Kronik

Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn

Det er ikke kun klimaforandringernes skyld, at Afrikas Horn er ramt af massiv hungersnød. Problemerne skyldes også, at områdets nomader har svært ved at finde balancen mellem deres traditionelle livsform og moderne krav. Det er tid til selvransagelse — også blandt de humanitære organisationer
Nomaderne på Afrikas Horn har svært ved at finde deres rolle i det moderne Afrika. Det er en væsentlig årsag til, at sultkatastrofer hærger området.

Nomaderne på Afrikas Horn har svært ved at finde deres rolle i det moderne Afrika. Det er en væsentlig årsag til, at sultkatastrofer hærger området.

Jakob Dall

7. december 2011

Medens billederne af udhungrede børn, døde dyr og enorme flygtningestrømme panorerer hen over skærmen, er hundredvis af professionelle nødhjælpsarbejdere i gang med en af de allerstørste humanitære operationer i Afrika nogensinde.

Men det er tid til, at de stopper op og genovervejer, hvad de kan gøre for, at vi ikke om fem, ti eller 15 år igen kommer i en situation, hvor vi må udsende appeller om international støtte. Og her er det altafgørende at sætte fokus på de nomader, der befolker størstedelen af de tørkeramte områder på Afrikas Horn.

De har boet der i hundredvis af år, og i al den tid har regnmængden varieret fra år til år, og indimellem har der været perioder med endda meget store nedbørsmængder.

Men i det store og hele er den gennemsnitlige regnmængde den samme i dag som for 60 år siden.

Til gengæld er befolkningstallet på Afrikas Horn steget drastisk i løbet af de sidste seks årtier. I de områder, hvor nomaderne lever, er der i dag fem gange så mange familier, så det naturlige ressourceunderlag, såsom græsgange, græsarter og vand, er skrumpet kraftigt ind. Og da produktion af trækul er en af de mest almindelige måder til at skaffe energi til madlavning, er enorme skovområder gået op i røg. Samtidig har spredning af våben og begrænset bevægelsesfrihed på grund af landbrugshegn også haft negativ betydning for de lokale nomader.

På trods af disse forandringer er et centralt element i nomadernes liv uændret: De holder fortsat husdyr, ligesom deres forgængere gjorde for 60 år siden. Tidligere var kvægflokkene enorme og beskyttede familierne mod alt for store tab i de svære tørkeperioder. I dag kan de fleste nomader kun lige opretholde livet med de få dyr, de har. De har slet ikke overskud til at føre familien sikkert gennem tørke eller andre katastrofer.

Mange af nutidens problemer har altså intet at gøre med nedbørsmængder, men snarere med ændrede krav og nomadernes evne til at møde disse.

Svær balancegang

Den moderne verden åbner for helt nye muligheder. For 60 år siden var nomadesamfundene mere eller mindre afskåret fra verden omkring dem. Nu har mobiltelefoner og internet fjernet disse barrierer og gjort kommunikation let og lynhurtig. Billeder af andre nomadesamfunds succes når frem på et øjeblik — især til ungdommen.

Nomadesamfundene vejer den moderne verden op imod deres egen traditionelle livsstil. Når det én gang er lykkedes dem at investere i goder, der forbedrer livskvaliteten, er de mindre tilbøjelige til at give afkald på dem igen for at søge fjernere græsgange til deres husdyr. Det lægger yderligere pres på arealerne tæt på. Kun når regnen svigter, tvinges de længere bort.

Det internationale samfund har ikke støttet nomadesamfundene i at finde balancen mellem tradition og det moderne. I mange år er der sket meget lidt med de grundlæggende serviceydelser til nomadesamfundene. Vejene er ringere, skolerne færre, vandet dårligere, og sundhedsydelserne mere mangelfulde end i andre dele af landene.

Regeringerne og de internationale donorer har ikke investeret nok i uddannelse, sundhed og økonomisk vækst, og man har derfor frataget nomadesamfundene muligheden for at blive mere moderne, opnå en højere livskvalitet og sikre en bedre fremtid for deres børn.

Det er altså ikke klimaændringernes skyld alene, at situationen er faretruende. Vi kan ikke bare tørre skylden for den aktuelle krise af på manglende regn. Selv når det regner tilstrækkeligt, er det ikke nok til at opveje de ændrede sociale og økonomiske betingelser i løbet af 60 år.

Mere sårbart

Mens en hel del nomadesamfund ikke synes at være i stand til at finde balancen mellem den moderne verden og traditionel livsstil, findes der enkelte meget succesrige nomadefamilier, hvor det er lykkedes. De holder simpelthen husdyr på en anden måde. Andre med mindre succes har tilpasset sig på anden vis f.eks. ved at flytte til byen, sende deres børn til byen for at bo hos familiemedlemmer og gå i skole, ernære sig som forretningsmænd i stedet for traditionelle nomader eller ved at overføre en del af deres familier til nødhjælpscentre eller til steder, hvor nødhjælp deles ud.

Men masser af nomader er fortsat fanget midt i problemerne; de bliver ude på landet og håber på, at de overlever.

De har for få dyr og bliver derfor afhængige af andre indtægtskilder, såsom løsarbejde, håndværk eller træfældning. En del af dem modtager nødhjælp.

Sådan har det været i årtier. Socioøkonomiske forandringer, kombineret med den ene tørkeperiode efter den anden, har tappet store dele af nomadesamfundene for modstandskraft. De er nu væsentligt mere sårbare end forgængerne for 60 år siden.

Status quo, nej tak

Når man anerkender, at socioøkonomiske og miljømæssige forandringer har øget sårbarheden, indser man, at der er behov for nytænkende tilpasningsmønstre.

Nomadefolk er ikke interesserede i at vende tilbage til fortiden. De fleste stræber efter noget andet og ønsker gennem udvikling at blive mindre sårbare over for tørke. De humanitære organisationer kan derfor ikke nøjes med den traditionelle kriseindsats. Vi må derimod støtte nomadesamfundene i at udvikle og fremme evnen til tilpasning og mindske sårbarhed for at begrænse kommende katastrofer.

I vores indsats må vi også lære at leve med en af konsekvenserne af, at verden ændrer sig — nemlig vandringen fra land til by. Argumentationen har hidtil været, at landbefolkningen har bedst af at blive, hvor de er. Den aktuelle tørkesituation viser imidlertid, at denne antagelse ikke altid holder stik.

Vandringen fra land til by er ikke alene uundgåelig. Den er også en vigtig nutidig overlevelsesmekanisme i tørketider.

Nogle nomadefamilier kan godt blive på landet og klare sig, hvis de formår at sprede deres indtægtskilder og mindske afhængigheden af regnmængden. På samme måde må vi acceptere, at det ikke blot er de allermest sårbare nomadefamilier, der har behov for hjælp, men også de relativt mere velstående, som udgør fremtiden for nomadefolk i disse golde områder.

At prøve at hjælpe de nomader, som ikke har succes — de fattigste af de fattigste — frem for dem, der har en chance for at klare sig, er måske nok humant og medfølende, men ikke nødvendigvis den eneste rigtige investering. Hvis vi alene vælger det, risikerer vi at gøre hele samfund endnu mere sårbare, idet vi vedbliver med at støtte en forfejlet praksis.

Lev med forandringerne

Kenyansk Røde Kors har haft stor succes med at introducere små overrislingsanlæg langs flodløb. Her har nomadebefolkningen små gartnerier, hvor der produceres til eget forbrug og til handel på de lokale markeder.

Nu er det på tide også at investere i bæredygtige vandkonserveringssystemer, der opsamler vand til brug i de tørre perioder. Når man kan føre olieledninger tværs over kontinenter, kan man naturligvis også føre vandledninger fra områder med rigeligt med vand til områder med mindre vand.

Den viden og teknologi, vi allerede har, vil kunne hjælpe os til mere bæredygtige systemer, som samtidig gør det attraktivt for nomaderne at søge nye måder at tjene til føden på.

Kort sagt må de humanitære organisationer undgå at understøtte et forældet status quo, og vi må holde op med at give klimaændringer og den manglende regn skylden for alle problemerne. I stedet må vi danne stødpuder imod ændringerne og belønne tilpasning. I det lange løb vil det mindske risikoen for igen at blive ramt af tørke.

For os, for alverdens beslutningstagere og for nomadesamfundene selv må det være tid til eftertanke og tid til at gå nye veje.

Søren Hougaard er Østafrikachef for Røde Kors i Danmark Stephen McDowell er klimarådgiver i Internationalt Røde Kors

Serie

COP17: Mens de snakker i Durban

De globale klimaforhandlinger fortsætter fra mandag med COP17 i Durban, Sydafrika.

På forhånd er forventningerne helt i bund — ingen forventer sig gennembrud hen imod den forpligtende internationale aftale, der kan beskytte planeten mod tiltagende global opvarmning. Så mens der tales, fortsætter klimaforandringerne og med dem de høje omkostninger for opvarmningens ofre.

Frem for som sædvanlig at placere sig som tilskuer til COP-processen er Informations klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen og fotograf Jakob Dall rejst til Afrikas Horn, til de gennem flere år tørkeramte områder i det nordlige Kenya, hvor klimaflygtninge og hyrdefolk fortsat betaler prisen for politikernes passivitet.

Følg serien i Information, mens COP17 står på

Seneste artikler

  • Kan 50 millioner mennesker ændre livsform?

    12. december 2011
    Millioner af mennesker på Afrikas Horn kan ikke fortsætte det liv, de har levet i århundreder. Klimaændringerne gør det umuligt. Spørgsmålet er, om de skal leve videre på nødhjælp eller kan finde en ny livsform, dikteret af hvad andre har gjort ved den fælles atmosfære
  • Klimaregningen er sendt til de fattigste

    10. december 2011
    FN’s internationale klimatopmøde i Sydafrika blev igen et eksempel på, at verdens ledere trækker en nødvendig klimaaftale i langdrag. I Etiopien kan hyrdefamilien Basayee se frem til flere døde kreaturer og tomme maver
  • Først ødelagde fossil energi deres klima — så fandt de olie

    6. december 2011
    Pressede af tørken og manglen på dyr forgriber hyrdefolkene i det nordlige Kenya sig på områdets sårbare vegetation. Men om lidt står større indgreb for døren — et multinationalt olieeventyr synes på vej til Turkana
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Klimaet er ikke nogen skurk (overskriften røber hensigten, og man bliver forstemt. I mindst 10.000 år har vi haft det mest gunstige klima i klodens historie. At det slutter så brat skyldes fortrinsvis kapitalens grænseløse profithunger.

Niels-Holger desværre for de 13 millioner sultene, har du nok ret i dit synspunkt.

Men der er penge i fødevarer, som er ved at blive den nye trend hos finansmarkerdernes sjakaler for ussel mammon.

Man skal jo nødig udvikle områdets selvforsynende evner, for det fjerner kontrollen med prissætningen og mængden af verdens fødevarer.

Hvor er de dog sølle disse værdiskabene væsener der kun tænker på vækst.

Jeg er ganske uenig i de foregående indlæg.
Man kommer ikke uden om, at områdets naturgrundlag ikke kan bære en så enorm befolkningsvækst, som der er tale om. Dét er et langt mere centralt problem end både klimaændringer, kapitalisme og islamister. Ingen ideologi kan løse det problem, at der er for mange mennesker i forhold til livsgrundlaget.
Som der står i artiklen, så er der ikke nogen entydig klimaforværring i området. Der er regnfulde år, og der er mere tørre år, og sådan har det været længe.
Forskellen er at mange flere mennesker i dag skal deles om de samme ressourcer.
Trods alt er det vel godt, at mange flytter ind til byerne, hvor der måske kunne opstå nogle byerhverv, for de der bliver ude på landet, bidrager blot til at udpine naturgrundlaget (f.eks. fælde skov).

Hvis befolkningsvæksten i området fortsætter nogenlunde som nu - og det ser det stærkt ud til - så kan Somalias problemer ikke løses. Ingen ideologi, intet politisk system, ingen regeringsform, ingen krig eller borgerkrig, ingen religion, ingen nødhjælp, ingen regn, INTET kan føre til problemernes løsning.
Der er problemer som simpelt hen ikke kan løses, uanset hvad. Og det er der tale om her.
En total mentalitetsændring i hele befolkningen henimod økologisk bæredygtighed, herunder en hård opbremsning i fødselstallene, kunne hjælpe. Men det er der ikke udsigt til.

Kåre Fog

Jeg burde nok have skrevet:

Hvor er de dog sølle disse værdiskabene finansvæsener der kun tænker på at finde muligheder for økonomisk vækst.