International kommentar

Kosovoserberne står i vejen for Serbiens EU-drømme

Beograd tør ikke lægge sig ud med sin gamle udbryderrepublik, Kosovos, nationalistiske enklaver — til gengæld arbejder serbiske og albanske kriminelle bander sammen i største harmoni
14. december 2011

Uniformklædte mænd, der bemander vejspærringer, grænseovergange og toldstationer, er en uadskillelig del af Balkans politiske folklore. Den slags er ellers gået af mode i det meste af Europa — i den stockholmske bydel Vasastan kan jeg ved Norrtull f.eks. beundre to smukke toldhuse, der ikke har haft besøg af toldere i mere end 100 år. I Kosovo er den albanske regering i Pristina derimod meget optaget af at bemande lige præcis toldstationer med uniformerede toldere og politifolk for at kunne hævde deres unge stats territoriale suverænitet.Det er legitimt nok. Men da nabolandet Serbien ikke anerkender landets suverænitet, og Kosovos serbiske mindretal hylder samme synspunkt, har dette vist sig at være lettere sagt end gjort.

Problemerne opstår især på den fjerdedel af den 350 kilometer lange grænse, hvor befolkningerne på begge sider næsten udelukkende består af serbere.

Det internationale samfund — militær fra KFOR (NATO-ledet international militærstyrke/stabiliseringsstyrke, red.), politi fra European Union Rule of Law Mission in Kosovo (EULEX) — har forsøgt at hjælpe regeringen i Pristina, og albanske toldere er med helikopter blevet fløjet til grænsestationerne ved Brnjak og Jarinje. Ad landevejen kommer de ikke frem, for den har serberne blokeret med utallige barrikader.

Ukontrollabel grænse

Sammenstød og skyderier finder sted langs grænsen. Resultatet er sårede på begge sider. Og rives en barrikade ned, rejses en ny straks et andet sted. Både den albanske og den serbiske side påberåber sig ’retmæssige’ rettigheder og beskylder deres modstander for at provokere snarere end at forhandle.De serbere, som ikke har forladt Kosovo, udgør en forbitret, politisk radikaliseret og stærkt militant befolkning, der bor i enklaver, som Pristinas magt og myndighedsudøvelse ikke kan nå. Faktisk danner de en art parallelsamfund med egne institutioner, der opmuntres og finansieres af Beograd.

Ironisk nok minder det en hel del om det kosovoalbanske flertals situation, da Slobodan Milosevic tilbagekaldte provinsens autonomi for i stedet at styre den ved hjælp af politi og militær. Dengang endte konflikten med etnisk udrensning, masseudvandring, NATO-luftangreb, Milosevics fald og en albansk stat.

Høj pris

Beograd risikerer at betale en høj pris for ikke at være indstillet på formelt at opgive Kosovo. For giver man ikke afkald på Kosovo, er chancen for at blive medlem af EU ikkeeksisterende.

Alligevel gør den serbiske præsident Boris Tadic sig store anstrengelser for at bringe sit land tilbage til Europa. De krigsforbrydertiltalte Ratko Mladic og Goran Hadži er blevet udleveret til domstolen i Haag og forbindelserne med Serbiens naboer er — ikke mindst takket Tadics personlige initiativ — ved at vende tilbage til det normale.Men netop Kosovo er forblevet en anstødssten for al serbisk politik: Selv Serbiens overbeviste ’proeuropæiske’ politikere viger tilbage fra at handle, fordi de frygter at blive opfattet som forrædere af den skræmmende store og uforsonlige nationalistiske lejr — også selv om den i øjeblikket er uden politisk magt. End ikke Tadic vover at lægge sig ud med nationalisterne i Kosovo-spørgsmålet.

Derfor er Beograd nu godt på vej til at blive kosovoserbernes gidsel. Deres ledere er højrøstede maksimalister (radikal fløj inden for bolsjevismen, red.), som er uinteresserede i nogen form for kompromis med Pristina.

Det er i realiteten dem, der dikterer udviklingen, og de kan nemt mobilisere store grupper af demonstranter, blandt hvem man både finder overbeviste serbiske patrioter og betalte protesterende.

Assymetrisk krigsførelse

Politik og økonomiske interesser — det sidste er ofte et andet ord for kriminalitet — er blandt serberne i Kosovo og Albanien så tæt vævet sammen, at det kan være svært at se, hvor det ene slutter, og det andet begynder. Kosovo ville ikke være Kosovo, hvis ikke de stedlige serbiske og albanske kriminelle formåede at samarbejde i største harmoni.Situationen i Kosovo er et eksempel på moderne, asymmetrisk krigsførelse: Det internationale samfund er i kamp med en eller flere lokale mafiaer og har trods sine overlegne ressourcer ikke været i stand til at afgøre den til egen fordel. Og Pristinas forsøg på selv at kontrollere grænsen har alene resulteret i, at den er blevet hullet som en si.

Kriminelle lever fedt og godt af at smugle benzin og andre varer — en trafik, som med bedre overvågning af grænsen utvivlsomt ville kunne reduceres drastisk. Når det ikke sker, er det fordi mange drager fordel af den nuværende situation: Albansk politi på patrulje sørger altid for at tanke bilen i nord, eftersom smuglerbenzinen her er langt billigere end andre steder i Kosovo.

Kreativ fortolkning

EU har tvunget Beograd og Pristina til forhandlinger og melder nu, at der er et kompromis: albanske og serbiske toldere og politifolk skal understøttet af EULEX’ stab kontrollere grænsen i fællesskab.

Det lyder salomonisk og fornuftigt. Men de to sider har allerede fortolket aftalen til deres egen fordel. Fra Beograd lyder, at man nu er officielt tilbage i Kosovo. Og Pristina melder ikke uventet, at Beograd hermed har accepteret den albanske regering. Det lyder ildevarslende. Måske især for Beograd, som håber på at få status som officielt kandidatland til EU inden årets udgang og før valget i 2012.Hvad de kriminelle mener om ordningen, får vi snart at se.

 

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu