Kirken er de store tankers sidste frirum

Debatten om det gode liv ender ofte i salatopskrifter og karriereplanlægning. Selv vores værdidebatter mangler dybde. Men vi har behov for at kunne søge meningen med livet — her kommer folkekirken selv det mest moderne menneske til hjælp
Debatten om det gode liv ender ofte i salatopskrifter og karriereplanlægning. Selv vores værdidebatter mangler dybde. Men vi har behov for at kunne søge meningen med livet — her kommer folkekirken selv det mest moderne menneske til hjælp
8. december 2011

»I forhold til en række spørgsmål, som mennesker som regel ikke kan lade være med at beskæftige sig med, fordi de nu engang er mennesker og ikke dyr eller sten ved havet, er moderniteten tavs.« Sådan skrev idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz i sin fremragende lille bog Modernitet og religion fra 2008.

Moderniteten er særlig tavs eller utilstrækkelig i forhold til en række menneskeligt uafviselige problemstillinger, der er eksistentielle. Det gælder vores magtesløshed, når vi oplever lidelse, død og sorg. Men det gælder også, når vi overvældes af glæde og undren ved en fødsel, eller når vi færdes i naturen. I de tilfælde kan den rationalitet, vi ellers hylder i hverdagen, opleves som utilstrækkelig. Og vi kan føle behov for et andet sprog til at udtrykke og bearbejde vores erfaringer. I de tilfælde kan selv kunstens sprog opleves begrænset, og så tyer mange mennesker til det religiøse sprog og religionernes symboler og ritualer.

Når vi i dag taler om ’det gode liv’, er det ofte på en meget jordnær måde: Vi bliver fortalt, at livet handler om være ved godt helbred, motionere, leve sundt, ikke blive overvægtig, have et godt arbejdsliv og at være omgivet familie og venner. End ikke vores værdidebatter er præget af dybdeperspektiv.

Ikke desto mindre har såkaldt almindelige mennesker også et behov for mening, som går dybere end en meningsfuld hverdag.

Det er derfor, vi trods vores materialistiske forbrugerkultur kan registrere en stigende interesse for det, der engang blev kaldt åndelige værdier, men som vi i dag kalder det spirituelle — sikkert af frygt for at blive regnet for religiøse.

Det er også derfor, mange forbliver medlemmer af folkekirken, selv om de hævder, de ikke tror på Gud — i hvert fald ikke sådan, som de mener, man skal gøre det for at være ’rigtig’ kristen.

Bevar folkeligheden

I mine øjne er det fint, at vi har en åben og bred folkekirke. Og kirken har på sin side været forholdsvis god til at markere, at det ikke er dens opgave at sætte snævre grænse for, hvem der hører til indenfor og udenfor. Det ligger ganske godt i tråd med den holdning, der kendetegnede dens grundlægger.

Denne åndelige rummelighed har den sekulære danske stat indirekte været garant for hidtil.

Hvis forholdet mellem stat og folkekirke skal omdefineres i de kommende år, bør det derfor ske på en sådan måde, at folkekirken beholder sit præg som en folkelig institution, som kan hjælpe moderne mennesker med at finde en mening og et sprog, der rækker ud over hverdagen, og som samtidig holder, når hverdagsværdierne blegner, tingene mislykkes, og livet slutter.

Ligesom folkekirken har sine opgaver at udfylde ikke blot for troende, men også over for lidettroende med deres ’banale’ behov for kristne symboler og ritualer, har også den sekulære stat sit ansvar: Den skal give plads for religiøse institutioner, som kan give mennesker mening og sans for tilværelsens højder, dyb og mysterier.

Derfor er det fejlagtigt at mene, at fordi staten er sekulær, skal også samfundet og befolkningen sekulariseres og religion holdes uden for det offentlige rum. En klarere adskillelse mellem kirke og stat bør således ikke indebære, at stat og kirke ikke længere må samarbejde.

Religion er ikke suspekt

En adskillelse af stat og kirke bør heller ikke medføre, at alle religioner stilles lige i alle henseender. Det vigtigste er, at mindretalsreligioner nyder anerkendelse, at medlemmer af religiøse mindretal ikke bliver diskrimineret på grund af deres tro, og at mennesker med en tro ikke anses for suspekte, mindre begavede og utilregnelige.

På højdepunktet af den anti-kirkelige bølge, der skyllede hen over Frankrig i begyndelsen af 1900-tallet, skrev forfatteren og agnostiker Marcel Proust i 1903 et brev til en bekendt, hvori han beklagede sig over, at præsten i hans landsby var blevet udelukket fra den årlige prisuddeling på den lokale skole.

Proust fandt det urimeligt, at der ikke længere skulle være plads til en mand, der repræsenterede nogle værdier, der måske var sværere at definere end de samfundsfunktioner, den lokale apoteker, skatteopkræver og optiker udførte. For præsten stod for værdier, der måtte afkræve selv ikketroende respekt: Forståelsen af en dybdedimension i tilværelsen, som kom til udtryk i »kirkespirets spiritualiserede skønhed, når det pegede opad i solnedgangen […] og som en fremmed, der ankom til landsbyen, ville finde bedre, værdigere og fyldt af mere af den mening og kærlighed, vi alle har brug for, end byens andre bygninger, hvor sanktionerede de end måtte være af den seneste lovgivning«.

Proust konkluderede, at de anti-kirkelige kræfter burde aflægge besøg i de institutioner, de ønskede at nedlægge. Og han tilføjede: »Jeg bryder mig ikke om den jesuitiske mentalitet, men så værdsætter jeg til gengæld den jesuitiske filosofi, den jesuitiske kunst, den jesuitiske pædagogik. Vil der nogensinde komme en anti-kirkelig kunst? Alt dette er langtfra så enkelt, som det forekommer«.

Børn af kristendommen

På samme måde kan vi i dag med rimelighed spørge: Ville vores nutidige samfund se ud, som det gør, hvis det ikke var vokset ud af en kristen civilisation? Lad mig give blot et par eksempler på, at vores samfund hviler på sekulariserede kristne værdier.

I den fremragende bog 13 værdier bag den danske velfærdsstatfra 2007 identificerer udgiverne en række grundværdier bag den danske velfærdsstat: solidaritet, lighed, retfærdighed, fællesskab, tryghed, tillid — og næstekærlighed. Næstekærlighed er et begreb, vi har fra vores kristne tradition. Næstekærlighed betyder, at vi ikke kun har ansvar for vores familie og gruppe, men også mennesker, som er fremmede for os.

Velfærdsstaten bygger bl.a. på denne etik. Det er udmærket, at også såkaldte humanister i dag hylder medansvaret for samfundets svage og forestillingen om det enkelte menneskes værdighed. Men princippet om det enkelte menneskes ubetingede værdi har rødder i det bibelske menneskesyn — uanset at den historiske kirke har forbrudt sig mod det utallige gange. Og ideen om ubetinget værdi rummer noget mere end forestillingen om værdighed.

Forestillingen om den enkeltes ubetingede værdi ligger således til grund for sundhedsvæsnet og den lægelige etik (der dog som bekendt også har antikt-græske rødder): Det skal gælde også for mennesker, som har mistet ’værdi’ for samfundet og ikke længere er ’gode liv’, som det hedder i forsikringssproget.

Ifølge det kristne menneskesyn er den enkeltes værdi ikke noget, der afhænger af hans eller hendes fysiske og mentale evner eller moralske værdi. Den er en status, det har fra og for Gud. Altså en værdi, det ikke selv skal præstere og bevise. Den kan derfor ikke mistes; heller ikke af den, der ikke har fysisk eller psykisk evne til at bidrage til samfundet. Eller som fornedrer sig selv.

Den kristne forestilling om menneskets givne og ubetingede værdi på trods af dets eventuelle fysiske, psykiske eller moralske skrøbelighed, ligger til grund for den måde, vi har opbygget vores samfund på lige fra velfærdssystemet og sundhedsvæsnet, til undervisningssystemet, retsvæsnet og kriminalforsorgen.

Den dag, vores samfund mister sansen for dette menneskesyn, risikerer vi, at det bliver et inhumant samfund indrettet på de stærkestes betingelser.

Hvis der er et politisk ønske om, at det danske samfund skal bygge på humane værdier, må disse derfor nødvendigvis også være kristne. Derfor har den sekulære stat brug for en kristen kirke, der ser mennesket som en helliggjort syntese mellem kød og ånd, og som derved udgør en kritisk instans over for de udfordringer, dette menneskesyn står over for i dag.

Banal kristendom

Den britiske socialpsykolog Michael Billig opfandt i 1990’erne udtrykket ’banal nationalisme’. Det pegede på en forståelse af nationalstaten som noget helt selvfølgeligt og naturligt; som noget, der ikke kan være anderledes. Banal nationalisme er ikke noget, den enkelte borger selv er bevidst om eller kan gøre teoretisk rede for. Den kommer derimod til udtryk i hverdagsagtig adfærd og udtalelser og afspejler værdier, der tages for givet.

Sådan er det i grunden også med kristendommen og dens betydning for det danske samfund og vores liv med hinanden: Det er præget af en banal kristendom og værdier, vi endnu opfatter som selvfølgelige. Endnu, fremhæver jeg; for ligesom der er nogle, der mener, at vi kan skabe en verdensorden uden stater, er der også nogle, der mener, vi kan have en samfundsorden uden fælles kulturelle traditioner og værdier. I begge tilfælde er der tale om utopier. Og om dem har historien belært os, at de skal omgås med varsomhed.

 

Michael Böss er lektor i historie og samfundsforhold ved Aarhus Universitet og forfatter til bl.a. bogen ’Republikken Danmark’, der udkom på Informations Forlag tidligere på året.

Fremmødte tænder lys for afdøde familiemedlemmer ved en mindeaften i Holstebro Kirke. Når vi overvældes af sorg ved et dødsfald eller af glæde og undren ved en fødsel, kan kirken hjælpe os med at begribe øjeblikket, mener Michael Böss. Foto: Johan Gadegaard/Scanpix

Seneste artikler

  • Gud skal ikke lukkes inde i folkekirken

    22. december 2011
    Danmark er et rummeligt og sekulært samfund, mener de fleste danskere. Men tilhører man et religiøst mindretal, som løbende må finde sig i folkekirkens forrang, virker den slags påstande knap så overbevisende. Det er tid til et opgør med folkekirkens privilegerede stilling
  • En lykkelig svensk skilsmisse

    20. december 2011
    I 2000 gik den svenske stat og den svenske kirke hver til sit. Det har sidstnævnte ikke fortrudt. I debatten om den danske folkekirkes fremtid kan vi med stort udbytte skæve til Sverige
  • De neoliberale prædiker mod folkets kirke

    15. december 2011
    Debatten om adskillelse af kirke og stat er et ekko af tidens neoliberale tendens. Hvad kan jeg bruge folkekirken til? Hvorfor skal jeg betale? lyder spørgsmålene. Det er en forsimpling af den rolle kirken spiller for den lille mand m/k

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

@Michael Böss: Det er et skønmaleri af kirkens betydning, du leverer. Du taler om det enkelte menneskes værdi: ”Den er en status, det har fra og for Gud”.
Ser man det, hvorfra ved du det? Bibelen selvfølgelig, og kun der. Det er en cementeret, fundamentalistisk opfattelse, du udtrykker, og det er den, som kirken har slået sig op på.

Du kommer slet ikke ind på den moderne og interessante påstand, at meningen med kristendommen er Guds død. Du har flertallets 1800-talsagtige kristendomsforståelse. Teologernes tale om en ny gud, tager du ikke med ind. Gjorde du det, kunne vi se på kirkens rolle i nyt lys.
Parallelt hermed er vi mange gammeldags ateister, positive, humane og elskelige mennesker, og vi kunne sagtens finde på at definere os i henhold til de kristne, der har nydefineret sig selv, men så længe de toneangivende kristne fremstiller sig selv på linje med en gammel forside af Familiejournalen, kommer der ikke til at ske noget interessant.

Vi skal selvfølgelig stadig have et sted at samles om vores sociale og kulturelle anliggender og livets skelsættende begivenheder, alle sammen. At statsstøtte dyrkerne af en påstået guddom ’deroppe’, ’derude’ er uværdigt for en demokratisk stat – ydermere en gudefigur de færreste tror på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Uden selv at være medlem, kan jeg godt se Folkekirkens berettigelse, såvidt den varetager det bredt folkelige behov for religiøs virksomhed, hvad det end måtte indebære. Ligesom kongehuset stadig varetager visse politiske funktioner, såvidt den folkelige opbakning er tilstede.

Det er ikke noget problem, men på mange måder en gevinst, forsåvidt disse institutioner er levende historie, forhåbentlig i stand til at forny sig i tidens ånd. Dette er naturligvis betinget af, at der lyttes til rørelserne i befolkningen og tages hensyn til dem, det gælder ikke mindst hensynet til mindretal, hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at folkekirken eller kongehuset skal følge enhver aktuel trend, men til en vis grad må fastholde de store linjer, som har vist sig holdbare gennem århundreder samtidig med, at den tiltrængte fornyelse sker.

Hvis Folkekirken var mere åben for dialog med tidens nyreligiøse tendenser, ville jeg måske endda blive medlem igen. Folkekirken trænger til en nyvurdering af, hvad troen på det evige liv egentlig betyder. Ligesom i mange andre trosspørgsmål er det næppe muligt at skabe enighed, og rummeligheden defineres i høj grad af, hvorvidt der er plads til en dialog samt til medlemmer og præster med forskellige synspunkter.
.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sven Karlsen

Jamen, så er der vel ikke noget problem ved at klippe båndet mellem Staten og kirken?!

For hvis kirken virkelig har så stor betydning for folk, så skal de vel nok holde liv i den. Nu kender jeg ikke lige selv nogen der har brug for en speciel institution for at kunne forholde sig til livets glæder og sorger, men når Michael Böss siger at der er mange af dem, så har jeg da ikke grund til at tvivle på ham.

Og så er der vel ingen grund til at male fanden på væggen og rive Proust frem af inderlommen, - der er jo kun tale om at adskille stat og kirke, - der er mig bekendt (næsten) ingen der har slået til lyd for at nedlægge kirken helt?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

""Hvis der er et politisk ønske om, at det danske samfund skal bygge på humane værdier, må disse derfor nødvendigvis også være kristne."

Logik for burhøns, kristne burhøns.

Det var også Jesus (eventuelt Paulus eller Luther), der opfandt den dybe tallerken, og hvis vi spiser af dybe tallerkner, så må vi nødvendigvis være kristne.

Hvis "vi" opgiver kristendommen, er vi nødt til at holde os til flade tallerkner.

I øvrigt har kristendommen også opfundet hjulet, den højere algebra, eksplosionsmotoren, relativitetsteorien, computeren og alt mulig andet.

Hvorfor følger, hvilket skulle bevises, at uden folkekirken, så ville vi være hensat til stenalderlignende forhold.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

@Søren Tolsgaard: Det er som om, du mener, at man, fx du og jeg, kan tale med folkekirken, eller at folkekirken kan tale med sig selv.
Den kan heller ikke nyvurdere sig i forholdet til det såkaldt evige liv, for hvem skulle gøre det? Det skulle i så fald være folketinget, der regerer over trosbekendelsen.
Vi har en kirke med et så flosset indhold, at enhver, der siger ja til sludderet, kan blive medlem, men den som ikke siger ja, men i øvrigt er en udmærket samfundsborger, bliver holdt ude (fra de statslige midler).

Det er selve det tankemæssige grundlag mellem stat og kirke, der er et stort pløre, og det burde vi rydde op i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Jeg er lidt træt af påstande om at Danmark bygger på kristne værdier; At vi alle har en kristen baggrund.

Hvilke værdier og hvilken baggrund ?. Demokrati, ligeværd mellem kønnene, meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed ?.

Er det de værdier der tænkes på som kristne værdier ?.

;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Lund

Fordi teologer idag kan se sammenhæng mellem den måde man læser Jesus på i dag og de værdier der er gældende i dag, så må en tilfældig udvalgt (her, den danske folkekirke) være hvor disse værdier udspringer fra.

Bavl.

"Og kirken har på sin side været forholdsvis god til at markere, at det ikke er dens opgave at sætte snævre grænse for, hvem der hører til indenfor og udenfor."

Ja, især har den samlede præstestand for nyligt været særlig god til at bede homoseksuelle velkommen, ligesom muslimer og ateister som mig er yderst velkomne bag de hvidkalkede vægge.

Alle som ikke er enige med det kristne budskab (så diskriminerende som præsterne nu udlægger det) er, om ikke forment adgang, så uden ærinde i kirken.

Og får lov til at betale for det, fordi nogen mener det er "de store tankers rum" for os alle sammen.
Fri mig. Jeg har hørt større tanker fra højskolelærere, undervisere, goder venners lag ved bålet skær og halvdårlige science fiction forfattere.

Der er masser af høje tanker at tænke, også udenfor kirken. Og uden at kræve kontingent over skatten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Kristendommen er en del af vores kulturgrundlag, som går tilbage til tidlige mystikere og mirakelmagere, som (ukendt for den skrevne historie) såede tanken om næstekærlighed og det evige liv i de krigeriske og blodhævnbesatte nordboeres sind.

I den antikke verden var tiden moden til dette paradigmeskifte. Både slaver og soldater længtes efter udfrielse fra de voldsomme krigsrædsler, og urkristendommen løb som en steppebrand ud til alle verdenshjørner. Siden blev bevægelsen inddæmmet af de romerske herskere, men gang på gang brød den atter frem i spontane tilkendegivelser af kærlighedens magi. Idealistiske munkeordener udbredte anvendelsen af medicin og håndværk, siden fulgte reformationen, pietismen, salmesangen og talrige vækkelser. Fra Thomas Kingo til Johannes Møllehave går der en ubrudt linje af kulturgods, som vi fortsat vanskeligt kan undvære. Det opdager man ihvertfald, når man er sammen med ældre medborgere, og vel især i juletiden, hvor troen på lyset holder mørket - også det indre mørke - stangen.

Med reformationen fravalgte den danske kirke det romerske overherredømme, der blev bortdømt som degenereret, og dets besiddelser inddraget. I stedet blev kongen kirkens jordiske hersker, enevældig og ufejlbarlig i datidens øjne. Dette syn på konge og kirke er revideret flere gange siden, omend monarken stadig er kirkens overhoved, nu mere i kraft af samarbejde med kirkens embedsmænd og menighed.

Siden modernismens frembrud har stadig flere dog følt trang til at bryde med kirkens åndelige platform. Gud er død, men risikerer man, ligesom mht. kongen og fædrelandet (flaget, sproget og kulturen), at smide barnet ud med badevandet?

Uden at være egentlig troende, erkender flere sig efterhånden som kulturkristne med et ønske om at bevare de kirkelige former - ikke mindst kirkerne og deres indhold - i offentlige hænder på en måde, hvor de fungerer som rammen om livets store højtider.

Der bliver også flere nyreligiøse og uanset kirkens mere reaktionære fløje, erkender nogle af disse, at der sker en udvikling i den danske folkekirke. Der er mange kvindelige præster, og der er plads til forskellige tolkninger af det kristne budskab, omend der i sagens natur også er tolkninger, som der kun vanskeligt gøres plads til.

Selve dialogen omkring sådanne spørgsmål er en levende side af kirkens virke, som forsåvidt giver klangbund til denne artikels påstand: - At kirken måske er det sidste store frirum, hvor sådanne tanker brydes. Videnskaben og politikerne lukker stadig mere af for det metafysiske eller åndelige rum, og selv om åndelige interesser i alle mulige afskygninger trives i mange menneskers privatsfære, synes kirken på mange måder at være det sidste offentlige rum, hvor der er plads til sådanne overvejelser.

Om kirken kan overleve som statskirke vil nok især afhænge af, hvorvidt denne dialog kan opretholdes som en stadig fornyet vækkelse i Folkekirkens regi. Det er der i høj grad behov for i denne splittede tid.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Darlie

"Ikke desto mindre har såkaldt almindelige mennesker også et behov for mening, som går dybere end en meningsfuld hverdag."

æh, ja, selvfølgelig er der da noget der giver mere mening end en meningsfyldt hverdag. Jeg vidste bare ikke hvad det var før nu. Jeg, det såkaldte almindelige menneske, har nu fået ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

HJ Lassen : 'Hvorfor følger, hvilket skulle bevises, at uden folkekirken, så ville vi være hensat til stenalderlignende forhold'.

Jamen det er da bare at iagttage status ca. 1800...

- og det er da også ca. der,
at igangværende devolution er nået til nu
-- efter 90'ernes centrum-venstre-viktorianisme.
af en borgerlig regering ført yderligere tilbage
gennem den sene oplyste borgertids enevælde,
til lige her og nu :
1600-tallet i spejlet
og selve oplysningstidens image
- 'den godt tilrøgede debatcafe for folk og fæ' - afviklet.
Usundt ja, men mest af alt for magtens dynamikker jo...

Så det er såmænd logisk,
at såkaldt 'middelalderlige tilstande',
i.e. adskillelse af konge og kirke
i permanent forhandlingsposition,
og det politiske liv fokuseret omkring den skillelinje, kan forekomme korthorisontale mentaliteter -
(eller modern-ister, som man nådigt kalder dem..)
- 'pro'-gressivt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

"Hvis der er et politisk ønske om, at det danske samfund skal bygge på humane værdier, må disse derfor nødvendigvis også være kristne."

Religiøs arrogance!

Må jeg ikke benytte lejligheden til at bringe på banen et emne, der betyder meget for mig: Aktiv dødshjælp. Er det ikke sådan, at kristendommen (og dermed kristne) grundlæggende modsætter sig tanken om aktiv dødshjælp - ja, selvmord generelt - fordi det bilder sig ind, at 1.) der er en Gud, og at 2.) kun denne Gud er herre over liv og død?

Hvordan kan man mene, at det at nægte at imødekomme et (ikke-således-troende) døende menneskes inderlige ønske om at komme herfra er kompatibel med "humane værdier"? Endsige næstekærlighed?

Hvorvidt kristne mennesker eventuelt måtte ønske at ligge og ralle i dødssmerter m.m., det er helt fint med mig - det skal jeg ikke på nogen måde blande mig i. Men kunne jeg ikke tilskrives samme ret til at vælge, hvordan jeg gerne vil herfra? For udelukkes kan det vel næppe, aldeles tværtimod, at det netop er den kristne etik, eller mangel på samme, der, når den netop siver fra det private rum og ud i det offentlige rum, ligger hindringer i vejen for netop dette mit ønske.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Hartfelt

Sikke en gang selvretfærdig ævl.

Kirken er ikke ophav til respekt mellem mennesker, næstekærlighed, forståelse for forskellighed, ligeret og ligestilling.

Disse begreber er rodfæstet i vores kultur PÅ TRODS af kirken. At kirken nu senere i vores udvikling begynder at fortolke sig selv ind i udviklingen af individet fra religions-terroriseret skaffe-dyr til selvstændigt tænkende og agerende væsen er bare usselt.

Kirken bør bare erkende at dens tid som diktatur-forvalter er ovre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Kirkens fornemmeste opgave er at forhindre iskolde liberale teknokrater og bureaukrater (som anser al eksisterende biologi som værende blot et tilfælde) i at udnytte al denne biologiske eksistens via maksimeret udnyttelse og mord og krig og plyndring og voldtægt og slaveri i den iskolde liberale teknokratiske og bureaukratiske daglige hyldest til livets påståede tomme meningsløshed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen

Så skete det igen.
Tænk at det skulle være i Information.

Endnu en gang må vi flytte den nedre grænse for absurditet og tåbelighed i menneskelige ytringer.

"Kirken er de store tankers sidste frirum"
I guder, har i ingen skam ?

Udover det åbenlyse faktum at kirken - alle kirker, til alle tider, det være Scientology, Kristendom eller Islam m.fl. - Har fungeret som frirum fra al virkelighedsbaseret rationel og oplyst tankegang, i særdeleshed tanker der kan kaldes "store".

- Så er kirker i deres definition systemer der hæmmer erkendelse, forpurrer fakta og introducerer tvivl i dårligt begavede eller dårligt uddannede mennesker, der derfor står forsvarsløse overfor kirkens kyniske manipulationer.

Kirken er den absolut mest potente faktor i forhold til at fastholde milliarder af mennesker i uvidenhed, frygt og tåbelige overvejelser.

Det religiøse kalder store spørgsmål, eller store tanker. Er i virkeligheden trivielle banaliteter, perverse forvridninger at åbenlyse sandheder eller(den mest udbredte) "ikke-spørgsmål" med indbyggede konklusioner som fx:
"Hvad er mening med livet?"
"Hvem har skabt os?"
"Hvem har skabt universet?" Osv.

Tåbelige ikke-spørgsmål der alene har til formål at skabe tvivl og binde individers intellektuelle reserver, så de lettere lade sig manipulere.

De store tankers sidste frirum. Har i ingen skam ??

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@John Fredsted

Ingen har vel patent på at definere de kristne værdier, heller ikke de reaktionære teologer, som synes at give anledning til megen modvilje mod kirken og kristendommen.

Aktiv dødshjælp? Forsåvidt ophør af behandling regnes for aktiv dødshjælp, er dette vel ikke i modstrid med at "lade Gud råde", hvis den behandlede selv har givet udtryk for et sådant ønske. En del kristne har faktisk igennem historien valgt at gå døden i møde af forskellige grunde, som konsekvens af deres tro. Men også kristne kan have behov for lindrende midler, som i større dosis kan fremskynde dødsøjeblikket, og der er nok divergerende synspunkter blandt kristne, ligesom blandt mennesker med andre livsholdninger.

@Niels-Simon Larsen

Selvom der muligt er dejligt i det hinsides, er der vel en mening med, at vi er født ind i denne verden. Førhen talte man om et kald, som den enkelte kunne mærke i sig selv. Den slags blev afskaffet med reduceringen af (abe-) mennesket til ét stk. arbejdskraft.

@Toke Andersen

Definitionen af livets store spørgsmål som "ikke-spørgsmål" har du da lov at prædike, men den rækker næppe som forklaring for levende sjæle. Vel ser mange sig i nutiden tilfredse med at opfatte den materielle verden som den eneste, man kan forholde sig til. Ja, resultatet af et par hundrede års materielle fremskridt og opdragelse har endog overbevist mange om, at den materielle livsform er den eneste gyldige.

Spørgsmålene står dog tilbage, ligesom de gjorde for vore forfædre længe før materialismen blev moderne. Og det er for mig at se temmelig indskrænket at bilde sig ind, at de tanker, som man gjorde sig dengang, skulle være mindre gyldige, end de tanker, som vi har i dag. Måske var tankerne endog i visse henseender dybere, idet vi ikke længere evner stort andet end at måle og veje vore materielle besiddelser.

Kristus gav verden et åndeligt budskab, som vi langtfra har forvaltet særlig godt eller fuldtud forstået. Budskabet har dog fortsat appel langt ud i verden, i Kina har kristendommen således stor fremgang, næppe fordi kineserne lader sig manipulere, men snarere fordi kristendommen appellerer til nogle åndelige kræfter, som længe har været forsømt.

Man kan naturligvis også gøre sig dybsindige tanker og forestillinger om den metafysiske eller åndelige verden med udgangspunkt i andre referencerammer, det være sig andre religioner eller i en mere akademisk kontekst som filosofi eller psykologi.

Behovet er der mange steder, ikke mindst i kraft af materialismens tiltagende meningsløshed og den økonomiske væksts definitive fallit.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Den vigtigste religiøse nyhed i 2011 var at retten til selvmord blev ophøjet til menneskeret.

Oldkirken forestillede sig paradiset som en smertefri dvaletilstand. Præcis samme argument, som tilhængere af aktiv dødshjælp bruger - uden at vide, at det faktisk er den kristne oldkirkes paradis, de advokerer for.

At selvmordet kun er blevet en ret, og ikke en pligt er så en anerkendelse af, at ikke alle tror på at der kommer en rar narkoselæge og beskytter hjernen mod orm og flammer.

Oldkirkens helvedesforventning var netop "flammer der aldrig slukker og maddiker der ikke dør"

Det vakte lidt opsigt da NASA i starten af 60-erne begyndte at forske i muligheden for nedfrysning af menneskekroppe til lange rumrejser.

Jamen ved det absolutte nulpunkt må sjælen da have forladt kroppen - mente mange erklærede ateister.

Videnskaben troede ikke på, at "sjælen" ikke ville blive genindfanget, hvis optøningen lykkes.

Så ingen gemmesteder (ikke-eksistens o.s.v.) synes sikre.

Videnskabens fremskridt - især hjerneforskning - har genaktualiseret Oldkirkens hovedtemaer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

@Søren Tolsgaard: Jeg tænker på mere end 'ophør af behandling'. Jeg tænker kort og godt på muligheden for som voksent menneske at kunne gå på apoteket og få udleveret for eksempel et glas Pentobarbital, som man så kunne bringe med hjem og placere i sit køkkenskab, så man, når/hvis man måtte synes, at livet er blevet meningsløst, kan vælge at afslutte det med.

Jeg ved godt, at der er mange aspekter i dette, der grundlæggende intet har med religion at gøre; Etisk Råd har forholdt sig til disse aspekter. Men jeg er ude af stand til at føle mig sikker på, at de beslutninger, som for eksempel dette råd har truffet, er ufarvede af enhver (kristen) religiøsitet. Og sålænge det er tilfældet, så finder jeg ubehag ved den kristne tros påvirkning af vores kultur, herunder det enkelte menneskes ultimative frihed: retten til selv at vælge, hvorledes det vil herfra.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@John Fredsted

Naturligvis har dette spørgsmål (også) med religion at gøre, samt med livsindstilling i det hele taget, om den er ateistisk, materialistisk og/eller religiøs. Om kristne holdninger generelt er mere eller mindre restriktive, ved jeg ikke. De oldkristne udfordrede således ofte døden, mens nutidens kristne nok fokuserer mere på risiko for misbrug af dødshjælp. At beslutte som en Gud på andres vegne, hvortil lægerne unægtelig har fået stor magt.

Spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte kan påregne - eller selv gennemføre - aktivt selvmord vha. piller eller med andre midler, har mange aspekter, som rækker udover vores indflydelse på hinanden. Om man vil udføre noget sådant, er jo i høj grad op til én selv. Og klart nok kan apotekerne jo ikke uden videre lange dødelige piller over disken. Det er et større problem at undgå deprimerede (eller hævngerrige og mordlystne) menneskers adgang til sådanne piller og dosis!

Smertestilllende midler og kyndig vejledning, som efterhånden praktiseres på hospices, kan dog faktisk fjerne mange selvmordstanker og berede vejen for en dødsproces, som er mere naturlig og endda fredfyldt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen

@Søren Tolsgård.

Forklaringen på kristendommens fremskridt i Kina i disse år, er ligesom Afrika gennem det forrige århundrede - Netop at her findes hobevis af forarmede, traumatiserede og grundlæggende uuddannede mennesker.

Mennesker der reelt står forsvarsløse overfor kristendommens raffinerede kombination af følelsesmæssig og moralsk manipulation - som det kræver intelligens og, et relativt set, meget højt videnniveau at modstå.

Dertil benytter den kristne, og i øvrigt de fleste andre kirker, nogle snedige(men totalt falske!) belønningssystemer der appellerer til alle mennesker der tænker over og måske endda bekymrer sig om døden. Samt appellere til alle mennesker der har oplevet, eller er tæt på, at miste elskede: Nemlig løfter om livets kontinuitet, hvis du bare lige underlægger dig vores sekt.

Hvad angår de nævnte ikke-spørgsmål. Så giver det sig selv at hvis ikke kirken havde understøttet og valideret disse fjollerier - Så ville langt de fleste mennesker være nået til de følgende naturlige konklusioner.
Hvad er meningen med livet ? - Det er dit liv, det må du virkeligt selv definere!
Hvad har skabt os og universet ? - Det kan vi, af gode grunde ikke sige noget som helst begavet eller troværdigt om, men den systematiske videnskab har vist os at der absolut ingen grund er til at forstille sig andet end at universet er et naturligt fænomen og at tænkende individer er et produkt af dets interne dynamik.

Disse erkendelser ville alle mennesker blive stærkere individer af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Når vi snakker aktiv dødshjælp, sene aborter o.s.v. er det tydeligt, at erklærede ateister ikke kan blive indbyrdes enige.

De kan blive enige om at kalde døden for "ikke-eksistens" - men herefter bliver de rygende uenige.

Den ene halvdel er i virkeligheden Grundtvigianere - de mener at "ikke-eksistens" må være en smertefri dvaletilstand.

Den anden halvdel er mere en slags indremissionere. De betragter "ikke-eksistens" som den ultimative lidelse.

Det pudsige ved disse blogs er - når man langt inde i diskussionen om aktiv dødshjælp opdager, at begge parter troede, at modparten var en troende kristen.

Den grundtvigianske ateist troede, at hun diskuterede med en kristen, der var modstander af aktiv dødshjælp af middelalder-dogmatiske grunde (når man ikke må slå ihjel, må man heller ikke slå sig selv ihjel).

Den indremissionske ateist troede, at hun diskuterede med en kristen, der var tilhænger af aktiv dødshjælp ud fra en positiv forventning til døden (paradiset).

Udadtil skal de være empatiske, men lur mig om ikke Kirkens folk griner godt i skægget i disse år.

Samtlige dybe tallerkner er ved at blive opfundet for anden gang.

Det nyeste inden for hjerneforskning giver en kovending i forhold til for 40 år siden.

For 40 år siden troede man døden var synd for de efterladte, men ikke for den døde.

Det byggede man på en metafysik fra oplysningstiden (eksistens, fri-vilje o.s.v.).
Det var en vigtig præmis, at hjernen ikke kunne udforskes. Sindet skulle forblive en gåde.

I dag kunne man i princippet hjælpe de efterladte ved at modificere deres hukommelse, så de ikke længere kunne huske afdøde: Ingen hukommelse, ingen sorg.

Den døde ved man endnu ikke hvordan man kan hjælpe, men i takt med at bioteknologien fusionerer med andre teknologier forventes det, at forskellen på mennesker og maskiner, og dermed forskellen på liv og død gradvis udviskes.

"En dag vil dødens tyranni ophøre" og "Alt vil komme for en dag"

Hvem var det nu liiige, der sagde sådan for 2000 år siden ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Toke Andersen

Det lyder sandelig til, at du har fundet de vises sten:

1: Vi må selv definere meningen med livet. (Naturligvis)

2: Hvad der har skabt os og universet kan vi af gode grunde ikke sige nogetsomhelst begavet eller troværdigt om.

Alligevel drister du dig til at fastslå, at "den systematiske videnskab har vist os at der absolut ingen grund er til at forstille sig andet end at universet er et naturligt fænomen og at tænkende individer er et produkt af dets interne dynamik."

Sådan! - Må det herefter være tilladt at spekulere over "naturen" af det produkt af universets interne dynamik, som et levende væsen er? Eller har du også en endegyldig formel for denne erkendelse, som vi alle kan blive stærkere individer af?

Det er for mig helt i orden, at du finder tilfredsstillelse i dette verdensbillede. Men det er jo ikke nødvendigvis alle, som føler sig styrket, hverken som individer eller som menneskelige væsener, af din erkendelse. Faktisk tillader jeg mig at tro, at mange af de kinesere, som interesserer sig for kristendommen, hverken er forsvarsløse eller lader sig manipulere, men på en intelligent måde forholder sig til substansen i det kristelige budskab. Mens vi i den indoeuropæiske verden længe har kendt til "den inkarnerede guddom" (Zoroaster, Krishna, Kristus), er dette aspekt nyt for kineserne, hvis fordoms herskere trak mange af de metafysiske aspekter ud af buddismen, idet de tilpassede den til kulturens traditionelle forfædredyrkelse.

Forbindelsen mellem det metafysiske (åndelige/hinsides) og det jordiske har mange fællestræk i de indoeuropæiske religioner. Man kunne ligefrem sige (for at blive i Tokes verbale univers), at inkarnerede sjæle opfattes som et produkt af universets interne dynamik. Specielt opfattes de højest udviklede sjæle som inkarnationer af universets grundlæggende principper, som åbenbares igennem deres virke. I de nyreligiøse bevægelser - hvoraf mange er kristne i en eller anden forstand - er det en udbredt opfattelse, at der foregår en evolution i den sjælelige verden parallelt med den fysiske evolution.

Hvis der er noget sandt i dette, ville det være dumt at afvise sådanne samenhænge, blot fordi de endnu ikke er videnskabeligt bekræftet. Det ville måske være klogt at forholde sig åben omkring muligheden for, at der i universets interne dynamik kunne være dybere bevidsthedsmæssige eller åndelige sammenhænge, som vi endnu intet kender til.

Måske vil vi kunne lære noget om disse sammenhænge, efterhånden som evolutionen kortlægges. Måske vil vi endda opdage, at der er en dybere mening med mange af de mytologiske fortællinger, som vore forfædre holdt i hævd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Gorm Petersen

"I dag kunne man i princippet hjælpe de efterladte ved at modificere deres hukommelse, så de ikke længere kunne huske afdøde: Ingen hukommelse, ingen sorg."

Det minder mig om, at Rudolf Steiner et eller andet sted har sagt, at den materialistiske videnskab i en ikke særlig fjern fremtid vil forsøge at producere en pille, som kan trække sjælen ud af mennesket, idet sjælen betragtes som et besværligt misfoster, man hellere vil være foruden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Fed pointe ST - pille der fjerner sjælen.

Det er ikke religionen men sjælen der er "parasitten" på hjernen.

En parasit, der kan finde på at slå den krop ihjel, man skulle tro evolutionen havde sat den til at beskytte.

Selvmordsprocenten i Danmark har endnu ikke nået svenske højder, men den stiger.

Tjek følgende påstande:

1)
Det er den særlige formgivning af mandehjernen, der gør, at man får den specielle form for jeg-følelse, der kendes fra mænd.

2)
Det er den særlige formgivning af kvindehjernen, der gør, at man får den specielle form for jeg-følelse, der kendes fra kvinder.

3)
Det er den særlige formgivning af kattehjernen, der gør, at man får den specielle form for jeg-følelse, der kendes fra katte..

Og om nogle år:

4)
Det er den særlige formgivning af robothjernen, der gør, at man får den specielle form for jeg-følelse, der kendes fra robotter.

Læg mærke til fællesnævneren "man".
Er det Guds rigtige navn ?

Ordene xxx-hjernen og jeg-følelse i de 4 eksempler, formodes at beskrive noget forskelligt. Kun "man" er det samme.

Er det dette "man", der begrunder empati i lovgivningen for de 3 første (menneskerettigheder for kvinder og mænd, dyreetik for katte) ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen

Søren, Gorm m.fl.

Ovenstående artikel, som jeg her forholder mig til, fremstiller jo netop disse banale overvejelser som "store tanker" og postulere at kirken er det sidste frirum for sådanne.

Naturligt, beskriver i øvrigt en størrelse der har udviklet sig frit i forhold til et givent sæt rammer.

Universet er et naturligt fænomen, ikke skabt eller kontrolleret. Dets interne dynamik har så, på planeter hvor de nødvendige ingredienser er tilstede skabt en biosfære, hvor at, i hvert fald på denne planet, intelligente væsner har udviklet sig.
Vi er så, grundet vores store intelligens men ringe indsigt i rammerne, begyndt at stille spørgsmål der reelt ikke kan besvares - spørgsmål der leder til et tab af erkendelse.

Min pointe er så,,at behovet ikke længere er essentielt for en moderne menneskehed der har opbygget væsentligt bedre forklaringsmodeller. Og at den fortsatte tilstedeværelse af mennesker der stiller disse spørgsmål, hovedsagligt er et udtryk for at religionerne, der frygter for deres fortsatte magtposition, til stadighed kultivere denne tvivl og disse fjollede spørgsmål,,,Bl.a. ved at påstå at det skulle være "store tanker".

Alt imens de desperat søger at undergrave den videnskabelige indsigt der er religionens anti-tese.

Begreber som fx åndelighed, kan i øvrigt sagtens fungere i et materialistisk verdenssyn. De er bare kapret af religionerne og i dag bundet af så mange negative(religiøse) konnotationer at de har mistet mening.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Således talte Toke Andersen:

1: Universet er hverken skabt eller kontrolleret.

2: En naturlig størrelse udvikler sig frit (?) i forhold til et givent sæt rammer.

Grundet sin store intelligens, men ringe indsigt i rammerne, har mennesket stillet spørgsmål, der reelt ikke kan besvares, men ledt til tab af erkendelse. Men nu har mennesket heldigvis opbygget væsentligt bedre forklaringsmodeller og behovet for at stille de umulige spørgsmål er ikke længere essentielt. Religionerne forsøger stadig (fordi de frygter for deres fortsatte magtposition), at kultivere denne tvivl og disse fjollede spørgsmål, alt imens de desperat søger at undergrave den videnskabelige indsigt, der er religionens anti-tese.

Spørgsmål: Hvor frit kan en planet mon bevæge sig i forhold til sin stjerne? Hvor frit kan et dyr mon bevæge sig i forhold til sine instinkter? Og hvor frit kan et menneske mon bevæge sig i forhold til sin nedarvede og erhvervede indsigt?

Hvis den videnskabelige forklaringsmodel er væsentligt bedre end de religiøse forestillinger, som har ledt til tab af erkendelse, så må den vel i det mindste indsé, at den ikke bør gøre sig til andet og mere, end den er, nemlig en forklaringsmodel, som stadig er fyldt med sprækker ud imod mikro- og makrokosmos, hvorfra ukendte fænomener fortsat bryder ind.

Og omend du kan finde plads til "begrebet åndelighed" (?) i et materialistisk verdensbillede, så er det jo langtfra givet, at den materialistiske opfattelse af verden er tilstrækkelig til at omfatte alle de fænomener, som den åndelige verden muligvis består af.

Muligvis er den materielle verden i virkeligheden skabt af en åndelig verden, en manifestation af bevidsthed, ligesom fast stof er en synliggørelse af mere æteriske og energiske tilstandsformer. Hvilken videnskabelig indsigt berettiger til at afvise denne teori som meningsløs? Eller til at affærdige dens fortalere som desperate?

Er det frihed at fastlåse bevidstheden i et materialistisk livssyn?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

O HELGA NATT

O helga natt o helga stund för världen
då Gudamänskan till jorden steg ned
för att försona världens brott och synder
för oss han dödens smärta led
och hoppets stråle går igenom världen
och ljuset skimrar över land och hav

Folk fall nu neder
och hälsa glatt din frihet
o helga natt du frälsning åt oss gav
o helga natt du frälsning åt oss gav

Ty frälsaren krossat våra tunga bojor
vår jord är fri himlen öppen nu är
uti din slav du ser en älskad broder
och se din ovän ska bli dig så kär
från himlen bragte frälsaren oss friden
för oss han nedsteg i sin stilla grav

Folk fall nu neder
och hälsa glatt din frihet
o helga natt du frälsning åt oss gav
o helga natt du frälsning åt oss gav

http://www.youtube.com/watch?v=jr5D9AbDSxs

http://sv.wikipedia.org/wiki/O_helga_natt

"Nu har det moderne menneske heldigvis opbygget væsentligt bedre forklaringsmodeller og behovet for at stille de umulige spørgsmål er ikke længere essentielt."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

Jeg synes, at det er på sin plads lige at pointere, at naturvidenskaben beskæftiger sig med hvordan-spørgsmål, ikke hvorfor-spørgsmål. Derfor er det ikke sådan, at naturvidenskab udelukker al åndelighed. Men den udelukker naturligvis det logisk inkonsistente. Som jeg har formuleret det andetsteds:

Selvom jeg ikke bekender mig til nogen religion, så er jeg ikke afvisende overfor noget ‘større’, overfor noget ‘guddommeligt’ (bemærk venligst citationstegnene). Men altafgørende for mig er det, at delelementerne i den tro, jeg personligt måtte nære, opfylder følgende to krav:

1.) De skal være indbyrdes (logisk) konsistente.

2.) De skal være kompatible med det, jeg ved. Altså viden trumfer tro.

Kristendommen indfrier ingen af disse to krav, hvilket er hovedårsagen til, at jeg kategorisk er ude af stand til at vedkende mig den, for det ville føles som at håne min evne som menneske til rationel-logisk tænkning.

Heraf følger også direkte, at hvis noget menneske ved fornuftsargumenter kunne påvise, at et eller flere af delementerne i det, jeg måtte tro på, er logisk uholdbare, så ville jeg naturligvis droppe disse elementer - og ikke for eksempel give mig til at mumle om ‘mysterier’.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Man kan diskutere hvordan en kryds og tværs skal udefyldes så intenst, at man glemmer at tænke på, hvor selve kryds-og-tværs en kommer fra.

Altså selve den virkelighed inden for hvis rammer rum, tid, energi naturkonstanter der skal være valgt præcist ned til sidste decimal o.s.v. kommer fra.

Det sjove er at det nu er ateisterne der er anti-videnskabelige, idet de forsøger at forsvare oplysningstidens begreber: "eksistens", "fri vilje" o.s.v. mod hjerneforskningen.

En ateistisk humanist har det med hjerneforskningen, som en republikaner har det med klimaforskningen: De tror ikke på den.

Den religiøse har ingen problemer med at forstå menneskets magtesløshed. At hjernen er en maskine, der i samme omfang som andre maskiner må adlyde de lovmæssigheder og begyndelsesbetingelser Det Almægtige Univers har opstillet, er ikke nogen ny tanke.

Og at mennesker og maskiner vil fusionere og forskellen på liv og død derved vil forsvinde, mener i dag et flertal af fremtidsforskerne (P1 harddisken).

De nye interessante fænomener bliver nydelsen (det gode) og lidelsen (det onde).

Præcis den nye verden Oldkirkens biskopper skrev til hinanden om.

Et mindretal - Gnostikerne - skilte sig ud ved at mene, at livet ikke er nogen gave.

Skulle de vise sig at få ret, vil vi ophøre med at få børn.

En både glædelig og frivillig dommedag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

En god grund til at mange ville ønske, at hjernen ikke kunne udforskes, er frygten for helvedes-maskiner.

Maskiner, der ligesom hjernen kan fastholde sjælen i en tilstand af stor lidelse - men på ubestemt tid. Vore fjender vil kunne straffe os i et hidtil ukendt omfang.

Sådanne maskiner findes i princippet. Det kom frem, at avanceret medicinsk udstyr betjent af kyndige læger, var blevet brugt af torturbødler i mellemamerika, til at holde ofrene i live.

Tænk på ofrets situation: "Spøgelset" ville bare SÅ gerne forlade "maskinen" (kroppen), men det KAN bare ikke.

Det nytter ikke at håbe på bødlens barmhjertighed, fordi bødlens hjerne - ganske som ofrets - blot er en maskine, og bødlens "spøgelse" - ganske som ofrets - er en magtesløs iagttager - et "epi-fænomen" der ikke har nogen mulighed for at påvirke maskinen.

I denne situation har ofret ikke andre muligheder end at henvende sig til den eneste, der har magt til at justere Universets begyndelsesbetingelser - altså Gud.

For kun een generation siden brugte man ordet "Gudsfrygt".

Efter mennesket i et par hundrede år troede sig almægtigt, har hjerneforskningen genafsløret den grundlæggende magtesløshed.

Livet som en rutchebanetur, hvor vi skiftevis skriger af rædsel og hviner af fryd - men vi er spændt fast og kan intet gøre - og vognen stopper måske aldrig.

Vores eneste håb er, at noget udenfor rutchebanen vil hindre os i at lave helvedesmaskiner.

Hjerneforskningen har genaktualiseret gudsfrygten - ikke af lyst men af nød.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Kristendommen ses ofte af det moderne menneske i et negativt lys, ikke mindst fordi magthaverne har taget den til sig, og (som lignelsernes farisæere) promoverer sig som gode mennesker, helst på forreste række. Dette er dog ikke hele historien, men lig billedet af Gud som en hvidskægget gammel mand kun en overfladisk og fordomsfuld måde at miskreditere et verdensbillede, der omfatter langt mere end dette.

Kristendommens kerne er ikke i modstrid med videnskaben. Den bygger dog til forskel fra ateismen og materialismen på den opfattelse, at bevidsthed er kraften bag materien, at ånden står over kødet. Gud er således den totale bevidsthed, og en "indre dynamik" (tak for dette begreb Toke:) får den til at inkarnere og manifestere sig i fysiske legemer, hvorfra den igen trækker sig tilbage, når disse legemer nedslides. Tankegangen går igen i andre religioner, i østen som reinkarnation og karma, i holistiske opfattelser af "det evige liv" som også vinder frem i nyreligiøse kristne kredse, idet en individuel evolution i form af genagne liv synes at være det videnskabelige fundament for åndsvidenskaben.

Disse tanker lå vistnok heller ikke oldkristendommen fjernt, og når mange åndeligt søgende i dag tager vejen over østlige filosofier, skyldes det nok i høj grad, at kristendommen er stivnet i dens sammenfald med samfundets magtstrukturer. Det ville dog være dumt at afvise kernen i den kristne lære af den grund. Også blandt buddister finder man magtstræb og overtro, og det væsentlige er at søge de kilder, som har "levende vand" - for at vende tilbage til et oldkristent billede, som gerne identificeres med Johannes (vandbæreren).

Occupy kirken, som vore tidligere inkarnationer gjorde igennem tusind år.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Vi skal helt frem til år 150 før oldkirken begynder at arbejde med gl. testamente. Før den tid var det Ny Testamentes fortællinger, der var i fokus.

Når f.ex. JF i et tidligere indlæg omtaler "Kristendommen" i bestemt ental, trods dens utallige forgreninger, kan det kun være den Buddhistisk inspirerede Oldkirke der menes, da det er de mange forgreningers eneste fælles grundlag.

Og deres forkyndelse er der intet belæg for at kritisere på et videnskabeligt grundlag.

De dyrkede ikke "mysterier" - de mente tværtimod, at alle hemmeligheder ville blive afsløret i fremtiden.

Munkevæsenet videreførte meget af oldkirken.

Munkenes udforskning af naturen, måling af tid o.s.v. må have undret samtiden lige så meget som kattekillingens leg med garnnøglet.

Altså hvis man ikke vidste, at katten senere ville komme til at fange mus.

Munkene skabte grundlaget for videnskaben på samme måde som killingens leg med garnnøglet skabte grundlaget for at fange mus.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

@Søren Tolsgaard: Selvom jeg ikke er enig med dig, synes jeg, der er meget godt i det, du skriver. Anbefalingssystemet kan jeg derfor ikke bruge over for dig.
Kristendommens kærne må vel være næstekærligheden? Den gider jeg ikke høre om, men man må gerne vise mig den i praksis. Buddhismen slår kristendommen med flere længder med sin -medfølelse med alle levende væsner.
Ateismen bliver tit skudt noget i skoene. Den er kun et nej til guders eksistens. Husk venligst det.
Materialismen skal selvfølgelig have tæsk, men hvem tør kaste den første sten?
Ånd står over kød, især åndfuldhed. Der er jo masser af kød på bordene, men ikke altid humor, vid, kløgt og andre former for ånd omkring bordene.
Hvad mener du om påstanden: Kristendommens hensigt er Guds død!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

Hvad mener du om påstanden: Kristendommens hensigt er Guds død!

------

tjae, i følge dem selv lykkedes de kristnes hensigter jo så allerede for et par tusinde år siden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Hr. Tolsgaard mener, at

"ånden står over kødet"

Jeg kan forstå en påstand som, at Himalay er højere end Himmelbjerget. Eller at FCK ligger over Brøndby i tabellen. Eller at oksekød (nu du snakker om kød) er dyrere end oksekød.

Men umiddelbart lyder din påstand jo som noget i retning af, at et tordenskrald er højere end Rundetårn. Hvilket man jo får vanskeligt ved at diskutere sandhedsværdien af, al den stund, at påstanden er meningsløs, det rene vrøvl. Hvilket jeg også har en fornemmelse af, at din påstand er.

Derfor:

1. Hvad betyder det på normaldansk, ja, eventuelt gerne på jysk, at ånden står over kødet? Svæver der en usynlig sjæl oven over kroppen? Eller mener du som Descartes, at mennesket har en ulegemlig sjæl, der styrer kroppen? Altså, hylder du en klassisk sjæl-legeme dualisme?

2. Kan du begrunde eller bevise den påstand?

3. Og hvad har den for øvrigt med kristendom at gøre? Finder du den i de gamle kristne skrifter? Hos Paulus? Eller hos Luther? Jeg mener da at kunne mindes, at nogle netop lægger megen vægt på "kødets opstandelse"? Og der tales ved nadveren om, at oblaten er Jesu legeme, ikke hans ånd eller sjæl. I det hele taget er den der sjæl-legeme dualisme da vist ret fremmed for den jødiske kultur, som Jesus jo tilhørte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

filosofferne har kun fortolket verden forskelligt,
( men kun sådanne filosoffer, bør evt. løntrællegjorte, næppe lade sig forlede til at tænke som ) for det kommer an på at forandre verden,

ligesom

kommunistcubanerne,
maoistcinserene,
sovjetterne,
leninisterne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

mon de borgerliges næste opmærksomhedsbortledningsforsøg, bliver: at de
forbyder al religiøsitet og al religion, fordi de borgerlige håber: at
arbejdernes voksende utilfredshed, vil kunne narres til at stiles med: et kun borgerligt verdensfolkestyre, en kun borgerlig verdensrepublik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Niels-Simon Larsen

”Kristendommens hensigt er Guds død!”

Nu kender jeg ikke den (interessante, moderne) kontekst, i hvilken du placerer dette udsagn, så en reference kunne være befordrende for forståelsen. Det er jo en vidt udbredt opfattelse, at Kristi død og opstandelse var centrale for hans mission, men det er velsagtens ikke disse begivenheder, du hentyder til.

Kristus såede frøet til en højere bevidsthed, som efterhånden vil omfatte flere og flere. Dette mere omfattende åndelige legeme, som Kristi disciple udgør, vil også blive udsat for dødelige angreb, hvad historien gang på gang har vist. Et massivt opgør med kristendommen udgøres af det materialistiske verdensbillede, som har gået sin sejrsgang i den kristne verden, hvor den mange steder har stillet sig i ufordragelig opposition til alle former for religion og åndsliv, som rækker ud over det materielle.

Ikke at alle ateister nødvendigvis drager sådanne konsekvenser, ligesom heller ikke alle videnskabsmænd tager afstand fra en åndelig verdensorden. Mange hylder dog et materialistisk livssyn, hvor at, hvad der måtte række udover det fysisk målbare, anses for overtro. Hvordan overlever troen på det åndelige de fysiske angreb på dets eksistens? Formentlig gennem en personlig erkendelse af, at der er mere mellem himmel og jord, end den rent materialistiske videnskab kan måle, og at disse forhold spiller ind i livets gang.
Det gør de bl.a. i de bevidsthedsfænomener, vi foreløbig kender som intuition, synkrone hændelser, viden om tidligere og kommende inkarnationer. Kristus lagde dog vistnok vægt på, at det væsentligste i hans budskab er næstekærligheden, mens trangen til mirakler ofte leder vild.

Om buddismen slår kristendommen udi medfølelsen, ved jeg ikke rigtig, men græsset synes jo ofte grønnere i det fjerne. Buddismen blev farvet af mange forskellige tendenser, efterhånden som den blev spredt: Åndemaneri og dødekult i Tibet, kampsport, takt og tone i Kina og Japan. Tilsvarende fjernede kristendommen sig langt fra sin oprindelse, da den blev institutionaliseret af romerne og goterne.

Til stadighed er der dog fremstået nye forkyndere af den oprindelige kristne ånd, som Franz af Assisi, Leo Tolstoy, Rudolf Steiner, Moder Theresa og Martin Luther King. Også danske personligheder kan nævnes, som Steen Steensen Blicher, H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og Kaj Munk- samt den i offentligheden endnu næsten ukendte åndsforsker Martinus.

@Hans Jørgen Lassen

“ånden står over kødet - umiddelbart lyder din påstand jo som noget i retning af, at et tordenskrald er højere end Rundetårn. Hvilket man jo får vanskeligt ved at diskutere sandhedsværdien af, al den stund, at påstanden er meningsløs, det rene vrøvl. Hvilket jeg også har en fornemmelse af, at din påstand er.”

Bagom den dualisme, som den filosofiske tilgang til dette spørgsmål ofte har givet anledning til, er det muligt at betragte universet som en enhed af ånd og materie, hvor ånden er urfænomenet, en grundlæggende realitet, der kan manifestere sig som fysisk stof. Om dette er sandt, er jeg ikke stand til at bevise. Men det er vistnok stadig et legitimt udgangspunkt for eksistentielle overvejelser, på lige fod med en primært materiel betragtning, der ser det åndelige eller bevidstheden som et biprodukt af de fysiske forhold.

For det således orienterede livssyn beror alle fysiske manifestationer på en kerne af bevidsthed. Atomet, molekylet, bakterien, planten, dyret, mennesket og højere eksistensformer er alle udtryk for en bevidsthed, som udvikler sig i en kompleks evolutionsproces, ud fra sin egen indre dynamik, idet enhver bevidsthed kan sanse en vis skala af manifestationsniveauer og udvikler sin sansning i takt med sine behov.

Denne forklaringsmodel er næppe fyldestgørende, men vil nok kunne anskueliggøre for den oprigtigt interesserede, hvorledes åndsvidenskaben forbinder det åndelige med det fysiske.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Aage Jeppesen

Søren Tolsgaard skriver:

"For det således orienterede livssyn beror alle fysiske manifestationer på en kerne af bevidsthed. Atomet, molekylet, bakterien, planten, dyret, mennesket og højere eksistensformer er alle udtryk for en bevidsthed, som udvikler sig i en kompleks evolutionsproces, ud fra sin egen indre dynamik, idet enhver bevidsthed kan sanse en vis skala af manifestationsniveauer og udvikler sin sansning i takt med sine behov."

Er dette verdensbillede inspireret af den franske jesuit og videnskabsmand Pierre Theilhard de Chardins tanker som de kommer til udtryk i "Fænomenet menneske" og "Det guddommelige miljø"?

Eller hvorfra har du dette syn på evolutionsprocessen som universelt fænomen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Jan Aage jeppesen

Jeg mener at være stødt på tendenser til dette verdensbillede hos digtere og åndsforskere som William Blake, Goethe, Novalis, Henry Thoreau, Walt Whitman, Blavatsky, Gurdijeff, Ouspensky, Annie Besant, Alice Bailey, Rudolf Steiner, Martinus, C. G. Jung, Barry Long, James Lovelock og mange andre, omend de nok ikke alle ville nikke bifaldende til min beskrivelse. Flere referencer her:

http://en.wikipedia.org/wiki/New_Age

anbefalede denne kommentar

Sider