Kronik

Kapitalister er kapitalismens værste fjender

Kapitalismen har altid formået at overleve ved at transformere sig og alliere sig med sine angribere. I dag kommer den største trussel paradoksalt nok fra den moderne kapitalismes inderkreds. De globale finansspekulanter og deres ideologer bekæmper de reformer, der er afgørende for at skabe en sund økonomi
Globaliseringen har været med til løsrive de magtfulde finansspekulanter fra nationalstaten. Det betyder, at de er mindre villige til at tage ansvar for økonomien end tidligere.

Globaliseringen har været med til løsrive de magtfulde finansspekulanter fra nationalstaten. Det betyder, at de er mindre villige til at tage ansvar for økonomien end tidligere.

Tao Lytzen

17. december 2011

Det er åbenbart, at en række forhold i vores økonomi er uholdbare og snart vil blive radikalt forandret. Hvad vil det betyde for det økonomiske system, vi betegner som kapitalismen? Vil privateje blive erstattet af fælleseje? Vil markedet blive erstattet af planmæssig ressourcefordeling? Vil kapitalisme blive efterfulgt af socialisme?

Bare det, at man stiller denne slags spørgsmål er noget nyt set i forhold til det politiske klima, som har rådet de seneste 30 år.

Siden slutningen af 1970’erne har fortællingen om kapitalismen som historiens endegyldige sejrherre været altdominerende. Og Sovjetunionens opløsning blev af mange set som det endelige bevis.

Nu er der imidlertid rig lejlighed til igen at tale om ’kapitalismen’ som historisk epoke med både en begyndelse og en slutning.

Den vigtigste årsag hertil er den aktuelle økonomiske krise og det faktum, at den udspringer af mekanismer, som er centrale i det kapitalistiske system.

Det betyder dog ikke, at vi kan dømme kapitalismen ude.

Den har en forunderlig evne til at overleve ved konstant at transformere sig og gøre sine angribere til allierede. F.eks. var arbejderklassen og dens organisationer engang kapitalismens værste fjender. Men de endte som bekendt med at fremtvinge kompromiser og reformer, som gjorde kapitalismen mere livskraftig.

Sin egen bøddel

Den afgørende forskel mellem kapitalismens tidligere kriser og den aktuelle er, at det i dag er kapitalismens største støtter, der er giver det kapitalistiske system banesår.

Især de finansielle spekulanter på det globale finansmarked er godt i gang med at undergrave helt nødvendige økonomiske dynamikker. Deres spekulation tynger nu økonomien i en sådan grad, at kreditstrømmene fryser, og det økonomiske barometer står på krise, så langt øjet rækker.

Den usunde dynamik åbenbarer sig tydeligt i årsagerne til den aktuelle krise.

Krisen er en kompleks systemkrise, hvor den traditionelle modsætning mellem den reale produktion og det finansielle system er filtret sammen med modsætningen mellem nationalstatslig regulering og globale økonomiske processer. Nationale målsætninger om realvækst kan ikke realiseres på grund af systemfejl i det globale finansielle system.

En af de vigtigste årsager til krisen er altså den nationale og transnationale deregulering af finansmarkederne, som har fundet sted gennem de seneste årtier.

Dereguleringen har gjort finansielle institutioner med nationale rødder i England, USA og Schweiz til de vigtigste omdrejningspunkter i det globale kapitalistiske system.

Det var netop denne finanskapital, som spillede den helt afgørende rolle i forbindelse med krisen 2007/2008. De finansielle institutioner var med til at holde liv i spekulation på det nationale niveau, samtidig med at de byggede uholdbare finansielle konstruktioner globalt. Da krisen kom i form af faldende priser på fast ejendom i USA, brød de uholdbare konstruktioner sammen. Kapitalens egen fortrop ødelagde med andre ord dynamikken i det system, de selv udgør kernen af.

Uden statslig støtte ville hele banksektoren være krakket. Men selv om den statslige støtte har sikret banksektorens overlevelse, har man ikke evnet at genoplive den finansielle sektor. Kreditstrømme mellem banker og fra banker til produktionsvirksomheder og husholdninger er fortsat frosset til.

Afsporet krisedebat

Dette forhold skjules imidlertid af, at den aktuelle økonomisk politiske debat især handler om store budgetunderskud i de europæiske lande. Den populære fremstilling fremhæver det umoralske i, at stater bruger mere, end de får ind i form af skatter, og herved opbygger en gæld, som ’markedet’ kun vil finansiere til særdeles høj pris, hvorfor statsbankerot bliver en mulig slutstation.

Den fremstilling er særdeles ensidig. Hvis staten i alle lande havde reduceret statslige underskud ved at skære i de offentlige udgifter og øge skatterne, ville det have ført til en dyb og verdensomfattende depression. Staten var med andre ord krisens helt, ikke dens skurk.

Nationalbankerne i de forskellige lande har forsøgt at modvirke blokeringen af finansstrømme ved at øge pengemængden og sænke renten, så den nærmer sig nulpunktet. Uden denne ekspansive pengepolitik ville krisen være langt mere alvorlig.

Men der er grænser for, hvad man kan opnå med pengepolitik i den nuværende situation. Husholdninger og virksomheder, som oplever, at værdien af deres ejendom fortsat falder, mens gælden forbliver uændret, forsøger at sikre sig ved at spare op. Uanset hvor lav renten bliver, vil de fortsat forsøge at rette op på værdien af deres samlede formue. Dette svarer til nogle af de mekanismer, som fastholdt Japan i en stagnationskrise i mere end 10 år fra 1992-2005.

Vi behøver dog ikke ende i langvarig krise. Der findes en udvej. Den går gennem lempelser i finanspolitikken via lavere skatter eller via større statsudgifter.

I åbne økonomier vil lavere skatter kun i begrænset omfang blive omsat til voksende indenlandsk efterspørgsel, og derfor er en ekspansion af offentlige investeringer et nødvendigt led i en national politik, som skal modvirke krisens virkninger i form af arbejdsløshed.

International samordning af en række nationale investeringsprogrammer ville klart være at foretrække, da det ville give en større positiv effekt.

Det er derfor særdeles problematisk og irrationelt, når den aktuelle eurodiskussion kun handler om det modsatte: at skære ned på statens udgifter. Hvis ikke denne ensidige strategi opgives, vil den ende med euro-samarbejdets opløsning.

Dyr ulighed

Den voksende ulighed i indkomst og formue, vi har været vidner til gennem de seneste 10 år, er et andet eksempel på, at den kapitalistiske udvikling undergraver dynamikken i det kapitalistiske system. Udviklingen er især markant i USA, men den ses også i Europa og ikke mindst i Sverige og Danmark.

Den voksende ulighed er en integreret del af den dominerende vækstmodel, hvor normale arbejdsindkomster udhules, mens de allerhøjeste indkomster vokser kraftigt. Det er med til at reducere den samlede efterspørgsel og bidrager til økonomisk stagnation.

En politik, som omfordeler fra de rigeste til de mindre rige, vil bidrage til at genoprette væksten i den samlede økonomi.

Samtidig er der brug for, at det politiske system indfører radikale indskrænkninger i, hvad den finansielle sektor kan tillade sig nationalt og internationalt. På det nationale niveau er der brug for at adskille den legitime og nyttige kreditgivning til husholdninger og virksomheder fra rent spekulative transaktioner. På det globale niveau er der brug for en ny global finansiel verdensorden og for foranstaltninger, som dæmper omsætningen af finansielle aktiver — indførelse af Tobin-skat ville kunne bidrage hertil.

Bemærk, at dette reformprogram burde kunne gennemføres inden for kapitalismens nuværende rammer. Samordningen kunne foregå på europæisk niveau eller — endnu bedre — på det globale niveau.

Løsrevne magthavere

Når nu reformerne er så afgørende, hvorfor kan vi så ikke en gang ane konturerne af en sådan reformistisk løsning på krisen? Af flere grunde, som alle har at gøre med globalisering, klasse- og magtforhold.

En væsentlig faktor er, at globaliseringen har været med til løsrive magtfulde sociale grupperinger (ikke mindst finanskapitalen) fra deres sociale og kulturelle forankring af det nationale samfund, de stammer fra.

Historisk har de vist et minimum af ansvar ved at afholde sig fra blokere for reformer, som kunne sikre systemets overlevelse i kritiske situationer. I dag ser det ud til, at denne form for begrænset ansvarlighed ikke længere er til stede.

Disse sociale grupperinger har tilstrækkelige ressourcer til at præge de politiske beslutningsprocesser via lobbyaktiviteter, partistøtte og mediekontrol. De understøttes også af økonomisk forskning, som retfærdiggør og begrunder, hvorfor markedet er godt, staten ond og ulighed nødvendig. Finurlige, men virkelighedsfjerne antagelser om rationelle forventninger og principper for det perfekte marked indarbejdede i komplekse matematiske modeller bruges til det formål.

Men hvorfor finder almindelige mennesker sig i denne udvikling? En afgørende årsag er, at dagens lønarbejdere har mere at tabe end sine ’lænker’. Det gælder ikke mindst i Danmark. I normale tider tilbyder den danske kapitalisme lønarbejdere ganske attraktive levevilkår — ikke mindst set i et globalt perspektiv. For flertallet er en vis grad af luksus inden for rækkevidde — især sammenlignet med tidligere generationer. De fleste arbejder med opgaver, som ikke er helt uinteressante, og for mange er arbejdet rigtig spændende.

I forbindelse med boligboblen var der mange lønmodtagere, som kunne udvide deres forbrug markant i kraft af deres boligejerskab. Nogle lod sig friste af aktieinvesteringer, og næsten alle har indset, at deres vilkår som pensionister vil afhænge af finanssektoren.

Så mens dem med størst økonomisk magt blokerer for nødvendige reformer, vil flertallet af lønmodtagere kun langsomt og tøvende engagere sig aktivt politisk for at rette op på de processer, som undergraver økonomi og samfund på kort og lang sigt.

Det vil indebære en periode præget af dramatiske spændinger og med mulige konsekvenser i form af nationale og internationale væbnede konflikter.

Kapitalismen vil sandsynligvis overleve den økonomiske depression, som med al sandsynlighed vil følge i sporet på det forestående euro-sammenbrud, men det bliver efter, den endnu en gang har ændret både form og indhold.

Mit gæt er, at den næste stabile fase i kapitalismens udvikling vil kombinere global keynesiansk regulering med grøn vækst. Men før vi kommer dertil, skal vi frygtelig meget igennem.

 

Bengt-Åke Lundvall er professor ved Aalborg Universitet, og tidligere vicedirektør i OECD

Læs også Moderne Tider side 8-9

Serie

Seneste artikler

  • Kritik af vulgaritet og grådighed

    13. januar 2012
    Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
  • Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

    10. januar 2012
    Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
  • Kunsten er nyliberalismens guldkalv

    10. januar 2012
    Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Freddy - Jeg synes, at det at gebærde sig i det politiske spil mere og mere ligner taktik end ærlig politik. At prøve at forstå, hvorfor vi ikke bare kan føre den nødvendige samtale med hinanden og vores politikere uden alle disse taktiske greb, kræver omfattende overvejelser. Som jeg bestemt har forsøgt mig med - hvilket her på trådene til tider har medført misforståelser og vrede angreb i stedet for en forholden sig direkte til det, jeg siger.

Jeg mener, at fordi alt er forbundet, så vil status quo være en kompleks konsekvens af mange forhold. Hvis man derfor vil ondet til livs, må man, som i alle livets forhold, gå til ondets rod. Når jeg fortsætter min konklusionsrække ud ad denne vej, så nærmer jeg mig noget, som får nogen til at se rødt, og beskylde mig for al landsens big brother tyranni, når mit egentlige ønske er i en fri samtale at se fordomsfrit på problem og løsning.

At skabe et samordnet folkestyre, hvor det er fornuften, der råder, er, hvis man gerne vil deltage aktivt, som at gå på line – men selvfølgelig må vi prøve efter bedste evne – og meget gerne i så aktivt et samspil med vore politikere som det er muligt.

Freddy Andersen

Randi

Jeg tror såmænd ikke vi er så uenige, det jeg efterlyser, er såmænd bare lidt mere åbenhed og måske ikke så meget taktik.

Nu handler denne tråd om kapitalismens implodering indefra. Jeg deltager i flere debatter på informeren, der må siges at handle om det, man kunne kalde kapitalismens ødelæggelse af sit eget grundlag: dels klima og ressourcer, dels det menneskelige grundlag. Og systemet har jo altid lukreret på, at mennesker har nogle sociale kræfter, især over for den nærmeste familie, som ikke er så lette at slide op.

Men: debatterne viser, at kapitalismen er i gang med at nedbryde osse disse sociale kræfter. Flere og flere blir psykisk syge og dermed belastninger for systemet. Ja, paradoksalt nok ligger der vist en slags solidaritet blandt de syge på overførselsindkomster. En solidaritet, der bringer frygten op i de borgerlige, der uroligt aner en 'bombe' under det hele. Hvis halvdelen af befolkningen ligger brak med diverse lidelser, hvem skal så arbejde og skabe merværdi? Det virker som en passiv, men ubønhørlig, gøren oprør mod livsbetingelserne under kapitalismen Kan man skaffe sig af med alle disse menneskelige møllesten, der trækker ned? Kan man slå det passive oprør ned? Måske en gang verdensomfattende krig kunne rydde lidt op i det hele??

Over for dette står nogle af os, som råber på solidaritet og fællesskab på menneskers betingelser, ikke på det kapitalistiske systems præmisser. Fællesskab i produktionen under hensyntagen til de begrænsede ressourcer og mhp at opfylde de vigtigste behov, ikke alle mulige pseudobehov. Og hvad angår de psykisk syge, som de borgerlige vil fjerne støtten fra og sende ud i arbejdslivet for at tage ansvar for sig selv. Dem vil vi i fællesskab inddrage og ansvarliggøre, samtidig med at vi støtter dem i denne proces, der for dem osse vil give mening. Altså en kollektiv ansvarliggørelse - i modsætning til den individualistiske ansvarliggørelse som de borgerlige forlanger og som aldrig vil lykkes. Det passive oprør skal gøres aktivt...

Problemet med at holde liv i dette system er, at vi støtter et system, som vi faktisk ikke ønsker. Vi vil godt have de gode sider ved kapitalismen, der er materiel sikkerhed, men vi har vel også luret af, hvad der fører til udvikling og produktion - forhåbentlig i en grad, så vi kan slippe for den overproduktion, som altid er kapitalismens store svaghed.

@ Peter Hansen: Meget interessant. Jeg er enig i at patientkollektivet er en enestående 'behandlings/fælleskabs-form, der osse har givet visse inspirationer til psykiatrisk behandling i DK. Man kan spekulere på, hvad der virker ved den? Som lederen siger:

"The economic activities in San Patrignano are important, because they create a feeling of autonomy, especially for the people here. They don't have to receive public monies to be here. Instead, they are responsible for their own welfare and they work for themselves. That creates a feeling of dignity and pride, which is very important."

Det lyder lidt som Ole Thyssen, Henrik Dahl og mange andre borgerlige 'ansvar-for-eget-liv' fortalere. Forskellen er at, hvor de borgerlige sætter disse mantraer op som moralske krav til den enkelte uden støtte, så er livet i San Patrignano et fællesskab, hvor disse dyder indgår meningsfuldt som fællesskabets grundsubstans, hvilket er noget helt andet end individernes indbyrdes konkurrence i vores samfund. Ole Thyssen kunne jo godt have fortsat sin analyse som en samfundskritik og behnadlingskritik, men det gør han netop ikke! Det kan vi andre så gøre...

Der er osse andre interessante landsbykollektiver/fællesskaber i Italien med vægt på det kollektive mindre end profitten. Her er fællesskabet samlet om restaurering af en middelalderlandsby og om selvforsynende økologisk landbrug:

http://www.torri-superiore.org/index.php?s=home&p=benvenuto&l=en

En større samling links til noget lignende:

http://www.cultureofpermaculture.org/blog/links/

randi christiansen

Ole Thofte – som altid præcist og velformuleret. Kapitalismens implodering ! Så I dokumentarfilmen tirsdag aften på DR2 " A Wall street government " ?

Vi har været udsat for historiens allerstørste bedrag og røveri - nogensinde. Det er utroligt, at staterne ikke kan enes om at gøre op med en kultur, som tillader dette at ske, og som ikke retsforfølger de skyldige. I stedet skal skatteborgerne fortsat understøtte og forgylde institutioner og deres chefer i "too big to fail". Ovenikøbet skal "de svage">de som - forståeligt nok - ikke magter dette syge system - beskyldes for at nasse, hvor det i virkeligheden forholder sig omvendt. Ole Thyssen, Eva Selsing o.a. kalder ”krævementaliteten” – med slet skjult adresse til de såkaldt ”svage” – for en cancer i samfundet. Enten er deres akademiske evner til analyse på et diskvalificerende ringe niveau, eller også er de lakajer for de virkelige udbyttere – ansat til at fordreje og omtåge samtalen.

Det er stadig tid til civil ulydighed. Lad os håbe, at der også stadig er tid til, at denne foregår på et civiliseret niveau, således at de nødvendige forandringer kan foregå uden unødvendig ødelæggelse – og inden klimaforandringerne er af en art, så vi definitivt må vinke farvel til denne verden – og sige goddag til hvad ? Måske er det allerede for sent ?

Sider