Kronik

Landbrugsdyr er blevet kødfabrikker

EU definerer vores landbrugsdyr som handelsgenstande, Folketinget har svært ved at komme igennem med regulering på dyrevelfærdsområdet, og landmændene henviser til, at de blot producerer det, forbrugerne vil have. Imens lider dyrene i staldene
En fjerdedel af de danske pattegrise dør, inden de vænnes fra soen.

En fjerdedel af de danske pattegrise dør, inden de vænnes fra soen.

Martin Dam Kristensen

21. december 2011

Engang hed den offentlige myndighed, der holder øje med velfærden hos dyrene i landbruget, Veterinærdirektorat (og Levnedsmiddelstyrelsen). I dag hedder den Fødevarestyrelsen.

Veterinærdirektoratet var tilknyttet et ministerium, der hed Landbrugsministeriet. I dag hedder det Fødevareministeriet.

Navneforandringen er desværre logisk nok. Tidligere regnede vi vores landbrugsdyr for levende dyr. I dag betragtes de i stigende grad som fødevarer eller maskiner, der producerer kød.

Det er sket en tingsliggørelse af dyrene, der skyldes, at landbruget er blevet underkastet en voldsom markedsdreven udvikling.

For de ansatte i det intensive industrilandbrug er det en fordel at forsøge at fortrænge, at de arbejder med levende pattedyr, der kan tænke, føle smerte og har adfærdsmæssige behov.

Det står værst til hos svinene. 25 procent af vores søer dør eller aflives før tid pga. nedslidning. Alligevel bebuder landbruget, at kravene til dem skal sættes yderligere i vejret.

Man har ændret soen, så hun får langt flere pattegrise, end hun er skabt til. Derfor har man indført ammesøer, der, når de er færdige med deres eget kuld, får tillagt andre pattegrise. Det betyder, at ammeperioden forlænges, og at soen fikseres længere i det sobur, det burde være forbudt at holde dyr i.

Burene er indført for, at soen ikke skal lægge sig på pattegrisene. Alligevel er dødeligheden uacceptabel høj. Op i mod en fjerdedel af pattegrisene dør, inden de vænnes fra soen.

Og 99 pct. af dem halekuperes, til trods for at det egentlig er forbudt. Det sker for at undgå, at grisene bider hinanden i halen. Man ved, at halm til dyrene eller adgang til udendørsareal ville medføre, at halebid ville ophøre. Men dyrene får ikke halm og heller ingen mulighed for at gå udenfor.

Folketinget sat skak mat

Hvis folketingspolitikerne i erkendelse af, at noget er løbet løbsk, skulle ønske at stramme reglerne og kræve, at dyrene igen får en mere naturlig opvækst med trivsel og bedre mulighed for at udfolde deres adfærd, ville de straks møde argumenter om, at hvis kravene strammes, flytter produktionen ud af landet pga. globaliseringen og konkurrencen i EU. Men udflytningsrisiko eller ej: Der må vel alligevel eksistere en nedre grænse for, hvordan vi kan tillade os at behandle dyr?

På grund af befolkningens, dyreværnsfolks og fagpersoners kritik af landbrugsdyrenes forhold har politikerne de senere år nedsat udvalg og arbejdsgrupper på dyrevelfærdsområdet. Det har imidlertid hele tiden ligget i kortene, at de helst skulle komme frem til, at dyrene ikke lider. Det lykkes som oftest, dog først efter repræsentanter for dyrevelfærdsorganisationerne er udvandret.

Jeg har været til flere høringer, hvor en trængt minister med hjælp fra dygtige embedsmænd udførte den vanskelige opgave at forsvare den måde, vi producerer og behandler vores dyr — især svinene — på. Et forsvar, der efter min mening — ud fra en enhver rimelig veterinærfaglig, moralsk og etisk vurdering — ikke kan gennemføres, med mindre man hævder, at dyrene ikke kan føle smerte, frustration, lidelse og stress ved at blive berøvet muligheden for at kunne udfolde en rimelig grad af deres naturlige adfærd.

I forordet til en brochure for en velbesøgt dyrevelfærdskonference, som Fødevarestyrelsen afholdt i november i år, stod der:

»I Danmark har vi en dyrevelfærdslovgivning, som fastsætter en række minimumkrav til dyrevelfærden og sikrer et acceptabelt niveau af dyrevelfærd for vore husdyr«.

Problemet er imidlertid, at en landmand sagtens kan opfylde alle lovens krav, samtidig med at dyrene lever nogle kummerlige liv. Minimumkravene er så ringe, at de ikke sikrer dyrevelfærd.

Det er min opfattelse, at Fødevarestyrelsen forsøger at hjælpe politikerne ved at nedtone problemerne. Der er penge i at presse dyrene i et frit marked, hvor grænsen for, hvad vi kan acceptere, har flyttet sig gradvist. Og inden for systemet har man måttet følge med. Fødevarestyrelsen og de ansatte fremstiller virkeligheden pænere, end der er dækning for.

Markedet regulerer ikke

Ansvaret for dyrevelfærd må deles mellem politikerne, forbrugerne og landbruget med dets organisationer samt detailleddet.

Når det drejer sig om beskyttelse af dyr og dyrevelfærd, er et frit marked ikke velegnet, på samme måde som et frit marked heller ikke vil kunne regulere krav til beskyttelse af f.eks. børn på arbejdsmarkedet.

Næsten al magt er overgivet til markedet og til EU. Hvis man kunne få EU til at højne kravene, kunne det være en vej at gå. Men mange af os, der har fulgt forløbet de sidste 20 år, har indset, er det ikke en farbar vej.

Logisk set burde EU være den instans, der sikrede en bedre og mere beskyttende lovgivning i erkendelse af, at det drejer sig om levende dyr, selv om vi senere spiser dem. Men realistisk set må vi konstatere, at sådan har det ikke været, og sådan vil det heller ikke blive af mange forskellige grunde. Og som jeg tidligere skrev, er Folketinget sat skak mat.

Mærkning, tak

Initiativet til at højne velfærden kommer heller næppe fra landbruget og dets organisationer. Her vasker man hænder og påpeger, at man blot producerer den vare, forbrugeren ønsker og vil betale for.

Forbrugerne siger omvendt, at de prioriterer dyrevelfærd. Desværre vælger de fleste anderledes, når de står foran køledisken, hvor det tit er den billigste vare, der vinder.

Der er dog nogle forbrugere, der faktisk parat til at betale mere, hvis mærkningen mere klart og tydeligt fortæller om dyrevelfærd.

Vi har brug for en enkel, synlig og gennemført mærkning om dyrevelfærd opdelt i tre grader, som man har i visse andre lande. Der er allerede et hav af mærker, men vi må fjerne nogle af dem og indføre dette, som skal være veldefineret, så forbrugerne kan få adgang (via nettet) til at finde ud af, præcis hvad velfærden indebærer for den pågældende dyreart.

Der findes innovative og eksperimenterende landmænd, der f.eks. nægter at holde deres søer og slagtesvin i snævre bokse det meste af deres liv. Landmænd, som insisterer på at give deres dyr rigeligt med halm, så de har noget at tage sig til. Landmænd, som alene ansætter uddannet personale.

Men nogle af dem fortæller, at stærke aktører gør det vanskeligt for dem at få varer mærket som dyrevelfærdskød og med oprindelse på hylderne i supermarkederne. Fra samtaler med kilder i detailleddet har jeg fået indtryk af, at der hersker monopolagtige tilstande. Derfor kan disse nytænkende landmænd ikke få deres dyrevelfærdsberigede kødvarer ud i butikkerne med mulighed for at få den merafregning, de burde have.

Vi har to udfordringer. For det første har EU defineret landbrugsdyr som en handelsgenstand eller en ting. Derfor klarer de producenter, der ser stort på dyrevelfærd sig bedst.

For det andet mangler de nyskabende landmænd opbakning. Mange af dem oplever ligefrem at blive bremset og modarbejdet.

Sidstnævnte problemstilling kunne være en sag for vores nye fødevareminister, der har haft nogle rigtig gode udmeldinger, men vist endnu ikke har erfaret, at det i øvrigt er EU, der bestemmer.

Ansvaret for at højne dyrevelfærden kan ikke blot overlades til EU og de danske beslutningstagere.

Vi bør alle tænke os mere om og prioritere dyrevelfærd, når vi står ved køledisken. Det er svært, fordi vi i dag mangler en god og sikker dyrevelfærdsmærkning. Men man går ikke helt galt, hvis man vælger økologisk kød. Er det for dyrt, så gør som jeg, spis kun kød i weekenden i begrænset mængde (det gavner også miljøet), og køb kun økologisk eller andet kvalitetskød, hvor du er helt sikker på, at dyrene har været frie, fået halm og haft plads og er blevet passet forsvarligt.

 

Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg så først denne artikel, da jeg havde skrvet kommentar til den anden artikel om dyrevelfærdens lyksalighed.

Legal dyremishandling foregår med politkernes accept.
Selv ministrene syes at smågrise har det godt og at kastration og haleafklipning er helt i sin orden.

Kun en tåbe frygter ikke industrilandbrugets mafia.

Nu er jeg ikke sådan ret PETA-inspireret . Men man behøver ikke at kende ret meget til moderne landbrug for at vide, at Kattrup har ret.

Jeg var for nylig på besøg på et super-moderne økologisk landbrug og blev chokeret over, at også økologiske malkekøer kun holder i ca. 5 år.

Hvis det er rigtigt, så er der noget, som er helt hamrende galt.

I øvrigt - hvorfor skal det være så satans svært at få f.eks. pålæg, der er lavet i Danmark - så dyrene, som minomum, ikke er blevet kørt gennem det halve Europa.. (I den landsby, hvor jeg bor, er det ikke altid til at få økologiske varer).

Fordi de store som Coop DC Arla alle har klemt næsten alle ladnbrugere ind i deres mastudomforetagender. man får "straftillæg" hvis man kun kan levere små portioner af dyr og mælk.

Derfor finder man kun madvarer fra storleverandører i de fleste forretninger.

"Der er sket en tingsliggørelse af dyrene, der skyldes, at landbruget er blevet underkastet en voldsom markedsdreven udvikling."

Det sker også i Jagtindustrien. Her er fasaner, ænder og agerhøns blevet til skydefugle. http://www.dyrenesbeskyttelse.dk/sites/default/files/rapporter%20o.lign....

Danmarks Jægerforbund inviterer af og til til publikumsjagt. Her fortæller naturformidlere, at ”jægerne høster det naturlige overskud, som naturen producerer”. En sandhed med endog meget store modifikationer.

Måske vil Danmarks Jægerforbund venligst forklare, hvordan disse udtalelse hænger sammen med, at der hvert efterår i den danske natur udsættes 1.000.000 fasaner, 500.000 gråænder og 70 – 80.000 agerhøns opdrættet i fangenskab på såkaldte vildtfuglefarme? I flg. Dansk Ornitologisk Forening tæller den naturlige vilde bestand i Danmark af f.eks. fasaner ca. 80.000 høner svarende til en efterårsbestand på ca. 600.000 individer. D.v.s. at der udsættes næsten dobbelt så mange fasaner, som den danske natur naturligt ”producerer” og naturligt rummer.

Disse fugle udsættes med ET eneste formål: at blive skudt af en jæger. Fasanerne, gråænderne og agerhønsene har derfor fået det triste navn: skydefugle, men det er desværre, hvad de netop er! Og så skal de selvfølgelig helst være gode flyvere med garanti, som det fremgår af fugleindustriens hjemmesider. Hvorfor mon?

Ud over at en sådan praksis er dybt uetisk og ikke burde kunne finde sted i et samfund som kalder sig civiliseret, har opdræt og udsætning af skydefugle også store skadelige konsekvenser for den danske flora og fauna. F.eks. bekæmpes jægernes konkurrenter – de naturlige rovdyr bl.a. ræv og duehøg – med usympatiske og uetiske metoder bl.a. forgiftning.

Søren Kristensen

Kødproducenterne producerer blot det forbrugerne vil have, altså billigt kød på bekostning af dyrevelfærd. Det er en af grudene til at jeg er gået over til grøntsager. En anden grund er at Paul McCartney har så sindsygt meget energi i sín forholdsvis høje alder, at der må være noget om snakken - at grøntsager er sundere i det lange løb - med mindre han snyder, altså. Jeg har i hvert fald tænkt mig at give det en chanse. Men hvad rager mine mad-præferencer andre?

Jo, se det plejet at være sådan, at hver gang jeg tillægger mig en ny og eksotisk vane går der som regel ikke særlig langt tid, så viser det sig at der slet ikke er tale om nogen idiosynkrasi ensige genialitet fra min side, den slags er jeg i virkeligheden alt for almindelig til. Det eneste jeg kan brøste mig af er at jeg til tider er lidt langt fremme i skoene, men nogen originalitet fra min side er der aldrig tale om. Jeg forudser med andre ord, belært af erfaringen, at der ikke vil så sønderligt længe før en stor del af resten af befolkningen vil gå samme vej. Og hvor efterlader det så den kødproducerende del af landbruget? Det må nødvendigvis være der hvor det kan bliver overordentligt svært at afsætte kød i almindelighed. Hvad kan den kødproducerende del af landbruget gøre ved det? Der er sådan set kun to veje:

Den ene er fortsætte med at se stort på dyrevelfærd mod til gengæld i større og større omfang at servicere den del af forbrugerne der heller ikke bekymrer sig om dyrevelfærd, dvs. de fattigste og ringest uddannede.

Den anden er omstille produktionen til langt mere dyrevelfærd og økologi, mod at fastholde et bredre forbrugersegment, hvor prisen på kød kun er en konkurrenceparameter ud af flere.

Den sidste løsning vil selvfølgelig kræve at prisen på kød stiger og det kan virke skræmmende i en tid hvor prisen på fødevarer allerede er høj. Men hvis man tænker sig om er den første løsning måske endnu mere skræmmende?

Under alle omstændigheder er jeg sikker på at dyrene foretrækker den sidste løsning og jeg holder med dyrene.

Når man så kan iagtage den manglende skydefæridghed og ligeså træfsikkerhed, som jeg kan opleve herude på landet, så kunne man ønske, at de herrer og damer meldte sig på skydebanen og skød lerduer i stedet elelr som supplement.

7 "tapre" jægere om et vandhul med grantræer og 15 skud: udbyttet et fasan.

Masser af andefugle lever deresliv med hagl i kroppen. Altså anskudte dyr, der ikke døde af skuddet.

Hvis produktionen skulle styres af forbrugerenes ønsker og behov, ville der være betydelig bedre forhold for konkurrence på området.

Det er en myte, at forburgerne bestemmer produktionsformen, idet valget ikke er stort i køledisken

Denne myte kan tilbagevises ved at se på salget hos os, der går det på en anden måde. Vi kan sælge madvarer til en bedre pris for os og højere pris for forbrugeren.
En af mine kolleger sælger flæskesteg til 125 kr. kiloeet. Og de sælger alt det de kan fra øko besætningen.

Så det må snart være på tide, at vi får aflivet den myte, at produktionen kun skabes af forbrugerne. Det er indkøberne i de sstore køder, der bestemmer farten for supermarkedets udbud.

"Det er en myte, at forburgerne bestemmer produktionsformen, idet valget ikke er stort i køledisken"

NETOP. Det var det, jeg mente, da jeg skrev, at jeg simpelthen ikke vil købe f.eks. pålæg fra Tyskland, fordi de svin har været kørt hundreder af kilometer....

Men det r sateme svært at finde i min lokale brugs...

Søren Kristensen

Du underbygger min pointe Mona Blendstrup. Når oplyste forbrugere har fået nok af uetiske produkter holder de simpelthen op med at spise kød i det hele taget. Det er konsekvensen af et ensidigt udbud til fantastiske priser. Branchen undergraver sig selv.

Du har ret Henrik.

De "sunde" danske grise, der er opdrættet under "større" dyrevelfærd en "andre" lande, sendes til andre lande til oslagtning og opskæring fordi "slaverne" i slagtekollonerne er mindre lønnede end de danske slagteriarejdere.

De allerfleste af for eksempel Coop s pålægsvarer bliver forarbejdet i Sverige, når dyrene er slagtet i Tyskland.

Vældig kimabelastende, men åbenbart økonomisk en god forretning.

Mona C er hvis det var økologisk.
myten om at det er forbruger som bestemmer kan man se i England der er store kæder der over som siger hvordan grisen skal live fra fødsel til død og derféfter spøger om hvad det koster, frem for i Danmark hvad kan i lave et kg pølser til, i kan putte det i i vil. det er ikke uden grund at man kan få fra 20 til 100 øre mer pr kg for at lave kød til England
ca 1 til 3% af dansker ser på Dyrvelfær og arbejdsmiljø nor de køber ind resten ser på pris, man kan også ser DR de ser altid på hvor man kan få mad billist ikke bedst. hvis forbruger ikke vil købe det som ligge i køledisken stoppe butikke med at købe det ind.
Halebid kan også forkomme i stalde hvor grisene går i halm,

Mona
Det er altså ikke korrekt, forbrugerne har en indflydelse På supermarkedernes indkøbspolitik.

Bliver efterspørgslen stor nok skal de nok føre en given vare, det er jo sådan økologi og miljø produkter har fundet vej til Netto og Fakta.

Dermed ikke sagt, at forbrugerne sidder med magten. For det ville kræve at disse var langt mere aktive via. Forspørgelser, lod være med at købe det billige etc.

Men realiteten er at folk har overladt ansvaret, fordi de vil spare og ikke har tiden eller overskud nok til at tage stilling til det.

Og så skal man heller ikke undervurdere effekten af trend, den nuværende politisk/ etiske morale. (eller mangel på samme)

Desuden kan man altid blive vegetar og lig. Så er man da sikker på at man støtter så lidt dyremishandling som muligt. ( og ja 99,99% af al kødprodukter er dyremishandling uanset om det er økologisk eller ej)

Så kan man desuden også spørge sig selv. Om ikke kødproduktion i sig selv er uetisk!

For dyrene lever i bund og grund kun for, at du kan få tilfredstiller dine lyster til kød. En "fødevare" du i bund og grund ikke har behov for.

Og det gør det blot værre af, at de skal igennem så meget lidelse i processen.

Desuden er kødproduktion noget værre miljøsvineri af værste skuffe.

Forbrugeren får det han efterspørger og er villigt til at betale for, sværere er det ikke. På Axelborg ville man hilse et langt større økologiskt forbrug mere end velkommen.

Lars Henning Osvaldsen

Jeg synes de ærede debattører bør sætte sig lidt ind i Landbrugets vilkår de sidste 50-60 år ..
Vi er gået fra, relativt, små halv- eller hel-økologiske familiebrug med lidt af det hele, til højt specialiserede og Tysker-effektive mad-fabrikker .
Som jeg hørte en landmand sige for nyligt :
"Jeg arbejder i en branche der laver fossilt brændstof om til proteiner og kulhydrater! "
Og tak for det, for uden Landbruget døde vi alle sammen af sult inden for et år !

Som alle andre må også 'bønderne' operere i den økonomiske virkelighed der pålægges dem .
For overhovedet at få økonomi i et moderne landbrug skal der investeres 40-60 millioner kroner i jord, maskiner og/eller stald-anlæg, alt efter om man dyrker afgrøder eller producerer animalske produkter.
Man har lange arbejdsår i landbruget, meget lidt eller slet ingen ferie, og bare for at gøre det endnu mere spændende er der nu så få der arbejder i landbruget at det også er en temmelig ensom affære ..
Personligt ville sgu tænke mig om mere end en gang før jeg besluttede mig for at satse en evig, ubetalelig, gæld, blot for at producere mad til en flok forkælede by-boere der dybest set ikke aner hvad de snakker om ..
De tror nemlig det hele kommer nede fra Super-Markedets køle-diske !

"For overhovedet at få økonomi i et moderne landbrug skal der investeres 40-60 millioner kroner i jord, maskiner og/eller stald-anlæg, alt efter om man dyrker afgrøder eller producerer animalske produkter"

Jeg ved det . Og det er jo fuldkommen, fuldkommen gakket.

Jeg har også - i andre diskussioner om efterlønnen - gjort opmærksom på, at dem, der i dag er mest slidt op i 60erne, er...landmænd. (Det kan man bare spørge de fleste læger ude på landet om)

Men. Når det så gælder kvaliteten af vores fødevarer, så er det jo slående, at de landmænd, jeg kender, allesammen har et par dyr gående, der behandles som i gamle dage: De er til deres - og deres venners - fryser. (Og til MIN;).

De ville nemlig ikke selv spise det, der ligger nede i køledisken i Brugsen.

Det vil jeg heller ikke så gerne. Hvis man bare en gang har prøvet at skære i økologisk/traditionelt kalkunkød, så er konsistensen forbløffende anderledes end i det "normale", vandpumpede.

Det sørgelige i denne sag er, at man rent faktisk har så store gældsætning i de store investerinslandbrug, at de aldrig komemr til at opleve et overskud.

Og det kan rent faktisk godt lade sig gøre at drive et ordentligt landbrug i mindre målestok, og så alligevel leve af det.

Spørgsmålet er blot, hvor stor en levefod, og hvor ofte skal bilen udskiftes.

Som det siges blandt konsulenterne, så skal overskud altid omsættes i nyt maskinværk eller andet, for at undgå at betale skat.
Reinvestering hedder det, når man køber sig ind i udenlandske produktioner for de penge man har til overs, og som samfundets skattekiste ikke skal nyde godt af.
Sådan lidt forenklet sagt.

Men produktionsdyrene betaler prisen.

Der dør over 7 millioner svin i alle størrelser årligt mindst.
Aalene en ny produktion, der lige har fået miljøgodkendelse regner man med 60.000 kg. døde dyr årligt.

Og kære Kaare, de er absolut ikke økologiske.

Lars Henning Osvaldsen

Det er vel tvivlsomt om det at opdrætte dyr, alene for at spise deres kød, er foreneligt med "økologisk tanketang" . Det kræver i de fleste tilfælde flere kalorier ind i systemet end hvad der kommer spiseligt ud i den anden ende, formodentlig en medvirkende årsag til de restriktioner på kød-spisning stort set alle de religiøse skrifter påbyder .

En af mine pligter som barn var at fodre hønsene af om morgenen og med jævne mellemrum var der da også en høne der mistede hovedet . Det lig der ligger nede i Super-fryseren har sjældent noget med en høne at gøre .
Mine katte gider ikke engang lugte til skidtet !
Senere stod den også på morgen-malkning og igen : Det der Arla-sprøjt nede i Super-køleskabet har ikke noget med mælk at gøre !

Det bliver mere end svært at løse finansierings-problemet, for bankerne går bankerot hvis vi stopper
jord-spekulationen.
Det gør alle 'hus-ejerne' sikkert også hvis den grund deres 'million-villa' ligger på pludseligt kun var det værd den egentlig er værd .
Retsforbundet havde sgu ret ..

Det er en meget velmenende artikel, Lene Kattrup har skrevet omkring økonomi og dyrevelfærd.
Desværre må jeg som mangeårig økologisk mælkeproducent (kvægbonde) konstatere, at det løb er kørt.

At markedsøkonomiens ukrænkelighed bliver prioriteret højere end dyrenes ukrænkelighed ser vi dagligt. På samme måde, som vi nu for syttende gang (COP17) har fået gentaget, at markedsøkonomiens ukrænkelighed også bliver prioriteret højere end klimaets ukrænkelighed.
Både hvad angår klimaets tilstand og dyrenes manglende velfærd, er begge tilstande jo forårsaget af menneskers griskhed efter penge.

Vores gamle dyrlæge fortalte mig en gang i 90´erne, om en kollega der en dag besluttede at sige fra.
Han var inviteret til den lokale Landboforenings generalforsamling, for at holde et foredrag omkring dyrevelfærd og dyretransport.
Lige inden han besteg talerstolen, havde formanden overrakt en præmie til en landmand, som det år havde egnens højst ydende ko. Dyrlægen startede sit foredrag således.:
- Ja Pedersen, du har fået en præmie for den højst ydende ko, men jeg burde faktisk anmelde dig til politiet for dyremishandling. Den store mælkemængde du har presset ud af din ko, er den jo slet, slet ikke bygget til.!
Omkring landmændenes problemer med dyrevelfærden under dyretransport, sagde han.:
- Til syvende og sidst, er det jo et spørgsmål om jeres griskhed, om I vil tjene et hvis antal ører mere eller mindre pr kilo, ved at sende dyrene på en lang transport eller ej.
Efter generalforsamlingen, mistede dyrlægen mange landbokunder.

Heinrich R. Jørgensen

Holger Madsen:
"Efter generalforsamlingen, mistede dyrlægen mange landbokunder."

Det ville han ikke gøre, hvis andre dyrlæger ligeså fulgte et tilsvarende kodeks, hvor etik hvad sat over andre hensyn.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig valgte (menneske)lægerne at definere en etisk kodeks for læger (i 1948). Der havde nok ganske meget at gøre med erfaringerne fra de foregående år. Der var vist noget med, at millioner af menneske -- ikke ulig forholdene nutidens industridyr udsættes for -- blev transporteret over store afstande i kreaturvogne, for at blive gennet over i aflivningsetablissementer?

Men sådan er udviklingen jo. Helt uafvendelig og udenfor menneskelig kontrol. Civilisationens fremdrift lader sig ikke stoppe. Det koncept der for 70 år siden kunne fylde enhver med gru og væmmelse over mennesks potentiale for bestialitet, er nu blevet forbedret markant. Grufuldheden, ufølsomheden og inhumanitet er ganske vist som i gamle dage, men evnen til at ignorere fakta er markant forøget. Nu har resultatet af det industrialiserede massemord betragtes i kølediske, og hjemtages til fortæring, som en delikatesse.

Imponerende! Omsider! Lene Kattrup, der er snydt ud af næsen på Pia K og Lars Hedegård og er mangeårigt medlem af div. højrefora, er endelig nået til indsutrilandbruget.
Det yderste højre har ellers i årevis kun beskæftiget sig med bløde dyr med bløde muler og store runde øjne: sæler, kattekillinger og pandaer - gu' ved hva der er sket hos fremmedhaderne, siden de nu har opdaget, den systematiske mishandlinger der finder sted i industrilandbruget.
Nå, træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, så den juleomsorg som Lene Kattrup viser de firbenede, har hun næppe tænkt sig at lade asyl- ansøgerne i Sandholm og i de andre lejre få del i.

Heinrich R. Jørgensen

Lene Kattrup har mange kasketter, og en af de større, er selvfølgelig brødvinderen "dyrlæge". Der er al mulig grund til at harcellere over det industrialisere landbrugs forretningsetik, og meget andet i den anledning. Mange tak for det.

Det er derimod temmeligt absurd og selvmodsigende, at nogle af de der går op i dyrs velfærd konsekvent aldrig får et venligt ord med på vejen. Jøder og muslimer har begge "religiøse forskrifter" for hvordan dyr bør behandles. Også dyr der slagtes, for at kunne spises. Ærindet bag disse forskrifter, handler grundlæggende om hensynsfuldhed overfor, og værdig behandling af, dyr. Det aspekt forbigås aldeles. Selv i en artikel som denne, hvor der måske var anledning til at minde om, at der findes alternativer til fabriksvarerne i køledisken, til produkter der er havnet i kølediske ad mindre brutale veje.

Der skal husdyr i økologiske bedrifter.
Alene gødningen for planterne det være sig alle planter fra frugt til korn er et must.

Men mængden af dyrene samlet på et sted, under samme fabrikstag er problemet.

@ mona jeg mangler stadig at møde den landmand/medarbejder som kan lide at se et dødt dyr i sin stald, der bliver arbejdet hårdt for at få det ned.
det kunde være sjovt at vide hvad Lene siger til kemo og gråstær behandlinger til dyr, hvad hun har at sige til de dyrlæger som kæmper for at fido komme til at leve et halvt år mere ved hjælp af medicin, bare fordi folk ikke er klar til at sige farvel.

Søde Kaare
Der er andre forhlod end døde dyr, der ikke er i roden. Balndt andet den rutineemæssige haleafskæring af smågrise, som trods alt er forbudt, men dog alligevel er rutine i svineindustrien.
Udover de andre kendte skader grundet levevilkårene.

Og køer med dårlige klove er heller ej et sjældent syn.
Lige som fjerkræ uden fjer er "normalt" fordi de trange vilkår får dyrene til at opføre sig irationelt.
Også i store økologiske hønsebesætninger,

Altså des flere dyr des mindre velfærd.