International kommentar

En lykkelig svensk skilsmisse

I 2000 gik den svenske stat og den svenske kirke hver til sit. Det har sidstnævnte ikke fortrudt. I debatten om den danske folkekirkes fremtid kan vi med stort udbytte skæve til Sverige
20. december 2011

Er Svenska Kyrkan et forbillede eller et afskrækkende eksempel? Det spørgsmål synes at være tilbagevendende i den danske debat om folkekirkens stilling over for staten. Det interessante er, at mens debatten om den svenske skilsmisse mellem kirke og stat påkalder sig stor bevågenhed i Danmark, er skilsmissen gået relativt ubemærket hen i Sverige.

En af årsagerne er, at den kirkelige organisation på lokalt plan stort set er forblevet intakt. Her ligger magten fortsat hos et lokalkirkeligt råd, hvor de sædvanlige politiske partier sidder på pladserne.

Selv om et af Sveriges større partier for nylig besluttede, at det ikke længere vil stille op til kirkevalg som selvstændig stillergruppe, og selv om en række stillergrupper ikke følger de sædvanlige partier, er partiernes interesse for at være repræsenteret i kirkelige sammenhænge stort set intakt — skilsmisse eller ej.

De politiske partiers engagement i kirkens besluttende organer kan naturligvis opfattes som et udtryk for, at kirken ikke er reelt uafhængig af staten og det politiske system. Men den kan også ses som en god mulighed for at opretholde kontakt mellem kirken og det bredere samfund. Opsplitningen af kirke og stat har altså ikke løsrevet kirken fra det øvrige samfund.

Frafald

Siden adskillelsen af kirke og stat er antallet af medlemmer af den svenske kirke dalet.

Det ændrede forhold til staten kan naturligvis have været være en medvirkende årsag, men efter min mening vejer andre faktorer i samfundet langt tungere.

Der er stærke kræfter, som vil undergrave kirkens offentlige rolle. I forbindelse med bruddet med staten blev der kørt en række kampagner, der skulle overtale folk til at forlade den svenske kirke — kampagner, som ofte blev hjulpet frem af den kulørte presse.

Man forsøgte også at give den frie kirke et sekterisk stempel for herved at skabe fremmedgørelse mellem dem, der kun er marginalt religiøst interessede, og kirken.

Opfattelsen af kirken og kristendommen som bærende elementer i vores fælles arv og kirkebygningerne som fornemme udtryk for denne arv, findes dog fortsat hos mange svenskere. De ser det som en vigtig grund til at fastholde et tilhørsforhold til kirken og betale kirkeafgift.

Kirken debatterer fortsat

Undertiden støder man også på en opfattelse om, at nu hvor Sverige ikke længere har en statskirke, skal kirken, den kristne tro og religion i almindelighed ikke længere have plads i det offentlige rum, men forvises til den rent private sfære. Demokratiet, som begrundede afviklingen af statskirkesystemet, må derfor kræve, at kirken er bliver usynliggjort.

I Sverige er det krav dog langt fra blevet omsat til virkelighed. En af årsagerne er måske, at der er stærke, demokratiske argumenter mod et sådant krav. For skal demokratiet holde sig sundt og levende, er der behov for værdimæssig næringstilførsel. Det skal løbende genoplades med energi fra de værdier, der blev født ved mødet med menneskehedens største idétraditioner. Og her må den kristne kirke naturligt tælles med.

Nogle steder ser jeg dog en tendens til, at præster og kirker bliver indadvendte. De fokuserer på menigheden og egne snævre interesser i stedet for missionen om at ‘gå ud i hele verden’.

I samfundet som helhed møder jeg også nogle gange i den fejlagtige opfattelse, at kirken er en medlemsfinansieret nichetjeneste, der alene henvender sig til egne medlemmer.

Den misforståelse beror sandsynligvis i højere grad på den generelle sekularisering end på de skiftende relationer til staten.

En beslægtet trend er, at nogle menigheder tenderer imod have nok i sig selv. Her ser vi en forsamlingsindividualisme, der kan blive dødbringende for hele kirken.

Uafhængighedens fordel

I det store og hele er de positive virkninger af relationsændringen til staten imidlertid umiskendelige. Kirken bør aldrig opfatte sig selv som en statslig myndighed, og præsternes identitet kan ikke ligge i rollen som statslige embedsmænd.

Den svenske kirke har fået ændrede relationer til staten, men relationer har den stadig. Når det gælder kirkens muligheder for at byde ind med nærvær og indhold i hverdagen, har intet har ændret sig i negativ retning. Den svenske kirke er fortsat en vital del af det svenske sociale fællesskab og legemliggør en stor del af de grundlæggende demokratiske værdier. Den er bærer af en kulturarv og har profetisk ansvar for de aktuelle samfundsspørgsmål — ikke mindst i forhold til at beskytte den menneskelige værdighed.

Endnu er der både formelle og uformelle bånd mellem den svenske kirke og nationen. Lov om den svenske kirke, Grundlovens bestemmelse om kongens religiøse tilhørsforhold og love og aftaler om kulturbeskyttelse og begravelsesvæsen hører til blandt de formelle. Blandt de uformelle er traditionen med at indlede rigsdagsåret med en gudstjeneste og den rolle, som den svenske kirke spiller som samlende kraft ved store begivenheder, tragiske som glædelige.

Den svenske kirke har en lang tradition for at være en aktiv aktør i den verdensomspændende kirkelige fællesskab. Den rolle har adskillelsen fra staten givet den endnu bedre muligheder for at udleve. Efter kirken er blevet frisat fra staten, opfattes den som en mere troværdig medspiller verden over, ligesom forbindelserne til andre kristne trosretninger og religiøse samfund i Sverige er i dag blevet mere jævnbyrdige.

Læren er, at en skilsmisse mellem stat og kirke kan ende lykkeligt og være til gavn for begge parter.

 

 

Antje Jackelén er biskop i Lund

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Gud skal ikke lukkes inde i folkekirken

    22. december 2011
    Danmark er et rummeligt og sekulært samfund, mener de fleste danskere. Men tilhører man et religiøst mindretal, som løbende må finde sig i folkekirkens forrang, virker den slags påstande knap så overbevisende. Det er tid til et opgør med folkekirkens privilegerede stilling
  • De neoliberale prædiker mod folkets kirke

    15. december 2011
    Debatten om adskillelse af kirke og stat er et ekko af tidens neoliberale tendens. Hvad kan jeg bruge folkekirken til? Hvorfor skal jeg betale? lyder spørgsmålene. Det er en forsimpling af den rolle kirken spiller for den lille mand m/k
  • Kirken er de store tankers sidste frirum

    8. december 2011
    Debatten om det gode liv ender ofte i salatopskrifter og karriereplanlægning. Selv vores værdidebatter mangler dybde. Men vi har behov for at kunne søge meningen med livet — her kommer folkekirken selv det mest moderne menneske til hjælp
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg elsker Sverige. Meeeen - jeg har altså boet der i nogle år og denne artikel illustrerer levende min største anke mod mine brødre på den anden side af Kattegat.

De er så satans konfliktsky, at de ikke en gang vil indrømme, når gnisterne er fløjet - og alle ebstemt ikke er enige.

Antje Jackelen kommer slet ikke ind på, at den tidligere socialdemokratiske statsminister, offentligt har sagt, at adskillelsen af stat og kirke var en fejl:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/265410:Kirke---tro--Persson-for...

Det er forresten typisk for debatklimaet i Sverige, at jeg referede denne artikel for en bekendt, der var præst i den svenske kirke....han havde sgu ikke hørt om Perssons vandring til Canosssa.

(For en ordens skyld - jeg er ateist. Jeg er ikke medlem af folkekirken og var egentlig FOR en skilsmisse. Indtil jeg læste, hvad Persson nu mente).

Heinrich R. Jørgensen

Lad dog staten betale for bygningerne og deres vedligehold, og lad bygningerne være folkets bygninger, der kan anvendes til kulturaktivitet og folkeligt samvær centreret om demokratisk samtale, uddannelse, dannelse og oplysning.

Det fysiske rum til det formål er nødvendigt, i det lokale.

Religion? Trossamfund? Højmesse? Jamen, det er vel kulturaktiviter, lige så vel som så meget andet? Hvis bygningerne er i brug 12 timer dagligt, er det kun glædeligt og meningsfuldt.

Biskopen siger ingenting om att det er da ingen skilsmisse mellan staten och kirken i Sverrig, det er kun en myt. Når riksdagens har den hojtidligé åpningsceremonien har ledamöterna ydmyget seg med att gå til en ekumenisk gudstjenest i Stockholms katedral, Storkyrkan dog med predikan af biskopen.
Selvfölgelig burde biskopen i lighed med kongen komma till riksdagsbyggningen.
Svensk radio begynder hver morgen med morgenandakt og hver lördag og söndag er det Jesus ogsa i radio og tv.
Jeg spurdte religionsredaksjonen vid radion og fick svaret att kirken var en så stor folkebevegelse at det forsvarede den absurde Jesuspropagande.