bliver en mulig slutstation.

Den fremstilling er særdeles ensidig. Hvis staten i alle lande havde reduceret statslige underskud ved at skære i de offentlige udgifter og øge skatterne, ville det have ført til en dyb og verdensomfattende depression. Staten var med andre ord krisens helt, ikke dens skurk.

Nationalbankerne i de forskellige lande har forsøgt at modvirke blokeringen af finansstrømme ved at øge pengemængden og sænke renten, så den nærmer sig nulpunktet. Uden denne ekspansive pengepolitik ville krisen være langt mere alvorlig.

Men der er grænser for, hvad man kan opnå med pengepolitik i den nuværende situation. Husholdninger og virksomheder, som oplever, at værdien af deres ejendom fortsat falder, mens gælden forbliver uændret, forsøger at sikre sig ved at spare op. Uanset hvor lav renten bliver, vil de fortsat forsøge at rette op på værdien af deres samlede formue. Dette svarer til nogle af de mekanismer, som fastholdt Japan i en stagnationskrise i mere end 10 år fra 1992-2005.

Vi behøver dog ikke ende i langvarig krise. Der findes en udvej. Den går gennem lempelser i finanspolitikken via lavere skatter eller via større statsudgifter.

I åbne økonomier vil lavere skatter kun i begrænset omfang blive omsat til voksende indenlandsk efterspørgsel, og derfor er en ekspansion af offentlige investeringer et nødvendigt led i en national politik, som skal modvirke krisens virkninger i form af arbejdsløshed.

International samordning af en række nationale investeringsprogrammer ville klart være at foretrække, da det ville give en større positiv effekt.

Det er derfor særdeles problematisk og irrationelt, når den aktuelle eurodiskussion kun handler om det modsatte: at skære ned på statens udgifter. Hvis ikke denne ensidige strategi opgives, vil den ende med euro-samarbejdets opløsning.

Dyr ulighed

Den voksende ulighed i indkomst og formue, vi har været vidner til gennem de seneste 10 år, er et andet eksempel på, at den kapitalistiske udvikling undergraver dynamikken i det kapitalistiske system. Udviklingen er især markant i USA, men den ses også i Europa og ikke mindst i Sverige og Danmark.

Den voksende ulighed er en integreret del af den dominerende vækstmodel, hvor normale arbejdsindkomster udhules, mens de allerhøjeste indkomster vokser kraftigt. Det er med til at reducere den samlede efterspørgsel og bidrager til økonomisk stagnation.

En politik, som omfordeler fra de rigeste til de mindre rige, vil bidrage til at genoprette væksten i den samlede økonomi.

Samtidig er der brug for, at det politiske system indfører radikale indskrænkninger i, hvad den finansielle sektor kan tillade sig nationalt og internationalt. På det nationale niveau er der brug for at adskille den legitime og nyttige kreditgivning til husholdninger og virksomheder fra rent spekulative transaktioner. På det globale niveau er der brug for en ny global finansiel verdensorden og for foranstaltninger, som dæmper omsætningen af finansielle aktiver — indførelse af Tobin-skat ville kunne bidrage hertil.

Bemærk, at dette reformprogram burde kunne gennemføres inden for kapitalismens nuværende rammer. Samordningen kunne foregå på europæisk niveau eller — endnu bedre — på det globale niveau.

Løsrevne magthavere

Når nu reformerne er så afgørende, hvorfor kan vi så ikke en gang ane konturerne af en sådan reformistisk løsning på krisen? Af flere grunde, som alle har at gøre med globalisering, klasse- og magtforhold.

En væsentlig faktor er, at globaliseringen har været med til løsrive magtfulde sociale grupperinger (ikke mindst finanskapitalen) fra deres sociale og kulturelle forankring af det nationale samfund, de stammer fra.

Historisk har de vist et minimum af ansvar ved at afholde sig fra blokere for reformer, som kunne sikre systemets overlevelse i kritiske situationer. I dag ser det ud til, at denne form for begrænset ansvarlighed ikke længere er til stede.

Disse sociale grupperinger har tilstrækkelige ressourcer til at præge de politiske beslutningsprocesser via lobbyaktiviteter, partistøtte og mediekontrol. De understøttes også af økonomisk forskning, som retfærdiggør og begrunder, hvorfor markedet er godt, staten ond og ulighed nødvendig. Finurlige, men virkelighedsfjerne antagelser om rationelle forventninger og principper for det perfekte marked indarbejdede i komplekse matematiske modeller bruges til det formål.

Men hvorfor finder almindelige mennesker sig i denne udvikling? En afgørende årsag er, at dagens lønarbejdere har mere at tabe end sine ’lænker’. Det gælder ikke mindst i Danmark. I normale tider tilbyder den danske kapitalisme lønarbejdere ganske attraktive levevilkår — ikke mindst set i et globalt perspektiv. For flertallet er en vis grad af luksus inden for rækkevidde — især sammenlignet med tidligere generationer. De fleste arbejder med opgaver, som ikke er helt uinteressante, og for mange er arbejdet rigtig spændende.

I forbindelse med boligboblen var der mange lønmodtagere, som kunne udvide deres forbrug markant i kraft af deres boligejerskab. Nogle lod sig friste af aktieinvesteringer, og næsten alle har indset, at deres vilkår som pensionister vil afhænge af finanssektoren.

Så mens dem med størst økonomisk magt blokerer for nødvendige reformer, vil flertallet af lønmodtagere kun langsomt og tøvende engagere sig aktivt politisk for at rette op på de processer, som undergraver økonomi og samfund på kort og lang sigt.

Det vil indebære en periode præget af dramatiske spændinger og med mulige konsekvenser i form af nationale og internationale væbnede konflikter.

Kapitalismen vil sandsynligvis overleve den økonomiske depression, som med al sandsynlighed vil følge i sporet på det forestående euro-sammenbrud, men det bliver efter, den endnu en gang har ændret både form og indhold.

Mit gæt er, at den næste stabile fase i kapitalismens udvikling vil kombinere global keynesiansk regulering med grøn vækst. Men før vi kommer dertil, skal vi frygtelig meget igennem.

 

Bengt-Åke Lundvall er professor ved Aalborg Universitet, og tidligere vicedirektør i OECD

Læs også Moderne Tider side 8-9

Serie

Seneste artikler

  • Kritik af vulgaritet og grådighed

    13. januar 2012
    Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
  • Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

    10. januar 2012
    Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
  • Kunsten er nyliberalismens guldkalv

    10. januar 2012
    Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kapitalismen har altid været 'sin egen fjende'. Den har ganske vist i sit generelle historiske forløb , som Marx forudsagde det allerede i 1848, frembragt en eksplosiv økonomisk udvikling, men også betydelig systemisk ustabilitet, sønderrivende omvæltninger, tilbagevendende kriser , ulighed og fattigdom. Dens udvikling har været modsigelsesfuld og konvulsivisk.

I dag styrer kapitalismen både globalt og i de enkelte regioner og lande ind i vældige problemer med hensyn til klima og teknologi, kampen om ressourcer, den socialt nedbrydende kommercialisering af hele vores tilværelse, håndtering af forholdet mellem finansbevægelser og økonomisk bevægelse på den ene side og politisk styring på den anden side og beskæftigelses problemet i globbaliseringens tidsalder. . Demokratiet er endvidere under pres i en lang række områder og lande Og samtidig skærpes sociale, etniske og politiske modsætninger under recessionens tryk.

Spørgsmålet om hvorvidt alle disse problemer kan løses inden for rammerne af kapitalismens system, eller hvorvidt dette kræver en radikal transformation af selve dette system er netop sagens kærne.

Kan Vestens kapitalisme knække Kinas kapitalisme - det er spørgsmålet. Der er stærke kræfter, der forsøger at trække os ind i en ny koldkrig hvor virkeligheden tilhører propagandaapparatet og din frihed afhænger af din evne til at forholde dig i ro og passe dit. Folkene i Vesten har forlængst afskrevet den væbnede revolution, som realistisk ligheds- og fredsskabende redskab, demokrati er ikke længere fredsskabende og vi er nu på vej til også at miste skatteudskrivningen som lighedsskabende redskab - tilbage er minimal chance for at appellere til de kapitalistgrupperinger, der ikke kan se deres fordel i denne udvikling - for i det mindste at undgå en nedfrysning i det politiske klima... marxister, og ikke mindst skabsmarxister - som i sandhedens øjeblik jo nok er langt de fleste - de må jo græmme sig.

@Curt Sørensen
I dag styrer kapitalismen både globalt og i de enkelte regioner og lande ind i vældige problemer med hensyn til klima Forbedring af klimaet eller miljøet er ikke på kapitalismens dagsorden - for kapitalisterne er der blot tale om nye spilleregler. Vi har allerede set milliardsvindel med CO2 kvoter...

Bill Atkins, selve ideen om kvotesystemet er jo latterligt, at man skal være politiker-fiffig for at finde på det. Der er kun ét, der duer - det er nedskæring af udledningerne, ikke rykken om på dem.

Lundvall leverer en på flere måde sympatisk analyse. Alligevel er der røde lamper, der lyser.

Set bagfra: lamperne lyser, når han taler om Keynes og grøn vækst.

Keynes er 'efterspørgselsstimulation' dvs. forbrug dig ud af krisen. Vi må forbruge for at holde hjulene i gang, der må 'gang i væksten'. Socialdemokraterne elskede det og opposition førte socialdemokratisk politik herefter.

Evig vækst? Der findes intet sådant i naturen. Det er kun en kræftcelle, der praktiserer den slags. Eller rettere: den vokser, indtil dens værtsorganisme afgår ved døden. På det punkt ligner den rovdyr-kapitalismen, den usunde kapitalisme, som Lundvall så rigtigt beskriver. Vækst-vækst og atter vækst er blevet et helligt mantra, som ingen længere fatter betydningen af. Det er bare noget man siger.
http://paradigmet.blogspot.com/2011/10/vkst-en-krftform.html

Og så er der alt det grønne paradesludder, som man heller ikke mener noget med. Måske gør Lundvall, men de fleste, der ævler grønt gør ikke. De snakker om klima i stedet. Og grønne afgifter, afgifter og afgifter.

Hvad har en økonomiprofessor egentlig at gøre med æggekage? Læs videre her:
http://paradigmet.blogspot.com/2011/12/professoren-og-ggekagen.html

For mange år siden mødte jeg BÅL på en cykelsti nær vores fælles arbejdsplads, Aalborg universitet. Jeg bebrejdede ham, at han havde forladt sit kapitalismekritiske og socialistiske standpunkt ved at arbejde i OECD og på universitetet for at strømline kapitalismen gennem innovation og kreativitetsfremme. Hans svar var dengang: "Der er mange kapitalismer". Hvilket for mig, indikerede, at han måske slet ikke havde forstået kapitalismen til bunds. Efter sine mange år i den kapitalismefremmende akademiske virksomhed, er han nu på sine ældre dage blevet bekymret. En "usund" kapitalisme, finanskapitalen, har vist sit grimme ansigt og truer nu med at ødelægge den "sunde" produktive fætter. Men det er virkelighedsflugt. Kapitalisme er i bund og grund adskillelse af arbejder og produkt, merværdi og tvungen kapitalakkumulation. Med det resultat at det er "markedet" der styrer vores tilværelse. Hvilket mange af os, nogle mere end andre, har haft det komfortabelt med i lang tid.
Spørgsmålet er ikke, om marxister eller hvem som helst andre kan forestille sig et liv udenfor kapitalismen. Spørgsmålet er, hvad der vil ske efter enten et ukontrolleret sammenbrud, eller en totalitær fascistoid overtagelse af styringen af en fortsat kapitalistisk økonomi, som vil droppe alle skønmalerier af en gylden global fremtid under en "velgørende, sund" kapitalisme. I begge tilfælde vil det endegyldige resultat afhænge af, hvorledes den globale befolkning vil være i stand til at reagere. Vi kan starte med at reflektere over vore egne muligheder og tilbøjeligheder.

Martin Pedersen

morten hansen,

Keynes skrev at han havde en formodning om, at arbejderen ville vælge fritid frem for arbejde, når dennes basale behov var dækket. Det fik han så ikke ret i. Men ud af det han skrev, mener jeg godt, at man kan udlede, at Keynes ikke forudsatte en evig vækst for, at økonomien kan køre rundt og at folk kan finde arbejde. Nu er vi så kommet til et punkt, hvor det ikke kan overlades til individets frivillige valg, men hvor kollektivet må vælge mere fritid fra produktionen, igennem demokratiske valg, for at løse problemet med den økologiske krise vi står overfor. Og så er vi ved de to alternativer vi reelt har i folketinget i dag. Og mellem Keynes og den neoklassiske økonomi, der vælger jeg Keynes any damn day. Bla. fordi han ikke er min modstander, når det kommer til at tænke bæredygtige økologiske løsninger.

Martin Haastrup

Alt er vist sagt, set og hørt – vendt og drejet her efterhånden...Dog vil jeg gerne tilføje:

Kapitalismen og dens fortabte søn: neo-liberalismens konkurrence-mentalitets-ideologi, komplementeret med illusionen om evig materiel (og økonomisk) vækst, er den destruktive ideologiske/sociale kræftsvulst som æder sin egen ophavsmand op indefra.

Spørgsmålet er idag ikke længere hvornår, hvordan eller hvem - hvorfor... - men i hvilke alternative retninger de, som vil undgå at blive trukket med i faldet, straks bør indrette deres indsats og visioners styrke for at redde sig selv (og måske også ’demokratiet’…) fra samme skæbne.

Jeg kan kun, som endnu en overlevende eksistens af ruinernes rystende rumlen (...), som i debattråden ovre under Rune Lykkebergs fremragende artikel 'Normskred' om moralsk foragt oa. - Det middel og våben, som var, er og bliver ovenstående -ismers hhv. introduktions-, vedligeholdelses-, og selv-maroderende ideologiske praksis. - Jeg kan kun atter pege på én enkelt mands alternative visioner - Rudolf Steiners 'Social Tregrening' :

http://www.tregrening.org/
http://www.tregrening.org/download/index.html
Vælg: Rudolf Steiner: Det sociale spørgsmåls kernepunkter (1919-1920)
- Og kort gen-fortælle at Andelssparekassen Merkur Bank herhjemme, tilsyneladende har valgt at bygge sin dekade-lange stabile sociale kommercielle praksis på (nogle af…?) disse principper – Hvilket blandt andet udmønter sig i at man heller ikke spekulerer på Børsen oa…

Mit eget begrænsede kendskab til historiens gang i alle dens facetter, betydninger og detaljer som sådan, kan ekstraheres nogenlunde således : Den moralske foragt overfor materielt mindrebemidlede var tilsyneladende det underliggende tema ,som gennemtrængte industrialismens tidsalder i dens såkaldte fattigdomsbekæmpelse i de hastigt voksende metropoler, som fulgte i kølvandet på ejendomsrettens stadfæstelse og herremændenes overtagelse (og fordrivelse) af bøndernes jorde i hine tider…

Den Moralsk Foragt som konkurrencementaliteten også dækker over og er udtryk for, har fulgt med hele vejen igennem op igennem nyere tid og viser nu sit altdominerende altopslugende alt-terroriserende hæslige art utilslørede dæmoniske ansigt med krig-mod-terror, bank-fallitterne, boligboblerne osv – den nuværende kriGse…

Meningen var tilsyneladende oprindelig, at man ville skabe en 'spansk væg' kaldet demokratiets fødsel - parlametarismen o.m.a., som forførende skulle dække over hensigten, via især den private ejendomsret og kontrol med retsforvaltningen - At i virkeligheden ville indføre en oligarkisk* og plutokratisk* 'civiliseret' og 'oplyst' verdensorden i ly af illusionen om ’demokratiet’

(Se f.eks. Rudolf Steiner: ’Den spirituelle baggrund for den ydre verden’ og ’Mørkets magters nedstyrtning’ – Begge Forlaget Jupiter – Fås i Antroposofisk bogstue – ’Solspejlet’ i kbh. – søg på nettet…)

*Oligarki : Statsforvaltning, hvori nogle få personer el familier sidder inde med magten; fåmandsvælde; – oa.

*Plutokrati: De riges herredømme, rigmandsvælde; …

Fortsættes i næste kommentar => => =>

Martin Haastrup

=> Fortsat

F.eks. side 103 øverst i sidstnævnte (løsrevne uddrag) : ’…lykkedes storkapitalismen at gøre demokratiet til det mest virkningsfulde og smidigeste redskab til udbytning af hele samfundet. Man bilder sig ind…at finansfolk er modstandere af demokratiet…fejltagelse…Thi…demokratiet danner den spanske væg, bag hvilken de skjuler deres udbytningsmetode, og i dét finder de det bedste forsvarsmiddel mod folkets eventuelle oprør.’ - (Steiner refererer her bla. til Francis Delaisis bog fra 1910 ”La demokratie et les Financiers” – ’Demokratiet og finansmændende’.)

Bemærk venligst at ovenstående to bøger er referater af foredrag af Steiner. De kan bedst læses for sig selv, hvis man er indstillet på en alvorlig vedholdende koncentration af sin tankevirksomhed, mens man læser. (=Sund, åben og modtagelig kritisk saglighed…)

+ evt. Kendskab til Steiners ’Teosofi’ – evt. ’Frihedens Filosofi’ (begge Antroposofisk Forlag - fås i Solspejlet...) og et begrænset kendskab til eller/og åbenhed for den antroposofisk orienterede åndsvidenskab som sådan anbefales imidlertid, som evt. forudsætning.

At f.eks. allerede have sine børn i en Steiner børnehave/skole/begrænset kendskab til ’Waldorf-pædagogikken/biodymaisk landbrugo.lign. og disses forudsætninger er rigeligt) - Da der forekommer visse referencer til spirituelle kendsgerninger undervejs.

Foredragene kan imidlertid udmærket læses og forstås af det ’uindviede’ moderne menneske. Blot man er sig fuldt bevidst, at de oprindelig blev holdt for det daværende antroposofiske selskab. - At de ting som nævnes, som (den spirituelle) baggrund for den ydre verdens hændelser så først evt. senere i livet, vil være noget man i stadig stigende grad kan verificere for sig selv, hvis man af egen FULDKOMMEN FRI VILJE fortsætter sin søgen derefter.

De ydre begivenheder som Steiner skildrer her, kan altså alle forstå, gen-og an-erkende i dag efter min opfattelse. Uanset forudsætningerne. Blot man formår at læse uden fordomme og med seriøs saglighed.

Bemærk også at Steiner kritiserer opkomsten af ’socialismen’ i samme foredrag (1917). Men også anerkender sidstes berettigelse solidarisk, som en art ’tingenes nødvendige karmiske gengældelse’ og stiller sin Social Tregrening op, som en slags, jeg vil kalde det ’ydre mæglende kritisk og delvis anerkendende alternativ' mellem begge (Socialisme vers. Kapitalisme) - Udfra sit dybe kendskab til og saglige erkendelse af den åndelige verden som baggrund (Antroposofien) – Populært sagt, byggende på menneskesynet : Krop-sjæl og ånd, i modsætning til Naturvidenskabens ’fysisk legeme, krop og krop’ – Og som naturligvis bør afspejles i opbygningen af den samfundsmæssige struktur - Hvis man altså ønsker sig en...menneske...verden...

Nu er det pludselig deregulering af banksektoren, der var årsag til den's problemer. Nu har jeg ellers lige vendet mig til, at EU's Basel-2 regulering af bankerne, som imod almindelig sund fornuft tilskynder opsparing i dårlige tider i stedet for i gode tider var en vigtig årsag til den europæiske bankkrise. Det var ellers staternes klogeste hoveder, der havde udregnet den regulering. Problemet er, at uanset om man har kapitalisme eller socialisme, så er det i sidste ende fejlbarlige mennesker, der sider og regner den ud. Nissen flytter med. Det er Basel-2 et eksempel på. Staternes regulering tilskyndede i stedet, hvad den var tiltænkt at skulle forhindre.

Bengt-Åke Lundvall

Kære Jon Møller,
Dereguleringen af banksektoren var en forudsætning for og årsag til krisen. Dette står ikke i modsætning til at ethvert forsøg på at regulere banksektoren - større krav til likviditet og soliditet - vil kunne forværre krisen på kort sigt - gøre bankerne mindre tilbøjelige til at give kredit til investeringer og konsum. Det er noget af catch-22 over det hele. Det eneste der faktisk ville kunne stille finanssektorn og markederne tilfreds ville være en statsgaranti for al bankgæld. Dvs at finanssektoren kunne tjæne penge på ikke at løbe nogen som helst risiko. Det naturlige alternativ i en sådan situation - en nationalisering af banksektoren - er udelukket af ideologiske grunde. Men det bliver måske det utilsigtede resultat af næste akutte krisefase.

Kære Bengt-Åke

Undskyld, undskyld, undskyld - selvfølgelig ved du bedre end mange, hvad kapitalisme i bund og grund er. Det jeg finder så tragisk og skæbnetungt er, at du, i lighed med 99.99% af verdens økonomer, ikke har modet til at fremlægge de dystre kendsgerninger i al deres alvor. Og derfor må ty til uklare forudsigelser, om hvad der eventuelt måtte vente os efter en næste krise.
Sig dog med rene ord, at vækst som vi indtil nu har kendt den, under ingen omstændigheder kan komme tilbage. At drastiske ændringer i vort nuværende forbrugsmønster vil blive nødvendige, hvis en global retfærdighed og balance skal opnås, samtidig med at vi sikrer vort naturgivne grundlag. Og så må du/I enten sandsynliggøre at og hvorledes dette kan ske i en kapitalistisk økonomi, ELLER komme med forslag til alternative produktions- og fordelingsprincipper.
Selv har jeg som et lille bidrag foreslået, at der med basis i folkeskolen dannes lokalsamfundsaktivteter, som skal begynde at arbejde med sådanne omstillinger. Læs evt. her http://bloggeroeven.blogspot.com/search/label/Folkeskole
God jul.

Ib Jørgensen:

læst på din blog - det lyder rigtigt:

Tværs over det politiske spektrum i Danmark er der enighed om, at mere økonomisk vækst er vejen frem – statsministeren har endda gjort det til sit mål, at vi skal være verdens rigeste målt i kroner og øre.
Men et land i Danmarks situation burde tænke lige modsat, mener Ha-Joon Chang:

»Jeres indkomstniveau taget i betragtning er der intet, som tyder på, at hurtigere vækst vil gøre jer gladere,« siger han.»Prøv i stedet at nedsætte arbejdstiden, reducere jeres CO2-aftryk og finde en bedre måde at leve på. I kan sælge jeres livsstil som et alternativ til den amerikanske, mere materialistiske. Hvis I efterfølgende kan overbevise verden om, at I har den bedste levevis, vil en masse mennesker købe jeres produkter, hvilket til dels også vil løse jeres eksport- og vækstproblemer. Så paradoksalt nok kunne I dække jeres behov langt bedre ved ikke at følge det materialistiske syn på det gode liv.«

Kære Bengt-Åke Lundvall
Jeg må erklære mig enig i dit svar. Min fejl ligger i, at jeg betegnede Basel-2 som en regulering, hvorimod du helt korrekt betegner den som en deregulering.

Jeg er sådan set enig, men jeg anser det for vanskelligt at "omfordele fra de rigeste til de mindre rige". Det har skabt opsving før, men idag er de rigeste meget store virksomheder, som typisk henter fortjeneste hos os, men ikke placere særligt mange arbejdspladser hos os. Deres formue kan ikke beskattes særlig effektivt. Den kan dog gøres mindre ved at devaluere. Med de store gældsbyrder staterne har, kan jeg heller ikke se, at de kan låne sig ud af krisen. Jeg kan også her kun se, at det kan lade sig gøre ved at devaluere. Uanset mener jeg, at staterne har en uholdbar omkostningsstruktur, som bør slankes. Hvis man samtidig skal indregne en politisk mulig vej, så er det måske bedst først at slanke staterne og så devaluere Euroen markant. Måske er det den sti vi allerede betræder.

Steen Erik Blumensaat

I taler som om det er noget kropsligt, levende, en organisme, og ikke en journalistisk opfindelse, et ord, i taler om kapital,
Og ordet blev til kød,
tale luft i svingninger,
det sidste åndepust,
samtaler mellem døende.

Steen Erik Blumensaat

Siden 1974 har vi hørt på disse ligtaler, disse ord om den, ,forlængst afdøde,
Vognen med Kong Volmers udstoppede har fået ny kusk.

Bengt-Åke Lundvall

Kære Jon Møller,

Du er tilsyneladende enig med dem der har lavet den nye euro-finanspagt - den går jo ud på at man kan og bør spare sig ud af krisen i alle lande.

Når jeg er uenig i dette er det fordi det ikke kan lade sig gøre og jeg forstår simpelthen ikke at mine økonomkollegaer ikke gør opmærksom på dette.

I Dk 2011 sparede den private sektor op svarende til ca 160 mia. Staten havde en negativ opsparing på ca 80 mia og der var et overskud på betalingsbalancen på ca. 80 mia.

Det er ikke tilfældigt at 160=80+80. Der er en nødvendig bogføringsmæssig identitet mellem nettolåntagning (staten og udlandet) og nettoopsparing (privat sektor).

Hvis staten nedbringer sin låntagning i en situation hvor den private sektor forsøger at fastholde sin opsparing uændret fører dette til endnu lavere efterspørgsel, arbejdsløshed og faktisk til et større budget underskud.

Den private sektor sparer op for at kompensere for de formuetab som fandt sted i forbindelse med finanskrisen - det er især finansielle institutioner som forsøger at 'polstre sig' medens andre virksomheder undlader at investere da de ikke kan afsætte deres varer pga fravær af indenlændsk og udenlandsk efterspørgsel.

I denne situation ville enhver ansvarlig økonom anbefale offentlige investeringer snarere end spareprogrammer som går ud over offentlig service. Problemet er tror jeg, udover ideologisk bias, at mange økonomer kun har korttidshukommelse - de forveksler de seneste ti års erfaringer og teoriudvikling med normalitet.

At Danmark som har et betydelige overskud på betalingsbalancen skulle devalvere må betegnes som særdeles grov form for 'beggar-thy-neighbor' politik.

God jul til Ib - jeg regner med at vi kan ses og snakke om tingene her i Aalborg. Jeg mener at vi står overfor en periode hvor det stort set er umuligt at forudsige hvad der vil ske - måske at det eneste sikre er at vi kommer til at opleve begivenheder som vi slet ikke kan forestille os på nuværende tidspunkt?

Niels-Holger Nielsen

Jeg skrev det her et andet sted, men det var faktisk tiltænkt denne spalte:

Paradise Lost

Ikke fordi jeg tror, at det er løsningen. Men se alligevel her: Søg på google-earth: North Sentinel Island. Den ligger i øgruppen Andamanerne i Det Indiske Ocean lige vest for sydspidsen af den største ø. Zoom ind og se hvorledes uberørt natur ser ud på de breddegrader. Det mest mærkelige er, at her bor mennesker. Du kan ikke se dem, for vegetationen består udelukkende af skov til strandkanten.

'North Sentinel Island is one of the Andaman Islands in the Bay of Bengal. It lies to the west of the southern part of South Andaman Island, and has an area of 72 km².[1] Most of the island is forested.[3] Because it is small, located away from the main settlements on Great Andaman, surrounded by coral reefs, and lacks natural harbors, it was never settled by Europeans.[4]

A group of indigenous people, the Sentinelese, live on North Sentinel Island. They speak the Sentinelese language[5] and their present numbers are estimated to be anywhere between 50 and 400 individuals. They reject any contact with other people, and are among the last people to remain virtually untouched by modern civilization.' (WiKi)

De ødelægger altså ikke naturen, men lever som en del af den. De overbefolker ikke øen. Og de er fløjtende ligeglade med os! De gør som de altid har gjort (10.000’er af år), fordi de finder det vist. De er ikke primitive, de er Homo Sapiens Sapiens lige som du og jeg.

Vores nuværende destruktive adfærd skyldes klasseselingen og den medfølgende fremmedgørelse fra naturen, ikke den menneskelige natur som sådan. Derfor må vi starte med at afskaffe kapitalismen, hvis vi igen vil leve i pagt med naturen. Ikke tøjle den, ikke modificere den, men afskaffe den. Hellere i dag end i morgen. Alt andet er bull-shit. Glem det, akkumulationstvangen og den dermed forbundne mangel på rationel planlægning og omgang med naturen er destruktiv, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det. Klodens tilstand og menneskets penible situation beviser det. Hvor meget mere vil du have?

Kære Bengt-Åke Lundvall

Interessant læsning. Jeg bliver klogere. Der er dog stadig noget, der ikke rigtig vil inde i mit hoved. Du forudsætter, at staterne har uudtømmelige økonomiske resurser og derfor uden videre kan påtage sig at kompensere i krisetider. Det er jo tydeligvis ikke tilfældet. Markederne har allerede vist, at de ikke vil fortsætte med at låne penge til Grækenland, Italien, Spanien, Portugal, Frankrig og Irland og listen bliver længere og længere.

For disse lande er der snart ikke andre muligheder end seddelpressen og at reducere lånebehovet og begge dele er i gang. Hvis disse lande i stedet skal øge deres udgifter, så er der snart kun seddelpressen tilbage. Dette kan være en udmærket og måske eneste løsning. Den vil medføre en langsom devaluering af Euroen, men staterne ville få et større udbytte ved at gøre det i et hug over night.

Jeg er enig i dette: "At Danmark, som har et betydelige overskud på betalingsbalancen skulle devaluere må betegnes som særdeles grov form for ‘beggar-thy-neighbor’ politik.", men jeg taler også om en devaluering af Euroen, som Danmark følger med på. Det vil tvinge USA, Japan og en masse andre lande til at følge med. Den, der starter får det største udbytte. Hvis Eurozonen starter, så vil USA og Japan blive rasende. Jeg må erkende, at jeg har meget svært ved at forudsige de vide konsekvenser. Det har andre nok også og derfor tager man måske den sikre med det lavere udbytte: at lade ECB låne penge ud til de trængende, som det sker i øjeblikket.

Din løsning for Danmark: at staten skal låne sig ud af krisen, sker allerede med et underskud på 100 mia næste år. Skal vi sigte efter 200 mia og hvor længe skal vi fortsætte? Hvad nu hvis vi ikke når i mål? Det er lidt af et gamble, i hvilket alle beskylder de andre, forbrugere, markeder, virksomheder og stater for at være for forsigtige.

Men så bliver jeg usikker igen, for vi har jo været i dyb gældskrise før og er kommet ud af det samtidig med, at vi har revalueret og øget offentlige udgifter ret kraftigt.

Jeg forstår din pointe: at vi har 2 problemer, hvor det ene er finanskrisen og det andet er, at statens andel af samfundets produktion er for stor. Det ser ud som om, at politikerne forsøger at løse begge problemer samtidig, hvorved de risikerer at forværre begge dele i stedet, idet staternes øgede opsparing dæmper den efterspørgsel, som vi alle higer efter.

Nu har jeg prøvet at tænke lidt over, hvordan staterne kan skaffe penge. Hvordan mener du, de bør gøre det og hvad er der evt. galt med det, jeg skriver?

Bengt-Åke Lundvall

Kære Jon Møller,

Det kan være vanskeligt at forstå - især når man lytter til den økonomisk-politiske debat i DK men staten og den nationale økonomi fungerer ikke som en almindelig husholdning. Dette indebærer bl.a. at man kan reducere et underskud på statsbudgettet ved at forøge de offentlige udgifter. Dette kan den enkelte husholdning jo næppe.

Hvis staten investerer i infrastruktur - grønne investeringer i kollektiv trafik og lyslederkable f.eks. - vil dette give indkomster til dem som bygger denne infrastruktur - både entreprenører og arbejdere. Dette skaber direkte mere beskæftigelse og gør det muligt for private at efterspørge flere varer til privat investering og konsum som indirekte skaber mere beskæftigelse. Ved højere beskæftigelse vokser skatteindtægterne og udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse falder. Herved opnås der (i en lukket økonomi) en reduktion af budgetunderskuddet.

I en åben økonomi vil den indenlandske positive effekt blive mindre - til gengæld stimuleres produktion og beskæftigelse i omverden. Et område som er så stort som EU er mindre åbent end et lille land og derfor ville en samordnet expansiv investeringspolitik kunne reducere arbejdsløshed uden at forværre de offentlige finanser. Desværre går finanspagten ud på det modsatte. Den vil forværre beskæftigelsessituationen i Europa som helhed uden at forbedre statsfinanserne.

Danmark er ikke uden problemer set ift udsathed for finansiel spekulation. Men det har mindre at gøre med dårlige offentlige finanser og betalingsbalance og mere at gøre med den Danske Banks dominerende status og med en voldsom gældsætning iblandt private husholdningerne som afspejler det særlige danske boligmarked og boligfinansieringssystem. Her kræves der radikale reformer som ingen tør tage fat på fordi boligejerskabet er Danmarks hellige ko.

Kære Bengt-Åke Lundvall,

tillad mig at spørge naivt:

1. Hvad er der i vejen for at ændre på den Danske Banks dominerende status? Fx ved at oprette en statsejet bank (vi ku kalde den Kollektivbanken), som først og fremmest skulle håndtere almindelige lønkonti og almindelige menneskers småopsparing med en lav men rimelig rente - og et ikke så stort rentespænd (det er så vidt jeg ved forholdet mellem ind- og udlån). Ku det tænkes at danskerne ville strømme til en sådan no-nonsens bank og så vidt muligt gi fingeren til de andre banker, deres gebyrer og kyniske holdning til kundernes penge? Jeg ville ihf strømme derhen. Hvad er det for 'ideologiske grunde', der gør at dette ikke sker?

2. Hvad er det for radikale reformer af 'det særlige danske boligmarked og boligfinancieringssystem' der skal til og som 'ingen tør tage fat på'? Hvad vil det sige at 'boligejerskabet er Danmarks hellige ko'? Jeg er selv lejer, og personligt har jeg det sådan at alle disse hellige køer godt må slagtes i morgen og spises til jul og nytår. Hvem er det der bremser festen og hvorfor? Det lyder som om disse mennesker af egoistiske forhindrer, at DK kan komme vellykket ud af krisen. Kan man ikke bare droppe hensynet til dem?

3. Et tillægsspørgsmål: kan man styre konsumptionen af visse varer ved simpelthen at droppe momsen på dem selektivt. Dvs hvis man ønsker at styrke elektronikbranchen, så fjerner man momsen i et halvt år, eller 3 måneder - så skal der nok komme kø i Fona og El-giganten, før den momsfri periode udløber. Hvis jeg var finansminister ville jeg lege lidt med den slags ideer bare for at se hvad der så sker :-)

4. og endnu et tillægsspørgsmål: hvad forhindrer danskerne i at lave bofællesskaber, hvor måske 100 mennesker går sammen, opkøber en uddøende landsby eller bygger huse efter superbillige metoder, så man kan leve meget billigt og lidt mere primitivt i fællesskab - med den fordel at hele gruppen ikke behøver have så stor en lønindkomst som normalt? Og i et vist omfang kunne leve af hjemmedyrket mad? Hvilke love skulle ændres så den slags projekter blev mere attraktive end nu - fx noget med at bygge huse i landzonerne uden ændring i jordpriserne?

I stedet for at give pengene til bankerne, skulle man have indfriet borgernes boliggæld, så boligmassen var kommet på offentlige hænder og ville kunne lejes ud efter hensigtsmæssighed.

Bankerne har jo ikke fået pengene (endnu), de har fået garantier og hjælp, som skal støtte det finansielle system, da de fælleseuropæiske regler kræver, at bankerne skal have kapital til en simuleret krisesituation.

Men ellers er ideen jo ikke hel tosset, hvis vi kunne sælge ejerboligerne til pensionskasserne, så ville de få et realaktiv og gældsbyrden ville blive væsentlig reduceret.

Det er sikkert en masse ting, der taler imod ideen, men lad os fabulere...

Bengt-Åke Lundvall

Kære Ole Thofte,
Gode spørgsmål!!
1. Problemet med den Danske Bank er at den er altfor stor og at den opfører sig som en storbank med rødder i et land med en større økonomi end den danske. Hvis den går ned giver det den danske økonomi som helhed alvorlige problemer. Samtidig er politikerne bange for at lave reformer i forhold til den finansielle sektor - der skal ikke meget til for at udløse finanskriser. Derfor behandler man bankerne som mimosaer.

2. Politikerne er bange for at gøre noget der generer boligejerne. Det er indenfor denne gruppe man finder de centrumsvælgere som afgør valget.

3.Man har prøvet temporært momsstop i 1980'erne - et problem er at en stor del af den forøgede efterspørgsel vil gå til importerede varer - om man gør det på varer som i hovedsag kommer fra danske virksomheder - restauranter og rengøring f.eks. - bliver en større del af effekten i DK.

4. Det kan lade sig gøre indenfor de nuværende rammer men erfaringerne viser at det er vanskeligt at drive virksomhed efter solidariske og kooperative principper i en kapitalistisk markedsøkonomi. Derfor er det også vanskeligt med at opnå succes med Kollektivbank.

MEN GOD JUL

Freddy Andersen

En fast mængde resurser, og et stadigt øget forbrug af samme, er der ikke nogen som kan forklare mig hvordan man får det til at gå, så der stadigvæk er resurser tilbage?

Freddy Andersen: man gør ligesom i min familie en overgang omkring juletid. Alle gav hinanden et billede af det de kunne tænke sig at gi hinanden. Det var skam spændende at åbne kuverterne og se billeder af en Rolls eller et lystslot i Spanien. Jo mere fantasifuldt, jo bedre - og bagefter så var det glemt...

Hvis jeg får lyst til noget, hænger jeg et billede op på køleskabet og glor lidt på det. Så forsvinder lysten efterhånden. Det er osse en slags forbrugerrisme, men uden store ressourceomkostninger :-)

Freddy Andersen: Jeg vil iøvrigt foreslå at man laver en slags biblioteker, offentlige 'tingoteker' hvor man kan låne ting: pc'er, kajakker, kaffemskiner, playstation, bukser, reoler osv osv... 1 måned ad gangen og så tilbage til 'tingoteket'. Bøde hvis du afleverer for sent og det hele.

Hvorfor sku det ikke ku lade sig gøre? Populære ting sku være 14 dages lån + erstatning af det man ødelægger.

Freddy Andersen

Ole Tofte: man kunne jo også lade folk hente de ting de kunne bruge fra diverse skraldepladser i stedet for de havner f.eks. i Afrika eller andre steder på kloden.

ole thofte, jeg har meget mere tiltro til folks samvittighed, når det drejer sig om at aflevere lånte ting! I gamle dage var der stort set ikke noget problem med glemte bøger på biblioteket, men i takt med bødernes størrelse og den nidkærhed, hvormed de opkræves, er folk kommet til at betragte det som noget, de kan betale sig fra.

Freddy Andersen: ja, genbrug er en god ide. Kender nogen som fandt den ene super ting på genbrugspladsen i Gentofte (holder meget af det navn), men nu er det vist slut med det. Nu skal man ikke prøve på denslags, så kommer der nogle barske gutter i blå kedeldragt og sir 'tyveri'. Det har jeg prøvet :-)

Men jeg synes 'tingoteket' er en god ide, jo mere jeg tænker over det. Det skal nok få overforbruget lidt ned. Og når man som jeg bor på 4. sal, så vil man jo nok holde lidt igen med at låne sofaer og klædeskabe og den slags der skal slæbes. Måske vil man endda prøve at undvære køleskabet og klare sig uden... Og lejlighederne i stuen bliver mere populære. Ja, og hvad med tyverierne: de må da for så vidt holde op?

Freddy Andersen

Ole Tofte:Ikke fordi jeg ikke kan unde dem i (Afrika og andre steder) at få det bedre materielt, det vil jo bare være at give meget lidt tilbage af det vi allerede har taget fra dem, af deres resurser.
Vi skal vel se i øjnene at vi i den såkaldte rige del af verden, hvad det så end er vi er rige på (dimser og andet overflødigt junk) skal gå ned i standard hvis alle skal have nogenlunde rimelig levestandard

randi christiansen

Den er der næsten ... tiøren er liiige ved at falde ... bare vi når det, inden den smeltende permafrost har frigivet så meget metangas, at vi har passeret ´the tipping point´ - godt nytår og tak for al den kreative tænksomhed, der udøves. Staying Alive !

Freddy Andersen

Hej Randi

Min tiøre faldt godt nok en gang i 1970erne men det er godt nok også så længe siden, så det er jo lige før man glemmer det :-))) Godt Nytår

randi christiansen

Hej Freddy - ja, det gjorde min også - det har sgu ikke været nemt at udholde at være tvunget til at deltage i denne gevaldige røvtur på 1. klasse. Man kan godt være dissident, men man kan ikke melde sig ud

Freddy Andersen

Randi

Undre det ikke dig at vores repræsentanter på tinge ikke gider deltage i disse debatter, eller læser de måske ikke aviser?
De glimrer i alle tilfælde ikke med særligt mange indlæg, men det er måske under deres værdighed, måske skulle vi minde dem om, at det er os der betaler deres løn.

randi christiansen

Freddy - jo, men man kan da håbe, at de benytter lejligheden til at holde sig orienterede om hvad dem, som de arbejder for, mener. Når det er sagt, så tror jeg også, at toppolitikere har et ret stort arbejdspres - og skal passe enormt meget på, hvad de går ud i offentligheden med - det er ikke så heldigt, når politikere kører sololøb som divergerer til deres parti.

Jo mere udbredt folkets samtale er, jo bedre

Freddy Andersen

Rendi

Jeg vil medgive de sikkert har et stort arbejdspres, men jeg troede man skulle stemme efter overbevisning og ikke partitilhørsforhold.

Freddy Andersen

Netop det at de hele tiden skal afstemme med partiet, er vel også med til at hæmme debatten.
Man ser jo gang på gang at diverse politikere blive ”banket på plads” så de stemmer med partiet, men er det ikke også med til at fremme leden ved politikerne.
Det må da være bedre med en ærlig politiker i stedet for stemmekvæg

Sider